Fri Kri­stof­fer

Grundlæggende mener jeg, at man skal have antidemokratiske tilbøjeligheder, hvis man er af den opfattelse, at det ikke kommer offentligheden ved, hvem der støtter politikerne og deres partier med store beløb. Manglende transparens om pengestrømme til politikere giver simpelthen virkelig gode vækstbetingelser for korruption.

Tilgiv mig, kære læser, men jeg vil starte ugens nyhedsbrev lidt personligt. I sidste uge, da vi på Frihedsbrevet bragte historien om topchefen for den selvbestaltede tech-komet MeeW, der stod med det ene ben i en børsnotering, kunne jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved en detalje. Da Dr. Armin Kavousi for alvor trådte ind på den store scene i sommer som succesfuld tech-iværksætter og multitalent, var han 36 år.

Ugen startede med, at Socialdemokratiet fik den værste meningsmåling i mands minde. Hvis der var folketingsvalg i morgen, stod Mette Frederiksen til kun at høste 18,6 procent af stemmerne ifølge Voxmeter. Målingen, som af flere er blevet kaldt en “outlier”, fordi den er så vild, kommer efter måneder med store bededags-ballade og løftebrudssnak. Ugen sluttede med, at Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, imploderede, og oppositionspartiet synes nu at ligge i ruiner.

Hvem er folkene fra Dansk Folkeparti i virkeligheden? Det spørgsmål har jeg puslet med den seneste uge. Jeg har altid tænkt, at det er rendyrket forstillelse, når Mette Frederiksen fremstiller sig selv på Instagram som en flûtebagende, makrel-i-tomat-gnaskende, vinduespudsende og håndbolddyrkende hyggemoster, der klarer opvasken i hånden iført en vamset sweater. Omvendt har jeg haft det med Dansk Folkeparti. Jeg har tænkt, at kærligheden til det jævne folk var ægte, og at hadet til det elitære var helt autentisk.

Hvis du ligesom jeg er godt og grundig træt af at høre om de københavnske saloner og alt det, der er galt med København, københavnere og københavneri, så vil mit nyhedsbrev denne uge være balsam for sjælen. Med andre ord er denne udgave af Fri Kristoffer ikke noget for Inger Støjberg, ligesom i øvrigt – formoder jeg – alt andet, jeg nogensinde har udgivet.

Det er i grunden utroligt, hvis to af landets absolutte toppolitikere, to tidligere ministre, i ramme alvor troede, at de ikke behøvede at svare skat af deres bijobs, så længe de bare brugte pengene på at føre valgkamp for. Kontorchef i Skat gennem mere end to årtier, Michael Bjørn Hansen, der i dag arbejder som skatteadvokat, mener desuden, at Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken bør straffes.

Jeg vil gerne begynde mit nyhedsbrev fra denne uge lidt utraditionelt. Faren ved at skrive og mene noget ugentligt er jo, at det hele til sidst bliver lidt forudsigeligt og ensformigt, og det er der ingen, der gider. Af den grund vil jeg gøre noget for første gang nogensinde: Jeg vil rose den nye SVM-regering. Uironisk og oprigtigt.

Da jeg sidste weekend lå i min seng med tømmermænd og lyttede til den seneste udgave af Flemming Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, blev mine tanker sendt på himmelflugt. Folk har jo forskellige cravings, når de har tømmermænd, og jeg medgiver, at Flemming Roses nyhedsbrev måske ikke er det mest oplagte materiale at gå ombord i, når man ligger brak, men ikke desto mindre var det altså det, jeg havde brug for i lørdags.

Forleden læste jeg en artikel af ældre dato i Berlingske, hvor det blev beskrevet, hvordan kong Christian den 7. for mere end 250 år siden afskaffede hele ni helligdage. Ham kan man således takke for, at vi ikke længere har fri fra arbejde på for eksempel 3. juledag, 3. påskedag og Mikkelsdag. Et argument for reformen var, at man vurderede, at det øgede antal arbejdsdage ville medføre en øget cirkulation af penge. Et andet mere moralsk argument gik på, at fridagene blev brugt på spil, druk og hor.

En sjælden gang imellem modtager man en pressemeddelelse, som er så langt ude, at den enten lugter af at være satire eller et resultat af, at afsenderen er blevet hacket. Sådan havde jeg det, da jeg læste pressemeddelelsen om, at TV 2 Lorry ville skifte navn til TV 2 Kosmopol. Jeg tænkte simpelthen, at det måtte være fiktion, at man har brugt skattekroner på at udskifte et tåbeligt navn med et nyt endnu mere tåbeligt navn. Men desværre er det ikke satire. Den regionale TV 2-kanal, der i runde tal modtager 70 millioner kroner fra staten om året for at bringe lokalnyheder fra hovedstaden og omegn, vil fremover kaldes for TV 2 Kosmopol.

Man får dagsordensættende journalistik som abonnent på Frihedsbrevet, og ugens bedste eksempel på det er vores historie om Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard fra Radikale Venstre, som vi forleden kunne afsløre i at bedrive en form for ledelse, som hendes medarbejdere fortæller involverer chikane, overfusninger og frygt.

På et ubestemmeligt tidspunkt i de 42 dage, som Jakob Ellemann-Jensen tilbragte sammen med Mette Frederiksen inde i et forhandlingslokale på Marienborg, har han slugt en rød pille. Om det har været ganske frivilligt, eller om Nicolai Wammen i smug har knust den og drysset den i Ellemanns vandglas, ved jeg ikke, men ned er pillen i hvert fald kommet. Når denne pille, som Wammen selv slugte for mange år siden, opløses i blodet, fortrænger den helt lysten til at svare sandfærdigt og oprigtigt på spørgsmål og erstatter med funktioner, som vi mest kender fra science fiction-figurer, hvor alle svar synes forprogrammerede.

Topskattelettelser, en helligdag mindre, flere penge til Forsvaret, farvel til jobcentrene, et SU-år mindre, en frisættelse af den offentlige sektor (hvad det så end skal betyde), skattelettelser til erhvervslivet, flere skattelettelser, klimaafgift på flyrejser og en forøgelse af arbejdsudbuddet med 45.000 for nu bare at nævne et lille udpluk fra studehandlen. En almindelig dansker med en gennemsnitlig indkomst får 30 kroner mere til sig selv om måneden, og de to liter mælk, som man kan købe for det, kan man så rigtigt gå og hygge-gurgle, indtil man får det galt i halsen, fordi det går op for én, at det har været i bytte for den danske retsstat. Det lyder måske dramatisk, men det er ikke mine ord – det er Venstres egne, og dem skal jeg nok komme tilbage til, men først bliver vi lige hængende ved bemeldte pressemøde.

Dette nyhedsbrev er skrevet med moderat feber fra mit sygeleje derhjemme. Posten skal jo ud, og i min febervildelse fik jeg en idé til, hvordan jeg kunne udkomme alligevel uden at belaste mine kolleger, som jo har travlt med at grave historier frem.

Hold da op! Hvis nogen havde sagt til mig, at Frihedsbrevets historie om Theresa Scavenius og alle hendes flyrejser ville blive diskuteret i stort set alle medier i ugevis, så havde jeg siddet med åben mund og polypper. På Frihedsbrevet har vi selvfølgelig hele tiden syntes, at det var en interessant historie, at klimaordføreren for Danmarks klimaparti har fløjet 24 gange, primært mellem København og Aalborg, over de sidste 5 år – oveni hendes private flyrejser til udlandet, som, hun selv anslår, er “et par gange” om året. Theresa Scavenius flyver altså mere end mig selv eller de fleste, jeg kender, og det ser jo unægteligt lidt mærkeligt ud, når hun er klimaordfører for et parti, der opfordrer danskerne til at “Flyve mindre og kysse mere”. Uanset om man mener, at Scavenius’ flyrejser er helt ok eller skamløst hykleri, er det vigtigt at få det frem og sat til debat, for så kan folk jo selv tage stilling.

Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem. Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne. Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.

Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede! Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.

Noget, der øjeblikkeligt får mig til at smile, er at tænke på Mette Thiesen. Det er muligvis en sætning, du aldrig troede, at du skulle læse, men sådan er det altså, og derfor vil jeg skrive lidt om hende, for det kan jo være, at min begejstring smitter. Første gang, jeg sådan rigtigt stiftede bekendtskab med Mette Thiesen, var i 2018, da jeg arbejdede på DR’s faktatjekprogram Detektor. Man kan sige, at Mette Thiesen har været for Detektor, hvad en snusket shawarmabar i Taastrup er for fødevarekontrollen.

Når man har fulgt flittigt med i valgkampen, som jeg har, så er tilstanden i dansk politik lige nu mildt sagt et paradoks. Mette Frederiksen har ikke misset en chance for at betone, hvor alvorlig en situation landet står i med krig i Ukraine, energikrise og inflationen. Det samme er i varierende styrke gjaldet fra de andre partiledere. Og hele Socialdemokratiets effektive valgkampagne har været bygget op om at indgyde frygt hos danskerne. Usikkerhed og frygt. Derfor skulle vi stemme på Mette, for hende kender vi jo, og hende ved vi, hvor vi har. Hun er nemlig god til at samarbejde og klippefast, når det blæser, er vi blevet fortalt igen igen.

Om bare fire døgn er der folketingsvalg, og jeg skulle lige til at skrive, at når du hører fra mig igen næste fredag, så har Danmark fået en ny regering. Men det kommer nok ikke til at ske. I stedet befinder vi os, når den tid kommer, formentlig midt i en eller anden grad af parlamentarisk kaos, hvor politikerne sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan forme en regering sammen, selvom de lige har sagt, at de ikke kan lide hinanden, og selvom de har lovet vælgerne noget vidt forskelligt. Er demokratiet ikke bare smukt? Er det ikke en herlig tanke, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen lige nu er favoritter til at fortsætte deres vilde ridt inde i Statsministeriet, hvor de sammen i løbet af de seneste tre år har smedet den ene skandale efter den anden, og hvor den ene lyver hurtigere, end den anden kan nå at instruere i hvordan man sletter sms’er?

Tillad mig at starte med at præsentere mig selv: Jeg hedder Kristoffer Eriksen og er chefredaktør på Frihedsbrevet. Det her er mit ugentlige nyhedsbrev Fri Kristoffer. I sommer vikarierede jeg på min chefredaktørkollega Mads Brüggers nyhedsbrev, og lad mig bare være ærlig: Det smagte af mere. Samtidig synes jeg, at vi på Frihedsbrevet har nået en omgangshøjde på vores journalistik, som gør, at vi efterhånden trænger til et ugentligt nyhedsbrev, der samler op på og kommenterer de historier, vi bringer. Både som en service til vores medlemmer, da jeg tænker, at det kun er de mest hårdkogte Frihedsbrevet-abonnenter, som i løbet af en uge når at læse eller lytte til alt det, vi udkommer med. Men selvfølgelig også som et udstillingsvindue til alle dem, der ikke ved, hvad der foregår inde bag betalingsmuren, og som er nysgerrige på, hvad man egentlig får for skillingerne, hvis man melder sig under Frihedsbrevets faner.