Mia Skovby

Ude foran biografen Imperial på Vesterbro i København strækker køen sig 50 meter, hvilket efterhånden er en lille kø for Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.   Den andenforreste i køen, en dreng i begyndelsen af 20’erne, fortæller mig, at han har stået der i 45 minutters tid, og at han er kommet hele vejen fra Faxe for at opleve dette i dag: Alex Vanopslaghs show, "Alex med & uden filter", hvor han foran en udsolgt sal vil “fortælle om op- og nedture, bommerter, politiske visioner,” og desuden “svare på jeres spørgsmål – både med og uden filter". Med og uden filter.  Det vender vi tilbage til.  Først skal vi lige skrue tiden tilbage til lørdag den 6. marts, hvor Alex Vanopslagh var i centrum på Kongens Nytorv. Et par dage i forvejen havde han annonceret, at han ville dele plakater, dåseøl og chips ud fra det inderste af Indre By.  Dagen forinden havde jeg mødt Liberal Alliances omrejsende kampagnehold i Aarhus, hvor Alex Vanopslagh er opstillet, og hvor han havde inviteret til fredagsbar på en natklub nede ved åen.  Der stod han både bag baren og delte gratis Ceres-øl ud, men også oppe på scenen, hvor han fortalte røverhistorier og vittigheder som en anden standup-komiker. 

Hver gang Lars Løkke Rasmussen ender i en ny lortesag, tænker jeg på noget, den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen engang sagde: “Jeg ser et billede af en mand, der ligger nede i kisten. Låget er klappet i, man har bare glemt hammeren til sømmene, og mens man er inde at hente den, kravler han ud og bliver udenrigsminister.” Citatet stammer fra den hedengangne podcast Den, vi taler om, og ordene faldt i en episode fra januar 2023 om Lars Løkke. På det tidspunkt var Lars Løkke aktuelt blevet udnævnt som udenrigsminister, efter at hans karriere ellers havde syntes stendød, på baggrund af at han (endelig) mistede posten som formand for Venstre. Siden da har der været adskillige nye møgsager, der har drejet sig om hans nye parti, Moderaterne, der ved forrige folketingsvalg fik 16 mandater, men siden da har mistet fire af dem.  Jon Stephensen, der i foråret 2023 røg for at have skrevet upassende beskeder til medlemmer af ungdomspartiet. Mike Fonseca, der ved årsskiftet til 2024 røg for at have et forhold til en 15-årig pige. Jeppe Søe, der i efteråret 2024 meldte sig ud af partiet på baggrund af afsløringer om dårlige arbejdsforhold i partiets sekretariat.  Karin Liltorp, der i januar 2024 opdagede, hvor topstyret dansk politik er, og ikke “kunne stå inde for regeringens måde at bedrive politik på”. Og så alt derimellem, at det først kom frem, at Lars Løkke forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat, sidenhen at partiet også forsøgte at købe Jon Stephensens. For slet ikke at nævne at myndighederne i februar i år har politianmeldt Lars Løkkes forening Foreningen af 8. januar 2021; en forening, som lyssky pengemænd har doneret penge til Moderaterne igennem. På disse mange sager har meningsmålingerne reageret prompte ved at være gået støt nedad. Det største knæk kom i efteråret 2024, da sagen med arbejdsforholdene i sekretariatet rullede. Når det har gået vildest for sig med dårlig omtale i medierne, har partiet været nede omkring tre procent.  Men der sker altid noget, når sagerne har stået på i lidt tid.  Det begynder at gå opad igen. På trods af at have trukket den ene dårlige meningsmåling efter den anden gennem hele regeringsperioden, står Moderaterne nu lige pludselig … rimelig fint.  Ja, man glemte at sømme kisten til, da Lars Løkkes karriere syntes stendød, kan man argumentere for. Men der er måske nærmere tale om, at der står en gruppe klar med sømudtrækkere. Og hvem er disse mennesker, der gennem den ene lortesag efter den anden holder fast? Det er jeg taget til Moderaternes årsmøde for at forsøge at blive klogere på.

Det er svært for mig at afgøre, præcis hvordan jeg skal begynde denne artikel.  Jeg kunne lægge for at fortælle jer om, hvordan Nye Borgerliges politiske leder undervejs på pressemødet den 5. marts sagde de magiske ord “Kærlighed har ingen alder”, da en journalist fra Jyllands-Posten spurgte hende, hvad partiets politik var i forhold til voksne, der bliver kærester med 15-årige børn.  Jeg kunne starte med at fortælle om, hvordan Nye Borgerlige på pressemødet fortalte, at de har givet op på at stille op ved folketingsvalget; for så pludselig at få en EpiPen fyldt med håb skudt ind lige i baglåret.  Eller jeg kunne bare komme til sagen og fortælle jer om, hvordan i alverden Mike Fonseca selv forklarer det kvantespring af et partiskifte, han har foretaget sig.  Men som jeg ser det, er alle disse ting lige vigtige for mig at få med, hvis I skal forstå, hvorfor det pressemøde, jeg i dag overværede på Christiansborg, er noget af det skøreste, jeg måske hidtil har oplevet i min karriere som politisk journalist.  Så lad os starte ved begyndelsen.  I sidste uge aflyste Nye Borgerlige et pressemøde, de skulle have holdt, hvor de ville have præsenteret løsgængeren Mike Fonseca som nyt folketingsmedlem. Aflysningen, forklarede de, skyldtes, at man først ville have afklaret, hvorvidt partiet kunne stille op til Folketinget med hjælp fra Mike Fonsecas mandat eller ikke.  Det mener Indenrigsministeriet nemlig ikke, at de kan.  Uden at der er kommet nogen større afklaring, valgte de dog her torsdag formiddag at holde pressemødet med en uges forsinkelse.  Nu skulle Mike Fonseca præsenteres som ny kandidat. 

Det, Mette mener, er, at drikkevandet skal være rent, de ældre skal have bedre forhold, de unge skal have bedre forhold, de blinde skal have bedre forhold, psykiatrien skal have bedre forhold, og alle Arnerne skal så sandelig også have bedre forhold, og så kan hun både se sig selv i en midter-, rød og socialdemokratisk mindretalsregering – men nu må vi jo se, hvad vælgerne bestemmer. Og hun hader forresten ikke de rige, men hun kan godt lide balance, de bredeste skuldre må bære det tungeste læs, og det er vigtigt, at børnene kommer væk fra de sociale medier, for deres egen skyld. Alt dette kan jeg forstå efter at have tilbragt tirsdag eftermiddag i selskab med statsministeren.  Det begyndte klokken 15, hvor hun på forhånd havde annonceret, at hun ville gå live på det sociale medie Instagram og svare på brugernes spørgsmål. Dette var ikke min første rodeo, og jeg vidste således på forhånd, at sandsynligheden for at smide en mønt ud af et kørende tog og så ramme en spand, der står et tilfældigt sted på strækningen, var større end at trænge igennem den socialdemokratiske kampagnemaskine med et spørgsmål. Da liveudsendelsen gik i gang et par minutter for sent, sad hun rimeligt langt væk fra skærmen og lignede en, der lod, som om hun ikke vidste, at telefonens kamera var tændt, og der herfra sendtes live på Instagram. Hun sad ved sit skrivebord i Statsministeriet, hvor hun iført et par briller, man så godt som aldrig ser hende iført, kiggede i nogle papirer.  Alt imens strømmede kommentarer ind fra brugere, der så med live. Mange skrev: “Hej Mette.” Andre skrev: “Du er en dårlig statsminister.” Efter et minuts tid rejste hun sig og hev en Y-stol ind foran kameraet, hvor hun pakkede brillerne væk og kiggede direkte ind i kameraet. “Hej, og velkommen her til … en live,” indledte hun. 

Har der været fjendtlige droner over Danmark? Det spørgsmål så Folketingets medlemmer frem til at få svar på, da droneredegørelsen skulle lande i forsvarsforligskredsens hænder i sidste uge. Men sådan gik det ikke. For samme dag, som der blev udskrevet valg, meddelte Forsvarsministeriet, at redegørelsen var udskudt. Nu viser det sig, at der ikke kommer svar på de helt centrale spørgsmål i droneforløbet på den her side af et folketingsvalg.

Der er så tomt, så tomt, nede foran Landstingssalen, hvor det var meningen, at Mike Fonseca i torsdags skulle være blevet annonceret som Nye Borgerliges nye folketingsmedlem på et pressemøde. Sådan gik det som bekendt ikke. Pressemødet blev nemlig aflyst. Ikke på grund af det åbenlyse, nemlig at Christiansborg var sat på den anden ende grundet den kollektive forventning om, at folketingsvalget på det tidspunkt, hvor pressemødet var planlagt til, var i gang med at blive skudt i gang. Men fordi man manglede “afklaring”. Dagen hvor Mike Fonseca næsten vækkede Nye Borgerlige op fra de døde Det hele begyndte onsdag, hvor forskellige medier kunne berette om alle mulige slags ting, der handlede om det ellers så livløse parti Nye Borgerlige. Først kunne TV 2 fortælle, at løsgængeren Jeppe Søe var blevet tilbudt at blive formand for partiet. Det kunne de, fordi nogen forsynede dem med en 23-minutter lang skjult optagelse fra et telefonopkald mellem Jeppe Søe og partiets nuværende formand Susanne Borggaard. Jeppe Søe har fortalt til mediet, at han optog opkaldet, da han ville “sikre” sig selv, “hvis de var ude at sige et eller andet, som jeg måske skulle forsvare mig imod senere. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke havde været i den slags forhandlinger. Mit mandat er ikke til salg.” Så langt, så godt. Men senere kunne Jyllands-Posten så afsløre, at Nye Borgerlige var lykkedes med at lokke en anden løsgænger over i partiet, nemlig Mike Fonseca, som de fleste nok kender for at være kærester med et barn og at have afslået Lars Løkkes forsøg på at købe hans mandat. Nye Borgerlige havde en stor interessere i at få et folketingsmedlem med ombord, fordi de derved ville være repræsenterede i Folketinget. Den gængse opfattelse var nemlig på dette tidspunkt, at hvis man var repræsenteret i Folketinget, så var man selvfølgelig også opstillingsberettigede til det kommende folketingsvalg. Derfor var Mike Fonseca rigtigt god for partiet, da de på dette tidspunkt blot havde indsamlet 591 vælgererklæringer, hvilket jo er temmelig langt fra de fornødne 20.190, der skal til. Men Nye Borgerlige havde i deres iver efter at få lov til at stille op forglemt at læse det med småt.

Valgkampens andet store interview fandt sted lige før klokken 15 torsdag, da Mette Frederiksen gik på TV 2 og ikke ville svare på, hvorvidt hun går af som formand, skulle det gå så vidt for sig, at Socialdemokratiet ikke genvandt magten som det skete ved de to forrige folketingsvalg. Men hun understregede dog i interviewet, at hun ikke havde mange flere år i dansk politik i sig. Og at hun jo havde været her i mange år. Det var alt sammen i det andet store interview. Det første store interview fandt sted i Børsen, hvor hun over for den evige politiske journalist Kasper Kildegaard udlagde det, hun også præsenterede fra Folketingets talerstol, da hun kort efter middag indtog den: At Socialdemokratiet – blandt andet – går til valg på en formueskat, og at det er denne, der skal finansiere partiets ellers ufinansierede lilleskole-forslag. Intentionen med skatten er at ramme landets rigeste, forklarede hun til Børsen, og Socialdemokratiet foreslår konkret, at man skal betale 0,5 procent i skat af en formue, hvis den er på mere end 25 millioner kroner (per person). Formuen inkluderer alt lige fra penge i banken til friværdi. Mens den artikel gik i trykken, mødte Lars Løkke Rasmussen (M) den valgfeberinficerede presse, der i klumper fulgte hans færd nede i Vandrehallen ude foran Folketingssalen. “Det er på alle måder en dårlig idé, der er båret af misundelse. Man kan tage et kig til Norge og se den heftige udflytning, der har været fra det norske samfund, for eksempel til Schweiz,” sagde han dér og slog ellers et slag for, at valget, set med hans øjne, blev udskrevet på et ærgerligt tidspunkt, da flere aftaler ikke er vedtaget ved lov.

Først til et hængeparti.  I sidste uge beskrev jeg, hvordan Socialdemokratiet brugte en anonym kilde ved navn Anni til både at rette kritik mod DF og til at rose Socialdemokratiets politiske ageren, hvad angår fødevarechecken. Hun blev citeret for at sige ting som: “Når jeg regner på det, er mine udgifter til husholdning steget med omkring 30 procent. Jeg har folkepension og ældrecheck, men det er også til uforudsete ting – måske går køleskabet eller vaskemaskinen . Så må jeg skære ned andre steder". Og: “Jeg hørte godt Morten Messerschmidt sige, at syv kroner om dagen ikke betyder noget. Det svarer kun til indkøbsposen. Jeg tænkte, at der ikke er ret mange folkepensionister, der nogensinde køber en pose.” Det indledningsvist mærkværdige var, hvor helt og aldeles perfekt skåret disse citater var. Det næste, og endnu mere pudsige, var så, at Socialdemokratiet ikke ville bidrage med nogen som helst oplysning, der kunne bekræfte, at Anni var en rigtig folkepensionist, der boede i Hobro.  De ville hverken svare på, om hun var socialdemokrat, hvad hendes efternavn var, eller hvordan de havde fundet hende.  På trods af partiets modvilje over for at bevise, at deres kilde var en rigtig person, er det sidenhen lykkedes for Frihedsbrevet at verificere netop dette. 

Hårene på undertegnede er i konstant rejsning, som jeg bliver hvisket i ørene, at folketingsvalget er på vej, og at det vil blive afholdt i slutningen af marts. Men, siger jeg, fødevarechecken skal først stemmes igennem i marts, og der er statsbesøg i midten af måneden, og hvorfor ville man ikke vente til juni, når alle ser lidt bedre ud, og når fødevarechecksne har fået konti at danse på. Til det gentages sangen: Folketingsvalget bliver afholdt i slutningen af marts. Og selvom jeg er skeptisk, bliver man også nødt til at være forberedt på det værste, og hvis mine kilder får ret, er der sørme ikke lang tid til, at vi skal til stemmeurnerne. Derfor har vi på Frihedsbrevet valgt at overgive os til flokken af politikere og medier, der allerede har indset, at valgkampen er i gang. Vi vil ikke kæmpe imod, når den meterhøje flodbølge rammer os. Vi tilslutter os den og kører med på bølgen. Som jeg gjorde under kommunalvalget, vil jeg følge ihærdigt med i valgkampen, hvorfra jeg vil notere mine observationer og videreformidle dem til jer – Frihedsbrevet abonnenter – i dette format: Noter fra en valgkamp.

I denne uge får Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet. Det sker, efter tidligere medarbejdere har sendt en klage, hvori arbejdsmiljøet udpensles som “horribelt” og præget af “mobning, intimidering og forskelsbehandling.” Problemerne  tilskyndes særligt Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst, der i 2015 gik fra at være socialpædagog til en stilling som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat. En stilling, som flere påpeger, at han ikke ville have, hvis ikke det var for hans mor.  Da Morten Messerschmidt tiltrådte som formand i Dansk Folkeparti, sagde han til Frihedsbrevet, at han ville ændre på partiets “nepotistiske kultur med at ansætte venner og familiemedlemmer.” Tre år senere er det netop den “nepotistiske kultur”, der er årsag til, at arbejdsmiljøet er blevet så “horribelt”, at Arbejdstilsynet har valgt at aflægge partiet besøg.