Fri Kristoffer #5: Ja, jeg har købt klovnebussen.dk, og du gætter aldrig, hvor det link fører hen
Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede!
Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.
Jeg glæder mig virkelig til, at dokumentaren om Musks overtagelse af Twitter bliver lavet. De første tre-fire uger efter han købte sig ind, har Tesla-milliardæren fyret halvdelen af medarbejderne og sendt mails ud til resten, der ville få Jordan Belfort til at gispe efter vejret. Fyringerne bevirker tilsyneladende, at Twitters kontrolcenter er i knæ, og at platformen pludselig er blevet oversvømmet med bots og andet utøj, fordi der ikke er moderatorer nok til at holde skik på det hele.
Samtidig har Elon Musk meldt ud, at han ikke ved, om Twitter går konkurs lige om lidt, og derfor har han lanceret et nyt tiltag: Fremover skal det koste otte dollars om måneden at have et lille blåt flueben ud for ens Twitter-navn. Ikonet har Twitters brugere indtil for nylig forbundet med, at en profil er “verificeret”, sådan så folk på Twitter kan blive forvisset om, at profilen tilhører en rigtig offentlig person eller virksomhed – og at der altså ikke er tale om en falsk profil.
Men nu kan alle altså for det, der svarer til 57 kroner om måneden, få et fint lille blåt flueben. Man må give Elon Musk, at han rider samme dag, som han sadler, så det nye forretningstiltag er blevet rullet ud med lynets hast med guddommelig underholdning til følge.
Herlige internettrolls skyndte sig nemlig at udnytte det nye tiltags svagheder og købte en masse Twitter-profiler, der for eksempel udgav sig for at være Musks egen virksomhed Tesla, der pludselig skrev på Twitter: “BREAKING: A second Tesla has hit the World Trade Center”.
En morbid joke, som selvfølgelig er let at afkode som netop dét: En joke. Værre gik det for medicinalvirksomheden Eli Lilly, en konkurrent til danske Novo Nordisk, der højst opsigtsvækkende meldte ud, at de nu ville give deres insulin væk gratis. Selskabets aktie styrtdykkede straks derefter ved udsigten til, at insulin-guldkalven var død. Det samme gjorde Novos i øvrigt. Se, dét er altså en prank, der trækker tænder ud!
Som én, der virkelig sætter pris på en ramsaltet practical joke, har jeg fulgt nærmest manisk med i, hvordan internettets mestertrolde har fyret den af, og det har været kosteligt.
I’m a Danish editor-in-chief
Det blå flueben for otte dollars er ikke rullet ud i Danmark endnu, så det er nok forklaringen på, at man ikke også herhjemme er blevet oversvømmet med tweets fra for eksempel Ecco, der helt ud af det blå melder ud, at de lukker alle deres butikker i Rusland, fordi det nu er gået op for dem, at det selvfølgelig er det eneste rigtige at gøre, og at virksomheden i øvrigt donerer hele årets overskud til Søren Pind og Jarl Corduas Ukraine-komité.
Eller en verificeret Kongehuset-profil, der tweeter, at H.K.H. Prins Joachim trænger til lidt luftforandring, og at man med stor glæde kan meddele, at han er blevet ansat som den nye forsvarsattaché i Qatar.
Ja, der er mange muligheder, men det kræver jo, at Twitter overlever styrvolten Musk. Og det håber jeg, at det sociale medie gør, for som jeg skrev indledningsvis, er det altså en uvurderlig kilde til underholdning.
Tag nu for eksempel Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, der i ugens løb tweetede dette henvendt til Twitters nye ejer omhandlende invasionen af de mange falske følgere:
Bemærk især sidste sætning: “I’m a Danish editor-in-chief”. Som om Elon Musk, der er god for rundt regnet 1.400 milliarder kroner og bliver omtalt på Twitter cirka ti gange i sekundet, spærrer øjnene op og skynder sig at komme med en redegørelse, alt hvad remmer og tøj kan holde, for Tom Jensen er jo en Danish editor-in-chief!
Oplevelsen af egen vigtighed fejler i hvert fald ikke noget i den danske mediebranches højere luftlag, og det minder mig om i sommer, hvor Politiken skrev en leder med den selvindbildske overskrift: “Stop så de trusler, Kina!”
Anledningen var, at Kinas præsident Xi Jinping igen havde meldt ud, at Taiwan skulle genforenes med Kina – om nødvendigt med magt. Her tænkte man lige i lederkollegiet på Rådhuspladsen, at man nok skulle få Kina på andre tanker. For er der én ting, en mand som Xi Jinping ikke vil, så er det at få med Christian Jensen og co. at bestille!
Lige så godt var det, da samme avis kom med denne appel: “Tag ansvar, Taliban” en måneds tid inden Taliban væltede Afghanistans hovedstad Kabul. Jojo, det kan godt være, at terrorbevægelsen har ligget i krig med den vestlige verden i to årtier, men det har nok alligevel givet stof til eftertanke, når de selvgodes yndlingsavis melder så kontant ud. Som i den gode gamle børnehistorie, hvor musen sad ovenpå elefanten og sagde: “Nøj, hvor vi gungrer!”
Klovnebussen
Det er altså blandt andet den slags gode sager, jeg er bange for at miste, hvis Twitter lukker og slukker. Selvfølgelig vil vi altid have Politiken at more os over, men selv det bliver jo trivielt på et tidspunkt.
Jeg har i ugens løb også været meget fascineret af en anden Twitter-tråd, som involverer Moderaternes Jakob Engel-Schmidt og Jeppe Søe på den ene side og den politiske kommentator Lars Trier Mogensen på den anden.
Jeg sad længe og funderede over, hvorfor mon to nyvalgte folketingspolitikere tager sådan på vej over, at deres parti bliver kaldt en klovnebus, da det jo umiddelbart synes meget harmløst, men så slog det mig: Det gør nas, fordi der er noget om snakken.
Trier Mogensen har med udtrykket ramt et meget ømt punkt, som gør ondt, rigtig ondt, på Moderaterne.
Tag nu for eksempel Jakob Engel-Schmidt selv. I den brede offentlighed er han især forbundet med én sag, nemlig dengang han blev taget i at køre rundt i sin bil under påvirkning af kokain. Ikke vildt smart, når man sidder i Folketinget, men hvad, der heller ikke var smart, er, at han løj om det internt i Venstre, da han blev spurgt.
Efter han blev knaldet af politiet, håbede han, at ingen ville opdage det og skiftede til et job som uddannelsesdirektør på handelsskolen Niels Brock. Et job, der røg, da Ekstra Bladet breakede nyheden om Jakob Engel-Schmidts narkokørsel. Det kan godt være, at det ikke gør Jakob Engel-Schmidt til en klovn for tid og evighed, men det er immervæk de færreste folketingspolitikere, der sniffer kokain og kører bil. Klovne er i øvrigt kendt for at køre i meget små biler, men om det også var tilfældet dengang med kokainen, melder historien intet om.
Advokatklovnen
På Frihedsbrevet har vi skrevet mange artikler om den nyvalgte Tobias Grotkjær Elmstrøm, der træder ind i Folketinget med en karriere som advokat bag sig. Han har navnlig beskæftiget sig med udlændingeret og har hjulpet talrige asylansøgere. Måske derfor har han hurtigt været udset som Lars Løkkes es i ærmet, når det kommer til udlændingepolitikken, hvilket blandt andet kom til udtryk, da de to skrev en kronik sammen.
På Frihedsbrevet har vi dog bragt den ene mere utrolige historie efter den anden om, hvordan Tobias Grotkjær Elmstrøm har sjoflet sine klienter med kæmpebøder i Advokatnævnet til følge. Senest i denne uge kunne vi afsløre, hvordan en somalisk asylansøger fik afslag på sin opholdstilladelse på grund af en fejl, som Grotkjær Elmstrøm havde lavet. Først efter kvinden skiftede til en ordentlig advokat, fik hun i øvrigt opholdstilladelse. Det er svært at fortænke somalieren i det hvis hun synes, at det da vist er en værre klovn, vi har fået ind på Christiansborg.
Teaterklovnen
Så er der selvfølgelig de mange sager om den detroniserede teaterdirektør Jon Stephensen, der er skrevet mangt og meget om, og som, jeg faktisk ikke tror, tager videre anstød over blive sat ind i en klovnebus. En klovn er vel ret beset noget fint i teaterverdenen, og lige i Jon Stephensens tilfælde kan man endda indvende, at han burde have været iført alt for store sko, en krøllet grøn paryk og en rød klovnenæse, da han forleden underskrev grundloven som nyt folketingsmedlem.
Det er ikke fuldt ud beskrevet, hvad der præcis førte til, at han blev sparket ud på røv og albuer af Aveny-T-teateret, men det står i hvert fald klart, at han har haft en meget utraditionel og gakket ledelsesstil, hvor han blandt andet har tilbudt en sygemeldt skuespiller, der var besvimet på scenen, 5.000 kroner for at melde sig rask igen. Jon Stephensen var selvfølgelig også en af de politikere, der ikke kunne nære sig, da champagnedrengen Mads Dinesen ringede og viftede ham om næsen med en anonym check på 50.000 kroner. Han hoppede lige i, og det kan godt være, at det ikke i sig selv kvalificerer ham til prædikatet “klovn”, men det gør så til gengæld Frihedsbrevets konfrontation med ham efterfølgende.
Her bedyrede han, at han skam hele tiden vidste, at Mads Dinesen var ude på narrestreger, og at han derfor bare spillede med og sendte ham et kontonummer. “Det var for sjov,” sagde Jon Stephensen, præcis som en klovn ville sige.
Netfisseklovnen
Nu skal det her nyhedsbrev heller ikke udvikle sig til en slags ph.d.-afhandling, der har til formål at føre bevis for, at det faktisk er inden for skiven at kalde Moderaterne for en klovnebus, men det er meget svært at skrive om Moderaternes folketingskandidater uden lige at nævne Jeppe Søe, som er den anden deltager i Twitter-tråden ovenfor.
Jeppe Søe blev kendt som tv-vært for et par årtier siden og er måske den mest farverige skikkelse af dem alle. En slags über-klovn, der er gået konkurs med mindst fem virksomheder og i 2008 blev erklæret personligt konkurs. Det er ikke svært at finde folk, som føler sig snydt og bedraget af Jeppe Søe. I juni blev Søe kaldt for en “bandit” og en “idiot” af en smedemester fra Ribe, der mente, at han var blevet snydt af Søe for 426.000 kroner. Men allerede i 2008 blev Søe af en kreditor kaldt for “en hustler af rang” og en “god gammeldags plattenslager”. Set i det perspektiv kan man indvende, at “klovn” faktisk er noget af det pænere, der er sagt om den tidligere skærmtrold.
Intet er dog så flippet som Søes investering i outrerede internetdomæner. For mange år siden masseindkøbte Jeppe Søe lumre webadresser som for eksempel sexfan.dk, cybersafter.dk og domænet over dem alle: netfisse.dk. Domænerne havde han af uforklarlige årsager holdt ved og viderestillet til sin personlige hjemmeside jeppe.dk, sådan så man blev mødt af Jeppe Søes kontrafej akkompagneret af et stort Moderaterne-logo, hvis man under valgkampen dristede sig til at skrive www.netfisse.dk i sit søgefelt. Da Ekstra Bladet ringede til Jeppe Søe og spurgte, om det ikke var lidt mærkeligt, svarede han, at “Næ, det synes jeg faktisk slet ikke er mærkeligt” og forklarede videre, at han havde købt domænerne i forbindelse med et fejlslagent projekt sammen med organisationen Sex & Samfund, som dog aldrig havde hørt om projektet, da vi på Frihedsbrevet ringede til dem.
Hvis det ikke er klovneri på meget højt niveau, så ved jeg snart ikke.
www.klovnebussen.dk
Hvad Jeppe Søe til gengæld har ret i, er, at det er godt, at der kommer noget frisk blod ind i Folketinget. Det er bestemt ikke diskvalificerende som folketingspolitiker at have en broget fortid, og de færreste er gået igennem et helt liv uden at begå fejl. Det er kun godt med flere politikere, der ikke er karrierepolitikere, og som er blevet opflasket i ungdomspartier eller interesseorganisationer.
Det ændrer ikke ved, at det stadig er uværdigt, når disse politikere bliver så børnefornærmede over at blive kaldt noget så uskyldigt som en “klovnebus”. Det skal man selvfølgelig kunne tåle, og især når man entrerer Folketinget med ovenstående meritter i bagagen.
For at minde Jeppe Søe og co. om det, har jeg i Netfisse-Jeppes ånd købt internetdomænet www.klovnebussen.dk, som jeg straks har viderestillet til Jeppe Søes hjemmeside jeppe.dk. Prøv selv at klikke ind på klovnebussen.dk 🤡
Hurra for Fri Dag!
I dag havde vores daglige morgenpodcast Fri Dag 50-programs-jubilæum. Fri Dag er på rekordtid blevet en fast del af rigtig mange af vores medlemmers morgenrutine, og hvis den ikke er blevet en del af din endnu, så går du altså glip af noget. Værten Maya Tekeli og producer Leo Peter Larsen har ramt en form, som er både stærkt underholdende og oplysende, hvilket jo er den helt svære balancegang, når man har at gøre med den slags formater.
Som med alle andre podcasts, vi udgiver, lytter du til Fri Dag i vores app. Podcasten er kun tilgængelig for medlemmer af Frihedsbrevet, så hvis vi endnu ikke har papir på hinanden, er der hermed endnu en god grund til, at du giver et abonnement hos os et skud. De første 14 dage koster 0 kroner, så hvis du fortryder – hvilket jeg er sikker på, at du ikke gør – så har det ingenting kostet dig at give os en chance.
Qatar og de mange kvaler
Som medlem af Frihedsbrevet havde du i går kunnet læse vores kulturredaktions historie om DBU’s sørgebindstrøjer. En af DBU’s protestaktioner er en helt sort landsholdstrøje, tredjetrøjen, der måske kommer i brug, hvis modstanderen dukker op i en farve, der ikke kan skelnes fra de danske røde eller hvide dragter. Landsholdstrøjen med det sorte monokrome look skal ifølge Hummel symbolisere et sørgebind for de tusindvis af døde migrantarbejdere i Qatar.
Hummel, der laver trøjen, donerer en procentdel af trøjesalget til menneskerettighedsorganisationen Amnesty. Det der til gengæld gør det hele lidt lakrids, er, at Hummel har fået produceret trøjerne i Kina – et land, som Amnesty fordømmer på det groveste for blandt andet “forbrydelser mod menneskeheden”. Det er blot en måned siden, at Amnesty trak en kasket tilbage fra en tøjkollektion, som organisationen havde samarbejdet med Hummel om, efter det viste sig, at kasketten var produceret i Kina. Så det store spørgsmål er selvfølgelig, om Amnesty vil tage imod de penge fra Hummel, der må forventes at komme ind fra salget af sørgebindstrøjen, nu hvor også den er produceret i Kina.
Svaret fra Amnesty er meget langt og kringlet, og sådan er det jo typisk, når man har indtaget en uforklarlig position, men skåret ind til benet, lyder det fra Amnesty, at de godt mener, at de kan markedsføre og tjene penge på en trøje, der er produceret i Kina, fordi de ikke selv har taget initiativ til at få trøjen produceret. Forstå det, hvem der kan, og læs hele artiklen her.
I det hele taget er alt, hvad der vedrører Danmarks deltagelse ved VM i fodbold i Qatar, meget svært at forklare. Det giver sig selv, at et VM-værtskab født ud af korruption volder alle involverede parter, undtagen FIFA, gevaldige samvittighedskvaler. Verdensmesterskabet er allerede en farce, inden der er spillet et eneste minut, og det har været pinagtigt at følge med i DBU’s såkaldte “kritiske dialog” som forsvar for deltagelse ved slutrunden.
På Christiansborg og hos Kongehuset har man også længe slået knuder på sig selv, når journalister har spurgt, om regeringen og de kongelige egentlig har tænkt sig at rejse derned og klappe i takt med shariasheikerne, men det har indtil denne uge været helt umuligt at få et klart svar på.
Hvis du vil forstå, hvordan det kan være, at den fungerende socialdemokratiske regering på den ene side er repræsenteret på klimatopmødet i Egypten, men på den anden ikke rejser til VM i Qatar med henvisning til, at Danmark ikke har en regering. Og hvis du vil forstå, hvad man stiller op med internationale sportsarrangementer i en verden, hvor 68 lande af FN’s 193 medlemmer har kriminaliseret homoseksualitet, så skal du lytte til det nyeste afsnit af Friis’ Diplomatpost, som udkom tidligere i dag.
Vært på podcasten er min chefredaktørkollega Flemming Rose.Til at besvare de komplicerede spørgsmål om diplomatiets svære kunst har han allieret sig med tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen, der har mange års erfaring som både direktør i Udenrigsministeriet og fra Danmarks vigtigste ambassader i verden. Skal man forstå, hvorfor politikerne i forbindelse med tilfældet Qatar har optrådt som en hund i et spil kegler, skal man altså skynde sig at lytte til Friis’ Diplomatpost.
På gensyn!
Tilbage er der vel egentlig kun at ønske dig en rigtig god weekend – og selvfølgelig en god landskamp på tirsdag, når Danmark møder Tunesien.
På Frihedsbrevets redaktion har vi talt meget om, hvad mon resultatet bliver, og vi tror nok mest på en 1–0 sejr til Danmark. Eller også bliver den 1–1, og så vinder Danmark 2–1 i den forlængede spilletid i sidste ende.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet