Fri Mads #167: Mister Mila­nos 15-års jubilæum

Hvad var det, Franz Kaf­ka sag­de? “En idi­ot er en idi­ot. To idi­o­ter er to idi­o­ter. Ti tusin­de idi­o­ter er et poli­tisk par­ti.” Og den­ne efter­mid­dag i Fol­ke­tin­get, hvor jeg sad og slog tiden ihjel i den grøn­ne sofa i bun­den af Van­dre­hal­len, som jeg hol­der så meget af at sid­de i, kom net­op et med­lem af et poli­tisk par­ti gåen­de for­bi. 

Efter­som rege­rings­for­hand­lin­ger­ne trak i lang­drag – vi nær­me­de os snart to måne­der – var Fol­ke­tin­get gået helt i stå, og der var så tomt og trist i Bor­gens indre, at det efter­hån­den var et sær­syn at se en rig­tigt leven­de poli­ti­ker. 

Men her var der sør­me en af slagsen, og det var oveni­kø­bet en fun­ge­ren­de mini­ster, nem­lig ældre­mi­ni­ster Hen­rik Frand­sen (M). For­di det var så lang tid siden, at jeg sidst hav­de set Hen­rik Frand­sen, hav­de jeg ikke kun fortrængt, hvad han hed­der, jeg var oveni­kø­bet hav­net i den uhel­di­ge vild­fa­rel­se, at han hed­der Bjar­ne. For Hen­rik Frand­sen på en god dag kan jo sag­tens lig­ne en mand, der hed­der Bjar­ne. 

“Hej Mads,” sag­de Hen­rik Frand­sen, som var afslap­pet klædt i blå bla­zer, hvid skjor­te og khaki­far­ve­de chin­os. 

“Hej Bjar­ne,” sva­re­de jeg. 

Hen­rik Frand­sen sæn­ke­de far­ten en smu­le og kig­ge­de forun­dret på mig og gik så vide­re. Han skul­le ned og hen­te en sko­le­klas­se, der skul­le vises rundt i Fol­ke­tin­get. Resten af dagen ærg­re­de jeg mig over, at jeg hav­de kaldt ham for Bjar­ne, men jeg var også forun­dret over, at Hen­rik Frand­sen ikke hav­de spurgt, hvor­for jeg kald­te ham for Bjar­ne. Måske tænk­te han, at det var et sne­digt mind game fra min side, som han ikke rig­tigt vil­le blan­des ind i. 

Hvor­om alt er, vil Bjar­ne … jeg mener Hen­rik Frand­sen … den før­ste juni kun­ne hæve nok en mini­ster­løn for at have lavet stort set ingen­ting de sene­ste par måne­der. Lige­som alle de andre fun­ge­re­de mini­stre. Lige­som alle Fol­ke­tin­gets med­lem­mer, som var på fuld løn, mens det hele var sat på våge­blus. Hvor man­ge pen­ge koste­de det sam­fun­det, at vores lov­gi­ve­re i måneds­vis bare gik rundt og dan­de­re­de den? Vi nær­me­de os nok 40 mil­li­o­ner skat­te­kro­ner. 

Med til histo­ri­en hører, at Fol­ke­tin­get sådan set sag­tens kan arbej­de med beslut­nings- og lov­for­slag, uden at der er en rege­ring. Hvis de ellers vil­le. Men et fler­tal af grup­pe­for­mæn­de­ne hav­de beslut­tet, at det var bedst at ven­te, til vi får en rege­ring. 

Som P1 Mor­gen har opda­get, har ingen af dis­se grup­pe­for­mænd lyst til at begrun­de den­ne beslut­ning. 

Beva­res, en mønt har som bekendt to sider, og for­de­len ved at Fol­ke­tin­get var gået i stå var, at det sam­ti­dig var glim­ren­de ansku­e­lig­heds­un­der­vis­ning i, at det hele fak­tisk fun­ge­rer meget godt uden dem. I Bel­gi­en nåe­de de end­da helt op på 541 dage uden en rege­ring, og hel­ler ikke her var lan­det ved at bry­de sam­men.