Mads Brügger

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der fistbumpede den danske ambassadør til Washington, da de kom ud fra mødet i Eisenhower-bygningen, hvor de havde talt Grønland med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.  Det var faktisk lige omvendt; det var ambassadør Jesper Møller Sørensen, som gav Løkke en knytnævehilsen. Set med diplomatiske lorgnetter en mindre lapsus, som Møller Sørensen nok fortryder i dag.  Løkke skal heller ikke høre et ondt ord for at styrke sig med en tobakscigaret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det amerikanske, “ryge dem, hvis man har dem”.  Derimod vil jeg gerne dvæle lidt ved, at Løkke selv, helt uopfordret, til det efterfølgende pressemøde på terrassen foran den danske ambassade sagde, at han “ikke er en Chamberlain” – altså som i den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), der regnes som indbegrebet af en blåøjet og godtroende politiker. Selvfølgelig grundet mødet med Adolf Hitler i München i 1938, der efter Chamberlains opfattelse gik så godt, at han straks fløj hjem og lovede englænderne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rigtig hold i den udmelding.  Lars Løkke Rasmussen sagde endda flere gange til pressen, at han ikke var nogen Chamberlain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psykologien, så peger det i modsat retning, jo mere man siger, at man ikke er noget.  Og kigger man efter i Neville Chamberlains og Lars Løkke Rasmussens meritter, så er der faktisk ganske mange ligheder imellem dem; som for eksempel en track record som værende pragmatiske, processtærke administratorer. Systemets mænd. Desuden var Chamberlain en aktiv piberyger, og det er jo også noget, som Løkke har taget op på det seneste. Og vel lovede Løkke os ikke “fred i vor tid” – han lovede os derimod en “high level working group” – men ikke så snart var denne famøse arbejdsgruppe blevet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at sprænge i luften mere end nogensinde, og nu fremstår denne arbejdsgruppe mest som et stykke naiv ønsketænkning fra dansk side.  Sidst jeg så Løkke, til endnu et doorstep i Borgen foran det hemmelige, sikrede mødelokale SIKLO, sagde Løkke til journalisternes overraskelse, at denne arbejdsgruppe “nok er noget pumpet op”. Der var snarere, ifølge Løkke, tale om “dialog på et højt niveau”. Altså det, som andre mennesker normalt kalder for diplomati. 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Før jeg går til stålet, vil jeg lige pege på en scene, der er at finde i første afsnit af første sæson af tv-serien Fargo, som er et spin off på spillefilmen af samme navn. Her mødes to mænd, som af højde og drøjde, men også i forhold til deres mentalitet, er perfekte i rollerne som avatarer for Mette Frederiksens Danmark og for Donald Trumps USA. Den førstnævnte er det evige mobbeoffer Lester Nygaard, som spilles af Martin Freeman. Hans modstykke er den skruppel- og grænseløse lejemorder Lorne Malvo, der spilles af Billy Bob Thornton.  De to mænd mødes på en diner i en provinsby i Minnesota for at tale om, at Lorne Malvo netop har myrdet Sam Hess, ejeren af et lokalt speditionsfirma, som har været Lester Nygaards plageånd lige fra barnsben af. Lorne Malvo er af den opfattelse, at Lester Nygaard har bedt ham om at dræbe Sam Hess, hvilket ikke helt er sådan, Lester Nygaard ser på sagerne. Men nu er det altså blevet ordnet, og mens Lester Nygaard lader sandheden synke ind, siger Lorne Malvo disse ord:  “Dit problem er, at du tilbringer hele dit liv i den opfattelse, at der er regler. Det er der ikke. Vi plejede at være gorillaer. Vi havde kun det, vi selv kunne tage, og som vi kunne forsvare. Sandheden er, at du er mere mand i dag, end du var i går. Det er en rød flod, Lester, vores liv. Det lort, de får os til at æde. Dag efter dag. Chefen, konen og så videre. Det slider os ned. Hvis vi ikke kæmper imod og lader dem vide, at du stadig er en abe inderst inde, hvor det tæller, så bliver du bare skyllet væk.” 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?

“Så skal der fandeme laves kritisk reportage,” sagde Danmarksdemokraternes strategichef Mark Thorsen, da jeg kom op i presselogen lørdag den 6. december klokken lidt i 13 om eftermiddagen. Nede i salen vrimlede det med voksne og børn, der spændt ventede på, at Hr. Skæg skulle optræde til Folketingets Juletræsfest.  “Ja, det skal der! Det vil nok føre til, at jeg får karantæne på livstid,” svarede jeg Mark Thorsen, og så grinede vi lidt af det. Kort forinden, ved Folketingets hovedindgang, havde jeg mødt den unge rigsborger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Han var i selskab med Christian Bülow, også fra Dansk Folkeparti, der ligesom Mikkel Bjørn var blevet valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Bülow sagde, at han var kommet til at sidde ved siden af Frie Grønnes Sikandar Siddique, men tilsyneladende havde Siddique på sociale medier givet udtryk for, at han sidder ved siden af Mikkel Bjørn, men Sikandar Siddique lever jo også i sin helt egen virkelighed. Mere nåede jeg ikke at tale med Bjørn & Bülow, for de skulle op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmøde, som altså blev afholdt midt i Folketingets Juletræsfest.

Det engelske udtryk enshittification har været årets ord i Storbritannien, USA og Australien og blev oprindeligt coinet af den canadiske forfatter Cory Doctorow. Det betegner en proces, hvormed digitale platforme og tjenesteydelser kvalitetsmæssigt forfalder og nedbrydes over tid og bliver til … lort.  På dansk kan udtrykket vel bedst oversættes til lortificering, og spørgsmålet er, om ordet ikke kan bredes ud til at omfatte samfundet i bred forstand? For eksempel det danske folkestyre. Og i hvert fald helt oplagt SVM-regeringen og i særdeleshed Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen (S) på forbløffende kort tid er gået fra at være en uovervindelig, magtfuldkommen, præsidentiel statsminister til at være dansk politiks svar på Kamala Harris.

Mangler du den sidste julegave? Så har Frihedsbrevet din ryg. Lige nu kan du give et årsabonnement som gavekort – og så får du et tryk af en original tegning af Frihedsbrevets tegner Malthe Emil Kibsgaard med.  Tegningen forestiller de burnerphones, som departementschef Barbara Bertelsen købte på Fisketorvet midt i skandalen om de slettede sms'er. Tegningen findes kun i 100 eksemplarer, og de er alle nummererede og signerede af mig.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen har deltaget som betalt foredragsholder ved en luksuriøs konference i Malaysia, der handlede om skattetænkning og opnåelse af dobbelt statsborgerskab, samt hvordan man gemmer sine penge og sine ædelmetaller væk i skattely og bliver en global borger.  “Jeg oplevede dog ingen på konferencen tale om at unddrage sig skatter,” bedyrer Anders Vistisen over for Frihedsbrevet.  Gør man sig den ulejlighed ved selvsyn at gennemgå programmet for konferencen, kan man hurtigt se, at skattetænkning ikke desto mindre fyldte ganske meget på menuen. Samme dag som Anders Vistisen talte, var der blandt andet et panel med titlen “beskyt dine aktiver globalt”, efterfulgt af et oplæg om “udfordringer ved offshore banking”.

For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med. Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det. Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren. Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder. Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt. Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold. “Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard. “Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme. Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale. Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”. Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard. Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen. “Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen. Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”. Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”. Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet. Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden. Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten? Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig. Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul. Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.

Beklager mit forsinkede udkomme, men jeg har været på en rejse til Washington D.C., USAs hovedstad, for ved selvsyn at opleve, hvad der sker i et samfund, hvor staten er blevet lukket ned. Den korte version af den oplevelse er, at livet i vid udstrækning går videre. Den lidt længere version er, at Washington er blevet til et sted, hvor det altid er søndag, og det eneste, der stikker ud i landskabet, er grupperne af nationalgardister, som på præsident Donald Trumps ordre vandrer hvileløst rundt i gadebilledet. Som sådan gestalter de udmærket tendensen med en tiltagende sammenblanding af militær og politi, som man ser overalt i den vestlige verden.  Nu hvor jeg er tilbage, vil jeg skynde mig at rette op på efterslæbet, selvom det meste af det, som beskrives nedenfor, efterhånden er en rum tid siden.  Derfor vil jeg starte med det nyeste nye, som er dugfriske informationer, der tilgik mig i fredags:   I Borgens gange har jeg nemlig hørt, at medlemmerne af forsvarsforligskredsen i stigende grad undrer sig over, hvad der foregår med den principielle beslutning om, at Søværnets nye fregatter så vidt muligt skal bygges i Danmark. For efter en langvarig øvelse som mundede ud i, at Frederikshavn blev kåret som byen, hvor de nye fregatter skal samles – i øvrigt til stor ærgrelse for formanden for Esbjerg Havn – er det som om, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det seneste har trukket i en helt anden retning.  For pludselig er det kommet på banen, at den næste generation fregatter måske i stedet for skal bygges og samles i udlandet. Ikke noget der siges højt, men som mærkes på de indre linjer. Ifølge en kilde hænger dette uventede vejrskifte sammen med ekspertudvalget, der rådgiver Troels Lund Poulsen, og det hænger i særdeleshed – siger rygtet – sammen med udvalgets formand, som er A.P. Møller Mærsks tidligere administrerende direktør Søren Skou. Hvilket giver udmærket mening, for går man tilbage i tidslinjen, kan man nemlig se, at Mærsk og Søren Skou tilbage i april måned af deres hjertes godhed tilbød Danmark at få bygget vores nye krigsskibe på rederiets værft ude i Sydkorea, hvilket Troels Lund Poulsen dengang kvitterede for med at sige, at tilbuddet gjorde ham “meget glad”. Siden fulgte så principbeslutningen om, at de danske krigsskibe i stedet skal bygges og samles i Danmark, men her på det seneste har forligskredsen oplevet at blive belært om problemerne med en dansk model af en hidkaldt ekspert fra Mærsk, og der tales også om studieture til udlandet. Spørgsmålet er så, om Søren Skou og Troels Lund Poulsen varetager Danmarks interesser, eller om de snarere varetager A.P. Møller Mærsks interesser?