Vi ved, hun skal dø. Det gæl­der den iran­ske prosti­tu­e­re­de, der ryger opi­um og lader sig opsam­le af skum­le, lider­li­ge mænd i de ind­le­den­de minut­ter af en sel­ver­klæ­ret seri­e­mor­der­film. Og det gæl­der Marilyn Mon­roe, vir­ke­lig­he­dens fil­mi­kon, der i 1962 tog sin sid­ste indån­ding på en him­mel­seng i Los Ange­les, 36 år gam­mel. Så hvor­for skal vi træ­de nær­me­re? Hvor­for skal vi ned i knæ for at se et blod­s­prængt blik i øjne­ne og læg­ge øret mod en kvalt kvin­de­hals, hvis nødråb aldrig blev hørt? Spørgs­må­let kli­strer til den dan­ske Oscar-kan­di­dat Holy Spi­der og Marilyn Mon­roe-fil­men Blon­de, og net­op dem skal det hand­le om i den­ne uges Fri Kritik.