Mia Skovby

Det var søndag den 11. januar, og politifolk i hobevis var faret til Nyborg. Anledningen var, at Mette Frederiksen klokken 13.00 skulle på scenen i den store sal på Hotel Nyborg Strand, hvor hun skulle deltage i en partilederdebat med de konservatives Mona Juul og de radikales Martin Lidegaard. Da Socialdemokratiet holdt deres årsmøde i Aalborg tilbage i september, var politiet til stede i sådan en grad, at de var til at overse. I Nyborg var der en normering, der mindede om den, man kunne ønske sig i sit barns daginstitution; der var rigtig mange, og der var mange hunde, og der var mange sikkerhedstjek. Invitationen til partilederdebatten var sendt ud af Radikale Venstre, og den bredere kontekst var partiets årlige nytårsstævne, der traditionen tro skulle afsluttes med en partilederdebat. Arrangementet var kommet i bogen, inden nogen kunne have vidst, at det ville være på bagkant af en af de slags uger, hvor jobbet som landets statsminister inkluderer at navigere i det, der kun kan beskrives som en udenrigspolitisk krise.  For de fleste ville det have været en sand rædselsuge: USA’s præsident, Donald Trump, kidnappede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og på baggrund af det genopstod snakken om hans ønske om at “tage” Grønland, hvilket han endnu engang gentog, at han ikke kunne afvise ville blive gjort med militær magt.  For Mette Frederiksen virker det til at have været det modsatte. 

Da klokken havde slået kvart i to, var han der pludselig. Langs væggen anede man ham. Han var iført en sort skjorte og sort blazer; en mundering, der fik ham til at ligne en bedemand. De andre partiformænd havde siddet troligt i Folketingssalen, siden spørgetimen med statsministeren gik i gang klokken 13, og der sad de ikke engang alene. Flere af dem nød godt af opbakningen fra de af deres partimedlemmer, der må betegnes som de mere vigtige, skulle man rangere partiernes medlemmer efter sådan et kriterie. Ja, flere af pladserne på den bagerste række var sågar optagede. Der havde løsgængere  såsom Jeppe Søe, Jon Stephensen og Mike Fonseca  indfundet sig, men de måtte altså spejde længe efter deres sidemakker. Lars Boje Mathiesen (BP) var ikke dukket op. De eneste andre partiformænd, der ikke var dukket op, var Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der af åbenlyse årsager var fritaget.

Bedst som man troede, at støvet fra det nyligt overståede kommunalvalg havde lagt sig, er der blevet rusket op i Ballerup Kommune, der hidtil ellers havde klaret frisag fra de større dramaer, der har domineret andre kommuner i massevis.

Det var den 3. december, da Dansk Folkeparti lancerede deres hidtil største og mest konkrete offensiv mod Socialdemokratiets nyligt udnævnte udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund.

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

“How did you go bankrupt?” “Two ways. Gradually, then suddenly.” Citatet stammer fra karakteren Mike i Ernest Hemingways Og solen går sin gang og kan overføres til at handle om mange ting i tilværelsen, herunder hvordan parkering pludselig blev et af de, hvis ikke dét, allerstørste temaer i den københavnske valgkamp. Først gradvist.  Og så pludselig var det dét, man snakkede om. Det definerende. Mens folketingsvalg kan vindes på udlændingepolitik, kan dette københavnske kommunalvalg muligvis vindes på parkering. Det var det, der for alvor gjorde en bevidst om, at det var mf’eren Alexander Ryle, man fra Liberal Alliances side havde valgt som spidskandidat i København, da han i et interview med Altinget pludselig foreslog, at man stik imod alle forståelser af partiet skulle bureaukratisere parkeringsreglerne yderligere og gøre de københavnske pladser dyrere. Konkret foreslog han, at en parkeringslicens skulle koste op mod 12.000 kroner årligt mod de 6.000, den koster i dag. "Vi vil gerne skabe et økonomisk incitament for, at flere københavnere overvejer, om de rent faktisk har brug for en bil, eller om de kan få dækket deres behov med en cykel eller offentlig transport," begrundede han forslaget med tilbage i august.

Foruden de tre realistiske overborgmesterkandidater, gemmer kandidatlisten til valget om Københavns Borgerrepræsentation på en slags journalistisk guldgrube. Jeg vil over de næste uger følge det københavnske valg tæt og inkludere Frihedsbrevets læsere i processen gennem denne serie, der har fået navnet ‘Noter fra en en valgkamp’. Der er tale om mine noter fra den københavnske valgkamp.  Det hele er dog en anelse hæmmet fra start grundet det faktum, at jeg i denne artikels ånd gik hen og brækkede min hånd. Men mere om det senere i artiklen. Pernille Rosenkrantz-Theil, der er overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet, har reelt ført valgkamp siden ministerrokaden i august 2024, hvor man rykkede Sophie Hæstorp Andersen fra overborgmesterkontoret til Social- og Boligministeriet, som Rosenkrantz-Theil ellers besad.  På Facebook skrev sidstnævnte på den baggrund: “Det bliver et kæmpe ja! Jeg vil uendeligt gerne være overborgmesterkandidat i København. Og nu er jeg blevet opfordret til at tage springet. Så – JA TAK” Den tid, der er gået fra den melding til nu, har hun ikke spildt, men i stedet brugt på at foreslå det ene rimeligt vilde forslag efter det andet; alt lige fra gratis daginstitutioner i København til at den offentlige transport til Københavns Lufthavn skal gøres markant dyrere.