Mia Skovby

På et tidspunkt spørger jeg en rådgiver fra et af de danske kontorer i Europa-Parlamentet ind til blyantspenge; et fast månedligt beløb, som europaparlamentarikerne modtager med henblik på det skal bruges på at holde kontor. I 2026 er beløbet på cirka 37.000 kroner om måneden, og det interessante er, at politikerne og deres kontorer ikke skal vise, hvordan de bruger pengene. Pengene bliver udbetalt af Europa-Parlamentet uden krav om, at der skal indsendes kvitteringer for, hvordan pengene bliver brugt. Jeg har før hørt fra en, der tidligere arbejdede på et af de danske kontorer, at det var rimeligt liberalt, hvad man kunne finde på at bruge dem på: middage, indkøb i Europa-Parlamentets kiosk, flere middage, mange middage. Så jeg spørger den nuværende medarbejder, hvordan det forholder sig med kriterierne for, hvad man må bruge blyantspenge på.  “Jeg kender en, der på et tidspunkt sad med noget, han var i tvivl om, han måtte bruge blyantspenge på,” siger den nuværende medarbejder og fortsætter sin fortælling: “Så han ringede ind til dem, der står for det, og sagde ‘Vi vil gerne bruge pengene på det her, må vi det’? Så sagde personen i den anden ende, ‘Vi har en liste over ting, man ikke må bruge midlerne på, har du tjekket den?’” “Havde han det?” spørger jeg.  “Ja, han fortalte så, at han havde tjekket, og at det ikke stod på listen. Men han var stadig i tvivl. Så sagde de, at de godt kunne undersøge det. Men så skulle de også undersøge det. Og så ville der komme et svar. ‘Vil du gerne have, at vi undersøger det?’ spurgte de ham." ‘Nej, det er okay’, svarede han så.”

Europa-Parlamentets bygninger er tæt besat med vandautomater. Disse går bygningens beboere mange gange om dagen hen til, trækker en engangskop, fylder den med koldt vand, drikker måske halvdelen heraf og smider så koppen i den skraldespand, der står lige ved siden af. Selvom der er så mange vandautomater, hænder det, at der er kø. På et tidspunkt står jeg bag en mand, der først skal fylde sit glas, så drikke det hele, så fylde det, så drikke det, så fylde det, så drikke en lille smule, så smide det ud, før jeg afslutningsvis kan komme til. Der bliver brugt mange engangskopper på en vilkårlig dag i Europa-Parlamentet. Ikke kun på vand, der er også mange kaffeautomater. Sådan nogle automater, hvor du trykker på en knap for at få en kaffe med eller uden mælk, og så koster kaffen et symbolsk beløb på lige under en euro. I disse skal man også bruge en engangskop. En kop, der faktisk er identisk med dem, der er at finde i hobevis og frit tilgængelige ved vandautomaterne. Men i kaffeautomaterne er de ikke frit tilgængelige. Dér skal man betale et endnu mere symbolsk beløb, ti cent, for at få en kop udleveret. Men hvis man har sin egen kop med, behøver man ikke at betale dette gebyr. Således kan man gå hen til en af vandautomaterne, tage en identisk engangskop, gå hen til kaffemaskinen og snyde systemet for ti cent. Når jeg fortæller jer dette, er det ikke, fordi de ti cent er vigtige for mig. Ser I, dette kop-bureaukrati har vist sig at være symptomatisk for EU. For det første hviler det på nogle absurde, uigennemskuelige principper. For det andet er der ingen logik i bureaukratiet. For det tredje er det helt enormt nemt at vride nogle penge ud af EU. Fernisering Tirsdag aften bipper jeg mig ind i Europa-Parlamentet, da jeg skal ind og se, hvordan man relativt nemt bruger 6.000 euro.

Der er godt fyldt i den lille kirke i flækken lidt uden for Næstved.  Folk må passes ind på kryds og tværs, og adskillige klapstole tages i brug for at imødekomme den store interesse, der er i at være til stede her i dag. “Kommer du fra området?” spørger min sidemakker, der ikke tager sig ud som en, der er gået igennem livet tilhørende Guds bedste børn. Jeg svarer, at det gør jeg ikke. At jeg er kommet for Naser Khader.  “Det er jeg også,” tilkendegiver han. På rækken foran er der en, der siger, at vedkommende havde kontaktet Naser Khader for at høre, om det var nødvendigt at købe billetter til i dag. Det havde han svaret, at det ikke var, men det skulle man da nok have indført, konstaterer kirkegængeren.  I dag er ikke som dagene i Fensmark er flest. I dag skal Naser Khader, og ja, det er den Naser Khader, forrette sin første gudstjeneste her i Fensmark Kirke. Har man ikke fulgt med i Naser Khaders udvikling gennem de seneste år, må den førskrevne sætning ligne noget nær en dårlig aprilsnar på den forkerte dato i den forkerte måned.  Men det er det ikke. Den er god nok. Naser Khader er blevet præst. Naser Khader, der i 2001 blev valgt som det første muslimske medlem af Folketinget,  er blevet præst. Et præsteliv Tingene har det med at gå hurtigt i Naser Khaders verden.  I 2023 blev han optaget på præsteuddannelsen ved Københavns Universitet. I efteråret 2025 blev han døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I slutningen af juni i år blev han ordineret som præst. Og i dag, den 5. juli, tiltræder han så som sognepræst i Fensmark Kirke.  Der er tale om et vikariat, der varer måneden ud, hvorefter han rykker hen til Rønnebæk Kirke, der ligeledes ligger i en flække tæt på Næstved. Altmuligmanden Som jeg sidder i den iltfattige kirke, hvor der hele tiden klappes flere klapstole ud, modtager jeg en mail, der har Naser Khader som afsender.

I Europa-Parlamentet i Bruxelles arbejder der lige omtrent 10.400 mennesker for at få det hele til at spille.  Der er gulve, der skal pudses, udsagn, der skal noteres, it-information, der skal gives.  Og så er der de 720 folkevalgte, der skal rådgives. I gennemsnit har hver parlamentariker ansat to, der skal hjælpe dem med alt det, man nu engang kan få brug for hjælp til, når man skal bestemme over hele Europa.  Disse ansatte er imidlertid ikke de eneste, politikerne får input fra.  Der er nemlig ikke færre end 9.100 lobbyister, der er i besiddelse af et adgangskort, der giver dem adgang til Europa-Parlamentet.  Og ved første øjekast er der ikke noget, der adskiller dem, der bliver betalt for at påvirke, fra dem, der ikke gør det.  Men så kigger man nærmere. Og nærmere. Og her vil man opdage, at deres adgangskort ikke har den dybe blå farve, der kendetegner EU; den farve, både parlamentarikerne og deres rådgiveres adgangskort har. Nej, det er en anden farve, der er at finde på lobbyisternes kort. Der er tale om farven lortebrun.  Bosses Bodega Der går ikke længe, før jeg støder på mit første lortebrune adgangskort. Det tilhører Jesper Beinov, der er direktør i SMVdanmark. Han har bippet sig ind i Europa-Parlamentet i dag og angivet, at han skal mødes med en rådgiver for Stine Bosse, der er valgt ind for Moderaterne.  Det har han, fordi han skal medvirke i Stine Bosses podcast, Bosses Bodega. Konceptet er, at Stine Bosse og en gæst drikker en øl og snakker om EU. I dag skal de snakke om, hvordan EU kan blive bedre til at understøtte medlemsstaternes små og mellemstore virksomheder.  Det foregår inde i Europa-Parlamentet, hvor der er et hav af podcast- og tv-studier til rådighed. De fleste af dem bliver aldrig rigtig brugt. Oppe på Europa-Parlaments udgave af Christiansborgs vandrehal er der for eksempel et tv-studie, som man kan leje. Jeg har kun set det i brug én gang, hvor nogle kroater fra EPP filmede noget, der skulle forestille et nyhedsprogram.  Bosses Bodega optages på den nederste etage, hvor der også er adskillige studier. Der er vist ikke tale om en egentlig kælder, men man kan aldrig være sikker i Europa-Parlamentet, for indgangen ligger på 2. etage, og i elevatoren kan man også trykke på halve etager.  På gåturen derhen får jeg en snak med Jesper Beinov. 

Til Liberal Alliances reception onsdag aften møder jeg en kollega fra et andet medie, der er på Folkemødet for første gang og vil vide, om foretagendet ligesom har "peaket"? Det har jeg brugt de sidste par dage på at fundere lidt over. For som jeg bekender til ham, er Folkemødet ikke, hvad det har været. Der er ikke længere gratis øl fra Svaneke Bryghus ad libitum i et gavmildt udsnit af teltene.  Jovist, der er stadig debatter, der er flere tusinde programsatte arrangementer for de tre dage, Folkemødet varer. Og der er mennesker. Masser af mennesker. Folket er til stede som aldrig før på Bornholm. Men der er ikke længere noget Hut Li Hut, beværtningen, hvor politikere og godtfolk engang drak øl sammen til langt ud på natten, og som igennem tiden har været grobund for mange sjove anekdoter, hvoraf flertallet har involveret Lars Løkke. Der er stadig den anden notoriske beværtning, Pilen, men den lukker nu klokken 2 af skræk for myndighederne. Jeg mindes de gode dage på Pilen, hvor man fik en gin tonic med Peter Skaarup (DD), som man så passende kunne spilde halvdelen af på dansegulvet, hvor man lige pludselig var gode venner med dem fra Deadline. Og så er der penge i omløb. Mange penge. Overnatningen koster efterhånden så mange penge, at flere politikere har sparet oplevelsen væk, og vi derfor mestendels efterlades med et overtal af folk fra interesseorganisationer. I stedet for, eller måske netop på grund af disse faktorer, er der nu en masse af det, jeg deltog i her. Receptioner, netværksarrangementer, private fester, private middage.

Mandag eftermiddag forlød det, at nu ville der ikke gå længe, før Danmark havde en ny regering, og det gjorde der heller ikke. Det tog ikke Mette Frederiksens ministerchauffør ret længe at køre hende fra Marienborg nord for København til Odense Havn, hvor Kongeskibet Dannebrog lå til.  Her blev det bekræftet, hvad de fleste havde haft på fornemmelsen gennem længere tid: At Socialdemokratiet var indgået i en regering med SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Det var kulminationen på 69 dages regeringsforhandlinger.  Den følgende dag tog jeg op mod Marienborg, hvor regeringen, sådan officielt, skulle præsenteres klokken 16.  Det foregik udendørs foran rækker af hvide træstole. Med den hvide hovedbygning som bagtæppe gav det anelser af bryllupsceremoni. Lige præcis klokken et minut i fire kunne man ane de fire hovedpersoner komme gående: Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (RV) og Lars Løkke Rasmussen (M) bar hver jakkesæt i nedtonede, mørke nuancer. Her stak Pia Olsen Dyhr (SF) ud; hun var klædt fra top til tå i en rød mundering, og på den måde lignede hun en ensom rød plet i et mørkt hav.  Det interessante ved tøjvalget er, at det fremgår af officielle billeder, at Pia Olsen Dyhr dagen igennem ellers også havde været iklædt et nedtonet jakkesæt. Dette blev dog skiftet ud, da hun skulle i fjernsynet.  Mette Frederiksen, der nu skulle indtræde statsminister for tredje gang, var den første til at tage ordet. Hun indledte med at takke. 

Klog af skade fra i fjor havde man valgt at holde lokationen for den anden udgave af Remigration Summit helt og aldeles hemmelig. Det forlød, at arrangementet ville finde sted tæt på Porto, Portugals andenstørste by, men derudover var der sparet på informationerne. Hvis man var tilmeldt begivenheden, kunne man se frem til at få den eksakte adresse at vide, 24 timer før eventet skulle begynde. Et event, der ville samle nogle af de mest højreorienterede af de højreorienterede, for at de kunne give hinanden ret i, at løsningen på sådan cirka samtlige af de problemer, lande på tværs af Europa lider under, er nogle, som immigranterne har haft med sig i bådene. At unge har svært ved at finde bolig? Immigranternes skyld. At kvinder kan være utrygge, når de går rundt om aftenen? Immigranternes skyld. At europæere ikke får nok børn? Immigranternes skyld. For at illustrere disse pointer havde man inviteret en række højreorienterede aktivister, influencere og politikere, der i løbet af lørdag den 30. maj skulle på scenen og tale foran et publikum bestående af omkring 5-600 på forhånd screenede mennesker.

I weekenden befandt jeg mig på et uhelligt tidspunkt på en københavnsk beværtning, da Søren Pind gjorde sin entré. Der gik ikke længe, før Four Jacks-sangen “Mandalay” gjorde sig til kende over højtalerne, hvorpå Søren Pind  ene mand rejste sig op og, ikke bare sang for, men dominerede rummet med sin røst. Der var ikke tale om en mishandling af sangen, men snarere en lettere forbløffende cementering af, at Søren Pind, der nu har været ude af dansk politik i otte år, ikke har tænkt sig at gå i glemmebogen.  “I den sjip-sjap-våde havn! I den sjip-sjap-våde havn!” skrålede han, mens han dirigerede det spontane publikum med sine hænder.  Denne optræden fik mig til at tænke på noget, jeg i vinter læste i Søs Marie Serups bog om Venstres storhed og fald, Vind eller forsvind.  Søs Marie Serup, der er tidligere pressechef i Venstre samt tidligere særlig rådgiver, beskriver en situation, der hændte, kort inden Anders Fogh Rasmussen stoppede som formand for partiet. Snakken om, at Anders Fogh skulle være på vej videre, gik ivrigt, og en dag kom Søren Pind forbi Serups kontor, væltede ind ad døren, slog ud med armene og sagde:  “Lige om lidt kommer Løkke-toget rullende ind på perronen – og jeg skal med.” Det er mange år siden, de ord faldt. Siden da har Løkke-toget kørt til højre og venstre i fuld fart og mødt nogle bump på vejen; adskillige så store, at de næsten afsporede det, men alligevel er det altid lykkedes toget at nå frem til en eller anden form for perron.  I denne uge har Troels Lund Poulsen imidlertid gjort et flot forsøg på at køre det hele af skinnerne. 

Lad mig fortælle dig lidt om Scandic Spectrum. Scandic Spectrum er et hotel på Kalvebod Brygge, der ligger lige præcis en kilometer fra hovedindgangen til Christiansborg. På Scandic Spectrum er man meget glad for farverne grå og bourgogne. Scandic Spectrum har 632 værelser og er et af Scandic-koncernens største hoteller. Scandic Spectrum har en rimelig velbesøgt hotelbar, også på en hverdag.  I Scandic Spectrums lobby har en gruppe betjente slået lejr.  Scandic Spectrum går op til sjette etage, og på denne er der ti forskellige mødelokaler; i et af dem prøver repræsentanter fra Venstre i disse dage at forhandle en regering på plads. Og en af dem, de skal forhandle med, kommer nu. Det er tirsdag den 12. maj, klokken er lidt før 13, og en gruppe journalister har taget plads ude foran hotellet, som Venstres forhandlingshold for anden dag i streg har indfundet sig på.   Et hold, der består af formand Troels Lund Poulsen samt næstformand Stephanie Lose og politisk ordfører Sophie Løhde.  Mandag havde de besøg af samtlige partier repræsenteret i Folketinget, foruden tre: Borgernes Parti, Det Konservative Folkeparti og Moderaterne.  Tirsdag er det deres tur til at aflægge besøg på hotellet. Lars Boje Mathiesen, det eneste folketingsmedlem, der stadig gider at være med i Borgernes Parti, er dagens første gæst.  Mod os, en lille gruppe journalister, kommer han gående. Iklædt blå skjorte og et dybere blåt jakkesæt, et par beige chinos, en sort blazer og en dertilhørende pæn jakke. Under armen bærer han en attache og en blå paraply, denne værende den eneste af de blå objekter i den nuance af blå, der kan karakteriseres som  Borgernes Parti-blå.  Foruden denne mundering har det eneste folketingsmedlem fra Borgernes Parti valgt at iklæde sig et par briller. Dem har han ofte på, når han optræder i sammenhænge, hvor det ville være en fordel at se klog ud, såsom under partilederdebatten i forbindelse med Folketingets åbning samt partilederdebatten på aftenen før folketingsvalget. Ved siden af det eneste tilbageværende folketingsmedlem for Borgernes Parti går en solbrun mand. Der er tale om Morten Dehn, som stillede op til Folketinget for Borgernes Parti i Københavns Omegns Storkreds. Der fik han 260 stemmer, hvilket er knap halvt så mange som Emilie Schytte, der var den af BP-kandidaterne, der kom ind på færrest stemmer. Ifølge Morten Dehns LinkedIn-profil er “han på udkig efter nye muligheder”. Højst overraskende vælger Lars Boje at gøre stop foran pressen. Det er efterhånden en rum tid, siden han sidst har givet interview, ligesom han i sidste uge igen-igen gik på de sociale medier for at beskylde den danske journaliststand for at lyve. Dette i kølvandet på at det tredje folketingsmedlem fra Borgernes Parti valgte at melde sig ud for i stedet at nyde en tilværelse som løsgænger. 

Det hele var begyndt at se rimelig forudsigeligt ud. Det bliver en S-SF-M-R-regering, konstaterede de politiske kommentatorer i kor med den største variation bestående i, hvilken rækkefølge de tre partier, der ikke er Socialdemokratiet, blev fremsat i. Samme udsagn blev gentaget, da jeg i forrige uge mødte et socialdemokratisk folketingsmedlem, hvor jeg spurgte, hvilken regering vedkommende mon forudså. “Jeg tror, vi går i regering med Moderaterne, Radikale Venstre og SF. Men det bliver først om et par kongerunder, og det kan godt være, at Troels (Lund Poulsen, red.) lige skal prøve at have den.” Prøve at have den forstået på den måde, at hvis regeringsforhandlingerne fortsætter i samme kurs, vil det ikke være utænkeligt, at Moderaterne for synets skyld vil benytte en tur til kongen til at pege på Troels Lund. Om ikke andet for at i hvert fald kunne sige, at partiet har forsøgt at skabe den regering over midten, de drømmer om. Og ikke den centrum-venstre-regering, vi allesammen går og venter på. I sidste uge besluttede Liberal Alliance sig imidlertid for, at nu måtte der ske noget. Og således gik det til, at Alex Vanopslagh lørdag morgen var at finde på forsiden af Berlingske, hvor han bragte en ny idé til bordet: At der skulle indgås en regering baseret på mandaterne tilhørende Radikale Venstre, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.