Når selv­bi­o­gra­fisk lit­te­ra­tur bli­ver et instru­ment for undertrykkelse


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Kære læser 

Fri Kri­tik tager i den­ne uge hul på en auto­te­o­re­tisk mini­se­rie i tre dele. Anled­nin­gen er udgi­vel­sen af et selv­bi­o­gra­fisk fun­de­ret fik­tions­værk, hvis skil­dre­de vir­ke­lig­hed jeg er første­hånds­vid­ne til. Før­ste del af seri­en inde­hol­der reflek­sio­ner over lit­te­ra­tu­ren som en kamp­plads for bestem­mel­sen af vir­ke­lig­he­den og en intro­duk­tion til gen­ren autoteori. 

God fornøjelse! 

Lit­te­ra­tur som virkelighedsfornægtelse

For­tæl­lin­ger er men­ne­skets fam­len­de for­søg på at tvin­ge betyd­ning ind i til­væ­rel­sen. Menings­hungren­de indi­vi­der tyer til histo­ri­er i et for­søg på at hånd­te­re de bruta­le eksi­sten­ti­el­le grund­vil­kår – døden, men­ne­skets fun­da­men­tale iso­la­tion, til­væ­rel­sens menings­løs­hed – og for­sø­ger med skrif­ten at fyl­de tom­he­den, over­skri­de ale­ne­he­den og vær­di­la­de den i udgangs­punk­tet vær­di­neut­ra­le og indif­fe­ren­te ver­den. Lit­te­ra­tu­ren er en eksi­sten­ti­el tera­pe­u­tisk meto­de, der giver den skri­ven­de en for­nem­mel­se af orden, kon­trol, sik­ker­hed, vig­tig­hed og selvtillid. 

På den måde repræ­sen­te­rer lit­te­ra­tu­ren del­vist en kon­fron­ta­tion og udforsk­ning af alle til­væ­rel­sens svæ­re­ste, mør­ke­ste og mær­ke­lig­ste aspek­ter. Sam­ti­dig rum­mer den også en eska­pi­stisk og eva­siv dimen­sion. For­tæl­lin­ger er lige­le­des udtryk for men­ne­skets mod­vil­je mod vir­ke­lig­he­dens myste­ri­er, uover­sku­e­lig­hed og rod. Lit­te­ra­tu­ren udtryk­ker og fast­hol­der en spæn­ding mel­lem men­ne­sket og den ver­den og eksi­stens, det befin­der sig i, og hvis grund­læg­gen­de usik­ker­hed, det har så svært ved at acceptere. 

Spæn­dings­for­hol­det mel­lem men­ne­sket og til­væ­rel­sen er sær­ligt frem­træ­den­de i for­fat­ter­per­so­nen. For­fat­te­ren repræ­sen­te­rer en per­son­lig­heds­ty­pe med en stør­re usik­ker­hed end ikke-skri­ven­de- og ‑udgi­ven­de. For­fat­ter­per­so­nen har sær­ligt svært ved at rum­me livets rod, bære de fun­da­men­tale eksi­sten­ti­el­le vil­kår, accep­te­re sit eget kaos og sine indre selv­mod­si­gel­ser. For­fat­te­rin­di­vi­dets kon­struk­tion af for­tæl­lin­ger og udbre­del­se af dem til et bre­de­re fæl­les­skab er udtryk for en for­stør­ret trang til at domi­ne­re vir­ke­lig­he­den og influ­e­re omver­de­nen; et behov for at bli­ve set, aner­kendt og værds­at af andre, for at hæv­de sig og mani­feste­re sine per­son­li­ge tolk­nin­ger af sig selv og af virkeligheden. 

Lit­te­ra­tu­ren som are­na for kam­pen om virkeligheden

Lit­te­ra­tur – og kunst i det hele taget – er også en kamp­plads for for­tæl­lin­ger; en are­na, hvor indi­vi­der søger at vin­de ind­fly­del­se i den fort­lø­ben­de mel­lem­men­ne­ske­li­ge for­hand­ling af, hvad der er vir­ke­ligt. Der fin­des kun én objek­tiv vir­ke­lig­hed. Selv­om vi aldrig kan få fuld ind­sigt i den, for­di vi er begræn­se­de af vores sub­jek­ti­ve per­spek­tiv, som vi aldrig kan over­skri­de, ind­går alle men­ne­skets for­tæl­lin­ger i en kon­kur­ren­ce om at defi­ne­re vir­ke­lig­he­den. Og den, der har ordet i sin magt, har ind­ly­sen­de en kæm­pe for­del i for­hand­lin­gen om, hvad der er sandt, vir­ke­ligt og gæl­den­de – sær­ligt i ikke-fik­tio­nens område. 

De for­tæl­lin­ger, der ikke bare over­le­ve­res mundt­ligt i dag­lig­da­gens begræn­se­de, loka­le fæl­les­ska­ber, men som ned­fæl­des på skrift og publi­ce­res, stad­fæ­ster og vali­de­rer for­fat­te­rens ople­vel­se af vir­ke­lig­he­den i offent­lig­he­den. I kraft af den­ne medi­e­ring og fore­vi­gel­se får for­fat­te­rens sub­jek­ti­ve vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se en sær­lig tyng­de og sand­heds­vær­di i sam­men­lig­ning med de for­tæl­lin­ger om sam­me vir­ke­lig­hed, der udsi­ges og deles uden for kun­stens og kul­tu­rens sfæ­re. For­fat­te­rin­di­vi­dets publi­ce­re­de selv­bi­o­gra­fi­ske for­tæl­ling har langt stør­re auto­ri­tet og en stær­ke­re vir­ke­lig­heds­de­fi­ne­ren­de effekt end de ikke-publi­ce­re­de per­spek­ti­ver, som de øvri­ge impli­ce­re­de i for­fat­te­rens liv og for­tæl­ling måt­te have. Hvad mere er: Publi­ce­ret selv­bi­o­gra­fisk mate­ri­a­le redu­ce­rer ikke kun betyd­nin­gen og gyl­dig­he­den af andre invol­ve­re­des ople­vel­ser af den vir­ke­lig­hed, de deler med den udgiv­ne for­fat­ter; det redu­ce­rer også dis­se per­so­ners vir­ke­lig­heds­sta­tus, idet de i den offent­li­ge kul­tu­rel­le sfæ­re redu­ce­res til blot­te med­vir­ken­de i for­fat­te­rens liv; til biper­so­ner i en for­tæl­ling, der cen­tre­rer sig om en anden. 

Lit­te­ra­tu­ren rum­mer såle­des også altid en under­tryk­ken­de dimen­sion, og den har en ibo­en­de hie­rar­ki­se­ren­de funk­tion: Dens pri­o­ri­te­ring af nog­le for­tæl­lin­ger inde­bæ­rer en vali­de­ring af dis­se på bekost­ning af de tusind­vis af andre om den fæl­les vir­ke­lig­hed, der eksi­ste­rer uden for lit­te­ra­tu­rens pri­vil­e­ge­re­de sfære. 

Den­ne under­tryk­ken­de effekt af især ikke-fik­ti­ve og selv­bi­o­gra­fi­ske for­tæl­lin­ger er en vel­kendt pro­ble­ma­tik. Eksemp­ler­ne på stær­ke modre­ak­tio­ner og pro­test­for­søg hos de vir­ke­li­ge men­ne­sker, der optræ­der som biper­so­ner i en for­fat­ters selv­bi­o­gra­fi­ske for­tæl­ling, er tal­ri­ge. Min kamp koste­de Karl Ove Knaus­gård fle­re nære rela­tio­ner og resul­te­re­de i hans kones men­tale sam­men­brud og psy­ki­a­tri­ske ind­læg­gel­se. (Claus Beck-)Nielsens tri­lo­gi om hans demo­kra­ti­prom­ove­ren­de rej­ser til Irak, USA og Iran star­te­de en læn­ge­re­va­ren­de kamp om for­tæl­lemag­ten mel­lem ham og den sam­ar­bejds­part­ner, som præ­sen­te­re­des som en fik­tiv karak­ter i Niel­sens bøger, og hvis sags­an­læg mod Niel­sen for iden­ti­tet­sty­ve­ri end­te i højeste­ret. I sin nye erin­drings­bog, En vej ud af tågen, skri­ver Kri­sti­an Leth om opvæk­sten med fade­ren Jør­gen – en famøs og fejret kunst­ner, selv­bi­o­gra­fisk udgi­ven­de for­fat­ter og fra­væ­ren­de far – og her reflek­te­rer han over net­op spørgs­må­let om biper­so­ner­nes rela­tion til hoved­per­so­nens domi­ne­ren­de for­tæl­ling: ”Nar­ra­ti­vet må også til­hø­re dem, der blev påvir­ket af hand­lin­ger­ne. Jeg må kun­ne leve i det­te land.” 

Fran­ske Vanes­sa Springoras nyli­ge værk, Samtyk­ket, er lige­le­des en bevidst og mål­ret­tet tale­hand­ling med det for­mål at tage sin egen for­tæl­ling og iden­ti­tet til­ba­ge fra den ældre for­fat­ter Gabri­el Matz­n­eff, der mis­brug­te hen­de psy­kisk og seksu­elt, da hun var tee­na­ger, og der­med at udfor­dre Matz­n­ef­fs forvræn­ge­de vir­ke­lig­heds­frem­stil­ling og nar­ra­ti­ve under­tryk­kel­se ved i sin egen udgi­vel­se at redu­ce­re for­tæl­lemagt­ha­ve­ren til biper­son. Springora skriver: 

”I dag betrag­ter jeg bøger med mistro. En glasvæg er ble­vet rejst mel­lem dem og mig. Jeg ved, at de kan være gift. Jeg er klar over den tok­si­ske lad­ning, de kan inde­hol­de. I man­ge år skrid­te­de jeg frem og til­ba­ge i mit bur med mine drøm­me ful­de af mord og hævn. Ind­til den dag hvor løs­nin­gen ende­lig præ­sen­te­re­de sig for mig, som noget der var fuld­stæn­digt ind­ly­sen­de; hvor­for ikke fan­ge jæge­ren i hans egen fæl­de, fore­ta­ge et over­ra­skel­ses­an­greb på sider­ne af en bog?” 

Dis­kus­sio­nen aktu­a­li­se­res igen og igen i alskens fik­ti­ve bear­bejd­nin­ger af vir­ke­lig­he­den – nøg­lero­ma­ner, auto­fik­tio­ner, auto­te­o­re­ti­ske skrif­ter, selv­bi­o­gra­fi­er og erin­drings­vær­ker: Hvem har ret­ten til at frem­stil­le en spe­ci­fik vir­ke­lig­hed, der invol­ve­rer en lang ræk­ke men­ne­sker; hvem har for­tæl­leau­to­ri­te­ten; hvem er i besid­del­se af sand­he­den? Og hvad med under­tryk­kel­sen og neg­li­ge­rin­gen af biper­so­ner­nes ople­vel­se af den fæl­les virkelighed? 

Springora ven­te­de læn­ge, før hun udfor­dre­de Matz­n­ef­fs for­tæl­lemagt og forvræn­gen­de vir­ke­lig­heds­frem­stil­ling: Den lit­teræ­re- og seksu­el­le over­grebs­mand var i 80’erne og hav­de nydt man­ge års aner­ken­del­se og ind­fly­del­se i fransk kul­tur, før hun skrev og udgav Samtyk­ket. Hen­des sene reak­tion og lang­va­ri­ge stil­hed min­der om den tota­le stil­hed og ube­mær­ket­hed, som langt de fle­ste invol­ve­re­de og berør­te af for­fat­te­rens selv­bi­o­gra­fi­ske udfol­del­ser lever i. 

Auto­te­o­ri

Auto­te­o­ri er et rela­tivt nyt begreb, der dæk­ker over en ten­dens i sam­tids­lit­te­ra­tu­ren til at blan­de teo­ri og essayis­me med selv­bi­o­gra­fi og fiktive‑, poe­ti­ske- og skøn­lit­teræ­re ele­men­ter. Begre­bet blev først brugt af for­fat­ter-filo­sof­fen Paul B. Pre­ci­a­do som beteg­nel­se for hans egen bog, Testo Junkie (2008), og blev efter­føl­gen­de sam­let op af ame­ri­kan­ske Mag­gie Nel­son til at beskri­ve hybrid­for­men i hen­des værk, Argo­nau­ter­ne (2015). Siden har begre­bet cir­ku­le­ret onli­ne og i diver­se lit­teræ­re tids­skrif­ter som beteg­nel­se for en ny gen­re. Auto­te­o­ri opfat­tes som et sam­tids­fæ­no­men, men gen­ren har rod i en fun­da­men­tal meto­de i lit­te­ra­tu­ren, hvor fik­tion, selv­bi­o­gra­fi og essayis­me kom­bi­ne­res med det for­mål at opnå en mere tro­vær­dig og pro­duk­tiv frem­stil­ling af vir­ke­lig­he­dens og eksi­sten­sens kompleksitet. 

Begre­bet er til­træk­ken­de af fle­re grun­de. Det ind­fan­ger det tred­je teo­re­tisk-kri­ti­ske og essayi­sti­ske aspekt, som ofte fin­des i gen­re­bry­den­de vær­ker, og som går på tværs af det gængse skel mel­lem fik­tion og ikke-fik­tion. Auto­te­o­re­ti­ske vær­ker er des­u­den typisk karak­te­ri­se­ret af en stærk lit­terær selv­be­vidst­hed og en frem­træ­den­de beken­del­ses­di­men­sion. Auto­te­o­ri er på sam­me tid en dybt per­son­lig beken­del­se om pri­va­te erfa­rin­ger, begær og skam og en teo­re­tisk og essayi­stisk behand­ling af emner som iden­ti­tet, eksi­stens, moral, etik, psy­ko­lo­gi, kul­tur, kunst og poli­tik. Det er såle­des en gen­re, der vali­de­rer og kva­li­fi­ce­rer sam­men­blan­din­gen af kri­tik, teo­ri og per­son­lig erfa­ring og der­for er pas­sen­de for Fri Kri­tiks del­vist selv­bi­o­gra­fi­ske forårsindslag. 

Auto­te­o­re­tisk litteraturkritik

I den­ne uge udkom­mer bogen En rej­se til mør­kets begyn­del­se på for­la­get Tur­bi­ne. Det er tred­je værk i ræk­ken af ger­ma­ni­sten og for­fat­te­ren Søren Faut­hs poe­ti­ske og lit­teræ­re bear­bejd­nin­ger af sit pri­vat­liv, der begynd­te med Digt om døden, som især omhand­ler for­fat­te­rens syge far og tabet af for­fat­te­rens søster. Den efter­fulg­tes af Moloch. En for­tæl­ling om mit rase­ri, der skil­drer for­fat­te­rens sam­men­brud­s­lig­nen­de reak­tion på hans kones forel­skel­se i en kol­le­ga, og hvori han offent­lig­gjor­de bre­ve fra konens pri­va­te kor­re­spon­dan­ce med den anden mand. Det nye bind hand­ler om for­fat­te­rens liv efter skils­mis­sen med voks­ne børn, en ny kære­ste og for­fat­te­rens fort­sat inten­se des­pe­ra­tion over den med ynd­lings­fi­lo­sof­fen Scho­pen­hau­ers pes­si­mis­me defi­ne­re­de ’til­væ­rel­ses­mi­se­ra­bi­li­tet’.

Som part­ner til og sam­le­ven­de med Søren Fauth i den peri­o­de på cir­ka et år, som den nye bog dæk­ker, er jeg ind­skre­vet som biper­son i En rej­se til mør­kets begyn­del­se. Jeg har der­med et ind­gå­en­de kend­skab til den vir­ke­lig­hed, som bogen påstås at for­mid­le med hud­løs ærlig­hed, radi­kal sel­v­ud­le­ve­ring og helt uden selv­cen­sur, men hvis egent­li­ge bruta­li­tet og grim­hed, den fejt og ansvars­for­flyg­ti­gen­de skjuler. 

Fri Kri­tik pla­ce­rer sig i det­te sene for­år såle­des et sted mel­lem auto­te­o­ri og selv­bi­o­gra­fik­ri­tik. For­må­let her­med er ikke at fik­se­re og bestem­me vir­ke­lig­he­den eller at tage kon­trol over min egen eller nogen andens for­tæl­ling – hvil­ket jeg anser for et umu­ligt og håb­løst pro­jekt. Inten­tio­nen er at udfor­dre den forvræn­gen­de frem­stil­ling i vær­ket og der­med udvi­de og nuan­ce­re den vir­ke­lig­hed, den skil­drer, ved at dele min ind­sigt og iden­ti­fi­ce­re det hyk­le­ri og den vir­ke­lig­heds­flugt, der lig­ger bag et for­fat­ter­skab, der i dis­se år fejres som ærligt og sel­v­ud­le­ve­ren­de. Des­u­den afdæk­ker jeg den uær­lig­hed, selv­for­her­li­gel­se og vold­som­me karak­tér, jeg har set hos et men­ne­ske, der bryster sig af sin ærlig­hed, sel­vind­sigt, græn­se­lø­se empa­ti og gav­mild­hed. Der­til er for­må­let at dele mit – gen­nem per­son­li­ge erfa­rin­ger – udvi­de­de ind­blik i lit­te­ra­tu­ren som en sfæ­re, der faci­li­te­rer det ego­cen­tri­ske for­fat­te­rin­di­vids nar­ra­ti­ve hvid­va­sk­ning af egne usym­pa­ti­ske karak­ter­træk og uet­i­ske adfærd. Alt­så min for­stær­ke­de for­stå­el­se for, hvor­dan for­tæl­lin­gen mulig­gør det usik­re, for­fæn­ge­li­ge og ang­ste indi­vids rea­li­tets­for­næg­tel­se, selv­fors­køn­nel­se og vir­ke­lig­heds­flugt under dæk­ke af ufil­tre­ret beken­del­se og modig selv­kon­fron­ta­tion og offent­lig­he­dens vali­de­ring af sådan opportu­ni­stisk selvforherligelse. 

En rej­se til mør­kets begyn­del­se er et værk, der bevidst over­skri­der græn­sen mel­lem fik­tion og ikke-fik­tion, mel­lem teo­ri og poesi, mel­lem det pro­fes­sio­nel­le og per­son­li­ge. Det anven­der stra­te­gisk det pri­va­te. Det frem­stil­ler en let iden­ti­fi­cer­bar vir­ke­lig­hed og udle­ve­rer en ræk­ke vir­ke­li­ge per­so­ner. Et sådan græn­se­over­skri­den­de værk ind­by­der til græn­se­over­skri­den­de kri­tik, og dén er jeg – i kraft af min per­son­li­ge erfa­ring med for­fat­te­ren og som invol­ve­ret i bogen – bed­re kva­li­fi­ce­ret til at give end de fle­ste. Det­te er såle­des ikke en kon­ven­tio­nel lit­te­ra­tu­ran­mel­del­se, men auto­te­o­re­tisk lit­te­ra­turkri­tik. Jeg påstår ikke objek­ti­vi­tet, men påpe­ger mit sub­jek­ti­ve udgangs­punkt samt det grund­læg­gen­de for­hold, at per­spek­ti­vis­me er uund­gå­e­lig. Enhver vir­ke­lig­hed­s­tolk­ning og teo­ri udsprin­ger af et par­ti­ku­lært indi­vids per­spek­tiv og er der­med for­met af indi­vi­dets begræn­se­de adgang til vir­ke­lig­he­den, i nog­le til­fæl­de mere end andre. Men det er ethvert vid­neud­sagn også, og det begræn­ser ikke nød­ven­dig­vis dets sand­heds­vær­di og auten­ti­ci­tet. Og dis­se ugers Fri Kri­tik er ikke bare post­mo­der­ne lit­te­ra­turkri­ti­ske øvel­ser eller nihi­lis­me; de er også vidneudsagn. 

De sid­ste ord

Vanes­sa Springora om lit­terær pseu­do­be­ken­del­se i Con­sent:

”Målet med G.s lit­teræ­re pro­ces var at forvræn­ge vir­ke­lig­he­den for at smi­gre sig selv. Det hand­le­de aldrig om at afslø­re bare den mind­ste las af sand­he­den om ham selv. Eller hvis det gjor­de, var det altid ind­hyl­let i for meget narcis­sis­me til at kun­ne gøre krav på noget lig­nen­de ægte ærlighed” 

Chloé Delau­me om for­tæl­lemagt i My Belo­ved Sisters:

”Spro­get har altid være et eks­klu­de­ren­de domæ­ne. Den, der ejer spro­get, ejer magten.” 

Og til sidst et citat fra Frank Her­berts sci-fi-klas­si­ker Dune. Her bragt som et for­svar for accep­ten af til­væ­rel­sens kom­plek­si­tet, uigen­nem­sku­e­lig­hed og rod og for omfav­nel­sen af det leve­de liv uden for de anstreng­te for­søg på at ord­ne, kon­trol­le­re og mani­p­u­le­re vir­ke­lig­he­den i lit­te­ra­tu­rens sfære: 

The myste­ry of life isn’t a pro­blem to sol­ve, but a rea­li­ty to experience”.