Fri Kristoffer #31: Endnu en omgang ukonstruktiv, nedrig, letkøbt voksenmobning
I sidste uge skrev jeg et nyhedsbrev, som jeg egentlig tænkte var en relativt afdæmpet omgang. Det handlede om spekulationerne vedrørende Mette Frederiksens fremtid som NATO-generalsekretær, og i den forbindelse causerede jeg lidt over hendes mulige efterfølgere: finansminister Nicolai Wammen og justits- og parkeringsminister Peter Hummelgaard.
Jeg formastede mig til at skrive, at udsigten til Nicolai Wammen som statsminister mindede lidt om at sælge sin superligatopscorer og købe Snøvsen i stedet.
Inden jeg publicerede, nåede jeg lige at tænke, at jeg egentlig ikke var specielt tilfreds med det billede, for det fremstiller jo unægteligt Mette Frederiksen i et meget bedre lys, end hun fortjener. Jeg lod det dog stå, for mit ærinde var såmænd bare at udkrystallisere, hvor ringe en erstatning den undseelige Wammen er, når man sammenligner med Mette Frederiksen og det jerngreb, som hun har haft om magten, siden hun blev formand for Socialdemokratiet.
Så gik jeg på weekend, og pludselig tikkede der en hilsen ind fra Nicolai Wammens brother from another mother, Karsten Lauritzen, der forlod Venstre og dansk politik for et par år siden for at blive lobbyist i Dansk Industri – og åbenbart også en slags SoMe-farisæer.
Lauritzen skrev på Twitter:
Nedrig, ukonstruktiv, letkøbt voksenmobning. En sammenligning med Nicolai Wammen og Snøvsen er simpelthen alt for hård kost for Karsten Lauritzen.
Skal jeg komme Lauritzen lidt i møde, kan jeg gå med på, at sammenligningen var både letkøbt og ukonstruktiv. Letkøbt fordi det vist ikke kræver en doktorgrad at kunne se, at Nicolai Wammen er noget af en nedgradering, skulle han gå hen og blive formand for Socialdemokratiet. Og det er heller ikke særligt konstruktivt at konstatere det. Det store spørgsmål er bare, hvorfor en mand, der har brugt hele sit ungdoms- og voksenliv i politik, er blevet bragt i den vildfarelse, at det, som en chefredaktør på et frit medie skriver i sin ugentlige klumme, skal være konstruktivt? Og så må man ellers konkludere, at den tidligere skatteminister desværre ved meget lidt om voksenmobning, når han mener, at en relativt uskyldig, sproglig stikpille til en siddende finansminister kan komme i den kategori. For at blive ved sammenligningerne svarer det lidt til at rubricere en vandpistol som et potentielt mordvåben.
Det virker som om, at det, som Karsten Lauritzen vil have, er en føjelig, lydig presse, der stryger politikere og andre magthavere med hårene og behandler dem med den yderste værdighed og respekt. At man i den offentlige debat, som det klare udgangspunkt, kun skal omtale politikere med den største agtelse og ikke forfalde til spydigheder. Der findes givetvis mange mennesker, der har det sådan, men det er bare ikke en service, vi tilbyder hos Frihedsbrevet.
Jeg vil til gengæld skynde mig at sige, at jeg faktisk er meget begejstret for Karsten Lauritzens åndssvage tweet og nødigt ville have været det foruden. For det første fordi jeg har en sød tand for negativ opmærksomhed, og Lauritzens opråb er blevet set mere end 180.000 gange og er livligt delt og diskuteret. For det andet synes jeg, at det er helt vildt skægt at se et voksent menneske selvantænde i raseri over, at et andet voksent menneske bliver sammenlignet med Snøvsen.
Gå til makronerne eller passér gaden
Samtidig giver det mig anledning til at fortælle lidt om, hvad Frihedsbrevet er – og også hvad Frihedsbrevet ikke er. Det giver mig videre mulighed for at fortælle lidt om, hvad man får, når man indløser billet til at komme ind bag betalingsmuren.
Frihedsbrevet er ikke et hyggeligt medie, der laver konstruktiv journalistik og udtrykker sig diplomatisk. Fordi vi ikke er afhængige af andre end vores medlemmer, kan vi udtrykke os, som vi vil, og skrive det, vi har lyst til, uden hensyntagen til, om politikerne og deres venner bliver stødt på manchetterne.
Vi tager os den frihed at skrive i en munter og uformel tone, når vi mener, at det sømmer sig. Det gør det især, når emnet er dansk politik og Mette Frederiksens desperate jobjagt, mens hun skal forestille at varetage landets vigtigste job. Det er en tarvelig farce, som fortjener et ordentligt skud peber.
Vi supplerer også sommetider vores journalistik med satiretegninger. Vi tror nemlig på, at vores medlemmer vil bruge os mere, hvis de ikke skal kede sig ihjel, hver gang de åbner vores app eller hjemmeside. Hvis Frihedsbrevet er kedeligt at læse, har vi med andre ord ikke bestået opgaven. Her adskiller vi os fra mange andre medier.
Særligt i dette format og i Mads Brüggers nyhedsbrev, Fri Mads, som ikke giver sig ud for at være traditionel journalistik, bliver der indimellem gået til makronerne, og bliver det en tand for spidst til ens smag, kan man jo bare vælge at passere gaden og læse eller lytte til noget andet. Vi har andre varer på hylderne.
Er man slet ikke til Frihedsbrevet, kan man i stedet erhverve sig Karsten Lauritzens læs-let-bog Lad det gå langsomt (ja, det hedder den faktisk), hvor Lauritzen skriver om alt det, der er galt med politik, efter han selv har forladt politik. I forbindelse med Karsten Lauritzens udfald mod Frihedsbrevet og undertegnede har Ekstra Bladets politiske journalist, James Kristoffer Miles, venligt gjort opmærksom på, at den tidligere politiker har en bog, som han skal sælge:
Den pressesky formand for medieansvarsudvalget
På Folkemødet i disse dage stikker Frihedsbrevet også markant ud i mediebilledet, hvilket falder en masse Twitter-krigere for brystet. Ligesom sidste år er vores journalister ikke taget til Bornholm for at få nye venner og opdyrke netværk. Nej, de er taget afsted med det noble opdrag at opspore de magthavere, som ikke har villet tage telefonen og svare på kritiske spørgsmål fra os det seneste års tid. Listen er lang, for vores journalister oplever desværre alt for ofte, at politikere, erhvervsfolk og toppen af dansk kulturliv ikke tager telefonen, når der bliver ringet om en ubelejlig sag.
På Christiansborgs gange findes der et nedskrevet regelsæt, som forhindrer, at journalister uden forudgående aftale opsøger politikere og begynder at stille dem spørgsmål, hvis de ikke vil have det. Man må heller ikke følge efter dem, og dermed har politikerne altså rig mulighed for at gemme sig for irriterende spørgsmål.
Sådan er reglerne på offentlig vej heldigvis ikke endnu og dermed heller ikke på Folkemødet. Når jeg skriver “endnu”, er det, fordi regeringen har sat den tidligere Venstre-politiker Søren Pind for bordenden i regeringens medieansvarsudvalg, “som skal undersøge, hvordan ansvarssystemet for medierne kan styrkes”, som det hedder sig. Med den pressefjendske Søren Pind som formand for dette udvalg er det ikke godt at vide, hvilke anbefalinger der vil blive hvisket videre til regeringen.
Frihedsbrevet mødte i øvrigt Søren Pind på Folkemødet i går, og resultatet kan du se på Frihedsbrevets Instagram eller Twitter-konto. Baggrunden for det lille rendezvous var, at vi tidligere på ugen kunne fortælle, at Pind ifølge en af landets førende eksperter i offentlighedsloven klart omgår offentlighedsloven i forbindelse med sit arbejde som formand for medieansvarsudvalget. Kort fortalt har Søren Pind opfordret folk til at skrive til ham på sin private Facebook-profil, hvis man gerne vil have taget noget op i medieansvarsudvalget, men ikke bryder sig om, at journalister kan få aktindsigt i ens henvendelse:
Men Søren Pind har gjort regning uden vært, for selvom henvendelserne til medieansvarsudvalget sendes til Søren Pinds Facebook-profil, er de stadig omfattet af aktindsigt, og derfor har Frihedsbrevet naturligvis søgt aktindsigt i de henvendelser, som Søren Pind har fået på denne platform. Kulturministeriets svar på anmodningen om aktindsigt lød således:
“Formanden har desuden oplyst, at han ikke har modtaget henvendelser på sin private Facebook/Messenger, der har karakter af henvendelser til ham i kraft af hans funktion som formand for medieansvarsudvalget.”
Det er altså Søren Pind selv, der i ro og mag har siddet og vurderet, om noget skulle udleveres i forbindelse med Frihedsbrevets anmodning om aktindsigt. Forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen siger det, som alle tænker:
“Det er en klar omgåelse af offentlighedsloven, når han selv har opfordret folk til at skrive til ham personligt og ikke til medieansvarsudvalget. Jeg synes ikke, det er i orden.”
Søren Pind havde ingen kommentarer, da Frihedsbrevets journalister forsøgte at få fat i ham for at høre, om han er enig i, at han omgår offentlighedsloven, men heldigvis dukkede han op på Bornholm – klædt ud som Onkel Anders fra Far til Fire, tilsat solbrillerne fra Morpheus i The Matrix – og dermed kan alle nu se, hvad det er for en mand, som den tidligere regering har udnævnt som hovedansvarlig for at definere, hvordan eksempelvis Pressenævnets rolle skal se ud i fremtiden.
Det skal i øvrigt tilføjes, at Frihedsbrevet også forsøgte at få en kommentar til sagen hos Danske Mediers direktør Mads Brandstrup, der også sidder i regeringens medieansvarsudvalg. Det kunne selvfølgelig være interessant at høre hans tanker om formandens omgåelse af reglerne for aktindsigt. Korrespondancen mellem Frihedsbrevets journalist og Brandstrup kom desværre til at se sådan her ud:
Siden har vores journalist ikke hørt tilbage fra Mads Brandstrup. At direktøren for de danske mediers interesseorganisation end ikke vil høre, hvad sagen drejer sig om, før han melder tilbage til en journalist, at han ingen kommentarer har, er mildt sagt mærkeligt og hyklerisk. Tænk, at en person, der får sin løn for at repræsentere blandt andre Berlingske Media og JP/Politikens Hus’ interesser, demonstrerer så eksplicit en lukkethed.
Mads Brandstrup blev i øvrigt hentet direkte til Danske Medier efter mange år i Socialdemokratiet som pressechef og som spindoktor for Nicolai Wammen, og han gør altså ikke meget for at vise, at han har efterladt den socialdemokratiske modus operandi på Slotsholmen.
Stop voksenmobning, og drik fadøl
Jeg føler mig temmelig overbevist om, at Karsten Lauritzen også er af den opfattelse, at det er voksenmobning og langt over stregen, når Frihedsbrevets journalister bevæger sig rundt og insisterer på at stille kritiske spørgsmål til politikere og andre magthavere, der render rundt på Folkemødet.
Jeg formoder endda, at Lauritzen mener, at det først og fremmest skal være rart og hyggeligt for ham og hans venner i Allinge. Et slags safe space, hvor beslutningstagere, virksomhedsledere, lobbyister og journalister én gang om året kan netværke i fred, drikke fadøl og deltage i totalt ligegyldige arrangementer, som eksempelvis Dansk Industri har betalt Mads Steffensen eller andre mediepersonligheder for at gøgle rundt til – til stor morskab for ingen andre end dem selv.
Sagen er bare, at Folkemødet er et offentligt arrangement, der i høj grad er betalt af skatteborgerne og hvor der er adgang for alle, undtagen åbenbart Rasmus Paludan.
Det er blandt andet regionernes, kommunernes, virksomhedernes, ngo’ernes og statens kreditkort, der bliver brugt til at booke hotelværelser og Airbnb-lejligheder til uhørte priser, og det er de samme kreditkort, der betaler for forplejning. Folkemødet er altså ikke at betragte som en gratis lejrtur for voksennørder, der trænger til et afbræk fra hverdagen, men ét stort arbejdsrum, som det står journalister frit for at tage i brug.
Folkemødet skriver selv, at hele formålet er at dyrke den demokratiske samtale og mindske afstanden mellem borger og beslutningstager.
Det er lige nøjagtig det, som Frihedsbrevets journalister gør, når de på borgernes vegne dukker op med en mikrofon og beder beslutningstagerne svare på nogle af de spørgsmål, som de ellers har forsøgt at undslå sig. Om ikke andet så for at vise, hvad det er, magthaverne ikke vil svare på.
“Det vedkommer ikke dig” 🤗
En politiker, som Frihedsbrevets journalister har haft svært ved at få fat i, er Ida Auken, der for tiden er socialdemokrat. Lykkeligvis er hun til stede på Folkemødet i år.
I marts kunne Frihedsbrevet afsløre, hvordan S‑profilen havde undgået at betale skat af bijobs ved at føre pengene ind som donationer til sin egen forening, Foreningen Grøn Omstilling. Foreningen er stiftet af Auken i 2014 og har en helt anden funktion, end navnet antyder. Dens raison d’être er at samle penge ind til Aukens politiske kampagner.
En række skatteeksperter vurderede, at bidragene bør betragtes som personlig indkomst. Det skyldes, at pengene – i modsætning til normale donationer – kører udenom partikontorerne.
Dengang tog Ida Auken miseren med ophøjet ro. “Jeg kigger på det,” lød det den 23. februar i år, da vi senest kontaktede hende. Næsten fire måneder er gået, og det har ikke været muligt at få svar fra Auken på, hvad hun har fundet frem til.
Da vores journalist Mathias Blædel mødte Ida Auken på Folkemødet i går, mente hun dog ikke, at det ragede Frihedsbrevet eller hendes vælgere, om hun har fået bragt sagerne i orden:
“Helt ærligt, det vedkommer ikke dig,” lød Ida Aukens håndfaste afvisning, da Frihedsbrevet spurgte, hvad hun var kommet frem til. “Der er styr på det”, nåede hun lige at tilføje, inden hun skyndte sig ind i Zetlands gård, hvor hun skulle være med til et event om sjælesorg og tilgivelse.
Nå, nok om Folkemødet – her kommer lige tre varme anbefalinger til noget af det herlige indhold, Frihedsbrevet disker op med i denne uge.
Lobbyist-sagen fra Halsnæs kommune
Flere eksperter påpeger nu, at Halsnæs Kommunes socialdemokratiske borgmester Steffen Jensen muligvis handlede ulovligt, da han hyrede lobbyisten Jens Worning Sørensen fra Policy Group til at hjælpe med at lave krisekommunikation angående det lokale stålværk NLMK Dansteel, der var ejet af en russisk oligark.
Frihedsbrevet har afsløret, at både borgmesteren og Jens Worning deltog i fortrolige møder og blev orienteret om lukkede forhandlinger om stålværket, før oligarken overdrog en del af ejerskabet – en manøvre, som kunne undtage selskabet for vestlige sanktioner mod russisk-ejede virksomheder. Læs eller lyt historien her.
LEGO-arving betaler for Kronprins Frederik til Formel 1
For nylig kiggede kronprins Frederik forbi hos racerkører Kevin Magnussen, da der blev afholdt grandprix i Barcelona. Ifølge Kongehuset var rejsen til Barcelona en privat tur, men Lego-familiens pengetank Kirkbi oplyser, at det var den tidligere Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen, der havde inviteret kronprinsen derned. Christoph Ellersgaard, der forsker i magtnetværk på CBS, understreger nu den kritik, der længe har været af relationen mellem Lego-familien og Kongehuset. Læs eller lyt historien her.
Fri Bandit
Derudover skal du glæde dig til på søndag, hvor Carsten Norton fortæller om den såkaldte Operación Paradise. Det spanske Policía Nacional har for nylig offentliggjort en video, hvor ni kampklædte betjente med rambuk og flashbangs stormer lejligheder på Solkysten, hvorefter fem mænd med tilknytning til Hells Angels er blevet anholdt i Spanien og Danmark. Derudover runder han den nye rockergruppe Comanches MC’s seneste tæskeholds-aktion og en jysk afdeling af Bandidos, der har fået nyt akvarievand.
Tak for denne gang
Nu mangler jeg bare at ønske dig en rigtig god weekend – og et godt Folkemøde, hvis du læser med fra Bornholm. Jeg er selv blevet hjemme, men skulle du rende ind i Frihedsbrevets journalister, så tag endelig en sludder med dem.
Du kan kende dem på deres uniform, som er en hvid t‑shirt med påskriften: “Frihedsbrevet er nødvendigt, underholdende og anstrengende”. Det er et citat fra kulturminister Jakob Engel Schmidt, efter vi bad ham færdiggøre sætningen “Frihedsbrevet er…”
Jeg synes, han har ramt den klokkerent.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet