Kristoffer Eriksen

”Velkommen til pressemøde her på Rigshospitalet. Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen.” Ambitionerne fejlede ikke noget, da statsminister Mette Frederiksen i slutningen af maj sammen med sundhedsminister Sophie Løhde og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede en pakke til det danske sundhedsvæsen på fem milliarder kroner. Pressemøder er – sammen med Instagram og Facebook – Mette Frederiksens foretrukne kommunikationsplatform. Måske fordi hun netop kan sige eller skrive ting som, at “Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen” uden dernæst at konkretisere, hvordan man præcis skal nå dertil.

Nedrig, ukonstruktiv, letkøbt voksenmobning. En sammenligning med Nicolai Wammen og Snøvsen er simpelthen alt for hård kost for Karsten Lauritzen. Skal jeg komme Lauritzen lidt i møde, kan jeg gå med på, at sammenligningen var både letkøbt og ukonstruktiv. Letkøbt fordi det vist ikke kræver en doktorgrad at kunne se, at Nicolai Wammen er noget af en nedgradering, skulle han gå hen og blive formand for Socialdemokratiet. Og det er heller ikke særligt konstruktivt at konstatere det. Det store spørgsmål er bare, hvorfor en mand, der har brugt hele sit ungdoms- og voksenliv i politik, er blevet bragt i den vildfarelse, at det, som en chefredaktør på et frit medie skriver i sin ugentlige klumme, skal være konstruktivt?

Endnu en uge er gået, hvor tophistorien i dansk politik har været, om landets statsminister Mette Frederiksen mon snart defilerer ned til NATO for at blive generalsekretær. Statsministeren har da heller ikke gjort det store for at sætte en prop i spekulationerne, og hun tilbragte grundlovsdag sammen med CIA og Joe Biden i stedet for på en talerstol et sted i Danmark.

Onsdag var der afslutningsdebat i Folketingssalen. Landets folketingspolitikere er ligesom landets niendeklasseselever blevet sendt på læseferie. Noget var nyt ved denne ellers så traditionsbundne dag. De senere år har det været Folketingets formand, der ringede hele forestillingen i gang, men i år var det i stedet den tidligere stolte ejer af internetdomæner som sexfan.dk, cybersafter.dk og netfisse.dk, Jeppe Søe, der stod på talerstolen og bød velkommen med klokkeværket i hånden.

Efter Moderaterne har ansat den notoriske spindoktor Ulla Østergaard – også kendt som “Spindulla” og “Mutter Skrap” – som ny kommunikationschef, fristes man til at spørge, om der snart er flere ledige sæder i klovnebussen?

I sidste uge bragte vi på Frihedsbrevet en af den slags historier, hvor man må smække sig selv i fjæset med en våd, sammenrullet udgave af Weekendavisen for at være sikker på, at man ikke drømmer. Artiklen handler om en svær PTSD-ramt og selvmordstruet kvinde, der fra 2007 til 2018 er fanget i jobcentrenes kafkaske system, hvor hun på trods af flere lægers ord for, at hun er for syg til nogensinde at varetage et rigtigt arbejde igen, ikke kan få tildelt førtidspension. Grunden til, at kvinden, som jeg af hensyn til hendes tilstand holder anonym her, ikke kunne få tilkendt førtidspension, var, at hun var for syg til at komme i aktivering. Den tragikomiske sandhed er altså, at hun var for syg til at bevise, at hun var for syg til at arbejde.

Det kom som lidt af et chok for mig, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med forsvarschefen Flemming Lentfer i sidste uge trissede ud foran den danske presse og fortalte, at Forsvaret var i så dårlig en stand, at det ville koste 38 milliarder kroner at få genoprettet tingene. Vist har der efterfølgende været bred omtale af miseren, men jeg har ikke kunnet undgå at fornemme den lidt samme ligegyldighed, som dengang vi åbnede sluserne og hældte kæmpe milliardbeløb ud i forbindelse med coronapandemien. 20 milliarder hér, 30 milliarder dér – hvem tæller, for der kommer jo ikke en regning?

Da jeg i november i dette nyhedsbrev argumenterede for, hvorfor det er meget præcist at kalde Moderaterne for en klovnebus, havde jeg altså ikke forudset, at partiets folketingsmedlemmer uge efter uge ville arbejde benhårdt for at give mig ret.

Hvad er det mon for en drivkraft, der får voksne mennesker til at kaste deres karriere i det danske sundhedsvæsen overbord for at sidde og snage i en 13-årig kidnappet piges patientjournal? Det spørgsmål har jeg gået og mediteret lidt på, siden vi på Frihedsbrevet for nogle dage siden fik et troværdigt og – skulle det vise sig – pålideligt tip om, at et større antal ansatte fra Region Sjælland og Region Hovedstaden var blevet sendt hjem fra arbejde for uberettiget at have åbnet patientjournalen på den pige, der i weekenden blev bortført og reddet, og som hele Danmark pludselig var på fornavn med.

Jeg håber, at du har haft en god påske. Jeg brugte mine fridage på at søge lidt inspiration og læse og lytte til en masse journalistik uden for egen andedam. Derfor vil jeg i denne uge ikke skrive en masse om alt det gode, som vi har udgivet i ugens løb på Frihedsbrevet, som jeg ellers plejer, men i stedet anbefale en podcastserie ude fra Dødsstjernen på Amager. Podcastserien vender jeg tilbage til senere i mit nyhedsbrev.

Hver dag går jeg forbi Sørens Værtshus, men jeg går sjældent ind. I fredags gjorde jeg en undtagelse, for på Frihedsbrevet havde vi fernisering på Magtens Voksmuseum, og så var det jo oplagt at varme op på en beværtning, hvor politikere, lobbyister, embedsmænd, journalister og andet godtfolk i en uskøn sammenblanding gerne mødes efter fyraften for at få en lille en. Og hvilket held. For hvem stod lige dér i baren sammen med sin tidligere spindoktor og drak bajere? Rigtigt gættet, det gjorde Rasmus Prehn. Jeg kunne selvfølgelig have passeret ham diskret uden at hilse på, for jeg ved jo godt, at Rasmus Prehn nok ikke ligefrem har mig med i sine aftenbønner.

Grundlæggende mener jeg, at man skal have antidemokratiske tilbøjeligheder, hvis man er af den opfattelse, at det ikke kommer offentligheden ved, hvem der støtter politikerne og deres partier med store beløb. Manglende transparens om pengestrømme til politikere giver simpelthen virkelig gode vækstbetingelser for korruption.

Tilgiv mig, kære læser, men jeg vil starte ugens nyhedsbrev lidt personligt. I sidste uge, da vi på Frihedsbrevet bragte historien om topchefen for den selvbestaltede tech-komet MeeW, der stod med det ene ben i en børsnotering, kunne jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved en detalje. Da Dr. Armin Kavousi for alvor trådte ind på den store scene i sommer som succesfuld tech-iværksætter og multitalent, var han 36 år.

Ugen startede med, at Socialdemokratiet fik den værste meningsmåling i mands minde. Hvis der var folketingsvalg i morgen, stod Mette Frederiksen til kun at høste 18,6 procent af stemmerne ifølge Voxmeter. Målingen, som af flere er blevet kaldt en “outlier”, fordi den er så vild, kommer efter måneder med store bededags-ballade og løftebrudssnak. Ugen sluttede med, at Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, imploderede, og oppositionspartiet synes nu at ligge i ruiner.

Hvem er folkene fra Dansk Folkeparti i virkeligheden? Det spørgsmål har jeg puslet med den seneste uge. Jeg har altid tænkt, at det er rendyrket forstillelse, når Mette Frederiksen fremstiller sig selv på Instagram som en flûtebagende, makrel-i-tomat-gnaskende, vinduespudsende og håndbolddyrkende hyggemoster, der klarer opvasken i hånden iført en vamset sweater. Omvendt har jeg haft det med Dansk Folkeparti. Jeg har tænkt, at kærligheden til det jævne folk var ægte, og at hadet til det elitære var helt autentisk.

Hvis du ligesom jeg er godt og grundig træt af at høre om de københavnske saloner og alt det, der er galt med København, københavnere og københavneri, så vil mit nyhedsbrev denne uge være balsam for sjælen. Med andre ord er denne udgave af Fri Kristoffer ikke noget for Inger Støjberg, ligesom i øvrigt – formoder jeg – alt andet, jeg nogensinde har udgivet.

Det er i grunden utroligt, hvis to af landets absolutte toppolitikere, to tidligere ministre, i ramme alvor troede, at de ikke behøvede at svare skat af deres bijobs, så længe de bare brugte pengene på at føre valgkamp for. Kontorchef i Skat gennem mere end to årtier, Michael Bjørn Hansen, der i dag arbejder som skatteadvokat, mener desuden, at Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken bør straffes.

Jeg vil gerne begynde mit nyhedsbrev fra denne uge lidt utraditionelt. Faren ved at skrive og mene noget ugentligt er jo, at det hele til sidst bliver lidt forudsigeligt og ensformigt, og det er der ingen, der gider. Af den grund vil jeg gøre noget for første gang nogensinde: Jeg vil rose den nye SVM-regering. Uironisk og oprigtigt.

Da jeg sidste weekend lå i min seng med tømmermænd og lyttede til den seneste udgave af Flemming Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, blev mine tanker sendt på himmelflugt. Folk har jo forskellige cravings, når de har tømmermænd, og jeg medgiver, at Flemming Roses nyhedsbrev måske ikke er det mest oplagte materiale at gå ombord i, når man ligger brak, men ikke desto mindre var det altså det, jeg havde brug for i lørdags.

Forleden læste jeg en artikel af ældre dato i Berlingske, hvor det blev beskrevet, hvordan kong Christian den 7. for mere end 250 år siden afskaffede hele ni helligdage. Ham kan man således takke for, at vi ikke længere har fri fra arbejde på for eksempel 3. juledag, 3. påskedag og Mikkelsdag. Et argument for reformen var, at man vurderede, at det øgede antal arbejdsdage ville medføre en øget cirkulation af penge. Et andet mere moralsk argument gik på, at fridagene blev brugt på spil, druk og hor.

En sjælden gang imellem modtager man en pressemeddelelse, som er så langt ude, at den enten lugter af at være satire eller et resultat af, at afsenderen er blevet hacket. Sådan havde jeg det, da jeg læste pressemeddelelsen om, at TV 2 Lorry ville skifte navn til TV 2 Kosmopol. Jeg tænkte simpelthen, at det måtte være fiktion, at man har brugt skattekroner på at udskifte et tåbeligt navn med et nyt endnu mere tåbeligt navn. Men desværre er det ikke satire. Den regionale TV 2-kanal, der i runde tal modtager 70 millioner kroner fra staten om året for at bringe lokalnyheder fra hovedstaden og omegn, vil fremover kaldes for TV 2 Kosmopol.

Man får dagsordensættende journalistik som abonnent på Frihedsbrevet, og ugens bedste eksempel på det er vores historie om Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard fra Radikale Venstre, som vi forleden kunne afsløre i at bedrive en form for ledelse, som hendes medarbejdere fortæller involverer chikane, overfusninger og frygt.

På et ubestemmeligt tidspunkt i de 42 dage, som Jakob Ellemann-Jensen tilbragte sammen med Mette Frederiksen inde i et forhandlingslokale på Marienborg, har han slugt en rød pille. Om det har været ganske frivilligt, eller om Nicolai Wammen i smug har knust den og drysset den i Ellemanns vandglas, ved jeg ikke, men ned er pillen i hvert fald kommet. Når denne pille, som Wammen selv slugte for mange år siden, opløses i blodet, fortrænger den helt lysten til at svare sandfærdigt og oprigtigt på spørgsmål og erstatter med funktioner, som vi mest kender fra science fiction-figurer, hvor alle svar synes forprogrammerede.

Topskattelettelser, en helligdag mindre, flere penge til Forsvaret, farvel til jobcentrene, et SU-år mindre, en frisættelse af den offentlige sektor (hvad det så end skal betyde), skattelettelser til erhvervslivet, flere skattelettelser, klimaafgift på flyrejser og en forøgelse af arbejdsudbuddet med 45.000 for nu bare at nævne et lille udpluk fra studehandlen. En almindelig dansker med en gennemsnitlig indkomst får 30 kroner mere til sig selv om måneden, og de to liter mælk, som man kan købe for det, kan man så rigtigt gå og hygge-gurgle, indtil man får det galt i halsen, fordi det går op for én, at det har været i bytte for den danske retsstat. Det lyder måske dramatisk, men det er ikke mine ord – det er Venstres egne, og dem skal jeg nok komme tilbage til, men først bliver vi lige hængende ved bemeldte pressemøde.

Dette nyhedsbrev er skrevet med moderat feber fra mit sygeleje derhjemme. Posten skal jo ud, og i min febervildelse fik jeg en idé til, hvordan jeg kunne udkomme alligevel uden at belaste mine kolleger, som jo har travlt med at grave historier frem.

Hold da op! Hvis nogen havde sagt til mig, at Frihedsbrevets historie om Theresa Scavenius og alle hendes flyrejser ville blive diskuteret i stort set alle medier i ugevis, så havde jeg siddet med åben mund og polypper. På Frihedsbrevet har vi selvfølgelig hele tiden syntes, at det var en interessant historie, at klimaordføreren for Danmarks klimaparti har fløjet 24 gange, primært mellem København og Aalborg, over de sidste 5 år – oveni hendes private flyrejser til udlandet, som, hun selv anslår, er “et par gange” om året. Theresa Scavenius flyver altså mere end mig selv eller de fleste, jeg kender, og det ser jo unægteligt lidt mærkeligt ud, når hun er klimaordfører for et parti, der opfordrer danskerne til at “Flyve mindre og kysse mere”. Uanset om man mener, at Scavenius’ flyrejser er helt ok eller skamløst hykleri, er det vigtigt at få det frem og sat til debat, for så kan folk jo selv tage stilling.

Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem. Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne. Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.

Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede! Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.

Noget, der øjeblikkeligt får mig til at smile, er at tænke på Mette Thiesen. Det er muligvis en sætning, du aldrig troede, at du skulle læse, men sådan er det altså, og derfor vil jeg skrive lidt om hende, for det kan jo være, at min begejstring smitter. Første gang, jeg sådan rigtigt stiftede bekendtskab med Mette Thiesen, var i 2018, da jeg arbejdede på DR’s faktatjekprogram Detektor. Man kan sige, at Mette Thiesen har været for Detektor, hvad en snusket shawarmabar i Taastrup er for fødevarekontrollen.

Når man har fulgt flittigt med i valgkampen, som jeg har, så er tilstanden i dansk politik lige nu mildt sagt et paradoks. Mette Frederiksen har ikke misset en chance for at betone, hvor alvorlig en situation landet står i med krig i Ukraine, energikrise og inflationen. Det samme er i varierende styrke gjaldet fra de andre partiledere. Og hele Socialdemokratiets effektive valgkampagne har været bygget op om at indgyde frygt hos danskerne. Usikkerhed og frygt. Derfor skulle vi stemme på Mette, for hende kender vi jo, og hende ved vi, hvor vi har. Hun er nemlig god til at samarbejde og klippefast, når det blæser, er vi blevet fortalt igen igen.

Om bare fire døgn er der folketingsvalg, og jeg skulle lige til at skrive, at når du hører fra mig igen næste fredag, så har Danmark fået en ny regering. Men det kommer nok ikke til at ske. I stedet befinder vi os, når den tid kommer, formentlig midt i en eller anden grad af parlamentarisk kaos, hvor politikerne sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan forme en regering sammen, selvom de lige har sagt, at de ikke kan lide hinanden, og selvom de har lovet vælgerne noget vidt forskelligt. Er demokratiet ikke bare smukt? Er det ikke en herlig tanke, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen lige nu er favoritter til at fortsætte deres vilde ridt inde i Statsministeriet, hvor de sammen i løbet af de seneste tre år har smedet den ene skandale efter den anden, og hvor den ene lyver hurtigere, end den anden kan nå at instruere i hvordan man sletter sms’er?

Tillad mig at starte med at præsentere mig selv: Jeg hedder Kristoffer Eriksen og er chefredaktør på Frihedsbrevet. Det her er mit ugentlige nyhedsbrev Fri Kristoffer. I sommer vikarierede jeg på min chefredaktørkollega Mads Brüggers nyhedsbrev, og lad mig bare være ærlig: Det smagte af mere. Samtidig synes jeg, at vi på Frihedsbrevet har nået en omgangshøjde på vores journalistik, som gør, at vi efterhånden trænger til et ugentligt nyhedsbrev, der samler op på og kommenterer de historier, vi bringer. Både som en service til vores medlemmer, da jeg tænker, at det kun er de mest hårdkogte Frihedsbrevet-abonnenter, som i løbet af en uge når at læse eller lytte til alt det, vi udkommer med. Men selvfølgelig også som et udstillingsvindue til alle dem, der ikke ved, hvad der foregår inde bag betalingsmuren, og som er nysgerrige på, hvad man egentlig får for skillingerne, hvis man melder sig under Frihedsbrevets faner.

På mandag er Mads Brügger tilbage, og det er nu altså dejligt, for som Dan Turèll så smukt skrev: Mest af alt holder jeg af hverdagen. Det har ellers været en stor fornøjelse at udkomme fra denne platform hele sommeren, men jeg tror også, at det er meget fint, at vikariatet stopper, inden det for alvor begynder at stige mig til hovedet. Personligt er jeg positivt overrasket over, at kun en håndfuld abonnenter har opsagt deres abonnementer i ren frustration og ærgrelse over mine skriverier, og jeg glæder mig samtidig over, at det kun er blevet til én advokatskrivelse i indbakken.

Hvis du er en af de mange flittige samfundsborgere, der i dag havde første dag tilbage i hamsterhjulet efter en lang, velfortjent sommerferie, så vil jeg lige starte med at ønske dig et stort velkommen tilbage til virkeligheden og en rigtig god arbejdslyst! Det sidste er vigtigt. Især hvis du er sygeplejerske, pædagog eller lærer, for jer bliver der mangel på i fremtiden. Antallet af ansøgninger til de tre uddannelser er nemlig styrtdykket, og det forklarer vores uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen med denne dybsindige analyse: “Der er en tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den.” Jesper Petersen er selv meget fin på den, for han har nemlig en bachelor i statskundskab, så måske er det derfor, han føler, at han har regnet verden ud og i ramme alvor tror, at det er uddannelsessnobberi, der har sørget for en nedgang på 18 procent i ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen, og ikke at man som færdiguddannet sygeplejerske har udsigt til at blive aflønnet i honninghjerter, hvis man har ydet en ekstraordinær arbejdsindsats.

Velkommen til mit femte nyhedsbrev som sommervikar på Fri Mads, hvor jeg afslutter min sommermission og giver Mads Brügger en ordentlig kæberasler. I en erkendelse af, at det ikke rigtigt vil lykkes at få nogen andre til at samle handsken op, har jeg set mig nødsaget til at gribe til yderligheder, og jeg gruer faktisk lidt for Mads Brüggers reaktion, når han kommer hjem og opdager det.

Velkommen til ugens nyhedsbrev her på kanalen, som handler en del om tidens helt store nyhedshistorie, nemlig årets Tour de France. Eller, det handler egentlig mest om den sports-washing, som jeg efterhånden synes, at man med rette kan kalde politikernes sygelige behov for at omklamre årets Tour de France på sociale medier. Derudover skal vi forbi et (mislykket) forsøg på at få statsministeren til at tage til genmæle over for Mads Brügger, men først vil jeg som sædvanlig skrive lidt om, hvilke glimrende historier der i øjeblikket udkommer på Frihedsbrevet.

Jeg kan godt savne de somre, hvor den største nyhedshistorie var, at Dansk Folkeparti (igen) ville forbyde halal-kød i offentlige institutioner. Det er på mange måder, som om verden bare var et mere ubekymret og simpelt sted dengang sammenlignet med den forgangne uge, hvor Japans tidligere premierminister Shinzo Abe blev skudt og dræbt på åben gade, mens Storbritanniens premierminister efter utallige forsøg endelig lykkedes med at begå politisk harakiri. Dertil kommer pilotstrejken i SAS og selvfølgelig efterdønningerne af det tragiske masseskyderi i butikscenteret Field’s. Det er til at blive helt forpustet af.

Da vi hilste på hinanden sidste mandag, var jeg godt klar over, at Minkkommissionens beretning kunne gå hen og blive interessant og sprængfarlig læsning, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nyhedsugen ville blive så voldsom, at dét, at Kristian Thulesen Dahl nu er stoppet i dansk politik for at blive havnebetjent, kun er værd at nævne for at illustrere, hvor ligegyldigt det egentlig synes at være til sammenligning med alt det, der i øvrigt er sket.

Hvis du af en eller anden grund ikke læste den seneste udgave af Fri Mads til ende, så er det gået din næse forbi, at Mads Brügger er taget på en lang sommerferie, og at jeg – Kristoffer Eriksen – i hans fravær skriver dette nyhedsbrev. Det er på mange måder en vanskelig opgave at vikariere for Mads, der med dette nyhedsbrev har opfundet sin helt egen genre: Der bliver uddelt svirpere til højre og venstre, krydret med lidt research på aktuelle sager og lidt information om, hvad Frihedsbrevets abonnenter har udsigt til at få for sparepengene. Selv har han for nylig kaldt det en “klummelyse”, og det er måske ikke helt ved siden af.

Vi mindes ikke, at vi er gået så tidligt i seng på en valgaften, som det var tilfældet onsdag aften, hvor afstemningen om forsvarsforbeholdet fandt sted. For det var mildest talt en udramatisk affære, der kaldte mere på en god nattesøvn end en sen nat. Allerede klokken 20 stod det nemlig klart, at resultatet ikke ligefrem ville blive en gyser. Den første exit poll viste et overbevisende flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet, og i de følgende timer gik den ene partileder efter den anden hurtigt ud og holdt sin tale.

Husker du, hvordan landet ser ud en uge inden et folketingsvalg? Normalt er det jo ikke til at skære sig gennem byen for valgplakater, stort set alle sendeflader er ryddet, politiske partier lancerer offensive angreb på stribe. Alt handler om valget. Det forholder sig anderledes med blot en uge til folkeafstemningen, hvor vi stemmer om en afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet. Budskaberne er færre. Der er som bekendt primært to centrale af slagsen; et ja eller nej. Regeringsmagt og genvalg er heller ikke på spil. Og det kommer også til udtryk i partiernes måde at føre valgkamp på, og flere partier ser ud til snarere at varme op til folketingsvalget end at føre en helhjertet EU-valgkamp. Det har vi undersøgt i denne uges udgave af Fri Valg, som både udkommer som dette nyhedsbrev samt en podcast, som du finder i Frihedsbrevets app.

Endnu en uge er gået i kampagnesporet, og det har ikke været kedeligt. I sidste uge var der eksempelvis inviteret til gladiatorkamp, da DR bød partilederne op til dans på Krigsmuseet i København. Meget gik som forventet, men der var alligevel en række interessante ting, der er værd at bide mærke i. I den mere kuriøse ende fik Sikandar Siddique, politisk leder i Frie Grønne, under debatten sagt til studievært Kåre Quist, at partiet godt nok stemmer ja, men at man samtidig ikke vil anbefale andre at gøre det samme. Her på Fri Valg har vi forsøgt at finde ud af, hvad det betyder. Vi har også forsøgt at blive klogere på fænomenet Enhedslisten, som efter krigens udbrud har kæmpet med et stridslystent bagland, som har sået tvivl om partiets linje i forhold til særligt NATO. Det har vi haft en længere snak med EU-ordfører Søren Søndergaard om. Og så skal vi også forbi et snedigt kampagnetrick fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Så er ballet for alvor åbnet. For i dag er der lige præcis tre uger til, at vi skal stemme om en afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet. Plakaterne er hængt op i lygtepælene, og knivene er hvæsset forud for den første live-transmitterede tv-debat på DR med alle partilederne i aften. Derfor har vores lille redaktion her på Fri Valg igen gravet dybt i de politiske budskaber og kampagner, som med forøget kraft kastes i æteren. Alt sammen for at blive klogere på, hvorfor politikerne siger, som de gør, og hvem de særligt ønsker at tale til.

Velkommen til denne anden udgave af nyhedsbrevet Fri Valg, som flankeres af en podcast med samme navn, som findes i Frihedsbrevets app. I denne uge lægger vi fra land ved at dvæle et øjeblik ved et videoklip, der i de seneste uger har fået status af en vaskeægte nyklassiker i dansk politik.

Velkommen ombord på jomfrurejsen for vores nye podcast og inden længe også selvstændige nyhedsbrev, som vi har døbt Fri Valg. Om præcis en måned skal vi alle stemme om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet, og de kommende uger bliver mediefladen tæppebombet med slogans, politiske budskaber og velorkestreret spin. Alt sammen for at påvirke valget mod enten ja eller nej. Med Fri Valg vil vi forsøge at skære gennem støjen. For stadig større dele af det politiske kræmmermarked er rykket over på sociale medier, hvor partierne kaster enorme summer efter at skræddersy politiske budskaber, som nøje udvalgte grupper får klasket i hovedet. Det er der god grund til: Det virker. Derfor har vi gravet dybt i enorme mængder data om vælgeradfærd, EU-skepsis og især data fra Facebook, som giver dig et unikt indblik i, hvor og hvordan partierne forsøger at flytte holdninger. Forhåbentlig kommer vi nærmere et svar på spørgsmålet: Hvorfor siger politikerne, som de gør?

Hvis du allerede har styr på torsken, champagnen og den dumme hat, så synes jeg, at du nu skal smække benene op på bordet, læne dig godt tilbage og nyde dette tilbageblik på årets bedste politiske historier fra Frihedsbrevet. Der er nok at tage af og læsestof til adskillige timer, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det blandt andet må skyldes dette noget ekstraordinære år, som vi nu kører i garagen. For er du vimmer, hvor har det dog været et helt igennem vanvittigt år i dansk politik. Jeg troede ellers ikke, at det kunne blive vildere efter 2020, hvor corona brød ud og metoo tog den ene mandlige politiker ud efter den anden. Jo, det hele kunne åbenbart godt overgås. 

Ugens nyhedsbrev bliver altså lidt anderledes, for her i løbet af årets sidste dage har jeg valgt at strikke et tilbageblik sammen over nogle af årets bedste kulturhistorier fra Frihedsbrevet. Det er selvfølgelig en meget subjektiv øvelse, men om ikke andet tænker jeg, at du gennem den følgende kavalkade, vil få et meget godt indtryk af, hvad det er, vi stræber efter at opnå med vores kulturjournalistik.

Jeg vil gerne tage dig med en tur rundt i bagkataloget for det første halve år på Fri Finans. Man kan kalde det en Tour de Greatest Hits over de finanshistorier, som har været blandt de mest læste hos os samt noget af det, som jeg personligt har været gladest for. Historierne skulle gerne give dig et godt pejlemærke om, hvad det er for en journalistisk vision, som du abonnerer på hos Frihedsbrevet.