Mads Brügger

I Silkeborg er der en ældre, meget kristen mand ved navn Søren Toft-Jensen, som på det sociale medie X giver den i rollen som en rigtig edge lord. Han er imod islam, han mener, at klimaforandringer er fup og fidus, han påstår, at paven er muslim, han er anti-feminist, han vil forbyde børnebøger om transpersoner, han er imod abort, han er imod EU, han støtter Israel, han støtter Trump, han støtter Argentinas præsident, Javier Milei, han er for atomkraft, han kalder Danmarks nye regering for en “rødkløverregering”, han reposter indlæg om konspirationsteorien om befolkningsudskiftning, og han mener, at staten ikke skal bestemme om han må sige “neger” eller ej.  “Det går godt med islamiseringen af Danmark, selvom vi er lidt bagefter England!” skriver en sarkastisk Søren Toft-Jensen på X den 28. marts 2026.  På X foreslår en bruger, at man skal svare “A”, hvis man er enig i, at “islam ikke er en religion. Det er en totalitær, voldelig, ekstremistisk ideologi, og Vesten bør bekæmpe den på samme måde, som vi bekæmpede nazisterne.” “A,” svarer Søren Toft-Jensen.  “Trump har forbløffet Amerika ved at meddele, at han vil tilegne landet til Gud,” skriver en anden bruger på X.  Man kan erklære sig enig i dette forehavende ved enten at svare B) “Nope” eller A) “Yes”.  “A” svarer Søren Toft-Jensen, som åbenlyst er værd at følge, hvis man godt kan lide, når folk maxer ud på ytringsfriheden.  Han skriver også på X, at FN er blevet “en kriminel og voldelig organisation.”  I et andet tweet kalder han FN for en “uduelig, venstreorienteret organisation. Om klimaforandringer har han senest skrevet:  “Klimaet skifter uanset, hvad vi mener og gør. Vi lever fint med en 50-års-hændelse. Hold op med at skræmme børn og usikre mennesker!”  Siden 2013 er det blevet til mere end 9.000 posteringer på X fra Søren Toft-Jensens side, og ofte er han aktiv derinde flere gange om dagen. 

Mandag den 6. juli blev det meddelt, at Kim Fournais – der i 1990’erne sammen med Lars Seier Christensen startede, hvad der udviklede sig til Saxo Bank – har solgt sin tilbageværende ejerandel i banken til den schweizisk-brasilianske bank J. Safra Sarasin. I forvejen havde J. Safra Sarasin købt 70 procent af Saxo Bank, for hvad der vurderes til at være en pris på 12 milliarder kroner, og med købet af Fournais resterende 30 procent er det nu virkelig J. Safra Sarasin, som sidder for bordenden i Saxo.  Men hvilken slags bank er J. Safra Sarasin?   “Vi er en privat bank med mere end 180 års erfaring med formue – og værdihåndtering,” skriver banken selv på sin hjemmeside. Og det er jo objektivt set rigtigt nok; banken blev grundlagt i 1841 og blev i 2013 overtaget af Bank Jacob Safra AG, hvoraf følger det navn banken har i dag. Banken Jacob Safra AG var ejet af familien Safra, som oprindeligt stammer fra Syrien, men emigrerede til Brasilien i 1950'erne, hvor de står bag konglomeratet Safra Gruppen (“Grupo Safra”, red.), der blandt andet driver Brasiliens syvende største bank. Det burde ikke være nødvendigt at skrive at Safra-familien er svimlende rige og uhyre magtfulde, og i Brasilien har de været under anklage for at ville bestikke sig til skattefordele, men sagen blev til sidst droppet på grund af manglende bevismateriale. Det er altså ultimativt dette familiedynasti, som gennem J. Safra Sarasin nu ejer Saxo Bank.  

Fra ordbogen ved vi, at udtrykket “en attribueringsøvelse” dækker over en øvelse, hvor man tillægger årsager til menneskelig adfærd. Hvis man attribuerer nogen noget, giver man udtryk for den opfattelse, at nogen er ophavsmand til noget eller har en bestemt egenskab, holdning eller rolle.  Som for eksempel hvis man siger, at det var russerne, der sendte droner ind over Danmark tilbage i september 2025. Eller hvis man tager skeen i den anden hånd og siger, at det ikke var russerne, der gjorde det, og at der faktisk slet ikke var nogen droner.  Begrebet “attribueringsøvelse” gjorde for alvor sit indtog i det danske sprog til pressemødet i Forsvarsministeriet i fredags, hvor den nyslåede forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og forsvarschef Michael Hyldgaard gav pressekorpset en fuldkommen suveræn masterclass i obfuskering og sort tale.  Igen og igen sagde Michael Hyldgaard, at “dette er ikke en attribueringsøvelse”, altså underforstået, at han ikke ville sige, hvem der stod bag de påståede droner, som satte nationen i alarmberedskab for snart et år siden. Det eneste, de ville sige, var, at der var droner, men vi må ikke se dokumentationen, som ligger bag denne påstand, og af uvisse årsager har Slotsholmen valgt at hemmelighedsstemple rapporten om evalueringen af indsatsen mod dronerne. Som om Tredje Verdenskrig ville bryde ud, hvis og såfremt denne rapport falder i de forkerte hænder. I den forbindelse skal man lige huske på, at mørklægning snildt kan bruges til at dække over egen inkompetence, og det aner mig, at meget af statens refleksmæssige hemmelighedskræmmeri hænger sammen med netop det.  Hvorom alt er, handler journalistik jo i udpræget grad om at attribuere, for det er vel – når alt kommer til alt – selve formålet med faget, nemlig at komme til bunds i, hvem der har gjort hvad. Så denne stuegang vil i høj grad være en attribueringsøvelse.

Hvad var det, Franz Kafka sagde? “En idiot er en idiot. To idioter er to idioter. Ti tusinde idioter er et politisk parti.” Og denne eftermiddag i Folketinget, hvor jeg sad og slog tiden ihjel i den grønne sofa i bunden af Vandrehallen, som jeg holder så meget af at sidde i, kom netop et medlem af et politisk parti gående forbi.  Eftersom regeringsforhandlingerne trak i langdrag – vi nærmede os snart to måneder – var Folketinget gået helt i stå, og der var så tomt og trist i Borgens indre, at det efterhånden var et særsyn at se en rigtigt levende politiker.  Men her var der sørme en af slagsen, og det var ovenikøbet en fungerende minister, nemlig ældreminister Henrik Frandsen (M). Fordi det var så lang tid siden, at jeg sidst havde set Henrik Frandsen, havde jeg ikke kun fortrængt, hvad han hedder, jeg var ovenikøbet havnet i den uheldige vildfarelse, at han hedder Bjarne. For Henrik Frandsen på en god dag kan jo sagtens ligne en mand, der hedder Bjarne.  “Hej Mads,” sagde Henrik Frandsen, som var afslappet klædt i blå blazer, hvid skjorte og khakifarvede chinos.  “Hej Bjarne,” svarede jeg.  Henrik Frandsen sænkede farten en smule og kiggede forundret på mig og gik så videre. Han skulle ned og hente en skoleklasse, der skulle vises rundt i Folketinget. Resten af dagen ærgrede jeg mig over, at jeg havde kaldt ham for Bjarne, men jeg var også forundret over, at Henrik Frandsen ikke havde spurgt, hvorfor jeg kaldte ham for Bjarne. Måske tænkte han, at det var et snedigt mind game fra min side, som han ikke rigtigt ville blandes ind i.  Hvorom alt er, vil Bjarne … jeg mener Henrik Frandsen … den første juni kunne hæve nok en ministerløn for at have lavet stort set ingenting de seneste par måneder. Ligesom alle de andre fungerede ministre. Ligesom alle Folketingets medlemmer, som var på fuld løn, mens det hele var sat på vågeblus. Hvor mange penge kostede det samfundet, at vores lovgivere i månedsvis bare gik rundt og danderede den? Vi nærmede os nok 40 millioner skattekroner.  Med til historien hører, at Folketinget sådan set sagtens kan arbejde med beslutnings- og lovforslag, uden at der er en regering. Hvis de ellers ville. Men et flertal af gruppeformændene havde besluttet, at det var bedst at vente, til vi får en regering.  Som P1 Morgen har opdaget, har ingen af disse gruppeformænd lyst til at begrunde denne beslutning.  Bevares, en mønt har som bekendt to sider, og fordelen ved at Folketinget var gået i stå var, at det samtidig var glimrende anskuelighedsundervisning i, at det hele faktisk fungerer meget godt uden dem. I Belgien nåede de endda helt op på 541 dage uden en regering, og heller ikke her var landet ved at bryde sammen.

En aften i 2018 – nærmere bestemt fredag den 23. november – fandt et afgørende møde sted på daværende finansminister Kristian Jensens (V) kontor. Anledningen var, at Jakob Ellemann-Jensen (V) i en meningsmåling fra Megafon var blevet udpeget som danskernes favorit til at være Venstres næste formand.  På dette tidspunkt var Kristian Jensen selv næstformand i Venstre, og han ville derfor høre med Jakob Ellemann-Jensen, om han nu havde fået “griller i hovedet” af meningsmålingen – altså om Ellemann-Jensen var en trussel i kampen om, hvem der skulle afløse Lars Løkke Rasmussen som Venstres høvding.  Det skriver Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen i sin nye erindringsbog Udvalgte kolbøtter, der netop er udkommet fra forlaget 28B.  Ifølge Politikens gennemgang af bogen var det et møde, som fik stor betydning for partiet Venstre og for dansk politik.

En bærende ide i vestlig civilisation er ideen om, at sandheden er frisættende. Det står endda at læse i Bibelen, i Johannesevangeliet: “Og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre Jer frie,” som det hedder sig.  I forlængelse heraf forudsættes det gerne, at folk, som de er flest, hungrer efter sandheden. “Fundamentally, people are suckers for the truth,” siger skuespilleren Donald Sutherland i rollen som en højtstående amerikansk officer i Oliver Stones konspirationsteoretiske film om mordet på John F. Kennedy, JFK, fra 1991.  Men hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad nu, hvis det at blive fortalt sandheden kan være skadeligt, endda farligt? Som med den græske sagnkonge Ødipus, der uden at vide det slår sin egen far ihjel og bagefter får børn med sin mor kun for senere at opdage, at hun er hans mødrende ophav. Da sandheden til sidst går op for Ødipus, stikker han sine egne øjne ud.   “Han som griner, har ikke hørt de dårlige nyheder,” som det berømte citat fra den tyske forfatter Bertold Brecht lyder.  Og hvad med de mange mennesker, der bevidst eller ubevidst har valgt sandheden fra og alligevel lever et tilsyneladende lykkeligt liv? Som med Ødipus’ mor Lokaste, der udmærket burde have været i stand til at genkende de skamferede fødder, der sad på Ødipus fra dengang, hvor hendes mand fik drengens akillessener skåret over, før de satte ham ud i vildmarken. Man kan roligt sige at hun havde en selektiv tilgang til sandheden. 

Radikale Venstre var inde til regeringsforhandlinger i Statsministeriet. På min telefon kunne jeg se, at det var den 13/4, klokken 13.16.  Oppe ved Rød Gang kom en sand veteran inden for politisk journalistik, Weekendavisens Hans Mortensen, gående. Han stoppede op, da han fik øje på mig, det eneste andet levende menneske i den ellers tomme gang, og sagde så:  “Her går man på 35. år og kigger efter de samme ting.” Så gik han videre. Hvad kiggede han efter? Formentlig det samme som mig og de andre journalister: Et jærtegn, et auspicie, et omen, der sagde noget om, hvilken vej vinden blæste med regeringsforhandlingerne. For selvom man umiddelbart skulle tro, at det var en smal sag at forhandle en regering på plads, har Mette Frederiksen (S) i rollen som kongelig undersøger lykkedes med at overbevise os alle sammen om, at det at finde frem til et livsdueligt regeringsgrundlag er en mørk, arkaisk og okkult proces, som tager utrolig lang tid. At det ikke kun er en umådelig hård og svær proces, men også et dybt mystisk forløb, som målt i kompleksitet er flere niveauer over den konklave, som skal kåre den næste pave, eller den delegation, som er betroet opgaven med at finde frem til den femtende reinkarnation af Dalai Lama.  Det eneste vi havde at holde os til, alle os der stod udenfor og forsøgte at kigge ind gennem sprækkerne i murværket, var begrebet valgets tale. Altså det, som valget sagde. Når man gik rundt i Borgens gange i disse dage, dukkede dette begreb ofte op. Hvad var valgets tale, og hvad var ikke valgets tale?  Hvad der var helt sikkert var, at valget var et klart nej til en bred regering hen over midten med Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne. SVM-regeringen havde fået et fur af danskerne, og det var derfor, at Pia Olsen Dyhr (SF) en uges tid senere – med rette – sagde til pressen at “midtermonstret” – læs; SVM-regeringen – “er dødt”.  Det var også evident, at valgets tale var et ja til rent drikkevand, et nej til døde pattegrise, et betinget ja til Alex Vanopslagh (LA) på kokain og et ja til en hård udlændingepolitik. Foruden et ja til at genindføre store bededag. Men herfra var det et fortolkningsspørgsmål, hvad valgets tale egentlig var, og hvad det ikke var, men lagde man ørerne til vandrørene, lød det i stigende grad, som om det gik i retning af en rød-lilla, centrum-venstre-regering med S, M, R og SF og med Enhedslisten som parlamentarisk støttehjul. 

“SÅ TIL ALLE JER KOMMENTATORER … OG JEG KAN GODT SE DIG, MADS BRÜGGER,” råbte en eksalteret Lars Boje Mathiesen og pegede på mig oppe fra det podie, hvorfra han holdt sin sejrstale. Datoen var den 24. marts, og jeg var taget ind til Borgen for at gå stuegang midt i folketingsvalget. Jeg kunne ikke tro mit eget held. Tænk at blive nævnt ved navns nævnelse i Bojes televiserede sejrstale. Sikke et ridderslag. Det var også smigrende, at Boje så ud, som om han havde lyst til at give mig tæsk. For selv om han gør et stort nummer ud af at fremstå som en tykhudet slagsbror, er sandheden den, at Boje er utroligt forfængelig og som følge deraf både nærtagende og hævngerrig. “VI ER HER! VI ER I FOLKETINGET! BORGERNES PARTI ER I FOLKETINGET,” fortsatte Boje og udløste straks en vild jubel hos BP’erne. Mange viftede ivrigt med deres små papirflag med partiets logo på, der mærkeligt nok minder om det logo, som computerproducenten Hewlett-Packard bruger. Måske ikke så tosset endda, for der findes sikkert et kryds mellem folk, som er rasende over, at deres printerpatron er tom, og så dem der hader muslimer. Kort forinden var jeg blevet smidt ud fra deres valgfest og stod derfor ved indgangen til sidelokalet ved Snapstinget, hvor Boje lod sig fejre. Personen, der smed mig ud – mandeaktivisten og galningen Asger Garde – som styrer den digitale kommunikation for Borgernes Parti, sagde til mig, at hans chef personligt havde dikteret, at navnlig jeg ikke var velkommen. Så hvis man – som jeg jo gør – tænder på negativ opmærksomhed, kunne det ikke blive bedre. Mens jeg er ved fænomenet Asger Garde, har jeg i øvrigt samlet et stykke sladder op om, at han sidenhen er blevet fyret fra sin stilling i Borgernes Partis sekretariat, men det vil Asger Garde hverken af- eller bekræfte. “Jeg har ingen kommentarer til min ansættelsessituation,” skrev han til mig forleden dag, og det er jo alt andet lige et interessant svar.

Hvis Gud har en påvirkningsagent i Danmark, så peger pilen i den grad på én specifik frikirkepræst. Man kan også kalde ham lobbyist for Det Gamle Testamente. Uden at gøre det store væsen af sig har denne i offentligheden relativt ukendte 52-årige mand vundet indflydelse langt inde på Borgen, hvor han plejer omgang med toppolitikere som Ida Auken (S), Søren Gade (V) og Alex Vanopslagh (LA). Desuden deltager han i Folketingets ugentlige morgenandagt, som han ovenikøbet er blevet gjort til tovholder for.  Og så anfører han mindst én cellegruppe med udvalgte folketingspolitikere, som mødes på Borgen for at tale og bede sammen med ham. Samtidig står frikirkepræsten i spidsen for den kristne tænketank Resonantia, der bringer “toneangivende mennesker” sammen for at drøfte åndelige spørgsmål. 

Kig nøje på det ovenstående billede. Det er taget af Informations fotograf Maria Høy Hansen og forestiller Løkkes (M) særlige rådgiver Karen Clement, der står med sin mobiltelefon til et pressemøde i Finansministeriet og er i gang med at filme noget. Det, hun filmer, er min mobiltelefon. På hendes skærm kan man se, at hun har zoomet helt ind på min mobiltelefon og i hvert fald har filmet skærmens indhold i hele 26 sekunder.  Nu kan man jo mene, at en journalist, der selv har udsat alle mulige andre for skjult kamera, kun har godt af at at smage sin egen medicin, men man kan også mene, at det er lige lovligt groft – hvis ikke direkte ulovligt? – at en offentligt ansat spindoktor således forsøger at kigge en journalist over skuldrene. Nu ville jeg jo aldrig sidde til et pressemøde og kommunikere skriftligt med kilder, hvis identitet jeg havde lovet at beskytte, men tænk nu, hvis det var tilfældet? Selv siger Karen Clement, at hun havde hovedet under armen, og at hun har slettet materialet igen, men der melder sig alligevel en mængde spørgsmål, som jeg vender tilbage til længere fremme i denne stuegang, som derudover selvfølgelig står i folketingsvalgets tegn.  For nu kom det; begivenheden, som patriarker, profeter og punditter havde spået om og håbet på. Valget. Den sidste tvivl om valgets snarlige komme forsvandt for mit vedkommende i Vandrehallen torsdag den 26. februar, hvor jeg stod og talte med seniorrådgiver i Liberal Alliances presseafdeling, Peter Astrup. Han var selv af den opfattelse, at der stadig var længe til folketingsvalget og havde lige lagt et opslag ud på et socialt medie, hvor han netop gjorde dette synspunkt gældende. Han var besynderligt nok helt upåvirket af virakken, som ellers kendetegnede Borgen denne formiddag. Der var sendevogne parkeret langs med Ridebanen, Vandrehallen var oplyst af projektører, og hele det politiske pressekorps flaksede rundt og handlede valgrygter med hinanden. Noget stort var helt evident under opsejling.  Pludselig kom Liberal Alliances Lars-Christian Brask, som er medlem af Folketingets præsidium, hen til os.  “Valget bliver udskrevet nu,” sagde han til Peter Astrup og fortsatte:  “Jeg skal ned og modtage Serbiens præsident, og ALT er blevet aflyst.”  Så gik han igen.  “Nå?! Jamen, der kan du bare se,” sagde Peter Astrup og tilføjede, at han nu ville slette det opslag, han lige havde lagt op.  Oppe i presselogen var der tæt pakket. Det var der også nede i salen.  Når jeg kiggede på min blok, kunne jeg se, at mine seneste notater gik to dage tilbage, nemlig tilbage til den 24/2, hvor jeg var til pressemøde i Finansministeriet om 2035-planen. Et rigtigt pressemøde, som blev afholdt inde i det rum, der kaldes rentekammeret, og som har grønne vægge og barokmalerier i loftet. En smuk kulisse til, hvad jeg antog, ville være SVM-regeringens sidste pressemøde, før folketingsvalget blev udskrevet.  De fremmødte journalister fik udleveret en folder med titlen “DK2035 – et stærkt Danmark i en usikker verden”. Umiddelbart var det oplagt at vende sætningen om og i stedet skrive “et usikkert Danmark i en stærk verden”, for var det ikke snarere det, som var tilfældet?  På forsiden var der et billede af en kvinde, som krammer med en dreng med en gul hue på. Inde i folderen kunne man læse om, hvorledes regeringen vil “prioritere midlerne til at tage hånd om de vigtigste udfordringer”. Når man bladrede rundt i tryksagen, kunne man desuden regne sig frem til, at pengene hurtigt fik ben at gå på; alene 43 milliarder var sat af til at løfte udgifterne til forsvar og sikkerhed. 23 milliarder til “det demografiske træk”, altså det som i gamle dage hed ældrebyrden. 15 milliarder til klimatilpasning og 6 milliarder til at nedsætte momsen på alle fødevarer. Plus lidt til vindmøller og beredskabet. På slutstregen var alle pengene blevet spenderet.