Fri Kristoffer #20: Ugens tal er 36
Tilgiv mig, kære læser, men jeg vil starte ugens nyhedsbrev lidt personligt. I sidste uge, da vi på Frihedsbrevet bragte historien om topchefen for den selvbestaltede tech-komet MeeW, der stod med det ene ben i en børsnotering, kunne jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved en detalje. Da Dr. Armin Kavousi for alvor trådte ind på den store scene i sommer som succesfuld tech-iværksætter og multitalent, var han 36 år.
Præcis 36 leveår fremgår også af mit eget pas, og derfor kunne jeg ikke helt lade være med at sammenligne mig selv med manden, der både havde fyret sig selv af som professionel fodboldspiller i USA, tørret gulvet med Justin Bieber på Canadas hitlister og indtaget medtech-verdenen med sin avantgarde neuroforskning. Til sammenligning har jeg lavet nogle tv- og radioprogrammer, haft nogle chefjobs på forskellige medier og skrevet en håndfuld vellykkede jokes på Twitter.
Det er måske derfor, at den indre tilfredsstillelse var ekstra stor, da Frihedsbrevets finansjournalister afslørede, at det meste i den officielle historie om Armin Kavousi var løgn og latin.
For et par år siden udkom et studie, der havde undersøgt 20 stormestre i skak meget grundigt. Forskerne havde i alt gennemgået 24.000 spil skak, og konklusionen var, at stormestrenes hjerner peakede i en alder af 35 år. Herefter lå det kognitive niveau nogenlunde stabilt i 10 år, fandt studiet, før man ved 45-årsalderen oplevede en forringelse.
Hvis konklusionerne fra skakstudiet ellers kan overføres til andre mennesker, betyder det altså, at undertegnede lige nu befinder mig i min absolutte kognitive primetime, og der er kun ni år tilbage af den. For nu at være helt ærlig er det lidt svært ikke at føle sig en anelse skuffet, nu hvor det åbenbart var, hvad det kunne blive til for mit vedkommende.
Doctor No
I onsdags udkom vi med (endnu) en helt utrolig podcastserie på Frihedsbrevet. Doctor No hedder den, og den handler om en tyrkisk tryllekunstner, der rent faktisk lykkedes med det, som Armin Kavousi og MeeW blev bremset i. Den tyrkiske tryllekunstner bærer navnet Serhat Gumrukcu og blev indtil maj sidste år i dele af forskningsverdenen betragtet som et af de største medicinske genier i verden. En vidunderlæge, der kunne knække koden til vacciner mod HIV og kræft, og som en gruppe danske milliardærer kastede deres kærlighed på og voldsomt mange penge efter.
Du har formentlig hørt om Ole Abildgaard og Pandora-rigmanden René Sindlev, men ellers har du helt sikkert hørt om Karsten Ree. Alle købte de den vidtløftige fortælling om den tyrkiske mirakelmager Serhat Gumrukcu og investerede millioner af kroner i firmaet Enochian Biosciences.
Rigmændenes biotek-firma med Serhat Gumrukcu i spidsen blev børsnoteret på den amerikanske Nasdaq-børs i 2018 på Times Square i New York, og firmaet steg hurtigt i værdi og var på et tidspunkt helt oppe og være mere end fire milliarder kroner værd. Det var selvfølgelig vidunderlægen Serhat Gumrukcu, der ringede med klokken på børsen, da den åbnede for handel med Enochian Biosciences-aktien.
I dag er Enochian-aktien ikke særligt meget værd, efter det viste sig, at Serhat Gumrukcu slet ikke var læge, men en bedragerisk tryllekunstner, der i sin tryllekarriere gik under navnet “Doctor No”. I maj smuldrede tryllekunstnerens illusion, da han blev anholdt og varetægtsfængslet for at stå bag et lejemord på en mand, der ville afsløre Doctor No som den svindler, han er.
Historien om Doctor No er uden tvivl den mest utrolige historie, jeg nogensinde har hørt fra dansk erhvervsliv. Du kan lytte til de to første afsnit af podcastserien gratis, der hvor du normalt lytter til dine podcasts. Vil du lytte til hele serien, skal du tegne et abonnement på Frihedsbrevet, hvor flere afsnit løbende vil udkomme.
Nå ja, og så glemte jeg helt at fortælle, at da Serhat Gumrukcu – eller Doctor No – står dér på Times Square og skal til at ringe med klokken på børsen, der er han selvfølgelig… 36 år.
Fri Værdi
Ja, der er mange gode grunde til at komme ind bag betalingsmuren på Frihedsbrevet. En anden er Fri Værdi, som er vores splinternye nyhedsbrev for dig, som vil forstå dig på international makroøkonomi og (geo)politik men samtidig have et grin over de bizarre personsager, som ofte hjemsøger de bonede gulve.
Nyhedsbrevet er skrevet af makkerparret Andreas Steno og Mikkel Rosenvold. Andreas Steno er kendt som den danske bankverdens helt egen enfant terrible, som sidder i haserne på de kapitalinteresser, som borgerne ikke har transparens omkring. Mikkel Rosenvold har brugt sin karriere på at gemme sig i ministerier og styrelser, men tager nu bladet fra munden og fortæller, hvordan tingene egentlig foregår dybt inde i det politiske maskinrum.
Allerede i morges udkom første udgave af Fri Værdi, i denne uge skrevet af Andreas Steno fra et fly på vej til Madrid. Nyhedsbrevet bærer den æggende overskrift: “Det bliver hundens år, ikke bankernes”, og Steno svirper godt til, skal jeg lige love for. Han skriver blandt andet om bankkrakket i Silicon Valley Bank, og så lufter han også en dejligt provokerende tanke om Kina som en sikker havn for investeringer i 2023. Han skriver blandt andet:
“I Fjernøsten har kineserne sendt svejseapparaterne tilbage til fabrikshallerne efter et par sæsoner med så hårde coronanedlukninger, at selv kendisvirologen Allan Randrup ville have trukket en streg i sandet. Kina er nu et af de få steder på kloden, hvor tingene faktisk går fremad i stedet for tilbage. Hvis modus operandi fra genåbningerne i Europa og USA holder, så står vi på tærsklen af en regulær ketchup-effekt i Kina, nu hvor forsamlingsfriheden er tilbage – for det er den.”
Hvis du længe har gået og savnet et velskrevet, morsomt og uafhængigt nyhedsbrev om økonomi, så er Fri Værdi og Andreas Steno og Mikkel Rosenvold lige noget for dig.
For at fejre vores nye nyhedsbrev Fri Værdi har jeg desuden en rabatkode til dig. Du sparer 30 procent på et årsabonnement, hvis du bruger rabatkoden “Steno”. Så for kun 525 kroner får du adgang til alt vores indhold i et år – som for eksempel Fri Værdi og alle fremtidige afsnit af vores nye podcastserie Doctor No.
Rabatkoden gælder kun i en begrænset periode, så hvis du længe har gået og taget tilløb til at komme med på vognen, så er lige nu et rigtig godt tidspunkt.
Fri Bandit
Et andet nyt ansigt på Frihedsbrevet er Carsten Norton, som er en af Danmarks bedst skrivende journalister, når det drejer sig om at formidle, hvad der sker i den kriminelle underverden. I søndags debuterede han med sit nyhedsbrev Fri Bandit, hvor han blandt andet skrev om, hvordan det kriminelle miljøs højt besungne idealer om broderskab og loyalitet nogle gange er elastik i metermål. Hvordan det med en eks-kriminel kildes ord er “penge før brødre”.
Frihedsbrevets læsere og lyttere har taget virkelig godt imod Nortons første nyhedsbrev. Jeg har netop smuglæst hans næste nyhedsbrev, som udkommer i weekenden, og jeg lover ikke for meget, når jeg siger, at det bestemt holder niveau. Det handler om rockerklubben Satudarah – som jeg altid har lyst til at kalde Zididada – der har åbnet et klubhus på Amager i København.
Der er flere interessante perspektiver på klubbens Amager-entré, skriver Norton. For lige så længe der har været rockerklubber i Danmark, lige så længe har de kæmpet om at kunne kalde Amager deres territorium. Da den 24-årige Kim Mortensen i 1977 blev dræbt på Islands Brygge, skete det i et opgør mellem de daværende Nøragersmindebanden og Nomads MC. Da Jørn Jønke Nielsen syv år senere likviderede Henning “Makrel” Norbert Knudsen i Sundbyvester, stod slaget mellem Bullshit og Hells Angels (HA).
Siden da har Hells Angels’ arvefjende Bandidos en kort årrække forsøgt sig med et klubhus på Amager, men også de måtte forlade øen, blandt andet efter at en 17,5 tons tung lastbil bragede ind i Bandidos-klubhuset, hvilket delvist fik det til at styrte sammen.
Nu forsøger Satudarah sig så på Amager, men hvad det fører med sig af spændinger, må du vente med at læse om til på søndag, når Fri Bandit udkommer.
Gode gamle Rasmus Prehn
Den detroniserede socialdemokrat Rasmus Prehn frister nu en tilværelse på de bagerste rækker i Folketingssalen efter sin mislykkede tilværelse som minister, der kun huskes for alle de pinlige bilagssager. Det er selvfølgelig ikke en helt fair udlægning, for han huskes også for at have været på safari i Karsten Rees safaripark.
Og så vil hans ministertid også huskes for dette foto:
Og dette foto:
Og dette foto:
Og selvfølgelig også dette foto:
Men mest af alt må man altså bare erkende, at den altoverskyggende sag fra Prehns ministertid er middagen den 10. juni 2020 på restauranten Undici, som Rasmus Prehn forsøgte at tørre af på skatteborgerne ved at skrive på bilaget, at middagen var med den nordjyske journalist Søren Wormslev – lige indtil Ekstra Bladet kontaktede Søren Wormslev, som sagde, at han aldrig nogensinde havde spist middag med Rasmus Prehn.
Prehn fastholder den dag i dag, at han spiste med en journalist den aften, og at han derfor mener, at det var fagligt begrundet, da han brugte statens kreditkort til at betale de 1.468 kroner, som de spiste og drak for. Men han har tænkt sig at tage identiteten på sin medspiser med sig i graven.
På Frihedsbrevet har vi dog en mand, der holder stædigt fast i sagen. Han hedder Kasper Saugmann, og han har undret sig over en ting. Nemlig at Udenrigsministeriet, hvor Prehn som udviklingsminister hørte under, da han spiste den famøse middag, har accepteret, at ministeren ikke ville oplyse, hvem han præcis spiste med.
Umiddelbart harmonerer det nemlig rigtig skidt med konklusionerne fra sagen mod den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte, som blev dømt for en lang række forhold. Blandt andet blev han dømt for mandatsvig, idet han ikke havde oplyst, hvem han havde været ude at spise rejer og drikke rødvin med. Brixtofte blev også dømt i et andet tilfælde for at misbruge skattekroner, da han godt nok havde skrevet navnet på sin medspiser, men ikke havde anført et klart formål med bespisningen.
Så hvorfor har Udenrigsministeriet i Prehn-sagen dog vurderet, at det var alt rigeligt, at Prehn oplyste, at han havde været ude at spise med en unavngiven journalist? Det har Frihedsbrevets Kasper Saugmann altså sat sig for at undersøge.
Han har talt med flere eksperter, som siger, at lovgivningen er helt klar: Når en minister svinger statens kreditkort og bespiser eksterne på skatteborgernes regning, skal det simpelthen kunne spores, hvem der præcis er blevet trakteret.
Samme toner lyder i øvrigt fra Rigsrevisionen, som det er lykkedes Saugmann at få hul igennem til:
“Når Rigsrevisionen kigger på repræsentationsbilag, så ser vi bl.a. efter et navn på bilaget på vært og gæst. Der kan dog også stå fx middag med formanden for Nationalbanken, eller bespisning af chaufføren og sundhedsminister i stedet for navnet – i begge tilfælde kan man genskabe sig navnet, og det er lige så godt som selve navnet,” lyder det fra Rigsrevisionen, hvorefter Frihedsbrevet spørger, så der ingen tvivl kan efterlades:
Så i det tilfælde, hvor man ikke kan genskabe sig navnet, er det ikke tilstrækkeligt?
“Det er ikke tilstrækkeligt oplyst i bilaget, hvis Rigsrevisionen ikke kan genskabe sig navnet. Det skyldes, at det er en forudsætning for, at udgiften i bilaget kan kontrolleres og godkendes som berettiget.”
Det store spørgsmål, der nu udestår, er: Hvordan kan det være, at Udenrigsministeriet er nået frem til at vurdere, at Prehn kunne overholde lovgivningen ved bare at notere “journalist” ned på et bilag, nu hvor både talrige eksperter, Rigsrevisionen og retspraksis i øvrigt peger på det modsatte? Det forsøger vi fortsat på Frihedsbrevet at opklare.
Magtens Voksmuseum
Nu nærmer tiden sig, hvor Magtens Voksmuseum slår dørene op på Strøget i København.
Helt præcis kan man komme ind og opleve de 10 voksfigurer af de centrale embedsmænd fra minkskandalen den 25. marts fra klokken 11.00.
Det er selvfølgelig gratis at komme ind som medlem af Frihedsbrevet, mens det koster 99 kroner for ikke-medlemmer.
Da et medlemskab af Frihedsbrevet koster 79 kroner om måneden, så behøver man ikke være 36 år og toppe kognitivt for at regne ud, hvad der bedst kan betale sig.
Jeg håber, du får en rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet