Fri Mads #60 – Mon Jonas Vingegaard kommer ud i forlænget spilletid?
Velkommen til ugens nyhedsbrev her på kanalen, som handler en del om tidens helt store nyhedshistorie, nemlig årets Tour de France. Eller, det handler egentlig mest om den sports-washing, som jeg efterhånden synes, at man med rette kan kalde politikernes sygelige behov for at omklamre årets Tour de France på sociale medier. Derudover skal vi forbi et (mislykket) forsøg på at få statsministeren til at tage til genmæle over for Mads Brügger, men først vil jeg som sædvanlig skrive lidt om, hvilke glimrende historier der i øjeblikket udkommer på Frihedsbrevet.
Rigspolitichefens massive svigt
Frihedsbrevets journalist Christian Stemann har, siden Minkkommissionens beretning udkom, spændt et tungt åg over sine skuldre og båret på et stort kors, så vi andre slipper. Han har nemlig læst hele beretningen for os, og det kommer der nogle virkelig interessante ting ud af. Der skal efterhånden meget lidt til at overraske mig, men jeg må sige, at det var en voldsom oplevelse at læse dissektionen af rigspolitichef Thorkild Fogdes ageren i dagene under minkaflivningerne. Thorkild Fogde vidste allerede dagen efter den ulovlige ordre på pressemødet den 4. november 2020, at der manglede hjemmel, men han gjorde ingenting ved det. Nej, tværtimod sad hans kadetter i dagene efter og ringede rundt til alle minkavlere og fortalte dem, at de skulle komme i gang med aflivningerne, selvom politiet slet ikke havde hjemlen på plads. Og mere end to døgn efter, at han blev bekendt med udfordringerne, stod han på et nyt pressemøde side om side med Mette Frederiksen og co. og lod fortsat som ingenting. Fik jeg nævnt, at Thorkild Fogde er uddannet jurist? Det er simpelthen så vanvittigt, at den mand fortsat er øverste chef for dansk politi, og at han bare fortsætter i sit job, som om intet er hændt. Hvis du her midt i din sommerferie trænger til at få pulsen lidt i vejret, så læs Frihedsbrevets rekonstruktion af Thorkild Fogdes store svigt her.
Take out the trash-day
Og meget apropos, så er det jo en gængs journalistisk disciplin at holde lidt øje med, hvilke møgsager virksomheder og myndigheder ser sit snit til at liste ud ad bagdøren, når en planlagt begivenhed rydder nyhedsfladen. Take out the thrash-day kalder man dette velkendte fænomen, og den dag faldt i år den 30. juni, da Minkkommissionens beretning udkom. En halv time før Folketingets partier blev briefet om rapportens indhold, og alle landets journalister, som ikke var på Roskilde Festival, sad med øjnene stift rettet mod denne kæmpe nyhed, listede Kriminalforsorgen det, som Kriminalforsorgens direktør selv kaldte for “en virkelig skidt sag”, ud i en pressemeddelelse.
Sagen handler om, at advokaters fortrolige samtaler med klienter i lukkede fængsler – stik imod reglerne – er blevet optaget. Et groft brud på helt grundlæggende retsprincipper. Sagen kom første gang til offentlighedens kendskab i marts, hvor en stor undersøgelse blev igangsat, og resultaterne fra den valgte man altså at offentliggøre lige præcis klokken 10.29 på Store Minkdag. Var det så en tilfældighed, at den lige nøjagtig blev planlagt til at blive offentliggjort der? Det er der altså ikke meget, der tyder på, for som vi på Frihedsbrevet kunne fortælle, lå undersøgelsen allerede klar den 22. juni.
Forsvarsadvokat Erbil Kaya siger det bedre end mig: “Det er ekstremt bemærkelsesværdig timing, at man af alle dage og tidspunkter vælger at offentliggøre lige præcis på det tidspunkt. Man lægger sig jo i slipstrømmen af en nyhed, som, man ved, vil lægge hele Danmark ned. Og det viser for mig, at man prøver at få dysset sagen ned.”
Læs den interessante artikel fra vores politiske journalist Henrik Jensen her.
“Det har vi et dejligt svar til. Det kommer lige straks.”
Fra vores kulturredaktion var der også spændende ting at hente i den forgangne uge. Her vil jeg især fremhæve mysteriet om det nye magasin Neoman, der i både layout og navn umiskendeligt minder om Euroman. På forsiden af Neomans første udgave er bizart nok Brian Lykke, der udover at være skuespiller og komiker også er ur-redaktør på… Euroman. Det er da heller ikke med Brian Lykkes gode vilje, at han er endt på forsiden af det nye magasin. Komikeren blev interviewet for et år siden, og her fik han ikke at vide, hvad bladet hed. Bag Neoman står blandt andre chefredaktør Houdaifa Harrar, creative director Ibrahim Boujida og kulturredaktør Amin Al-Jaderi. Da vores kulturjournalist Per Lysholt ringede til Neoman for at spørge, hvorfor de har plagieret Euroman, lød svaret fra kulturredaktør Amin Al-Jaderi: “Det har vi et dejligt svar til. Det kommer lige straks”.
“Straks” har efterfølgende vist sig at være lidt af en tilsnigelse, men det ændrer ikke på, at mysteriet om Neoman er meget fornøjelig sommerlæsning, og du finder historien her.
Ulven fra Aalborg slår til igen!
Til sidst vil jeg også lige anbefale den nyeste episode af vores podcastserie Ulven fra Aalborg, som udkom tidligere i dag. Podcastserien handler om den kontroversielle byggematador og rigmand Jesper Skovsgaard, der igennem en årrække har været en af Socialdemokratiets største økonomiske sponsorer. I det nyeste afsnit giver vi mikrofonen til nogle af dem, som virkelig er kommet galt afsted som følge af Jesper Skovsgaards kyniske forretningsmetoder. Vi møder blandt andet en familie fra Farum i Nordsjælland, der køber det, de tror er et nyopført kvalitetshus af Jesper Skovsgaard, for så at flytte ind i noget, der lyder mere som et pilråddent kolonihavehus.
I Egedal Kommune har Jesper Skovsgaard også huseret, og her kalder kommunens kommunaldirektør i en optagelse Jesper Skovsgaards firma for nogle “svindlere”, og Egedal Kommunes borgmester tøver ikke med at tage udtrykket “banditter i habitter” i brug.
Der er altså smæk for skillingen i tredje afsnit af Ulven fra Aalborg, og hvem mangler ikke en god podcastserie til hængekøjen i disse dage? Du finder alle Frihedsbrevets podcastserier i Frihedsbrevets app, og der er nok at gå i gang med.
Forlænget spilletid
Det er den 12. oktober 2019. Landets statsminister er i godt humør. Hun er i hvert fald ét stort smil, da hun tager opstilling foran Kanal 5’s kameraer ved Danmarks nationalstadion, Parken. Hun er passende klædt til anledningen iført en lang hvid jakke med røde firkanter på og lige om lidt skal hun ind og se Danmark spille mod Schweiz i EM-kvalifikationen. Glæden og engagementet lyser ud af hende, da hun bliver spurgt af en journalist, hvordan hun tror, at kampen ender.
“Vi sad lige og snakkede om det på vej herind,” fortæller hun og understreger dermed, at netop kampens resultat er noget, der har ligget hende personligt på sinde.
Hun fortsætter: “Vi tror nok mest på 1–0 til Danmark eller på 1–1 og så forlænget og så 2–1 til Danmark i sidste ende.”
Mette Frederiksen fik faktisk ret i sit første bud på ciffertips 1–0, og havde hun bare stoppet sin talestrøm dér, havde det egentlig været ret sejt. Men som alle andre børn og voksne i Parken den aften må have vidst, så er der altså ikke mulighed for forlænget spilletid i en simpel gruppespilskamp i EM-kvalifikationen. Måske troede statsministeren, at hun skulle ind og se ishockey?
På Facebook undskyldte hun senere brøleren ved at skrive, at hun ikke kender “alle reglerne”, men “elsker at se bold”, mens hun lagde et foto af sig selv op med et landsholds-halstørklæde højt hævet over hovedet. Og her skulle man så tro, at statsministeren havde lært af episoden, og fremover afholdt sig fra at kloge sig på noget, hun tydeligvis hverken har forstand på eller interesse for, men nej, fodbold samler jo danskerne, og hvis der er noget, der samler danskerne, så vil Mette Frederiksen stå i midten af rundkredsen, så da Danmark spillede mod Østrig to år senere, gjorde hun et nyt forsøg som fodboldkommentator: “Så du den der redning af Schmeichel også? Jamen, det er jo helt vildt,” spurgte Mette Frederiksen retorisk en tv-reporter på live tv efter kampen. Desværre for statsministeren var Kasper Schmeichel, som Ekstra Bladet efterfølgende gjorde opmærksom på, ikke noteret for en eneste redning i hele kampen. Én gang var han ude i fuld længde, men der var forinden dømt offside.
Tour de Likehunting
Jeg er selvfølgelig komplet ligeglad med, at Mette Frederiksen ikke kender reglerne i den største sportsgren i Danmark, og det bør du også være, men det, der til gengæld smager lidt fisket, er forstillelsen både før og efter kampen. Altså dét at Mette Frederiksen møder op til en stor kulturbegivenhed og foregiver, at hun synes, at det er enormt spændende, hvad resultatet bliver, selvom hun ikke fatter en daddel af, hvad det er, hun skal se. Som en blind statsminister, der forsøger at fortælle danskerne om farverne.
Du har nok hørt om fænomenet rainbow-washing, som er blevet mere og mere udbredt de senere år og typisk kommer op til overfladen herhjemme i forbindelse med årets Copenhagen Pride, hvor virksomheder går helt bananas i regnbuefarver og bruger LGBTQ+-kampen og regnbueflaget til at brande sig selv og sælge produkter, selvom de aldrig har skænket LGBTQ+-rettigheder en tanke i øvrigt. Men de danske politikere kan virkelig også være med, når det handler om at snylte på andre populære fænomener i tiden.
I hvert fald sidder Mette Frederiksens fodboldoptrædener i baghovedet på mig, når man i denne tid bliver konfronteret med den ene gustne omfavnelse efter den anden af de danske cykelryttere til Tour de France fra likehuntende politikere i begge ender af det politiske spektrum. Både Magnus Cort, Jonas Vingegaard og Mads Pedersen har fået store lykønskninger på statsministerens Instagram-profil, men er der virkelig nogen, der tror på, at hun har siddet og set en fem timers Tour de France-etape her cirka tre måneder før et folketingsvalg? Jeg gør i hvert fald ikke.
Oppositionens leder, indtil Søren Pape melder sig på banen, Jakob Ellemann, høstede mere end 2500 likes på at skrive: “Ja ja ja ja ja Vingegaard! Det er jo helt vildt, det der. Fantastisk kørt. Fantastisk angreb. Fantastisk sportspræstation. Nu i gult i Tour de France. Det er magisk. Kom så Jonas fra Thy”. Misforstå mig ikke, det er da i grunden rart at vide, at Venstres formand faktisk har en puls, men derfra og så til at te sig på Facebook, som om han er prins Joachim til en Sanne Salomonsen-koncert, er altså lige i overkanten, hvis du spørger mig.
Pape på hjul
Og bare rolig – de fleste andre partiledere kan også være med på Instagram. Pia Olsen Dyhr lagde et screendump op fra en artikel, da Mads Pedersen vandt fredag, for der skulle jo nødig ske det utænkelige, at Mette Frederiksen gjorde noget, hun ikke selv gør. Søren Pape så rent faktisk cykelløb, for det lagde han et foto op af på Instagram, og det tjener ham – trods alt – en smule til ære. I billedrammen fik han desuden plads til en lille vamset hund og en halvt guffet Magnum-is, for danskerne elsker bare små, nuttede hunde og is, og så kunne alle sidde og identificere sig med Søren Pape den dag på internettet og tænke, at her er et rigtigt og simpelt menneske, der sætter pris på de små ting i tilværelsen. Jeg forestiller mig i øvrigt, at Pape har siddet der i sin lænestol og muntret sig gevaldigt ved tanken om, at han i overført betydning nu har siddet sikkert på hjul af Venstres formand i snart tre år og har observeret, hvordan Ellemann er syret mere og mere til før den sidste og afgørende stigning til efteråret.
En, der ikke havde set cykelløb og helt sikkert også var totalt ligeglad med det, men partout skulle skrive om det alligevel, var Sofie Carsten Nielsen, som lagde et foto op fra Frankrig af nogle kajakker med teksten: “Det er sejt at Vingegaard har vundet etapen og den gule trøje i dag. Jeg har padlet 15 kilometer på Orb (fransk flod, red.) med fire teenagere. Også en lille medalje værd,” skrev hun og holdt sig dermed meget on brand, for kun en sand radikal partileder padler rundt på en flod i Sydfrankrig og tror på, at hun samtidig kan holde det store bedrag i live om, at hun har væltet regeringen.
Chapeau, Messerschmidt og Villadsen
Pernille Vermund var også meget begejstret og lagde et foto op af en artikel med Vingegaard i gult og var helt ærlig i sin likehunting: “Jeg så desværre ikke selv etapen, men F.. det her er sejt. Cort sejrede i går og Vingegaard i gult i dag. To store danske sejre i streg. Så flot,” efterfulgt af stærk-arm-emoji og dannebrogs-emoji.
Desperationen efter at skulle lukrere på en sportsbegivenhed, som man ikke selv har gidet at se, bliver vel næppe meget mere tydelig end hos Vermund.
Min glæde var indledningsvis stor, da jeg tjekkede Liberal Alliances Alex Vanopslaghs profiler på Instagram og Facebook og kunne konstatere, at de seneste mange opslag handlede om politik og ikke sport. Lige så stor blev imidlertid skuffelsen, da jeg opdagede, at han i stedet dyrker de danske Tour de France-helte på Twitter. Man kan håbe, at han trods alt holder sig der, da Twitter alligevel er blevet så skørt, at der ikke er så meget tilbage at slå i stykker.
De eneste to, der tilsyneladende har sprunget over den her raske omgang sports-washing på sociale medier, er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Enhedslistens politiske leder, Mai Villadsen. De to skal modtage en sjælden ros for at modstå fristelsen for at indkassere en masse dejlige likes på noget, som de overhovedet ikke interesserer sig for. Chapeau, som man siger.
Konstruktiv på falderebet
Hvis jeg med denne tirade har irriteret dig, fordi du indtil nu har siddet derhjemme og troet, at du for en gangs skyld havde noget tilfælles med vores politikere, så beklager jeg. I så fald vil jeg gerne gøre det godt igen og anbefale dig, at du, i stedet for politikernes udspekulerede SoMe-hyldester til Danmarks cykelstjerner, begynder at læse Danmarks bedste cykelsportsskribent Bastian Emil Goldschmidts forrygende tekster fra årets Tour de France, som han dækker for os på Frihedsbrevet. Det er simpelthen intet mindre end en fryd at læse for selv en halvbagt sæson-entusiast som mig. Er du vimmer, hvor kan han skrive, og han gør det om Jonas Vingegaards sejr på Col du Granon og om et af verdens vildeste cykelfænomener, Vingegaards holdkammerat Wout van Aert. Bastian Emil Goldschmidt er så velskrivende, at han ville kunne få et mandagsmøde i Digitaliseringsstyrelsen til at lyde som Agatha Christies Mordet i Orientekspressen.
I øvrigt
– Jeg er generelt ikke synderligt konspiratorisk anlagt, men jeg har alligevel haft en ubændig trang til at flette mig en bøllehat af sølvpapir, efter jeg læste Berlingskes historie fra weekenden, der handler om, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, selv er med til at ansætte en ny direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, mens samme styrelse har afgørende indflydelse på, hvad der skal ske med Barbara Bertelsen i kølvandet på hendes massive svigt i minkskandalen.
Når man ser på, hvordan Barbara Bertelsens loyale støtter har det med at klare sig rigtig godt i centraladministrationen, kunne det sagtens være en tanke, at der bliver installeret en rigtig nikkedukke som direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Det, der bestyrker mine bange anelser, er selvfølgelig, at det jo efterhånden er alment kendt, hvor detaljeorienteret Barbara Bertelsen er, og hvordan hun ikke er bange for at blande sig i ting, som egentlig ikke rigtig er hendes bord. Som under coronakrisen, hvor hun blandede sig i placering af flyers, plakater og spritstandere i de danske lufthavne. Eller som da hun sad og sms’ede departementschefen i Sundhedsministeriet om, hvad Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut skulle mene på det famøse minkpressemøde, hvor Mette Frederiksen udstedte en ulovlig ordre. Man har på fornemmelsen, at ingenting er tilfældigt, når det kommer til Barbara Bertelsen, og derfor bør det løbe alle koldt ned ad ryggen, hvis hun rent faktisk har adgang til ansættelsesprocessen i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
– Hvis du læste med i sidste uge, så ved du, at jeg er lidt af en Rasmus Prehn-aficionado, og derfor blev jeg helt salig ved læsning af Nordjyskes sønderlemmende leder om fødevareministeren. Det er altså balsam for sjælen, når lokalpressen hudfletter sit eget bysbarn med en passage som denne:
“Hvor er det direkte ulækkert, at der findes mindst én politiker – endda en minister – som finder det i orden at forsøge at fedte sig ind hos journalister med rigeligt med mad og drikke. Den slags findes der faktisk et rigtigt grimt ord for – et ord, som vi gerne griber til, når det foregår i udlandet, men viger tilbage for, når det sker her i landet. Og ja, ordet er lidt længere end bestik.”
Når man tænker på, at Rasmus Prehn aldrig – som i aldrig – forpasser en mulighed for at prale med, at han er fra Nordjylland, må det altså svie som et papercut på glansen, når det største medie i lokalområdet hælder ham totalt ned ad brættet. Namaste, minister, så kan du gå og meditere lidt på den i dit sommerhus.
– Hvor er det dog vildt med den totale nedsmeltning i SAS. Er der overhovedet nogen, der tror på, at det selskab kan overleve? Selv hvis det lykkes at nå en aftale mellem piloterne og virksomheden, tror jeg ikke, at der er mange kunder tilbage, når den her konflikt er overstået. Man skal ikke kaste gode penge efter dårlige penge, siger man, og derfor tænker jeg personligt, at det er på høje tid at trække stikket ud på den respirator, der holder kunstigt liv i SAS. Et økonomisk medlidenhedsdrab simpelthen.
Mission: Impossible
Inden jeg er helt færdig med ugens nyhedsbrev, har jeg lige et vigtigt hængeparti. Som faste læsere vil vide, forsøger jeg at bruge mit sommervikariat konstruktivt ved at kontakte nogle af alle de mennesker, der har fået et ordentligt gok i nødden af Mads Brügger her i Fri Mads. Min idé er at give Mads Brüggers ofre genmæle, og hidtil har det ikke været en udpræget succes: Kun Kristian Jensens tidligere spindoktor Christopher Arzrouni har for alvor samlet handsken op (på vegne af Kristian Jensen), og selv socialdemokraten Benny Engelbrecht, som jeg ellers virkelig havde høje forventninger til, valgte i grove træk at takke nej.
Af den grund tænkte jeg, at der intet var at miste, da jeg her til jubilæumsnyhedsbrev nummer 60 valgte at gå efter guldet og forsøge statsminister Mette Frederiksen. Mads Brügger har skudt med skarpt efter statsministeren utallige gange og senest i maj, da hun udgav sin egen podcast.
Her var Mads Brügger mildt sagt ikke imponeret: “Noget af det første, der springer i ørerne og øjnene, er det dårlige sprog og den lave intellektuelle horisont – og her taler jeg både om indpakningen og indholdet,” skrev han og kritiserede videre Mette Frederiksens sprog for at være “et påfaldende barnligt sprog, hvor det banale højtideligt bæres rundt, som var det guldkorn sakset fra Platons dialoger”.
Mads Brügger kalder også Mette Frederiksen for “selvforelsket” og konstaterer videre, hvor “forbløffende dårlig en interviewer” hun er og begrunder det blandt andet med, at statsministeren ikke kan finde ud af at lytte ordentligt efter, hvad gæsten siger, og sammenligner hende til sidst med “en ADHD-ramt teenager på kanalrundfart på YouTube”.
Der var altså nok at forelægge Mette Frederiksen, og jeg sendte derfor følgende håbefulde besked til hendes presseafdeling:
“Kære Presseafdeling,
Over sommeren vikarierer jeg for Mads Brügger, som er gået på lang sommerferie herinde fra Frihedsbrevet, og jeg passer hans nyhedsbrev Fri Mads, som I måske kender. I den forbindelse har jeg et håb om, at nogle af de personer, som Mads Brügger har kritiseret i sit nyhedsbrev, vil deltage i et kort interview om Mads Brügger og hans kritik. Man kan kalde det et tilbud om genmæle. Derfor håber jeg meget på, at Mette Frederiksen på et tidspunkt henover sommeren kan afse fem minutters tid til at tale med mig, da hun om nogen har været genstand for hans pen. Vil I høre hende ad, om det kan lade sig gøre?
Ring endelig, hvis jeg skal uddybe noget.
Bedste hilsner Kristoffer Eriksen, Frihedsbrevet”
Svaret kom kortfattet tre dage senere:
“Kære Kristoffer
Tak for henvendelsen. Der takkes nej til deltagelse. Mvh”
Ingen begrundelse. Ingenting. En usædvanligt gold afvisning. Men hvis du har fulgt med i mine seneste nyhedsbreve, så ved du, at jeg jo ikke giver op så let. Så jeg skrev:
“Hej,
Hvad hvis vi nu udvider interviewet til ikke kun at handle om at kritisere Mads Brügger, men også at rose Jonas Vingegaard og/eller kvindelandsholdet i Fodbold. Ville det have interesse for statsministeren?
VH. Kristoffer”
Min sidste mail har jeg underligt nok ikke fået svar på, og dermed ender vejen blindt.
Tak, fordi du læste med.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
Ps. Ugens tegning fra Malthe Kibsgaard viser mig klædt som Jokeren fra Batman, der kører på en ladcykel med Mads Brügger ombord. Bemærk, at Mads Brügger både er iført en Hövding og en cykelhjelm: Den moderne mands livrem OG seler. Hvilken symbolik der ligger gemt i det, må du selv gå og tygge lidt på.