Jeg dyp­pe­de op til fle­re fin­gre, men kun­ne ikke give min hele hånd til Thailands Sle­e­py Joe

Den kom­mer ansti­gen­de med en af filmver­de­nens vig­tig­ste pri­ser og river fle­re stjer­ner og hjer­ter til sig, end pla­ka­ten kan rum­me. Sam­ti­dig bli­ver den beskre­vet som “hyp­no­tisk” og “sinds­op­ri­ven­de” og kaldt “den bed­ste måde at mas­se­re hjer­nen på uden ind­ta­gel­se af kemi­ske sub­stan­ser” til fuld pla­de i Ber­ling­s­ke.

På den note er det lige meget, at Magnus Cort såvel som min dat­ters kind­tæn­der er i udbrud den her sene efter­mid­dag; at søv­nen er spar­som og kræf­ter­ne få, og at min hjer­ne er gul­net af ver­dens stør­ste cykel­løb. Mens lycra-klæd­te fædre og prik­ke­de fol­ke­mæng­der kører én vej, kører jeg en anden – mod bio­gra­fen og ind i mør­ket, hvor thailand­sk-colom­bi­ansk-bri­ti­ske Memo­ria angi­ve­ligt veks­ler vil­jestærk tål­mo­dig­hed til et rent, ufor­tyn­det film­trip.