Året der gik – Fri Kultur


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Kære læs­er

Læsere af Fri Finans i denne uge vil vide, at jeg er ny chefredak­tør her på Fri­heds­brevet. Jeg har blandt andet fået det overordnede ans­var for Fri Kul­tur, og det er i den anled­ning, at jeg skriv­er til dig på den dag, hvor Fri Kul­tur nor­malt udkommer.

Ugens nyheds­brev bliv­er alt­så lidt anderledes, for her i løbet af årets sid­ste dage har jeg val­gt at strikke et tilbage­b­lik sam­men over nogle af årets bed­ste kul­turhis­to­ri­er fra Fri­heds­brevet. Det er selvføl­gelig en meget sub­jek­tiv øvelse, men om ikke andet tænker jeg, at du gen­nem den føl­gende kavalka­de vil få et meget godt indtryk af, hvad det er, vi stræber efter at opnå med vores kulturjournalistik.

Helt overord­net om visio­nen for dette nyheds­brev kan jeg indled­ningsvis afs­løre, at det ikke gør mig noget, at det hver uge er under­hold­ende læs­ning, der dumper ind i din mail­box. Jeg er med på, at jour­nal­is­tik tra­di­tionelt set er en dis­ci­plin, der formi­dles med en meget alvorstung mine, men sådan synes jeg ikke nød­vendigvis, at det behøver at være her på stedet. Vores kul­tur­jour­nal­is­tik skal hverken føles som lek­ti­er eller pligt­stof, men skal gerne være noget, som du glæder dig til at åbne hver tors­dag. Deru­dover skal Fri Kul­tur selvføl­gelig leve op til Fri­heds­brevets øvrige dyder om at kigge magth­av­erne efter i sømmene og stille dem kri­tiske spørgsmål.

Men hvor­dan ser en magth­aver egentlig ser ud, når det kom­mer til kul­turver­de­nen? Et godt bud, synes jeg, er for­fat­teren Sara Omar. Fri Kul­turs under­søgelse af hvem hun er, er mit første bud på en his­to­rie fra året der gik, som du skal se at få læst, hvis du gik glip af den i første omgang. Det bliv­er i hvert fald helt sikkert en his­to­rie, som vi kom­mer til at følge op på i det nye år.

Hvem er Sara Omar?

Sara Omar har, siden hun debuterede med roma­nen Dødevaskeren i 2017, været et af for­fat­ter­him­me­lens største stjer­neskud. Bogen gjorde hende lyn­hur­tigt til fol­kee­je, og selvom hen­des his­to­rie var udgivet under fik­tio­nens fane, blev den til et uomgæn­geligt indspark i hele inte­gra­tions­de­bat­ten. Sara Omar tog med sin bog liv­tag med tunge og kon­tro­ver­sielle emn­er som social kon­trol, incest og vold i mus­limske miljøer. Det gav i sig selv efterk­lang i medierne, men her­til kom hen­des mange bom­bastiske inter­views, hvor hun stem­plede ind i virke­lighe­den med hold­ninger og meninger der gjorde hende til en markant stemme i den offentlige debat.

Således opnåede Sara Omar poli­tisk ind­fly­delse i en grad, som er de fær­reste skøn­lit­terære for­fat­terede forundt. I forbindelse med Socialdemokrati­ets inte­gra­tionsud­spil blev Sara Omar brugt som cov­er­girl på regeringspar­ti­ets eget medlems­blad Socialdemokrat­en, lige­som for­fat­teren har holdt flere møder med inte­gra­tions- og udlændingem­i­nis­ter Mat­tias Tes­faye. SF’s for­mand Pia Olsen Dyhr, har end­da kaldt Dødevaskeren for “pligtlæs­ning for enhver poli­tik­er”, og gav Sara Omar SF’s ligestill­ing­spris tilbage i 2020.

I det hele taget har det ikke sko­rtet med pris­er til Sara Omar, der både er blevet tildelt De Gyldne Lau­r­bær, Ekstra Bladets Vic­tor Prisen, Men­neskerettighed­sprisen og Læsernes Bogpris.

Et tankeeksperiment

Selvom Sara Omar alt­så ikke repræsen­ter­er en formel magt i kul­turver­de­nen, så har hun i dén grad en reel magt. Med stor magt føl­ger der som bek­endt et stort ans­var, og det end­nu mere når man som Sara Omar bliv­er rolle­mod­el for unge piger og kvin­der med anden etnisk bag­grund end dan­sk. Men med stor magt føl­ger naturligvis også Fri­heds­brevets kri­tiske blik, og i vores artikelserie “Hvem er Sara Omar?” har vi sat spørgsmål­stegn ved, om vi over­hovedet kan stole på de ting, som Sara Omar har for­t­alt om sig selv.

Lad mig for per­spek­tivets skyld lave et tan­keeksper­i­ment. Tænk, hvor vildt det ville være, hvis Sara Omar i virke­lighe­den var en fup­mager. Hvis nogle af de ting, som hun fortæller, at hun har oplevet i mus­limske miljøer, er fri fan­tasi. Tænk, hvis den per­son­lige his­to­rie, som hun har turneret med i tal­rige inter­views i hele ver­den, er pure opspind. Og tænk, hvis den sikker­hed­strussel, som hun og Poli­tikens For­lag, der udgiv­er hen­des bøger, har for­t­alt om, heller ikke har rod i virke­lighe­den. Det ville i så fald være den største kul­turskan­dale i min lev­etid og ikke nok med det, så ville det også være en stor poli­tisk skan­dale. Det har jeg selvføl­gelig ikke belæg for er til­fældet, men flere ting har fået mig til at hæve øjenbrynene.

Politibeskyttelse eller ikke politibeskyttelse – dét er sagen

Det fremgår i en lang række artik­ler, at Sara Omar, som følge af den mas­sive sikker­hed­strussel mod hende, er nød­saget til at leve under politibeskyt­telse. Som­me­tider hed­der det sig end­da, at hun er under PET-beskyt­telse, hvilket er noget, vi ellers kun forbinder med de mest oplagte ter­ror­mål som muhammedteg­nere, Fri­heds­brevets egen Flem­ming Rose eller poli­tikere som Nas­er Khad­er og Inger Støjberg. Spørgsmålet om, hvorvidt Omar lever under politibeskyt­telse, er afgørende, for man kan lev­ende forestille sig, hvor­dan det vil afholde andre med samme bag­grund og bud­skab fra at stå frem, hvis kon­sekvensen er et liv flankeret af PET- eller poli­ti­folk døgnet rundt. Sara Omar og Poli­tikens For­lag,  har i hvert fald ladet offent­lighe­den forstå, at prisen for at ytre sig i hen­des til­fælde har været tårnhøj.

Men i det første kapi­tel i serien om Sara Omar kunne jour­nal­is­terne på Fri Kul­tur afs­løre, at der fandtes optagelser med for­fat­teren fra 2018, hvor hun fortæller, at hun slet ikke er truet og kan gå lige, hvor hun vil. Optagelsen efter­lad­er Omar med et fork­lar­ing­sprob­lem, for hvor­dan kan man både være truet på livet og ikke truet på livet på samme tid? Hvor­dan kan man gå hvor man vil, men sam­tidig være under politibeskyttelse?

Hverken for­laget eller Sara Omar har øns­ket at fortælle os, hvad der er op og ned, og det fortæller til gengæld mig, at der er noget galt her.

Serien “Hvem er Sara Omar” er foreløbigt udkom­met i fire afs­nit, og du kan finde et sam­men­drag her, hvor du også find­er links til alle artik­lerne. Siden Fri­heds­brevet beg­y­n­dte at skrive om sagen, har det udviklet sig til et fuld­stændig vildt offentligt slagsmål mellem komik­eren og tv-pro­du­cen­ten Omar Mar­zouk og filmin­struk­tør Man­yar Par­wani på den ene side og Sara Omar på den anden side. For­fat­teren forsøgte sen­est at få ned­lagt foged­for­bud mod de optagelser, der belaster hen­des tro­værdighed, og du kan læse vores jour­nal­ists reportage fra Fred­eriks­berg ret her.

Som jeg bebud­ede indled­ningsvis, er vi langt fra færdi­ge med his­to­rien om Sara Omar, og jeg håber, at vi i det nye år vil kunne binde sløjfe på hele denne forun­derlige fortælling.

Fri Presse

Som­me­tider jok­er vi med på redak­tio­nen, at Fri Kul­tur burde skifte navn til Fri Presse. Det skyldes, at der i nyheds­brevet har været utroligt mange mediekri­tiske his­to­ri­er det første halve år af Fri­heds­brevets lev­etid. Man kan ind­vende, at det er noget navlepil­leri og meget typisk jour­nal­is­ter kun at inter­essere sig for, hvad andre jour­nal­is­ter ren­der og laver.

Sådan ser jeg ikke helt på det, og det skyldes jo, at hele Fri­heds­brevets rai­son d’être er magtkri­tisk jour­nal­is­tik. Medierne kaldes ofte for den fjerde stats­magt, og det men­er jeg ikke er at over­drive mediernes betyd­ning i sam­fun­det. Der­for skal der selvføl­gelig bedrives kri­tisk jour­nal­is­tik om medierne, og hvem bedre til at gøre det end os på Fri­heds­brevet, som ikke er ven­ner med nogen?

Et helt frisk eksem­pel på det er inter­viewet med min efter­føl­ger på Ekstra Bladet, chefredak­tør Knud Brix, der over for Fri Kul­tur forsøger at fork­lare og forsvare tankerne bag at smide tv-værten Cecilie Beck på for­si­den for i 2016 at have haft sam­tykke­baseret sex med en fotografelev. Hvis du nogensinde havde for­t­alt mig, at jeg skulle opleve Knud Brix lyde som et ekko af Mette Fred­erik­sen, og ytre sæt­nin­gen “det vil jeg ikke gå ind i” igen og igen, så havde jeg mis­tænkt dig for at være helt væk på LSD.

Weekendavisens svingom med presseetikken

Mere alvorlige prob­lematikker fra mediebranchen har vi også taget fat på i årets løb: Her tænker jeg især på serien om Week­en­davisens offentlig­gørelse af brud­stykker fra den advokatun­der­søgelse, som fæld­ede Nas­er Khad­er i forbindelse med anklagerne om over­greb mod ham. En under­søgelse, som Fri­heds­brevet, kort efter artiklen blev pub­liceret, kunne afs­løre, at Nas­er Khad­er og hans advokat som de eneste fik udlev­eret et fysisk eksem­plar af.

Det efter­lod selvsagt ikke mange mulighed­er for, hvem der lækkede under­søgelsen til Week­en­davisen. Og med det in mente virkede det tem­melig obskurt, at avisen fraval­gte at forelægge Nas­er Khaders fork­laringer og anklager for under­søgelsens kvin­der, som der­for måtte læse deres fortrolige, intime beretninger udpenslet og bet­vivlet offentligt uden at have fået mulighed for at komme til genmæle.

I sig selv men­er jeg egentlig, at det er for­billedligt, at Week­en­davisen sat­te sig for at afdække, hvad det var der stod i den advokatun­der­søgelse, som kørte Khaders poli­tiske kar­riere på for­brændin­gen, men selve frem­gangsmå­den blev heftigt kri­tis­eret af ekspert­er og mediechefer. Chefredak­tør Mar­tin Kras­nik og artik­lens skribent forsvarede indædt meto­den med fork­laringer, der strit­tede i hver sin ret­ning, og som Fri­heds­brevet i flere til­fælde kunne tilbagevise.

Tilbage stod tre navn­givne kvin­der og følte, at der var sået tvivl om deres tro­værdighed i en lands­dækkende avis. Særligt Karen Dirks. I hen­des til­fælde udval­gte og videre­bragte Week­en­davisen nem­lig en pas­sage, hvor Nas­er Khad­er går efter hen­des tro­værdighed med oplysnin­gen om, at “hun har beskyldt og poli­tian­meldt en tidligere kæreste for over­greb. Anmeldelsen blev senere trukket tilbage”. En anklage, som Week­en­davisen ikke efter­prøvede til trods for, at ind­sigt i poli­ti­ets jour­naler viste, at Karen Dirks anmeldte sin ekskæreste for vold og ikke sek­suelt over­greb, og at anklage­myn­dighe­den vur­derede, at man­den var skyldig. Læs den his­to­rie her. 

Week­en­davisen har løbende forsvaret deres jour­nal­is­tik til den bitre ende, men for nylig afgjorde Pressenævnet dog sagen og kom med kri­tik af Week­en­davisen for at have bragt Nas­er Khaders kom­mentar­er, “som vedrør­er meget pri­vate forhold, uden at have givet klagerne mulighed for at forholde sig her­til.” Pressenævnet vur­derede desu­den, at avisen i sin udvæl­gelse og gen­givelse frem­stillede kvin­derne på en måde, som kunne være både skadende og krænkende.

Cirkus Dyrby

Af andre læseværdi­ge, mediekri­tiske his­to­ri­er synes jeg også, det var inter­es­sant, da det lykkedes Fri Kul­tur at få frem, at grun­den til at BT’s nu tidligere chefredak­tør, Michael Dyr­by, ikke blev hængt ud i Dis­cov­erys doku­men­tarud­sendelse om Metoo på TV 2 synes at være, for­di han pudsede en advokat på pro­duk­tio­nen. Da Michael Dyr­by kæm­pede for sit jour­nal­is­tiske liv hævd­ede han ellers senere, at grun­den til, at han ikke ville lægge kor­tene på bor­det og fortælle, hvilke nar­restreger han selv konkret stod bag i sin tid på TV 2, skyldtes, at kvin­derne ikke selv havde haft lyst til at navn­give ham og andre krænkerchefer. Det var alt­så et hen­syn til kvin­derne og ikke ham selv, lod han offent­lighe­den forstå. Fri­heds­brevets his­to­rie sår dog gevaldigt tvivl om den påstand.

Især én inter­es­sant ting kom der til gengæld ud af at se Michael Dyr­by og topchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen i ugevis løbe rundt som to hunde i et spil kegler. Der syntes nem­lig hur­tigt at herske bred kon­sen­sus blandt lan­dets chefredak­tør­er om, at man ikke kan und­slå sig at stille op til kri­tiske inter­views, når man repræsen­ter­er en medievirk­somhed. Det tænker jeg bestemt, vi skal holde dem op på i det nye år, og jeg håber, at Fri Kul­tur bliv­er stedet, hvor du kan læse og lytte til de bed­ste og mest inter­es­sante kri­tiske inter­views med danske mediechefer.

Journalister til salon og blød bolle med magten

En mediekri­tisk his­to­rie, jeg også vil opfor­dre dig til at læse eller gen­læse, han­dler om den ind­spis­thed, der find­es mellem jour­nal­is­ter og de magth­a­vere, som de er sat i ver­den for at kon­trollere. Et godt eksem­pel på det, find­er du i denne his­to­rie, der han­dler om, at Statsmin­is­teri­ets efter­hån­den berygt­ede departe­mentchef Bar­bara Ber­telsen har noget så elitært som en bogk­lub med Infor­ma­tions chefredak­tør Rune Lykke­berg og Poli­tikens lit­ter­aturredak­tør Jes Stein Ped­er­sen, hvor de læs­er Proust akkom­pag­neret af deres bedre halvdele. Man skulle næsten tro, at det var et afs­nit af Klovn, men den er god nok, og som følge af sin delt­agelse i bogk­lubben erk­ender Rune Lykke­berg selv, at han er inhab­il, når det kom­mer til at dække Bar­bara Ber­telsens gøren og laden. Specielt, al den stund, at Bar­bara Ber­telsen – efter Mette Fred­erik­sen – synes at være den mest magt­fulde kvin­de i lan­det, sam­tidig med at Dag­bladet Infor­ma­tion har sys­temkri­tik som sin vigtig­ste DNA-streng. Det forekom­mer bizart at forestille sig, at den ans­var­shavende chefredak­tør må gå uden for døren, hver gang Bar­bara Ber­telsens navn kom­mer op på Infor­ma­tions redaktionsmøder.

Én ting, jeg bliv­er nødt til at nævne på faldere­bet for ellers gør ingen andre det er, at det var på Fri­heds­brevet, du først kunne læse, at Berlingske Media plan­lagde at kuppe Radio Loud og skifte navn til 24syv.

En idé, som min kol­le­ga Mads Brüg­ger kalder usøm­melig omgang med lig, mens Louds pro­gramdi­rek­tør Simon Ander­sen mere anser sig selv som en Sankt Bern­hard­shund, der med en tønde whiskey om halsen red­der skat­te­borg­ernes 65 mil­lion­er kro­ner om året op fra en lavineu­lykke. Selv kan jeg ikke helt finde ud af, om det er galt eller genialt, så jeg tror, jeg vil over­lade mikro­fo­nen til Simon Ander­sen selv, der i dette vidun­derlige inter­view sagde føl­gende, da han blev kon­fron­teret med plan­erne: “Om det kan hed­de 24syv? Det er jo en skør idé. Det ville være fuld­stændig absurd at kalde LOUD for 24syv. Kan du ikke høre det? Hvem fan­den ville få den ide? Det er jo så sindssygt.

Kriminelle på repeat

Et sid­ste inter­es­sant inter­view, som jeg synes du skal læse fra Fri Kul­tur, er dette inter­view med musikpro­duc­er­eren Ali Sufi, efter den 19-årige rap­per Milan Rahim blev skuddræbt.

Over de sen­este år er det beg­y­n­dt at stå mere og mere klart, at en del af top­pen på den danske musikscene er fil­tret vold­somt sam­men med den krim­inelle under­ver­den, og i inter­viewet anklager Ali Sufi de danske plade­sel­sk­aber for at være ellevilde for at tjene penge på unge ghet­to­drenge med plet­tede straf­feat­tester, men ikke være vil­lige til at tage ans­var for den krim­inelle men­tal­itet, som plade­sel­sk­aberne lang­somt, men sikkert er ved at sluse ind i branchen.

Når jeg har denne his­to­rie med her på faldere­bet, skyldes det især, at jeg håber på, at vi i Fri Kul­tur kan bringe mange flere his­to­ri­er om de rådne æbler i den danske musik­branche i det nye år. Det har længe forekom­met mig fuld­stændig absurd, hvor­dan vi som sam­fund bruger uanede ressourcer på at bekæmpe ban­dekrim­i­nalitet og fødekæ­den til den krim­inelle under­ver­den, mens en stor del af de rap­pere, der sid­der på tro­nen i den vold­somt pop­ulære musik­genre “urban” både glo­ri­fi­cer­er hårde krim­inelle miljøer og helt åbenlyst også selv tager del i festen.

Jeg har fornem­melsen af, at det i nogle afkroge af musik­branchen nærmest er en pos­i­tiv ting, hvis du har en læn­gere fængsels­dom på cv’et, men jeg kan jo tage fejl. I hvert fald er det noget, som jeg garan­ter­er, at vi vil forsøge at under­søge på Frihedsbrevet.

I det nye år

Her til sidst vil jeg egentlig bare under­strege, hvor taknem­melig jeg er for, at du har val­gt at teg­ne et abon­nement på Fri­heds­brevet. For at vi kan bedrive god, kri­tisk og under­hold­ende jour­nal­is­tik, er det en helt grundlæggende forud­sæt­ning, at folk som dig væl­ger at støtte os.

Sam­tidig bilder jeg mig over­hovedet ikke ind, at vi er i mål med alt det, vi vil med vores kul­tur­jour­nal­is­tik end­nu. Jeg synes blandt andet, at vi skal blive bedre til at holde øje med, hvad vores alle­sam­mens skat­tekro­ner går til i dan­sk kul­turliv, og det for­ven­ter jeg, at vi for alvor går i gang med i det nye år. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi langt oftere har gode, skarpe inter­views med kulturpersonligheder.

Jeg vil også gerne lancere forskel­lige mag­a­s­in­pro­gram­mer på lyd, som du kan gå og fornø­je dig med i vores app. Min ambi­tion er, at vi er klar med det første skud på stam­men i første kvar­tal af det nye år.

Sam­tidig synes jeg efter­hån­den også, at hele mys­teri­et om Sara Omar kalder på at blive fold­et ud i en pod­cast­serie på vaskeægte true crime-manér.

Der er med andre ord nok at glæde sig til som abon­nent på Fri Kul­tur i 2022. Hvis du har idéer til emn­er, som du synes vi bør beskæftige os med, eller måske end­da deciderede tip til his­to­ri­er, så kan du skrive til mig på kristoffer@frihedsbrevet.dk. Her hør­er jeg også meget gerne fra dig, hvis du har forslag til, hvad der kunne gøre nyheds­brevet bedre og mere ved­k­om­mende for dig.

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår!

Ven­lig hilsen

Kristof­fer Erik­sen, chefredaktør