Mia Skovby

Til Liberal Alliances reception onsdag aften møder jeg en kollega fra et andet medie, der er på Folkemødet for første gang og vil vide, om foretagendet ligesom har "peaket"? Det har jeg brugt de sidste par dage på at fundere lidt over. For som jeg bekender til ham, er Folkemødet ikke, hvad det har været. Der er ikke længere gratis øl fra Svaneke Bryghus ad libitum i et gavmildt udsnit af teltene.  Jovist, der er stadig debatter, der er flere tusinde programsatte arrangementer for de tre dage, Folkemødet varer. Og der er mennesker. Masser af mennesker. Folket er til stede som aldrig før på Bornholm. Men der er ikke længere noget Hut Li Hut, beværtningen, hvor politikere og godtfolk engang drak øl sammen til langt ud på natten, og som igennem tiden har været grobund for mange sjove anekdoter, hvoraf flertallet har involveret Lars Løkke. Der er stadig den anden notoriske beværtning, Pilen, men den lukker nu klokken 2 af skræk for myndighederne. Jeg mindes de gode dage på Pilen, hvor man fik en gin tonic med Peter Skaarup (DD), som man så passende kunne spilde halvdelen af på dansegulvet, hvor man lige pludselig var gode venner med dem fra Deadline. Og så er der penge i omløb. Mange penge. Overnatningen koster efterhånden så mange penge, at flere politikere har sparet oplevelsen væk, og vi derfor mestendels efterlades med et overtal af folk fra interesseorganisationer. I stedet for, eller måske netop på grund af disse faktorer, er der nu en masse af det, jeg deltog i her. Receptioner, netværksarrangementer, private fester, private middage.

Mandag eftermiddag forlød det, at nu ville der ikke gå længe, før Danmark havde en ny regering, og det gjorde der heller ikke. Det tog ikke Mette Frederiksens ministerchauffør ret længe at køre hende fra Marienborg nord for København til Odense Havn, hvor Kongeskibet Dannebrog lå til.  Her blev det bekræftet, hvad de fleste havde haft på fornemmelsen gennem længere tid: At Socialdemokratiet var indgået i en regering med SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Det var kulminationen på 69 dages regeringsforhandlinger.  Den følgende dag tog jeg op mod Marienborg, hvor regeringen, sådan officielt, skulle præsenteres klokken 16.  Det foregik udendørs foran rækker af hvide træstole. Med den hvide hovedbygning som bagtæppe gav det anelser af bryllupsceremoni. Lige præcis klokken et minut i fire kunne man ane de fire hovedpersoner komme gående: Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (RV) og Lars Løkke Rasmussen (M) bar hver jakkesæt i nedtonede, mørke nuancer. Her stak Pia Olsen Dyhr (SF) ud; hun var klædt fra top til tå i en rød mundering, og på den måde lignede hun en ensom rød plet i et mørkt hav.  Det interessante ved tøjvalget er, at det fremgår af officielle billeder, at Pia Olsen Dyhr dagen igennem ellers også havde været iklædt et nedtonet jakkesæt. Dette blev dog skiftet ud, da hun skulle i fjernsynet.  Mette Frederiksen, der nu skulle indtræde statsminister for tredje gang, var den første til at tage ordet. Hun indledte med at takke. 

Klog af skade fra i fjor havde man valgt at holde lokationen for den anden udgave af Remigration Summit helt og aldeles hemmelig. Det forlød, at arrangementet ville finde sted tæt på Porto, Portugals andenstørste by, men derudover var der sparet på informationerne. Hvis man var tilmeldt begivenheden, kunne man se frem til at få den eksakte adresse at vide, 24 timer før eventet skulle begynde. Et event, der ville samle nogle af de mest højreorienterede af de højreorienterede, for at de kunne give hinanden ret i, at løsningen på sådan cirka samtlige af de problemer, lande på tværs af Europa lider under, er nogle, som immigranterne har haft med sig i bådene. At unge har svært ved at finde bolig? Immigranternes skyld. At kvinder kan være utrygge, når de går rundt om aftenen? Immigranternes skyld. At europæere ikke får nok børn? Immigranternes skyld. For at illustrere disse pointer havde man inviteret en række højreorienterede aktivister, influencere og politikere, der i løbet af lørdag den 30. maj skulle på scenen og tale foran et publikum bestående af omkring 5-600 på forhånd screenede mennesker.

I weekenden befandt jeg mig på et uhelligt tidspunkt på en københavnsk beværtning, da Søren Pind gjorde sin entré. Der gik ikke længe, før Four Jacks-sangen “Mandalay” gjorde sig til kende over højtalerne, hvorpå Søren Pind  ene mand rejste sig op og, ikke bare sang for, men dominerede rummet med sin røst. Der var ikke tale om en mishandling af sangen, men snarere en lettere forbløffende cementering af, at Søren Pind, der nu har været ude af dansk politik i otte år, ikke har tænkt sig at gå i glemmebogen.  “I den sjip-sjap-våde havn! I den sjip-sjap-våde havn!” skrålede han, mens han dirigerede det spontane publikum med sine hænder.  Denne optræden fik mig til at tænke på noget, jeg i vinter læste i Søs Marie Serups bog om Venstres storhed og fald, Vind eller forsvind.  Søs Marie Serup, der er tidligere pressechef i Venstre samt tidligere særlig rådgiver, beskriver en situation, der hændte, kort inden Anders Fogh Rasmussen stoppede som formand for partiet. Snakken om, at Anders Fogh skulle være på vej videre, gik ivrigt, og en dag kom Søren Pind forbi Serups kontor, væltede ind ad døren, slog ud med armene og sagde:  “Lige om lidt kommer Løkke-toget rullende ind på perronen – og jeg skal med.” Det er mange år siden, de ord faldt. Siden da har Løkke-toget kørt til højre og venstre i fuld fart og mødt nogle bump på vejen; adskillige så store, at de næsten afsporede det, men alligevel er det altid lykkedes toget at nå frem til en eller anden form for perron.  I denne uge har Troels Lund Poulsen imidlertid gjort et flot forsøg på at køre det hele af skinnerne. 

Lad mig fortælle dig lidt om Scandic Spectrum. Scandic Spectrum er et hotel på Kalvebod Brygge, der ligger lige præcis en kilometer fra hovedindgangen til Christiansborg. På Scandic Spectrum er man meget glad for farverne grå og bourgogne. Scandic Spectrum har 632 værelser og er et af Scandic-koncernens største hoteller. Scandic Spectrum har en rimelig velbesøgt hotelbar, også på en hverdag.  I Scandic Spectrums lobby har en gruppe betjente slået lejr.  Scandic Spectrum går op til sjette etage, og på denne er der ti forskellige mødelokaler; i et af dem prøver repræsentanter fra Venstre i disse dage at forhandle en regering på plads. Og en af dem, de skal forhandle med, kommer nu. Det er tirsdag den 12. maj, klokken er lidt før 13, og en gruppe journalister har taget plads ude foran hotellet, som Venstres forhandlingshold for anden dag i streg har indfundet sig på.   Et hold, der består af formand Troels Lund Poulsen samt næstformand Stephanie Lose og politisk ordfører Sophie Løhde.  Mandag havde de besøg af samtlige partier repræsenteret i Folketinget, foruden tre: Borgernes Parti, Det Konservative Folkeparti og Moderaterne.  Tirsdag er det deres tur til at aflægge besøg på hotellet. Lars Boje Mathiesen, det eneste folketingsmedlem, der stadig gider at være med i Borgernes Parti, er dagens første gæst.  Mod os, en lille gruppe journalister, kommer han gående. Iklædt blå skjorte og et dybere blåt jakkesæt, et par beige chinos, en sort blazer og en dertilhørende pæn jakke. Under armen bærer han en attache og en blå paraply, denne værende den eneste af de blå objekter i den nuance af blå, der kan karakteriseres som  Borgernes Parti-blå.  Foruden denne mundering har det eneste folketingsmedlem fra Borgernes Parti valgt at iklæde sig et par briller. Dem har han ofte på, når han optræder i sammenhænge, hvor det ville være en fordel at se klog ud, såsom under partilederdebatten i forbindelse med Folketingets åbning samt partilederdebatten på aftenen før folketingsvalget. Ved siden af det eneste tilbageværende folketingsmedlem for Borgernes Parti går en solbrun mand. Der er tale om Morten Dehn, som stillede op til Folketinget for Borgernes Parti i Københavns Omegns Storkreds. Der fik han 260 stemmer, hvilket er knap halvt så mange som Emilie Schytte, der var den af BP-kandidaterne, der kom ind på færrest stemmer. Ifølge Morten Dehns LinkedIn-profil er “han på udkig efter nye muligheder”. Højst overraskende vælger Lars Boje at gøre stop foran pressen. Det er efterhånden en rum tid, siden han sidst har givet interview, ligesom han i sidste uge igen-igen gik på de sociale medier for at beskylde den danske journaliststand for at lyve. Dette i kølvandet på at det tredje folketingsmedlem fra Borgernes Parti valgte at melde sig ud for i stedet at nyde en tilværelse som løsgænger. 

Det hele var begyndt at se rimelig forudsigeligt ud. Det bliver en S-SF-M-R-regering, konstaterede de politiske kommentatorer i kor med den største variation bestående i, hvilken rækkefølge de tre partier, der ikke er Socialdemokratiet, blev fremsat i. Samme udsagn blev gentaget, da jeg i forrige uge mødte et socialdemokratisk folketingsmedlem, hvor jeg spurgte, hvilken regering vedkommende mon forudså. “Jeg tror, vi går i regering med Moderaterne, Radikale Venstre og SF. Men det bliver først om et par kongerunder, og det kan godt være, at Troels (Lund Poulsen, red.) lige skal prøve at have den.” Prøve at have den forstået på den måde, at hvis regeringsforhandlingerne fortsætter i samme kurs, vil det ikke være utænkeligt, at Moderaterne for synets skyld vil benytte en tur til kongen til at pege på Troels Lund. Om ikke andet for at i hvert fald kunne sige, at partiet har forsøgt at skabe den regering over midten, de drømmer om. Og ikke den centrum-venstre-regering, vi allesammen går og venter på. I sidste uge besluttede Liberal Alliance sig imidlertid for, at nu måtte der ske noget. Og således gik det til, at Alex Vanopslagh lørdag morgen var at finde på forsiden af Berlingske, hvor han bragte en ny idé til bordet: At der skulle indgås en regering baseret på mandaterne tilhørende Radikale Venstre, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

De er her i hobevis. Man har endda hevet en maskot ind, en person i et stort kostume, formet som et orange V, med to store, brune øjne. V for Venstre. Inde på Christiansborg, hele vejen op ad Vandrehallens trappe, står de og flager som en flok royalister til fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Helt ukritiske og lalleglade klumper de sig sammen der og vifter med deres blå flag. På et tidspunkt står de sågar og øver sig i at lave bølgen. Det er dette syn, der møder Venstres formand Troels Lund Poulsen, da han endelig beslutter sig for at ankomme til Christiansborg lidt efter midnat. Forståelsen var, at han først ville ankomme, når Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale ovre til Moderaternes valgfest, og når valgresultatet desuden lå klar. Begge ting muliggjorde ankomsten, ganske få minutter før den fandt sted.  Valgresultatet lød på 10,1 procent til Venstre, hvilket ikke var så galt endda, når man tænker på, at partiet ved første exit poll, der landede klokken 20, blev spået til under 10 procent af DR. Men valgresultatet er nu alligevel partiets dårligste nogensinde.

I fredags cyklede jeg forbi en reklamestander ved et busstoppested på Roskildevej. Inde i den var der et billede af Alex Vanopslagh med et budskab om, at du godt kan eller noget i den dur. På den anden side af glasset var der med sprittusch skrevet grimme ord og tegnet en penis. Jeg tog min telefon frem for at tage et billede, men i nogenlunde samme øjeblik skiftede reklamen til at være af Mette Frederiksen. Dette noterede jeg mig som værende meget symptomatisk for valgkampen, selvom jeg nu kommer til den konklusion, at det var en lettere banal betragtning gjort af undertegnede. Dagen efter, lørdag den 21. marts, hopper jeg op på cyklen igen, denne gang med retning mod Falkoner Centret, hvor Socialdemokratiet har inviteret til pressemøde klokken 12. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg nu ville købe præmissen om, at folketingsvalget 2026 var et svinevalg. Et valg, der blev truffet i mangel på bedre. Over en bred kam virker der nemlig til at være konsensus om, at denne valgkamp har været ukarakteristisk kedelig. Der har ikke været de store “personangreb”. Meningsmålingerne har ikke rigtigt ændret sig. Der har ikke været nogen rigtig stor sag. Der har ikke været ret meget hykleri. Ikke så meget, der har adskilt partierne fra hinanden. Så skulle det da lige være dem, der gerne vil holde sig gode venner med landbruget, og dem, der ikke vil. Dem, der mener at dette valg handler om grundvand og svin, og dem, der ikke gør. Lørdag passerer jeg den konservative folketingskandidat Niels Peder Ravn, der, tillader jeg mig at sige, så rimeligt færdig ud, som han stod der og delte flyers med sit ansigt ud foran Frederiksberg Centret. Sidst jeg mødte ham, var han i færd med at blive genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han uforvarende kom til at gøre således, at jeg brækkede min hånd. “Den her valgkamp har været så kedelig,” tilkendegiver han, “meget kedeligere end kommunalvalgkampen.” Niels Peder Ravn har selskab af flere frivillige, og bemærker desuden, at lidt længere henne mod Frederiksberg Centret står Jan E. Jørgensen (V). I sin karakteristiske ‘Stemmer på Jan E.’-dunjakke står han dér og kæmper til det sidste. Det går så sandelig ikke godt for partiet Venstre, hvad angår befolkningens gunst, og derfor er der lige nu stor snak om, at partiet måske nok mister en af deres nuværende to kredsmandater i København. Med al sandsynlighed bliver enten Jan E. Jørgensen eller Linea Søgaard-Lidell ikke genvalgt, så den politiske ordfører har sine grunde til at stå og dele, hvad end han nu engang uddeler, ud. “Hvad har du at give?” spørger jeg ham, da vi stod ansigt til ansigt. “Vent her, jeg har noget til dig,” siger Venstre-manden og går over til nogle papkasser, der er lokaliseret ved hans frivillige.

Er det her ikke bare et forsøg på at købe stemmer? Det spørger jeg Lars Løkke Rasmussen (M) om, da jeg møder ham på en elbilsladestation i et af Køges mange intetsigende områder. “Det er faktisk nærmest det modsatte,” svarer han. Vi befinder os på en Norlys-ladestation. Den er nabo til en Tesla-ladestation, og få skridt fra begge ligger en Clever-ladestation. Da jeg ankom lidt før klokken 16, var Clever-stationen den første, jeg fik øje på. ‘Norrlys, Servicevej 2’, havde jeg noteret mig, men kom alligevel i tvivl ved synet af Clevers. Der holdt biler ved samtlige af de mange ladere, ligesom der holdt adskillige biler i kø bagved. Jeg tjekkede eventet igen. Nej, den var god nok, det var ikke her, hvor bilerne holdt i kø. Det var ved Norlys-stationen på Servicevej 2, at Moderaterne onsdag eftermiddag mellem klokken 16 og 17.30 ville byde på gratis bilopladninger. Foruden eventet i Køge ville der holdes tilsvarende arrangementer i Odense og i Ikast i samme tidsrum. Men der holdt altså adskillige biler i kø på Clever-stationen, og jeg undrede mig over, hvorvidt de kunne have taget fejl af ladestationerne. Ikke mindst fordi der ikke var meget ved Norlys-stationen, der tydede på, at der om ganske få minutter ville blive delt strøm ud.

Det bliver varmt i sådan en sauna. Op mod 100 grader, angiveligt. Det er varmest i højderne. Deroppe, hvor Michael Vindfeldt (S) sidder. Han sidder rigtigt højt oppe. Michael Vindfeldt har taget en skammel, som han har placeret ovenpå den øverste bænk og så placeret sig selv ovenpå. Han har sågar armene oppe i vejret. Måske er Michael Vindfeldt den af os alle, der befinder sig allerhøjest oppe.  Det tror jeg faktisk, han er.   Han er en saunakyndig mand, siger David Owe. Det er derfor, han er her i dag. Fordi han ofte går i saunagus her på en tagterasse i Vanløse. Dagens to andre særlige gæster er socialdemokrater og stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds. Michael Vindfeldt er bare borgmester. På Frederiksberg endda. David Owe er her, fordi han er gusmester. Det er hans gus, Michael Vindfeldt ynder at gå til. Før i tiden var David Owe skuespiller, kendt fra film som Tempelriddernes Skat II (den, der foregår på Gotland) og serier som Ørnen, 2900 Happiness og Vild med dans.  David Owe optræder ikke så meget på ens skærm længere. I år har han lagt stemme til en karakter i børneserien Lotte & Totte. Men ellers bliver det ikke til det store. Nu ejer han Inncercise, hvor vi er i dag. I anledningen af valgkampen har de iværksat en række initiativer, valgkampens frivillige kan for eksempel komme til gratis åndedrætssessioner.  Og så udbyder de et helt nyt koncept; noget, de kalder kandidatgus.  Det er også gratis.  Til gengæld for at det er gratis, bliver saunagussessionerne delvist styret af politikere. Med delvist skal det forstås, at det ikke er alle folkevalgte politikere, der er lige så saunaguskyndige som Michael Vindfeldt.  Det er justitsminister Peter Hummelgaard (S) for eksempel ikke. Han sidder på den nederste bænk i saunaen. Det er der, man sidder, hvis man er nybegynder. Hvis man endnu ikke har lært at stoppe med at bekymre sig og elske varmen.  Ida Auken (S) ligner en, der har prøvet det før. Hun har en filthat med. Det har man typisk, hvis man har prøvet den slags før.  Jeg har ikke en filthat med.