Nick Hæk­kerup-man­tra­et og en PET-vagts lyst til at sky­de demon­stran­ter

Det, der er værd at vide om PET-vag­ter, er, at de aldrig siger noget, og når de ende­lig gør, er det ofte så skørt, at man skul­le tro, det var løgn.

Jeg min­des sær­ligt engang, hvor jeg var inde for at obser­ve­re opta­gel­ser­ne til Mød Stats­mi­ni­ste­ren i DR-byen; et årligt inter­view, Kåre Quist begår med stats­mi­ni­ste­ren i anled­ning af Fol­ke­tin­gets åbning.

Stu­di­ets til­sku­er­plad­ser var fyldt op af gym­na­sie­e­le­ver, og jeg stod akku­rat inden for døren og lave­de ikke rig­tigt noget.

Et par minut­ter før Met­te Fre­de­rik­sens ankomst, kom et par af hen­des PET-vag­ter hen­de i for­vej­en for lige­som at sik­re ter­ræ­net. Jeg fik så en stunds øjen­kon­takt med en af vag­ter­ne, der så sær­ligt årvå­gen ud, hvor­på han kom hen til mig, læne­de sig ind og hvi­skes­purg­te så:

“Hvor godt er de her scre­e­ne­de?”

På det­te tids­punkt var jeg jour­na­list på Euro­man og var til ste­de ved opta­gel­ser­ne, for­di jeg var i gang med at lave et portræt af Kåre Quist, hvil­ket siden­hen gik i vasken. Jeg hav­de, med andre ord, ingen for­ud­sæt­nin­ger for at udta­le mig om det­te spørgs­mål.

Det lod jeg mig dog ikke for­hin­dre af, idet jeg sva­re­de:

“Det er de slet ikke.”

Og så blev PET-vag­ten snart end­nu mere årvå­gen.

Tre år sene­re, på dagen for Fol­ke­tin­gets åbning 2026, kan jeg til­fø­je end­nu en skør PET-vagt-ople­vel­se til kar­to­te­ket.