Året der gik — Fri Politik


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Kære læs­er

Hvis du allerede har styr på torsken, cham­pag­nen og den dumme hat, så synes jeg, at du nu skal smække benene op på bor­det, læne dig godt tilbage og nyde dette tilbage­b­lik på årets bed­ste poli­tiske his­to­ri­er fra Fri­heds­brevet. Der er nok at tage af og læses­tof til adskil­lige timer, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det blandt andet må skyldes dette noget ekstra­ordinære år, som vi nu kør­er i garagen.

For er du vim­mer, hvor har det dog været et helt igen­nem van­vit­tigt år i dan­sk poli­tik. Jeg troede ellers ikke, at det kunne blive vildere efter 2020, hvor coro­na brød ud, og metoo tog den ene man­dlige poli­tik­er ud efter den anden. Jo, det hele kunne åben­bart godt overgås.

I et nor­malt år ville ingen for eksem­pel tale om andet end sagen mod Morten Messer­schmidt, der i august måned fik seks måned­ers betinget fængsel for svin­del med EU-midler. Ekstremt opsigtsvækkende i sig selv, men hur­tigt overgået af, at dom­meren Søren Holm Seerup efter­føl­gende blev erk­læret inhab­il, og der­for blev det beslut­tet, at sagen sim­pelthen skulle gå om. En his­torisk retssag med et his­torisk plottwist.

Én, der ikke har samme held, er Inger Støjberg, der blev dømt med piber og trom­mer i Rigsret­ten for at have udst­edt en ulovlig instruks om kon­sekvent adskil­lelse af unge asyl­par uden partshøring. 60 dages ubetinget fængsel lød straf­fen på, som hun for­mentlig får lov til at afsone med fodlænke. End­nu en his­torisk begiven­hed, som forståeligt nok har fået poli­tiske kom­men­ta­tor­er til at trække tråde til Tamil­sagen og Erik Ninn Hansen. Tænk, at Inger Støjberg selv skulle ende med at blive stem­plet som krim­inel efter sen­est at have været ret­sor­d­før­er for Ven­stre. Vi er hin­sides ironi her. “Sænk skul­drene, Inger!,” har man lyst til at råbe til hende, hvis man skulle støde ind i hende i biografen.

Og så er der selvføl­gelig vores alle­sam­mens Slette Mette, der plud­selig frem­stod end­nu min­dre dig­i­talis­eret end en amerikan­sk dooms­day prep­per. Det kom frem, at hun sådan cirkus siden som­meren 2020 kon­sekvent har slet­tet alle sine sms’er, sådan som man ellers kun kender det fra pushere eller utro ægte­folk. Det var sket på råd­givn­ing fra departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen, som også er en per­son, der virke­lig fik sit folke­lige gen­nem­brud det for­gangne år. Bar­bara Ber­telsen havde angiveligt – og her er angiveligt virke­lig et vigtigt for­be­hold at sætte ind, for jeg tror over­hovedet ikke på det – rådet Mette Fred­erik­sen til at slette besked­er af hen­syn til “infor­ma­tion­ssikker­he­den”. Bort­fork­larin­gen endte med at give nul mening, da det kom frem – blandt andet her i Fri­heds­brevet – at den eneste anden min­is­ter, der tog samme hen­syn til infor­ma­tion­ssikker­he­den, var Mettes fan­girl num­mer ét Astrid Krag. Alt­så eksis­terede der kun to tilbageværende mulighed­er: Enten er resten af lan­dets min­istre totalt ligeglade med infor­ma­tion­ssikker­hed, eller også skyldes statsmin­is­terens sms-slet­ning noget andet, som hun ikke vil fortælle.

2021 blev i det hele taget ikke, som de fleste af os havde reg­net med. Per­son­ligt havde jeg tænkt, at nu, hvor vi gik ind i året med fav­nen fuld af vac­cin­er, ville det også blive året, hvor vi omsider vinkede farvel til coro­na. Men jeg skal da lige love for, at vi alle­sam­men er blevet klogere her i de sid­ste par måned­er. “Super­våbenet”, som er det Søren Brostrøm, Mag­nus Heunicke, Mette Fred­erik­sen og co. igen og igen har kaldt vac­cin­erne, har vist sig meget lidt mod­stands­dygtige over for virussen over tid, og aldrig har vi haft højere og mere vold­somme smit­te­tal. Mag­nus Heunick­es udmeld­ing om, at når folk bare var vac­cineret, så kunne vi droppe hele test­sys­temet og nøjes med at lave nogle test af spilde­van­det i ny og næ og ellers glemme alt om coro­na, synes at være glemt igen. Vac­cin­erne har mest bare vist sig effek­tive til at forhin­dre alvorlige syg­doms­for­løb, og det er da også en vel­signet ting, men tanken om 4., 5. og 6. stik i løbet af de kom­mende år er alligev­el en anelse deprimerende.

Og så har jeg ikke engang nævnt …

Alt­så på mange måder et van­vit­tigt år i dan­sk poli­tik, og her har jeg ikke engang fun­det plads til at nævne, hvor­dan regerin­gen svor, at de aldrig nogensinde ville tage de danske børn i Syrien hjem til Dan­mark, men så nogle måned­er efter gjorde lige præ­cis det, da det blev afs­løret, hvor­dan regerin­gen gik og puttede med ubele­jlige risikovur­deringer fra Forsvarets Efter­ret­ningst­jen­este. Jeg har heller ikke nævnt Dan­sk Folkepar­tis nedsmelt­ning til kom­mu­nal­val­get og Kris­t­ian Thule­sen Dahls poli­tiske død, eller hvor­dan forsvarsmin­is­ter Trine Bram­sen sat­te to streger under, hvor udu­elig hun er, da hun val­gte at pri­or­itere at føre val­gkamp på Ærø og her kigge på sæler, alt imens Afghanistans hov­ed­stad faldt til Tal­iban. Og så er der selvføl­gelig nu eks-kon­ser­v­a­tive Nas­er Khad­er, der i 2021 blev afs­løret som lan­dets metoo-mon­ster num­mer 1 og den pæne radikale Kris­t­ian Hegaard, der også viste sig at være en rigtig gram­se­frans. At de to metoo-sager ender som små paran­teser her, når bræt­tet skal gøres op på årets sid­ste dag, siger vist alt om, hvor vild en amfe­t­a­minkoger 2021 har været.

Der har med andre ord været nok at se til for redak­tio­nen bag Fri Poli­tik, og når jeg ser tilbage på den jour­nal­is­tik, der er blevet bedrevet her på stedet det sen­este halve år, er det sgu ikke så ringe end­da. Jeg men­er, at vi blandt andet skal måle os selv på, om det er lykkes at frem­bringe inter­es­sante, orig­i­nale his­to­ri­er og vin­kler på de store poli­tiske sager, jeg har rid­set op ovenfor.

En af de vigtig­ste opgaver for enhver poli­tisk redak­tion har de sen­este par år været at holde øje med, hvor­dan myn­dighed­erne og poli­tik­erne håndter­er coro­n­a­sit­u­a­tio­nen. Er de for hys­teriske? For lais­sez faire? Bruger de for mange penge? For lidt? Virk­er de ting, som man bruger penge på? Og er det i det hele taget kom­pe­tente kræfter, der sid­der og styr­er showet? Og her starter jeg for alvor min kavalkade.

Et underligt dyr

De første eksem­pler på noget af årets bed­ste jour­nal­is­tik fra Fri Poli­tik han­dler der­for om smit­teop­sporin­gen. Hvis du har været smit­tet med coro­na i decem­ber og forsøgt at få fat på smit­teop­sporin­gen, ved du allerede, at det sys­tem nærmest er smeltet ned.

Smit­teop­sporin­gen er i min optik et af de under­lig­ste og svageste dyr i coro­naskoven. Et gigan­tisk stort

call­cen­ter, som på trods af endeløse strømme af ressourcer tilsyneladende aldrig kom­mer foran smit­ten, men altid hal­ter bagefter. “Oversvøm­met” og “overvældet” lyder det igen og igen fra ledelsen. Og nu, midt i den værste coro­n­abølge af dem alle, bliv­er opgaven med smit­teop­sporing så over­draget til danskerne selv.

Så sandelig et under­ligt dyr! Men bestemt ikke et bil­ligt ét. Indtil nu har smit­teop­sporin­gen sug­et mere end 1 mil­liard kro­ner ud af skat­te­borg­ernes lom­mer, og på Fri­heds­brevet men­er vi, at det i sig selv er grund nok til at tage de kri­tiske briller på. Så det har vi selvføl­gelig gjort.

Med snuden i penge­s­poret har vi for eksem­pel for­t­alt his­to­rien om, at myn­dighed­erne sid­ste år ringede SOS til kon­sulen­thuset PwC, da det for alvor brændte i smit­teop­sporin­gen, og kri­tikken haglede ned over ind­sat­sen. Det kost­ede flere mil­lion­er kro­ner og førte ifølge flere tidligere og nuværende ansat­te ikke til andet end skær­pet doku­men­ta­tion­skrav og brug af mål­tal. Selve opsporin­gens kvalitet blev ifølge medar­be­jderne ikke forbedret.

Det er dog ikke kun på resul­tater­ne og de ydre lin­jer, at smit­teop­sporin­gen har været gen­stand for hård kri­tik. Som vi kunne afs­løre i okto­ber, er der på de indre lin­jer også kri­tik af enhedens arbe­jds­forhold. Blandt andet beskyldte en ansat ledelsen for at være “kom­plet ligeglade” med medar­be­jdernes trivsel.

Kri­tikken blev bakket op af Arbe­jd­stil­synet, der efter et besøg i enheden i sep­tem­ber fik mis­tanke om, at medar­be­jdere “udsættes for krænk­ende han­dlinger” som for eksem­pel udbrud af “spon­tan vrede”, “ned­værdi­gende kom­mentar­er” og “forskels­be­han­dling”. Som noget af det første i det nye år er sund­hedsmin­is­ter Mag­nus Heunicke nu ind­kaldt til sam­råd om arbe­jds­forhold­ene i smitteopsporingen.

Vi har selvføl­gelig også skrevet om smit­teop­sporin­gens dig­i­tale lillesøster: Smittestop-appen. Allerede i sep­tem­ber sat­te vi fokus på, at appen på det tid­spunkt havde fun­det frem til min­dre end én pro­cent af alle smit­tede. De pau­vre resul­tater mødte kri­tik hos flere af epi­demi­ud­val­gets medlem­mer, der dog alligev­el beslut­tede at for­længe appens lev­etid. I decem­ber kunne vi så fortælle, at ud af 28.000 smit­tede på én uge fandt smittestop-appen kun 60. Det er jo helt vilde tal, når man tænker på, at sund­hedsmin­is­ter Mag­nus Heunicke sol­gte appen til danskerne som et “nyt og godt våben” i kam­p­en mod epidemien.

Den sid­ste his­to­rie om smit­teop­sporin­gen, som jeg vil fremhæve her, er et sandt mys­teri­um, som trækker tråde til regerin­gens minkskan­dale. I et inter­view med Fri­heds­brevet i novem­ber for­t­alte tidligere enhed­schef Søren Aggestrup nem­lig for første gang, at man i smit­teop­sporin­gen længe havde mis­tanke om, at minksmit­ten blev spredt fra farm til farm via ille­gale østar­be­jdere. Mis­tanken opstod ifølge Søren Aggestrup flere måned­er før regerin­gens beslut­ning om at aflive alle danske mink, og var den “helt almin­delige opfat­telse” i smit­teop­sporin­gen. Oplysningerne er inter­es­sante, for­di det i minkkom­mis­sio­nen siden er kom­met frem, at sund­hedsmin­is­ter Mag­nus Heunicke så sent som den 22. okto­ber 2020, to uger før alle mink blev beslut­tet aflivet, bad om at få under­søgt selvsamme mis­tanke i forhold til ille­gale arbejdere.

Af andre inter­es­sante his­to­ri­er i coro­n­aens tegn vil jeg tillade mig at nævne vores his­to­rie om medar­be­jder­flugten i Sund­hedsstyrelsen. For hvor­dan skal vi egentlig stole på, at Sund­hedsstyrelsen kan vare­tage opgaven med at holde styr på coro­na, når deres egne medar­be­jdere ikke ork­er at arbe­jde der?

Deru­dover var vi også et af de aller­første medi­er til at inter­essere os for myn­dighed­ernes mys­tiske ind­køb af coro­n­apiller til 450 mil­lion­er kro­ner. I dagene mellem jul og nytår beg­y­n­dte kri­tikken for alvor at hagle ned over dem, og flere fag­per­son­er har været ude og sige, at pillerne kan skade mere, end de gavn­er. Men Fri­heds­brevet start­ede allerede vores dækn­ing i starten af decem­ber med his­to­rien om det totalt mørk­lagte ind­køb af de mys­tiske coronapiller.

To uger senere kunne vi så følge op og fortælle, at selv Sund­hedsstyrelsen ville ønske, at de nu recept-parate piller, som styrelsen anbe­faler til behan­dling af alvorlig coro­nasyg­dom, var mere effek­tive. I novem­ber rådgav Sund­hedsstyrelsen regerin­gen og Folketinget til at forudbestille pillerne på bag­grund af meget foreløbige resul­tater. Nu vis­er nyere data så en markant dårligere effekt end først antaget. I et inter­view til Fri­heds­brevet udtalte tidligere for­mand for Dan­sk Sel­skab for Almen Med­i­cin Anders Beich i den forbindelse, at han er glad for, at han “heldigvis” end­nu ikke har udskrevet pillerne til sine patienter.

Frie Blottere

Inden jeg går videre og bringer eksem­pler på, hvad vi bragte af vigtige his­to­ri­er om kom­mu­nal­val­get, sagen mod Morten Messer­schmidt og statsmin­is­terens slet­te­funk­tion på tele­fo­nen, kan jeg ikke lade være med at bringe et mere kuriøst ind­slag fra året, der gik. Vi kan kalde det et lille frik­varter fra minkskan­daler, retssager og corona.

Jeg tænker på en his­to­rie, som vi bragte kort efter årets Folkemøde, hvor Rune Lang­hoff, der den­gang var spin­dok­tor for Frie Grønnes led­er Sikan­dar Sid­dique, endte med, i hvad der med det blotte øje ser ud til at have været en 10-hestes bran­dert, at blotte sine køns­dele for poli­tikere og jour­nal­is­ter og kalde en jour­nal­ist for “lud­er”. Han måtte som kon­sekvens af Fri­heds­brevets his­to­rie trække sig fra sin stilling.

Noget, der har undret mig ved den his­to­rie, er, at Fri­heds­brevet var det eneste medie, der skrev om det i første omgang. Nu hvor vi ved, at jour­nal­is­ter fra flere forskel­lige medi­er overværede optrin­net, skulle man synes, at det var en his­to­rie, som der var kamp om at komme først med. Men redak­tio­nen bag Fri Poli­tik var alt­så de eneste, der fandt his­to­rien vigtig nok, lige indtil spin­dok­toren trak sig – så kom alle lan­dets medi­er plud­selig med ombord.

Det var ellers ikke særligt svært for mig at få øje på rel­e­vansen, når man tænker på, hvor­dan Frie Grønne, og i særde­leshed Sikan­dar Sid­dique, har ind­taget den poli­tiske scene som en selvud­nævnt Mes­sias, der er kom­met for at frelse lan­det fra al ond­skab. Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg men­er ikke, at spin­dok­torens opførsel hænger specielt godt sam­men med at fremelske en ny poli­tisk kul­tur, med­min­dre den kul­tur, man ønsker, er inspir­eret kraftigt af TV 2’s arbe­jdsmiljø i de tidlige 00’ere.

Rune Lang­hoff kom­mer i øvrigt direk­te fra et job som Uffe-Elbæk-hvisker i Alter­na­tivet (RIP), og dermed fat­ter man jo end­nu min­dre af, at man­den ikke har forstået, at skør teena­geopførsel til branchefester ikke er vejen frem i det poli­tiske miljø.

Kommunalvalg 2021

Nu vi er ved bizar opførsel fra poli­tikere, virk­er det oplagt at fort­sætte med at nævne Fri­heds­brevets his­to­ri­er op til kommunalvalget.

Flere gange har jeg måt­tet gnide mig godt og grundigt i øjnene. Det gjaldt for eksem­pel his­to­rien om lokalpoli­tik­eren Robert Jakob­sen, der var opstil­let for Socialdemokrati­et i Hvi­dovre Kom­mune og rendte og hængte val­gplakater op med sine poli­tiske mod­standere, hvor der var teg­net hageko­rs på. En kan­di­dat til kom­mu­nalbestyrelsen i Brønd­by fra Enhed­slis­ten skrev vi også om, for han havde brilleret ved at troppe op til en min­de­højtide­lighed for en ter­ror­ist – en kur­disk selv­mords­bomber. Hver sin smag, I guess.

En tred­je per­le fra det kom­mu­nalpoli­tiske land­ko­rt var his­to­rien om, at kom­mu­naldirek­tøren i Lol­land Kom­mune Thomas Knud­sen offentligt har sagt, at “man kan tørre røv” i kom­mu­nal brand­ing, hvorefter han så beslut­tede at bruge en mil­lion kro­ner på netop en reklamekam­pagne for Lol­land Kom­mune. Gad vide, hvor ren rum­pet­ten egentlig bliv­er, når man tør­rer røv i en mil­lion kro­ner? Det ærgr­er jeg mig her på årets sid­ste dag over, at vi ikke fik spurgt Thomas Knud­sen om.

Dommer Seerup 

Inden jeg run­der af, bliv­er jeg naturligvis nødt til at vende tilbage til sagen om Morten Messer­schmidt, der blev idømt seks måned­ers fængsel af dom­meren Søren Holm Seerup, som havde haft så meget kløe i like-fin­geren på Face­book, at han havde klikket sig totalt inhab­il. Ikke længe efter den oprindelige dom­saf­sigelse kunne Fri Poli­tik afs­løre, at Søren Holm Seerup ikke var en plet­fri dom­mer og fak­tisk havde en his­torik med inhab­ilitet og i 2012 (også) var skyld i at en sag måtte gå om. Men ikke nok med det, så kunne vi også løfte sløret for en, i min optik, kugleskør dom­saf­sigelse, han stod fad­der til i 2015 på Færøerne, hvor han gav lan­dets finans­min­is­ter med­hold i en injuriesag, som min­is­teren havde anlagt mod fire jour­nal­is­ter. I en del af begrun­delsen for dom­men sagde Søren Holm Seerup føl­gende: “Det er ligeledes væsentligt, at det i et lille sam­fund som det færøske er en demokratisk nød­vendighed, at folke­val­gte poli­tikere ikke forsvarsløst skal udsættes for dækn­ingsløse sig­telser for straf­bare forhold i de lokale masseme­di­er, da man i mod­sat fald kan risikere, at den nød­vendi­ge min­i­mum­srekrut­ter­ing af opstillede til poli­tiske valg trues,”

Alt­så lagde dom­mer Seerup sim­pelthen vægt på, at jour­nal­is­ternes arbe­jde kunne skade Færøernes frem­tidi­ge mulighed for at rekrut­tere poli­tikere, hvilket jo alt­så hverken er et hen­syn en dom­mer eller en jour­nal­ist skal tage, og dom­men blev i øvrigt også omstødt i land­sret­ten. Måske netop der­for burde det – hvis man alt­så læste Fri­heds­brevet i sep­tem­ber – ikke over­raske det store, at Søren Holm Seerup endte med at blive erk­læret inhab­il i sagen mod Morten Messer­schmidt, når man ser på hans his­torik for at kva­je sig.

Slette Mette

Det aller­sid­ste, jeg vil kippe med flaget for i min kavalka­de over årets bed­ste his­to­ri­er fra Fri Poli­tik, er vores his­to­ri­er om årets måske vigtig­ste poli­tiske his­to­rie – nem­lig minkskan­dalen. Mærke­ligt nok har det ikke været de tusind­vis af doku­menter, som minkkomis­sio­nen har gen­nemgået, der har belastet statsmin­is­teren mest. Nej, det viste sig at være de doku­menter, som hun havde slet­tet. Først lidt bag­grund: Alle der har arbe­jdet tæt med statsmin­is­terens departe­mentschef Bar­bara Ber­telsen ved, at hen­des fore­trukne kom­mu­nika­tions­form er short mes­sage ser­vice. Gerne sms’er i et meget groft sprog sendt til embeds­folk på alle tider af døgnet. Bru­tale Bar­bara, som hun bliv­er kaldt, har givetvis i peri­oder styret coro­naned­luknin­gen af lan­det via sms’er med statsmin­is­teren, men vi får aldrig at vide, hvad der er foregået, for det hele er slet­tet. Meget påfaldende fandt Bar­bara Ber­telsen i øvrigt på, at Mette Fred­erik­sen skulle slette sine sms’er i samme peri­ode, hvor det stod klart, at regerin­gens coro­n­ahånd­ter­ing skulle granskes af en arbe­jds­gruppe med pro­fes­sor Jør­gen Grøn­negaard i spidsen.

Her på Fri Poli­tik kunne vi meget hur­tigt skyde statsmin­is­terens søfork­lar­ing, med at sms-slet­nin­gen skete af hen­syn til infor­ma­tion­ssikker­he­den ned, efter at have spurgt os for hos samtlige af regerin­gens min­is­terier. Det viste sig kun at være Astrid Krag, som man har fornem­melsen af altid bare siger og gør det samme som Mette Fred­erik­sen, der også sys­tem­a­tisk slet­tede sine sms’er.

For­lø­bet med Mette Fred­erik­sens sms’er var på en måde gaven, der blev ved med at give, da man val­gte at vente til dagen efter kom­mu­nal­val­get med at fortælle befolknin­gen, at poli­ti­et desværre ikke kunne gen­sk­abe statsmin­is­teren og Bar­bara Ber­telsens sms’er – til trods for, at man havde fået poli­ti­ets resul­tater udlev­eret i lukkede kuvert­er flere dage forinden. Ja, det var en rigtig stinker, som man siger, men statsmin­is­teren og justitsmin­is­teren meldte hus for­bi på al kri­tik, for som sid­st­nævnte sagde, så var for­lø­bet aftalt med minkkom­mi­sio­nen. Vores redak­tion dykkede ned i for­lø­bet her, og hvis der er én ting, jeg ønsker mig for det nye år, så er det, at Mette Fred­erik­sen endelig sæt­ter sig ned med en dygtig kri­tisk inter­view­er og gen­nemgår hele sms-for­lø­bet. Der er dog markant større sandsyn­lighed for, at Nas­er Khad­er bliv­er HR-chef i Dan­sk Kvin­de­sam­fund, end at statsmin­is­teren indvil­liger i det. Vil vil selvføl­gelig på Fri­heds­brevet blive ved med at møde op, hvor hun er, og forsøge at stille hende kri­tiske spørgsmål.

Godt klaret!

Hvis du virke­lig har gidet at læse eller lytte til hele denne smøre og er kom­met til vejs ende, er jeg meget imponeret. Du fort­jen­er fak­tisk en medal­je. Både for den sta­mi­na, du har udvist ved at stå alle mine rab­lerier igen­nem, men også for­di du støt­ter Fri­heds­brevet. For at vi skal blive ved med at eksis­tere og undgå at være afhængige af den stat, som vi er sat i ver­den for at kon­trollere, kræver det, at folk som dig abon­ner­er. Så spred endelig ordet om os, hvis du kan lide, hvad du læser.

Selv synes jeg, at vi på kort tid er nået et imponerende højt niveau for dette nyheds­brev med god, kri­tisk og under­hold­ende jour­nal­is­tik om de varmeste poli­tiske kartofler i vores sam­fund lige nu. Det er selvføl­gelig i sid­ste ende op til dig at vur­dere, og hvis du synes, at der er noget, som du savn­er i vores poli­tiske dækn­ing, eller hvis du har tip til his­to­ri­er, som du synes, vi burde beskæftige os med, så tøv ikke med at skrive til mig på kristoffer@frihedsbrevet.dk.

Jeg håber, at du kom­mer godt ind i det nye år, og at vi får glæde af hinan­den i det kommende.

Ven­lig hilsen

Kristof­fer Erik­sen, chefredaktør