Et gastro­no­misk mester­værk: Djæv­lens anal­kug­ler

Gule ærter: Jeg kan ikke fin­de nok ord for min lov­pris­ning af den kon­ge­spi­se. Den er sim­pel og næren­de og er båret af en palet­te af vels­mag som få egns­ret­ter. Klas­si­ske gule ærter kan laves på fle­re måder. Udval­get af opskrif­ter sva­rer omtrent til antal­let af mor­mødre. Som udgangs­punkt koges ærter­ne i en sup­pe. Det kan være rester fra den sup­pe, hvor der dagen før blev kogt kød. Det kan sågar være sup­pe-rester; sup­pe, hvori der i løbet af nog­le dage er ble­vet kogt kød, grønt­sa­ger og kar­to­f­ler – lidt som en viet­na­me­sisk pho. Ærter­ne er tør­re­de og sma­ger umid­del­bart ikke af meget, men en hjem­me­dyr­ket gulært og lol­land­sk rosin har bety­de­ligt mere smags­mæs­sig per­son­lig­hed end en indu­stri­elt pro­du­ce­ret model. De tør­re­de ærter har dog uan­set oprin­del­se en karak­te­ri­stisk smag af, ja, ærter, så hvad enten du væl­ger at koge dem i vand eller sup­pe, vil der altid være en smag af ærter.