Mads Brügger

Denne gang skal det udelukkende handle om selveste guttermændenes guttermand, nemlig Søren Gade (V), altså Folketingets tidligere formand. Meget har været sagt og skrevet, siden Søren Gade i søndags i forrige uge med en sms slog op med Venstres formand, Troels Lund Poulsen, og meddelte, at han ville træde ud af Folketinget med øjeblikkelig virkning.  Den, der har sagt allermest om sit herlige martyrium, er naturligvis Søren Gade selv, ofte i tredje person ental. For ingen behersker kunsten at tale om sig selv i tredje person ental som formanden for Esbjerg Havn. For eksempel kan han finde på at sige, at det “kun er Søren Gade, der ved, om Søren Gade vil stille op til næste folketingsvalg”.  I starten af forløbet var den herskende fortælling den, at Søren Gade var trådt ud af Folketinget for Venstres skyld, hvilket Troels Lund Poulsen også anerkendte Søren Gade for at gøre.  Menneskevennen Søren Gade sagde, at han ikke ville være en sten i Troels Lund Poulsens sko, og vi måtte forstå, at han af sit hjertes godhed ofrede sig selv for sit partis skyld. Men som ugen skred frem, virkede det snarere, som om Søren Gade hellere vil være en kampesten oven på Troels Lund Poulsens lædermokkasiner. Hvad der i begyndelsen havde fremstået som et uselvisk harakiri, fik nu mere karakter af en slags politisk selvmordsbombeaktion rettet mod partiet Venstre. Søren Gade lod nemlig melde, at hvis han ikke selv var trådt ud, var han blevet smidt ud af Venstres folketingsgruppe, hvilket gav hans martyrium et skær af et preemptive strike, altså et forebyggende angreb. Samtidig bestyrkede det indtrykket af, at Søren Gades exit i realiteten sandsynligvis er en strategisk tilbagetrækning, som Søren Gade vil bruge til – nu på sikker afstand – at salte stegen for Troels Lund Poulsen. Et godt eksempel på det er, at Søren Gade senest har foreslået galningen Søren Pind som Venstres næste formand. En rådgivning, som jeg er sikker på, at Troels Lund Poulsen er superglad for. I øvrigt har jeg hørt på rygtebørsen, at Søren Gade for nylig har sagt, at “der er lige så meget leder i Troels Lund Poulsen, som der er hund i en hundekiks”.  Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Det var en smal sag at klare sig igennem Folketingets åbning – og den vender jeg tilbage til nedenfor – men selve åbningsdebatten, som afholdes to dage senere, er kun for politiske nørder med stamina i metermål.  For åbningsdebatten er jo et sælsomt, tilbagevendende ritual, der som bekendt varer fra klokken 08 morgen og ofte til ud på den anden side af midnat. Og bortset fra et fåtal af journalister, som er blevet udkommanderet til at bide sig igennem denne Whopper af en sejtrækker, er der kun en person, som har pligt til at være med fra start til slut, og det er selvfølgelig statsministeren. I dette tilfælde Mette Frederiksen (S), som i øvrigt var sprunget ud som konspirationsteoretiker i sin åbningstale, hvilket jeg også vender tilbage til.  Ude i Vandrehallen omkring kl. 17, denne torsdag den 8. oktober, var en vært fra DR’s Aftenshowet ved at gøre klar til noget familievenligt og opbyggeligt journalistik med vores parlamentarikere. En serveringsbakke stod klar med Panodil Zapp, en banan, en sandwich og så videre, og så var ideen ellers den, at vores politikere skulle vælge, hvad de helst ville have med sig ind i salen som et hjælpemiddel til åbningsdebatten.  Som jeg forstår mig på det, jeg nu vil berette om, havde det været en klar aftale med partiet Venstre, at et medlem fra deres folketingsgruppe skulle medvirke i indslaget. Men to timer før sendestart modtog Aftenshowet et afslag fra Venstre om, at ingen fra deres folketingsgruppe ønskede at deltage alligevel. Afslaget blev ikke begrundet, men man tænker jo selvfølgelig sit.  “Sit” i mit tilfælde er først og fremmest, at det som udgangspunkt er en klar foræring at blive skrevet på Aftenshowets balkort, for det er jo ikke ligefrem her, at man bliver udsat for et benhårdt fikseringsinterview. Så hvad var grunden?  Skyldtes det en smålig bitterhed over, at DR samme dag havde bragt en for partiet katastrofal Epinion-måling, som viser, at Venstre nu var helt nede på kun 5,8 procents tilslutning hos vælgerne – hvilket en Voxmeter-måling nogle uger forinden også havde vist? For det er jo fristende for et gammelt magtparti at stikke hovedet i busken, når man endnu engang er blevet målt til at være det mindste parti i hele den Blå Blok, altså lige med undtagelse af Lars Boje Mathiesens enmands-tossebutik.  Eller fik Aftenshowet mon et fur, fordi stemningen i Venstres folketingsgruppe nu var blevet så dårlig og skrøbelig, at man simpelthen ikke længere var i stand til at udvise gode miner til slet spil? For man kan jo ikke vælge en banan i en tilstand af raseri.   En af hovedårsagerne bag denne dårlige stemning var symbolsk nok ikke selv til stede i salen, men var derimod taget en tur til Viborg. Her var Søren Gade (V) nemlig tilsagt som vidne i et højst opsigtsvækkende retsopgør mellem Susan Astani – gift med den kognitivt svækkede, aldrende high society-advokat Christian Kjær – og så Christian Kjærs søn, Philip Kjær.  I retten vidnede formanden for Esbjerg Havn til Susan Astanis fordel og afkræftede, hvad andre vidner ellers sagde, nemlig at Christian Kjær har ønsket at blive skilt fra Susan Astani. Samt at hun har blanket ham af og efterfølgende parkeret ham på et plejehjem, hvor han nu føler sig ensom. I retten påstod Søren Gade derimod, at han ikke kunne genkende dette billede af Christian Kjær og tilføjede så, at han i kommende weekend skal til fest hos Christian Kjær og Susan Astani for at fejre deres kobberbryllup. Hvortil man bare må sige: Det skal nok blive hyggeligt.  Vil du læse resten af artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Den er god nok; stuegang er tilbage. Eller rettere sagt: Helt væk har det jo aldrig været, nok snarere sat på vågeblus. Så lang tid siden som den 5. august var jeg for eksempel forbi Borgen for at se, om de var ved at komme op i omdrejninger efter sommerferien, men det var de stadig ikke. Det meste spændende, der skete, var, at jeg kom gående forbi et gruppeværelse oppe ved Rød Gang, hvorfra jeg til min overraskelse hørte Enhedslistens Jette Gottlieb råbe:  “JEG SÅ HAM!” Det var så mig, hun mente. Jette Gottlieb var solbrændt og var lige vendt hjem fra en længere ferie i Norge og var nu taget ind til Borgen for at beværte en interskandinavisk sammenkomst, vist nok for Nordisk Råds rødgrønne gruppe.  Selvom det var godt at se hende igen, fik jeg samtidig fantomsmerter ved tanken om, at Jette Gottlieb engang sad nede på sit kontor i Provianten som en slags demokratiets vågekone, og nu var hun væk.  Noget andet der gjorde ondt, var et fænomen, som hos den hedengangne østtyske efterretningstjeneste STASI blev kaldt for zersetzung: Et ord, der direkte oversat betyder “nedbrydning”. Zersetzung var en særlig, hemmelig metode til krigsførsel, hvor man brød ind hos regimets modstandere og så bare ændrede på tingene en lillebitte smule; for eksempel ved at flytte en lænestol en meter til venstre, skifte betrækket på en sofapude ud med noget, der ligner, men alligevel ikke ligner helt. Eller ved at flytte lidt rundt på billederne på væggen. Ganske små forandringer i normalbilledet, således at ofret for zersetzungen kom i tvivl om, hvorvidt han eller hun var ved sin fulde fem, og til sidst gik deres realitetsprincip helt i opløsning.  Det var sådan, jeg havde det med den nye regering. For den lignede SVM-regeringen påfaldende meget, men var det så bare ikke helt alligevel. Der var blevet rykket rundt på nogle små ting, men i det store og hele var det stadig SVM-regeringen, og det selvom valgets klare tale ellers havde været, at danskerne netop havde fået nok af denne SVM-regering.  Men det var sådan set ikke det, jeg ville fortælle om.  Den 12. august vendte jeg tilbage til Folketinget, fordi pressen var blevet lovet et episk bråvallaslag. Som i torden og lynild. Det handlede om krisen nede ved den spanske enklave Ceuta, som i slutningen af juli var blevet overrendt af tusindvis af migranter. Derfor havde Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt (DF) indkaldt Folketinget til en såkaldt hasteforespørgsel om EU’s ydre grænser. Men Folketinget rider ikke samme dag, som der sadles, og da medlemmerne endelig blev samlet, var situationen nede i Ceuta stort set gået i sin mor igen. Aftrækket havde simpelthen været for langt til at holde spændingskurven oppe, og sværen var blevet blød.  Sad man og fulgte med i debatten, som jeg gjorde oppe fra Presselogen, blev man forundret over, hvor lidt indsigt de danske politikere egentlig havde i situationen i Ceuta samt i spansk migrationspolitik i det hele taget. For eksempel var det ikke rigtigt gået op for mange af tingets medlemmer, at desuagtet at det lyder voldsomt, at Spanien har taget skridt til at legalisere over en million indvandrere, så hører det samtidig med til historien, at langt størstedelen af disse indvandrere kommer fra Latinamerika og derfor taler spansk og er katolikker. Overraskende nok var det tilsyneladende kun Lars Boje Mathiesen fra Borgerens Parti, som havde forstået den side af sagen.  Iklædt et lysegråt jakkesæt forsøgte Morten Messerschmidt derimod at fremmane et billede af, at vi ikke var langt fra situationen i 2015, hvor syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Men den påstand skød statsminister Mette Frederiksen (S), klædt i en hvid skjorte, straks til jorden.  “Jeg har i al beskedenhed været en drivende kraft for de ændringer, der sker i Europa,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte:  “Jeg kommer aldrig til at acceptere, at der er mennesker, der vandrer på de danske motorveje.”  Hun sagde også, at det nu er – citat – “Danmark, der skubber Europa frem,” samt at et ikke nærmere defineret kollektivt “vi” har tænkt sig at “passe på Danmark og på Europa”.  Så det var skam ikke småting, Mette Frederiksen bar på sine skuldre, måtte vi forstå.  Når man kiggede rundt i salen, glimrede SF’erne ved deres fravær, og den anden regeringspart, Det Radikale Venstre, var bestemt heller ikke mødt talstærkt op. Og den evige Løkke (M) var over alle bjerge. Det her var alene en sag mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.  Det hele endte som et antiklimaks. Nok engang var oppositionen for ufokuseret og uforberedt, og Mette Frederiksen for svær at bide skeer med, selvom man ellers skulle tro, at de blå havde lært lektien. Det eneste, som kaldte på smilet, var, når Torsten Gejl fra regeringens støtteparti Alternativet stillede fedterøvsspørgsmål til Mette Frederiksen, som kun skulle tjene til at tage vinden ud af sejlene.  Midt i salen sad DF’eren Allan Feldt og fulgte slagets gang. Han havde fået mundkurv på, efter at han på sociale medier var kommet til at træde gevaldigt i spinaten. Blandt andet havde han delt et billede af nogle posemænd og kaldt dem for “udyr”. Ærgerligt nok ellers, for debatten trængte virkelig til, at Allan Feldt tog bladet fra munden med mere af samme skuffe.  Lyder det kedeligt, er det, fordi det var kedeligt. Dræbende kedeligt faktisk. Ovre hos Berlingske kaldte politisk kommentator Bent Winther da også debatten for en fuser og skrev:  “De blå partier havde fem skud i bøssen. Ingen af dem ramte plet.”  Men det var faktisk heller ikke det, jeg ville fortælle om. 

I slutningen af august satte Jørgen Boassen sig på et fly til København for at mødes med en dansk rigmand.  Imens det officielle diplomati har haft en high level-arbejdsgruppe, hvis arbejde i sidste uge kulminerede i New York med underskrivelsen af en ny sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA, har en skjult operation været i gang nedenunder. Her har Jørgen Boassen haft kontakt til amerikanske erhvervsfolk og en grønlandsk parlamentariker for at skaffe fast ejendom til amerikanerne, der ville få mulighed for at bore efter olie og få kontrol med deres egen havn. Vel at mærke stik imod ideen med den grønlandske lovgivning. Boassen, der både er murer og Trump-fan, havde i månedsvis gået med sine planer om at finde en rigmand, der kunne hjælpe ham med at anskaffe en gigantisk bygning, der var kommet til salg på havnen i Nuuk, som amerikanerne kunne flytte ind i. Det var derfor, Boassen landede i København denne sensommerdag i august. Hvad Boassen dog ikke havde fået at vide, var, at den danske rigmand, han skulle til København for at mødes med, var plantet af Frihedsbrevet.  Selvom der ikke findes muldvarpe i Grønland, har indbyggerne alligevel et ord for dette underjordiske væsen.  En muldvarpi hedder det, og gennem flere måneder har Frihedsbrevet haft netop sådan en: en muldvarp, der har boret sig langt ind i samarbejdet mellem den aktivistiske Boassen og Trumps arktiske kommissær, MAGA-influenceren og investoren Tom Dans.  Også den kontroversielle grønlandske løsrivelsespolitiker Kuno Fencker fra det separatistiske parti Naleraq er interesseret i projektet, og sammen taler dette bizarre triumvirat om, hvordan man kan hjælpe amerikanske kapitalinteresser med at skaffe sig et brohoved i Grønland i form af en attraktiv erhvervsbygning ved havnen i Nuuk, som er blevet sat til salg. Alt dette fremgår af Frihedsbrevets dokumentation, som foruden mails og sms’er også byder på skjulte lydoptagelser af samtaler mellem vores muldvarp og så Tom Dans, Kuno Fencker og Jørgen Boassen. Når man lytter til de skjulte optagelser, som Frihedsbrevets muldvarp – en 21-årig nordjysk teologistuderende ved navn Christian Ursilva – har båndet undervejs i processen, er det, så man taber både næse, ører og mund.  Optagelserne rejser også spørgsmålet, om Kongeriget Danmark for alvor kan stole på amerikanerne, når Donald Trumps Arktis-kommissær i tiden op til underskrivelsen af den nye Grønlandsaftale i al hemmelighed har vist interesse for at omgå den grønlandske lovgivning. I et vindblæst, mennesketomt område ved havnen i den vestlige del af Grønlands hovedstad, Nuuk, på adressen Qeqertanut 1, ligger en stor, sort, nybygget erhvervsejendom. Bygningen, som er på hele 5.374 kvadratmeter fordelt over fem etager, kan i den grad bruges til handel og vandel.  I stueetagen er der for eksempel plads til opmagasinering og lagerføring, og desuden er der også et komplet autoværksted. Og oppe på tredje og fjerde sal er der rummelige kontorer med lamelparketgulve af bambus og hertil en pittoresk udsigt over Malenebugten. Ydermere ligger bygningen lige ud til havnen, så der er også mulighed for maritim brug af ejendommen.  Hele dette anlæg er til salg for en pris på 125 millioner danske kroner. Samlet set lidt af et fund, hvis man nu var et amerikansk mine- eller olieselskab, som gerne vil have en base i Grønland, hvorfra man kan styre sine aktiviteter.  Det er nærmest, som man siger i det amerikanske; plug and play. Og som førnævnte Tom Dans bemærker i de skjulte optagelser med muldvarpen, er det både hurtigere og billigere at anskaffe sig denne bygning, end hvis der skal udvikles en helt ny erhvervsejendom fra bunden af i Grønlands hovedstad.  Spørger man ejendomsmægler Thomas Rix fra Netbolig, der står for salget af Qeqertanut 1, om der er tilsvarende erhvervsejendomme i Nuuk på markedet, svarer han kort og godt:  “Nej, det er der ikke.”  Hvad der gør det hele endnu mere pikant, er, at dansk politi har samme bygning i kikkerten til at blive ordensmagtens nye hovedkvarter i Nuuk.  “Det er vist en offentlig hemmelighed i Nuuk, at politiet er interesseret i den bygning,” siger ejendomsmægler Thomas Rix. Det bekræftes af erhvervsmanden Hans Gerstrøm, som ejer bygningen, men han vil ikke kommentere, hvor langt politiet er fra at skrive under. Til gengæld vil han gerne sige, at han intet har hørt fra amerikanerne. “Men de har også nok at gøre med at fylde deres nye treetagers konsulat i Nuuk ud,” udtaler Hans Gerstrøm til Frihedsbrevet.   At amerikanerne ikke har meldt sig som købere, kan måske hænge sammen med, at de har et problem, som dansk politi ikke har.  Grundet præsident Trumps interesse i at overtage Grønland vedtog det grønlandske parlament sidste år, at kun personer med dansk statsborgerskab eller personer, der har boet og været skattepligtige i Grønland i mindst to år, må opkøbe og have brugsret til fast ejendom i Grønland. Spørgsmålet er så, om udefrakommende amerikanere alligevel kan arbejde sig rundt om lovgivningen og således få en fod indenfor i Grønland?  For nylig kunne man se et eksempel på noget lignende, da Weekendavisen afdækkede, at den amerikanske investorgruppe Greenland Development Partners LLC har betalt for et hus til erhvervsmanden Jørgen Wæver Johansen, der er gift med den tidligere grønlandske minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

For lige at få det formelle på plads først, så er den tyske, 38-årige ruslandsekspert Hanna Notte en akademiker, der virkelig kender sine lus på gangen. Mens hun blev uddannet ph.d. i internationale relationer ved Oxford og desuden tog en bachelor i politisk videnskab ved Cambridge, har hun ad flere omgange både boet, studeret og arbejdet i Rusland. Så sent som dagen før Rusland gik til angreb på Ukraine, den 23. februar 2022, var Hanna Notte i Moskva i sin egenskab af at være forsker i den amerikanske tænketank James Martin Center for Nonproliferation Studies.  “Jeg tror, krigen er på vej,” skrev hun i tekstbesked til en ven fra lufthavnen Sjeremetjevo. Nogle timer senere, da hun landede i Wien, var russiske soldater på vej mod Ukraines hovedstad.  I dag, mere end fire år senere, er hun aktuel med bogen We Shall Outlast Them (W.W. Norton & Company, 2026), som i sin essens handler om det lille russiske ord stoykost. Direkte oversat betyder det modstandskraft, men stoykost er mere end blot det; det er et begreb, som handler om at kunne gennemleve enorm megen modstand og ditto lidelse og alligevel bare mose på. Stå det igennem, simpelthen. For på trods af Vestens sanktioner og ihærdige bestræbelser på at isolere Rusland og gøre landet til en paria, som ingen vil være venner med, har Rusland med stamina og snilde demonstreret netop stoykost. I stedet for at lukke sig om selv, har Rusland været i stand til at reorientere sin udenrigspolitik i retning af kontinenter og lande, hvor Vesten ikke længere har så meget at skulle have sagt. Eller formuleret på en anden måde: Det har vist sig at være umådeligt svært at få Rusland ned med nakken, endda selvom landet i skrivende stund har status af at være verdens mest sanktionsramte land. Hvoraf følger bogens titel: “Vi kommer til at overleve Jer.”   “Koncis og særdeles læseværdig,” har tidsskriftet Foreign Review skrevet om Hanna Nottes bog, mens tidligere præsident Joe Bidens sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan har kaldt den “en masterclass i statskundskab”. Hvad der især gør Hanna Nottes bog anbefalelsesværdig er, at hun selv har været ude i marken, og modsat hvad man traditionelt ville gøre som politolog, ikke har rettet sit fokus mod centrum af tingene. I stedet har hun bevidst opsøgt periferien af det hele; grænselandene Finland og Georgien for eksempel, og nationer som tilhører kategorien Det Globale Syd, herunder Sydafrika og Indien. Men også emiratet Dubai, som er en helt central node for den russiske skyggeflåde. Undervejs taler hun både med præsidenter, ambassadører og aktivister. Og med håndlangere, der går Putins ærinde ude ved frontlinjerne af denne igangværende styrkeprøve mellem Rusland og Vesten. Som for eksempel en journalist fra Den Centralafrikanske Republik, der er flygtet til Frankrig, efter han ikke længere kunne udholde at sprede løgne for Putins lejesoldater fra Wagner Gruppen. 

I Silkeborg er der en ældre, meget kristen mand ved navn Søren Toft-Jensen, som på det sociale medie X giver den i rollen som en rigtig edge lord. Han er imod islam, han mener, at klimaforandringer er fup og fidus, han påstår, at paven er muslim, han er anti-feminist, han vil forbyde børnebøger om transpersoner, han er imod abort, han er imod EU, han støtter Israel, han støtter Trump, han støtter Argentinas præsident, Javier Milei, han er for atomkraft, han kalder Danmarks nye regering for en “rødkløverregering”, han reposter indlæg om konspirationsteorien om befolkningsudskiftning, og han mener, at staten ikke skal bestemme om han må sige “neger” eller ej.  “Det går godt med islamiseringen af Danmark, selvom vi er lidt bagefter England!” skriver en sarkastisk Søren Toft-Jensen på X den 28. marts 2026.  På X foreslår en bruger, at man skal svare “A”, hvis man er enig i, at “islam ikke er en religion. Det er en totalitær, voldelig, ekstremistisk ideologi, og Vesten bør bekæmpe den på samme måde, som vi bekæmpede nazisterne.” “A,” svarer Søren Toft-Jensen.  “Trump har forbløffet Amerika ved at meddele, at han vil tilegne landet til Gud,” skriver en anden bruger på X.  Man kan erklære sig enig i dette forehavende ved enten at svare B) “Nope” eller A) “Yes”.  “A” svarer Søren Toft-Jensen, som åbenlyst er værd at følge, hvis man godt kan lide, når folk maxer ud på ytringsfriheden.  Han skriver også på X, at FN er blevet “en kriminel og voldelig organisation.”  I et andet tweet kalder han FN for en “uduelig, venstreorienteret organisation. Om klimaforandringer har han senest skrevet:  “Klimaet skifter uanset, hvad vi mener og gør. Vi lever fint med en 50-års-hændelse. Hold op med at skræmme børn og usikre mennesker!”  Siden 2013 er det blevet til mere end 9.000 posteringer på X fra Søren Toft-Jensens side, og ofte er han aktiv derinde flere gange om dagen.  Alt dette var der ingen grund til at tage den mindste smule anstød af, hvis bare Søren Toft-Jensen var en gennemsnitlig samfundsborger, som i stedet for at rase ud på den lokale bodega gør det på sociale medier. Men sagen er bare den, at Søren Toft-Jensen er en yderst velhavende erhvervsmand, og i stigende grad bruger han sine mange penge på at skubbe verden i en retning, som han ønsker sig. Hvilket altså i forhold til Søren Toft-Jensens ideologiske kompas er en dybt kristen og stærkt højreorienteret retning.  Foruden at have finansieret landsdækkende annoncekampagner i forbindelse med EU-afstemninger står Søren Toft-Jensen bag flere fonde, hvoraf især én af dem, nemlig Samfonden, er værd at interessere sig for.  Samfonden, som Søren Toft-Jensen stiftede sammen med sin ægtefælle Hanne Toft-Jensen i 2019, har som formål at:  “Med udgangspunkt i et kristent menneskesyn at støtte almennyttige og almenvelgørende formål indenfor demokrati- og samfundsbevarende aktiviteter.”  Endvidere hedder det, at fonden støtter:  “Projekter med fokus på åndelig udrustning, karakterdannelse og familierne.” Med det udgangspunkt har Samfonden doneret millioner af kroner til flere bemærkelsesværdige initiativer, herunder den besynderlige kristne tænketank og netværksgruppe Resonantia, som Frihedsbrevet tidligere har beskrevet.  Til et møde hos Resonantia blev det bemærket, at Folketingets formand, Søren Gade (V), var at finde blandt gæsterne, hvilket ikke kan overraske, når man kigger på, hvem der sidder i Samfondens bestyrelse. For det gør nemlig Søren Gade, i øvrigt sammen med fondens stifter Søren Toft-Jensen, som er trådt tilbage som Samfondens bestyrelsesformand, men er fortsat som menigt bestyrelsesmedlem.  Frihedsbrevet har sendt Søren Gade en række spørgsmål for at høre, hvad han tænker om Søren Toft-Jensens opsigtsvækkende udmeldinger på X, men Folketingets pressetjeneste oplyser:  “Det er ikke muligt for Søren Gade at stille op til interview, da han holder sommerferie.”  I artiklen om Resonantia kunne Frihedsbrevet desuden fortælle, at folketingsmedlem og kirke- og sundhedsminister Ida Auken (S) var oplægsholder hos Resonantia. Men forbindelsen mellem hende og Resonantia stopper ikke her, for i Resonantias bestyrelse sidder nemlig Ida Aukens ægtefælle, CBS-professoren Bent Meier Sørensen.  For dem, der ikke ved det, har Bent Meier Sørensen i ideologisk forstand taget et gevaldigt sving mod højre. Det skete, efter han ragede uklar med en forskerkollega, der tog anstød af, at der skulle synges “Den danske sang er en ung, blond pige” til morgensang på CBS. Herfra går der en lige linje til Bent Meier Sørensens debatbog “De Grænseløse” (Kristeligt Dagblads forlag, 2025), hvor han fremhæver ridderen fra middelalderen som den ideelle rollemodel for nutidens unge mænd og argumenterer for, at den sakrale orden skal genoprettes.  “Vi er nødt til at fastholde det kristne ritual for at forsvare den kristne civilisation,” siger Bent Meier Sørensen i DRs Deadline.  Ved siden af sit engagement i Resonantia har Bent Meier Sørensen desuden plads i Bibelselskabets bestyrelse, hvor vi finder en anden person af interesse, nemlig selveste bestyrelsesformanden for Samfonden; Peder Østermark Andreasen, der samtidig er bestyrelsesformand for Bibelselskabet.  Når man skriver til ham og spørger, hvad han tænker om Søren Toft-Jensens kradsbørstige udmeldinger på X, svarer Peder Østermark Andreasen – der i øvrigt har rod i Indre Mission i Vejle og kommer i frimenigheden Broen – at:  “Som samlet ledelse og bestyrelse for Samfonden er det vores opgave at realisere fondens formål og til punkt og prikke leve op til fondens fundats. Det er vores opgave, og opgaven er uafhængig af, hvad vi som enkeltpersoner måtte mene om dette og hint. I al beskedenhed mener jeg, at fondens ledelse og bestyrelse klarer opgaven udmærket, og i øvrigt genkender jeg ikke det billede, som Frihedsbrevet prøver at tegne af fondens stifter,” skriver Peder Østermark Andreasen og fortsætter:  “Med hensyn til Bent Meier Sørensen vidste jeg faktisk ikke, at han sad i Resonantias bestyrelse. Bestyrelsessammensætningen i de projekter, som fonden støtter, er uden for fondens område.”  Hvis du vil læse resten af artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Mandag den 6. juli blev det meddelt, at Kim Fournais – der i 1990’erne sammen med Lars Seier Christensen startede, hvad der udviklede sig til Saxo Bank – har solgt sin tilbageværende ejerandel i banken til den schweizisk-brasilianske bank J. Safra Sarasin. I forvejen havde J. Safra Sarasin købt 70 procent af Saxo Bank, for hvad der vurderes til at være en pris på 12 milliarder kroner, og med købet af Fournais resterende 30 procent er det nu virkelig J. Safra Sarasin, som sidder for bordenden i Saxo.  Men hvilken slags bank er J. Safra Sarasin?   “Vi er en privat bank med mere end 180 års erfaring med formue – og værdihåndtering,” skriver banken selv på sin hjemmeside. Og det er jo objektivt set rigtigt nok; banken blev grundlagt i 1841 og blev i 2013 overtaget af Bank Jacob Safra AG, hvoraf følger det navn banken har i dag. Banken Jacob Safra AG var ejet af familien Safra, som oprindeligt stammer fra Syrien, men emigrerede til Brasilien i 1950'erne, hvor de står bag konglomeratet Safra Gruppen (“Grupo Safra”, red.), der blandt andet driver Brasiliens syvende største bank. Det burde ikke være nødvendigt at skrive at Safra-familien er svimlende rige og uhyre magtfulde, og i Brasilien har de været under anklage for at ville bestikke sig til skattefordele, men sagen blev til sidst droppet på grund af manglende bevismateriale. Det er altså ultimativt dette familiedynasti, som gennem J. Safra Sarasin nu ejer Saxo Bank.  

Fra ordbogen ved vi, at udtrykket “en attribueringsøvelse” dækker over en øvelse, hvor man tillægger årsager til menneskelig adfærd. Hvis man attribuerer nogen noget, giver man udtryk for den opfattelse, at nogen er ophavsmand til noget eller har en bestemt egenskab, holdning eller rolle.  Som for eksempel hvis man siger, at det var russerne, der sendte droner ind over Danmark tilbage i september 2025. Eller hvis man tager skeen i den anden hånd og siger, at det ikke var russerne, der gjorde det, og at der faktisk slet ikke var nogen droner.  Begrebet “attribueringsøvelse” gjorde for alvor sit indtog i det danske sprog til pressemødet i Forsvarsministeriet i fredags, hvor den nyslåede forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og forsvarschef Michael Hyldgaard gav pressekorpset en fuldkommen suveræn masterclass i obfuskering og sort tale.  Igen og igen sagde Michael Hyldgaard, at “dette er ikke en attribueringsøvelse”, altså underforstået, at han ikke ville sige, hvem der stod bag de påståede droner, som satte nationen i alarmberedskab for snart et år siden. Det eneste, de ville sige, var, at der var droner, men vi må ikke se dokumentationen, som ligger bag denne påstand, og af uvisse årsager har Slotsholmen valgt at hemmelighedsstemple rapporten om evalueringen af indsatsen mod dronerne. Som om Tredje Verdenskrig ville bryde ud, hvis og såfremt denne rapport falder i de forkerte hænder. I den forbindelse skal man lige huske på, at mørklægning snildt kan bruges til at dække over egen inkompetence, og det aner mig, at meget af statens refleksmæssige hemmelighedskræmmeri hænger sammen med netop det.  Hvorom alt er, handler journalistik jo i udpræget grad om at attribuere, for det er vel – når alt kommer til alt – selve formålet med faget, nemlig at komme til bunds i, hvem der har gjort hvad. Så denne stuegang vil i høj grad være en attribueringsøvelse.

Hvad var det, Franz Kafka sagde? “En idiot er en idiot. To idioter er to idioter. Ti tusinde idioter er et politisk parti.” Og denne eftermiddag i Folketinget, hvor jeg sad og slog tiden ihjel i den grønne sofa i bunden af Vandrehallen, som jeg holder så meget af at sidde i, kom netop et medlem af et politisk parti gående forbi.  Eftersom regeringsforhandlingerne trak i langdrag – vi nærmede os snart to måneder – var Folketinget gået helt i stå, og der var så tomt og trist i Borgens indre, at det efterhånden var et særsyn at se en rigtigt levende politiker.  Men her var der sørme en af slagsen, og det var ovenikøbet en fungerende minister, nemlig ældreminister Henrik Frandsen (M). Fordi det var så lang tid siden, at jeg sidst havde set Henrik Frandsen, havde jeg ikke kun fortrængt, hvad han hedder, jeg var ovenikøbet havnet i den uheldige vildfarelse, at han hedder Bjarne. For Henrik Frandsen på en god dag kan jo sagtens ligne en mand, der hedder Bjarne.  “Hej Mads,” sagde Henrik Frandsen, som var afslappet klædt i blå blazer, hvid skjorte og khakifarvede chinos.  “Hej Bjarne,” svarede jeg.  Henrik Frandsen sænkede farten en smule og kiggede forundret på mig og gik så videre. Han skulle ned og hente en skoleklasse, der skulle vises rundt i Folketinget. Resten af dagen ærgrede jeg mig over, at jeg havde kaldt ham for Bjarne, men jeg var også forundret over, at Henrik Frandsen ikke havde spurgt, hvorfor jeg kaldte ham for Bjarne. Måske tænkte han, at det var et snedigt mind game fra min side, som han ikke rigtigt ville blandes ind i.  Hvorom alt er, vil Bjarne … jeg mener Henrik Frandsen … den første juni kunne hæve nok en ministerløn for at have lavet stort set ingenting de seneste par måneder. Ligesom alle de andre fungerede ministre. Ligesom alle Folketingets medlemmer, som var på fuld løn, mens det hele var sat på vågeblus. Hvor mange penge kostede det samfundet, at vores lovgivere i månedsvis bare gik rundt og danderede den? Vi nærmede os nok 40 millioner skattekroner.  Med til historien hører, at Folketinget sådan set sagtens kan arbejde med beslutnings- og lovforslag, uden at der er en regering. Hvis de ellers ville. Men et flertal af gruppeformændene havde besluttet, at det var bedst at vente, til vi får en regering.  Som P1 Morgen har opdaget, har ingen af disse gruppeformænd lyst til at begrunde denne beslutning.  Bevares, en mønt har som bekendt to sider, og fordelen ved at Folketinget var gået i stå var, at det samtidig var glimrende anskuelighedsundervisning i, at det hele faktisk fungerer meget godt uden dem. I Belgien nåede de endda helt op på 541 dage uden en regering, og heller ikke her var landet ved at bryde sammen.

En aften i 2018 – nærmere bestemt fredag den 23. november – fandt et afgørende møde sted på daværende finansminister Kristian Jensens (V) kontor. Anledningen var, at Jakob Ellemann-Jensen (V) i en meningsmåling fra Megafon var blevet udpeget som danskernes favorit til at være Venstres næste formand.  På dette tidspunkt var Kristian Jensen selv næstformand i Venstre, og han ville derfor høre med Jakob Ellemann-Jensen, om han nu havde fået “griller i hovedet” af meningsmålingen – altså om Ellemann-Jensen var en trussel i kampen om, hvem der skulle afløse Lars Løkke Rasmussen som Venstres høvding.  Det skriver Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen i sin nye erindringsbog Udvalgte kolbøtter, der netop er udkommet fra forlaget 28B.  Ifølge Politikens gennemgang af bogen var det et møde, som fik stor betydning for partiet Venstre og for dansk politik.