Emil Findalen

I årevis har Dansk Journalistforbund haft en hemmelig praksis, der gik ud på at kompensere forbundets medlemmer, når disse havde nedlagt arbejdet i fredstid, som det hedder.  Når medlemmerne havde lavet en overenskomststridig strejke og blev trukket i løn af deres arbejdsgiver, fik de uddelt penge af forbundet alligevel. I årevis foregik det sådan, at tillidsrepræsentanter på de respektive medier uddelte penge i brune kuverter. Senere er man gået over til digitale overførsler. Da vi her på Frihedsbrevet i april 2025 kunne afsløre den lyssky, overenskomststridige praksis, svarede Tine Johansen, daværende forperson i Dansk Journalistforbund, at det var vigtigt at have fortrolighed omkring, hvad forbundet brugte deres penge på i forbindelse med strejker. I marts 2026 indgik Dansk Journalistforbund så et forlig med Danske Medier Arbejdsgiver (DMA) og Dansk Erhverv på tre millioner. En klar indrømmelse af, at praksissen havde foregået, og samtidig en erkendelse af, at man nok var bedst tjent uden en sag i Arbejdsretten.  DJ’s forperson, Allan Boye Thulstrup, sagde undskyld, bekendtgjorde, at det var sket ”nogle gange” og betragtede forliget som et “endeligt forlig”. Men sagen er ikke slut endnu. For selvom forliget med DMA indbefatter en lang række medier og alle de store dagblade, mangler offentligheden stadig at høre fra nogle af de største journalistiske arbejdspladser her til lands, nemlig Danmarks Radio og TV 2.

Nok fordi Troels Trier var død få dage forinden, sad jeg og tænkte på Røde Mor, og hvad dertil hører af hippietanker og kvindekamp og bare fødder.  Nu var jeg havnet hos fjenden, sådan virkede det, hos selve modsætningen til rødstrømper og marxister og andet godtfolk, der i frigørelsens navn gik i flæsket på systembevarende pampere. Nu var jeg i Pilestræde i København K på besøg hos den borgerlige familie Berlingske, der havde allokeret femtesalen til en frisk snak om bagsiden af den seksuelle revolution. Her på Berlingskes øverste etage var progressive, liberale unge kvinder ikke i kridthuset. Der var lagt op til debat med tre borgerlige kvinder: Emilie Jäger, der er politisk redaktør på B.T., Julie Grove, skribent for Berlingske, og Eva Selsing, der er filosof, forfatter og borgerlig debattør hos B.T. 

Selvom en lang række fodboldspillere har fortalt om at have fået mystiske medicinske behandlinger uden forklaring fra holdets læger, bliver danske fodboldspillere nærmest aldrig testet for doping.  De danske dopingmyndigheder tester nemlig mindre og mindre. “Hvis der er en eller anden Superliga-spiller, som tænker, at nu vil jeg dope mig, så er der en vis sandsynlighed for, at vi ikke opdager det,” erkender Anti Doping Danmark.

I modsætning til cykelsporten, der har en lang dopingskygge hængende over sig, taler man sjældent om doping, når det kommer til verdens største sportsgren. Men hvor udbredt er doping egentlig i fodbold? I en ny artikelserie undersøger Frihedsbrevet, hvad vi ved – og ikke ved – om emnet. I vores arbejde har vi rakt ud til over hundrede nuværende og forhenværende spillere, søgt aktindsigter hos antidopingmyndighederne og dykket ned i videnskabelige rapporter samt talt med eksperter på området. Langt de fleste spillere har ikke ønsket at medvirke. Men omkring 20 spillere medvirker anonymt i artiklerne. Frihedsbrevet er bekendt med deres identiteter, men vi bringer ikke deres navne, da flere af dem stadig arbejder i fodboldmiljøet og frygter konsekvenserne af at medvirke. Størstedelen af kilderne har stoppet deres aktive karrierer indenfor de seneste år. Flere af spillerne fortæller om en medicinsk kultur i udenlandske klubber, hvor behandlinger ikke altid bliver forklaret nærmere. Nogle beskriver intravenøse drop før kampe. Andre fortæller om poser med mystiske piller i forskellige farver.

Frihedsbrevet blev smidt ud, da Lars Boje blev valgt ind.  Dette er en reportage fra en valgaften hos Borgernes Parti, der med det alleryderste af neglene kom ind i Folketinget og nu lover fire år med fuld gas. Ved 19-tiden er de ikke kommet endnu, borgerne fra Borgernes Parti, men alt går efter planen. Partiet har nemlig arrangeret en forfest på baren Old Irish, og desuden har nordjyderne allerede meddelt, at køreturen er for lang, får jeg at vide af kandidat og medstifter Viviane Ellasofie Karlsen. At de har andet at give sig til end at være på Borgen, finder jeg egentlig ret on brand for det under to år gamle parti, der vel må siges at være antitesen til Christiansborg. Det er selve ideen med partiet. Til sammenligning virker Støjbergs Danmarksdemokraterne, der holder til lige ved siden af, som et ældgammelt, strømlinet parti med en fast praksis på en valgaften. Der er flere talere i løbet af aftenen, et godkendt fremmøde fra baglandet, et stort antal medarbejdere, et hæderligt musikanlæg og så selvfølgelig frikadeller ad libitum.

Jeg har ladet mig fortælle, at det er en fornærmelse, når en journalist beskyldes for mikrofonholderi. Altså den disciplin, hvor man uimodsagt lader en kilde sige, hvad de vil. Men jeg er heldigvis ikke journalist. Jeg er økonom, og jeg ved, at man nogle gange skal lade data tale for sig selv. Derfor skal du nu til at læse intet mindre end varedeklareret mikrofonholderi. Hvad jeg selv ville kalde rå politisk dataindsamling. I denne artikel møder du nemlig en ægte, brændende og oprindelig Trump-støtte. Ikke en ansat i Det Hvide Hus, ikke en tilfældig på gaden, men en fra Mar-a-Lagos inderkreds, som har været med fra starten og ikke har mistet troen. Langt fra. Klokken er 11.30 i Boca Raton. En palmebeplantet by mellem Miami og West Palm Beach, hvor havskildpadder og millionlystbåde deles om kystlinjen. Jeg er inviteret til det ugentlige ELLE-event. Og nej, det er ikke modebladet, selv om der også her er en ganske klar æstetik på spil. Det står derimod for Esther’s Luncheon for Ladies of Excellence (and Men too).  Det ser ud, som du tror. Det ligner lidt kvindeudgaven af den legendariske Simpsons-satire over møder i den lokale republikanske partiforening. Som enhver anden subkultur har også denne sine universelle markører: højt hår, spadseredragter og blomsterprint, plus sine lokale specialiteter, her i form af latino-republikanere med intense, sorte øjne.  På sin vis minder det om danske forsamlinger af politisk aktive. Indforståede jokes, som kun er sjove, hvis du er enig. Samtaler, hvor enkelte ord rummer så meget fælles mening, at det ikke er nødvendigt at sige mere. Samtaler, der skal bekræfte, at de andre er dumme, hvis ikke direkte onde, at vi har det hårdt her i gruppen, men at vi er de gode, og at vi nok skal klare mosten. 

Torsdag måtte René Redzepi træde tilbage fra sit livsværk.  Danmarks mest indflydelsesrige kok har den seneste uge befundet sig i sit livs shitstorm, efter at 35 tidligere Noma-ansatte har fortalt til The New York Times, at mesterkokken har tyranniseret dem og været voldelig fra 2009-2017. Men Redzepi kommer ikke til at gå sulten i seng.  På ryggen af anklager om brutalt arbejdsmiljø og kummerlige arbejdsforhold har den dekorerede kok nemlig skabt en stor millionformue på Noma og restaurantens brand, som får en professor i virksomhedsetik til at lange hårdt ud efter ham.

Torsdag aften var der indkaldt til sprængfarlig mindehøjtidelighed for den afdøde ayatollah Ali Khamenei på Østerbro i København. Der var et seriøst opbud af både politi og journalister, og en række højrefløjspolitikere stod og ventede i spænding. Måske står de der endnu.

Det var en begejstret kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), der i september 2023 kunne fortælle københavnerne, at de får en triennale. Inspireret af den venetianske Biennale skulle Danmark nu have en kunstfestival med internationalt snit, bare hvert tredje år i stedet for hvert andet år som i Venedig. Armbevægelserne var store nok på det tidspunkt, for samtidig var Mia Nyegaard i gang med at undersøge, om man kunne få OL til København. OL-drømmene måtte siden foldes sammen og lægges væk, men drømmen om en triennale blev til virkelighed. Men forløbet møder nu kritik fra en ekspert antikorruption.

Den tidligere spionchef Lars Findsen har i Østre Landsret forklaret, at han brugte journalisten Simon Andersen “operativt” i flere sammenhænge, blandt andet til at stoppe en bogudgivelse og til at “lægge en dæmper på sig selv og holde igen med artikler”. Simon Andersen og hans arbejdsgiver, Berlingske, har efterfølgende sagt, at der ikke var noget at komme efter. Det var muligvis Findsens oplevelse, men ikke virkeligheden, for der var ikke en finger at sætte på journalistikken, og Simon Andersen har ikke lagt en dæmper på sig selv, har forklaringen lydt. Men nu kan Frihedsbrevet bringe helt nye oplysninger, der stiller Simon Andersens og ledelsen på Berlingskes forklaring i et noget andet lys.