Mads Brügger

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

Bliv medlem af Frihedsbrevet, og læs eller lyt til bogen og de hemmelige optagelser. Mike Fonseca var en kun 27-årig ung mand fra Køge, der søgte valg til Folketinget, fordi han oprigtigt troede på det nystiftede parti Moderaterne, når de sagde de var arnested for en helt ny politisk kultur. En politisk kultur, der var sund og frisk. Og god. Paradoksalt nok fandt Mike Fonseca for enden af vejen en politisk kultur, der er så grim og snavset, at den ikke tåler dagens lys. I den forstand er det passende, at denne fortælling kulminerer i en kælder på Islands Brygge, hvor partiformanden Lars Løkke Rasmussen virkelig tager bladet fra munden. Med skjulte lydoptagelser, dagbogsnotater og fortrolige mails – og tekstbeskeder dokumenteres her det forløb som ledte frem til at Mike Fonseca blev smidt ud af regeringspartiet Moderaternes folketingsgruppe, fordi han var blevet kæreste med en 15-årig pige. Desuden fortæller Mike Fonseca for første gang selv om de hændelser, der stadig plager ham. For kan det virkelig passe, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe både hans tavshed og hans mandat, og hvor stiller det så vores demokrati?

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Har man en sød tand for det skøre, er det her for tiden nemt at få stillet sin sult. For hvor end man kigger hen, sker der fuldkommen vanvittige ting lige for næsen af en, og det er svært at holde styr på alle tosserierne.  For eksempel er der sket det ubegribelige, at Søren Pind er blevet administrerende direktør for interesseorganisationen Aktive Ejere og er således nu chef for Henrik Sass Larsen, der giver den i rollen som politisk direktør. Skal man trække paralleller til tegneseriernes verden, svarer det lidt til, at Jokeren og Pingvinen er teamet op og nu arbejder sammen som lobbyister for kapitalinteresser. 

For at parafrasere Dan Turèll; man skulle have været folketingsmedlem. For det skulle man virkelig. Mens riget stander i våde, krigstrommerne buldrer, og de røde postkasser skrottes, har det for eksempel været muligt for medlemmerne af Finansudvalget at komme en hel uge til Japan med alt betalt for – citat – “at få en status og fremtidsudsigter for Japans økonomi”.  Mens dette læses, er de afsted, og “de” er blandt andre store personligheder som Simon Kollerup (S), Jesper Petersen (S) og Benny Engelbrecht (S).  Ifølge programmet kan de glæde sig til at komme på cykeltur i Kyoto, men det er skam ikke sjov og spas alt sammen, for i anledning af kvindernes internationale kampdag er der også sat hele 45 minutter af til at diskutere lighed mellem kønnene, når danskerne besøger det japanske parlament. Bemærk i den forbindelse at Japan målt på ligestilling ligger helt i bund, som nummer 118 ud af 146 lande ifølge World Economic Forum. Prisen for den samlede pakke lyder på hele 600.000 kroner. 

Sig nærmede sig tiden for det 55ende møde i salen, datoen var den 18/2 2025, og om en lille halv time, klokken 13, ville det gå løs. Den såkaldte udvidede spørgetime med statsministeren – som var blevet udskudt på grund af tingenes rærlige tilstand – skulle nu endelig finde sted.  Fra min post oppe i presselogen anede jeg intet om alle de store oplevelser, jeg havde i vente. Vel var jeg klar over, at der snart skulle være debat om krigen i Ukraine ovre i Landstingssalen, og jeg havde også gjort plads i min kalender til receptionen for Rasmus Prehns (S) nye bog. Men jeg anede intet om, hvad der rent faktisk ville foregå til disse sammenkomster, og havde endnu ikke opsnappet, at ugen ovenikøbet ville slutte af med en reception i Snapstinget i anledning af politisk ordfører Jan Ejnar Jørgensens (V) 60-års fødseldag. Det var her, jeg opdagede, at Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen sammen har optrådt som snobberne Fritz og Poul til Venstres sommergruppemøde, og det kribler virkelig i mine fingre for at komme til at skrive i dybden om det.  Faktisk har jeg så meget at berette om, at jeg overvejer at dele min rapport op i to dele, for jeg har også mødt den rigtige Fritz, nemlig Fritz Schur, og så har jeg været på sporet af Bergur Løkke Rasmussen (M) og taget ham i at være lobbyist for en kontroversiel vognmandsvirksomhed.  Men hver ting til sin tid, og lige nu sad jeg altså oppe i presselogen og ventede på statsministeren. 

Det var den næstsidste dag i januar måned, og aftenen forinden var den 38-årige svensk-irakiske koranafbrænder Salwan Momika blevet skudt og dræbt, da han stod ude på altanen til sin lejlighed i byen Södertalje syd for Stockholm. Af uvisse årsager havde det svenske samfund ikke været i stand til at beskytte ham. Kort tid efter blev fem personer anholdt, men snart gik det hele i glemmebogen på grund af Trump og Grønland, og længere fremme indtraf så skoleskyderiet i Örebro, der trængte drabet på Salwan Momika endnu længere tilbage i korttidshukommelsen.  Til sidst var det, som om det aldrig var sket, at en mand i Sverige var blevet slået ihjel, fordi han havde stukket ild til en bog. Men torsdag den 30. januar var det stadig friskt stof, og alles tanker gik naturligvis til vores egen Rasmus Paludan, som vel strengt taget er disse breddegraders førende koranafbrænder og derfor Danmarks mest truede person. 

Men før vi går til vaflerne, må jeg lige meddele nogle ting, som jeg brænder for at komme af med.  Vigtigst er, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er begyndt at ryge pibe. Det har jeg fra flere kilder. En god kilde har endda mødt Løkke i fuld firspring hen over Kongens Nytorv i København med en snade i munden.  Min kilde sagde, at det klædte ham.  Målt op imod evigheden er det en lillebitte ting, at Løkke ryger pibe, javist, men alligevel; hvad betyder det? Inden for drømmetydning denoterer en pibe typisk noget seksuelt. Mødet mellem pibens mundstykke og læberne er helt oplagt coitalt, men det at ryge pibe kan også være et call back til det, som Freud kalder den orale fase, og kan derfor have med en følelse af usikkerhed at gøre. Men som salig Freud også bemærkede; nogle gange er en cigar bare en cigar. I øvrigt begyndte Løkke allerede at ryge pibe i gymnasiet i Helsinge, så måske han bare har genoptaget en gammel vane? 

Salig Carl Schmitt (1888-1985), Adolf Hitlers jurist, mente, at politik var noget, som gjaldt den helt store klinge. Det meste af det palaver, der regnes for politik i dagens Danmark, ville Schmitt have betragtet som værende netop det; de rene ubetydeligheder. Han havde ingen tålmodighed med personfnidder og småtterier. Nej, for Schmitt handler politik ene og alene om følgende spørgsmål: Hvem er vi venner med, og hvem er vi fjender med? Således, hvis han stadig var i blandt os, ville Carl Schmitt have været slemt skuffet over dansk politik årgang 2024. Men 2025 tegner allerede nu til at blive en helt anden sag. For hvad det herrens år 2025 begyndte med, var netop politik, som Carl Schmitt forstod det. Hvem er vores venner, hvem er vores fjender, og hvem skal have kniven?

Hvad er det, man siger? “Man må tage, hvad man kan få.” Sådan gælder det i nær sagt alle livets forhold, herunder også i den politiske verden.  Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne hverken blive generalsekretær for NATO eller præsident for Det Europæiske Råd, men til gengæld er hun nu blevet gjort til kommandør af første grad af Dannebrogordenen og bør rettelig tituleres Kommandør Frederiksen, hvilket alt andet lige har noget schwung over sig. Meget, meget fint. Men også dyrt for skatteborgerne, for ifølge Politiken ligner det en tanke, at der er blevet handlet i porten, således at kongehuset kort før indgåelsen af finansloven for næste år fik tildelt 36 millioner kroner til “håndtering af merudgifter”, hvilket velsagtens må være den reelle pris for at hænge en orden på Mette Frederiksen og fire andre socialdemokrater. Til gengæld er Kommandør Frederiksen så også den første socialdemokratiske statsminister med kors og bånd og stjerner på, og jeg er sikker på, at Stauning, Jens Otto Krag og Anker hepper på hende fra det hinsides. 

Som de gode mennesker ovre hos Zetland så rigtigt siger det:  “Vi brænder for at fortælle om det vigtige, der sker i verden, men for tiden taler vi meget med hinanden om, at det er svært at holde modet oppe. Når selv journalisterne får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”  Ja, hvad gør man så? Hvad gør man, når der er sket noget, der er så forfærdeligt, at man fattes ord? Sandt at sige har jeg selv været på nippet til at give op, hvilket er medvirkende til, at jeg er flere uger bagud med mine reportager fra Folketinget. Man kan godt kalde det en skriveblokering, men det er nok for mildt et udtryk for en tilstand, hvor livet har mistet sin mening.

Måske det bare er mig, men er der ikke noget enormt dekadent over et land, der er blevet besat af at tale om noget så trist som pension? Jeg mener, i forhold til hvad der ellers er på bedding af varme emner, man kan beflitte sig med i disse så vanvittige tider, virker det decideret sygeligt med et samfund, hvor den herskende klasse er monomanisk besat af emnet pension.  I hvert fald – når jeg lukker øjnene – er det, hvad jeg husker fra den forgangne uge, hvor Folketinget slog dørene op på ny, hvorefter en absurd kedelig åbningsdebat fulgte. Når jeg visualiserer den indre ordsky, jeg har taget med mig hjem fra disse udmarvende strabadser, er der kun klynger af ord, som alle har noget med pension at gøre. Pensions-agtige ord. Som for eksempel arnepension, seniorpenision, folkepension, efterløn, arbejdslivskommission og aldersrente. Som om vi lever i et slags Nordens Florida, hvor priserne på voksenbleer er vigtigere end alt andet, og det hele lugter slemt af liljer.

Stående foran pressekorpset i Spejlsalen i Statsministeriet, onsdag den 18. september kl. 10 om formiddagen, mens han var i gang med at præsentere en storstilet sundhedsreform, kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at bruge et besynderligt lille ord om dette enormt omsiggribende udspil, som byder på hele 17 nye sundhedsråd, der tilsammen vil gøre det endnu nemmere at forskyde ansvaret på det politiske niveau.

De færreste journalister lagde mærke til det, men pludselig kaldte Lars Løkke Rasmussen denne nye sundhedsreform for – citat – “et produkt”. Hvilket var noget, jeg umiddelbart studsede over, for man kan næppe tale mere lidenskabsløst og nonchalant om en reform til milliarder af skattekroner, hvorom danskernes liv står på spil, end som værende… et produkt.

På den anden side var det tydeligvis ikke Lars Løkke Rasmussens bedste dag på jobbet. Han så faktisk helt baldret ud. Hans øjne var røde, og selvom jeg selvfølgelig ikke skal kunne sige, om han havde tømmermænd eller ej, fik jeg i hvert fald selv tømmermænd bare af at kigge på ham. Det kan selvfølgelig også være, at han havde sovet dårligt den forgangne nat – det havde netop været fuldmåne – men han lignede i hvert fald ikke verdens bedste reklame for en sundhedsreform, som han stod der i al sin smadrethed. Derfor er det selvfølgelig heller ikke fair fra min side at tærske langhalm på enkelte ordvalg, som Lars Løkke Rasmussen tog i munden, men det slog mig bare, hvor afslørende det var, at han brugte udtrykket et produkt om denne længe ventede og – måtte pressen forstå – historiske sundhedsreform. Som om der ligeså godt kunne være tale om en tube tandpasta eller en vinkelsliber eller en rulle cervelatpølse.

Hvad er ni timer målt op imod evigheden? Ikke engang en afrundingsfejl skulle jeg mene. Og så dog alligevel, for tanken om, at jeg har brugt 540 minutter af mit liv på at vente på Lars Løkke Rasmussen (M) – chaufut i byens vildeste klovnebus – er stadig noget, der hjemsøger mig. For disse ni timer får jeg ikke igen, men til gengæld håber jeg, at jeg kunne veksle dette begrædelige tab af levet liv til endnu en stuegang fra Christiansborgs vanvittige og grufulde verden – omend en noget stillestående en af slagsen.

“Let gang på stedet,” kan man vel kalde det følgende.

Hvad jeg kan stille læseren i udsigt er, at ved vejs ende, hvor udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen endelig kom frem fra sit skjul og så Christiansborgs pressekorps i øjnene, så leverede manden et one man show, som var prima kvalitet for alle fans af Løkke, når han er sur, desperat og presset. På den måde fik Ekstra Blads-journalisten, der undervejs profeterede, at forløbet nok ville udvikle sig “som en polsk kunstfilm”, faktisk ret; i lang tid skete der slet ingenting, og så blev det fuldkommen sindssygt til sidst.

Hvad jeg også kan afsløre, er navnet på den erhvervspsykolog, som Løkke har hyret til at gøre det hele godt igen.

At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.

Inden for drift af virksomheder findes begrebet håbløshedspunktet, som betegner stregen i tidslinjen, efter hvilken det er uansvarligt at drive et konkurstruet selskab videre. Det var dette skæringspunkt, som SVM-regeringen havde krydset, da vi nærmede os sommerferien. Ingen kunne lide dem, og lige meget hvad de gjorde, disse brave SVM’ere, fortsatte de med at støde befolkningen fra sig. Den sikre konkurs ventede ude i horisonten.

Det hedder sig, at journalister er verdenshistoriens stenografer; som de første øjenvidner tager de hurtige noter i hånden til det, der senere hen viser sig at være afgørende begivenheder. Hvilket nok er en overdrivelse, for langt de fleste journalister kommer aldrig i nærheden af noget, der bare tilnærmelsesvis giver efterklang i evigheden. Men en sjælden gang, hvis man er meget heldig, kan man få sig en lille smagsprøve af noget, der vitterligt føles som historiens vingesus.

Maj måned gik på hæld, og der var – som det hedder med et fint udtryk – en miasma i luften omkring Slotsholmen; et eller andet udefinerbart, der både smagte og lugtede grimt. En æterisk smitte af en slags. Det var ikke voldsomt eller insisterende i sit væsen, men det var der; en lille note, som var til stede i atmosfæren. Man kunne mærke det på tungen og i næsens fimrehår, så snart man nærmede sig øen, hvorfra dette lille kongerige administreres.

Referencepunktet for overskriften er selvfølgelig Befrielsens Pris, den såkaldte “podbook”, som vores allesammens udenrigs- og (ifølge ham selv) handelsminister Lars Løkke Rasmussen (M) droppede i tirsdags; et værk, som igen står på skuldrene af hans tidligere epos Befrielsens Øjeblik. “Værk” er nu så meget sagt; der er mere tale om et kryds mellem en sudoku og en podcast, hvor Løkke taler af karsken bælg i øst og vest, og så må lytteren ellers bakse med at få styr på Løkkes vildtvoksende tankemylder.

Det første rygte, der kom mig i møde, da jeg trådte ind på Christiansborg fredag den 26. april, var, at alle socialdemokrater var blevet kaldt på arbejde. Det var de, sagde jungletelegrafen, for at bevise, at sosserne selvfølgelig bakkede op om afskaffelsen af store bededag ved selv at møde op på arbejde den dag, hvor danskerne ellers plejede at have fri.

Når dette læses – eller lyttes – er den forkætrede Mads Fuglede vendt tilbage til Christiansborg, nu som medlem af Danmarksdemokraterne, og dermed er SVM-regeringen officielt blevet en mindretalsregering (hvis man altså fraregner de nordatlantiske mandater). Så meget kan siges med sikkerhed. Det er også nagelfast at skrive, at der fortsat er murren i krogene hos Socialdemokratiet. Et tryk tager til i styrke. En skygge vokser i mørket. En dårlig stemning har bidt sig fast. Pilen peger på statsminister Mette Frederiksen (S) som værende problemets kerne.

Som digteren T.S. Eliot har lært os, er april den grusomste måned. Ikke mindst for de Radikales leder Martin Lidegaard, som tirsdag i den forgangne uge erklærede, at han nu havde samlet et flertal udenom regeringen om et beslutningsforslag, der handler om, at der fremover skal tages referat til møderne i regeringens koordinationsudvalg. I øvrigt en ganske fornuftig ide, for det forekommer stadig helt absurd, at der ikke er skriftlighed i det kammer, hvor magten er størst.

Tænk at være så heldig at sidde på klods hold af både Mette Frederiksen (S) og Søren Gade (V) i selveste det øjeblik, hvor bunden gik ud af SVM-regeringen. For det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg sad på anden række i Landstingssalen, til høringen om krigen i Ukraine, med direkte udsigt til formanden for Esbjerg Havn og statsministeren, der sad og fumlede med mikrofonerne i panelet og ikke helt havde styr på, om de var tændt eller slukkede. Desværre for dem begge var mikrofonerne tændt.

Tilbage i 1960'erne instruerede amerikanske John Frankenheimer skrækfilmen Manden, der skiftede ansigt. Her møder vi Arthur Hamilton, en midaldrende og anonym funktionær, der arbejder i en bank i New York. Som livet har formet sig, er det klart, at der ikke rigtigt er mere at komme efter for den gode Arthur Hamilton. Hans datter er fløjet fra reden. Udsigten til en forfremmelse er væk. Erotik og kærtegn er fordampet fra ægteskabet. Fremtiden er bag ham, spillet er tabt.

Min ugentlige stuegang i Borgen begynder oppe i æteren, for hvad mange vist har misset, men som bestemt bør highlightes her er, at tidligere gruppeformand i Socialdemokratiet samt forhenværende erhvervsminister Henrik Sass Larsen lørdag den 10. februar var gæst i radioprogrammet Svingdøren på DR’s P1.

I begyndelsen af året 2024 kom det så endelig; den sagnomspundne systemomvæltende omkalfatring af ældreplejen, som patriarker og profeter havde drømt om i årtier. Hvad jeg taler om er selvfølgelig det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder for paradigmeskiftet.

Lad os begynde dette nyhedsbrev med det sjoveste, jeg har med i posen. Som er, at så vidt jeg er orienteret, er der en morsom sjæl i Folketingets administration, der har besluttet, at løsgængeren Mike Fonseca – der stadig er sygemeldt – er blevet tildelt et kontor ude på Ridebanen ved siden af privatisten Jon Stephensen. At netop disse to manthers (altså det kønslige modstykke til cougars) skal bo ved siden af hinanden, er nok et eksempel på, at virkeligheden har en udpræget sans for humor.

Det lyder jo lidt som den næste Harry Potter-roman; Kongen af Shamballa og de døde borgerlige. På sin vis er der heller ikke så langt fra Hogwarts – skolen for magi og trolddomskunst – og så til Folketinget. Begge steder sker der totalt vanvittige ting, folk går mærkeligt klædt, anvender trylleformularer i flæng, og ligesom på Hogwarts er der stærke klikedannelser, som deler slottets beboere op i forskellige grupperinger. En aldrende troldmand, der har en nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn, står i spidsen for hele. Borgen er i sandhed et magisk sted.

Forleden dag sendte en god bekendt mig denne tekstbesked: “Tilfældighedens lov er det smukkeste, der findes: For lidt tid siden mødte jeg dig på restaurant Locale 21. Nu er jeg tilbage. Og hvem sidder præcis på den stol, du sad på? Barbara Bertelsen. Er det ikke smukt?” Jeg svarede, at det lød som en novelle af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Eller som en monolog af Doctor Manhattan i tegneserien Watchmen. Til sidst blev vi enige om, at hændelsen mest af alt var udtryk for filosoffen Nietzsches idé om den evige genkomst, som går ud på, at alle begivenheder gentager sig. Der er, ifølge Nietzsche, ingen begyndelse, ingen afslutning og dybest set heller ingen død. Det ene øjeblik sidder du i en stol på en restaurant i København, og det næste øjeblik sidder statsministeriets departementschef i den samme stol. Det hele er forbundet. Det hele hænger sammen. Alt er det samme.

Set i bakspejlet kan det ikke komme som en overraskelse, at det var et parti, der i sin tid blev stiftet og anført af en CIA-agent, som var udslagsgivende for, at undersøgelsen af FE-skandalen kommer til at foregå i mørket i stedet for i Folketinget. Jeg taler naturligvis om SF’s beslutning om at bakke op om regeringens plan om at gennemføre granskningen hos et tribunal af landsretsdommere, som hører under Justitsministeriet. Her kan de stille og roligt arbejde sig frem til den konklusion, regeringen selv har bestilt på forhånd, som forfatterne bag kommissoriet. Altså med andre ord får vi en skueproces, der ikke er til skue.

Man kan jo ikke være over det hele. Således var jeg ikke med, da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede finansloven for 2024, og kaldte det for “en historisk aftale”. Glip gik jeg også af Juletræsfesten i Folketinget, som blev afholdt lørdag den anden december. Hvilket jeg faktisk er særligt ked af, for her – har jeg ladet mig fortælle – optrådte SF’s Karsten Hønge som julemand, og det havde jo ellers været en lækkerbisken for min pen.

Øverst i indbakken ligger selvfølgelig gårsdagens ministerrokade i Venstre, en ouverture til den helt store ministerrokade, der kommer til sommer, når – gætter jeg – enten Nicolai Wammen (S) eller Dan Jørgensen (S) skal ned til Bruxelles for at være EU-kommissær. Så denne lille rokade er mestendels udtryk for, at Venstres nye formand Troels Lund Poulsen vil stemple ind med sit bud på en frisk start for et gammelt magtparti, der er gået helt i frø. Bemærk i øvrigt, at når der tales om en frisk start, så er det i nær sagt i alle livets forhold udtryk for, at man ikke rigtigt tror på det selv.

Jeg har været til reception for at fejre udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) nye bog. Jeg har set den spanske konge sammen med formanden for Esbjerg Havn. Jeg har været til samråd med Udenrigspolitisk Nævn om situationen i Gaza. Og så har jeg været til udvidet spørgetime og hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen (S) om FE-skandalen, som samlet set var en mageløs anskueliggørelse af, hvor afmægtigt Folketinget er blevet.

Vi fik at se, for først stod den på frygt, had og lede, nemlig til samråd med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Klimaudvalget. Det var her, Løkke skulle stå skoleret og besvare alle de mange spørgsmål, der har rejst sig, efter det er kommet frem, at manden har sat sig i spidsen for noget så besynderligt som et udvalg for havvind inde i Udenrigsministeriet.

Medlemmerne af Folketinget havde efterårsferie i den forgangne uge. Så det har jeg også haft, men jeg har taget arbejde med hjem, så jeg kunne vende tilbage med nok en stuegang fra magtens korridorer. Men det følgende er ikke lettere fermenteret stof alt sammen, for da jeg stod op i morges, var der invitation til pressemødet, hvor Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, meldte sin afgang. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så der er også dagsfrisk materiale på bedding til sidst her i dette mit nyhedsbrev nummer 111.

Det var en uge, som havde det hele: Folketingets åbning, statsministerens tale, åbningsdebatten, starten på det nye folketingsår. Alt, hvad en politisk nørd kan drømme om. Jeg havde glædet mig så meget til denne uge, at jeg flottede mig og købte et nyt jakkesæt til lejligheden; et dobbeltradet sæt i gråt tweed. Som jeg var iført tirsdag formiddag, den tredje oktober, da jeg nok engang kom cyklende ind i Rigsdagsgården. Her var der ordentligt meget gang i den: Der var rullet en rød løber ned fra hovedindgangen, hvorpå de kongelige snart ville defilere forbi. Og i et hjørne for sig, hegnet ind af spærrebånd og politi, stod krudtuglerne fra de Danske Patrioter og hylede og skreg i en megafon. Bag dem hang et stort banner, hvor der stod “Fuck Islam”.

Dette nyhedsbrev bliver en relativt enstrenget affære, men til gengæld vil jeg vove den påstand, at indholdet har en valør, der vejer op for den manglende variation. I hvert fald synes jeg selv, at det, jeg nu vil berette, er interessant nok til at fylde det hele. Og om ikke andet så føjer det en ny facet til historien om bruddet mellem folketingsmedlemmet Jon Stephensen og regeringspartiet Moderaterne.

Fredag den 15. september, sidst på eftermiddagen, gik jeg op til Christiansborgs Slotsplads for at se, hvordan det flaskede sig for Demokratiets Dag – arrangementet, som min karatetræner inde i Borgen, sensei Brian Zinck, stod bag. Umiddelbart ikke så godt, skulle det vise sig. Slotspladsen lå øde hen, på nær nede i bunden, hvor der gik en håndfuld menneskeskikkelser rundt mellem tomme teltpavilloner og grønne beachflags med logoet for Demokratiets Dag påtrykt. Der var også opstillet en pandekagebod og et udskænkningssted, der serverede alkoholfri øl, vin og spiritus.

Selv kiggede jeg forbi udvalgsværelset på anden sal i går, hvor regeringen havde håbet, at de kunne klappe våbenskandalen af med oppositionen ved at give forhenværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en hurtig næse. Den limpind hoppede oppositionen ikke på, og lidt efter stod psykofanten Torsten Schack Pedersen (V) ude på gangen og sagde, at han aldrig i hele sit politiske liv havde oplevet, at en opposition ikke vil give en minister en næse.

Selv har jeg det sådan, at jeg nødig vil undvære de politiske partier i forhold til de helt kolossalt store mængder underholdning, de leverer. For eksempel var det enormt sjovt for undertegnede i den forgangne uge at overvære, hvordan Venstres Torsten Schack Pedersen til samrådet i Finansudvalget om Elbit-sagen – med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i den varme stol – her stillede sin partikollega et af de klammeste fedterøvsspørgsmål, som jeg nogensinde har hørt et menneske fyre af.

En slidt, gammel kliché siger, at en uge i politik er lang tid. Det kan selvfølgelig diskuteres – og jeg skal være den første til at skrive under på, at der findes uger i dansk politik, der får DK4’s sendeflade til at minde om Netflix – men sikke en forskel, der har været på forrige uge og så den nærværende.

Selvpineri er at gå rundt inde i Folketinget, mens alle de andre er taget til Folkemøde. Men hav ikke ondt af mig, for jeg ville jo selv. Jeg ville ved selvsyn se, hvem der var blevet tilbage for at passe butikken, mens Folkemødet – som en kæmpestor traktorstråle, der snoede sig fra Allinge til Slotsholmen – havde suget alle politikere, særlige rådgivere, journalister og lobbyister til sig. Svaret på det spørgsmål er såre enkelt; stort set ingen.

Ydermere skinnede solen udenfor. Kun de allermærkeligste mennesker kunne finde på at gå rundt inde på Borgen på en dag som denne. Jeg var en af dem. Nå ja, nede i Fællessalen var der faktisk en konference i gang, beværtet af interesseorganisationen Dansk IT. Den handlede om den digitale inklusion, men dette arrangement havde virket så Gudsjammerligt trist på mig, at jeg drejede om på hælene, så snart jeg havde fået stukket hovedet indenfor. I stedet var jeg gået op i Vandrehallen for at ligge på lur.

Det var endnu en dag i Farcørernes Fyrstendømme. Helt præcist den 31. maj, og klokken var lidt over ét om eftermiddagen. Foran mig ventede min længste stuegang nogensinde; nemlig selveste afslutningsdebatten. Alt, hvad jeg havde gjort, sagt og skrevet indtil nu, havde blot været en opvarmning til denne begivenhed: Denne den sidste dans med kliken, før alle disse stressede politikere skulle på sommerferie. Og måske, måske var det statsminister Mette Frederiksens sidste tale i Folketinget nogensinde. Hvis hun altså snart skal ned til Bruxelles og være generalsekretær for NATO. Skal hun ikke det, er der efterhånden blevet klemt så meget pasta ud af tuben, at hun får svært ved at få dette rygtebaserede fludium mingeleret ind i foderalet igen.

Mandag den 22/5, 2023: Nogle gange skal man bare lade dem komme til sig. I stedet for at jagte dem. Som for eksempel i dag, ved frokosttid, i Rigsdagsgården foran hovedindgangen til Folketinget, hvor jeg sad på kanten af en blomsterkumme og nød en cigaret i solen. Pludselig stod Enhedslistens Pelle Dragsted foran mig.

Ambitionerne var kæmpestore fra min side; dette skulle være min stuegang nummer 29, til hvad der er mit nyhedsbrev nummer 100. Betød det så, at jeg nu ville gå helt over gevind som med den britiske forfatter Wilf Self, der tilbage i 1987 blev fyret fra avisen The Observer for at tage heroin ombord på et indenrigsfly som fragtede Tony Blairs kampagnehold til East Midlands? Will Self havde ellers haft som ambition at lave en rigtigt flot gonzo-reportage fra hjertet af britisk politik, men så var det hele kommet lidt ud af kontrol.

Var det snyd at tage på stuegang ovre i Forsvarsministeriet? Muligvis, men det er jo en satellit til planeten Christiansborg, som endda kan ses i fugleflugtslinje fra Folketinget, hvis man stiller sig ved rytterstatuen af kong Frederik 7. og kigger mod øst.

Min syvogtyvende stuegang tog sin begyndelse ved Borgens hovedindgang. Her løb jeg ind i Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Han var røget ud af Folketinget efter valget, men efter at Sofie Carsten Nielsen lod sig lokke af Dansk Industri og strøg gennem svingdøren for at blive noget så abstrakt – og sikkert også lukrativt – som EU Bio Project Director, var Stinus Lindgreen nu vendt tilbage. Denne dag, den første maj, var hans første dag som genfødt på tinge, men som Stinus Lindgreen selv konstaterede, da jeg mødte ham, skete der absolut ingenting derinde. Stinus Lindgreen havde ret. Der var helt dødt derinde, men det er jo noget, jeg tager i stiv arm.

Tirsdag den 25. april sagde kalenderen. Klokken 12.35 sagde uret. Jeg stod i Vandrehallen i Folketinget. Nedenunder, ved indgangen til Fællessalen, var der gang i en større konference om inklusion og diversitet i de nationale beredskaber. Det var De Danske Beredskaber, som stod for arrangementet, og lige nu var der frokostpause, og alle de medvirkende stod uden for Fællessalen og guffede løs af nogle kæmpestore sandwiches, der lignede dejagtige portobellosvampe.

Hvis Mojitoen ikke allerede var skrantende, for ikke at sige døende, så har Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne nu slået den helt ihjel, og bagefter har han danset på dens grav til lyden af Safri Duos “Samb-Adagio”. Jeg ved det, fordi jeg var selv med, da Mojitoen endegyldigt afgik ved døden – hvilket skete til Peter Skaarups 25 års jubilæum som medlem af Folketinget, der blev afholdt i tirsdags i Snapstinget.

Så blev det torsdag den 30 marts, og klokken var omtrent 12.30 om eftermiddagen, da jeg kiggede forbi Folketinget til nok en stuegang. Det var sidst på ugen, og mine biorytmer hang i bremsen, men der er ingen kære mor, når det gælder opgaven med at dokumentere det arbejdende folkestyre. Så jeg fattede pen og papir og gik til vaflerne.

Denne min stuegang nummer 23 – som så samtidig er mit nyhedsbrev nummer 94 – starter ikke i Folketinget, men i et helt andet parlament, nemlig i den tyske Rigsdag. Eller i resterne af den, der var engang, for vi skal helt tilbage til slutningen af februar 1933, til dengang hvor den unge hollandske kommunist Marinus van der Lubbe var blevet anholdt og sigtet for at være gerningsmanden, der havde stukket ild til den tyske Rigsdag.

Fredag den 17. marts, blot to dage efter datoen for mordet på Julius Cæsar, havde jeg sat fire timer af til at gå stuegang i Folketinget. Dette skulle være min stuegang nummer 22, og min klare forventning var, at nu hvor Uge 10 – den mødefri uge – var overstået, ville Borgen vrimle med virkelystne og friske MF’ere. Nogle af dem måske ovenikøbet solbrændte efter udvalgsrejser til fjerne himmelstrøg?

Hvem skulle have troet muligt, efter en juleferie, der varer en uge længere end almindelige danskeres – samt en dejligt lang vinterferie – at de hårdt prøvede MF'ere skulle trækkes med en såkaldt “Mødefri Uge”, der også går under navnet “Uge 10”? I hvert fald ikke denne skribent. Oprindeligt havde Uge 10 vistnok noget med Nordisk Råd at gøre, men nu er det blevet ugen, hvor MF’erne tager på udvalgsrejser til Langbortistan, eller hvad de nu ellers kan finde på at bruge tiden til. I stedet for Mødefri Uge kunne Uge 10 også bare kaldes for Fri Leg.

Jeg har blandt andet været til tredjebehandling af loven om afskaffelsen af store bededag, og så var jeg med til høring om Dybvad-udvalgets rapport om samspillet mellem medier, politikere og embedsværk. Her hørte jeg Børsens chefredaktør Bjarne Corydon forsvare den eksisterende offentlighedslov, hvilket jo lidt svarer til at være rabbiner og så blæse i basun for Nürnberglovene. Sidst, men ikke mindst har jeg interviewet Danmarksdemokraternes Peter Skaarup, der fortæller nyt om udvalgsarbejdet med at løse den krise, som præger domstolene.

Hvis min forrige stuegang i Folketinget var en lidt tynd kop te, så kan jeg til gengæld garantere, at råmaterialet til denne ombæring har potentialet til at blive en slagkraftig irish coffee. Blandt andet skal vi til pressemøde i Statsministeriet, til fest på Marienborg med alle SVM’erne og sluttelig til fredsgudstjeneste i Holmens Kirke. Så det eneste, det kommer an på denne gang, er alene mine evner som fortæller.

Op på sadlen igen! Og lad mig sige det med det samme: Dette nyhedsbrev, som indeholder en beskrivelse af min attende stuegang i Folketinget, er ikke ligefrem et overflødighedshorn af nyheder. Det mest interessante af dét, jeg har opdaget, er nok, at regeringspartierne – altså samtlige medlemmer af S, V og M’s folketingsgrupper – skal ud at spise med kniv og gaffel med hinanden i morgen aften. Det har jeg fået bekræftet af flere kilder, men ingen ville sige hvilken restaurant, der lægger lokaler til arrangementet. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det ikke skal foregå i Folketinget.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 88, som så samtidig er min syttende stuegang i Folketinget. Jeg har været til Ritt Bjerregaards mindehøjtidelighed, men ikke kun det, for jeg har også været til verdensmålsuge i Fællessalen, hvor jeg mødte Stine Bosse. Bagefter var jeg til doorstep med Granskningsudvalget om Samsam-sagen. Og så opsnappede jeg et rygte om hvad der foregik bag kulissen, da SVM-regeringen var til konference på hotellet KolleKolle. Og tro mig, når jeg skriver, at det er noget, du ikke vil gå glip af.

Allerede i udkanten af Slotsholmen trak det op til løjer. Idet jeg førte min cykel forbi Kanal-Cafeen – et yndet vandhul for den herskende klasse – kom transportminister Thomas Danielsen (V) op fra det nedsænkede værtshus. Han var sammen med, hvad der lignede to lobbyfiduser, og det så ud, som om de havde taget sig en dygtig bid af kagen. Det var torsdag den 26/1, og klokken var nær ved to om eftermiddagen.

Samlede man på socialdemokrater i stedet for bilkort, begyndte min femtende stuegang i Folketinget med, at jeg fik spillet det ene trumfkort i hænde efter det andet. Allerede i indgangspartiet til Folketinget løb jeg ind i justitsminister Peter Hummelgaard, som netop var fyldt fyrre år. Og omme på den anden side af sikkerhedskontrollen kom miljøminister Magnus Heunicke valsende forbi med nogle tjenende ånder på slæb. Alle sagde vi hej til hinanden.

Sikke dog et – undskyld mit franske – shit show. Jeg taler naturligvis om balladen om Store Bededag. Med et fingerknips er det lykkedes for SVM-regeringen at blive uvenner med både fagbevægelsen og folkekirken. Og med oldfruen Birthe Rønn Hornbech, der nu har meldt sig ud af Venstre efter at have været med i partiet i 48 år. Relativt set svarer det til, at Landbrug & Fødevarer bryder med Venstre, mens Ritt Bjerregaard melder sig ud af Socialdemokratiet. Så vildt er det.

Torsdag den 5. januar, omkring frokosttid, fandt jeg mig selv oppe på anden sal i Den Røde Gang inde i Folketinget i København. Jeg havde taget hul på årets anden stuegang, men hvis man gik og troede, at Christiansborg nu ville summe af aktivitet, at folketingsmedlemmerne alle var godt i gang med at smøge ærmerne op og rigtigt tage fat, måtte man tro om igen. Der var lige så tomt som en fuglerede i december. Eller tomt som i statsminister Mette Frederiksens seneste nytårstale, der jo var en masterclass i at sige ingenting med så lavt et lixtal som overhovedet muligt.

Jeg var taget på årets sidste stuegang. Det var torsdag den 22. december, og Folketinget var ved at lukke ned. En af de vildeste sæsoner i dansk politik nogensinde var ved at finde sin afslutning. Folk var udmattede. Tænk lige på alt det, de havde været igennem, de 179 medlemmer af Folketinget: Oplukningen, afstemningen om forsvarsforbeholdet, FE-sagen, Minkskandalen og så til sidst et folketingsvalg, som havde været et festfyrværkeri af gak og løjer. Alle trængte til et time out, til at få slikket deres sår og gøre gevinster og tab op.

Klokken var blevet kvart i to om eftermiddagen, da jeg omsider nåede frem til Christiansborg, denne fredag den 16/12. Lidt vel rigeligt sent at begynde sin stuegang, kan man mene, men det var prisen for at læse sig igennem regeringsgrundlaget. Forude ventede mig møder med profiler som transportminister Thomas Danielsen (V), tidligere MF’er Frank Aaen (Ø) og konservativ partiformand Søren Pape Poulsen. I sig selv interessant, men endnu mere interessant er det, at jeg hen ad vejen opfangede kvalificerede rygter om, hvilken ministerpost forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) oprindeligt var blevet tilbudt, men havde takket nej til.

Der har gået et rygte på Christiansborg om, at den nye regering bliver meldt ud på onsdag. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har selv været med til at bære rygtet rundt på Borgen og har endda hvisket det i ørene på medlemmer af Folketinget og andre journalister. Alle må vi gøre vores for at holde gryden i kog – også undertegnede.

Når jeg ser tilbage på det hændte, er det sidste, jeg husker, at jeg trådte ind i Folketinget i lørdags, hvor det var som at træde ind i Rødovre Centrum i december måned. Udenfor, en skånselsløs, kontinental kulde og et skydække, der lå som en dome af bly henover Slotsholmen. Indenfor, en kæmpemæssig julestue, draperet i rødt lys, der strakte sig ud over hele Vandrehallen og videre ned i Fællessalen. Deltagerne bestod af funktionærer ansat i Folketinget, tidligere medarbejdere, MF’ere med børn, og så udefrakommende borgere, der havde sikret sig en billet.

Det er altid vigtigt at bevare sit overraskelsesmoment. Derfor har jeg denne gang bidt min ugentlige stuegang i Folketinget over i to dele. Første del fandt sted i torsdags, og så tog jeg en ny turnus om fredagen, der jo er min sædvanlige besøgstid. Hvad der følger nedenfor er en sammenfatning af min journal, som jeg har forsøgt at holde short and sweet. Blandt højdepunkterne kan jeg nævne, at jeg har fået skæld ud af MF Theresa Scavenius fra Alternativet, og så har jeg været nede i kælderen under Folketinget og her set et forladt kommandorum, der skulle have været brugt til forsvaret af Slotsholmen under Den Kolde Krig.

Denne gang er min stuegang foregået i tre tempi. Først havde jeg en aftale med Jan E. Jørgensen fra Venstre, der skulle ned i tingets kunstdepot for at se, om der var nogle gode værker, der var kommet retur, efter at mange af de gamle MF’ere er røget ud. Det var om tirsdagen, den 15/11. Om onsdagen var jeg med til ceremonien i Fællessalen, hvor de 52 nye medlemmer af Folketinget skulle skrive under på, at de vil overholde grundloven. Og så, vanen tro, var jeg Folketinget rundt om fredagen for at gå min sædvanlige stuegang. Som altid har jeg kun været observerende og har ikke grebet ind. Jeg kigger bare.

Dér, hvor det sner på Christiansborg, denne fredag formiddag den 11/11 2022, er oppe ved grøn gang, anden sal, til højre. Altså gangen, der fører ind til Statsministeriet. De fleste kontorer langs dette afsnit er beboet af de konservative MF’ere, heriblandt selveste Señor Pape, og ironien er selvfølgelig, at lige netop nu, hvor Team Pape er allermest pressesky og særligt sensitiv, ja så er de blevet belejret af en hær af pressefolk, der venter på nyt fra de igangværende regeringsforhandlinger inde hos Statsministeriet. Det eneste medlem af den konservative folketingsgruppe, der har udnyttet mediernes tilstedeværelse i nærmiljøet, er Mai Mercado, som er kommet ud på gangen for at optage en video til sin profil på TikTok – og det til lyden af “Kute & Neat” med Sasique.

Som med resten af Folketinget denne første fredag i november måned forekommer også tredje sal til højre, gul gang midt for, renset for al menneskelig aktivitet. Bortset fra nogle enkelte folketingsbetjente, der vandrer hvileløst rundt, som var de Non Playable Characters i et meningsløst computerspil, sker der slet ingenting. Men scenografien og rekvisitterne taler dog sit eget sprog om, hvor grusomt et folketingsvalg kan være for taberne. Hårdest gik det ud over den blå blok, og især partiet Venstre, der næsten blev halveret af vælgerne. Som resultat heraf er der allerede nu – blot to dage efter valget – blevet stillet flyttekasser og ruller med hvide plasticposer op foran dørene til velkendte Venstre-profiler. Som for eksempel Eva Kjer Hansen. En meget underspillet måde at sige “god tur hjem” på. Det eneste, de bortviste kan glæde sig over, er, at de nu kan blive medlem af den sagnomspundne loge F.F.F., kort for Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer, der faktisk holder til oppe på tredje sal, gul gang.

Man skulle næsten tro, at Hunter S. Thompson før sin død var rejst frem i tiden og havde overværet den en time og 57 minutter lange Demokratiets Aften i går på DR1 med alle de fjorten partiledere på rad og række i Koncerthuset. Til sidst i debatten, da Oh Land afsang Michael Falchs fade og klæge “I et land uden høje bjerge”, havde undertegnede i hvert fald en distinkt følelse af, at dansk politik ikke kunne blive mere absurd. Og frastødende. For jo mere DR forsøger at hygge om folk og betone, at vi alle er fælles om noget, forstår man, at der er tale om en indre driftsimpuls, som ændres til det modsatte på ydersiden. Altså en ubevidst reaktionsdannelse, som skal skjule‚ at dansk politik er fuld af had, vrede og frygt. Mere om dette besynderlige antiklimaks før klimakset længere fremme, her i mit nyhedsbrev nummer 75.

Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 74. Mit første nyhedsbrev, som er bag betalingsvæggen. Det kalder selvfølgelig på, at jeg gør mig ekstra umage som pennefører og ikke spilder læsernes tid med mine personlige kæpheste. Så lad os straks komme til sagen, nemlig min tredje stuegang i Folketinget.

Man kan sove så lidt – og dårligt – at slutresultatet minder om tømmermænd. Man vågner op med kvalme og hovedpine, og som dagen skrider frem, bliver man mere og mere grådlabil og støjfølsom. Altså med andre ord den perfekte tilstand at befinde sig i, når man skal gå stuegang på Christiansborg.

Amatørerne dækkede de 14 timers åbningsdebat. De professionelle derimod; det er dem, der dukker op dagen derpå, hvor Folketinget ligger tomt og øde hen som et udplyndret medborgerhus efter et halmbal for Gremlins. Det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv, da jeg svinger cyklen ind i Rigsdagsgården og parkerer ved hovedindgangen til Christiansborg. På vejen får jeg et glimt af Holger K Nielsen på sin jernhest. Han bærer en hvid cykelhjelm, og i ansigtet ligner han et menneske, som har stirret ind i en grævlings røvhul det meste af sit liv. Det er sådan, man ender med at se ud, hvis man ikke kommer ud af politik i tide. Og journalistik for den sags skyld. Men jeg har stadig nogle gode år foran mig, før jeg bliver helt forgræmmet. Og noget af tiden vil jeg bruge hver fredag på at gå stuegang på Christiansborg. Bagefter vil jeg skrive mine indtryk ned i en journal, der altså udkommer her.

Omkring 50 artikler, hvor Mette Frederiksen taler om ostemadder, når Frihedsbrevets politiske redaktion altså frem til i deres optælling. Helt utroligt. Ingen kan da elske ostemadder så meget over så lang tid? Hvad der også er utroligt er, hvad Mette Frederiksen siger om sin kærlighed til ostemadder i podcasten Det sidste måltid. Hun siger, at hun gerne har en ostemad med sig i sin håndtaske, når hun er på arbejde – et billede, jeg virkelig godt kunne have været foruden, som den latente turofobiker jeg altid har været. Og så siger Mette Frederiksen guddødemig, at når hun kommer til den yderste dag og lige skal have sig et stykke mundgodt, inden hun stempler ud for altid, ja, så skal denne godbid – det sidste hun putter i munden nogensinde overhovedet – være en ostemad. Det synes jeg simpelthen er så trist og nedslående en udmelding at komme med, at jeg mangler ord for det. Ikke fordi Mette Frederiksen nødvendigvis skal vælge sig belugakaviar, tasmanske østers eller paté af nattergale-tunger som den sidste snack, men hvem vil dog sige farvel til livet med noget så fladt og trivielt som en skive danbo på en skive rugbrød? Det vil vores statsminister åbenbart.

Kunne det – helt grundlæggende – ikke være interessant at komme så tæt som muligt på de ti embedsmænd, som hjalp statsministeren med at bryde loven? Det synes jeg. Normalt er embedsmænd nogle efemeriske væsener, som har deres gang i skyggerne. Man ser dem ikke. Man hører dem ikke. De fleste ved ikke engang, hvad de hedder. Men når de har så meget magt, som de allermest magtfulde mandariner jo har, er det kun sundt og godt at få dem frem i lyset – især når de har forbrudt sig mod loven. Det er præcis dét, som er kongstanken bag min ide; at gøre det muligt for offentligheden at se en vellignende fysisk repræsentation af de ti embedsfolk, som hele miseren drejer sig om. At komme tæt på de usynlige magthavere, vi ellers aldrig får lov til at møde.

Om nogen ved jeg, at der er langt fra København til Pyongyang. Der er hele verdener til forskel. Alligevel kan jeg ikke stå for fristelsen i at bemærke, at Socialdemokratiets nye valgslogan “Lad os passe på fremtiden” – som der stod skrevet på det røde scenetæppe til landsmødet i Aalborg her i weekenden – i mine ører faktisk lyder som en sætning sakset fra en nordkoreansk propagandaplakat. Fordi jeg ved så meget om Nordkorea, ved jeg nemlig, at mange af Den Kære Leders slogans netop starter med opfordringen “lad os …”, hvilket man kan forvisse sig om her. Som for eksempel: “Lad os blive menneskelige bomber for dedikeret at forsvare den respekterede leder Kammerat Kim Jong-un!” Eller: “Lad os frembringe substantielle forandringer og fremskridt i det første år af fuldbyrdelsen af fem-års planen!” Og nu har vi så fået: “Lad os passe på fremtiden.” Sossernes valgslogan er selvfølgelig kortere, og der mangler et udråbstegn, men ellers passer pengene. Og dermed ikke sagt at Danmark er Nordkorea, eller at Mette Frederiksen er en diktator. Det er bare et lidt pudsigt sammenfald.

Som tidligere generalkonsul for Liberia til Den Centralafrikanske Republik er jeg naturligvis meget optaget af Det Konservative Folkepartis partiformand Søren Papes pudseløjerlige eksperimenter med privat diplomati i skrøbelige, korruptionsplagede stater – nærmere bestemt i Den Dominikanske Republik. Og som 1,2% ashkenazi er jeg selvfølgelig også optaget af, at Papes ægtefælle – den enigmatiske Josue Medina Vasquez Poulsen – og jeg tilsyneladende tilhører det samme etno-religiøse fællesskab: Så det vil jeg skrive om. Og så er der selvfølgelig smertensbarnet Danmarks Radio, hvorom man igen må spørge sig selv, hvordan det mon kan gå til, at et udgangspunkt som er, at man får 3,5 milliarder skattekroner kørt ind ad ladeporten hvert år, nok engang resulterer i had og tænders gnidsel. Det vil jeg også skrive om, men først er det selvfølgelig Frihedsbrevet, som jo altid ligger mig meget på sinde.

I dag vil jeg spænde cilice-bæltet så hårdt som muligt og fortælle den utrolige historie om, hvordan det dog kunne gå til, at jeg i denne uge stod og spillede fransk klovn til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen steder hjemme, hvis Frihedsbrevet skriver om hvem, der er i bogklub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i madklub med hvem – hvis jeg så samtidig holder hånden over mig selv. Desuden tænker jeg, det er ganske underholdende at læse historien om, hvordan min edderkoppesans endnu engang har svigtet mig, og her tænker jeg på, at jeg i forvejen er skyld i, at den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjort skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.

I mit nyhedsbrev nummer 66 vil jeg både skrive om de konservatives partiformand Søren Pape Poulsen og fødevareminister Rasmus Prehn (S), og så skal vi også lige runde den seneste udvikling i Minksagen. Og hvis det ikke bliver for langt, vil jeg riste en rune til Søren Pind, der jo efterhånden opfører sig som en skuespiller, der er blevet bestilt til at lave en satire på Søren Pind.

Som sådan minder Mette Frederiksens figur i disse dage lidt om den administrerende overlæge Einar Moesgaard – suverænt spillet af Holger Juul Hansen – i Lars von Triers Riget (der nu kan streames hos Viaplay, mens vi venter på Riget Exodus). Tidligt i tv-serien ser vi, hvordan Moesgaard forsøger at booste nedtursstemningen hos personalet på Rigshospitalet med en dybt kikset HR-kampagne, han kalder for “Operation Morgenluft”. En fast bestanddel af “Operation Morgenluft” er afsyngningen af den klassiske børnesang, hvor man synger “vi er her alle sammen, jeg synes, der mangler nogen”. Pointen med sangen er, at alle skal føle sig set. Og hørt. Og velkomne. Pointen med scenen i Riget er at vise, at Moesgaard har spillet fallit som leder, for stemningen på hospitalet står ikke længere til at redde. Det hele er på vej til Helvede i en håndtaske.

I mit nyhedsbrev nummer 64 skriver jeg lidt om fødevareminister Rasmus Prehn, men også om offentlighedsloven, og om hvordan dommedagens basuner efterhånden gjalder fra nær sagt alle verdenshjørner. Og så er der nyt fra vores podcastredaktion, som en af de nærmeste dage udkommer med en podcastserie om it-iværksætteren Sahra-Josephine Hjorth.

Har du bemærket, hvad Frihedsbrevet fik ud af Folkemødet? Modsat andre medier brugte vi ikke kræfterne på at leje en bod, hvor vi serverede fadøl og delte muleposer ud. Som jeg har forklaret fagbladet Journalisten, tænker jeg, det er spild af penge. Vi har i forvejen rigeligt med medier, som helst vil hygge om folk. Jeg tror meget mere på værdien i, at folk ser Frihedsbrevets Mathias Blædel Lorentzen interviewe fødevareminister Rasmus Prehn om sin skatteyderbetalte safari hos erhvervsmanden Karsten Ree i Kenya. Eller at de ser Frihedsbrevets Sofie Frøkjær, der interviewer sundhedsminister Magnus Heunicke om sine anklager om, at de borgerlige partier spreder gift for demokratiet. Eller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som stikker af fra Frihedsbrevets Emil Findalen. For det er nemlig, hvad Frihedsbrevet går ud på i praksis; frygtløs og magtkritisk journalistik uden dikkedarer. Og hvis magthaverne ikke vil komme til os, så kommer vi til dem; på Folkemødet.

En af de første personer, man bemærker på billederne, er Casper Christensen, men det er ikke kun derfor, at sceneriet minder om tv-serien Klovn. For rundt om langbordet med den hvide dug og de tyndstilkede vinglas sidder et bizart miks af kendisser fra så vidt forskellige miljøer, at det ligner det bedste afsnit af Klovn, der aldrig er blevet lavet.

Det aner mig, at fyringen af Jon Stephensen som teaterdirektør på Aveny-T på Frederiksberg er en politisk skandale, der burde tiltrække langt mere opmærksomhed, end den gør. For tænk, hvis det er sandt, dét som Jon Stephensen selv siger er grunden til, at han fik sparket fra Aveny-T; nemlig at han skrev en kronik om dansk kunst- og kulturliv i Politiken sammen med stifteren af partiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. I så fald er det en særdeles alvorlig sag, som handler om ytringsfrihed og måske endda om et politisk parti, der bag kulissen blander sig i ledelsen af en kunstnerisk virksomhed. Dette parti er naturligvis Socialdemokraterne, men det kan også tænkes, at de konservative har en lillefinger med i spillet.

Ellen Imellem. For det første er det en rigtig god titel. Den har poesi og siger klart og elegant, hvad dette forkætrede DR-program handler om. Værten, Ellen Kirstine Jensen, er nemlig midt imellem. På den ene side har vi den person, som hun interviewer, og på den anden side – gemt væk ude i regiet – sidder så interview-ofrets værste mareridt, som hun gennem sin øresnegl agerer mundstykke for. Med Ellen Kirstine Jensen som interface kommer tykaktivisten således til at tale direkte med fedmeforskeren – en samtale, der ellers normalt aldrig ville finde sted.

Nå, givet at jeg i forvejen har udtalt mig om Mette Frederiksens nye podcast i både Politiken og Information, ville det jo være mærkeligt, hvis jeg ikke skrev om denne cause célèbre i mit ugentlige nyhedsbrev – som her udkommer i udgave nummer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet allerede forekommer udtømt – det er jo old hat, og hvorfor i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lille podcast i et land, hvor der snart er flere mennesker, som producerer podcasts, end der er folk, som lytter til dem?

Som det sikkert er mange bekendt, bekommer skørhed mig vel, så selvfølgelig skal mit nyhedsbrev nummer 51 handle om seneste afsnit i føljetonen om Claus Hjort Frederiksen. Desuden, og vanen tro, kommer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer halvtreds. Jeg skriver om balladen med kostskolen Herlufsholm samt lidt om, hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets side i denne uge. Hvad sidstnævnte kategori angår, er der nyt om vores nyhedsbrev Fri Kritik.

Man ser det for sig: Med tårerne trillende ned af kinderne sætter Benny Engelbrecht (S) sig til tastaturet og skriver følgende på Facebook: “Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige har fældet en tåre. Det havde jeg slet ikke forventet, men at politik er et hårdt sted, ved vi jo begge. Tak for de mange ting, vi har nået at lave sammen, og tak for altid at være en ven og kammerat.”

Udtrykket mineralogiske processer er den magiske trylleformular, der udløser øjeblikkelig favørpris hos myndighederne, hvis man driver en virksomhed, som udleder meget kuldioxid og følgelig burde betale en klækkelig CO2-afgift. Som for eksempel med cementfabrikken Aalborg Portland, der tilsyneladende spiller den samme rolle for statsminister Mette Frederiksen, som Willy Wonkas chokoladefabrik gør det for den lille, fattige dreng Charlie Bucket i Roald Dahls berømte børnebog. Det er herom, alle hendes inderste drømme og vildeste fantasier kredser.

Mens det er blevet bemærket, at Storbritannien har lavet en aftale med det centralafrikanske autokrati Rwanda om – som det hedder på forvaltningssprog – at procesbehandle asylansøgere, har der været påfaldende stille om, hvor helt utroligt pinligt det egentlig er for den danske regering, at det netop er Boris Johnsons dybt skandaliserede og inkompetente konservative kabinet, som her går Danmark i bedene. For som de fleste nok er klar over, kom vi før englænderne med idéen om at offshore uønskede mennesker til Rwanda. Hvad de færreste til gengæld er klar over er, at det var Israel, som var de første til at lave en aftale med Rwanda om at være rasteplads for asylansøgere. Dette eksperiment stod på mellem 2014 og 2017 og gik så grueligt galt, at det kan undre denne skribent, at først Danmark og siden Storbritannien nu vil gøre Israel kunsten efter.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 46, som altså står i klovnens tegn. Jeg skriver om, at Frihedsbrevet har vundet en sag i Pressenævnet, som knytter an til vores fortløbende undersøgelse af den aalborgensiske rigmand og byggematador Jesper Skovsgaard. Det bringer mig videre til en af dansk journalistiks helt store klovne, nemlig Morten Løkkegaard, som i dag er politiker for Venstre.

Ordet compliance kommer fra engelsk, men det kan også bruges på dansk, og hvis man udtaler det ligesom “ambulance”, lyder det ovenikøbet ret godt. Hvad ordet betyder, er “føjelighed” eller “indvilligelse”; altså at man giver efter eller indordner sig. Og hvis man sætter andre ord bag på, som for eksempel “kvartetten”, ligner det næsten en romantitel: Compliancekvartetten. Hvem ville ikke gerne læse den bog?

Der er jo rigtigt mange, som går rundt og hedder Jensen, men denne gang handler det om en ganske særlig bærer af dette efternavn; nemlig Kristian Jensen. Altså den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister fra partiet Venstre, der for otte måneder siden blev udpeget som særlig repræsentant for Danmark i bestræbelserne på at få en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025. I den forgangne uge kom det så frem, at han nu skifter jobbet som topdiplomat ud med en stilling som cheflobbyist for interesseorganisation Green Power Denmark, der kalder sig “Danmarks nye grønne erhvervsorganisation.”

Måske de fleste læsere af mit nyhedsbrev er trætte af, at jeg hele tiden forsøger at pushe Frihedsbrevet til dem, der endnu ikke har tegnet abonnement, men jeg helmer altså ikke, før alle har fået øjnene op for, hvor meget godt indhold Frihedsbrevet tilbyder sine medlemmer. Som for eksempel podcastserien Marathonmanden, et stykke true crime af den anden verden, som Frihedsbrevet havde premiere på i fredags.

Den alarmistiske overskrift er ikke min egen. Det var overskriften på det sidste interview, som den italienske filminstruktør, digter og forfatter Pier Paolo Pasolini gav tilbage i november måned 1975, kun få timer før han blev fundet myrdet på en strand ved det tyrrhenske hav. Han var nøgen, han var blevet kørt over flere gange med sin egen bil, hans testikler var blevet knust med en metalstang, og så var der blevet hældt benzin på liget og sat ild til det.

Som en præst siger i Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Kandis for Livet: “Der er nogle mennesker, hvor det dybe ligger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sidde med fornemmelsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på overfladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriver, at dette mit nyhedsbrev nummer 41 byder på nogle morderligt dybe indsigter.

Det første, jeg vil sige til dig, er, at hvis du allerede bruger Frihedsbrevets app og ikke har opdateret den, så skal du skynde dig at gøre det. Er du ikke medlem hos Frihedsbrevet, bør du sporenstregs melde dig ind og hente appen. For så kan du komme i gang med at lytte til vores nye podcast Fri Ukraine, hvor chefredaktør Flemming Rose øser af sin enorme viden om Rusland. For som Flemming Rose siger i det indledende afsnit, har hans speciale aldrig været Muhammedtegninger. Hans speciale er derimod Rusland. Han taler russisk, han er russisk gift, og han har tjent sine sporer som udenrigskorrespondent i Moskva, mens landet forvandlede sig fra Politbureauets Sovjetunion til Putins Rusland. Så hvis du savner dyb viden, eftertanke og refleksion om en krig, der er så ny, at den ikke engang har fået et navn endnu, så er Fri Ukraine svaret på alle dine bønner. Podcasten beværtes af vores journalist Sofie Frøkjær, og har du spørgsmål til Flemming Rose om, hvad der foregår i Rusland og Ukraine, så send dem straks til sofie@frihedsbrevet.dk.

Som man siger på engelsk: Always leave your audience wanting more. For mit eget vedkommende har jeg gjort den opdagelse, at mit publikum glædes ved, at jeg giver regeringens ministre tørt på. Så det vil jeg styre udenom denne gang, her i mit nyhedsbrev nummer 39, om ikke andet for at bevare mit overraskelsesmoment. I stedet vil jeg kigge tilbage på den forgangne uge, og så vil jeg gribe til et af mine andre slagnumre, hvilket selvfølgelig er det farligste emne, man overhovedet kan skrive om i disse tider: vacciner. Sagen er nemlig den, at jeg i fredags interviewede den amerikanske videnskabsmand Jonathan Max Berman, forfatter til bogen Anti-vaxxers: How to Challenge a Misinformed Movement. Og hvad det førte med sig, kan du læse mere om nedenfor.

Min genialske plan er, at mit nyhedsbrev nummer 38 åbner med to scener. Den ene scene handler om klimaminister Dan Jørgensen (S), og den anden scene handler om dansk diplomati. Begge dele tilhører i øvrigt kategorien anekdotisk bevisførelse, men som mine faste læsere vil vide, er det en gænge, jeg gerne gør mig i. Desuden skriver jeg om, hvad der udkommer fra Frihedsbrevets side i denne uge. Plus lidt af det løse, som for eksempel hvad jeg ellers går og tænker på. Velkommen til.

Nå, jeg kan forstå på fagbladet Journalisten, at jeg i forrige uges nyhedsbrev gjorde mig skyldig i hele to “vilde overdrivelser”. Den ene af dem havde jeg selv opdaget og rettet online, før Journalisten bragte historien. Det var nemlig en fejl, at jeg oprindeligt skrev, at der er blevet indberettet flere end 60.000 langvarige corona-vaccine-bivirkninger til myndighederne.

Var det corona-pressemøde nummer 26 eller 27 med Mette Frederiksen i Statsministeriet forleden? Det er svært at holde styr på antallet, for det hele glider ind og ud af hinanden. Som i en drøm. Der er noget grundlæggende drømmeagtigt over den nuværende S-regering. Der sker hele tiden ting, som normalt kun sker i drømme, hvorfor det er passende, at pressemøderne foregår i et rum, der hedder Spejlsalen.

“Der kan være 117 grunde til, at man får stress,” skriver TV 2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev om Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der sygemeldte sig med stress i den forgangne uge. Så hvis man gik og troede, at sygemeldingen kunne hænge sammen med de afsløringer, som Frihedsbrevet bragte om de suspekte forbindelser mellem byggematador Jesper Skovsgaard, borgmesteren og Socialdemokratiet i Aalborg, kan man godt tro om igen – i hvert fald hvis det står til Søren Wormslev. I sin analyse fremhæver Wormslev blandt andet, at sygemeldingen i stedet kan skyldes, at borgmesteren går og døjer med “en følelse af at have knoklet for kommunens ve og vel uden at blive anerkendt for det af vælgerne”. Og så bør vi lige skænke det en tanke, mener Wormslev, at den gode borgmester er blevet skilt, og at borgmesteren “på de indre linjer har givet udtryk for, at han synes, prisen i forhold til familien til tider er for høj”. Hvad Søren Wormslevs analyse dog ikke melder noget om er, at selvsamme Wormslev er bestyrelsesformand for Aalborg Kloster, hvor man som medlem selvfølgelig finder – wait for it – borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Man hører jo så meget. Især som chefredaktør. Noget er sandt, andet er ikke. Det som er sandt, kan ofte kendes på smagen, men det kræver mange års gang på rygtebørsen at udvikle nogle smagsløg, der kan skelne skidt fra kanel.

I dag kom det nemlig frem, at den i forvejen hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har siddet varetægtsfængslet siden den 8. december 2021, hvor han ifølge DR Nyheder blev anholdt i Kastrup Lufthavn. Hvor han var landet fra, melder historien ikke noget om, men hvis man er barn af Den Kolde Krig giver det mindelser om anholdelsen af den norske diplomat og KBG-meddeler Arne Treholt i Fornebu Lufthavn i Oslo i 1984.

Modsat folk i Adam McKays 75 millioner dollars dyre og helt igennem elendige Netflix-komedie Don’t Look Up kigger vi faktisk op. Lige omkring juleaften, den 25. december, røg en Ariane 5 raket afsted fra Fransk Guyana medbringende det såkaldte James Webb Rumteleskop; en infrarød interstellar kikkert, som vil gøre os i stand til at se længere ud i rummet end nogensinde før. Samtidig, en måned forinden, blev en satellit sendt op fra Vandenberg Space Force Base i Californien med det ene formål at smadre ind i en måne til asteroiden Didymos. Ideen med missionen er at gøre os klogere på, hvordan vi kan beskytte Jorden mod de kometer og asteroider, der truer med at ramme os. Så ja, den trætte gamle menneskehed, med alle dens mange fejl og mangler, kigger faktisk op, og ikke alt er ved at gå ad hekkenfeldt til. Det, tænker jeg, er et glædeligt budskab at starte mit nyhedsbrev nummer 32 med.

Når man nu er så heldig at have en flot og fin kæphest, skal den jo også bruges til noget. Min kæphest er selvfølgelig, at mediestøtten efterhånden har nået et niveau, hvor staten har penge i stort set al medievirksomhed i dette land. Dog med få undtagelser, heriblandt Frihedsbrevet, der har til formål at vise, hvad et rigtigt frit og uafhængigt medie kan præstere. Det er mig bekendt, at nogle mennesker finder min konstante knevren om mediestøtten trættende, men desværre ligger det i min natur at gå mine omgivelser på nerverne. Så derfor har jeg nok engang fundet min kæphest frem – for at tage endnu en runde i manegen. 

“Næsten alle mennesker har et ekstremt sporadisk greb om virkeligheden. Kun ganske få ting, som illustrerer deres egne interesser og ideer, fremstår virkelige for dem. Andre ting, som faktisk er lige så virkelige, fremstår som abstraktioner for dem,” skrev den engelske forfatter og digter Stephen Spender fra borgerkrigen i Spanien. Det var sandt dengang, og det er sandt i dag. For eksempel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseender er den gyldne standard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næser, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden retning, kan de slet ikke erkende det. I sagens natur er det endnu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.

Den er god nok: Frihedsbrevets længe ventede app kan nu hentes til både iOS og Android. Der er tale om en yderst elegant og smart løsning, der fletter tekst og lyd sammen på fineste vis. Så det skal det meste af mit nyhedsbrev nummer 29 selvfølgelig handle om; jeg vil fortælle dig alt om denne app, som er appen, der vil dominere alle andre apps. Og ved vejs ende, når jeg har skrevet mig helt ud, vil du forstå, at du er nødt til at melde dig ind i Frihedsbrevet, som er en lille pris at betale for at få adgang til denne applikationernes applikation. Men det er ikke kun mig, der sælger op på appen. Det er også mig, der skriver om noget af det fremragende indhold, som er på vej fra Frihedsbrevets journalister og skribenter i kommende uge, hvorom jeg helt kort kan sige, at der er rigtigt meget at glæde sig til.

På engelsk kaldes det name calling, når man giver andre mennesker øgenavne. Som for eksempel når Donald Trump kalder Kim Jong Un for Rocketman. En god tommelfingerregel, for om det går an at name calle nogen, er først at tage højde for styrke – og størrelsesforholdet. Altså hvem er den store, og hvem er den lille? For den lille må altid gerne drille den store, mens det omvendte sjældent er kønt. I tilfældet Mediehuset Friheden og Berlingske Media, og subsidiært koncernchef Anders Krab Johansen og så undertegnede, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lille. Det er jeg, og derfor har jeg ingen problemer med at kalde Anders Krab-Johansen for Hr. Krabbe.

På Frihedsbrevet er vi altid i gang med at forbedre og udvikle. Det er i den ånd, at vi nu bygger ovenpå Simon Juls nyhedsbrev Fri Tid med Instagram-fænomenet To Sultne Piger. Så allerede fra på fredag kan du møde både Simon Jul og de to sultne piger i vores nyhedsbrev Fri Tid. Det skriver jeg mere om nedenfor her i mit nyhedsbrev nummer 27. Velkommen til 🙌🏼

Hvis Frihedsbrevet havde opdaget det før Ekstra Bladet gjorde, havde vi selvfølgelig bragt historien, men nok mest som en sidebemærkning. Den er som følger: Forretningsmanden Denis Viet-Jacobsen, der er medejer af Mediehuset Friheden A/S – udgiveren af Frihedsbrevet – har flyttet det holdingselskab, hvori hans ejerandel befinder sig, ned til storfyrstendømmet Luxembourg, som er et kendt skattely. I forhold til hvad der ellers er i svang i denne tossede verden altså ret udramatisk, men ikke for Ekstra Bladets rubriksnedkere, der lørdag aften gik i totalt breaking mode med gule bjælker: “Afsløring: Pengemand flytter Brüggers medie i skattely,” stod der at læse. 

Senest er det kommet frem, at Justitsministeriets departementschef Johan Legarth også er medlem af den celebre kreds af magthavere, der har telefonen kalibreret til at slette sms’er automatisk. Selvfølgelig kan Justitsministeriet ikke fortælle os, hvornår det lige var, at Johan Legarth slog auto-slet til på sin mobilos – på samme måde som Statsministeriet ikke vil fortælle, om tidligere stabschef Martin Rossen også slettede sine sms’er automatisk, da han arbejdede hos statsminister Mette Frederiksen. Efter flere henvendelser fra Frihedsbrevet henviste Statsministeriet til sidst til det ikke-svar, Mette Frederiksen kom med, da Frihedsbrevets Sofie Frøkjær til pressemødet i Spejlsalen i forrige uge spurgte hende, hvorvidt Rossen også var blevet rådgivet til at slette sms’er. “Det ved jeg ikke,” lød Mette Frederiksens lakoniske svar, før hun hastede videre til næste spørgsmål, for den diskussion havde hun faktisk ikke lyst til at gå ind i. 

Der har været gisninger fremme om, hvorvidt auto-sms-sletteriet i toppen af Statsministeriet blev indført, fordi professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen skulle i gang med at kulegrave den første nedlukning af Danmark. Altså, som et slags profylaktisk cover up fra Statsministeriets side. Det stod allerede klart den 27. maj 2020, at regeringens corona-håndtering skulle granskes, så det ligner selvfølgelig en tanke i forhold til tidslinjen. Men hvad nu hvis auto-sms-sletteriet overhovedet ikke har noget med Jørgen Grønnegård Christensens arbejde at gøre? Hvad nu hvis det hele handler om en mulig femte mand i tilknytning til de allerede fire bekræftede medlemmer af en kamarilla, som sletter deres sms’er, nemlig Martin Rossen?

Som du måske ved, er 23 et mystisk og farligt tal, der giver sig til kende på allehånde mærkelige måder - blandt andet bowler hovedpersonerne i spillefilmen The Big Lebowski kun på bane 23, og det siges, at Julius Cæsar blev dræbt med 23 knivstik. For mange varsler tallet 23 simpelthen død og uhygge. Og er der noget mere uhyggeligt, end hvad der er i svang inde i Statsministeriet i disse dage? Så det har jeg selvfølgelig tænkt mig at skrive om i dette mit nyhedsbrev nummer 23. Foruden lidt om hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets redaktion i denne uge. 

Det aner mig, at de fleste er godt og grundigt trætte af at høre mig rante om Radio LOUD, som jo snart skifter navn til 24syv (husk, at du læste det her først). Så den kæphest vil jeg lade passere i denne ombæring, for hvad betyder en lille, statsfinansieret DAB-kanal i forhold til uendelighedens sorte hav? Nej, der skal steges nogle større fisk, så det vil jeg gøre her i mit nyhedsbrev nummer 22. Velkommen til 🙌🏼

Når jeg starter mit nyhedsbrev nummer 21 med dette tilbageblik, er det, fordi jeg forleden dag så Anna Martensens dokumentarserie Oprør på Akademiet på dr.dk. Her kunne jeg til min forbløffelse konstatere, at der i ramme alvor er studerende på Kunstakademiet i København, som er imod ideen om, at kunsten skal være fri. Betydningen af hudfarve og køn er altafgørende for disse unge kunstnere, og derfor må den frie kunst vige for kampen mod hvidheden og patriarkatet.

Som man siger på engelsk first things first: Frihedsbrevet udvider igen, denne gang med et nyhedsbrev om fodbold. Mere om det i slutningen af dette mit nyhedsbrev nummer 20. Jeg slår også et smut forbi TV2 News-programmet Presselogen, hvor privatfesten hos fødevareminister Rasmus Prehn var til debat. Og så kommer jeg selvfølgelig med nogle pointers om, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevets dygtige journalister og skribenter i denne uge. Velkommen til endnu en omgang Fri Mads 🙌🏼

Først skal jeg spørge, om du mon fik læst Bastian Emil Goldschmidts 💣 af en reportage, som vi sendte ud i går? Den handler om det legendariske cykelløb Paris-Roubaix, som mange nok kender fra Jørgen Leths film En Forårsdag i Helvede (1977). Personligt holder jeg især af følgende passage, hvor Bastian Emil Goldschmidt mediterer på de våde og beskidte brosten, som rytterne skal ud og køre på:  “Jeg sidder på mit hotel i udkanten af Roubaix. Det regner udenfor, og jeg forestiller mig brostene liggende i deres kaotiske formationer – nu indhyllet i mørke. Som man står på en færge om natten og kigger ned i bølgerne, og havet synes mere truende og altopslugende end om dagen. På samme måde forestiller jeg mig brostenenes kanter og hemmeligheder, som er skjult i mørket. Men når morgenens lys møder havet, er færgen i havn og bragt sikkert i land.” Læs mere her...

“Intet styrker magten så meget som tavshed,” skulle universalgeniet Leonardo da Vinci efter sigende have sagt. Så måske er det simpelthen en magtøvelse, når regeringen og dens støttepartier - på nær SF - har valgt tavsheden som svaret på opstandelsen over sagen om forsker Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi hos Forsvarsakademiet. For hvor er de dog stille, regeringen og konsorter. Så stille, at man kan høre lyden af deres tavshed. Som en statisk brusen fra et tændt tv stillet ind på en tom kanal, som kommer til os fra et værelse for enden af en lang gang. Men denne sag må ikke ties ihjel. Det er den for alvorlig til.

I fredags var jeg ude og sige godt gammeldags undskyld. Jeg undskyldte for, at Frihedsbrevet desværre kom til at bryde navneforbuddet i en opsigtsvækkende sag, der omhandler en offentligt kendt filminstruktør og en offentligt kendt kvinde. Bare så alle kan være med, så skete der det, at filminstruktøren blev anholdt i København om morgenen den 16. september og sigtet for at have voldtaget kvinden, samt for at have udøvet vold mod hende. Læs mere her

Nu gælder det ungdommen. For et par uger siden modtog jeg en invitation til at holde åbningstalen til Ungdommens Folkemøde. Som det fremgik af invitationen, var der lidt over en uge til, at arrangementet skulle afholdes, så jeg spurgte selvfølgelig, hvem der havde meldt afbud, siden de unge var så sent ude. Svaret viste sig at være statsminister Mette Frederiksen. Ovenikøbet var det anden gang, hun brændte Ungdommens Folkemøde af. Jeg samlede selvfølgelig handsken op, og tog ud til Valby og gav de unge den brandtale, de havde bedt om. Læs mere her

Gik du, kære læser, mon glip af vores seneste udgave af nyhedsbrevet Fri Politik? Det udkom i fredags, og her forsøgte vi at udbore, hvordan den hemmelige advokatundersøgelse om Naser Khader mon er havnet hos Weekendavisen. Det ser ud, som om advokatfirmaet Plesner - der blev hyret af Det Konservative Folkeparti til at lave undersøgelsen - i sagens natur har været enormt forsigtige med kildebeskyttelse og datasikkerhed. Hvis man skulle læse rapporten om Naser Khader, skulle man simpelthen ud til Plesners kobbertårn i Nordhavnen i København og sidde og læse den på en computer. Læs mere her

Og så til sagen: Som science fiction forfatteren JG Ballard engang bemærkede, var det tidligere sådan, at den ydre verden var noget, man kunne stole på og holde fast i, mens den indre verden var fantasiens verden - upålidelig, farlig og flydende. I dag er det omvendt. Igen og igen kigger vi på hændelser, hvorom man tænker: Foregår det her virkelig i virkeligheden? Læs mere her

Tretten er et uheldigt tal, så selvfølgelig skal mit trettende nyhedsbrev handle om fake news, dette ulidelige begreb som stikker sit ansigt frem overalt. Jeg skriver om fake news fra Berlingske, fake news fra TV2 Nyhederne og sluttelig om fake news fra regeringen. Vanen tro har jeg også tænkt mig at tease for nogle af de historier, der udkommer fra Frihedsbrevet i denne uge. Læs mere her

Her forleden dag gik det op for mig, at man ved at sætte statsminister Mette Frederiksens og justitsminister Nick Hækkerups fornavne sammen kan danne navnet Mettenick. Som spøjst nok ligger meget tæt på navnet Metternich, som i Klemens von Metternich (1773 - 1859), den østrigske prins og statsmand, der stadig regnes som en af diplomatiets ledestjerner. Det er ham, der har lagt navn til begrebet “The Metternich System” ... Læs mere her

Velkommen til nyhedsbrev nummer elleve i rækken. Jeg er glad for, at du læser med. I denne udgave af Fri Mads kigger jeg nærmere på en pikant sag om en DR-medarbejder, der bedriver trolderier på nettet under pseudonym. Læs mere her

I den forgangne uge medvirkede jeg i et interview i Berlingske. Forud for interviewet havde jeg fået mit andet vaccinestik, som jeg reagerede virkelig dårligt på. Jeg fik feber og blev skidtmads, men hvad værre var, så røg jeg psykisk helt ud i tovene ... Læs mere her

I dette mit niende nyhedsbrev skriver jeg om, hvordan der gælder ét sæt af regler for Mette Frederiksen & co. og et helt andet regelsæt for danskerne. Det har man jo hørt om før, men det her eksempel er særligt slemt ... Læs mere her

Hvis man følger med i mit nyhedsbrev – og tak til dem, der gør det – har man nok opdaget, at pressefrihed ligger mig pænt meget på sinde. Men selv hvis man har et mere afslappet forhold til emnet, tror jeg, de fleste danskere har forstået, hvor skørt det var, hvad Socialdemokratiet (samt dets støttepartier, SF og Ø) havde gang i på Bornholm ... Læs mere her

Noget, jeg simpelthen må af med med det samme, er, at det dags dato meldes, at Mads Brandstrup skal være administrerende direktør for de private danske medievirksomheders brancheorganisation. Nemlig dét, der så poetisk hedder Danske Medier ... Læs mere her

I denne uge skriver jeg om medievirksomheden Altinget og dets ejer Rasmus Nielsen. Det er ham, jeg kalder “manden fra Cypern” i overskriften. Det gør jeg, fordi det lyder lidt som en krimi, og det er det måske også. Når det er ordnet, fremhæver jeg nogle af denne uges nyhedsbreve fra Frihedsbrevet, hvorefter jeg opremser de bøger, jeg ville tage med i vadsækken, hvis jeg skulle ligge ved en swimmingpool i to uger. Hvilket jeg ikke skal, dels fordi jeg er rødhåret (og ikke kan tåle solen), og dels fordi jeg har travlt med at redigere Frihedsbrevet ... Læs mere her

I dette nyhedsbrev skriver jeg om politikeren Sikandar Siddique og hans spindoktor samt om DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn – som alle er påfaldende svære at få i tale … Læs mere

Jeg vil gerne knytte et par ord til sidste uges historie om venskabet mellem Statsministeriets magtfulde departementschef Barbara Bertelsen og DR’s nyhedsdirektør Sandy French, chef for Danmarks største journalistiske arbejdsplads ... Læs mere

Hen over de seneste dage har jeg både været i ”Mennesker & Medier” på P1 samt gæstet P1s formiddagsprogram om lørdagen, kaldet ”Bagklog”. Ved begge lejligheder skulle jeg forklare, hvad Frihedsbrevet går ud på ... Læs mere

Apropos Berlingske er jeg lige nødt til at knytte et par ord til avisens noget søgte historie fra i går om, at Frihedsbrevet stik imod vores løfte alligevel modtager mediestøtte. Der er tale om, at Frihedsbrevet i skrivende stund ikke på forhånd vil sige nej ... Læs mere

Bare så alle er med, så er det os, der tror på, at der er brug for fri, uafhængig og magtkritisk journalistik, som ikke er finansieret af staten. Af den grund lyder vores valgsprog: “Kun i lommen på dig” … Læs mere