Mia Skovby

Velkommen til den første udgave af Skovbys Notesblok, hvor jeg, journalist Mia Skovby, ugentligt vil gøre jer klogere på det danske, politiske landskab gennem portrætter, interviews, reportager og alt andet godt fra havet. Den første udgave følger herunder, og der er tale om en reportage fra Klimafolkemødet i Middelfart, som jeg tog del i torsdag. Igennem min efterhånden relativt lange karriere som stamgæst på det egentlige folkemøde, det der foregår i Allinge, har jeg mange gange lagt øre til, at folk mente, at Folkemødet er blevet for elitært. Dette især fordi det ligger så helt enormt afsides, et sted hvor der både er mangel på overnatning, og hvor det er svært at komme til og fra. Men der er de seneste år opstået flere forskellige folkemøder, hvoraf flere er placeret steder, det er rimeligt nemt at komme væk fra. Det gør sig for eksempel gældende for stationsbyen Middelfart. Derfor tog jeg hen til Klimafolkemødet for at se, hvordan et folkemøde i midten af Danmark udspiller sig. Arrangementet fortsætter desuden til og med lørdag, så det er bare med at skynde sig afsted, skulle noget af det beskrevne virke fristende. Mads Langer kommer og spiller fredag aften. God læsning.

En gruppe på måske otte individer har tirsdag morgen med al sandsynlighed taget fri fra skole for at møde op foran Frederiksberg Byret. Et par stykker af dem er trukket i orange fangedragter, den slags man kender fra Guantanamo-lejren. Hertil har de klistret gaffatape over deres munde, som ikke dækker helt, vistnok i et halvhjertet forsøg på at ligne nogen, der har fået deres ytringsfrihed indskrænket.  Der er, må man forstå, tale om en håndfuld medlemmer fra Radikal Ungdom, og de står med en række skilte. På nogle af dem opfordres der til, at den frie Martin Lidegaard skal frigøres. De har printet et sort-hvidt falskt forbryderfoto af ham, hvor han holder et skilt, hvorpå der står Free Martin. På andre har de printet nogle udsagn ud fra nogle artikler, der videre eksemplificerer, hvorfor den frie mand skal gå fri.  Det er den 18. august, og de er til stede her i dag sammen med en stor del af det politiske pressekorps, fordi Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har hevet Martin Lidegaard i retten.  Det hele startede tilbage i efteråret, hvor Morten Messerschmidt op mod kommunalvalget gav et længere interview til Weekendavisen. Det interview blev først til en podcast, sidenhen en egentlig artikel, der bar overskriften “Den store udvisning”.  Artiklen handlede om DF’s ønske om at sende udlændinge ud af Danmark.  Den artikel læste Martin Lidegaard en aften, hvorefter han fik kaffen så galt i halsen, at han besluttede sig for, at der måtte handles. Og handlet blev der.  “Dansk Folkeparti vil gennemføre en såkaldt remigration, et begreb, der er født ud af de mest højreekstreme og yderliggående partier i Europa. Alternative für Deutschland. Orbán. Le Pen. Wilders i Holland. Et ekstremt forslag. Så hvorfor er der så stille fra de fleste andre partier i Folketinget? Stilheden larmer,” skrev han indledningsvist på Facebook, hvilket ikke kastede nogen speciel DF-reaktion af sig.  Dette var dog ikke nok. Den 10. november 2025 mødtes de i en tv-transmitteret debat i Randers, der blev afholdt med Clement Kjersgaard som vært og med 2.000 førstegangsvælgere som publikum.  Foran dem gentog Martin Lidegaard sin forargelse. Det gjorde han særligt i to udsagn. Det første er som følger: “Jeg vil sige det også sådan, at vi står lidt ved en skillevej, kære Randers. Den ene vej, det er Frygtens Allé, det er der, Trump, Alternative für Deutschland og Morten Messerschmidt trasker ud af. Der anerkender man ikke engang, at der et klimaproblem. Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.”

Skulle man i løbet af den lange sommer have formastet sig til at række ud efter papiravisen, kunne man først i Politiken og sidenhen i Berlingske læse et langt interview med Radikale Venstres nye udlændingeordfører, Magnus Georg Jensen. Over for aviserne udlagde han, hvordan det historisk indvandrervenlige parti nu er gået hen og blevet indvandrerkritisk. Først i Politiken, hvor ordføreren enkelt konstaterede: “Vi bakker op om regeringens faste og stramme udlændingepolitik.” I samme interview gjorde det nyvalgte folketingsmedlem gældende, at dette også betød, at Radikale Venstre nu støttede op om de foreslåede udrejse- og modtagecentre i tredjelande. Et radikalt nybrud og i skarp kontrast til folketingsvalget i 2022, hvor den tidligere ledelse opstillede det som et ultimativt krav, at der ikke ville blive etableret sådan et center i Rwanda, skulle en regering have lyst til at basere sig på midterpartiets mandater. Som bekendt endte Radikale Venstre ikke med at blive støtteparti dengang, og således blev det til tre og et halvt hårde år for partiet. Det var, indtil folketingsvalget kom i 2026 og lagde fundamentet for, at de måneder senere kunne kalde sig et regeringsparti. Som led i dette bakker de nu også op om den udvisningsreform, som Mette Frederiksen bebudede i sin nytårstale ved årsskiftet. Med denne vil regeringen udvise kriminelle udlændinge, der er idømt mere end et års fængsel; et forslag, Institut for Menneskerettigheder vurderer til at være i strid med menneskerettighedskonventionerne. Sagt med andre ord er Radikale Venstre ikke længere det udlændingevenlige parti, de var engang. De har nu meldt sig ind i lejren af partier, for hvem en hård udlændingepolitik er et adelsmærke. Med dette in mente bevægede jeg mig tirsdag den 11. august op mod Egelund Slot, hvor regeringspartiet holdt sit årlige sommergruppemøde.

På et tidspunkt spørger jeg en rådgiver fra et af de danske kontorer i Europa-Parlamentet ind til blyantspenge; et fast månedligt beløb, som europaparlamentarikerne modtager med henblik på det skal bruges på at holde kontor. I 2026 er beløbet på cirka 37.000 kroner om måneden, og det interessante er, at politikerne og deres kontorer ikke skal vise, hvordan de bruger pengene. Pengene bliver udbetalt af Europa-Parlamentet uden krav om, at der skal indsendes kvitteringer for, hvordan pengene bliver brugt. Jeg har før hørt fra en, der tidligere arbejdede på et af de danske kontorer, at det var rimeligt liberalt, hvad man kunne finde på at bruge dem på: middage, indkøb i Europa-Parlamentets kiosk, flere middage, mange middage. Så jeg spørger den nuværende medarbejder, hvordan det forholder sig med kriterierne for, hvad man må bruge blyantspenge på.  “Jeg kender en, der på et tidspunkt sad med noget, han var i tvivl om, han måtte bruge blyantspenge på,” siger den nuværende medarbejder og fortsætter sin fortælling: “Så han ringede ind til dem, der står for det, og sagde ‘Vi vil gerne bruge pengene på det her, må vi det’? Så sagde personen i den anden ende, ‘Vi har en liste over ting, man ikke må bruge midlerne på, har du tjekket den?’” “Havde han det?” spørger jeg.  “Ja, han fortalte så, at han havde tjekket, og at det ikke stod på listen. Men han var stadig i tvivl. Så sagde de, at de godt kunne undersøge det. Men så skulle de også undersøge det. Og så ville der komme et svar. ‘Vil du gerne have, at vi undersøger det?’ spurgte de ham." ‘Nej, det er okay’, svarede han så.”

Europa-Parlamentets bygninger er tæt besat med vandautomater. Disse går bygningens beboere mange gange om dagen hen til, trækker en engangskop, fylder den med koldt vand, drikker måske halvdelen heraf og smider så koppen i den skraldespand, der står lige ved siden af. Selvom der er så mange vandautomater, hænder det, at der er kø. På et tidspunkt står jeg bag en mand, der først skal fylde sit glas, så drikke det hele, så fylde det, så drikke det, så fylde det, så drikke en lille smule, så smide det ud, før jeg afslutningsvis kan komme til. Der bliver brugt mange engangskopper på en vilkårlig dag i Europa-Parlamentet. Ikke kun på vand, der er også mange kaffeautomater. Sådan nogle automater, hvor du trykker på en knap for at få en kaffe med eller uden mælk, og så koster kaffen et symbolsk beløb på lige under en euro. I disse skal man også bruge en engangskop. En kop, der faktisk er identisk med dem, der er at finde i hobevis og frit tilgængelige ved vandautomaterne. Men i kaffeautomaterne er de ikke frit tilgængelige. Dér skal man betale et endnu mere symbolsk beløb, ti cent, for at få en kop udleveret. Men hvis man har sin egen kop med, behøver man ikke at betale dette gebyr. Således kan man gå hen til en af vandautomaterne, tage en identisk engangskop, gå hen til kaffemaskinen og snyde systemet for ti cent. Når jeg fortæller jer dette, er det ikke, fordi de ti cent er vigtige for mig. Ser I, dette kop-bureaukrati har vist sig at være symptomatisk for EU. For det første hviler det på nogle absurde, uigennemskuelige principper. For det andet er der ingen logik i bureaukratiet. For det tredje er det helt enormt nemt at vride nogle penge ud af EU. Fernisering Tirsdag aften bipper jeg mig ind i Europa-Parlamentet, da jeg skal ind og se, hvordan man relativt nemt bruger 6.000 euro.

Der er godt fyldt i den lille kirke i flækken lidt uden for Næstved.  Folk må passes ind på kryds og tværs, og adskillige klapstole tages i brug for at imødekomme den store interesse, der er i at være til stede her i dag. “Kommer du fra området?” spørger min sidemakker, der ikke tager sig ud som en, der er gået igennem livet tilhørende Guds bedste børn. Jeg svarer, at det gør jeg ikke. At jeg er kommet for Naser Khader.  “Det er jeg også,” tilkendegiver han. På rækken foran er der en, der siger, at vedkommende havde kontaktet Naser Khader for at høre, om det var nødvendigt at købe billetter til i dag. Det havde han svaret, at det ikke var, men det skulle man da nok have indført, konstaterer kirkegængeren.  I dag er ikke som dagene i Fensmark er flest. I dag skal Naser Khader, og ja, det er den Naser Khader, forrette sin første gudstjeneste her i Fensmark Kirke. Har man ikke fulgt med i Naser Khaders udvikling gennem de seneste år, må den førskrevne sætning ligne noget nær en dårlig aprilsnar på den forkerte dato i den forkerte måned.  Men det er det ikke. Den er god nok. Naser Khader er blevet præst. Naser Khader, der i 2001 blev valgt som det første muslimske medlem af Folketinget,  er blevet præst. Et præsteliv Tingene har det med at gå hurtigt i Naser Khaders verden.  I 2023 blev han optaget på præsteuddannelsen ved Københavns Universitet. I efteråret 2025 blev han døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I slutningen af juni i år blev han ordineret som præst. Og i dag, den 5. juli, tiltræder han så som sognepræst i Fensmark Kirke.  Der er tale om et vikariat, der varer måneden ud, hvorefter han rykker hen til Rønnebæk Kirke, der ligeledes ligger i en flække tæt på Næstved. Altmuligmanden Som jeg sidder i den iltfattige kirke, hvor der hele tiden klappes flere klapstole ud, modtager jeg en mail, der har Naser Khader som afsender.

I Europa-Parlamentet i Bruxelles arbejder der lige omtrent 10.400 mennesker for at få det hele til at spille.  Der er gulve, der skal pudses, udsagn, der skal noteres, it-information, der skal gives.  Og så er der de 720 folkevalgte, der skal rådgives. I gennemsnit har hver parlamentariker ansat to, der skal hjælpe dem med alt det, man nu engang kan få brug for hjælp til, når man skal bestemme over hele Europa.  Disse ansatte er imidlertid ikke de eneste, politikerne får input fra.  Der er nemlig ikke færre end 9.100 lobbyister, der er i besiddelse af et adgangskort, der giver dem adgang til Europa-Parlamentet.  Og ved første øjekast er der ikke noget, der adskiller dem, der bliver betalt for at påvirke, fra dem, der ikke gør det.  Men så kigger man nærmere. Og nærmere. Og her vil man opdage, at deres adgangskort ikke har den dybe blå farve, der kendetegner EU; den farve, både parlamentarikerne og deres rådgiveres adgangskort har. Nej, det er en anden farve, der er at finde på lobbyisternes kort. Der er tale om farven lortebrun.  Bosses Bodega Der går ikke længe, før jeg støder på mit første lortebrune adgangskort. Det tilhører Jesper Beinov, der er direktør i SMVdanmark. Han har bippet sig ind i Europa-Parlamentet i dag og angivet, at han skal mødes med en rådgiver for Stine Bosse, der er valgt ind for Moderaterne.  Det har han, fordi han skal medvirke i Stine Bosses podcast, Bosses Bodega. Konceptet er, at Stine Bosse og en gæst drikker en øl og snakker om EU. I dag skal de snakke om, hvordan EU kan blive bedre til at understøtte medlemsstaternes små og mellemstore virksomheder.  Det foregår inde i Europa-Parlamentet, hvor der er et hav af podcast- og tv-studier til rådighed. De fleste af dem bliver aldrig rigtig brugt. Oppe på Europa-Parlaments udgave af Christiansborgs vandrehal er der for eksempel et tv-studie, som man kan leje. Jeg har kun set det i brug én gang, hvor nogle kroater fra EPP filmede noget, der skulle forestille et nyhedsprogram.  Bosses Bodega optages på den nederste etage, hvor der også er adskillige studier. Der er vist ikke tale om en egentlig kælder, men man kan aldrig være sikker i Europa-Parlamentet, for indgangen ligger på 2. etage, og i elevatoren kan man også trykke på halve etager.  På gåturen derhen får jeg en snak med Jesper Beinov. 

Til Liberal Alliances reception onsdag aften møder jeg en kollega fra et andet medie, der er på Folkemødet for første gang og vil vide, om foretagendet ligesom har "peaket"? Det har jeg brugt de sidste par dage på at fundere lidt over. For som jeg bekender til ham, er Folkemødet ikke, hvad det har været. Der er ikke længere gratis øl fra Svaneke Bryghus ad libitum i et gavmildt udsnit af teltene.  Jovist, der er stadig debatter, der er flere tusinde programsatte arrangementer for de tre dage, Folkemødet varer. Og der er mennesker. Masser af mennesker. Folket er til stede som aldrig før på Bornholm. Men der er ikke længere noget Hut Li Hut, beværtningen, hvor politikere og godtfolk engang drak øl sammen til langt ud på natten, og som igennem tiden har været grobund for mange sjove anekdoter, hvoraf flertallet har involveret Lars Løkke. Der er stadig den anden notoriske beværtning, Pilen, men den lukker nu klokken 2 af skræk for myndighederne. Jeg mindes de gode dage på Pilen, hvor man fik en gin tonic med Peter Skaarup (DD), som man så passende kunne spilde halvdelen af på dansegulvet, hvor man lige pludselig var gode venner med dem fra Deadline. Og så er der penge i omløb. Mange penge. Overnatningen koster efterhånden så mange penge, at flere politikere har sparet oplevelsen væk, og vi derfor mestendels efterlades med et overtal af folk fra interesseorganisationer. I stedet for, eller måske netop på grund af disse faktorer, er der nu en masse af det, jeg deltog i her. Receptioner, netværksarrangementer, private fester, private middage.

Mandag eftermiddag forlød det, at nu ville der ikke gå længe, før Danmark havde en ny regering, og det gjorde der heller ikke. Det tog ikke Mette Frederiksens ministerchauffør ret længe at køre hende fra Marienborg nord for København til Odense Havn, hvor Kongeskibet Dannebrog lå til.  Her blev det bekræftet, hvad de fleste havde haft på fornemmelsen gennem længere tid: At Socialdemokratiet var indgået i en regering med SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Det var kulminationen på 69 dages regeringsforhandlinger.  Den følgende dag tog jeg op mod Marienborg, hvor regeringen, sådan officielt, skulle præsenteres klokken 16.  Det foregik udendørs foran rækker af hvide træstole. Med den hvide hovedbygning som bagtæppe gav det anelser af bryllupsceremoni. Lige præcis klokken et minut i fire kunne man ane de fire hovedpersoner komme gående: Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (RV) og Lars Løkke Rasmussen (M) bar hver jakkesæt i nedtonede, mørke nuancer. Her stak Pia Olsen Dyhr (SF) ud; hun var klædt fra top til tå i en rød mundering, og på den måde lignede hun en ensom rød plet i et mørkt hav.  Det interessante ved tøjvalget er, at det fremgår af officielle billeder, at Pia Olsen Dyhr dagen igennem ellers også havde været iklædt et nedtonet jakkesæt. Dette blev dog skiftet ud, da hun skulle i fjernsynet.  Mette Frederiksen, der nu skulle indtræde statsminister for tredje gang, var den første til at tage ordet. Hun indledte med at takke. 

Klog af skade fra i fjor havde man valgt at holde lokationen for den anden udgave af Remigration Summit helt og aldeles hemmelig. Det forlød, at arrangementet ville finde sted tæt på Porto, Portugals andenstørste by, men derudover var der sparet på informationerne. Hvis man var tilmeldt begivenheden, kunne man se frem til at få den eksakte adresse at vide, 24 timer før eventet skulle begynde. Et event, der ville samle nogle af de mest højreorienterede af de højreorienterede, for at de kunne give hinanden ret i, at løsningen på sådan cirka samtlige af de problemer, lande på tværs af Europa lider under, er nogle, som immigranterne har haft med sig i bådene. At unge har svært ved at finde bolig? Immigranternes skyld. At kvinder kan være utrygge, når de går rundt om aftenen? Immigranternes skyld. At europæere ikke får nok børn? Immigranternes skyld. For at illustrere disse pointer havde man inviteret en række højreorienterede aktivister, influencere og politikere, der i løbet af lørdag den 30. maj skulle på scenen og tale foran et publikum bestående af omkring 5-600 på forhånd screenede mennesker.