Årets bed­ste film var et under­kendt mester­værk, der skar mig midt­over

To gam­le men­ne­sker sid­der i en lej­lig­hed. Og der bli­ver de sid­den­de. Så kort og tørt vil en skep­ti­ker kun­ne pit­che den abso­lut bed­ste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufor­tyn­det styr­ke, at det har været van­ske­ligt at for­de­le væg­ten i det her nyheds­brev og rent fak­tisk snak­ke “årets film” i fler­tal frem­for ental. På trin­net lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lil­le, island­sk film på tæer for at fast­hol­de et kvæ­ler­tag, jeg sta­dig mær­ker som en ømhed i stru­ben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Pal­mas­sons stor­ro­ste og lige­le­des island­ske prisvin­der, Van­skab­te Land, men den kan du til gen­gæld også læse om i afsnit­tet med årets skuf­fel­ser og over­ra­skel­ser samt de frem­ra­gen­de film, der hav­de mester­vær­ket inden for ræk­ke­vid­de. Og det er der, vi begyn­der.