Poli­ti­ken-kri­ti­kers over­fla­di­ske kom­men­tar er et selvmål

Felix Katze­nel­sons omdis­ku­te­re­de kri­tik i Poli­ti­ken i sid­ste uge af den ”fem­stjer­ne­de onkel­hed” i mod­ta­gel­sen af den hype­de irske for­fat­ter Sal­ly Roo­neys sene­ste værk er en ful­dendt lit­te­ra­turkri­tisk selv­mod­si­gel­se og komisk i sin egen uvi­den­hed her­om. De dan­ske anmel­de­re har behand­let Skøn­ne ver­den, hvor er du som en gene­ra­tions­ro­man, og det bevi­ser iføl­ge Katze­nel­son, at de ikke har for­stå­et bogen. For den er meget mere end en gene­ra­tions­ro­man, iføl­ge Katze­nel­son, til trods for, at han ikke selv kan karak­te­ri­se­re den som andet eller mere end ”bare en god bog”. Anmel­der­nes fejl­læs­ning skyl­des, at de er for gam­le til at for­stå den, mener Katz­nel­son og leve­rer der­med det stær­ke­ste argu­ment mod sig selv, idet han net­op stemp­ler bogen som et værk, der ikke er rela­ter­bart eller til­gæn­ge­ligt for andre end dem, der til­hø­rer for­fat­te­rens generation. 

For at læse artik­lens ind­hold skal du være med­lem. Alle­re­de med­lem? Log ind her.