Fri Kristoffer #27: Et hul i statskassen
I sidste uge bragte vi på Frihedsbrevet en af den slags historier, hvor man må smække sig selv i fjæset med en våd, sammenrullet udgave af Weekendavisen for at være sikker på, at man ikke drømmer.
Artiklen handler om en svær PTSD-ramt og selvmordstruet kvinde, der fra 2007 til 2018 er fanget i jobcentrenes kafkaske system, hvor hun på trods af flere lægers ord for, at hun er for syg til nogensinde at varetage et rigtigt arbejde igen, ikke kan få tildelt førtidspension.
Grunden til, at kvinden, som jeg af hensyn til hendes tilstand holder anonym her, ikke kunne få tilkendt førtidspension, var, at hun var for syg til at komme i aktivering. Den tragikomiske sandhed er altså, at hun var for syg til at bevise, at hun var for syg til at arbejde.
Tag ikke mit ord for, at kvinden, der sad fast i systemet i 11 år, var for syg til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. En speciallæge i psykiatri udtalte i 2009 følgende til systemet:
“Således er behandlingsmulighederne udtømte, hvorfor jeg må vurdere, at hendes psykiske tilstand udgør en varig og svær helbredsforringelse, der forhindrer hende i nogensinde at kunne opfylde arbejdsmarkedets krav uanset arbejdets art. Jeg har ikke fantasi til at påpege skånebehov.”
Mere direkte og sikker i sin sag tror jeg ikke, at nogen læge nogensinde har kommunikeret før.
Nogenlunde samme toner lød fra en psykolog:
“Vi anbefaler ikke aktivering/arbejdsprøvning, idet yderligere belastninger i form af fremtidige krav fra kommunen kan forværre hendes tilstand yderligere.”
Alligevel skulle kvinden vente helt til 2018, før hun endelig fik medhold og tildelt førtidspension. Kvindens sag har været prøvet ved flere retsinstanser, og i sidste måned frikendte Østre Landsret så Ankestyrelsen for i to tilfælde ikke at have tildelt kvinden førtidspension noget tidligere. Måske det bedste eksempel længe på, at noget ikke nødvendigvis er rigtigt, selvom det er lovligt. I hvert fald er det en klar understregning af, at der er noget rivende galt.
Skiftende beskæftigelsesministre har ellers været meget klare i mælet, når det kommer til at sende syge mennesker i aktivering. Senest sagde daværende beskæftigelsesminister og nuværende justits- og parkeringsminister Peter Hummelgaard sådan her i et såkaldt ministersvar den 7. juni sidste år:
“Jeg vil gerne understrege, at et jobcenter selvfølgelig ikke må henvise en borger til aktiviteter, som kan forværre helbredet – det er klart. Det fremgår direkte af loven.”
Krølle
Sagen har fået mig til at tænke tilbage på dengang, jeg arbejdede som radiovært på Radio24syv – altså den originale radio og ikke kopiversionen. I 2015 havde jeg besøg i studiet af Michael Hansen, bedre kendt som Krølle, der var det mest fysisk nedslidte menneske, jeg nogensinde har mødt. Krølle, der havde været stofmisbruger i årevis, havde HIV, hepatitis, MRSA og tuberkulose, og hans ben og arme var fuldstændig dækket af væskende sår.
Krølle havde kæmpet i ni år for at få tildelt førtidspension, men systemet nægtede og blev ved med at tvinge ham ind i åndssvage ressourceforløb og belastende afklaringssamtaler. I 2016 fik han endelig sin førtidspension, eller, han fik kun at vide, at han fik den, for pengene så han aldrig, eftersom han døde fire dage før den første udbetaling.
Der findes stadig et klip fra Krølles besøg i radiostudiet, som jeg linker til her, og man kan faktisk høre, at jeg er målløs, hvilket ellers var en sjældenhed på salig Radio24syv.
Det virkede nærmest sensationelt, at Krølle overhovedet kunne gå ind i et radiostudie. At han kunne stå op var et mirakel. For hans tilstand var lige så kritisk, som den var kronisk. Af samme grund blev han et symbol på et defekt system, et gabende hul i velfærdssamfundet og et bevis for, at ondskaben er krøbet ind gennem sprækkerne på landets jobcentre. Tænk at møde et menneske som ham og så afslutte samtalen med at sige:
“Nå du, ved du hvad, jeg tror du skal igennem et rigtig spændende ressourceforløb, Krølle. Fortsat god dag!”
Information skrev i Krølles nekrolog, at “hans liv og død er et eksempel på, at de mennesker i Danmark, som har allermest brug for hjælp, ind imellem er dem, der har sværest ved at få den,” og det er jo lige så sandt, som det er deprimerende.
Når de sædvanlige gutmenschen skal vise, hvor gode de er ved at prale med, at de “skam betaler deres skat med glæde”, tænker jeg på jobcentrene og betaler min i vrede.
Politikernes førtidspension
Det er selvfølgelig oplagt lige at fabulere lidt over politikernes egne fede eftervederlags- og pensionsforhold, som tillader dem ikke at skulle stresse over at skulle finde et nyt job, når den politiske karriere på Christiansborg går på grund.
Chefen for det hele, Mette Frederiksen, kan selv gå på førtidspension – eller tidlig pension, som det retteligt hedder – når hun fylder 60 år og modtage 40.000 kroner om måneden for det. Bliver hun endnu længere på arbejdsmarkedet, beløber hendes pensionspakke sig til 53.000 kroner om måneden. Vilkårene for Mette Frederiksen er så lukrative, fordi hun har været i politik siden 2001. Det er da også flot klaret, at hun har kunnet holde livet på Christiansborg ud i så mange år – og endnu mere imponerende, at vælgerne har kunnet holde hende ud.
Dertil kommer, at fratrådte folkevalgte kan hæve et klækkeligt eftervederlag, mens de rigtig mærker efter og tænker over, hvilken velbetalt lobbytjans arbejdslivet nu skal byde på. Hvis de eksempelvis har været på Christiansborg i en fuld valgperiode, kan de nyde to fyrsteligt betalte sabbatår, som de eksempelvis kan bruge på at lære pileflet eller tage på interrail med andre voksennørder.
De uproportionalt gunstige vilkår for politikere har ofte været genstand for debat, men sjovt nok bliver der aldrig rigtigt ændret på dem. I 2014 nedsatte Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, Konservative og SF ellers Vederlagskommissionen, som skulle undersøge netop politikernes løn- og pensionsvilkår. To år senere anbefalede den blandt andet, at man normaliserede pensionsvilkårerne og så til gengæld gav politikerne noget mere i lønningsposen, når de rent faktisk arbejdede for pengene. Men kommissionens anbefalinger løb politikerne selvfølgelig fra, da de lå klar.
I 2019 åbnede Venstre og Socialdemokratiet alligevel op for, at man kunne få gjort noget ved skævheden.
“Vi skal have kigget på det her, og vi skal have bragt balance i det,” sagde Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen.
“Vi skal have kigget hele vejen rundt, så der kommer mere overensstemmelse mellem vilkårene for politikere generelt i forhold til det omgivende arbejdsmarked,” tilføjede han.
Siden er der selvfølgelig ingenting sket. Overhovedet. Socialdemokratiet undskylder sig med, at corona kom i vejen, så derfor har man ikke lige fået rykket på det. Endnu et belejligt sted, hvor man kan bruge alletiders multitool, coronapandemien, som alibi for Mette Frederiksen.
Et hul i statskassen
Tirsdag ringede Frihedsbrevets journalist til Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Solbjørg Jakobsen, som interessant nok har arbejdet som både socialrådgiver og som fuldmægtig i Ankestyrelsen, før hun valgte at gå ind i politik. Journalisten spurgte hende klogt, om man i stedet for at gå ind i lange drøftelser ikke kunne indrette systemet sådan i morgen, at hvis man er for syg til at deltage i arbejdsprøvning, så er man også for syg til at arbejde, og dermed kan man få tildelt førtidspension.:
“Det vil slå et hul i statskassen, fordi der vil være rigtig mange borgere, der i så fald skal flyttes til en varig offentlig forsørgelse, og det, som man skal huske på, er, at der er nogen, som er for syge til at blive arbejdsprøvet, men hvor man ikke på baggrund af lægefaglig dokumentation ved, om det varer ved.”
Et hul i statskassen simpelthen. Det lyder umiddelbart, som om at Liberal Alliance forestiller sig, at en mindre lempelse af reglerne for tildeling af førtidspension vil føre til tilstande a la den gamle sketch fra Gramsespektrum, hvor en mand allernådigst får lov til at drikke lidt vand af en sø, hvorefter horder af søvands-hungrende personer tromler ned mod søen for at tømme den for vand, mens de råber: “Søvand! Søvand! Søvand!”
Coronajackpot til staten
Der er et yndigt land med et af verdens højeste skattetryk, som går bankerot, hvis man sørger for at behandle kronisk syge mennesker anstændigt. Åbenbart.
At jeg tidligere på dagen kunne læse i Andreas Steno og Mikkel Rosenvolds nyhedsbrev Fri Værdi, at staten kom ud af sidste år med et overskud på 186 milliarder kroner, gør ikke det hele mere uforståeligt. Rosenvold skriver, at man havde budgetteret med et overskud på 49 milliarder kroner, og dermed har man altså ramt skævt med beskedne 137 milliarder.
Det absurde, påpeger Rosenvold, er, at der ikke er nogen politikere, der har besluttet, at staten skal køre med så voldsomme overskud. Det er ligesom bare sket af sig selv, uden at Folketinget har opdaget det eller er blevet spurgt, om man skulle bruge pengene på andre ting end at afdrage gæld. Samtidig har økonomiminister Stephanie Lose været ude at afblæse en eventuel økonomisk krise, da “dansk økonomi står stærkere end mange havde turdet håbe på”, som hun sagde.
Mens hundredvis af milliarder vælter ind, og dansk økonomi står stærkt, må man forstå, at bunden vil gå ud af statskassen, hvis vi sørger for, at syge mennesker ikke skal piskes rundt i aktivering, som var de udpinte bryggerheste.
Hvorfor skulle Ali dø?
Jeg skal lige huske at anbefale en anden historie fra ugen, der gik på Frihedsbrevet. Den handler om Ali, der døde i sin fængselscelle i Statsfængslet i Jyderup.
Ali, der har en kendt historik med hårde stoffer, bliver på en gårdtur opdaget, da han modtager en lille pose med noget hvidt pulver fra en medindsat. En fængselsvagt hiver fat i ham, visiterer ham og finder posen, men Ali snupper den ud af hånden på ham og sluger den. Tidligt næste morgen dør han i sin fængselscelle.
Normalt, hvis en indsat indtager et ukendt stof, er proceduren sådan, at den indsatte kommer i observation, men det skete ikke i Alis tilfælde. Flere andre ting belaster desuden Kriminalforsorgen, hvis ageren i sagen ser højst tvivlsom ud med skiftende forklaringer, videoovervågning, der bliver slettet, og nye beviser, der pludselig dukker op ud af det blå.
Advokaten for Alis pårørende, Mads Pramming, er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at der foregår noget fordækt. Han konstaterer, at der er ugler i mosen og har blandt andet dette opsigtsvækkende citat:
“Jeg vil gå så langt at sige, at hvis man ikke vidste bedre, så ser det ud til, at der er blevet plantet noget. Det håber jeg selvfølgelig ikke, nogen dansk myndighed kunne finde på.”
Jeg kan slet ikke yde fortællingen om Alis død i en fængselscelle ret her i mit nyhedsbrev, men jeg vil virkelig anbefale dig at finde den inde i Frihedsbrevets app og lytte til den.
On a happy note
For at slutte dette lidt dystre nyhedsbrev på en lidt gladere melodi, så vil jeg lige sende et shout-out til Skattestyrelsen, som igen har vundet over forretningsmand og tyveknægt Sanjay Shah, der var med til at pumpe 12 milliarder ud af den danske statskasse.
Onsdag kom det frem, at Dubais højeste domstol har afgjort, at den britiske flødebolle skal betale 8,5 milliarder til den danske stat. I Danmark er Sanjay Shah tiltalt for at have bedraget SKAT for 9 milliarder kroner, så det er jo gode nyheder, at der nu er udsigt til, at pengene kommer hjem til Danmark igen.
For at holde den gode stemning vil jeg undlade at spekulere i, om Danmark nogensinde ser en krone af de penge, og om advokatregningerne i sidste ende kommer til at overgå det beløb, som statskassen i sidste ende får ind. For nu er det weekend, og himlen er blå, og håbet er jo lysegrønt, som man siger.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet