Årets bedste film var et underkendt mesterværk, der skar mig midtover

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, Vanskabte Land, men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. Og det er der, vi begynder.