I den­ne udga­ve af Fri Tænk­ning taler jeg med den bri­ti­ske for­svar­s­a­na­ly­ti­ker, for­fat­ter og rusland­s­eks­pert, Andrew Monag­han. Det gør jeg, for­di Monag­han er aktu­el med bogen Blitzkri­eg and the Rus­si­an Art of War, der hand­ler om rus­sisk krigs­fø­rel­se og stra­te­gi i det 20. og 21. århund­re­de – alt­så fra Før­ste Ver­denskrig og Den Rus­si­ske Bor­ger­krig i åre­ne efter revo­lu­tio­nen i 1917 over Anden Ver­denskrig til sene­re kri­ge og mili­tæro­pe­ra­tio­ner i Tjek­kos­lo­vaki­et, Afg­ha­ni­stan, Tje­tje­ni­en, Geor­gi­en, Syri­en og Ukraine. 



En af Stor­bri­tan­ni­ens før­en­de mili­tær­hi­sto­ri­ke­re har anbe­fa­let Monag­hans bog med orde­ne: ”Alle offi­ce­rer i NATO bør læse den”.

Monag­han iden­ti­fi­ce­rer en gen­nem­gå­en­de spæn­ding i rus­sisk mili­tær­hi­sto­rie mel­lem kri­ge, hvor Moskvas mål er et hur­tigt kno­ck­out-slag og udmat­tel­ses­kri­ge. Ofte begyn­der de som kno­ck­out-for­søg, der slår fejl, hvor­på Moskva skif­ter kurs og sat­ser på at sli­de fjen­den op. 

Sådan var det med Vin­ter­kri­gen mod Fin­land i 1939, i Tje­tje­ni­en i 1994 og 1999 og i Ukrai­ne i 2022, mens Moskva hav­de suc­ces med mas­si­ve og hur­ti­ge anslag mod Polen i 1939, Man­churi­et i 1945 og Tjek­kos­lo­vaki­et i 1968.

Andrew Monag­han for­sker i rus­sisk stra­te­gi og frem­ti­di­ge sce­na­ri­er. Han er knyt­tet til NATO’s Defen­se Col­le­ge, og han er også direk­tør for kon­su­lentvirk­som­he­den AM Research Limited.

Monag­han beskri­ver sit arbej­de på den­ne måde:

”Mit job er at iagt­ta­ge, vur­de­re og tol­ke, hvad rus­ser­ne har gang i, hvad de pøn­ser på, og hvad deres pla­ner er på bag­grund af, hvad de selv siger, og hvad de rent fak­tisk inve­ste­rer i og gør.”

Lad os begyn­de med et over­ord­net spørgs­mål, som man­ge sik­kert går og stil­ler sig selv.

Hvad vil Rusland? 

Hvor­dan defi­ne­rer Moskva sejr og neder­lag i den igang­væ­ren­de kon­flikt med Vesten og i kri­gen i Ukraine? 

Andrew Monag­han mener, at man i Moskva vur­de­rer suc­ces og fia­sko på en ræk­ke para­me­tre, ikke ale­ne det mili­tæ­re. Øko­no­mi, diplo­ma­ti, sam­men­hængs­kraf­ten i sam­fun­det, mobi­li­se­rin­gen af befolk­ning og res­sour­cer ved hjælp af insti­tu­tio­ner som kir­ken, uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner, vete­ran­grup­per, fol­ke­fron­ter, medi­er og andet. 

Iføl­ge Monag­han har Rusland et fun­da­men­talt ander­le­des per­spek­tiv end Vesten på kri­gen i Ukraine.

Han siger:

”I Vesten er det en udbredt opfat­tel­se, at det cen­tra­le går ud på, om vi er i stand til at for­hand­le en afslut­ning på en krig, der fore­går i det øst­li­ge Ukrai­ne, mens Moskva ser det som åbnings­sal­ven i en tre­di­ve­år­skrig. Man kan sam­men­lig­ne det med den oprin­de­li­ge tre­di­ve­år­skrig i det 17. århund­re­de, eller man kan sam­men­lig­ne det med peri­o­den fra 1914 til 1945, hvor der var en peri­o­de med fred under­vejs mel­lem to ver­denskri­ge. Der er tale om en kon­fron­ta­tion, der vil stræk­ke sig over årti­er, og som dre­jer sig om for­an­dring af verden.”

- Hvad er målet?

”Et mini­mums­mål hand­ler om at styr­ke Ruslands geoø­ko­no­mi­ske posi­tion. Man har fået kon­trol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre far­vand. Man ønsker at få kon­trol med han­dels­ru­ter fra Sor­te­ha­vet, neut­ra­li­se­re Ukrai­ne som eks­port-kon­kur­rent i regio­nen. Det er vig­ti­ge, ind­le­den­de ele­men­ter, og så vil man hol­de det euro-atlan­ti­ske fæl­les­skab på armslæng­de. Det hand­ler ikke så meget om Ukrai­ne i sig selv, men om at sik­re Ruslands posi­tion i ver­den i bre­de­re forstand.” 

- Hvor­dan vil du vur­de­re det fore­lø­bi­ge resul­tat set med Moskvas øjne?

”Resul­ta­ter­ne er kom­met med enor­me omkost­nin­ger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Euro­pa bekym­rer sig om, hvor­dan et rus­sisk angreb vil fol­de sig ud, og Putin er ble­vet invi­te­ret til Ala­ska. Fra Lon­don ser bil­le­det ikke godt ud. Den rus­si­ske ledel­se mener, at de vin­der. Det er dår­ligt nyt for Kyiv, og det er på man­ge måder dår­ligt nyt for den ukrain­ske befolk­ning, og det er en stærk påmin­del­se til euro­pæ­er­ne om, hvad krig er for en stør­rel­se, beho­vet for brug af sta­tens res­sour­cer til at afskræk­ke, og hvad det kræ­ver. I den for­stand ser jeg som bri­te ikke noget som helst positivt.”

- Du sag­de, at kri­gen i Ukrai­ne set med Moskvas øjne synes at være den før­ste sal­ve i en tre­di­ve­år­skrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i den­ne strid?

”Hvis den vur­de­ring er kor­rekt, så taler vi om en struk­tu­rel kon­flikt, der vil vare en gene­ra­tion. Jeg tror, at der vil være en fun­da­men­tal poli­tisk uenig­hed om Mol­d­ova, som ikke er med­lem af NATO. Jeg tror også, at den rus­si­ske hori­sont ræk­ker langt vide­re, end folk fore­stil­ler sig. Vi ser det­te som et euro­pæ­isk pro­blem, men jeg ser ikke en rus­sisk lan­din­va­sion af de bal­ti­ske lan­de som det mest rea­li­sti­ske scenarie.”