Når selvbi­ografisk lit­ter­atur bliv­er et instru­ment for undertrykkelse


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Kære læser 

Fri Kri­tik tager i denne uge hul på en auto­te­o­retisk minis­erie i tre dele. Anled­nin­gen er udgivelsen af et selvbi­ografisk fun­deret fik­tionsværk, hvis skil­drede virke­lighed jeg er første­håndsvidne til. Første del af serien inde­hold­er reflek­sion­er over lit­ter­a­turen som en kamp­plads for bestem­melsen af virke­lighe­den og en intro­duk­tion til gen­ren autoteori. 

God fornøjelse! 

Lit­ter­atur som virkelighedsfornægtelse

Fortællinger er men­nes­kets fam­lende forsøg på at tvinge betyd­ning ind i tilværelsen. Mening­shun­grende indi­vider tyer til his­to­ri­er i et forsøg på at håndtere de bru­tale eksis­ten­tielle grundvilkår – døden, men­nes­kets fun­da­men­tale iso­la­tion, tilværelsens meningsløshed – og forsøger med skriften at fylde tomhe­den, over­skride alene­he­den og værdilade den i udgangspunk­tet værdineu­trale og indif­fer­ente ver­den. Lit­ter­a­turen er en eksis­ten­tiel ter­apeutisk metode, der giv­er den skrivende en fornem­melse af orden, kon­trol, sikker­hed, vigtighed og selvtillid. 

På den måde repræsen­ter­er lit­ter­a­turen delvist en kon­fronta­tion og udforskn­ing af alle tilværelsens sværeste, mørkeste og mærke­lig­ste aspek­ter. Sam­tidig rum­mer den også en eskapis­tisk og eva­siv dimen­sion. Fortællinger er ligeledes udtryk for men­nes­kets modvil­je mod virke­lighe­dens mys­terier, uover­skue­lighed og rod. Lit­ter­a­turen udtrykker og fasthold­er en spænd­ing mellem men­nes­ket og den ver­den og eksis­tens, det befind­er sig i, og hvis grundlæggende usikker­hed, det har så svært ved at acceptere. 

Spænd­ings­forhold­et mellem men­nes­ket og tilværelsen er særligt fremtræ­dende i for­fat­ter­per­so­n­en. For­fat­teren repræsen­ter­er en per­son­lighed­stype med en større usikker­hed end ikke-skrivende- og ‑udgivende. For­fat­ter­per­so­n­en har særligt svært ved at rumme livets rod, bære de fun­da­men­tale eksis­ten­tielle vilkår, acceptere sit eget kaos og sine indre selv­mod­sigelser. For­fat­terindi­videts kon­struk­tion af fortællinger og udbre­delse af dem til et bredere fæl­lesskab er udtryk for en forstør­ret trang til at dominere virke­lighe­den og influere omver­de­nen; et behov for at blive set, anerk­endt og værd­sat af andre, for at hævde sig og man­i­festere sine per­son­lige tolkninger af sig selv og af virkeligheden. 

Lit­ter­a­turen som are­na for kam­p­en om virkeligheden

Lit­ter­atur – og kun­st i det hele taget – er også en kamp­plads for fortællinger; en are­na, hvor indi­vider søger at vin­de ind­fly­delse i den fortløbende mellem­men­neske­lige forhan­dling af, hvad der er virke­ligt. Der find­es kun én objek­tiv virke­lighed. Selvom vi aldrig kan få fuld ind­sigt i den, for­di vi er begrænsede af vores sub­jek­tive per­spek­tiv, som vi aldrig kan over­skride, indgår alle men­nes­kets fortællinger i en konkur­rence om at definere virke­lighe­den. Og den, der har ordet i sin magt, har indl­y­sende en kæmpe fordel i forhan­dlin­gen om, hvad der er sandt, virke­ligt og gældende – særligt i ikke-fik­tio­nens område. 

De fortællinger, der ikke bare over­leveres mundtligt i dagligda­gens begrænsede, lokale fæl­lessk­aber, men som ned­fældes på skrift og pub­liceres, stad­fæster og valid­er­er for­fat­terens oplevelse af virke­lighe­den i offent­lighe­den. I kraft af denne medier­ing og fore­vigelse får for­fat­terens sub­jek­tive virke­lighed­sop­fat­telse en særlig tyn­gde og sand­hedsvær­di i sam­men­lign­ing med de fortællinger om samme virke­lighed, der udsiges og deles uden for kun­stens og kul­turens sfære. For­fat­terindi­videts pub­licerede selvbi­ografiske fortælling har langt større autoritet og en stærkere virke­ligheds­de­finerende effekt end de ikke-pub­licerede per­spek­tiv­er, som de øvrige implicerede i for­fat­terens liv og fortælling måtte have. Hvad mere er: Pub­liceret selvbi­ografisk mate­ri­ale reduc­er­er ikke kun betyd­nin­gen og gyldighe­den af andre involvere­des oplevelser af den virke­lighed, de del­er med den udgivne for­fat­ter; det reduc­er­er også disse per­son­ers virke­lighedssta­tus, idet de i den offentlige kul­turelle sfære reduc­eres til blotte med­virk­ende i for­fat­terens liv; til biper­son­er i en fortælling, der cen­tr­erer sig om en anden. 

Lit­ter­a­turen rum­mer således også altid en under­trykkende dimen­sion, og den har en iboende hier­arkiserende funk­tion: Dens pri­or­i­ter­ing af nogle fortællinger inde­bær­er en valid­er­ing af disse på bekost­ning af de tusind­vis af andre om den fælles virke­lighed, der eksis­ter­er uden for lit­ter­a­turens priv­i­legerede sfære. 

Denne under­trykkende effekt af især ikke-fik­tive og selvbi­ografiske fortællinger er en velk­endt prob­lematik. Eksem­plerne på stærke mod­reak­tion­er og protest­forsøg hos de virke­lige men­nesker, der optræder som biper­son­er i en for­fat­ters selvbi­ografiske fortælling, er tal­rige. Min kamp kost­ede Karl Ove Knaus­gård flere nære rela­tion­er og resul­terede i hans kones men­tale sam­men­brud og psyki­a­triske indlæggelse. (Claus Beck-)Nielsens trilo­gi om hans demokratipro­mov­erende rejs­er til Irak, USA og Iran start­ede en læn­gere­varende kamp om fortællemagten mellem ham og den samar­be­jdspart­ner, som præsen­tere­des som en fik­tiv karak­ter i Nielsens bøger, og hvis sagsan­læg mod Nielsen for iden­titet­styveri endte i højesteret. I sin nye erindrings­bog, En vej ud af tågen, skriv­er Kris­t­ian Leth om opvæk­sten med faderen Jør­gen – en famøs og fejret kun­st­ner, selvbi­ografisk udgivende for­fat­ter og fraværende far – og her reflek­ter­er han over netop spørgsmålet om biper­son­ernes rela­tion til hov­ed­per­so­n­ens dominerende fortælling: ”Nar­ra­tivet må også tilhøre dem, der blev påvir­ket af han­dlingerne. Jeg må kunne leve i dette land.” 

Franske Vanes­sa Springo­ras nylige værk, Sam­tykket, er ligeledes en bev­idst og mål­ret­tet tale­han­dling med det for­mål at tage sin egen fortælling og iden­titet tilbage fra den ældre for­fat­ter Gabriel Matzn­eff, der mis­brugte hende psykisk og sek­suelt, da hun var teenag­er, og dermed at udfor­dre Matzn­effs forvrængede virke­ligheds­frem­still­ing og nar­ra­tive under­trykkelse ved i sin egen udgivelse at reduc­ere fortællemagth­av­eren til biper­son. Springo­ra skriver: 

”I dag betragter jeg bøger med mis­tro. En glasvæg er blevet rejst mellem dem og mig. Jeg ved, at de kan være gift. Jeg er klar over den tok­siske lad­ning, de kan inde­holde. I mange år skridt­ede jeg frem og tilbage i mit bur med mine drømme fulde af mord og hævn. Indtil den dag hvor løs­nin­gen endelig præsen­terede sig for mig, som noget der var fuld­stændigt indl­y­sende; hvor­for ikke fange jægeren i hans egen fælde, fore­tage et over­raskelsesan­greb på siderne af en bog?” 

Diskus­sio­nen aktu­alis­eres igen og igen i alskens fik­tive bear­be­jd­ninger af virke­lighe­den – nøglero­man­er, aut­ofik­tion­er, auto­te­o­retiske skrifter, selvbi­ografi­er og erindringsværk­er: Hvem har ret­ten til at frem­stille en speci­fik virke­lighed, der involver­er en lang række men­nesker; hvem har fortæl­leau­toriteten; hvem er i besid­delse af sand­he­den? Og hvad med under­trykkelsen og neg­ligerin­gen af biper­son­ernes oplevelse af den fælles virkelighed? 

Springo­ra vent­ede længe, før hun udfor­drede Matzn­effs fortællemagt og forvræn­gende virke­ligheds­frem­still­ing: Den lit­terære- og sek­suelle over­greb­s­mand var i 80’erne og havde nydt mange års anerk­endelse og ind­fly­delse i fran­sk kul­tur, før hun skrev og udgav Sam­tykket. Hen­des sene reak­tion og lang­varige stil­hed min­der om den totale stil­hed og ube­mær­kethed, som langt de fleste involverede og berørte af for­fat­terens selvbi­ografiske udfold­elser lever i. 

Auto­te­ori

Auto­te­ori er et rel­a­tivt nyt begreb, der dækker over en ten­dens i samtid­slit­ter­a­turen til at blande teori og essay­isme med selvbi­ografi og fiktive‑, poet­iske- og skøn­lit­terære ele­menter. Begre­bet blev først brugt af for­fat­ter-filosof­fen Paul B. Pre­ci­a­do som beteg­nelse for hans egen bog, Testo Junkie (2008), og blev efter­føl­gende sam­let op af amerikanske Mag­gie Nel­son til at beskrive hybrid­for­men i hen­des værk, Arg­onauterne (2015). Siden har begre­bet cirkuleret online og i diverse lit­terære tidsskrifter som beteg­nelse for en ny genre. Auto­te­ori opfattes som et samtids­fænomen, men gen­ren har rod i en fun­da­men­tal metode i lit­ter­a­turen, hvor fik­tion, selvbi­ografi og essay­isme kom­bineres med det for­mål at opnå en mere tro­værdig og pro­duk­tiv frem­still­ing af virke­lighe­dens og eksis­tensens kompleksitet. 

Begre­bet er tiltrækkende af flere grunde. Det ind­fanger det tred­je teo­retisk-kri­tiske og essay­is­tiske aspekt, som ofte find­es i gen­re­bry­dende værk­er, og som går på tværs af det gængse skel mellem fik­tion og ikke-fik­tion. Auto­te­o­retiske værk­er er desu­den typisk karak­teris­eret af en stærk lit­terær selvbe­v­id­s­thed og en fremtræ­dende bek­endelses­di­men­sion. Auto­te­ori er på samme tid en dybt per­son­lig bek­endelse om pri­vate erfaringer, begær og skam og en teo­retisk og essay­is­tisk behan­dling af emn­er som iden­titet, eksis­tens, moral, etik, psykolo­gi, kul­tur, kun­st og poli­tik. Det er således en genre, der valid­er­er og kval­i­fi­cer­er sam­men­blandin­gen af kri­tik, teori og per­son­lig erfar­ing og der­for er passende for Fri Kri­tiks delvist selvbi­ografiske forårsindslag. 

Auto­te­o­retisk litteraturkritik

I denne uge udkom­mer bogen En rejse til mør­kets beg­y­n­delse på for­laget Tur­bine. Det er tred­je værk i rækken af ger­man­is­ten og for­fat­teren Søren Fauths poet­iske og lit­terære bear­be­jd­ninger af sit pri­vatliv, der beg­y­n­dte med Digt om døden, som især omhan­dler for­fat­terens syge far og tabet af for­fat­terens søster. Den efter­ful­gtes af Moloch. En fortælling om mit raseri, der skil­dr­er for­fat­terens sam­men­brud­slig­nende reak­tion på hans kones forelskelse i en kol­le­ga, og hvori han offentlig­gjorde breve fra konens pri­vate kor­re­spon­dance med den anden mand. Det nye bind han­dler om for­fat­terens liv efter skilsmis­sen med vok­sne børn, en ny kæreste og for­fat­terens fort­sat intense des­per­a­tion over den med yndlings­filosof­fen Schopen­hauers pes­simisme definerede ’tilværelsesmis­er­abilitet’.

Som part­ner til og sam­levende med Søren Fauth i den peri­ode på cir­ka et år, som den nye bog dækker, er jeg ind­skrevet som biper­son i En rejse til mør­kets beg­y­n­delse. Jeg har dermed et indgående kend­skab til den virke­lighed, som bogen påstås at formi­dle med hudløs ærlighed, radikal selvudlev­er­ing og helt uden selv­cen­sur, men hvis egentlige bru­tal­itet og grimhed, den fejt og ans­vars­for­fly­gti­gende skjuler. 

Fri Kri­tik plac­er­er sig i dette sene forår således et sted mellem auto­te­ori og selvbi­ografikri­tik. For­målet hermed er ikke at fik­sere og bestemme virke­lighe­den eller at tage kon­trol over min egen eller nogen andens fortælling – hvilket jeg anser for et umuligt og håbløst pro­jekt. Inten­tio­nen er at udfor­dre den forvræn­gende frem­still­ing i vær­ket og dermed udvide og nuancere den virke­lighed, den skil­dr­er, ved at dele min ind­sigt og iden­ti­fi­cere det hyk­leri og den virke­ligheds­flugt, der lig­ger bag et for­fat­ter­skab, der i disse år fejres som ærligt og selvudlev­erende. Desu­den afdækker jeg den uærlighed, selv­forherligelse og vold­somme karak­tér, jeg har set hos et men­neske, der brys­ter sig af sin ærlighed, selvin­d­sigt, grænseløse empati og gavmild­hed. Der­til er for­målet at dele mit – gen­nem per­son­lige erfaringer – udvid­ede ind­b­lik i lit­ter­a­turen som en sfære, der faciliter­er det ego­cen­triske for­fat­terindi­vids nar­ra­tive hvid­vaskn­ing af egne usym­pa­tiske karak­tertræk og uetiske adfærd. Alt­så min forstærkede forståelse for, hvor­dan fortællin­gen mulig­gør det usikre, for­fæn­gelige og ang­ste indi­vids realitets­fornæg­telse, selv­forskøn­nelse og virke­ligheds­flugt under dække af ufil­tr­eret bek­endelse og modig selvkon­fronta­tion og offent­lighe­dens valid­er­ing af sådan oppor­tunis­tisk selvforherligelse. 

En rejse til mør­kets beg­y­n­delse er et værk, der bev­idst over­skrid­er grænsen mellem fik­tion og ikke-fik­tion, mellem teori og poe­si, mellem det pro­fes­sionelle og per­son­lige. Det anven­der strate­gisk det pri­vate. Det frem­stiller en let iden­ti­fi­cer­bar virke­lighed og udlev­er­er en række virke­lige per­son­er. Et sådan grænseover­skri­dende værk ind­by­der til grænseover­skri­dende kri­tik, og dén er jeg – i kraft af min per­son­lige erfar­ing med for­fat­teren og som involveret i bogen – bedre kval­i­fi­ceret til at give end de fleste. Dette er således ikke en kon­ven­tionel lit­ter­at­u­ran­meldelse, men auto­te­o­retisk lit­ter­aturkri­tik. Jeg påstår ikke objek­tivitet, men påpeger mit sub­jek­tive udgangspunkt samt det grundlæggende forhold, at per­spek­tivisme er uundgåelig. Enhver virke­lighed­stolkn­ing og teori udspringer af et par­tikulært indi­vids per­spek­tiv og er dermed formet af indi­videts begrænsede adgang til virke­lighe­den, i nogle til­fælde mere end andre. Men det er ethvert vid­neud­sagn også, og det begrænser ikke nød­vendigvis dets sand­hedsvær­di og aut­en­ticitet. Og disse ugers Fri Kri­tik er ikke bare post­mod­erne lit­ter­aturkri­tiske øvelser eller nihilisme; de er også vidneudsagn. 

De sid­ste ord

Vanes­sa Springo­ra om lit­terær pseudobek­endelse i Con­sent:

”Målet med G.s lit­terære pro­ces var at forvrænge virke­lighe­den for at smi­gre sig selv. Det han­dlede aldrig om at afs­løre bare den mind­ste las af sand­he­den om ham selv. Eller hvis det gjorde, var det altid ind­hyl­let i for meget nar­cis­sisme til at kunne gøre krav på noget lig­nende ægte ærlighed” 

Chloé Delaume om fortællemagt i My Beloved Sis­ters:

”Sprog­et har altid være et eksklud­erende domæne. Den, der ejer sprog­et, ejer magten.” 

Og til sidst et citat fra Frank Her­berts sci-fi-klas­sik­er Dune. Her bragt som et forsvar for accepten af tilværelsens kom­plek­sitet, uigen­nem­skue­lighed og rod og for omfavnelsen af det lev­ede liv uden for de anstrengte forsøg på at ordne, kon­trollere og manip­ulere virke­lighe­den i lit­ter­a­turens sfære: 

The mys­tery of life isn’t a prob­lem to solve, but a real­i­ty to experience”.