Mia Skovby

Hvert år uddeler Europa-Nævnet 20 millioner kroner, som skal bruges på at oplyse offentligheden om Den Europæiske Union og dennes arbejde. Der er ikke tale om midler fra EU; det er noget, der er besluttet på den danske finanslov, og derfor er det altså dine, mine, din søsters, din fars, din kærestes, din fjendes og din kollegas penge, der finansierer, at nogle udvalgte kan gå rundt og oplyse om EU. Udvalgte og udvalgte, man skal jo bare søge om det, og det kan til tider virke til, at der ikke skal vildt meget til for at blive dét: udvalgt. Særligt nemt er det for de politiske partier, der har en særlig pulje dedikeret til dem. Den bærer det passende navn partipuljen. Samtlige partier i Folketinget modtager penge fra puljen, bortset fra Liberal Alliance. Og så er der Borgernes Parti, der ikke har været berettiget til tilskud, inden de blev valgt ind. Beløbene, som de enkelte partier får bevilget på årsbasis, strækker sig fra et par hundrede tusinde til et par millioner. Og der er vidt forskellige måder, partierne bruger pengene på, kan jeg se i deres regnskaber og afrapporteringer, som jeg har fået indsigt i. Det vil jeg fortælle mere om. Nu. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Det vækkede ikke så lidt opsigt, da René Christensen en vinterdag besluttede sig for, at nu ville han ikke længere repræsentere det parti, han ellers havde gået det meste af sit voksenliv og repræsenteret.  Ja, lige omkring 25 år blev det til; han meldte sig jo ind i Dansk Folkeparti allerede i 1999, samme år som den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fra talerstolen i Folketingssalen erklærede om partiet, at stuerene, det blev de aldrig.  Siden er det gået op og ned og sidelæns, og der har vist også været et par saltomortaler, og partiet er vist blevet stuerene, men meningsmålingerne taler i hvert fald et sprog, og de siger, at Dansk Folkeparti er det andet mest populære parti i Danmark. Det er efterhånden nemmere at pege på et land i Europa, hvor den yderste højrefløj ikke har kronede dage, og her er Danmark ingen undtagelse. Siden folketingsvalget tidligere på året, hvor partiet voksede med ni mandater, er det kun gået én vej: opad, og dét i heftigt tempo.  Mens flere og flere synes at bekende sig til den yderste højrefløj, er der dog også nogen, der vælger at gå den anden vej. For i 2024 valgte René Christensen, der sad i Folketinget for DF fra 2008 til 2022 og har været byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune siden 2006, at melde sig ud af partiet. Og han valgte ikke blot at melde sig ud af Dansk Folkeparti. Han valgte i samme træk at melde sig ind i Moderaterne.  Et kvantespring, skulle man da nok lige mene.  Så hvad får en mand til at vige bort fra den yderste del af højrefløjen i en tid, hvor flere og flere ellers tilslutter sig den?  Blev medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Vidste du, at der i Bruxelles hersker en aftale med det rene formål at holde den yderste del af højrefløjen uden for indflydelse? Engang var det hele højrefløjen, men efter valget til Europa-Parlamentet i 2024 blev der lobbyet på livet løs. Således er ECR, det er den gruppe, danske Kristoffer Storm (DD) sidder i, ikke længere sat permanent uden for det gode selskab. Og derfor kan ECR – Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister, der desuden huserer partier som Sverigedemokraterna og det italienske regeringsparti Fratelli d’Italia – nu godt fremsætte forslag, uden at de på forhånd ved, at størstedelen af de resterende parlamentarikere nok vil stemme det ned. Anderledes ser det ud for Patriots for Europe, hvor DF sidder, og ESN. Ja, flere af deres modstandere gider ikke engang at læse de forslag, der kommer fra dem, for de ved allerede, hvad de kommer til at stemme: nej. Cordon sanitaire kaldes aftales om, at man ikke stemmer noget igennem, der kommer fra den yderste del af Europa-Parlamentets højreflanke, og som i varierende grader er indforstået blandt de partier, der spænder fra kristendemokraterne EPP til parlamentets yderpol til venstre, The Left. Det vil sige, at aftalen er indgået mellem Enhedslisten i vest og Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i øst. Flere kilder i Europa-Parlamentet nævner, at det før er hændt, at parlamentarikere fra de udstødte grupper er kommet med et ændringsforslag, der har haft et så nobelt formål som at rette på et forkert sat komma. Men lige lidt har det nyttet. Det er også sket, at de er kommet med et ændringsforslag, som egentlig var noget, venstrefløjen kunne se sig selv i. Men grundet cordon sanitaire har de i stedet for at stemme det oprindelige forslag igennem lavet deres egen næsten identiske version – for så at stemme dette igennem. For mange af parlamentarikerne er det nemlig et stålfast princip ikke at stemme noget igennem fra PfE og ESN; to grupper, der tilsammen besidder 112 af parlamentets 720 pladser. Lægger man dertil ECR’s 78 medlemmer oveni, får man en ikke helt ubetydelig mængde højreorienterede europaparlamentarikere; betydeligt flere, end der var inden valget i 2024. Men i Europa-Parlamentet hersker nu stadig en aftale, der har til formål at holde det yderste højre uden for indflydelse. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

“Hvis der er nogle russiske eller kinesiske spioner, skal jeg bede jer om at gå,” siger Frank Furedi, hvilket udløser en mild latter fra publikum. Frank Furedi er direktør i tænketanken FSI, som står for Freedom and Sovereignty Initiative Europe; en højreorienteret tænketank, måske nok den mest højreorienterede tænketank, der opererer i Bruxelles. I aften har de inviteret til et arrangement, hvor det skal debatteres, om højrefløjen på tværs af Europa er klar til at gribe magten. Og beskeden fra Frank Furedi er sjov af flere årsager. For det første er FSI vellidt blandt folk, der af deres modstandere gerne beskyldes for at være Putin-venlige; det gælder sådan en som den tidligere mangeårige ungarske premierminister Viktor Orbán. For det andet blev tænketankens forgænger MCC Brussels – tingene har det med at skifte ham i Bruxelles – vistnok infiltreret af en russisk spion. Det er onsdag aften, og der er tale om en slags urpremiere for FSI. I et semi-småt lokale har tænketanken inviteret til sit allerførste arrangement, siden forgængeren ophørte tilbage i sensommeren, som konsekvens af at de ikke længere kunne betale deres medarbejdere løn. Nu er nogenlunde de samme medarbejdere dog tilbage i denne nye højreorienterede tænketank, og i aften skal højrefløjens fremgang på tværs af Europa diskuteres – om de europæiske højrefløjspartier er parate til især de forestående valg, om de er parate til at tage og formidle magten, og om omverdenen er parat til dette. For det er ikke kun i Danmark, at partier på den yderste højrefløj synes at trives ualmindeligt godt. I Frankrig ser man Le Pens Rassemblement National storme frem, spanske Vox måles til at blive det tredjestørste parti, Belgiens Vlaams Belang måles til at blive det største, i Italien er Giorgia Meloni premierminister. Også i Tyskland har den ellers historisk kontroversielle højrefløj medvind i sejlene, og tidligere på måneden blev en politiker fra AfD for første gang nogensinde valgt som formand for parlamentet i en af landets delstater. Og i Storbritannien har Nigel Farages Reform UK længe været målt til at blive det største parti ved et valg. Efter sommerens strabadser, der talte rod i forskellige finanser og en velvillighed hos partiet til at tage imod penge fra en udenlandsk donor, er de dog nu blevet overgået af Labour. Men altså; stadig næststørst. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Det, der er værd at vide om PET-vagter, er, at de aldrig siger noget, og når de endelig gør, er det ofte så skørt, at man skulle tro, det var løgn. Jeg mindes særligt engang, hvor jeg var inde for at observere optagelserne til Mød Statsministeren i DR-byen; et årligt interview, Kåre Quist begår med statsministeren i anledning af Folketingets åbning. Studiets tilskuerpladser var fyldt op af gymnasieelever, og jeg stod akkurat inden for døren og lavede ikke rigtigt noget. Et par minutter før Mette Frederiksens ankomst, kom et par af hendes PET-vagter hende i forvejen for ligesom at sikre terrænet. Jeg fik så en stunds øjenkontakt med en af vagterne, der så særligt årvågen ud, hvorpå han kom hen til mig, lænede sig ind og hviskespurgte så: “Hvor godt er de her screenede?” På dette tidspunkt var jeg journalist på Euroman og var til stede ved optagelserne, fordi jeg var i gang med at lave et portræt af Kåre Quist, hvilket sidenhen gik i vasken. Jeg havde, med andre ord, ingen forudsætninger for at udtale mig om dette spørgsmål. Det lod jeg mig dog ikke forhindre af, idet jeg svarede: “Det er de slet ikke.” Og så blev PET-vagten snart endnu mere årvågen. Tre år senere, på dagen for Folketingets åbning 2026, kan jeg tilføje endnu en skør PET-vagt-oplevelse til kartoteket.

Man må give det nyetablerede Ministerium for Natur og Dyrevelfærd, at de kan finde ud af at holde et pressemøde. Der var det pressemøde tilbage i august, hvor ministeren, Christian Rabjerg Madsen (S), skulle annoncere, at man nu havde nedlagt en problemulv. Dette gjorde han ved at holde hele pressemødet foran den netop nedlagte problemulv.  Onsdag den 30. september har ministeriet så en ny opgave, da grisefireparten skal præsenteres. Her har de bedt pressen om at komme til den sydlige del af Valby, hvor Hotel- og Restaurantskolen ligger. Således skal man igennem både skolegård, en fyldt kantine, så hen ad en gang, og her vil man til sidst finde en hvid dør, udsmykket med et skilt, der indikerer, at der bag denne skal være et pressemøde. Hvor et pressemøde jo almindeligvis foregår i varierende grader af normale lokaler, er der her tale om et stort køkken, der antageligt til daglig bruges til undervisning.  I stedet for elever med kokkehuer er der massevis af kameraer placeret bag et sort bånd. Lænende op ad de fleste køkkenborde står journalister i færd med at læse kommissoriet for grisefireparten. Efter at have stået derinde i lidt tid erklærer en af pressemedarbejderne fra ministeriet, at vi nu godt må, såfremt vi har lyst, gå ind og overvære lidt af formødet. I et andet lokale på gangen befinder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (RV), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) samt natur- og dyreveldfærdsministeren sig. 

Man er blevet glade for det teatralske i Dansk Folkeparti. Sådan har det været i noget tid, men partiet mener tilsyneladende ikke, at de har nået den helt optimale sats endnu. Således skruer de op og op og op for teatraliteten, og pludselig må pressen altså ikke længere være med til hele partiets landsmøde, og pludselig skal formanden køres helt op til døren til kongreshallen i en stor, sort bil med tonede ruder, mens der sendes live på de sociale medier, og pludselig er godt og vel al den musik, der akkompagnerer arrangementet, fandme noget af Kanye West. Om det på et tidspunkt kan blive for teatralsk, er ikke til at sige. Men tydeligt er det, at de ikke er nået forbi et sådant vendepunkt endnu. Partiet har medvind i sejlene, og de fleste uger erstatter en ny god meningsmåling den forhenværende gode, og hvis der var valg i morgen, ja, så ville Dansk Folkeparti blive det næststørste parti. Det var derfor med et positivt bagtæppe, at partiet havde inviteret til organisatorisk landsmøde for deres betalende medlemmers vedkommende og et efterfølgende show for pressen og andre nysgerrige betalingsvillige. Det ville indebære “fantastiske taler, talks med spændende gæster, underholdende indslag – og selvfølgelig masser af spotlys og Las Vegas,” fortalte partiet i deres salgstale. Dette kunne man som almindelig borger få adgang til for den nette sum af 125 kroner. Partiets medlemmer havde betalt 175 kroner mere for også at få lov til at vælge folk til hovedbestyrelsen, se regnskabet og overvære den frie debat. 170 kroner yderligere, hvis de dertil ville have tre stykker smørrebrød og en øl til frokost. Ligesom andre ikke-medlemmer var pressen udelukket fra at overvære hele landsmødet. Det er første gang, så vidt jeg er orienteret, at et folketingsrepræsenteret parti har valgt at indskrænke mediernes adgang til et landsmøde. Derpå tog jeg, ligesom Morten Messerschmidt for øvrigt, kun del i den del af årsmødet, der lovede Las Vegas og foregik efter middagstid. Men af ønsket om ikke at holde nogen hen, vil jeg allerede nu godt afsløre, at der ikke var ret meget Las Vegas over det. Vi var mere ude i noget Herning.

Sammen med nogle og tusinde andre mennesker har jeg spenderet min weekend med at være til Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg. Et årsmøde, der falder på bagkant af tre dårlige valg for Socialdemokratiet målt efter den socialdemokratiske skala. Særligt har partiet det svært blandt de unge vælgere, og herunder har de det særligt svært med de unge arbejdere. Med udgangspunkt i denne analyse bevægede jeg mig altså til Aalborg, hvilket både bød på en koncert med Fyr og Flamme, en tur i haven for de politiske visioner og flere snakke om, hvad Socialdemokratiet skal gøre for at lokke de unge til sig. Alt det kan du kan læse om i denne udgave af Skovbys Notesblok, der jo almindeligvis udkommer om fredagen, men grundet weekendens strabadser er blevet rykket lidt frem. Her falder det mig også magtpåliggende at nævne, at næste udgave af Skovbys notesblok først udkommer om to uger, da jeg skal en tur sydpå. God læsning.

I denne uge af Skovbys Notesblok, har jeg rettet øjnene mod weekendens meget omtalte march for Danmark. Jeg har interviewet en af marchens arrangører, den 51-årige iranskfødte Cyrus Razavi, om at marchere blandt andet for remigration. I weekenden sætter jeg kursen mod Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder deres årsmøde. Det vil du kunne læse om allerede på mandag. God læsning.

Hvad har landmænd og partiet Venstre til fælles? Det kan efterhånden være svært at svare helt entydigt på det spørgsmål, men klart står det i hvert fald, at begge har haft noget, der bedst må kunne beskrives som en helvedes uge. En uge, der både har budt på krisemøde for landbruget i Odense, traktordemonstration i København og til sidst, at det landmandsforhadte lovforslag om en ny gødskningslov blev stemt igennem torsdag. Alt det har jeg, journalist Mia Skovby været med til, og i denne udgave af ‘Skovbys Notesblok’ vil jeg tage dig, kære læser, med til alle arrangementerne. Artiklen byder både på overraskende opdagelser om landbrugets stemmer, et gensyn med en gammel kending og traktorer i massevis. God læsning.