Året der gik — Fri Politik
Kære læser
Hvis du allerede har styr på torsken, champagnen og den dumme hat, så synes jeg, at du nu skal smække benene op på bordet, læne dig godt tilbage og nyde dette tilbageblik på årets bedste politiske historier fra Frihedsbrevet. Der er nok at tage af og læsestof til adskillige timer, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det blandt andet må skyldes dette noget ekstraordinære år, som vi nu kører i garagen.
For er du vimmer, hvor har det dog været et helt igennem vanvittigt år i dansk politik. Jeg troede ellers ikke, at det kunne blive vildere efter 2020, hvor corona brød ud, og metoo tog den ene mandlige politiker ud efter den anden. Jo, det hele kunne åbenbart godt overgås.
I et normalt år ville ingen for eksempel tale om andet end sagen mod Morten Messerschmidt, der i august måned fik seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler. Ekstremt opsigtsvækkende i sig selv, men hurtigt overgået af, at dommeren Søren Holm Seerup efterfølgende blev erklæret inhabil, og derfor blev det besluttet, at sagen simpelthen skulle gå om. En historisk retssag med et historisk plottwist.
Én, der ikke har samme held, er Inger Støjberg, der blev dømt med piber og trommer i Rigsretten for at have udstedt en ulovlig instruks om konsekvent adskillelse af unge asylpar uden partshøring. 60 dages ubetinget fængsel lød straffen på, som hun formentlig får lov til at afsone med fodlænke. Endnu en historisk begivenhed, som forståeligt nok har fået politiske kommentatorer til at trække tråde til Tamilsagen og Erik Ninn Hansen. Tænk, at Inger Støjberg selv skulle ende med at blive stemplet som kriminel efter senest at have været retsordfører for Venstre. Vi er hinsides ironi her. “Sænk skuldrene, Inger!,” har man lyst til at råbe til hende, hvis man skulle støde ind i hende i biografen.
Og så er der selvfølgelig vores allesammens Slette Mette, der pludselig fremstod endnu mindre digitaliseret end en amerikansk doomsday prepper. Det kom frem, at hun sådan cirkus siden sommeren 2020 konsekvent har slettet alle sine sms’er, sådan som man ellers kun kender det fra pushere eller utro ægtefolk. Det var sket på rådgivning fra departementschef Barbara Bertelsen, som også er en person, der virkelig fik sit folkelige gennembrud det forgangne år. Barbara Bertelsen havde angiveligt – og her er angiveligt virkelig et vigtigt forbehold at sætte ind, for jeg tror overhovedet ikke på det – rådet Mette Frederiksen til at slette beskeder af hensyn til “informationssikkerheden”. Bortforklaringen endte med at give nul mening, da det kom frem – blandt andet her i Frihedsbrevet – at den eneste anden minister, der tog samme hensyn til informationssikkerheden, var Mettes fangirl nummer ét Astrid Krag. Altså eksisterede der kun to tilbageværende muligheder: Enten er resten af landets ministre totalt ligeglade med informationssikkerhed, eller også skyldes statsministerens sms-sletning noget andet, som hun ikke vil fortælle.
2021 blev i det hele taget ikke, som de fleste af os havde regnet med. Personligt havde jeg tænkt, at nu, hvor vi gik ind i året med favnen fuld af vacciner, ville det også blive året, hvor vi omsider vinkede farvel til corona. Men jeg skal da lige love for, at vi allesammen er blevet klogere her i de sidste par måneder. “Supervåbenet”, som er det Søren Brostrøm, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen og co. igen og igen har kaldt vaccinerne, har vist sig meget lidt modstandsdygtige over for virussen over tid, og aldrig har vi haft højere og mere voldsomme smittetal. Magnus Heunickes udmelding om, at når folk bare var vaccineret, så kunne vi droppe hele testsystemet og nøjes med at lave nogle test af spildevandet i ny og næ og ellers glemme alt om corona, synes at være glemt igen. Vaccinerne har mest bare vist sig effektive til at forhindre alvorlige sygdomsforløb, og det er da også en velsignet ting, men tanken om 4., 5. og 6. stik i løbet af de kommende år er alligevel en anelse deprimerende.
Og så har jeg ikke engang nævnt …
Altså på mange måder et vanvittigt år i dansk politik, og her har jeg ikke engang fundet plads til at nævne, hvordan regeringen svor, at de aldrig nogensinde ville tage de danske børn i Syrien hjem til Danmark, men så nogle måneder efter gjorde lige præcis det, da det blev afsløret, hvordan regeringen gik og puttede med ubelejlige risikovurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Jeg har heller ikke nævnt Dansk Folkepartis nedsmeltning til kommunalvalget og Kristian Thulesen Dahls politiske død, eller hvordan forsvarsminister Trine Bramsen satte to streger under, hvor uduelig hun er, da hun valgte at prioritere at føre valgkamp på Ærø og her kigge på sæler, alt imens Afghanistans hovedstad faldt til Taliban. Og så er der selvfølgelig nu eks-konservative Naser Khader, der i 2021 blev afsløret som landets metoo-monster nummer 1 og den pæne radikale Kristian Hegaard, der også viste sig at være en rigtig gramsefrans. At de to metoo-sager ender som små paranteser her, når brættet skal gøres op på årets sidste dag, siger vist alt om, hvor vild en amfetaminkoger 2021 har været.
Der har med andre ord været nok at se til for redaktionen bag Fri Politik, og når jeg ser tilbage på den journalistik, der er blevet bedrevet her på stedet det seneste halve år, er det sgu ikke så ringe endda. Jeg mener, at vi blandt andet skal måle os selv på, om det er lykkes at frembringe interessante, originale historier og vinkler på de store politiske sager, jeg har ridset op ovenfor.
En af de vigtigste opgaver for enhver politisk redaktion har de seneste par år været at holde øje med, hvordan myndighederne og politikerne håndterer coronasituationen. Er de for hysteriske? For laissez faire? Bruger de for mange penge? For lidt? Virker de ting, som man bruger penge på? Og er det i det hele taget kompetente kræfter, der sidder og styrer showet? Og her starter jeg for alvor min kavalkade.
Et underligt dyr
De første eksempler på noget af årets bedste journalistik fra Fri Politik handler derfor om smitteopsporingen. Hvis du har været smittet med corona i december og forsøgt at få fat på smitteopsporingen, ved du allerede, at det system nærmest er smeltet ned.
Smitteopsporingen er i min optik et af de underligste og svageste dyr i coronaskoven. Et gigantisk stort
callcenter, som på trods af endeløse strømme af ressourcer tilsyneladende aldrig kommer foran smitten, men altid halter bagefter. “Oversvømmet” og “overvældet” lyder det igen og igen fra ledelsen. Og nu, midt i den værste coronabølge af dem alle, bliver opgaven med smitteopsporing så overdraget til danskerne selv.
Så sandelig et underligt dyr! Men bestemt ikke et billigt ét. Indtil nu har smitteopsporingen suget mere end 1 milliard kroner ud af skatteborgernes lommer, og på Frihedsbrevet mener vi, at det i sig selv er grund nok til at tage de kritiske briller på. Så det har vi selvfølgelig gjort.
Med snuden i pengesporet har vi for eksempel fortalt historien om, at myndighederne sidste år ringede SOS til konsulenthuset PwC, da det for alvor brændte i smitteopsporingen, og kritikken haglede ned over indsatsen. Det kostede flere millioner kroner og førte ifølge flere tidligere og nuværende ansatte ikke til andet end skærpet dokumentationskrav og brug af måltal. Selve opsporingens kvalitet blev ifølge medarbejderne ikke forbedret.
Det er dog ikke kun på resultaterne og de ydre linjer, at smitteopsporingen har været genstand for hård kritik. Som vi kunne afsløre i oktober, er der på de indre linjer også kritik af enhedens arbejdsforhold. Blandt andet beskyldte en ansat ledelsen for at være “komplet ligeglade” med medarbejdernes trivsel.
Kritikken blev bakket op af Arbejdstilsynet, der efter et besøg i enheden i september fik mistanke om, at medarbejdere “udsættes for krænkende handlinger” som for eksempel udbrud af “spontan vrede”, “nedværdigende kommentarer” og “forskelsbehandling”. Som noget af det første i det nye år er sundhedsminister Magnus Heunicke nu indkaldt til samråd om arbejdsforholdene i smitteopsporingen.
Vi har selvfølgelig også skrevet om smitteopsporingens digitale lillesøster: Smittestop-appen. Allerede i september satte vi fokus på, at appen på det tidspunkt havde fundet frem til mindre end én procent af alle smittede. De pauvre resultater mødte kritik hos flere af epidemiudvalgets medlemmer, der dog alligevel besluttede at forlænge appens levetid. I december kunne vi så fortælle, at ud af 28.000 smittede på én uge fandt smittestop-appen kun 60. Det er jo helt vilde tal, når man tænker på, at sundhedsminister Magnus Heunicke solgte appen til danskerne som et “nyt og godt våben” i kampen mod epidemien.
Den sidste historie om smitteopsporingen, som jeg vil fremhæve her, er et sandt mysterium, som trækker tråde til regeringens minkskandale. I et interview med Frihedsbrevet i november fortalte tidligere enhedschef Søren Aggestrup nemlig for første gang, at man i smitteopsporingen længe havde mistanke om, at minksmitten blev spredt fra farm til farm via illegale østarbejdere. Mistanken opstod ifølge Søren Aggestrup flere måneder før regeringens beslutning om at aflive alle danske mink, og var den “helt almindelige opfattelse” i smitteopsporingen. Oplysningerne er interessante, fordi det i minkkommissionen siden er kommet frem, at sundhedsminister Magnus Heunicke så sent som den 22. oktober 2020, to uger før alle mink blev besluttet aflivet, bad om at få undersøgt selvsamme mistanke i forhold til illegale arbejdere.
Af andre interessante historier i coronaens tegn vil jeg tillade mig at nævne vores historie om medarbejderflugten i Sundhedsstyrelsen. For hvordan skal vi egentlig stole på, at Sundhedsstyrelsen kan varetage opgaven med at holde styr på corona, når deres egne medarbejdere ikke orker at arbejde der?
Derudover var vi også et af de allerførste medier til at interessere os for myndighedernes mystiske indkøb af coronapiller til 450 millioner kroner. I dagene mellem jul og nytår begyndte kritikken for alvor at hagle ned over dem, og flere fagpersoner har været ude og sige, at pillerne kan skade mere, end de gavner. Men Frihedsbrevet startede allerede vores dækning i starten af december med historien om det totalt mørklagte indkøb af de mystiske coronapiller.
To uger senere kunne vi så følge op og fortælle, at selv Sundhedsstyrelsen ville ønske, at de nu recept-parate piller, som styrelsen anbefaler til behandling af alvorlig coronasygdom, var mere effektive. I november rådgav Sundhedsstyrelsen regeringen og Folketinget til at forudbestille pillerne på baggrund af meget foreløbige resultater. Nu viser nyere data så en markant dårligere effekt end først antaget. I et interview til Frihedsbrevet udtalte tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich i den forbindelse, at han er glad for, at han “heldigvis” endnu ikke har udskrevet pillerne til sine patienter.
Frie Blottere
Inden jeg går videre og bringer eksempler på, hvad vi bragte af vigtige historier om kommunalvalget, sagen mod Morten Messerschmidt og statsministerens slettefunktion på telefonen, kan jeg ikke lade være med at bringe et mere kuriøst indslag fra året, der gik. Vi kan kalde det et lille frikvarter fra minkskandaler, retssager og corona.
Jeg tænker på en historie, som vi bragte kort efter årets Folkemøde, hvor Rune Langhoff, der dengang var spindoktor for Frie Grønnes leder Sikandar Siddique, endte med, i hvad der med det blotte øje ser ud til at have været en 10-hestes brandert, at blotte sine kønsdele for politikere og journalister og kalde en journalist for “luder”. Han måtte som konsekvens af Frihedsbrevets historie trække sig fra sin stilling.
Noget, der har undret mig ved den historie, er, at Frihedsbrevet var det eneste medie, der skrev om det i første omgang. Nu hvor vi ved, at journalister fra flere forskellige medier overværede optrinnet, skulle man synes, at det var en historie, som der var kamp om at komme først med. Men redaktionen bag Fri Politik var altså de eneste, der fandt historien vigtig nok, lige indtil spindoktoren trak sig – så kom alle landets medier pludselig med ombord.
Det var ellers ikke særligt svært for mig at få øje på relevansen, når man tænker på, hvordan Frie Grønne, og i særdeleshed Sikandar Siddique, har indtaget den politiske scene som en selvudnævnt Messias, der er kommet for at frelse landet fra al ondskab. Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg mener ikke, at spindoktorens opførsel hænger specielt godt sammen med at fremelske en ny politisk kultur, medmindre den kultur, man ønsker, er inspireret kraftigt af TV 2’s arbejdsmiljø i de tidlige 00’ere.
Rune Langhoff kommer i øvrigt direkte fra et job som Uffe-Elbæk-hvisker i Alternativet (RIP), og dermed fatter man jo endnu mindre af, at manden ikke har forstået, at skør teenageopførsel til branchefester ikke er vejen frem i det politiske miljø.
Kommunalvalg 2021
Nu vi er ved bizar opførsel fra politikere, virker det oplagt at fortsætte med at nævne Frihedsbrevets historier op til kommunalvalget.
Flere gange har jeg måttet gnide mig godt og grundigt i øjnene. Det gjaldt for eksempel historien om lokalpolitikeren Robert Jakobsen, der var opstillet for Socialdemokratiet i Hvidovre Kommune og rendte og hængte valgplakater op med sine politiske modstandere, hvor der var tegnet hagekors på. En kandidat til kommunalbestyrelsen i Brøndby fra Enhedslisten skrev vi også om, for han havde brilleret ved at troppe op til en mindehøjtidelighed for en terrorist – en kurdisk selvmordsbomber. Hver sin smag, I guess.
En tredje perle fra det kommunalpolitiske landkort var historien om, at kommunaldirektøren i Lolland Kommune Thomas Knudsen offentligt har sagt, at “man kan tørre røv” i kommunal branding, hvorefter han så besluttede at bruge en million kroner på netop en reklamekampagne for Lolland Kommune. Gad vide, hvor ren rumpetten egentlig bliver, når man tørrer røv i en million kroner? Det ærgrer jeg mig her på årets sidste dag over, at vi ikke fik spurgt Thomas Knudsen om.
Dommer Seerup
Inden jeg runder af, bliver jeg naturligvis nødt til at vende tilbage til sagen om Morten Messerschmidt, der blev idømt seks måneders fængsel af dommeren Søren Holm Seerup, som havde haft så meget kløe i like-fingeren på Facebook, at han havde klikket sig totalt inhabil. Ikke længe efter den oprindelige domsafsigelse kunne Fri Politik afsløre, at Søren Holm Seerup ikke var en pletfri dommer og faktisk havde en historik med inhabilitet og i 2012 (også) var skyld i at en sag måtte gå om. Men ikke nok med det, så kunne vi også løfte sløret for en, i min optik, kugleskør domsafsigelse, han stod fadder til i 2015 på Færøerne, hvor han gav landets finansminister medhold i en injuriesag, som ministeren havde anlagt mod fire journalister. I en del af begrundelsen for dommen sagde Søren Holm Seerup følgende: “Det er ligeledes væsentligt, at det i et lille samfund som det færøske er en demokratisk nødvendighed, at folkevalgte politikere ikke forsvarsløst skal udsættes for dækningsløse sigtelser for strafbare forhold i de lokale massemedier, da man i modsat fald kan risikere, at den nødvendige minimumsrekruttering af opstillede til politiske valg trues,”
Altså lagde dommer Seerup simpelthen vægt på, at journalisternes arbejde kunne skade Færøernes fremtidige mulighed for at rekruttere politikere, hvilket jo altså hverken er et hensyn en dommer eller en journalist skal tage, og dommen blev i øvrigt også omstødt i landsretten. Måske netop derfor burde det – hvis man altså læste Frihedsbrevet i september – ikke overraske det store, at Søren Holm Seerup endte med at blive erklæret inhabil i sagen mod Morten Messerschmidt, når man ser på hans historik for at kvaje sig.
Slette Mette
Det allersidste, jeg vil kippe med flaget for i min kavalkade over årets bedste historier fra Fri Politik, er vores historier om årets måske vigtigste politiske historie – nemlig minkskandalen. Mærkeligt nok har det ikke været de tusindvis af dokumenter, som minkkomissionen har gennemgået, der har belastet statsministeren mest. Nej, det viste sig at være de dokumenter, som hun havde slettet. Først lidt baggrund: Alle der har arbejdet tæt med statsministerens departementschef Barbara Bertelsen ved, at hendes foretrukne kommunikationsform er short message service. Gerne sms’er i et meget groft sprog sendt til embedsfolk på alle tider af døgnet. Brutale Barbara, som hun bliver kaldt, har givetvis i perioder styret coronanedlukningen af landet via sms’er med statsministeren, men vi får aldrig at vide, hvad der er foregået, for det hele er slettet. Meget påfaldende fandt Barbara Bertelsen i øvrigt på, at Mette Frederiksen skulle slette sine sms’er i samme periode, hvor det stod klart, at regeringens coronahåndtering skulle granskes af en arbejdsgruppe med professor Jørgen Grønnegaard i spidsen.
Her på Fri Politik kunne vi meget hurtigt skyde statsministerens søforklaring, med at sms-sletningen skete af hensyn til informationssikkerheden ned, efter at have spurgt os for hos samtlige af regeringens ministerier. Det viste sig kun at være Astrid Krag, som man har fornemmelsen af altid bare siger og gør det samme som Mette Frederiksen, der også systematisk slettede sine sms’er.
Forløbet med Mette Frederiksens sms’er var på en måde gaven, der blev ved med at give, da man valgte at vente til dagen efter kommunalvalget med at fortælle befolkningen, at politiet desværre ikke kunne genskabe statsministeren og Barbara Bertelsens sms’er – til trods for, at man havde fået politiets resultater udleveret i lukkede kuverter flere dage forinden. Ja, det var en rigtig stinker, som man siger, men statsministeren og justitsministeren meldte hus forbi på al kritik, for som sidstnævnte sagde, så var forløbet aftalt med minkkommisionen. Vores redaktion dykkede ned i forløbet her, og hvis der er én ting, jeg ønsker mig for det nye år, så er det, at Mette Frederiksen endelig sætter sig ned med en dygtig kritisk interviewer og gennemgår hele sms-forløbet. Der er dog markant større sandsynlighed for, at Naser Khader bliver HR-chef i Dansk Kvindesamfund, end at statsministeren indvilliger i det. Vil vil selvfølgelig på Frihedsbrevet blive ved med at møde op, hvor hun er, og forsøge at stille hende kritiske spørgsmål.
Godt klaret!
Hvis du virkelig har gidet at læse eller lytte til hele denne smøre og er kommet til vejs ende, er jeg meget imponeret. Du fortjener faktisk en medalje. Både for den stamina, du har udvist ved at stå alle mine rablerier igennem, men også fordi du støtter Frihedsbrevet. For at vi skal blive ved med at eksistere og undgå at være afhængige af den stat, som vi er sat i verden for at kontrollere, kræver det, at folk som dig abonnerer. Så spred endelig ordet om os, hvis du kan lide, hvad du læser.
Selv synes jeg, at vi på kort tid er nået et imponerende højt niveau for dette nyhedsbrev med god, kritisk og underholdende journalistik om de varmeste politiske kartofler i vores samfund lige nu. Det er selvfølgelig i sidste ende op til dig at vurdere, og hvis du synes, at der er noget, som du savner i vores politiske dækning, eller hvis du har tip til historier, som du synes, vi burde beskæftige os med, så tøv ikke med at skrive til mig på kristoffer@frihedsbrevet.dk.
Jeg håber, at du kommer godt ind i det nye år, og at vi får glæde af hinanden i det kommende.
Venlig hilsen
Kristoffer Eriksen, chefredaktør