Ame­ri­kansk ide­hi­sto­ri­ker: Vi lever i den ulæ­se­li­ge tidsal­der

En bæren­de ide i vest­lig civi­li­sa­tion er ide­en om, at sand­he­den er fri­sæt­ten­de. Det står end­da at læse i Bibe­len, i Johan­ne­se­van­ge­li­et: “Og I skal lære sand­he­den at ken­de, og sand­he­den skal gøre Jer frie,” som det hed­der sig. 

I for­læn­gel­se her­af for­ud­sæt­tes det ger­ne, at folk, som de er flest, hungrer efter sand­he­den. “Fun­da­men­tal­ly, peop­le are suck­ers for the truth,” siger sku­e­spil­le­ren Donald Sut­her­land i rol­len som en højt­stå­en­de ame­ri­kansk offi­cer i Oli­ver Sto­nes kon­spira­tions­te­o­re­ti­ske film om mor­det på John F. Ken­ne­dy, JFK, fra 1991. 

Men hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad nu, hvis det at bli­ve for­talt sand­he­den kan være ska­de­ligt, end­da far­ligt? Som med den græ­ske sagn­kon­ge Ødi­pus, der uden at vide det slår sin egen far ihjel og bag­ef­ter får børn med sin mor kun for sene­re at opda­ge, at hun er hans mødren­de ophav. Da sand­he­den til sidst går op for Ødi­pus, stik­ker han sine egne øjne ud.  

“Han som gri­ner, har ikke hørt de dår­li­ge nyhe­der,” som det berøm­te citat fra den tyske for­fat­ter Ber­told Bre­cht lyder. 

Og hvad med de man­ge men­ne­sker, der bevidst eller ube­vidst har valgt sand­he­den fra og alli­ge­vel lever et til­sy­ne­la­den­de lyk­ke­ligt liv? Som med Ødi­pus’ mor Loka­ste, der udmær­ket bur­de have været i stand til at gen­ken­de de skam­fe­re­de fød­der, der sad på Ødi­pus fra den­gang, hvor hen­des mand fik dren­gens akil­les­se­ner skå­ret over, før de sat­te ham ud i vild­mar­ken. Man kan roligt sige at hun hav­de en selek­tiv til­gang til sand­he­den.