Det er VILDT, og vi spiser alt for lidt af det

Fasanån­dernes stærke tromme gjalder i den efterårsmørke tåge, der sænker sig over de små vid­der og bred­der ved de lav­vand­ede vådom­råder. Ryt­merne kom­mer fra enge, skovbryn og englod­der, der lig­ger vis­net hen. På små stikkende ben skip­per vadefu­g­lene troskyldigt rundt på deres sid­ste stop inden det store træk sydover. Når de let­ter ved solop­gang, sikr­er de sig fred og livet i behold.