Som det sikkert er mange bekendt, bekommer skørhed mig vel, så selvfølgelig skal mit nyhedsbrev nummer 51 handle om seneste afsnit i føljetonen om Claus Hjort Frederiksen. Desuden, og vanen tro, kommer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til.

Frihedsbrevet kunne i sidste uge fortælle, at Røde Kors går længere end andre nødhjælpsorganisationer, når det kommer til at samle penge ind til det krigsramte Ukraine. I modsætning til andre organisationer bruger Røde Kors nemlig billeder af børn, der dybt ulykkelige står på gaden og græder. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at billederne af de grædende børn, som Røde Kors henter fra diverse billedbureauer, er på kant med det internationale kodeks, som alle danske nødhjælpsorganisationer har forpligtet sig til at følge.

I sidste uge svarede Mette Frederiksen under en spørgerunde i Folketinget på spørgsmål vedrørende regeringens psykiatripakke. “Jeg tror, der er mange af os, mig selv inklusive, der på grund af det frivillige Danmark har fået løst mange problemer og udfordringer gennem livet og ikke har haft behov for professionel hjælp, fordi så har man siddet i omklædningsrummet og blevet grebet – billedligt talt – af sit fodbold- eller håndboldhold eller for mit vedkommende via FDF eller politisk ungdomsarbejde,” lød svaret fra statsministeren. Frihedsbrevet har spurgt FDF ind til deres arbejde med medlemmer med psykiske lidelser for at undersøge, om de gør en målrettet indsats for at “gribe” FDF’ere, der har det svært psykisk.

Det tog en uge for den nyslåede kulturordfører Ida Auken (S) at havne i sin første kulturkrig. Auken harcelerede mod forfatteren Carsten Jensen, der er en del af den klimaaktivistiske forfattergruppe Forfattere Ser Grønt, fordi han 6. maj blev anholdt i forbindelse med en klimademonstration ved Slotsholmen i København. “Totalteater,” sagde Ida Auken om Carsten Jensens metode, og forfatteren har den anden vej sagt, at Auken er en stor del af problemet, når det kommer til klimaaktivisternes mistro til politisk handling.

Fri Kritik tager i denne uge hul på en autoteoretisk miniserie i tre dele. Anledningen er udgivelsen af et selvbiografisk funderet fiktionsværk, hvis skildrede virkelighed jeg er førstehåndsvidne til. Første del af serien indeholder refleksioner over litteraturen som en kampplads for bestemmelsen af virkeligheden og en introduktion til genren autoteori.

Der findes næppe et land, der er vigtigere for megen af den software, vi i Vesten tager for givet, end Ukraine. Landet er fødested for nogle af verdens største tech-brands, og der ligger ukrainsk kode i mange af de apps og programmer, vi bruger til dagligt. Og der er et klart bånd til Silicon Valley i Californien, hvor mange af de største virksomheder, har outsourcet en stor del af det vigtigste ingeniørarbejde til Ukraine. For måneder tilbage var frygten for et totalt kollaps af en af Ukraines vigtigste eksportvarer stor. Her snart tre måneder efter, at russerne begyndte invasionen af Ukraine er situationen anderledes.

Når op mod 100.000 borgere i Region Hovedstaden dagligt kom forbi et af Copenhagen Medicals testcentre, blev de efter udført coronatest bedt om at svare på en tilfredshedsundersøgelse. Nu viser det sig, at Copenhagen Medicals egne ansatte også har svaret på spørgeskemaet for at puste resultaterne op. Det viser interne korrespondancer, som Frihedsbrevet har fået indsigt i.

Vi har efterhånden en del viden om mandlige salafi-jihadister og deres handlemønstre. Men hvad motiverer kvinder til at blive en del af salafi-jihadistiske miljøer og for nogens vedkommende deltage i fremmedkrig? Dét ser jeg nærmere på i denne uges Fri Jihad.

Irina Bjørnø, dansk-russisk politiker og folketingskandidat for Alternativet, fordømmer i skarpe vendinger den russiske invasion af Ukraine, når hun interviewes i danske medier. Samtidig er den dansk-russiske politiker også en del af en russisk organisation, hvor personkredsen udgør en sælsom blanding af Putin-apologeter, nuværende og forhenværende russiske politikere og en sanktionsramt oligark.

I kølvandet på Maidan-revolutionen i 2014 tog den danske forfatter og performancekunstner Madame Nielsen til Ukraine klædt som en engel, hun kaldte “Miss World”. I en samtale om krigens machokultur og kunstens rolle i konflikter, spoler Madame Nielsen nu tiden tilbage til dengang, hvor hun rejste rundt i Ukraine i flagrende hvid kjole. I interviewet reflekterer Nielsen over, hvordan oplevelserne præsenterer et perspektiv på krigen og over den måde, vi forholder os til den i Danmark.