Fri Mads #61 – En lærestreg til Mads Brügger, som han sent vil glemme
Velkommen til mit femte nyhedsbrev som sommervikar på Fri Mads, hvor jeg afslutter min sommermission og giver Mads Brügger en ordentlig kæberasler. I en erkendelse af, at det ikke rigtigt vil lykkes at få nogen andre til at samle handsken op, har jeg set mig nødsaget til at gribe til yderligheder, og jeg gruer faktisk lidt for Mads Brüggers reaktion, når han kommer hjem og opdager det. Hvad jeg har gjort, som er så slemt, kan du læse i slutningen af dette nyhedsbrev. Derudover skriver jeg denne mandag lidt om agurketidens korrelation med Rasmus Jarlov, og så skal vi også forbi de 10 embedsmænd, der fik så hård kritik af Minkkommissionen, men som stadig er i fri dressur i toppen af centraladministrationen. Først skal vi dog – vanen tro – lige forbi noget af al den gode og interessante journalistik, som vores abonnenter har kunnet mæske sig i den seneste uge.
God fornøjelse!
Kriminalforsorgen stak Frihedsbrevet en plade
Forrige uge afslørede vi, hvordan Kriminalforsorgen i ly af al balladen om Minkkommissionens beretning sneg en rigtig stinker ud. Det drejer sig om, at det tidligere på året kom frem, at forsvarsadvokaters samtaler med deres klienter er blevet ulovligt aflyttet, hvilket er et groft brud på et af de allerhelligste principper i dansk retspraksis. I sidste uge kunne vi så føje et nyt kapitel til denne grimme historie, som jeg er mere og mere overbevist om, vi kommer til at tale meget mere om i den nærmeste fremtid. Det viser sig nemlig, at Kriminalforsorgen allerede var blevet advaret om de ulovlige aflytninger, et helt år inden man besluttede sig for at iværksætte en undersøgelse af sagen. De nye oplysninger står i skærende kontrast til tidligere udmeldinger fra Kriminalforsorgen til Frihedsbrevet. For tilbage i marts oplyste Kriminalforsorgen til os, at man først i februar 2022 blev opmærksom på problemet, samt at man ikke tidligere var orienteret om fejlen. Det er altid bekymrende, når en kæmpe offentlig institution som Kriminalforsorgen lyver for et medie, men det rejser også en lang række andre kritiske spørgsmål, som for eksempel hvorfor der dog gik så længe, før man handlede? Hvis du er interesseret i Kriminalforsorgens mildt sagt kreative svar på det, så læs artiklen fra vores politiske journalist Henrik Jensen her.
Kulturministerens luksustur over Atlanten
Det står mig mere og mere uklart, hvorfor i alverden vores kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og hendes spindoktor David Tarp fandt det så bydende nødvendigt at bruge flere hundrede tusinde skattekroner på en fed tur til Silicon Valley for at aflevere et brev til techgiganterne, som allerede var blevet sendt på mail. Først interviewede vores kulturjournalist Emil Findalen IT-eksperten John Strand, der understregede, at turen var fuldstændig meningsløs, for vil man i dialog med techgiganterne, så foregår det i Washington D.C.. Den historie gav spindoktor David Tarp ikke meget for, som han skrev til vores journalist på Twitter: “Som journalist vil du da også hellere tale med ledelsen i en virksomhed i stedet for dets hær af lobbyister. Det giver da ingen mening at gå udenom topledelsen, hvis man har den adgang, som Danmark har fået – blandt andet igennem techambassaden.”
Men en gennemgang, som vores journalist Emil Findalen har lavet, viser, at den techambassadør, som spindoktoren henviser til, netop har mødtes med lobbyister, der repræsenterer big tech-firmaerne, og dermed er vi igen tilbage ved udgangspunktet: Hvorfor skulle kulturministeren og hendes entourage dog fyre mere end 300.000 skattekroner af på en tur til Silicon Valley i foråret?
TV 2 mangler en “aktuel krog” til at tale om doping
Derudover har vores kulturredaktion ligesom alle andre naturligvis haft blikket stift rettet mod Tour de France, som Jonas Vingegaard vandt i går. Vidunderligt.
Noget, de største entusiaster naturligvis ikke er så glade for at snakke om og tænke på, er dopingspøgelset, da det jo ødelægger den gode stemning. Det er sådan set også fair nok, og det kan også virke både ubehageligt og urimeligt, når den sympatiske og jordbundne Jonas Vingegaard skal forholde sig til spørgsmålet om doping, mens han står der på toppen af verden. Derfor var der også noget, der skurrede i ørerne, da Vingegaards mageløse sejr på Col du Granon på TV 2 blev sammenlignet med Bjarne Riis i 1996, der jo fyldte sig med epo, da han vandt touren. Da Vingegaard først vandt den gule trøje, var Bjarne Riis desuden live igennem for at fortælle om, hvor vildt det egentlig er at vinde den gule trøje. TV 2 nævnte ikke lige Bjarnes dopede fortid, og spørgsmålet er, om det i virkeligheden skader mere, end det gavner, at man på den måde sidestiller de to kæmpepræstationer uden at nævne, at den ene kom i hus ved hjælp af snyd. Det paradoks har Fri Kultur stillet skarpt på og interviewet TV 2’s sportschef, der fortæller, at der har manglet en “aktuel krog” for at nævne dopingen, og at de ikke vil gentage sig selv. Læs interviewet her.
Ulven fra Aalborg – sidste afsnit
Fra vores finansredaktion kom i dag fjerde afsnit af vores podcastserie Ulven fra Aalborg. Podcastserien handler om den kontroversielle byggematador og rigmand Jesper Skovsgaard, der igennem en årrække har været en af Socialdemokratiets største økonomiske sponsorer. I det seneste og foreløbigt sidste afsnit af serien afslører vores finansjournalist Mathias Blædel, hvordan et af landets store og hæderkronede revisionshuse, Beierholm, gør brug af nogle meget kreative forretningsmetoder sammen med rigmanden Jesper Skovsgaards virksomhed, hvor de sammen orkestrerer falske lejekontrakter med det formål at kunne belåne store ejendomme. En opsigtsvækkende historie, som vi folder helt ud i podcasten. Du finder serien i Frihedsbrevets app.
Jarlov-reglen
Selvom der altså ikke er meget agurketid at spore i Frihedsbrevets journalistik, så er det som om, at den årlige højtid for nyhedstørke og pseudo-debatter har sneget sig langsomt ind på os alligevel. Og hurra for det! De sidste mange uger og måneder har været så hæsblæsende, at jeg ikke troede, at der i år ville blive plads til den dejligt tossede og fredsommelige periode midt i industrisommerferien. Men hvis stenbiderrogn er en forårsbebuder, så kan man måske sige, at det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov er det samme for sommerens agurketid. Der findes nemlig en lov, der foreskriver, at jo mere nyhedsstrømmen går ned i tempo, jo mere interesse kommer der pludselig for Rasmus Jarlov. Loven hedder… Nej ok, det bliver alligevel for oplagt.
Det startede den 12. juli, da et læserbrev om Rasmus Jarlovs tur til årets Folkemøde ramte Ekstra Bladet. Læserbrevet var spækket med faktuelle fejl, og Ekstra Bladet har senere undskyldt, at det overhovedet blev bragt, men det fik også åbenbaret en pinlig sandhed: Da Jarlov skulle til et debatarrangement i Allinge, valgte han at parkere på en handicapplads. Her er det vigtigt at nævne, at Rasmus Jarlov altså ikke er handicappet – i hvert fald ikke i traditionel forstand, hvor man får et blåt skilt, som man kan lægge i forruden.
Dagen efter gik Jarlov så på Facebook for at give sin version af sagen. En maratontekst på hele 1351 ord, og sådan en distance bevæger politikere sig altså kun ud på, når de har virkelig dårlig samvittighed eller føler behov for, at noget skal nuanceres meget, meget hårdt. Et groft resumé er, at Rasmus Jarlov tog til Folkemødet på krykker med en brækket fod, og da han skulle parkere sin hvide BMW, så valgte han en handicapparkeringsplads, som han mente, at han var berettiget til i situationen på grund af sin brækkede fod. Hans kone havde nemlig tjekket på Folkemødets hjemmeside, hvor det fremgik, at Folkemødet henstillede til, at man havde handicaptilladelse, hvis man skulle bruge handicapplads. Det opfattede Jarlov af uransagelige årsager som om, at det ikke var forbudt at parkere uden handicaptilladelse, selvom en parkeringsvagt på pladsen fortalte ham, at han ikke måtte og ville få en bøde, hvis han parkerede dér. Rasmus Jarlov kunne dog ikke se på manden, at han var parkeringsvagt, og han stavrede afsted på sine krykker, for den debat, han skulle til, var åbenbart vigtigere end god konservativ pli. Så blev parkeringsvagten så vred, at han ringede til politiet og fik bugseret Jarlovs bil væk, og resten er historie.
Grunden til, jeg synes, at historien er interessant, er ikke, fordi jeg er forarget over, at Rasmus Jarlov med et travlt program og en brækket fod i et svagt øjeblik nappede en handicapplads på en parkeringsplads, hvor der – ifølge politikeren – i øvrigt var masser af andre ledige pladser. Jarlov erkender også på Facebook, at han har handlet forkert, så det er heller ikke grunden til, at jeg koger en ekstra gang suppe på det. Jeg har selv fået min andel af parkeringsbøder, så jeg skal bestemt ikke spille hellig, men fortællingen rummer nu en helt særlig herlighedsværdi, idet Rasmus Jarlov skriver, at han i ramme alvor troede, at det var tilladt for ham at holde på en handicapplads, fordi han jo havde brækket foden. Som om det lige er ens egen dagsform, der afgør, om man må nyde det særlige privilegium.
Det er simpelthen så dumt, når man tænker over det. At det skulle være op til én selv at diagnosticere, hvorvidt man er kvalificeret til handicapparkering. “Mon ikke vi lige kan nappe handicappladsen i dag, for Allan har jo lidt med lysken?!”
Derfor er det også nødvendigt at dvæle lidt ved, for Rasmus Jarlov er jo hverken dum eller kendt som en sjuskedorte. Jeg har nydt at følge ham under minkskandalen, hvor han har været oppositionens måske skarpeste og mest nidkære kritiker af regeringen, og mit generelle billede af ham er da også, at han normalt har styr på sine ting, møder op velforberedt som få til debatter, ligesom jeg stadig har til gode at se ham falde fuldstændigt igennem i et kritisk interview.
Af den grund tænker jeg, at det måske i virkeligheden fortæller noget større og mere generelt om vores politikere: at de bare har kronisk svært ved at indrømme, at de engang imellem gør noget forkert og gør det helt overlagt. At de er mennesker, der indimellem synder og bevidst sætter egne behov over fællesskabets regler, men ikke vil stå ved det, om så det gjaldt livet. Som når Rasmus Prehn går ud og tørrer regningen af på skatteborgerne med en fiktiv middagsgæst og efterfølgende skriver, at han “har handlet i god tro og ikke haft nogen vinding ud af det”. Eller den lille perle fra 2019, hvor Dansk Folkepartis daværende trafikordfører Kim Christiansen blev filmet, mens han kørte i bil på motorvejen og samtidig holdt en telefon op til øret. Efterfølgende hævdede DF’eren så, at han ikke talte i telefon, men sad og lyttede til musik, og det, vidste han altså ikke, var ulovligt, hvilket er en forklaring, som er så hjernedød, at den ikke engang ville gå an fra en informationsminister i Irak.
Nej, destillerer man idioti i et laboratorium, er det Kim Christiansen, Rasmus Prehn og Rasmus Jarlovs forklaringer, som til sidst ligger og skvulper rundt i bunden af kolben.
Et skrig efter opmærksomhed
Efter handicapmiseren skulle man tro, at Rasmus Jarlov ikke havde brug for mere opmærksomhed resten af juli måned, men i fredags gik han så på Twitter og skrev apropos ingenting: “Tænk udlændingepolitik som antal gange kulturforskel. Summen må ikke blive for stor. Så bliver de sociale og kulturelle udfordringer for store og forandringen af det danske samfund for stor. 100.000 nordmænd ville være ret uproblematisk, mens 10.000 somaliere er en kæmpe udfordring.”
Tweetet kan i sig selv ikke noget. Der er intet overraskende eller nyt i det. Ingen spændende og unik indsigt. Ingenting. Man fornemmer ikke ligefrem, at Rasmus Jarlov har fået disse banale ord hvisket i sit øre, efter han har båret et offerlam frem for guderne i et stentempel i Delfi. Alligevel er den konservative eks-erhvervsminister nu blevet talk of town på Twitter, fordi han under sit tweet svarer på et spørgsmål fra en Twitter-bruger:
Helt som Rasmus Jarlov må have forventet, da han udtrykte sig så firkantet, er det eksploderet med anklager om, at han er racist, nazist og et meget forfærdeligt menneske. Eller som David Trads tarveligt udlagde det: “Her er Rasmus Jarlovs version af Martin Luther Kings berømte tale: ‘Jeg har en drøm om, at vi en dag vil leve i en nation, hvor folk alene bliver dømt på farven af deres hud, og ikke på den uddannelse, de måtte have taget. Jeg har en drøm’.”
Twitters økosystem
I sin grundessens udgør Rasmus Jarlovs tweet den perfekte madding, hvis man vil aktivere den yderste venstrefløj: Det er i sin form unuanceret, generaliserende og formuleret på en måde, så det, han skriver – taget ud af kontekst – lyder meget værre end det, han mener. Rasmus Jarlov mener jo ikke, at en person fra Norge er et bedre og rarere menneske end en person fra Somalia. Ytringen dækker over det meget banale faktum, som ikke bør komme bag på nogen voksne mennesker, at det ifølge statistikker generelt er lettere at integrere nordmænd end somaliere. At somaliere – også når man korrigerer for socioøkonomiske forhold – begår mere kriminalitet i Danmark, end nordmænd gør, og at man i det hele taget har en lettere gang på jord i det danske samfund, når man kommer fra Norge end fra et udviklingsland i Afrika.
Forskellige Twitter-typer med Stine Bosse og Sikandar Siddique i ascendanten har så høstet hundredvis af likes fra ligesindede ved at misforstå Jarlov bevidst og skrive, hvor streng og racistisk han bare er, mens Jarlov kunne indtage rollen som den store martyr, fordi han har modtaget reaktioner, der er markant dummere end det, han selv skrev, og som helt tydeligt misrepræsenterer hans synspunkt. Det er i al sin enkelthed et forbilledligt økosystem, men det har altså også rigtig gode vækstbetingelser her i den søde agurketid, hvor folk savner noget forudsigeligt og banalt, som man kan reagere på og forarges over. Og sådan har vi det så dejligt i Danmark.
Hvis den kommende uge i den offentlige debat bliver lige så iltfattig som den forgangne, synes jeg, at du i stedet for ovenstående skal rette opmærksomheden mod disse tre ting:
– Vi er nu gået ind i den fjerde uge, siden Minkkommissionen udkom med sin beretning, der indeholdt en sønderlemmende kritik af 10 topembedsmænd. Ingen af de 10 – herunder departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet – Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Henrik Studsgaard samt rigspolitichef Thorkild Fogde – er blevet hjemsendt til trods for, at kommissionen konkluderede om dem alle, at de har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar. Kommissionens ord er ikke til at tage fejl af, og derfor er det også en helt utrolig følelse af afmagt, man bliver ramt af, når man tænker på, at de 10 embedsmænd bare fortsætter i deres magtfulde stillinger uden som minimum at have fået forlænget deres sommerferie hjemme i haven, indtil der er blevet taget stilling til, hvad konsekvensen skal være for de grove tjenesteforseelser. Man får efterhånden en mere og mere klam fornemmelse af, at nogen eller noget holder hånden over dem, for når man tænker på, hvordan chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen eksempelvis var hjemsendt i mere end et år på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower – en mistanke, som Findsen senere blev pure renset for – så er det totalt uforståeligt, at folk, der beviseligt har fejlet så eklatant, i princippet kan få lov til at gøre det igen, mens vi andre sidder og venter på, at et gråt og ansigtsløst organ som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen får fingeren ud.
– Apropos Minkkommissionens beretning, så kan jeg virkelig anbefale den som godnatlæsning, hvis du er typen, der godt kan lide en god gyser inden sengetid. I sidste uge skrev jeg lidt om rigspolitichef Thorkild Fogde, men jeg synes ikke, at departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth skal snydes for et shoutout her. Ifølge afhøringen med en anden, der får høvl i rapporten, nemlig afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen, så ringede hun til Johan Legarth dagen efter pressemødet den 4. november 2020 og fortalte den uddannede jurist, at der manglede hjemmel til at gennemføre ordren om aflivning af alle mink, som statsministeren havde udstedt dagen forinden. Ifølge afdelingschefen reagerede departementschef Legarth med et “nå” eller noget i den retning og foretog sig ikke yderligere. Han reagerede altså sådan cirka med samme interesse og engagement, som jeg ville gøre, hvis nogen ringede til mig og fortalte, at TV 2 har planer om en sæson mere af Linde på Langeland. Retfærdighedens gudinde Justitia bliver godt nok typisk afbildet med bind for øjnene, men det er alligevel at tage den til næste niveau, når Johan Legarth samtidig putter fingrene i begge ører. Igen: Han er IKKE hjemsendt og sidder stadig med hænderne på rattet inde i Justitsministeriet. Godnat og sov godt.
– Landets statsminister, som afbrød sin ferie og hastede til Paris alt, hvad remmer og tøj kunne holde, da det stod helt klart, at Jonas Vingegaard havde vundet Tour de France. Hun imponerede lige fra sin ankomst med dette citat til B.T. på spørgsmålet om, hvorfor det var så vigtigt for hende at afbryde sin ferie og tage til Frankrig: “Fordi det er meget, meget særligt det her. Jeg ved snart ikke, hvad man skal sammenligne det med. Jeg synes egentlig, at det, der er så vildt i år, er, at alle er enige om, at det er den rigtige vinder af Tour de France.”
Pragtfuldt citat, for som alle ved, var hele sportsverdenen meget splittet efter sidste års Tour de France, hvor hundredeårstalentet Tadej Pogačar smadrede alt og alle og vandt med mere end fem minutter ned til Jonas Vingegaard. “Var Tadej Pogačar nu også den rigtige vinder?,” spurgte alle sig selv og hinanden om.
Uanset at Mette Frederiksen nok ikke rigtig har vidst, hvad der egentlig foregik omkring hende, da hun i går kom til Paris, må man sige, at hun ikke kunne have ønsket sig en bedre affyringsrampe her kort før den kommende valgkamp. Alle medier var plastret til med fotos af Mette Frederiksen og Jonas Vingegaard på scenen i Paris. For selvfølgelig skulle statsministeren da med op på scenen og have sin bid af rampelyset. Det er jo også hendes præstation på Facebook og Instagram under Tour de France, som hele verden fejrede i går, og man skal altså ikke undervurdere muligheden for, at det var Landsmoder Frederiksens opbakning, der lige fik Vingegaard det sidste stykke op ad Hautacam. Skulle man i øvrigt være i tvivl om, hvor knaldhårdt statsministerens SoMe-team får malket begivenheden, er det bare at kigge på hendes Facebook-opslag, hvor Mette Frederiksen ufrivilligt er kommet til at give os et kig bag kulisserne:
“Og så lægger jeg kronprinsen i story,” nåede der akkurat at stå på hendes Facebook-side i to minutter, inden nogen opdagede fejlen, men Facebooks redigeringshistorik glemmer ikke. De fede photo-op’s skal jo smøres helt jævnt ud over alle platforme, og er der noget bedre end at kunne markedsføre sig med både kronprinsen og den nykronede konge af dansk cykelsport lige op til et valg? Nej.
Gad vide, om Mette Frederiksen også lige slår et smut forbi Disneyland Paris og får en selfie med Fedtmule, nu hun alligevel er i området?
Mads Brügger elsker Zetland
Nå, vi skal jo til det. Jeg har længe været ved at opgive ævred og droppe tanken om at bruge mit sommervikariat som skribent på dette nyhedsbrev til at få givet Mads Brügger en opdragende olfert. Det har – med en enkelt undtagelse – vist sig nærmest umuligt, og jeg har fået afslag på stribe. Men som man siger: Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed. Og det er lige præcis dét, der er sket. Først lidt forhistorie:
Egentlig har jeg længe haft Lea Korsgaard på listen, altså bestyrelsesformanden for både Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og netmediet Zetland. Mads Brügger har flere gange langet ud efter hende, blandt andet fordi hun tog til celebrity-middag med den kontroversielle YouTube-psykologiprofessor Jordan B. Peterson på en frikirkes regning. Også hendes medie Zetland har fået Mads Brüggers kærlighed at føle. Efter Lea Korsgaard blev udnævnt som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, blev Mads Brügger deprimeret, fordi han ikke mener, at Zetland laver egentlig journalistik, hvor man måler afstanden mellem det, magtens mennesker siger, og det, magtens mennesker gør. “Var jeg Lea Korsgaard, havde jeg klart sagt nej tak til denne klamme omfavnelse fra systemets side,” som Mads Brügger skrev og sammenlignede Zetland med det amerikanske feelgood-magasin Reader’s Digest.
Jeg har dog aldrig fået kontaktet Lea Korsgaard, fordi jeg på forhånd tænkte, at det var nyttesløst, og at det nok også er svært at få “en rejsende i konstruktiv journalistik”, som Mads Brügger kalder hende, til rigtigt at gå til makronerne.
Så forestil dig min glæde, da jeg pludselig i sidste uge fik en mail fra nichemediet MediaWatch, hvor følgende stod: “Vi kører en sommerserie, Mediawatchs sommerbarometer, hvor Ida Ebbensgaard (Zetlands chefredaktør, red.) i sit indlæg retter kritik mod Mads Brüggers nyhedsbrev, og det skal han jo have lov til at svare på. Jeg har skrevet til ham, men har fået autosvar. Ved ikke, om du har en linje åben til ham?”
Bingo! Lige hvad jeg har gået og ledt efter. Kritikken fra Zetlands chefredaktør lød sådan her på spørgsmålet om, hvad hun har taget sig til hovedet over det forgangne halvår:
“Frihedsbrevets nyhedsbrev med Mads Brügger. Det er ret vildt at læse. Journalistik blandes med random spekulation, forestillede detaljer og erkendt uunderbyggede historier, som Brügger kalder ‘klummelyse’. Frihedsbrevet er klart mest interessant, når de rent faktisk kan underbygge deres journalistik – som man jo skal kunne, før der er tale om journalistik.”
Lykken vil, at Mads Brügger har trukket stikket fuldstændigt på sin sommerferie, og dermed er jeg jo den eneste, der kan svare noget på hans vegne de næste to ugers tid, indtil han kommer hjem. Jeg er godt nok blevet udstyret med et telefonnummer, som jeg kan fange ham på i tilfælde af en nødsituation, men dels kvalificerer kritik fra Zetland i et branchemedie åbenlyst ikke til det, og dels øjnede jeg med det samme en gylden mulighed for virkelig at give Mads Brügger en lærestreg, som han sent vil glemme.
Først overvejede jeg et kort øjeblik at skrive til MediaWatch, at jeg havde indhentet et citat fra Mads Brügger og så skrive noget absurd groft, der ville sende ham ud i sit livs shitstorm, uden han overhovedet var klar over, at han gik og var centrum for sådan en. Det stod mig dog hurtigt klart, at det værste, jeg overhovedet kunne gøre mod ham, var at udtrykke dyb sympati for både Ida Ebbensgaard og Zetland. Jeg overrasker nok ingen, når jeg fortæller, at Mads Brügger ikke har specielt meget til overs for hverken Zetland eller dets chefredaktør, og jeg så for mig, hvordan han ville blive meget pinligt berørt, hvis han blev fremstillet som Zetland-superfan. Så jeg svarede Mediawatch, at de kunne citere mig for følgende:
Efter jeg trykkede send, og citatet blev bragt, har en flig af tvivl dog pludselig sat sig i mig, og en lang række spørgsmål er begyndt at cirkulere bagerst i hovedet. Er jeg simpelthen gået langt over stregen her? Hvordan ville jeg egentlig selv reagere, hvis nogen tog mig til indtægt for at elske Zetland? Ville jeg begynde at græde? Måske. Og kan min practical joke dermed risikere at få mig fyret? Bortvist uden løn? Retsforfulgt for grov bagvaskelse? Jeg spiralerer derudad.
Jeg har prøvet den følelse mange gange før. Bondeangeren, der indtræffer, lige efter man har eksekveret en rigtig god – men også meget ond – joke. Gruen for reaktionen, som uundgåeligt vil komme, og ofte er det bare ren paranoia. Lige denne gang er jeg dog bange for, at jeg er kommet til at begå helligbrøde.
Derfor tror jeg også, at det er på tide at indstille min sommermission. I mine næste nyhedsbreve, vil jeg ikke nævne Mads Brügger med et eneste ord, og det ved jeg, du kan forstå, for det er altså mit job, der er på spil her.
Vi ses i næste uge. For øvrigt: Hvis du har læst med så langt og endnu ikke er medlem af Frihedsbrevet, så synes jeg du skal give et abonnement et skud. Kun hvis vi bliver medlemmer nok, kan vi på sigt blive med at eksistere. Du kan få de første 14 dage for 0 kroner. Jeg håber, du vil være med til at støtte et frit og uafhængigt medie, der ikke er venner med nogen.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet