Fri Mads #23: Bøllerne i Sandhedsministeriet
Som du måske ved, er 23 et mystisk og farligt tal, der giver sig til kende på allehånde mærkelige måder — blandt andet bowler hovedpersonerne i spillefilmen The Big Lebowski kun på bane 23, og det siges, at Julius Cæsar blev dræbt med 23 knivstik. For mange varsler tallet 23 simpelthen død og uhygge.
Det er uhyggeligt 😱
Og er der noget mere uhyggeligt, end hvad der er i svang inde i Statsministeriet i disse dage? Så det har jeg selvfølgelig tænkt mig at skrive om i dette mit nyhedsbrev nummer 23. Foruden lidt om hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets redaktion i denne uge.
S(ocialdemokratiet) M(ette) S(tatsministeriet) 📱
I fredags udkom vores nyhedsbrev Fri Politik – blandt andet med denne historie om den igangværende SMS-skandale, der har ramt Statsministeriet. Her kunne vi berette, at hverken den svenske eller den norske statsminister sletter deres SMS’er automatisk efter 30 dage, sådan som Mette Frederiksen og hendes topfolk åbenbart gør. Ergo skiller Mette Frederiksen og kompagni sig virkelig ud med en højst besynderlig modus operandi. Især besynderlig fordi de siger, at de sletter deres SMS’er af hensyn til sikkerheden, hvilket ikke giver nogen mening overhovedet. For kerer man sig om sikkerhed, er det jo børnelærdom, at SMS ikke er en krypteret kommunikationsform. Så der må være en anden grund til, at der skal slettes.
Man skulle have været svensk eller norsk journalist 🇸🇪🇳🇴
Noget andet, som var opsigtsvækkende ved at kommunikere med det svenske og det norske statsministerium, var, hvor lydefri og kvik en betjening, Frihedsbrevet fik af deres respektive presseafdelinger. Og det selvom vi er et lille og nyt medie fra et andet land. Norge svarede indenfor en time, og Sverige var lige i kølvandet. Begge med klare og præcise svar: Nej, statsministeren sletter ikke sine SMS’er automatisk. Og ja, SMS’erne journaliseres, og der kan søges aktindsigt i dem. Altså helt forskelligt fra det danske statsministerium, der nærmest sætter en ære i at forsinke og forsure journalisters arbejde. Som når Statsministeriet ikke engang vil fortælle journalist Kaare Sørensen, om statsministeren stadig sletter sine SMS’er eller ej:
Obskurantisme 🔮
Hvad Statsministeriet praktiserer overfor pressen, kaldes med et fint udtryk for obskurantisme, et fransk-latinsk begreb, som betegner det, at man bevidst modarbejder udbredelsen af fakta. Det mest ekstreme eksempel på obskurantisme, vi har, er nok Sandhedsministeriet i George Orwells fremtidsdystopi 1984, hvor embedsmændene systematisk arbejder med at fordreje og forvandle information om fortiden. Som resultat deraf er borgerne i landet Oceanien konstant i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.
Løgn med løgn på
Jeg synes faktisk, det er ret alvorligt, det vi er vidner til her. For nærmer vi os ikke snart et sted, hvor man ikke længere kan stole på Statsministeriet? For eksempel siger de, at SMS’er automatisk bliver slettet efter 30 dage, men den søforklaring harmonerer dårligt med, at BT’s journalist Jacob Friberg søgte aktindsigt i SMS’erne, mens der endnu var fem dage tilbage at løbe på. Og alligevel fik han at vide, at der ikke var noget at komme efter. Et andet eksempel er, at vi heller ikke kan få svar på dette simple spørgsmål; nemlig hvornår den bizarre procedure med at slette SMS’er automatisk efter 30 dage mon blev indført? Var det før, under eller efter, at den danske minkindustri skulle elimineres? Dette er ikke — som statsministeren ellers påstår — et teknisk spørgsmål; det er alene et spørgsmål om at kigge i en kalender. Med andre ord er der tale om ren obskurantisme.
Firebanden fra Slotsholmen 👩👩👦👦
Noget andet, som er svært at forstå, er, at denne besynderlige policy med at slette SMS’er åbenbart ikke gælder alle ansatte i Statsministeriet (hvilket man ellers skulle forvente, hvis sikkerhed virkelig var et argument). For ud af de 10 personer fra Statsministeriet, som skal vidne for Minkkommissionen, er det tilsyneladende kun de fire, der kører med automatisk SMS-sletning. Og det er så tilfældigvis lige de allermest centrale og magtfulde aktører i denne pinlige misere, nemlig statsminister Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.
Et centralt spørgsmål❓
Fra Minkkommissionens arbejde ved vi, at Pelle Pape den 7/11 sidste år blev orienteret om, at der manglede lovhjemmel til at udslette 17 millioner mink. Selv siger Mette Frederiksen, at hun først blev orienteret om problemet den 8/11. Med andre ord skal vi tro på, at departementsråd Pelle Pape har siddet på denne bombe af et stykke information i et helt døgn, før det blev bragt videre til statsministeren. Umiddelbart svært at tro på, og her er det jo, at SMS’erne fra Statsministeriet både er relevante og interessante, hvorfor det også er en skandale, at de overhovedet er blevet slettet. Netop fordi Statsministeriet opererede midt i en danmarkshistorisk krise, skulle man mene, at der var en særligt skærpet pligt til at journalisere og bevare al kommunikation ind og ud af ministeriet. I stedet lader det modsatte til at have været tilfældet; en særligt skærpet vilje til at dække sine spor til.
Kunsten at slette
En vigtig lære fra Watergate er, at det, der i sidste ende fældede præsident Richard Nixon, ikke var det, at båndoptagelser fra Det Ovale Kontor blev slettet, men snarere måden, der blev slettet på. I alt blev der slettet cirka 12 minutter på et enkelt bånd, ikke mere end det. På alle de andre bånd var der ikke blevet slettet noget. Hvis man nu forestiller sig, at Nixon i stedet havde beordret alle båndene destrueret over en bred kam, havde det helt sikkert vakt vild opstandelse, men det kan sagtens tænkes, at han så havde overlevet som præsident. Pointen er, at skal en magthaver slippe afsted med at slette bevismaterialet, skal han eller hun slette det hele. Hvilket jo er svært at gøre med SMS’er, hvor modtageren også har en kopi af det, som er blevet skrevet. Mit bud er, at dette fejltrin kommer til at koste statsministeren dyrt, for det ligner unægtelig den manøvre, som fældede Nixon, nemlig et klodset forsøg på at klare frisag ved at lave en kosmetisk sletning i ellevte time.
Et toksisk kontorfællesskab
De SMS’er, der trods alt er sluppet ud fra Firebandens telefoner, tegner i øvrigt et billede af et Statsministerium, hvor arbejdsmiljøet mildt sagt er giftigt. En drivende kraft i den forbindelse er departementschef Barbara Bertelsen, der gennem tekstbeskederne fremstår som en rigtig bølle. Som type er hun chefen, der sender perfide SMS’er efter midnat, så folk kan ligge søvnløse og hygge sig med angst og bæven. Måske er de allesammen bøller, altså både Mette Frederiksens nærmeste tre medarbejdere og så hende selv? For Mette Frederiksen må jo vide, hvordan Barbara Bertelsen fører sig frem? Og vi ved jo allerede, at der findes en anden Mette Frederiksen, end den gemytlige menneskeven vi møder på Instagram. Jeg tænker selvfølgelig på kolerikeren Mette Frederiksen, som vi kender fra Justitsministeriet, hvor embedsmænd måtte skærmes mod hendes vredesudbrud. Er denne Mette Frederiksen stadig på spil? Herom har rygterne svirret længe. Der hviskes og tiskes i hvert fald om en uopdaget personaleflugt fra Statsministeriet. Hvor det tidligere var enhver embedsmands drøm at havne ved et skrivebord i Prins Jørgens Gård nummer 11, fortæller kilder mig om embedsmænd, der ikke kan komme hurtigt nok væk fra Mette Frederiksens toksiske kontorfællesskab. Det er en historie, som Frihedsbrevet gerne vil kigge nærmere på, så hvis du ved noget om, hvad der sker bag murene i Statsministeriet, så send os en mail på frihedsbrevet@protonmail.com.
Kineserier
I denne uge, i sit nyhedsbrev Fri Tænkning, tager chefredaktør Flemming Rose os med til Kina. Han har talt med den amerikanske økonom og Kina-kender David Goldman i forlængelse af hans bog You Will Be Assimilated: China’s Plan to Sino-form the World. Goldman taler om Kinas styrke og svaghed, det evige Kina, udsigten til en afkobling af USA’s økonomi fra Kinas, Europas rolle, konsekvenserne af de seneste årtiers overraskende tilnærmelse mellem Kina og Rusland, hvad der kommer til afgøre konkurrencen mellem Kina og USA, og hvad man skal holde øje med, hvis man vil forstå, hvor Kina er på vej hen.
Den Grønne Ridder ⚔️
Om sit nyhedsbrev Fri Kritik skriver Mette Høeg følgende: “Jeg giver en begejstret anbefaling af den nye filmatisering af middelalderdigtet om Sir Gawain og den grønne ridder, The Green Knight. Det er en fuldstændig fængslende fortælling, og en tiltrængt nyfortolkning af den populære og fortærskede ‘epic fantasy’-genre. Desuden er der noget om Gogol, Louisa May Alcott og Josefine Klougart.”
Fri Finans 💰
Redaktionen bag Fri Finans spilder ikke tiden. I denne uge handler nyhedsbrevet om den gode forretning, SU-lån har udviklet sig til at blive for staten. Hvad de færreste nok er klar over er, at staten hvert år høster et trecifret millionbeløb i renter, som opkræves hos nogle af de dårligst stillede unge. Og så er der nyt om en dansker med en mystisk konto i skattely, som vi tidligere har skrevet om.
Good Beirut 👋🏼
Glæd dig i øvrigt til torsdag, hvor redaktionen bag Fri Kultur udkommer med et nyhedsbrev, som virkelig trækker søm ud. Mere har jeg ikke at melde i denne ombæring. Vi skrives ved på mandag.
Mvh, chefredaktør Mads Brügger