Udgivererklæring for Mediehuset Friheden
Vi, stifter og ejerkredsen bag Mediehuset Friheden, er gået sammen om et ideal. Det er idealet om, at en fri og uafhængig presse trives bedst uden statsstøtte. Man kan endda gå skridtet videre og sige, at en statsstøttet presse aldrig kan kalde sig fri og uafhængig. I alle kendte samfund har staten traditionelt været den største trussel mod en fri og uafhængig presse, og derfor er der noget dybt unaturligt ved, at stort set alle danske medier modtager statsstøtte. Hvad der gør problematikken endnu mere pikant, er at de samme medier fører sig frem som om, de er frie og uafhængige. Det er de ikke.
Tilhængerne af en statssubsidieret presse siger gerne, at Danmark er et lille sprogområde, og at det derfor er svært at få enderne til at mødes. Det kan der være noget om, men alligevel er det fundamentalt set en usund situation, vi befinder os i, for statsstøtte til medier indebærer nemlig en risiko for at få en mediestøttet stat.
Mediehuset Friheden er derfor uafhængig af statsstøtte. Vi ønsker ikke, at der skal være penge mellem medierne og staten, og vi går derfor forrest med et godt eksempel.
Det fundament, stifter og ejerkredsen står på, er idealet om et frit og åbent samfund, men bortset fra det er Mediehuset Friheden uafhængig af ideologiske interesser. Hvad vi hver især har af politiske holdninger spiller ingen rolle her, for Mediehuset Friheden er hverken rødt eller blåt. Det er frit.
Det allervigtigste for os er at sikre, at den journalistik, som bedrives af Mediehuset Friheden, i alle former og udgaver den end måtte udkomme i, er så fri og uafhængig som muligt. Det giver næsten sig selv, når man kalder sig Mediehuset Friheden, men nogle gange er det nødvendigt at skrive det banale sort på hvidt. Dét er hermed gjort.
Derfor vil vi, stifter og ejerkredsen bag Mediehuset Friheden, sammen erklære, at Mediehuset Friheden som journalistisk foretagende aldrig vil være forpligtet af ejernes private interesser. Det kan godt være, at vi er trådt sammen for at finansiere journalistik, men vi er ikke trådt sammen for at købe journalistik. Den forskel er altafgørende, og den står vi derfor vagt om.
København d. 19/4 2021
Bjørn Høi Jensen
Denis Viet-Jacobsen
Mikkel Bülow-Lehnsby
Henrik Juul
Peter Engel
Jesper Theil Thomsen
København d. 5/5 2022
Henning Kruse Petersen
Niels Mortensen
Jannik Kruse Petersen
Christian Paulsen
Max Cantor
København d. 9/8 2024
Upright Ventures A/S
Helene Vangsted
Søren Holmblad