Fri Kristoffer #22: Ansigt til ansigt med en levende voksfigur
“Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt.”
Sådan sagde dronningen i sin nytårstale for nogle år siden, og selvom jeg er republikaner, tænker jeg ofte på det citat og sørger til en vis udstrækning for at efterleve det i både mit professionelle og private virke.
Således gik jeg sidste fredag sammen med nogle kolleger ned for at få en øl på Sørens Værtshus, der ligger i Frihedsbrevets underetage på Vandkunsten i indre København. Hvis Sørens Værtshus ringer en klokke, selvom du aldrig har besøgt stedet, kan det skyldes, at det var der, hvor forhenværende fødevareminister og nuværende politisk strandvasker Rasmus Prehn (S) havde en våd aften med nogle journalister, som blev betalt med ministeriets kreditkort.
Hver dag går jeg forbi Sørens Værtshus, men jeg går sjældent ind. I fredags gjorde jeg en undtagelse, for på Frihedsbrevet havde vi fernisering på Magtens Voksmuseum, og så var det jo oplagt at varme op på en beværtning, hvor politikere, lobbyister, embedsmænd, journalister og andet godtfolk i en uskøn sammenblanding gerne mødes efter fyraften for at få en lille en.
Og hvilket held. For hvem stod lige dér i baren sammen med sin tidligere spindoktor og drak bajere? Rigtigt gættet, det gjorde Rasmus Prehn. Jeg kunne selvfølgelig have passeret ham diskret uden at hilse på, for jeg ved jo godt, at Rasmus Prehn nok ikke ligefrem har mig med i sine aftenbønner.
Men som dronningen siger, skal man sommetider gøre noget, der ikke er behov for, og af den grund stoppede jeg op lige ved siden af ham og hans spindoktor og udstødte et meget overgearet: “Heeeeeeeej!”
“Godt at se dig,” svarede han, samtidig med at hans mimik og toneleje sagde det præcis modsatte.
Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle forsøge at gøre mig munter med en bemærkning a la: “Nååh, så er du tilbage på gerningsstedet?”, men jeg tog mig selv i det og fortalte ham, at vi lige om lidt havde fernisering på Magtens Voksmuseum et stenkast derfra, og at de to var meget velkomne.
Rasmus Prehn fortalte mig, at han på mail allerede havde modtaget en invitation af Mads Brügger, mens han kiggede på mig med et blik, der faktisk fik ham til at ligne en voksfigur.
Herefter fortsatte han med at sige, at han håbede, at vi ville få en god åbning, men at han ikke ville deltage. Udstillingen var usmagelig, lod han mig forstå, men understregede samtidig, at vi selvfølgelig kan gøre, lige hvad vi vil på Frihedsbrevet.
Det sidste havde han jo ret i, og jeg afsluttede samtalen ved at konstatere, at der jo også er rart på Sørens Værtshus, og vi ønskede hinanden en god aften.
Da jeg spurgte, vidste jeg selvfølgelig godt, at der var større chance for at se en bæver køre forbi på en segway, end at Rasmus Prehn ville tage med op på Magtens Voksmuseum, og på sin vis var det fuldstændig meningsløst, at jeg overhovedet spurgte ham. Det var… unyttigt.
Alligevel gik jeg, høj på dette fede rendezvous, ud på gaden for at besøge Barbara Bertelsen, Thorkild Fogde, Johan Legarth og de andre voksdukker på Frihedsbrevets nye pop-up-museum på Strøget i København.
Lovlighed, sandhed, faglighed
Til ferniseringen på Magtens Voksmuseum bød ansvarshavende museumsinspektør Mads Brügger velkommen, hvorefter juraprofessor Ditlev Tamm holdt en lang tale, hvor han talte om minksagen og blandt andet fremhævede embedsværkets kodeks, der mærkeligt nok er blevet stavet “kodex”, og som indeholder embedsmandens syv centrale pligter:
- Lovlighed
- Sandhed
- Faglighed
- Udvikling og samarbejde
- Ansvar og ledelse
- Åbenhed om fejl
- Partipolitisk neutralitet
Når man lige lader øjnene glide over de syv punkter, forstår man godt, hvis man som embedsmand har følt sig som en hund i et spil kegler, efter Mette Frederiksen blev statsminister.
Den pensionerede juraprofessor med de spraglede gevandter sagde i sin tale herefter noget morsomt. Han hæftede sig ved, at Henrik Studsgaard, tidligere departementschef i Fødevareministeriet og nu voksfigur i Magtens Voksmuseum, til sit forsvar overfor Minkkommissionen havde sagt, at spørgsmålet om manglende hjemmel til at beordre alle mink aflivet ikke lige havde været “top of mind” hos ham.
“Nej, men det er sådan set top of list,” konstaterede Ditlev Tamm knastørt til stor begejstring for tilhørerne.
I det hele taget var det en interessant skare af mennesker, der var mødt op. Som Dagbladet Informations anmelder beskrev det så fint:
“Imens har lokalet sit eget show: Blandt de besøgende til åbningen er en del mænd i skræddersyede jakkesæt. Der er Simon Spies-skæg, camouflageprint og manspreading – og jeg bliver delirøs af at gå rundt og forveksle Københavns medieelite med embedsværket, de samme bukser i voks eller kød, der glider sammen.”
Som Rasmus Prehn også gjorde opmærksom på, var alle 179 folketingsmedlemmer blevet inviteret til åbningen, men de glimrede dog ved deres fravær. Kun Katrine Daugaard fra Liberal Alliance var mødt op, og selvom jeg ikke selv så hende, hørte jeg, at hun havde virket begejstret.
Den største overraskelse blandt de fremmødte var imidlertid, at en af de 10 udstillede embedsfolk var mødt op. I kød og blod. Det var simpelthen kontorchef i Fødevareministeriet Paolo Drostby, der var kommet for at møde sig selv. Han virkede generelt i et storartet humør, og med et glimt i øjet påpegede han kun en mindre utilfredshed med, at hans voksfigurs fødder var blevet en anelse for små.
Paolo Drostby (th.) møder Paolo Drostby (tv.).
Paolo Drostby modtog en advarsel, som er den mildeste disciplinære sanktion, for sin rolle i minksagen. Den er endnu ikke blevet tilbagekaldt, men når man tænker på, at han, efter Mogens Jensen gik af som minister, fik to år under Rasmus Prehn, så må selv en arbejdsløs minkavler kunne se, at Drostbys straf er mere end udstået.
I en tid, hvor tilliden til det danske embedsværk styrtdykker, giver det mig i hvert fald håb, at der i centraladministrationen stadig findes folk, der er i stand til at udvise et overskud som Paolo Drostby.
En old school kulturoplevelse
Siden den første officielle åbningsdag lørdag har der været overraskende mange besøgende i Magtens Voksmuseum. Personer i alle aldre, der lige skal ind og se girafferne fra minkskandalen. Det er selvfølgelig en kulturoplevelse til gæsten med den særprægede smag, men jeg vil anbefale dig at komme ind og opleve de 10 voksfigurer, inden det er for sent. Det er virkelig noget for sig. Foreløbig bliver de 10 embedsmænd kun udstillet til den 15. april, så hvorfor ikke bruge påsken på noget så old school som at besøge et voksmuseum?
Skulle du have lyst, finder du museet på Frederiksberggade 6, altså Strøget i København, og er du medlem af Frihedsbrevet, kommer du naturligvis gratis ind.
Ditlev Tamms åbningstale til Magtens Voksmuseum ligger i øvrigt tilgængelig i Frihedsbrevets app.
Det smager af banan 🍌
På åbningsdagen for Magtens Voksmuseum udgik der pressemeddelelser fra Statsministeriet og Justitsministeriet om, at de disciplinære sanktioner, som var givet til Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, Justitsministeriets ditto Johan Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne, var blevet tilbagetrukket.
Tilbagekaldelsen skete efter en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som havde revurderet grundlaget for sagerne, efter rigspolitichef Thorkild Fogde i februar blev frikendt for at have begået tjenesteforseelser efter sit tjenstlige forhør om sin rolle i minksagen.
At Thorkild Fogde gik fri, hvilede især på præmissen om, at det ikke juridisk set kunne betragtes som en instruks, da Mette Frederiksen på pressemødet den 4. november 2020 kiggede stift ind i kameraet og sagde ordene:
“For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.”
Når man genlæser samtlige af Mette Frederiksens ord fra pressemødet, lyder det ellers umiskendeligt som en instruks om at igangsætte aflivning af alle mink i landet. Noget, som Thorkild Fogde senere på pressemødet siger, at der “skal turbo på”.
Forhørsledelsen, der bestod af forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam og to landsdommere, var uenig, og Thorkild Fogde, der ellers var hjemsendt, kom tilbage i den blå skjorte på Politigården. Ingenting at se her. Passér gaden.
Hos det ansigtsløse organ, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, valgte man tilsyneladende at anskue Thorkild Fogdes tjenestemandsforhør som en slags appelinstans for Minkkommissionens beretning, hvorfor det blev indstillet til Statsministeriet og Justitsministeriet at tilbagekalde de i forvejen betydningsløse advarsler og irettesættelser, som var blevet givet til Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Anne-Mette Lyhne.
Personligt syntes jeg, at det virkede helt grotesk, for hvorfor skulle man dog bare kunne overføre konklusionen af rigspolitichefens tjenestemandssag til ansatte i de øvrige ministerier?
De seneste dage har en lang række eksperter i både Politiken og Berlingske da også sået kraftig tvivl om, hvorfor man uden videre har trukket de disciplinære sanktioner tilbage fra afdelingschefen og de to departementschefer.
“Forhørsledelsens afgørelse – herunder deres vurdering af, om pressemødet var en instruks i retlig forstand – har meget lidt med Barbara Bertelsens og Johan Legarths advarsler at gøre,” siger Lasse Lund Madsen, juridisk professor ved Aarhus Universitet, eksempelvis til Berlingske.
I går kunne Jyllands-Posten så yderligere tvivl med historien om, at man i Statsministeriets pressemeddelelse ikke mener, at Barbara Bertelsen spillede nogen rolle i forbindelse med forberedelsen af det skæbnesvangre pressemøde, hvor befolkningen fik at vide, at alle mink skulle aflives. Hvilket er meget mærkeligt, idet Minkkommissionen umiddelbart nåede frem til den modsatte konklusion. Faktisk modtog Barbara Bertelsen fire mails i timerne op til pressemødet, der indeholdt overvejelser om budskaber og udkast til statsministerens tale.
“En cirkel af straffrihed,” kaldte min kollega Mads Brügger det, da han i går besøgte Deadline, og det kan vel næppe siges mere præcist.
Konsekvens
Nogen, der helt omvendt, oplever en voldsom konsekvens af deres handlinger, er tech-selskabet MeeW, der for 24 dage siden stod med det ene ben inde i en børsnotering til en værdi af 40 millioner kroner, mens selskabet blev omtalt som “en tech-komet” i medierne.
For tre dage siden gik de konkurs som en direkte konsekvens af, at Frihedsbrevets finansredaktion klædte selskabets stifter og direktør, Dr. Armin Kavousi, af til skindet og afslørede ham i at have fortalt en fantastisk serie af løgne.
Det er helt vildt, hvordan firmaet kunne vælte fuldstændig omkuld på bare tre uger, men det er også interessant at tænke på, hvad der mon var sket, hvis Frihedsbrevets journalister ikke havde været årvågne, og selskabet var lykkedes med sin planlagte børsnotering i midten af måneden.
I morges var manden, der meget kortvarigt afløste Dr. Armin Kavousi efter Frihedsbrevets afsløringer, med i vores morgenprogram En Uafhængig Morgen. Her forsøgte han at redegøre for, hvordan det hele dog kunne gå så galt, og det var i det hele taget et meget interessant interview. Hvis du interesserer dig for sagen om MeeW og Dr. Armin Kavousis forunderlige fortælling, er interviewet i vores morgenprogram et must at lytte til.
Konsekvens vol. 2
En anden, der er færdig som gårdsanger, er Aalborgs socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Tirsdag meddelte han, at han havde tænkt sig at stoppe som borgmester længe før tid og ikke genopstille. Kun halvandet år inde i sin borgmesterperiode har han valgt at smide kæden, fordi han med egne ord havde rundet “et skarpt hjørne”, idet han lige er fyldt 50 år.
Thomas Kastrup-Larsen har i sin borgmestertid været involveret i ikke så få skandalesager. Det tager for lang tid at remse dem op her, men jeg kan anbefale Frihedsbrevets podcastserie Ulven fra Aalborg, der handler om den dybt kontroversielle ejendomsmatador Jesper Skovsgaard og dennes forbindelser til netop Thomas Kastrup-Larsen.
For udenforstående synes de mange skandalesager at være en mere plausibel grund til, at Thomas Kastrup-Larsen lægger sin politiske karriere på hylden, end at han er blevet 50 år, hvilket vel ellers er omtrent gennemsnitsalderen for en borgmester i Danmark.
TV 2 Nord modtager rundt regnet 70 millioner kroner fra staten årligt og har blandt andet brugt nogle af dine og mine penge på at ringe til en “medieekspert”, der hedder Esben Lind, som fortæller, at Thomas Kastrup-Larsens fald er de strenge mediers skyld.
Denne medieekspert, Esben Lind, har tidligere arbejdet med krisekommunikation for Aalborg Kommune, fremgår det af artiklen, ligesom man kan læse, at han også er i lommen på A. Enggaard, en stor lokal entreprenørvirksomhed.
I artiklen frygter Aalborg Kommunes betalte shitstorm-konsulent (og altså også medieekspert, må vi forstå), at det vil blive sværere at besætte de politiske poster i kommunen i fremtiden, hvis medierne fortsætter deres drejning mod det tabloide.
Herfra skal der lyde et stort tak for den dybe visdom til Esben Lind. Også tak til TV 2 Nord for at få den geniale idé at ringe til en mand, der lever af kommunen og dens samarbejdspartnere for at indhente en analyse, der går på, at medierne skal være sødere over for hans kunder.
Hvis medieekspert og shitstorm-konsulent Esben Lind har ret i sin analyse, kan man dog takke Frihedsbrevet og andre medier for, at færre folk som Socialdemokratiets Thomas Kastrup-Larsen vil træde ind i politik, og det er jo til at blive helt varm om hjertet af.
Gæk gæk gæk, jeg er løbet tør for blæk
Det var, hvad jeg havde til dig, kære læser, denne smukke forårsdag med ni grader og regnvejr.
I dag går jeg på påskeferie, så jeg er først tilbage igen med mit ugentlige nyhedsbrev om to uger, men Frihedsbrevet udkommer som vanligt i hele påsken med masser af gode historier og podcasts.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet