Når selvbiografisk litteratur bliver et instrument for undertrykkelse
Kære læser
Fri Kritik tager i denne uge hul på en autoteoretisk miniserie i tre dele. Anledningen er udgivelsen af et selvbiografisk funderet fiktionsværk, hvis skildrede virkelighed jeg er førstehåndsvidne til. Første del af serien indeholder refleksioner over litteraturen som en kampplads for bestemmelsen af virkeligheden og en introduktion til genren autoteori.
God fornøjelse!
Litteratur som virkelighedsfornægtelse
Fortællinger er menneskets famlende forsøg på at tvinge betydning ind i tilværelsen. Meningshungrende individer tyer til historier i et forsøg på at håndtere de brutale eksistentielle grundvilkår – døden, menneskets fundamentale isolation, tilværelsens meningsløshed – og forsøger med skriften at fylde tomheden, overskride aleneheden og værdilade den i udgangspunktet værdineutrale og indifferente verden. Litteraturen er en eksistentiel terapeutisk metode, der giver den skrivende en fornemmelse af orden, kontrol, sikkerhed, vigtighed og selvtillid.
På den måde repræsenterer litteraturen delvist en konfrontation og udforskning af alle tilværelsens sværeste, mørkeste og mærkeligste aspekter. Samtidig rummer den også en eskapistisk og evasiv dimension. Fortællinger er ligeledes udtryk for menneskets modvilje mod virkelighedens mysterier, uoverskuelighed og rod. Litteraturen udtrykker og fastholder en spænding mellem mennesket og den verden og eksistens, det befinder sig i, og hvis grundlæggende usikkerhed, det har så svært ved at acceptere.
Spændingsforholdet mellem mennesket og tilværelsen er særligt fremtrædende i forfatterpersonen. Forfatteren repræsenterer en personlighedstype med en større usikkerhed end ikke-skrivende- og ‑udgivende. Forfatterpersonen har særligt svært ved at rumme livets rod, bære de fundamentale eksistentielle vilkår, acceptere sit eget kaos og sine indre selvmodsigelser. Forfatterindividets konstruktion af fortællinger og udbredelse af dem til et bredere fællesskab er udtryk for en forstørret trang til at dominere virkeligheden og influere omverdenen; et behov for at blive set, anerkendt og værdsat af andre, for at hævde sig og manifestere sine personlige tolkninger af sig selv og af virkeligheden.
Litteraturen som arena for kampen om virkeligheden
Litteratur – og kunst i det hele taget – er også en kampplads for fortællinger; en arena, hvor individer søger at vinde indflydelse i den fortløbende mellemmenneskelige forhandling af, hvad der er virkeligt. Der findes kun én objektiv virkelighed. Selvom vi aldrig kan få fuld indsigt i den, fordi vi er begrænsede af vores subjektive perspektiv, som vi aldrig kan overskride, indgår alle menneskets fortællinger i en konkurrence om at definere virkeligheden. Og den, der har ordet i sin magt, har indlysende en kæmpe fordel i forhandlingen om, hvad der er sandt, virkeligt og gældende – særligt i ikke-fiktionens område.
De fortællinger, der ikke bare overleveres mundtligt i dagligdagens begrænsede, lokale fællesskaber, men som nedfældes på skrift og publiceres, stadfæster og validerer forfatterens oplevelse af virkeligheden i offentligheden. I kraft af denne mediering og forevigelse får forfatterens subjektive virkelighedsopfattelse en særlig tyngde og sandhedsværdi i sammenligning med de fortællinger om samme virkelighed, der udsiges og deles uden for kunstens og kulturens sfære. Forfatterindividets publicerede selvbiografiske fortælling har langt større autoritet og en stærkere virkelighedsdefinerende effekt end de ikke-publicerede perspektiver, som de øvrige implicerede i forfatterens liv og fortælling måtte have. Hvad mere er: Publiceret selvbiografisk materiale reducerer ikke kun betydningen og gyldigheden af andre involveredes oplevelser af den virkelighed, de deler med den udgivne forfatter; det reducerer også disse personers virkelighedsstatus, idet de i den offentlige kulturelle sfære reduceres til blotte medvirkende i forfatterens liv; til bipersoner i en fortælling, der centrerer sig om en anden.
Litteraturen rummer således også altid en undertrykkende dimension, og den har en iboende hierarkiserende funktion: Dens prioritering af nogle fortællinger indebærer en validering af disse på bekostning af de tusindvis af andre om den fælles virkelighed, der eksisterer uden for litteraturens privilegerede sfære.
Denne undertrykkende effekt af især ikke-fiktive og selvbiografiske fortællinger er en velkendt problematik. Eksemplerne på stærke modreaktioner og protestforsøg hos de virkelige mennesker, der optræder som bipersoner i en forfatters selvbiografiske fortælling, er talrige. Min kamp kostede Karl Ove Knausgård flere nære relationer og resulterede i hans kones mentale sammenbrud og psykiatriske indlæggelse. (Claus Beck-)Nielsens trilogi om hans demokratipromoverende rejser til Irak, USA og Iran startede en længerevarende kamp om fortællemagten mellem ham og den samarbejdspartner, som præsenteredes som en fiktiv karakter i Nielsens bøger, og hvis sagsanlæg mod Nielsen for identitetstyveri endte i højesteret. I sin nye erindringsbog, En vej ud af tågen, skriver Kristian Leth om opvæksten med faderen Jørgen – en famøs og fejret kunstner, selvbiografisk udgivende forfatter og fraværende far – og her reflekterer han over netop spørgsmålet om bipersonernes relation til hovedpersonens dominerende fortælling: ”Narrativet må også tilhøre dem, der blev påvirket af handlingerne. Jeg må kunne leve i dette land.”
Franske Vanessa Springoras nylige værk, Samtykket, er ligeledes en bevidst og målrettet talehandling med det formål at tage sin egen fortælling og identitet tilbage fra den ældre forfatter Gabriel Matzneff, der misbrugte hende psykisk og seksuelt, da hun var teenager, og dermed at udfordre Matzneffs forvrængede virkelighedsfremstilling og narrative undertrykkelse ved i sin egen udgivelse at reducere fortællemagthaveren til biperson. Springora skriver:
”I dag betragter jeg bøger med mistro. En glasvæg er blevet rejst mellem dem og mig. Jeg ved, at de kan være gift. Jeg er klar over den toksiske ladning, de kan indeholde. I mange år skridtede jeg frem og tilbage i mit bur med mine drømme fulde af mord og hævn. Indtil den dag hvor løsningen endelig præsenterede sig for mig, som noget der var fuldstændigt indlysende; hvorfor ikke fange jægeren i hans egen fælde, foretage et overraskelsesangreb på siderne af en bog?”
Diskussionen aktualiseres igen og igen i alskens fiktive bearbejdninger af virkeligheden – nøgleromaner, autofiktioner, autoteoretiske skrifter, selvbiografier og erindringsværker: Hvem har retten til at fremstille en specifik virkelighed, der involverer en lang række mennesker; hvem har fortælleautoriteten; hvem er i besiddelse af sandheden? Og hvad med undertrykkelsen og negligeringen af bipersonernes oplevelse af den fælles virkelighed?
Springora ventede længe, før hun udfordrede Matzneffs fortællemagt og forvrængende virkelighedsfremstilling: Den litterære- og seksuelle overgrebsmand var i 80’erne og havde nydt mange års anerkendelse og indflydelse i fransk kultur, før hun skrev og udgav Samtykket. Hendes sene reaktion og langvarige stilhed minder om den totale stilhed og ubemærkethed, som langt de fleste involverede og berørte af forfatterens selvbiografiske udfoldelser lever i.
Autoteori
Autoteori er et relativt nyt begreb, der dækker over en tendens i samtidslitteraturen til at blande teori og essayisme med selvbiografi og fiktive‑, poetiske- og skønlitterære elementer. Begrebet blev først brugt af forfatter-filosoffen Paul B. Preciado som betegnelse for hans egen bog, Testo Junkie (2008), og blev efterfølgende samlet op af amerikanske Maggie Nelson til at beskrive hybridformen i hendes værk, Argonauterne (2015). Siden har begrebet cirkuleret online og i diverse litterære tidsskrifter som betegnelse for en ny genre. Autoteori opfattes som et samtidsfænomen, men genren har rod i en fundamental metode i litteraturen, hvor fiktion, selvbiografi og essayisme kombineres med det formål at opnå en mere troværdig og produktiv fremstilling af virkelighedens og eksistensens kompleksitet.
Begrebet er tiltrækkende af flere grunde. Det indfanger det tredje teoretisk-kritiske og essayistiske aspekt, som ofte findes i genrebrydende værker, og som går på tværs af det gængse skel mellem fiktion og ikke-fiktion. Autoteoretiske værker er desuden typisk karakteriseret af en stærk litterær selvbevidsthed og en fremtrædende bekendelsesdimension. Autoteori er på samme tid en dybt personlig bekendelse om private erfaringer, begær og skam og en teoretisk og essayistisk behandling af emner som identitet, eksistens, moral, etik, psykologi, kultur, kunst og politik. Det er således en genre, der validerer og kvalificerer sammenblandingen af kritik, teori og personlig erfaring og derfor er passende for Fri Kritiks delvist selvbiografiske forårsindslag.
Autoteoretisk litteraturkritik
I denne uge udkommer bogen En rejse til mørkets begyndelse på forlaget Turbine. Det er tredje værk i rækken af germanisten og forfatteren Søren Fauths poetiske og litterære bearbejdninger af sit privatliv, der begyndte med Digt om døden, som især omhandler forfatterens syge far og tabet af forfatterens søster. Den efterfulgtes af Moloch. En fortælling om mit raseri, der skildrer forfatterens sammenbrudslignende reaktion på hans kones forelskelse i en kollega, og hvori han offentliggjorde breve fra konens private korrespondance med den anden mand. Det nye bind handler om forfatterens liv efter skilsmissen med voksne børn, en ny kæreste og forfatterens fortsat intense desperation over den med yndlingsfilosoffen Schopenhauers pessimisme definerede ’tilværelsesmiserabilitet’.
Som partner til og samlevende med Søren Fauth i den periode på cirka et år, som den nye bog dækker, er jeg indskrevet som biperson i En rejse til mørkets begyndelse. Jeg har dermed et indgående kendskab til den virkelighed, som bogen påstås at formidle med hudløs ærlighed, radikal selvudlevering og helt uden selvcensur, men hvis egentlige brutalitet og grimhed, den fejt og ansvarsforflygtigende skjuler.
Fri Kritik placerer sig i dette sene forår således et sted mellem autoteori og selvbiografikritik. Formålet hermed er ikke at fiksere og bestemme virkeligheden eller at tage kontrol over min egen eller nogen andens fortælling – hvilket jeg anser for et umuligt og håbløst projekt. Intentionen er at udfordre den forvrængende fremstilling i værket og dermed udvide og nuancere den virkelighed, den skildrer, ved at dele min indsigt og identificere det hykleri og den virkelighedsflugt, der ligger bag et forfatterskab, der i disse år fejres som ærligt og selvudleverende. Desuden afdækker jeg den uærlighed, selvforherligelse og voldsomme karaktér, jeg har set hos et menneske, der bryster sig af sin ærlighed, selvindsigt, grænseløse empati og gavmildhed. Dertil er formålet at dele mit – gennem personlige erfaringer – udvidede indblik i litteraturen som en sfære, der faciliterer det egocentriske forfatterindivids narrative hvidvaskning af egne usympatiske karaktertræk og uetiske adfærd. Altså min forstærkede forståelse for, hvordan fortællingen muliggør det usikre, forfængelige og angste individs realitetsfornægtelse, selvforskønnelse og virkelighedsflugt under dække af ufiltreret bekendelse og modig selvkonfrontation og offentlighedens validering af sådan opportunistisk selvforherligelse.
En rejse til mørkets begyndelse er et værk, der bevidst overskrider grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion, mellem teori og poesi, mellem det professionelle og personlige. Det anvender strategisk det private. Det fremstiller en let identificerbar virkelighed og udleverer en række virkelige personer. Et sådan grænseoverskridende værk indbyder til grænseoverskridende kritik, og dén er jeg – i kraft af min personlige erfaring med forfatteren og som involveret i bogen – bedre kvalificeret til at give end de fleste. Dette er således ikke en konventionel litteraturanmeldelse, men autoteoretisk litteraturkritik. Jeg påstår ikke objektivitet, men påpeger mit subjektive udgangspunkt samt det grundlæggende forhold, at perspektivisme er uundgåelig. Enhver virkelighedstolkning og teori udspringer af et partikulært individs perspektiv og er dermed formet af individets begrænsede adgang til virkeligheden, i nogle tilfælde mere end andre. Men det er ethvert vidneudsagn også, og det begrænser ikke nødvendigvis dets sandhedsværdi og autenticitet. Og disse ugers Fri Kritik er ikke bare postmoderne litteraturkritiske øvelser eller nihilisme; de er også vidneudsagn.
De sidste ord
Vanessa Springora om litterær pseudobekendelse i Consent:
”Målet med G.s litterære proces var at forvrænge virkeligheden for at smigre sig selv. Det handlede aldrig om at afsløre bare den mindste las af sandheden om ham selv. Eller hvis det gjorde, var det altid indhyllet i for meget narcissisme til at kunne gøre krav på noget lignende ægte ærlighed”
Chloé Delaume om fortællemagt i My Beloved Sisters:
”Sproget har altid være et ekskluderende domæne. Den, der ejer sproget, ejer magten.”
Og til sidst et citat fra Frank Herberts sci-fi-klassiker Dune. Her bragt som et forsvar for accepten af tilværelsens kompleksitet, uigennemskuelighed og rod og for omfavnelsen af det levede liv uden for de anstrengte forsøg på at ordne, kontrollere og manipulere virkeligheden i litteraturens sfære:
The mystery of life isn’t a problem to solve, but a reality to experience”.