Året der gik – Fri Kultur
Kære læser
Læsere af Fri Finans i denne uge vil vide, at jeg er ny chefredaktør her på Frihedsbrevet. Jeg har blandt andet fået det overordnede ansvar for Fri Kultur, og det er i den anledning, at jeg skriver til dig på den dag, hvor Fri Kultur normalt udkommer.
Ugens nyhedsbrev bliver altså lidt anderledes, for her i løbet af årets sidste dage har jeg valgt at strikke et tilbageblik sammen over nogle af årets bedste kulturhistorier fra Frihedsbrevet. Det er selvfølgelig en meget subjektiv øvelse, men om ikke andet tænker jeg, at du gennem den følgende kavalkade vil få et meget godt indtryk af, hvad det er, vi stræber efter at opnå med vores kulturjournalistik.
Helt overordnet om visionen for dette nyhedsbrev kan jeg indledningsvis afsløre, at det ikke gør mig noget, at det hver uge er underholdende læsning, der dumper ind i din mailbox. Jeg er med på, at journalistik traditionelt set er en disciplin, der formidles med en meget alvorstung mine, men sådan synes jeg ikke nødvendigvis, at det behøver at være her på stedet. Vores kulturjournalistik skal hverken føles som lektier eller pligtstof, men skal gerne være noget, som du glæder dig til at åbne hver torsdag. Derudover skal Fri Kultur selvfølgelig leve op til Frihedsbrevets øvrige dyder om at kigge magthaverne efter i sømmene og stille dem kritiske spørgsmål.
Men hvordan ser en magthaver egentlig ser ud, når det kommer til kulturverdenen? Et godt bud, synes jeg, er forfatteren Sara Omar. Fri Kulturs undersøgelse af hvem hun er, er mit første bud på en historie fra året der gik, som du skal se at få læst, hvis du gik glip af den i første omgang. Det bliver i hvert fald helt sikkert en historie, som vi kommer til at følge op på i det nye år.
Hvem er Sara Omar?
Sara Omar har, siden hun debuterede med romanen Dødevaskeren i 2017, været et af forfatterhimmelens største stjerneskud. Bogen gjorde hende lynhurtigt til folkeeje, og selvom hendes historie var udgivet under fiktionens fane, blev den til et uomgængeligt indspark i hele integrationsdebatten. Sara Omar tog med sin bog livtag med tunge og kontroversielle emner som social kontrol, incest og vold i muslimske miljøer. Det gav i sig selv efterklang i medierne, men hertil kom hendes mange bombastiske interviews, hvor hun stemplede ind i virkeligheden med holdninger og meninger der gjorde hende til en markant stemme i den offentlige debat.
Således opnåede Sara Omar politisk indflydelse i en grad, som er de færreste skønlitterære forfatterede forundt. I forbindelse med Socialdemokratiets integrationsudspil blev Sara Omar brugt som covergirl på regeringspartiets eget medlemsblad Socialdemokraten, ligesom forfatteren har holdt flere møder med integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye. SF’s formand Pia Olsen Dyhr, har endda kaldt Dødevaskeren for “pligtlæsning for enhver politiker”, og gav Sara Omar SF’s ligestillingspris tilbage i 2020.
I det hele taget har det ikke skortet med priser til Sara Omar, der både er blevet tildelt De Gyldne Laurbær, Ekstra Bladets Victor Prisen, Menneskerettighedsprisen og Læsernes Bogpris.
Et tankeeksperiment
Selvom Sara Omar altså ikke repræsenterer en formel magt i kulturverdenen, så har hun i dén grad en reel magt. Med stor magt følger der som bekendt et stort ansvar, og det endnu mere når man som Sara Omar bliver rollemodel for unge piger og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Men med stor magt følger naturligvis også Frihedsbrevets kritiske blik, og i vores artikelserie “Hvem er Sara Omar?” har vi sat spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan stole på de ting, som Sara Omar har fortalt om sig selv.
Lad mig for perspektivets skyld lave et tankeeksperiment. Tænk, hvor vildt det ville være, hvis Sara Omar i virkeligheden var en fupmager. Hvis nogle af de ting, som hun fortæller, at hun har oplevet i muslimske miljøer, er fri fantasi. Tænk, hvis den personlige historie, som hun har turneret med i talrige interviews i hele verden, er pure opspind. Og tænk, hvis den sikkerhedstrussel, som hun og Politikens Forlag, der udgiver hendes bøger, har fortalt om, heller ikke har rod i virkeligheden. Det ville i så fald være den største kulturskandale i min levetid og ikke nok med det, så ville det også være en stor politisk skandale. Det har jeg selvfølgelig ikke belæg for er tilfældet, men flere ting har fået mig til at hæve øjenbrynene.
Politibeskyttelse eller ikke politibeskyttelse – dét er sagen
Det fremgår i en lang række artikler, at Sara Omar, som følge af den massive sikkerhedstrussel mod hende, er nødsaget til at leve under politibeskyttelse. Sommetider hedder det sig endda, at hun er under PET-beskyttelse, hvilket er noget, vi ellers kun forbinder med de mest oplagte terrormål som muhammedtegnere, Frihedsbrevets egen Flemming Rose eller politikere som Naser Khader og Inger Støjberg. Spørgsmålet om, hvorvidt Omar lever under politibeskyttelse, er afgørende, for man kan levende forestille sig, hvordan det vil afholde andre med samme baggrund og budskab fra at stå frem, hvis konsekvensen er et liv flankeret af PET- eller politifolk døgnet rundt. Sara Omar og Politikens Forlag, har i hvert fald ladet offentligheden forstå, at prisen for at ytre sig i hendes tilfælde har været tårnhøj.
Men i det første kapitel i serien om Sara Omar kunne journalisterne på Fri Kultur afsløre, at der fandtes optagelser med forfatteren fra 2018, hvor hun fortæller, at hun slet ikke er truet og kan gå lige, hvor hun vil. Optagelsen efterlader Omar med et forklaringsproblem, for hvordan kan man både være truet på livet og ikke truet på livet på samme tid? Hvordan kan man gå hvor man vil, men samtidig være under politibeskyttelse?
Hverken forlaget eller Sara Omar har ønsket at fortælle os, hvad der er op og ned, og det fortæller til gengæld mig, at der er noget galt her.
Serien “Hvem er Sara Omar” er foreløbigt udkommet i fire afsnit, og du kan finde et sammendrag her, hvor du også finder links til alle artiklerne. Siden Frihedsbrevet begyndte at skrive om sagen, har det udviklet sig til et fuldstændig vildt offentligt slagsmål mellem komikeren og tv-producenten Omar Marzouk og filminstruktør Manyar Parwani på den ene side og Sara Omar på den anden side. Forfatteren forsøgte senest at få nedlagt fogedforbud mod de optagelser, der belaster hendes troværdighed, og du kan læse vores journalists reportage fra Frederiksberg ret her.
Som jeg bebudede indledningsvis, er vi langt fra færdige med historien om Sara Omar, og jeg håber, at vi i det nye år vil kunne binde sløjfe på hele denne forunderlige fortælling.
Fri Presse
Sommetider joker vi med på redaktionen, at Fri Kultur burde skifte navn til Fri Presse. Det skyldes, at der i nyhedsbrevet har været utroligt mange mediekritiske historier det første halve år af Frihedsbrevets levetid. Man kan indvende, at det er noget navlepilleri og meget typisk journalister kun at interessere sig for, hvad andre journalister render og laver.
Sådan ser jeg ikke helt på det, og det skyldes jo, at hele Frihedsbrevets raison d’être er magtkritisk journalistik. Medierne kaldes ofte for den fjerde statsmagt, og det mener jeg ikke er at overdrive mediernes betydning i samfundet. Derfor skal der selvfølgelig bedrives kritisk journalistik om medierne, og hvem bedre til at gøre det end os på Frihedsbrevet, som ikke er venner med nogen?
Et helt frisk eksempel på det er interviewet med min efterfølger på Ekstra Bladet, chefredaktør Knud Brix, der over for Fri Kultur forsøger at forklare og forsvare tankerne bag at smide tv-værten Cecilie Beck på forsiden for i 2016 at have haft samtykkebaseret sex med en fotografelev. Hvis du nogensinde havde fortalt mig, at jeg skulle opleve Knud Brix lyde som et ekko af Mette Frederiksen, og ytre sætningen “det vil jeg ikke gå ind i” igen og igen, så havde jeg mistænkt dig for at være helt væk på LSD.
Weekendavisens svingom med presseetikken
Mere alvorlige problematikker fra mediebranchen har vi også taget fat på i årets løb: Her tænker jeg især på serien om Weekendavisens offentliggørelse af brudstykker fra den advokatundersøgelse, som fældede Naser Khader i forbindelse med anklagerne om overgreb mod ham. En undersøgelse, som Frihedsbrevet, kort efter artiklen blev publiceret, kunne afsløre, at Naser Khader og hans advokat som de eneste fik udleveret et fysisk eksemplar af.
Det efterlod selvsagt ikke mange muligheder for, hvem der lækkede undersøgelsen til Weekendavisen. Og med det in mente virkede det temmelig obskurt, at avisen fravalgte at forelægge Naser Khaders forklaringer og anklager for undersøgelsens kvinder, som derfor måtte læse deres fortrolige, intime beretninger udpenslet og betvivlet offentligt uden at have fået mulighed for at komme til genmæle.
I sig selv mener jeg egentlig, at det er forbilledligt, at Weekendavisen satte sig for at afdække, hvad det var der stod i den advokatundersøgelse, som kørte Khaders politiske karriere på forbrændingen, men selve fremgangsmåden blev heftigt kritiseret af eksperter og mediechefer. Chefredaktør Martin Krasnik og artiklens skribent forsvarede indædt metoden med forklaringer, der strittede i hver sin retning, og som Frihedsbrevet i flere tilfælde kunne tilbagevise.
Tilbage stod tre navngivne kvinder og følte, at der var sået tvivl om deres troværdighed i en landsdækkende avis. Særligt Karen Dirks. I hendes tilfælde udvalgte og viderebragte Weekendavisen nemlig en passage, hvor Naser Khader går efter hendes troværdighed med oplysningen om, at “hun har beskyldt og politianmeldt en tidligere kæreste for overgreb. Anmeldelsen blev senere trukket tilbage”. En anklage, som Weekendavisen ikke efterprøvede til trods for, at indsigt i politiets journaler viste, at Karen Dirks anmeldte sin ekskæreste for vold og ikke seksuelt overgreb, og at anklagemyndigheden vurderede, at manden var skyldig. Læs den historie her.
Weekendavisen har løbende forsvaret deres journalistik til den bitre ende, men for nylig afgjorde Pressenævnet dog sagen og kom med kritik af Weekendavisen for at have bragt Naser Khaders kommentarer, “som vedrører meget private forhold, uden at have givet klagerne mulighed for at forholde sig hertil.” Pressenævnet vurderede desuden, at avisen i sin udvælgelse og gengivelse fremstillede kvinderne på en måde, som kunne være både skadende og krænkende.
Cirkus Dyrby
Af andre læseværdige, mediekritiske historier synes jeg også, det var interessant, da det lykkedes Fri Kultur at få frem, at grunden til at BT’s nu tidligere chefredaktør, Michael Dyrby, ikke blev hængt ud i Discoverys dokumentarudsendelse om Metoo på TV 2 synes at være, fordi han pudsede en advokat på produktionen. Da Michael Dyrby kæmpede for sit journalistiske liv hævdede han ellers senere, at grunden til, at han ikke ville lægge kortene på bordet og fortælle, hvilke narrestreger han selv konkret stod bag i sin tid på TV 2, skyldtes, at kvinderne ikke selv havde haft lyst til at navngive ham og andre krænkerchefer. Det var altså et hensyn til kvinderne og ikke ham selv, lod han offentligheden forstå. Frihedsbrevets historie sår dog gevaldigt tvivl om den påstand.
Især én interessant ting kom der til gengæld ud af at se Michael Dyrby og topchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen i ugevis løbe rundt som to hunde i et spil kegler. Der syntes nemlig hurtigt at herske bred konsensus blandt landets chefredaktører om, at man ikke kan undslå sig at stille op til kritiske interviews, når man repræsenterer en medievirksomhed. Det tænker jeg bestemt, vi skal holde dem op på i det nye år, og jeg håber, at Fri Kultur bliver stedet, hvor du kan læse og lytte til de bedste og mest interessante kritiske interviews med danske mediechefer.
Journalister til salon og blød bolle med magten
En mediekritisk historie, jeg også vil opfordre dig til at læse eller genlæse, handler om den indspisthed, der findes mellem journalister og de magthavere, som de er sat i verden for at kontrollere. Et godt eksempel på det, finder du i denne historie, der handler om, at Statsministeriets efterhånden berygtede departementchef Barbara Bertelsen har noget så elitært som en bogklub med Informations chefredaktør Rune Lykkeberg og Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, hvor de læser Proust akkompagneret af deres bedre halvdele. Man skulle næsten tro, at det var et afsnit af Klovn, men den er god nok, og som følge af sin deltagelse i bogklubben erkender Rune Lykkeberg selv, at han er inhabil, når det kommer til at dække Barbara Bertelsens gøren og laden. Specielt, al den stund, at Barbara Bertelsen – efter Mette Frederiksen – synes at være den mest magtfulde kvinde i landet, samtidig med at Dagbladet Information har systemkritik som sin vigtigste DNA-streng. Det forekommer bizart at forestille sig, at den ansvarshavende chefredaktør må gå uden for døren, hver gang Barbara Bertelsens navn kommer op på Informations redaktionsmøder.
Én ting, jeg bliver nødt til at nævne på falderebet – for ellers gør ingen andre det – er, at det var på Frihedsbrevet, du først kunne læse, at Berlingske Media planlagde at kuppe Radio Loud og skifte navn til 24syv.
En idé, som min kollega Mads Brügger kalder usømmelig omgang med lig, mens Louds programdirektør Simon Andersen mere anser sig selv som en Sankt Bernhardshund, der med en tønde whiskey om halsen redder skatteborgernes 65 millioner kroner om året op fra en lavineulykke. Selv kan jeg ikke helt finde ud af, om det er galt eller genialt, så jeg tror, jeg vil overlade mikrofonen til Simon Andersen selv, der i dette vidunderlige interview sagde følgende, da han blev konfronteret med planerne: “Om det kan hedde 24syv? Det er jo en skør idé. Det ville være fuldstændig absurd at kalde LOUD for 24syv. Kan du ikke høre det? Hvem fanden ville få den ide? Det er jo så sindssygt.”
Kriminelle på repeat
Et sidste interessant interview, som jeg synes du skal læse fra Fri Kultur, er dette interview med musikproducereren Ali Sufi, efter den 19-årige rapper Milan Rahim blev skuddræbt.
Over de seneste år er det begyndt at stå mere og mere klart, at en del af toppen på den danske musikscene er filtret voldsomt sammen med den kriminelle underverden, og i interviewet anklager Ali Sufi de danske pladeselskaber for at være ellevilde for at tjene penge på unge ghettodrenge med plettede straffeattester, men ikke være villige til at tage ansvar for den kriminelle mentalitet, som pladeselskaberne langsomt, men sikkert er ved at sluse ind i branchen.
Når jeg har denne historie med her på falderebet, skyldes det især, at jeg håber på, at vi i Fri Kultur kan bringe mange flere historier om de rådne æbler i den danske musikbranche i det nye år. Det har længe forekommet mig fuldstændig absurd, hvordan vi som samfund bruger uanede ressourcer på at bekæmpe bandekriminalitet og fødekæden til den kriminelle underverden, mens en stor del af de rappere, der sidder på tronen i den voldsomt populære musikgenre “urban” både glorificerer hårde kriminelle miljøer og helt åbenlyst også selv tager del i festen.
Jeg har fornemmelsen af, at det i nogle afkroge af musikbranchen nærmest er en positiv ting, hvis du har en længere fængselsdom på cv’et, men jeg kan jo tage fejl. I hvert fald er det noget, som jeg garanterer, at vi vil forsøge at undersøge på Frihedsbrevet.
I det nye år
Her til sidst vil jeg egentlig bare understrege, hvor taknemmelig jeg er for, at du har valgt at tegne et abonnement på Frihedsbrevet. For at vi kan bedrive god, kritisk og underholdende journalistik, er det en helt grundlæggende forudsætning, at folk som dig vælger at støtte os.
Samtidig bilder jeg mig overhovedet ikke ind, at vi er i mål med alt det, vi vil med vores kulturjournalistik endnu. Jeg synes blandt andet, at vi skal blive bedre til at holde øje med, hvad vores allesammens skattekroner går til i dansk kulturliv, og det forventer jeg, at vi for alvor går i gang med i det nye år. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi langt oftere har gode, skarpe interviews med kulturpersonligheder.
Jeg vil også gerne lancere forskellige magasinprogrammer på lyd, som du kan gå og fornøje dig med i vores app. Min ambition er, at vi er klar med det første skud på stammen i første kvartal af det nye år.
Samtidig synes jeg efterhånden også, at hele mysteriet om Sara Omar kalder på at blive foldet ud i en podcastserie på vaskeægte true crime-manér.
Der er med andre ord nok at glæde sig til som abonnent på Fri Kultur i 2022. Hvis du har idéer til emner, som du synes vi bør beskæftige os med, eller måske endda deciderede tip til historier, så kan du skrive til mig på kristoffer@frihedsbrevet.dk. Her hører jeg også meget gerne fra dig, hvis du har forslag til, hvad der kunne gøre nyhedsbrevet bedre og mere vedkommende for dig.
Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår!
Venlig hilsen
Kristoffer Eriksen, chefredaktør