Fri Kristoffer #21: #Sponsoretindhold i #dkpol
Der var engang fem af Folketingets partier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale – der tilsammen modtog fire millioner kroner i partistøtte fra A.P. Møller-Mærsk.
Pengene kom nogenlunde samtidig med, at partierne satte sig om forhandlingsbordet med netop Mærsk for at forhandle en ny aftale om skatteforholdene i Nordsøen.
Den nye Nordsøaftale faldt på plads to år senere og var så lukrativ for Mærsk, at selv den liberale tænketank Cepos var forargede og udtrykte hård kritik af aftalen:
“Nordsøaftalen nærmer sig statsstøtte til et særskilt erhverv bestående af få firmaer. Det er uheldigt, og når man endelig giver skatterabatter, bør de være varige, for når man som i det her tilfælde uddeler midlertidige vilkår, skaber man en form for favorisering og et skattesystem, der ikke er neutralt,” sagde Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos til Zetland.
Når Cepos kritiserer, at nogle virksomheder simpelthen får for gunstige skattevilkår, bør man måske som politiker stoppe op og overveje, om man har været en anelse for rundhåndet i forhandlingslokalet.
Det er mig alligevel en gåde, hvordan man som politiker sørger for kun at repræsentere borgerne og staten i en armlægning med erhvervslivet, mens samme politiker får hele eller halve millioner ind på partikontoen fra den virksomhed, der bliver repræsenteret på den anden side af forhandlingsbordet.
Om Mærsk fik så god en aftale, fordi de sørgede for at fylde lommerne på fem af de politiske partier, som de i virksomheden forhandlede skattevilkår med i Nordsøen, ved jeg ikke. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi har spørgsmålet ude i det åbne, og så kan man jo som vælger tænke sit.
Grundlæggende mener jeg, at man skal have antidemokratiske tilbøjeligheder, hvis man er af den opfattelse, at det ikke kommer offentligheden ved, hvem der støtter politikerne og deres partier med store beløb. Manglende transparens om pengestrømme til politikere giver simpelthen virkelig gode vækstbetingelser for korruption.
Ikke desto mindre kunne Frihedsbrevet assisteret af champagnedrengen Mads Dinesen midt i efterårets valgkamp afsløre, hvor anløbent et sindelag der har sneget sig ind flere steder på Christiansborg. Kreativiteten kendte ingen grænser, da Dinesen ringede og gav partier og politikere et frækt tilbud: Han stod klar med 50.000 kroner, hvis bare modtageren af donationen kunne garantere, at han kunne forblive anonym. Ifølge loven skal alle donorer over en beløbsgrænse på 22.200 kroner ellers offentliggøres, men det blæste folk som Mette Thiesen, Alex Ahrendtsen, Jon Stephensen og mange andre højt og flot på og begyndte at vejlede i at omgå loven efter alle kunstens regler.
Pladehak på talerstolen
Champagnedrengens telefonopkald fungerede som en udmærket fremkaldervæske for den kynisme, skruppelløshed og latterlighed, som udsigten til en hurtig kapitalindsprøjtning kan føre med sig.
I den forgangne uge blev et beslutningsforslag fra Enhedslisten – som i øvrigt var et af de eneste partier, der ikke faldt for fristelsen, da Mads Dinesen ringede – så behandlet i folketingssalen. Forslaget havde til formål at skabe langt mere åbenhed om partistøtte.
Debatten i Folketingssalen om beslutningsforslaget var sådan set interessant nok. Mest opsigtsvækkende var vel, at der tegner sig et bredt flertal for at få gjort op med “selskabs-finten”, bedre kendt som “Britt Bager-finten”, altså den omgåelse af loven, hvor en enkelt person kan donere beløb, der langt overstiger beløbsgrænsen, men stadig bibeholde sin anonymitet ved at splitte beløbene op på forskellige firmaer.
I det hele taget var det en overraskende imødekommenhed, som den ansvarlige minister på området, Sophie Løhde, forsøgte at udvise, samtidig med at hun gjorde sit bedste for at fornærme vores andres intelligens.
Således begyndte hun sin tale med at bakke op om at få gjort noget ved selskabs-finten, bekendtgjorde så, at hun havde i sinde at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en opdatering af reglerne for partistøtte for så kort efter at skyde resten af Enhedslistens forslag til hjørne ved at sige, at hun ikke vil binde sig til konkrete initiativer, før forhandlingerne er gået i gang. Vitterligt et minut efter hun havde bakket op om et konkret initiativ.
Enhedslistens Pelle Dragsted ville ellers gerne vide, om det måske ikke var meget smart også at få gjort noget ved partiernes såkaldte erhvervsklubber, hvor man kan undgå at have offentlighed om donationer ved bare at lade virksomheder eller rigmænd donere penge via en til lejligheden oprettet forening, hvor ministre og politikere så til gengæld synger og danser for klubbernes medlemmer flere gange om året.
Endnu en gang sagde Sophie Løhde, at hun ikke ville foregribe de politiske forhandlinger og derfor ikke ville tage stilling til konkrete initiativer. Bortset fra det ene, som hun var enig i, naturligvis.
Komikken fik et nøk opad, da et andet regeringsparti, Moderaterne, kom på talerstolen i form af et for mig ubeskrevet blad ved navn Mike Fonseca. Moderaterne-Mike indledte med sætningen:
“Tak for ordet, formand. I dag behandler vi B 28 om åbenhed om privat partistøtte,” som om debatten ikke allerede havde kørt i en halv time, og ingen i salen vidste, hvad de sad og lavede.
Herefter roste Mike Fonseca det samme konkrete initiativ, som Sophie Løhde tidligere havde rost, men betonede samtidig, at Moderaterne ikke kunne bakke op om alle initiativerne. Han syntes nemlig, at det ville være “ærgerligt”, hvis man skulle til at offentliggøre alt, fortalte han, og sigtede dermed til Enhedslistens initiativ nummer fire om at sænke beløbsgrænsen for anonyme donationer til 5.000 kroner.
Herefter forsøgte Enhedslistens Pelle Dragsted igen at forhøre sig, nu hos Moderaterne-Mike, om dennes holdning til at stramme reglerne i forhold til de tidligere nævnte erhvervsklubber. Svaret fra Mike Fonseca kunne ikke være meget mere bizart. Hør bare:
“Jeg synes, at vi i dag har et flot og veludbygget partistøttesystem, der går til alt det arbejde, som vi udfører mellem valg. En partistøtte må jo som sagt godt, som du godt ved, ikke bruges til at føre valgkamp, og al finansiering af valgkampene skal vi samle sammen. Jeg ved også som nyt folketingsmedlem, hvor svært det kan være at rejse penge til at føre valgkamp og være en ny kandidat og stifte et nyt parti,” sagde han.
Hvis man tænder på sort snak, er Moderaternes Mike Fonseca på Folketingets talerstol om partistøtte den korte vej til en sprøjteorgasme. En slags dansk politiks svar på karakteren Brick (Steve Carell) i filmen Anchorman, der siger helt tilfældige ting på vilkårlige tidspunkter, uagtet hvad emnet er, eller hvad han er blevet spurgt om.
Dragsted fulgte op: “Jeg tror ikke, jeg hørte – og det er ikke for at være polemisk – et svar på spørgsmålet,” hvorefter Enhedslisten-politikeren igen forsøgte at få et klart svar på, om det fortsat skal være muligt at donere penge til politiske partier gennem en hemmelig pengeklub.
“Vi binder os ikke før forhandlingerne, men vi er meget åbne over for at kigge på selskabsfinten,” lød det mærkelige udenomssvar fra Mike Fonseca, hvorefter det var Enhedslistens Rosa Lunds tur til at tage en retorisk svingom med den hakkende pladespiller foran hende.
Hvad er Moderaternes holdning til at ændre reglerne, så offentligheden kan få at vide, hvor mange penge rigmænd eller virksomheder donerer, når de donerer over beløbsgrænsen, ville hun vide.
“Som sagt har jeg som Moderaternes indenrigspolitiske ordfører ikke noget konkret at bemærke andet end selskabsfinten i forhold til de initiativer, der er lagt frem i det her beslutningsforslag. Vi går ind i forhandlingerne og er åbne for at have en dialog om de resterende initiativer,” lød svaret fra Moderaternes one-stop-shop for tågesnak.
Mistænkeligt mærkelige udenomssvar
Rosa Lunds spørgsmål var ellers uhyre interessant. For hvordan kan det egentlig være, at en virksomhed, en organisation, en privatperson i dag kan donere kæmpe millionbeløb til et enkelt parti, uden at borgerne kan få beløbet at vide? Medmindre selvfølgelig donoren, hårdt presset, selv står frem med beløbet, som det skete med Mærsk tilbage i 2017.
Jeg kan ikke rigtig se det gode argument for hemmelighedskræmmeriet, når man i øvrigt samtidig har vedtaget, at storsponsorer, der donerer beløb af mere end 22.000 kroner, netop skal offentliggøres. Altså har det ikke noget som helst med at beskytte donorens politiske tilbøjeligheder at gøre, men alene størrelsen på gaven.
Når diskussionen i den næsten tomme folketingssal også var interessant at overvære, skyldes det selvfølgelig, at de flakkende øjne, de mærkelige udenomssvar og den selvmodsigende, hakkende argumentation afslørede, at regeringen for alt i verden ikke vil have belyst, hvilke stærke kapitalinteresser der i virkeligheden betaler for festen, og hvor meget der betales. Det er svært ikke at mistænke, at det er, fordi disse glade givere virkelig får noget for pengene.
Turtlenecks og Mærsk-nåle
I oktober blev en influencer idømt en bøde på 40.000 kroner for at glemme at skrive #Sponsoreret på sociale medier efter at have modtaget et par ferierejser, et tandlægebesøg og lånt noget tøj gratis + det løse. Egentlig mente Forbrugerombudsmanden, at vedkommende skulle have en bøde på 85.000 kroner, men da retssystemet som bekendt har været ved at bryde sammen i årevis, fik influenceren halv pris som følge af den lange sagsbehandlingstid.
Det er selvfølgelig fornuftigt nok at slå hårdt ned på influencernes skjulte reklamer, men at hive en Instagrammer i retten for at glemme at skrive ANNONCE med store bogstaver over et foto af en gratis turtlenecksweater og et par skinny jeans fra Jack & Jones virker sgu lidt mærkeligt, når man samtidig ganske lovligt kan kanalisere store beløb ind til en folketingskandidat i al hemmelighed.
Måske havde det været en idé, hvis de fem partier, der sammenlagt modtog 4 millioner kroner fra Mærsk i 2015 for så at være med i Nordsøaftalen i 2017, var blevet tvunget til at iføre sig en skinnende Mærsk-nål i reversen på blazerjakken på dagen, hvor de skulle præsentere det, de havde forhandlet sig frem til med rederigiganten.
Skjulte penge hos Novo Nordisk
Inden jeg helt forlader denne uges emne om de skjulte penge, vil jeg lige fremhæve gårsdagens historie fra Frihedsbrevet i samme boldgade. Den handler dog i stedet om skjulte penge i medicinalindustrien, nærmere bestemt hos Novo Nordisk, i forbindelse med at den nye guldkalv, slankemidlet Wegovy, endelig er kommet på græs på de danske apoteker.
Historien handler kort fortalt om, hvordan Novo Nordisk betalte en såkaldt uafhængig patientforening for at føre kampagne mod overvægt.
Adipositasforeningen – også kendt som Landsforeningen for Overvægtige – har for store pengebeløb ført kampagne mod overvægt for medicinalgigantens penge, mens Novo Nordisk arbejdede på at udrulle det, de mener, kan blive kuren mod netop overvægt: Wegovy.
Faktisk gik det så galt, at en video med en overvægtig mand ved navn Ole Sørensen blev produceret og lagt ud på apotekernes hjemmeside – uden lige at fortælle forbrugerne om, at videoen var bestilt og betalt af Novo Nordisk, der tjener styrtende på deres slankemiddel til netop overvægtige.
It goes without saying, men tænk lige, hvis en influencer med 3.000 følgere havde gjort det på Instagram? Så var der vist blevet booket en sponsoreret tur til Københavns Byret. Men det her var jo bare en uafhængig patientforening, apotekernes hjemmeside og en af Danmarks største virksomheder, og så taler vi ikke mere om det.
Hvis du vil blive klogere på, hvordan det er lykkedes Novo Nordisk at styre narrativet i fedmedebatten og få tusindvis af danskere til at slanke sig på recept, så kan jeg varmt anbefale vores finansredaktions grundige artikel, som du kan læse her.
Nyt afsnit af Doctor No
Som serviceoplysning vil jeg i øvrigt lige skynde mig at fortælle, at vi netop har udgivet endnu et nyt afsnit af den sensationelle podcastserie Doctor No, der fortæller historien om en gruppe danske rigmænds kæmpe millioninvestering i selskabet Enochian Bioscience med den gådefulde fuplæge og tryllekunstner Serhat Gumrukcu i spidsen.
Afsnittet med den meget dækkende titel “Lejemordet” handler om, da Doctor No for ni måneder siden blev anholdt og fængslet for at orkestrere et lejemord på en mand, der ville afsløre ham som den bedrager, han i virkeligheden er.
Du kan allerede nu høre afsnittet i Frihedsbrevets app eller på Frihedsbrevet.dk. Er du endnu ikke medlem af Frihedsbrevet, men nysgerrig på, hvad vi går og laver, kan du lytte til de to første afsnit af Doctor No gratis, der hvor du normalt lytter til dine podcasts.
Magtens Voksmuseum
Nu er det ikke, fordi dette nyhedsbrev skal udvikle sig i en retning, hvor jeg kommer med tips til, hvad du kan lave i din weekend, men her til sidst vil jeg alligevel sørge for at anbefale, at du lægger vejen forbi Magtens Voksmuseum på Strøget i København, og ser udstillingen af de centrale embedsmænd fra minkskandalen, som fik sønderlemmende kritik af Minkkommissionen.
Den officielle åbning er i morgen lørdag klokken 11.00 og timingen kunne vel næppe være bedre, idet alle de disciplinære sanktioner, som embedsmændene fik for deres medvirken, i skrivende stund er ved at blive tilbagerullet. Indtil videre har Statsministeriets departementchef, Barbara Bertelsen, fået annulleret sin irettesættelse, og det samme gælder Johan Legarth, departementchef i Justitsministeriet, ligesom de øvrige embedsmænd i Justitsministeriet er blevet pletrenset. Mon ikke det samme gælder de øvrige embedsmænd M/K inden dagen er omme.
Dermed ser det ud til, at en af de største politiske skandaler i nyere Danmarkshistorie er blevet forældreløs. Der er simpelthen ingen ansvarlige. Altså lige på nær Mogens Jensen, der prompte blev fyret som minister og blev minksagens Sorteper. Han er dog ikke blandt voksfigurerne på Magtens Voksmuseum, da udstillingen alene koncentrerer sig om embedsværket. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, da jeg personligt gerne havde set en voksfigur af Mogens Jensen fremstillet på baggrund af dette vellignende foto:
Er det ikke bare et livsbekræftende portræt?
Nuvel. Jeg håber, vi ses på Magtens Voksmuseum i løbet af weekenden. Det er selvfølgelig gratis at komme ind for Frihedsbrevets medlemmer. Adressen er Frederiksberggade 6, 1459, København K.
Rigtig god weekend!
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet