Fri Kristoffer #28: Who ya gonna call? Spindulla!
Efter Moderaterne har ansat den notoriske spindoktor Ulla Østergaard – også kendt som “Spindulla” og “Mutter Skrap” – som ny kommunikationschef, fristes man til at spørge, om der snart er flere ledige sæder i klovnebussen?
Kender man til Ulla Østergaards meritter, er det på én og samme tid en morsom, ironisk og tragisk ansættelse. Måske også ildevarslende. Hører du først om Ulla Østergaard, mens du læser dette, kalder det selvfølgelig på en længere præsentation af giraffen.
Ulla Østergaard er Mørkets Fyrstinde, eftersom hendes mand, Peter Arnfeldt, er kendt i den brede offentlighed som Mørkets Fyrste. Deres fyrstendømme ligger i Odsherred, Nordvestsjælland, i den lille by Høve, hvorfra der drives en særpræget kombination af en gård og et public affairs-bureau. Gården hedder Skovhøj, og her kan man både få hakket oksekød fra Galloway-kvæg og medietræning, alt efter hvad man lige er i humør til.
Peter Arnfeldt blev især trukket frem i lyset da han i 2010 blev særlig rådgiver for daværende Venstre-skatteminister Troels Lund Poulsen, hvor han senere blev mistænkt for at have lækket Helle Thorning-Schmidts personlige skattepapirer til B.T.. Skattesagskommissionen fandt aldrig bevis for, at Arnfeldt skulle have lækket oplysningerne til B.T., men ikke desto mindre klæber tilnavnet “Mørkets Fyrste” stadig til ham.
Ægtefællen Ulla Østergaard har også været tæt på Venstres spingryde. I 2001 var hun pressechef i Sundhedsministeriet, da Lars Løkke Rasmussen var sundhedsminister.
Sit folkelige gennembrud fik hun dog først med Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Dagbog fra Midten i 2009. Filmen er øverst på pensumlisten for to grupper af mennesker: Politisk interesserede og sadister. Dokumentaristen fulgte processen med at opbygge og dernæst smadre partiet Ny Alliance i 2007 og cirka halvandet år frem. Sommetider skal man kigge i historien for at forstå sin samtid, og på flere måder synes projektet Moderaterne at minde umiskendeligt om Ny Alliance i 2007, men det vender jeg tilbage til.
Dagbog fra Midten er en helt utrolig film, og det er lige før, at man har mistet troen på demokratiet som den foretrukne styreform, når rulleteksterne har forladt skærmen.
Filmen indledes med, at Guldbrandsen fortæller, at hans ven Naser Khader – daværende partileder for Ny Alliance – har bedt dokumentarinstruktøren om at lave en film om arbejdet med at stifte et nyt parti. Hvis man ser bort fra, at Naser Khader stadig den dag i dag er i live, så kan invitationen bedst sammenlignes med det rituelle selvmord harakiri. Et selvmord fra gammel tid, hvor en samurai førte et sværd gennem maven på sig selv, hvorefter en hjælper typisk stod klar til at kappe hovedet af.
Rigtig gættet; Christoffer Guldbrandsen var med Dagbog fra Midten Naser Khaders trofaste hjælper, bevæbnet med et kamera.
Profetien om det samlende midterparti
Efter at Ny Alliance kom virkelig flot fra start med imponerende meningsmålinger, begyndte Naser Khader pludselig at komme i vanskeligheder, og efter at have klaret sig elendigt i sin første partilederdebat blev Ulla Østergaard kaldt ind som ny pressechef.
I filmen blev hun præsenteret som en meget kontant og erfaren dame. En hardliner. Hurtigt blev den tidligere toprådgiver i Ny Alliance, Rasmus Jønsson, marginaliseret og endte i perioder som en slags praktisk gris, mens Ulla Østergaard sammen med Naser Khader syntes at træffe de afgørende beslutninger for partiet. Der var nok at lave for Ulla Østergaard, da de forskellige udmeldinger fra partiets godt 90 folketingskandidater ikke var super velkoordinerede, sagt på pænt dansk. Hvem husker for eksempel ikke Lars Kolinds forslag om et forsøg med en grænse på max 40 procent marginalskat for folk bosiddende på Fyn?
Skal man tro filmen, bliver ansættelsen af Ulla Østergaard på mange måder fatal for hele det nye politiske projekt.
Hele Ny Alliances eksistensgrundlag var baseret på at skabe et opbrud i dansk politik, hvor de stærke midterpartier skulle løsrive sig fra yderfløjene. Ja, ukurante folketingskandidater og en ambition om at blive et samlende midterparti – lyder det bekendt?
Det er vildt at tænke på i dag, men dengang kunne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mønstre et flertal, der pegede på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Da Ny Alliance blev undfanget, var det med ambitionen om at få brudt det flertal, for som medstifter af partiet Gitte Seeberg blev berømt for at sige: “Nok er nok,” hvilket henviste til Dansk Folkepartis stigende indflydelse på udlændingepolitikken.
Ny Alliance bragede ind i valgkampen med meningsmålinger, der klart indfriede målsætningen om at blive tungen på vægtskålen i midten af dansk politik, men otte dage inde i valgkampen udkom Se og Hør med historien om, at Naser Khader skulle have fået udført sort arbejde. I Dagbog fra Midten fremgår det, hvordan den tidligere rådgiver Rasmus Jønsson plæderede for, at man bare tiede historien ihjel og ikke gjorde et stort nummer ud af den, sådan så man ikke holdt liv i sagen. Sammen med Ulla Østergaard besluttede Khader dog at gøre det modsatte: Der skulle føres krig mod Se og Hør – og i særdeleshed mod den daværende chefredaktør Henrik Qvortrup.
Den tilgang blev skæbnesvanger for partiet. Sagen kom nemlig til at overskygge Ny Alliances valgkampagne. Selv da den kyniske spinchef på voldsomt kvalmefremkaldende vis arrangerede et besøg hos en asylfamilie med et multihandicappet barn og inviterede TV Avisen med for at fremme partiets politiske dagsorden, kom indslaget til at handle om krigen med Se og Hør.
Dyreeksperimenter
Historien om Ny Alliance endte som bekendt med en kæmpe maveplasker på valgaftenen. Ny Alliance fik fem mandater, og VKO-flertallet bestod. Man endte reelt helt uden for politisk indflydelse. Efter valget sygemeldte Ulla Østergaard sig, og hun stoppede kort efter helt i partiet.
Efter at have set Dagbog fra Midten var karakteren Ulla Østergaard for mig den klart største gåde — det største paradoks. På den ene side fremstod hun intelligent, hurtig på fødderne, strategisk velovervejet, kontant, selvsikker og erfaren. På den anden side involveret i flere tåbelige beslutninger. Det mest underlige er måske, at hun ikke fik lukket ned for Christoffer Guldbrandsens all access-kort, i det øjeblik hun overtog spin-stokken i Ny Alliance.
Da filmen fik premiere i 2009, var det i hvert fald alt for hård kost for gode gamle Søren Pind. Til Berlingske satte han ord på, hvad han lige havde set:
“Jeg vil mene, at graden af inkompetence her adskiller sig fra andre partier. Men udstillingen af det minder mig om gamle dage, hvor man turnerer med mentalt retarderede, og tilskuere kunne juble over deres fejl og mangler. Det mindede mig om dyreeksperimenter med overvågede, hvide mus!”
Den falske historie
Når en fjorten år gammel film er relevant at trække frem nu, skyldes det ikke mindst den karrierevej, som Ulla Østergaard valgte efter sit fejlslagne ophold i Ny Alliance, hvor hun blev redaktør på TV 2 News. En arbejdsplads, som hun forlod i unåde for to år siden, efter det kom frem, at hun som chef havde sat stationens journalister til at skrive en falsk historie, som ifølge Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, var plantet for at påvirke valget i Grønland.
Få dage inden det seneste landstingsvalg i Grønland påstod TV 2, at Múte B. Egede havde været inhabil i to sager og deltaget i politiske beslutninger, der var økonomisk gunstige for ham selv. Men historien var forkert, og først dagen efter valget trak TV 2 historien tilbage og beklagede.
Nogle måneder efter skandalen kunne Ekstra Bladet afsløre, at Ulla Østergaard, som koordinerede TV 2’s dækning af det grønlandske valg, spillede en hovedrolle i historiens tilblivelse.
TV 2 erkendte overfor Ekstra Bladet, at man havde begået en “kæmpe fejl”, men mente ikke, at man havde indgået i et påvirkningsforsøg af det grønlandske valg. Ulla Østergaard selv fremsendte følgende citat til Ekstra Bladet:
“Jeg beklager dybt, at den historie nogensinde blev offentliggjort. Det var mig, der havde ansvaret for dækningen. Og det gjorde jeg på ingen måde godt nok, det har jeg været og er stadig rigtig ked af – både over for Múte B. Egede, de involverede medarbejdere og hele TV 2’s vegne.”
Få uger efter Ekstra Bladets historier stoppede Ulla Østergaard på TV 2, og i et Facebook-opslag skrev hun, at årsagen var, at hun ikke havde passet godt nok på sine medarbejdere.
Forløbet om den falske historie blev senere undersøgt af seernes redaktør på TV 2, der blandt andet fandt ud af, at det var et tip fra netop Ulla Østergaard, der satte historien i gang. Af redegørelsen fremgik det desuden, at en journalist følte sig presset af Ulla Østergaard til at lave historien. Efter undersøgelsen gav Spindulla et interview til Berlingske, der blandt andet indeholdt dette vilde citat:
“Jeg har aldrig presset nogen medarbejder, men det burde jeg måske have gjort, så kunne det være, at historien var blevet researchet ordentligt.”
Lars Løkke ❤️ Grønland
Efter to år i skyggen trådte Ulla Østergaard onsdag formiddag igen ud på den store scene, da hun blev præsenteret som Moderaternes nye kommunikationschef. Timingen var uforlignelig. Senere samme dag bragte Politiken et opsigtsvækkende interview med Grønlands landsstyreformand Múte B. Egede, som gav udtryk for, at forholdet mellem Grønland og Danmark i hans optik var blevet forværret, efter SVM-regeringen trådte til. Múte B. Egede pegede især på én årsag: Lars Løkke Rasmussen.
Múte B. Egede har især hæftet sig ved forløbet, hvor Danmark udnævnte en ny arktisk ambassadør på en måde, som Egede anser for at være provokerende, fordi Grønland ikke blev rådspurgt på forhånd:
“Fremgangsmåden viser, hvordan Udenrigsministeriet ser på os og ikke inddrager os, selv om vi er det arktiske land i kongeriget. Billedet taler sit eget sprog,” sagde landsstyreformanden med henvisning til, at der er en forståelse med Danmark om, at intet om Færøerne og Grønland skal besluttes uden om Færøerne og Grønland.
Det er desuden faldet Múte B. Egede for brystet, at Lars Løkke Rasmussen har brugt udtrykket “blålys” om nogle grønlænderes ønske om selvstændighed.
Lars Løkke Rasmussen siger til Politiken, at han er “oprigtig ked af kritikken”, og at han glæder sig til at møde landsstyreformanden og få afklaret nogle misforståelser.
Forrygende timing
Timingen i, at den usædvanligt hårde kritik af Danmarks udenrigsminister fra Grønlands landsstyreformand udkom samme dag, som det blev offentliggjort, at Løkkes parti Moderaterne har ansat Ulla Østergaard som kommunikationschef, er helt i særklasse.
Åh, hvad jeg dog ikke ville give for at have set Múte B. Egedes ansigt, da nyheden om, at den hovedansvarlige bag den falske historie om ham op til seneste valg netop var blevet hyret til at støbe kugler for det parti, hvis formand han i forvejen er godt og grundigt træt af. En løsrivelse fra Rigsfællesskabet må i det øjeblik have føltes mere fristende for landsstyreformanden end nogensinde før.
Et comeback der giver ro i maven
Man kan selvfølgelig vælge at tolke flere ting ud fra ansættelsen af Ulla Østergaard i Moderaterne. En læsning er, at man i partiledelsen har været desperate efter at få sat en prop i den uendelige strøm af stærkt negative personsager, som synes at forfølge partiets nyvalgte folketingsmedlemmer. Who ya gonna call? Spindulla!
Man kan argumentere for, at hun allerede har været med til at begå alle de fejl, som et nyopstartet midterparti kan begå, og at hun har lært af det. Hun er vant til at færdes i et håbløst uprofessionelt terræn og er ikke bange for at tage drastiske midler i brug.
Skal man slutte på en positiv ting, som ansættelsen af sortekunstneren Ulla Østergaard åbenbarer, er det, at det nærmest synes umuligt for personer, der befinder sig i krydsfeltet mellem politik og journalistik, at diskvalificere sig selv fra branchen, uanset hvor voldsomt man blamerer sig selv. Der vil simpelthen altid være en vellønnet stol et sted, og som chefredaktør for et medie, der ikke er sat i verden for at spille sikkert, giver Østergaards comeback i grunden en dejlig ro i maven.
Kvinden, der ikke vil kaldes bedrager
Har du set vores historie om den bedragerianklagede Hayat Faizi? Anklagerne mod hende tæller blandt andet salg af falske bitcoins, kreditkortmisbrug, indsamlinger, hvor hun stikker pengene i lommen, og fester, som ikke bliver betalt. Samlet set anklages hun for at have franarret sine ofre millioner af kroner.
Gennem de seneste to uger har Frihedsbrevet talt med mere end 20 kilder, der alle fortæller, at de er blevet snydt af Hayat Faizi. Galleriet over dem, der føler sig snydt, spænder bredt og dækker blandt andet over debattører, sårbare kvinder, anarkokapitalister, slotte, vagttjenester og restaurationer. Hayat Faizi var i sidste uge inde på Frihedsbrevet for at forsvare sig mod anklagerne i et interview, hvori hun stort set afviste alt.
Læs eller lyt den vilde historie her.
Forskere tør ikke kritisere Novo Nordisk
På flere af landets universiteter og universitetshospitaler hersker der en frygt for at kritisere både Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden, fordi forskerne er bange for, at det får store konsekvenser for deres karriere. Det kunne Frihedsbrevet tirsdag fortælle efter samtaler med 10 forskere, som har fået støtte af Novo Nordisk Fonden.
Syv af kilderne siger uafhængigt af hinanden, at de mener, det kan have konsekvenser, hvis de kommer på kant med Novo-fonden.
Mens Novo Nordisk brager ind på verdensmarkedet med et “vidundermiddel” mod fedme, som overvægtige siden starten af året har kunnet få på recept hos danske læger, bliver man oprigtigt bekymret for, om den offentlige debat om Wegovy, som lægemidlet hedder, har været god nok set i lyset af, hvor mange af landets forskere og læger, der modtager penge fra Novo Nordisk Fonden. Er der mon kritik af Novo Nordisk, der bliver holdt tilbage, fordi fagfolkene er bange for at komme til at gå sultne i seng?
Et hængeparti
I sidste uge skrev jeg blandt andet om en ulykkelig sag om en selvmordstruet og PTSD-ramt kvinde, der er for syg til at arbejde, og som i årevis blevet afvist retten til førtidspension, da hun ikke har kunnet arbejdsprøves af sin kommune.
Det er sket, på trods af at skiftende beskæftigelsesministre har fastslået, at syge borgere ikke skal tvinges i aktivering, hvis det kan forværre deres tilstand.
Jeg omtalte i den forbindelse et interview, som Frihedsbrevet havde lavet med Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen, og kritiserede hende for en udtalelse om, at det ville slå et hul i statskassen, hvis man gjorde noget ved problemet.
Det må jeg med røde ører erkende, var en unuanceret stramning af beskæftigelsesordførerens holdning. Retteligt fremkom hun med citatet i en sammenhæng, hvor hun blev spurgt, hvorfor man ikke bare indrettede reglerne om førtidspension sådan, at man automatisk kunne få førtidspension, hvis man var for syg til at blive arbejdsprøvet.
Sólbjørg Jakobsen fortæller i interviewet, at Liberal Alliance ikke har noget konkret udspil liggende på, hvad man kan gøre ved problemerne, men anerkender dog, at der skal gøres noget. Hele interviewet med Liberal Alliances beskæftigelsesordfører kan læses eller lyttes i denne artikel.
I mellemtiden fortsætter Frihedsbrevets journalister med at undersøge, om der er harmoni mellem det, politikerne i årevis har sagt om de mennesker, der er for syge til at være på arbejdsmarkedet, og den måde, lovgivningen er blevet indrettet på. Følg med!
Mød vores skribenter
Så er der egentlig kun tilbage at ønske dig en rigtig god pinse! Nå ja, og så vil jeg også lige anbefale dig at stikke hovedet forbi Cinemateket i København onsdag i næste uge klokken 18.45. Her er jeg nemlig vært på endnu et Frihedsbrevet Live-arrangement, hvor jeg blandt andet interviewer vores skribent på Fri Bandit – vores nyhedsbrev om den kriminelle underverden – Carsten Norton. Her optræder skribenterne bag vores nyhedsbrev Fri Værdi også, Andreas Steno og Mikkel Rosenvold, ligesom den ene af vores litteraturkritikere, Julie Gufler, og gæst Christoffer Thunbo Pedersen vil komme med gode bud på, hvad du skal læse i din sommerferie. Jeg håber, at vi ses! Du kan finde din billet her.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet