Fri Kristoffer #10: Jakob Ellemann har slugt papegøjepillen
På et ubestemmeligt tidspunkt i de 42 dage, som Jakob Ellemann-Jensen tilbragte sammen med Mette Frederiksen inde i et forhandlingslokale på Marienborg, har han slugt en rød pille. Om det har været ganske frivilligt, eller om Nicolai Wammen i smug har knust den og drysset den i Ellemanns vandglas, ved jeg ikke, men ned er pillen i hvert fald kommet.
Når denne pille, som Wammen selv slugte for mange år siden, opløses i blodet, fortrænger den helt lysten til at svare sandfærdigt og oprigtigt på spørgsmål og erstatter med funktioner, som vi mest kender fra science fiction-figurer, hvor alle svar synes forprogrammerede.
Venstres formand er således på et splitsekund gået fra at være en ærligt snakkende statsministerkandidat til et omvandrende manuskript, der indeholder så mange utroværdige replikker, at selv Regner Grasten efter gennemlæsning vil sidde lamslået tilbage og gnide sig i øjnene.
Manden, der solgte sig selv til vælgerne som en stolt officer af reserven, der ikke var bleg for at indrømme, at han besad tvivlens nådegave, er blevet en apparatjik.
En pille er i hvert fald det eneste bud fra mig, som kan forklare den mageløse transformation, som Jakob Ellemann-Jensen er gennemgået på rekordtid. Man fik allerede fornemmelsen af, at der var sket noget med manden, da han stod og præsenterede regeringsgrundlaget “Ansvar for Danmark” på højre side af Mette Frederiksen. Da han fik ordet, overtog han ikke, hvor Mette Frederiksen havde sluppet – nej, det var, som om han genstartede pressemødet. Det virkede, som om den person, der havde hjulpet Venstre-formanden med det manuskript, som stod nedfældet på indersiden af hans kranium, og som han ikke fraveg et eneste øjeblik, havde undladt at tage højde for, at birollen Ellemann skulle falde naturligt ind på pressemødet.
Fra oprigtig oppositionsleder til papegøjesnakkende forsvarsminister
Noget af det vigtigste for en dramaturg er at kunne konstruere en ordentlig karakterudvikling. Hvis eksempelvis hovedrollen i en tv-serie for hurtigt udvikler sig fra at være at være rar og empatisk til at være en iskold psykopat, så virker det utroværdigt. Eller som i tilfældet Jakob Ellemann-Jensen; hvis karakteren for hurtigt går fra at være en rapkæftet, oprigtig oppositionsleder til at være en papegøjesnakkende forsvarsminister, der har afgrundsdyb tillid til den statsminister, som han for få minutter siden foragtede – ja, så tror man overhovedet ikke på det.
Som jeg skrev om i mit nyhedsbrev i sidste uge, så er det Venstre selv, og i særdeleshed Ellemann, der er gået planken ud i forhold til landets statsminister. Mette Frederiksen var ikke til at stole på, Mette Frederiksen var rædselsfuld, Mette Frederiksen var magtfuldkommen. Det er den plade, Venstre har spillet, som var det P3’s uundgåelige.
Samtidig har Venstre-politikerne bombastisk meldt ud, at behovet for en uvildig advokatvurdering af, om der er grundlag for at stille Mette Frederiksen for en rigsret i forlængelse af Minkkommissionens beretning, er så afgørende, at selve den danske retsstat står og falder med en sådan undersøgelse.
Efter Jakob Ellemann har slugt pillen og er konverteret til Mette-ismen, er retsstaten ikke længere noget, som fylder noget i de indøvede udenomssvar. I denne søde juletid er det faktisk blevet en slags besættelse for mig at se alle interviews med Jakob Ellemann og lægge mærke til, hvordan han siger ordret det samme stort set alle steder, selvom de spørgsmål, han får, lyder forskelligt. Tag nu for eksempel søndag, hvor de tre musketerer Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen var på medie-charmeoffensiv hos statsmedierne DR og TV 2.
På forskellige spørgsmål svarede Jakob Ellemann præcis de samme indøvede banaliteter, der havde til formål at tjene som udenomssvar på, hvorfor han har begået de eklatante løftebrud:
“Vi gik til valg på en blå regering. Vi gik til valg på, at jeg skulle være statsminister. Men da stemmerne var talt op, var der kun 72 blå mandater, og de kunne ikke engang blive enige om at pege på mig som kongelig undersøger.”
I interviewet på DR i programmet Mød Regeringen sagde han det endda hele to gange. Læg mærke til de sætninger i den næste tid, når Ellemann bliver stillet spørgsmål til sine løftebrud. Han messer ordene igen og igen med en stædighed og ildhu, som kun en nyslået konvertit kan gøre det. Faktisk er jeg bange for, at han selv er begyndt at tro på, at ordene giver mening.
Kontekst-kortet
Skal man gå lidt retorisk til værks, så er det kort, som Ellemann gør brug af, det gode gamle “kontekst”-kort, som kan spilles, når den suppedas, man sidder i, bliver værre og værre, jo mere konkrete detaljerne bliver. I Ellemanns tilfælde er det umuligt at forklare og forsvare, at han har byttet grundlæggende retsprincipper for ministerposter, så derfor bliver han ved med at vende tilbage til valgresultatet som årsagen. Det giver selvfølgelig ingen mening overhovedet, men det er ligemeget, for når man har slugt Mette-pillen, betyder det heller ikke noget mere, om man svarer sandfærdigt og direkte på journalisternes spørgsmål. Det skulle ikke undre mig, om vi på et tidspunkt hører Venstres formand ytre ordene “den diskussion gider jeg ikke at gå ind i”, når karakterudviklingen som magtfuldkommen vicestatsminister er komplet.
Der er også gået total GoddagMandØkseskaft i den, når Venstres formand eller hans øvrige ministre har forklaret løftebruddet i forhold til en advokatvurdering med, at der ikke længere er flertal for sådan en undersøgelse. Kuk kuk, Ellemann, det er der ikke, fordi Venstre og Moderaterne ikke længere går ind for undersøgelsen. Men det ved han selvfølgelig godt alt sammen, og ikke engang Linje 3 kunne i deres velmagtsdage gennemføre så grotesk en sketch på scenen.
Frihedsbrevet bliver ved
På Frihedsbrevet glemmer vi ikke alt det, Venstre sagde før valget om retsprincipper og retsstaten. Vi vil blive ved med at forsøge at få interviews med Venstres formand, hvor han skal konfronteres med sin syndige byttehandel. Bliver han ved med at svare udenom, skal det udstilles, så alle kan se, hvad det er for en person, som Jakob Ellemann-Jensen er blevet til.
Venstre vil selvfølgelig blive godt og grundigt trætte af os, når vi dukker op på pressemøder og til andre begivenheder med de samme spørgsmål, men nu skal journalistik jo heller ikke handle om at behage magthaverne.
Hvis du er enig, så synes jeg, at du skal støtte Frihedsbrevet ved at tegne et abonnement. Kun på den måde sikrer du, at der fortsat findes et medie, som ikke bliver fodret af den hånd, som det er sat i verden for at bide.
Må jeg i den forbindelse anbefale den muligvis allerbedste sidste-øjebliks-julegave, der er en anelse mere raffineret end at hente noget fra den lokale tankstation? Det er selvfølgelig et årsabonnement til Frihedsbrevet til en, du holder af, som har god smag. Vi har gjort det virkelig let for dig at købe, læs mere her.
Løkke kan også
Nu hvor vi er ved genren “ministre, der gør noget andet efter valget, end de sagde før valget”, så skal vi næsten lige en tur forbi Lars Løkke Rasmussen. Modsat sin tidligere Venstre-løjtnant Jakob Ellemann har Løkke en helt særlig evne til at få det til at lyde som noget af det mest indlysende og snusfornuftige i verden at løbe fra alle de ting, man lovede i valgkampen. Kommunikeret med den helt samme bedrevidenhed, som karakteriserede Løkke ved stort set alle partilederdebatter i valgkampen, hvor han typisk slog ud med armene og i hårde vendinger kritiserede sundhedsvæsenet for at være helt i knæ og “sandet til”, som om han i øvrigt ikke har nogen aktier i dette med en baggrund som både tidligere stats- og sundhedsminister.
Sundhedsområdet skal dog ikke regne med at få den store hjælp fra Den Alvidende Sundhedsfader her efter valget, for Løkke valgte at overlade Sundhedsministeriet til sine gamle venner i Venstre og selv blive udenrigsminister. I Udenrigsministeriet har Løkke dog overtaget en anden sag, som han har talt og skrevet meget om, dengang han ikke havde magt til at gøre noget ved det, nemlig de danske børn, der stadig sidder tilbage i fangelejre i Syrien.
Løkke skrev eksempelvis sådan her i april på Twitter:
“Danske børn er danske børn – og de skal hjem! Om fornødent må deres mødre følge med. Udlændingepolitikken bliver ikke slap af at tage et menneskeligt hensyn til, at INGEN mødre vil skilles fra deres syge børn.”
De ord, skulle man jo så tro, var ret bindende, nu hvor han sidder for bordenden i det ministerium, der kunne få børnene og mødrene til Danmark med et snuptag. Men her efter valget er sagen pludselig en anden.
Derfor tog vores journalist Magnus Mio ind på Christiansborg onsdag for at chatte udenrigsministeren op. Du skal gøre dig selv den tjeneste at gå ind og se klippet fra konfrontationen, som vi har lagt ud på Frihedsbrevets Twitter-konto.
At samle penge ind på vegne af syge børn
Noget andet fremragende journalistik, som man får for pengene som abonnent hos Frihedsbrevet, er blandt andet historier som den, vi bragte onsdag, om fonden KidsAid. En fond, der har til formål at samle penge ind til syge børn, og som blandt andet gør det med hjælp fra en lang række kendisser. Pilou Asbæk, Mads Langer og Kasper Hjulmand er bare et par få eksempler.
Men på Frihedsbrevets finansredaktion har journalisterne Mathias Blædel, Christian Stemann og Mikkel Jensen fået færten af, at der er noget, som ikke stemmer. Det er nemlig ifølge KidsAids regnskaber relativt få af de indsamlede penge, som når videre til de syge børn. De fleste af pengene går til fester, hoteller og underholdning.
“Deres formål er at gøre noget godt for børnene – men deres hovedaktiviteter er alt andet. De bruger en masse penge på at lave fest. I forhold til deres omsætning, så er det få penge, der går til syge børn,” som Per Østergaard, ekstern lektor ved CBS, udtrykker det.
Stig Fog, som er medstifter af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation Isobro, er på samme linje:
“Der er usædvanligt høje udgifter forbundet med indsamlingen af penge. Samtidig er organisationens regnskaber meget uigennemskuelige,” har Stig Fog sagt til Frihedsbrevet.
Historien er vigtig, for mon alle de personer, der donerer penge og tid til KidsAid, egentlig er klar over, hvor mange af pengene der går videre til de syge børn? Og hvor havner resten af pengene?
Nogen vil måske synes, at det ligefrem er tarveligt, når vi går ind og retter kritisk lys mod en organisation, som hjælper syge børn. Til det er der bare at sige, at netop fordi vi har at gøre med en fond, som samler penge ind til syge børn – ja, så skal der virkelig være orden i penalhuset. Påtager man sig en opgave, som er så vigtig, så går det jo ikke, at man ikke kan finde hoved og hale i regnskaberne, og at der tilsyneladende tilfalder en ret lille procentdel af de indsamlede midler til børnene.
Jeg synes faktisk, at noget af det vigtigste er at kigge alle dem, der bryster sig af at have hjertet på rette sted, efter i sømmene, og derfor er jeg stolt af historien om KidsAid, som du kan læse lige her.
Det skal i øvrigt bemærkes, at det ikke er første gang, at vi på Frihedsbrevet tager livtag med nogle af samfundets allerhelligste køer. I sommer bragte vi flere historier om patientforeningen over dem alle, nemlig Kræftens Bekæmpelse, som havde spildt 5,3 millioner kroner på at udvikle et online-kasino, som man så igen droppede, efter det gik op for ledelsen, at det at uddanne ludomaner måske ikke flugter knivskarpt med at være en patientforening. Læs den historie her.
Kvindefængslet
“Men er der ikke en ny podcastserie fra Frihedsbrevet, som jeg kan lytte til i min juleferie?” spørger du.
Og jo, hvad du ønsker, skal du få, for vores journalist Helle Fuusager har igennem længere tid interviewet indsatte i Danmarks eneste kvindefængsel. Podcastserien afdækker, hvordan et stort politisk prestigeprojekt, som der er brugt millioner af skattekroner på, svigter fatalt på en lang række punkter.
Opsummeret påstår de indsatte kvinder i kvindefængslet, at de engang i fremtiden vil blive løsladt som knækkede og forråede samfundsborgere, der paradoksalt nok er blevet mere kriminelle af at have været i fængsel.
De indsatte kvinder har medvirket i interviews gennem Nokia-telefoner med taletidskort, som er tilgængelige i fængselscellerne, hvor de er wired fast til værelsernes radiatorer. Herigennem tegner kvinderne et billede af et kuldsejlet politisk projekt og et helt utroligt råt miljø, som har fået lov til at vokse.
Podcastserien leverer ikke kun en vigtig og nødvendig kritik af Kriminalforsorgen – den giver også et unikt og spændende indblik i nogle tragiske menneskeskæbner og en brutal hverdag inden for murene.
Du kan lytte til første afsnit gratis dér, hvor du normalt lytter til dine podcasts, ved at søge på Kvindefængslet. Vil du lytte til alle tre episoder af Kvindefængslet, finder du dem allerede nu i Frihedsbrevets app.
Hofleverandør holder på pengene
Under mange juletræer og på mange juleborde vil man i de danske hjem finde utallige stel fra Royal Copenhagen – den traditionsrige danske virksomhed med det karakteristiske musselmalede porcelæn.
Navnet Royal Copenhagen er ikke for ingenting, for virksomheden er særligt udnævnt som kongelig hofleverandør.
Dermed skulle man tro, at virksomheden følte en særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt – særligt overfor andre forretningsdrivende, der ikke nyder den samme succes.
Det synes bare ikke at være tilfældet, kunne vores kulturjournalist Lasse Sandborg afdække tidligere på ugen.
Meget kort fortalt viser det sig, at Royal Copenhagen havde lejet nogle lokaler ud til en trendy københavnercafé ved navn Blomst, som man valgte at afbryde samarbejdet med engang i marts. Det skulle dog vise sig at blive en dyr fornøjelse, og i en voldgiftssag, som caféen havde anlagt mod Royal Copenhagen, blev Royal Copenhagen pålagt at betale caféejeren 1,7 millioner i erstatning plus det løse.
Selv den bedste kan jo ende i en tvist med en samarbejdspartner, som får et negativt udfald i retten, men der, hvor kæden er hoppet helt af for Royal Copenhagen, er, at man nu nægter at betale mere end halvdelen af erstatningen. Til trods for at caféejeren altså har Voldgiftsinstituttets – som det hedder – ord for, at den hæderkronede danske virksomhed skal hoste op med pengene.
Du kan læse hele historien her.
Et juleeventyr
Her til sidst skal du selvfølgelig have et vaskeægte juleeventyr fra den virkelige verden. Eller en jule-molbo-historie om man vil.
I Rudersdal Kommune i Nordsjælland har man med energi- og forsyningskrisen in mente valgt at skære ned på timerne i døgnet, hvor kommunens to store juletræer i Holte og Birkerød er tændt, så de nu kun lyser op i tidsrummet fra klokken 16.00 til 20.00.
En meget symbolsk besparelse, skal det vise sig, da det kun sparer kommunen for et par tusinde kroner i løbet af hele december.
Samtidig har kommunen valgt at bruge 30.000 kroner på sådan nogle cykelgeneratorer, som kan få træet til at lyse op, hvis man sætter sig og tramper i pedalerne.
Hele regningen for Rudersdal Kommunes to juletræer løber op i 126.000 kroner inkl. cykler – to juletræer, som altså står hen i mørke det meste af tiden, fordi man har valgt at spare cirka 2.000 kroner på strømmen.
I øvrigt var det jo også i Rudersdal Kommune, at Frihedsbrevet for et par uger siden kunne afsløre, at man havde besluttet at bruge 250.000 kroner på et portræt af den tidligere borgmester.
Hvis det ikke er morsomt, så ved jeg snart ikke.
God jul
Rigtig glædelig jul til dig og dine nærmeste.
Hvis du mangler en selskabsleg til de lange dage med familien, så vil jeg anbefale, at I leger “Jakob Ellemann”. Legen går i al sin enkelthed ud på, at alle i selskabet får en chokoladeknap, som skal spises, umiddelbart efter man har fået den. Man må ikke vide, hvilken farve chokoladeknap de andre har fået. Af chokoladeknapperne må kun én af dem være rød, og får man den, så bliver man til Jakob Ellemann, så snart man har spist den.
Herefter må man ikke svare ærligt, konkret eller rigtigt på et eneste spørgsmål – det må alle andre selvfølgelig gerne. Legen slutter, når den første omkring bordet tør gætte på, hvem der er Jakob Ellemann. Gættes der rigtigt, vinder gætteren – gættes der forkert, vinder Jakob Ellemann.
Du kan selvfølgelig også bare hælde snaps indenbords og glemme alt om dansk politik for en stund. Det tror jeg faktisk, at jeg vil gøre.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet