Bandekonflikt i dvale, men fronterne trækker foruroligende tråde til svenske profiler

Bander og andre kriminelle forsøger i stigende grad at lokke unge til at begå alvorlig kriminalitet med jobopslag på digitale tjenester. Fænomenet kaldes crime-as-a-service (CAAS), og nye tal fra Rigspolitiet dokumenterer, at det i høj grad er kommet til landet. Således blev ikke færre end 38 unge lejemordere – såkaldte torpedoer – sidste år sendt fra Sverige til Danmark for at slå ihjel. Baggrunden har i høj grad været de forskellige bandekonflikter, som siden sensommeren 2023 har verseret mellem flere grupperinger: Først udbrød der strid mellem rockerklubben Hells Angels (HA) og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). I foråret 2024 opstod der så uoverensstemmelser mellem Comanches MC og et dansk-svensk netværk kaldet Unknown Team. Som om det ikke var nok, skrev et uvenskab mellem LTF og Unknown Team sig kort efter ind i rækken af blodige sammenstød.