For Sha­o­lin-mun­ken er intet ben helligt

Gna­ve­ben. Det er i sig selv et stærkt ord, og for mit ved­kom­men­de er det noget, vi kun fik, når min far ikke var hjem­me, for­di han ikke kun­ne lide at sid­de og nas­se med sin mad. Det er og bli­ver dog en af mine abso­lut­te favo­rit­spi­ser, og det har vel nær­mest ingen sæson, for­di der er så man­ge måder at bru­ge knog­ler­ne på. Her­hjem­me ken­der vi godt pak­ken nede i super­mar­ke­det: Ste­ge­ben, sup­pe­ben eller bare ben. Det er pis­se­bil­ligt – og nok en af de ani­mal­ske pro­duk­ter, man kan få aller­mest ud af. Sup­pe­be­net: Det bli­ver i et andet nyheds­brev, for det­te hand­ler KUN om bene­ne, knog­ler­ne… ske­let­tet. Maka­bert? Nær­me­re tværtimod.