Jihadisme som en fam­i­ly affair

I ons­dags blev to mænd i beg­y­n­delsen af 20’erne, Moham­mad Ikram Karim og Mustafa Awad, idømt 12,5 års fængsel i Køben­havns Byret for forsøg på ter­ror gen­nem bombe­frem­still­ing. Den ene fik deru­dover frataget sit danske stats­borg­er­skab og blev udvist for bestandigt. Sam­tidig blev en 40-årig kvin­de, Mardiyya Kahi­na Bir­douz, idømt fire års fængsel for at have givet økonomisk støtte til per­son­er med tilknyt­ning til Islamisk Stat og for dermed at have frem­met ter­rorvirk­somhed. Sagen er opsigtsvækkende af flere grunde, men én af dem er, at den ene af de to unge mænd og Bir­douz i tirs­dags blev borg­erligt viet i en pause under et af retsmøderne. De to ter­rordømte gik dermed fra blot at være sam­mensvorne i forbindelse med ter­rorstøtte til også at være ægte­folk. Det er inter­es­sant i forhold til jihadis­tiske ter­ror­netværk – for i hvor høj grad er disse for­bun­det via fam­i­liere­la­tion­er? Og hvilken rolle spiller fam­i­liemedlem­mer, som ikke selv er ekstrem­is­ter? Det ser jeg på i denne uges Fri Jihad. 

For at læse artik­lens ind­hold skal du være medlem. Allerede medlem? Log ind her.