Inden hun blev Den sor­te sva­ne, for­tal­te Amira Sma­jic om at være på flugt fra krig, tæsk og ydmy­gel­ser

Hun og hen­des søstre får tæsk. Hun får klip­pet sit krøl­le­de lyse hår af, og rundt om hen­de bli­ver kvin­der vold­ta­get og slå­et ihjel. 

Sådan husker bos­nisk-mus­lim­ske Amira Sma­jic tiden i en kon­cen­tra­tions­lejr under kri­gen i Jugoslavi­en, der star­te­de i 1992, da hun var kun fire år gam­mel. 

Amira Sma­jic beskri­ver, hvor­dan hun var unde­rer­næ­ret og mang­le­de sine tæn­der, og selv vur­de­rer hun, at de nok var ble­vet slå­et ud, men hun kan ikke huske det.

“Vi fik jo tæsk, alt­så. Vi fik bog­sta­ve­ligt talt tæsk,” siger hun til Fri­heds­bre­vet.

“Det er noget, jeg helst ikke vil huske til­ba­ge på.”

Når Amira Sma­jic for­tæl­ler om sine min­der fra kon­cen­tra­tions­lej­ren, er det uhyg­ge­li­ge detal­jer, der kom­mer frem. Hun beskri­ver en dag­lig­dag med ydmy­gel­ser og vold, både mod bør­ne­ne og kvin­der­ne.

Amira Sma­jic for­tæl­ler, at hen­des fami­lie for­sø­ger at flyg­te fra kri­gen i 1992, men at de, ombord på en bus, der skal føre dem ud af lan­det, bli­ver adskilt fra Sma­ji­cs far og bli­ver sat af i en kon­cen­tra­tions­lejr for kvin­der og børn. 

Efter noget tid i Jugoslavi­en luk­ker Røde Kors lej­ren og flyt­ter fami­li­en til Ungarn, hvor de ende­lig bli­ver gen­for­e­net med fade­ren, der i mel­lem­ti­den har været anbragt i en kon­cen­tra­tions­lejr for mænd.

Som Amira Sma­jic husker det, til­brin­ger de halvan­det år i Ungarn, inden de på miraku­løs vis ender på en bus med kurs mod Dan­mark.

For­tæl­lin­gen om Amira Sma­ji­cs barn­dom base­rer sig på hen­des egne erin­drin­ger og beskri­vel­ser, hun har givet til Fri­heds­bre­vet. Fri­heds­bre­vet har ikke haft mulig­hed for at veri­fi­ce­re detal­jer­ne i hen­des beret­nin­ger.