Fri Mads #58: Mads Brügger kan selv være et blålys
Da vi hilste på hinanden sidste mandag, var jeg godt klar over, at Minkkommissionens beretning kunne gå hen og blive interessant og sprængfarlig læsning, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nyhedsugen ville blive så voldsom, at dét, at Kristian Thulesen Dahl nu er stoppet i dansk politik for at blive havnebetjent, kun er værd at nævne for at illustrere, hvor ligegyldigt det egentlig synes at være til sammenligning med alt det, der i øvrigt er sket.
Først eksploderede FE-sagen, da Berlingske havde gravet sigtelserne af Lars Findsen frem og desuden kunne berette, at de forskellige partiledere af justitsministeren var blevet underholdt med ekstremt intime detaljer fra Lars Findsens privatliv. Herefter gik den tidligere efterretningschef selv ud med en længere bandbulle i punktform, hvor han fortalte om sit syn på sagen og inddrog Mette Frederiksens efterhånden mildt sagt kontroversielle departementschef Barbara Bertelsen.
Så kom Minkkommissionens beretning, og så tvang Radikale regeringen til at udskrive valg inden 4. oktober.
Helt vilde ting, der bare virker temmelig langt væk nu, fordi en 22-årig mand ved 18-tiden i går, søndag, gik amok med en riffel i indkøbscentret Field’s i Ørestaden i København og dræbte to teenagere på 17 år og en 47-årig mand. Mens jeg skriver disse ord, er adskillige andre hårdt sårede, så dødstallet kan selvsagt nå at stige.
På Frihedsbrevet har vi udkommanderet alle mand på dæk til at komme så dybt ned i tragedien som overhovedet muligt. Vi skal undersøge gerningsmanden og hans mulige motiver og eventuelle inspirationskilder, vi skal forstå, hvad der præcis skete inde i Field’s, og så skal vi naturligvis også have kulegravet hele forløbet op til massedrabet i indkøbscenteret. Og så bliver vores måske vigtigste opgave det næste stykke tid at holde øje med, om myndighederne har håndteret situationen, som de skulle.
Heldigvis er masseskyderier ikke hverdagskost i Danmark, og derfor overskygger det selvfølgelig også fuldstændig den øvrige nyhedsdagsorden.
For Frihedsbrevet synes jeg, at det vigtigste er, at vi den kommende tid udkommer med gennemarbejdet journalistik om gårsdagens angreb, og jeg vil derfor undlade at bruge spalteplads lige nu på at spekulere, reflektere eller konkludere noget.
Jeg tror på, at du også godt kan rumme at læse om andet end rædslerne i Field’s, ja måske har du ligefrem brug for også at læse om noget andet. Ellers skal du være velkommen til at gemme dette nyhedsbrev til en anden dag.
I hvert fald håber jeg, at du vil læse eller lytte med, når jeg i denne uge beskæftiger mig med regeringens tragikomiske pressemøde oven på Minkkommissionens voldsomme kritik. Jeg forbigår naturligvis heller ikke, at der de facto er udskrevet valg, og så kan du til sidst glæde dig til, at det alligevel er lykkedes mig at få et slags genmæle fra Kristian Jensen oven på Mads Brüggers “karaktermord” på ham. Dog ikke fra Kristian Jensen selv, og hvordan dét hænger sammen, må du læse eller lytte nyhedsbrevet til ende for at finde ud af.
Men allerførst vil jeg fortælle lidt om, hvad man i øjeblikket får for sine penge, når man er abonnent på Frihedsbrevet.
Fri Hjul
Tour de France er over os, og det dækker vi selvfølgelig på Frihedsbrevet med den gudsbenådede cykelskribent Bastian Emil Goldschmidt. Kærligheden til cykelsporten flyder ud af hans fingre, og jeg synes, at vi med Bastian på Frihedsbrevet kan tilbyde noget ganske anderledes, end du kan få andre steder. Hvis du er ramt af tourfeber, er der altså ingen vej uden om at læse med her.
Fri Kultur
Bastian Emil Goldschmidts særlige dybde og indsigt kan ikke stå alene, når det kommer til at dække årets Tour de France. Det skyldes, at der i år bliver brugt rigtig mange danske skattekroner på arrangementet, og for os på Frihedsbrevet er den slags vigtigt at holde øje med. Uden i øvrigt at tage stilling til, om det er skattekronerne værd, kunne Fri Kultur i torsdags løfte sløret for, præcis hvor mange penge der er blevet betalt til organisationen bag Tour de France alene for at få lov til at agere værtsland for Grand départ, så er du interesseret i, hvor meget du har været med til at betale for det, så skal du bare klikke her. Vi fortsætter selvfølgelig med at arbejde på at finde ud af, hvor meget hele herligheden præcis er løbet op i.
En anden anbefalelsesværdig historie fra vores kulturredaktion er føljetonen om vores kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og hendes spindoktor David Tarps luksustur til Silicon Valley. Når jeg skriver luksustur, er det bestemt ikke en tilsnigelse, da kulturministerens flybillet på business class alene løb op i 98.000 kroner. Formålet med turen var blandt andet, at Ane Halsboe-Jørgensen sammen med sin rådgiver skulle opsøge techgiganterne og aflevere et brev. På Frihedsbrevet har vi tidligere afdækket, at brevet var sendt på forhånd, og dermed kunne ministerens hundedyre tur over atlanten synes meget symbolsk.
På årets folkemøde spurgte vores journalist ministeren, om hun synes, at turen var pengene værd, og her lød det fra en sammenbidt Halsboe-Jørgensen, at de altså havde haft møder på “topledelsesniveau”.
I den forgangne uge kunne vi så føje et nyt kapitel til historien, der handler om, at EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, aldrig har været på besøg i Silicon Valley for at mødes med techgiganterne. Nej, hun tager typisk til Washington D.C. Eller andre steder. Bare ikke til Silicon Valley, og dermed blafrer et vigtigt spørgsmål stadig i vinden: Hvorfor var det dog, at Ane Halsboe-Jørgensen fandt det så bydende nødvendigt at rejse til Silicon Valley med sin særlige rådgiver for hundredtusindvis af skattekroner?
Jeg garanterer, at Frihedsbrevet følger op på denne sag i de kommende uger.
Fri Tænkning
In other news så har min chefredaktørkollega Flemming Rose i weekenden taget livtag med den måske største historie på verdensplan i sidste uge. På NATO-topmødet i Madrid lød den officielle historie nemlig, at Tyrkiets præsident Erdogan havde bøjet sig og sagt ja til Finlands og Sveriges optagelse i forsvarsalliancen, og at der blev demonstreret sammenhold og fælles front. Det fortalte alle medier.
Hvis man – som Frihedsbrevet – fulgte med i tyrkiske medier, blev der imidlertid fortalt en noget anden historie. Her lød det, at Vesten havde bøjet sig for Tyrkiets autoritære leder Erdogan, og at Finland og Sverige havde forpligtet sig til at udlevere folk med tilknytning til det kurdiske arbejderparti PKK og Gülen-bevægelsen.
Erdogan tilføjede på en pressekonference, at hvis han ikke fik sin vilje, ville han ikke sende ratificeringen af de nordiske landes optagelse til sit parlament. Som Flemming Rose noterede i sit nyhedsbrev, kan Erdogan meget vel vælge at gøre denne sag til en del af sin valgkamp i juni 2023. Med andre ord: Hvis man vil forstå Tyrkiets udenrigspolitik og forhold til Vesten, er det en god ide at følge med i landets indenrigspolitik. Læs Flemming Roses Fri Tænkning her.
Det koster knaster at lave den slags journalistik, som vi laver her på Frihedsbrevet, så det kan vi selvsagt ikke blive ved med, hvis vi ikke bliver flere medlemmer. Derfor – hvis du kan lide, hvad du læser her – så vil jeg indtrængende opfordre dig til at give os et skud og blive medlem. Du kan få de første 14 dage for 0 kroner, og hvis du ikke synes, at det er noget for dig, kan du melde dig fra igen.
Statsministerens forrygende mockumentary
Og nu til et pressemøde, der til trods for alt, der er sket siden, stadig sidder i hovedet på mig.
Torsdag kom Minkkommissionen endelig med sin beretning, og her synes jeg egentlig, at Sten Bønsing, professor i forvaltningsret, sammenfattede det hele meget godt, da han til Berlingske udbrød: “Hold da kæft, et blodbad!”
En benhård og sønderlemmende kritik af cremen af det danske embedsværk med en vis Barbara Bertelsen i spidsen. Barbara Bertelsens partner in crime – ja, det udtryk har vel sjældent passet bedre – Mette Frederiksen slap med på pressemødet d. 4. november 2020 at have udtalt sig “groft vildledende” og have udstedt en “klart ulovlig” instruks.
Enhedslisten var hurtigt ude at frede regeringen, hvilket egentlig ikke var så overraskende al den stund, at man hos venstrefløjens yderstolpe generelt har argumenteret for så vidtgående tiltag mod corona som overhovedet muligt og åbenbart kun går sådan rigtigt op i, hvordan ministre opfører sig, når det handler om egne mærkesager som f.eks. børn i Syrien eller klimaet.
Hos Socialdemokratiets best friend forever, SF, var man som sædvanlig blevet totalt galvaniseret overfor enhver kritik af regeringen. Faktisk var formand Pia Olsen Dyhr så tilpas lydig overfor Mette Frederiksen, at hun fire timer efter beretningen fra Minkkommissionens offentliggørelse, det vil sige, mens alle stadig sad og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad der stod, slog et forslag op på Twitter om at skrive retten til fri abort ind i grundloven.
Knaldgod situationsfornemmelse, og i konkurrencen om, hvem der er den største fan af Mette Frederiksen i landet af hende og Astrid Krag, synes jeg faktisk, at Pia Olsen Dyhr efterhånden er begyndt at trække fra.
Radikale ville til at starte med ikke sige noget, men mon ikke, at de ligesom jeg sad klinet til skærmen fredag klokken 10.00, da der var indkaldt til pressemøde i Statsministeriet, for det var jo en oplagt mulighed for at opleve Mette Frederiksen i en ny og mere beskeden rolle.
Det, tænkte jeg i hvert fald, var den logiske konsekvens: At statsministeren simpelthen var nødt til at karakterudvikle lidt på sin til tider temmelig arrogante og bedrevidende offentlige persona og komme ind ad døren med tydeligt røde ører og en oprigtigt undskyldende mimik.
Forventningens glæde er som bekendt ofte den største, og både de Radikale og jeg blev slemt skuffede, hvis vi havde håbet på at opleve en eller anden form for ydmyghed.
Til gengæld overraskede pressemødet positivt på anden vis, idet jeg sætter stor pris på cringe comedy, altså den humoristiske genre, som de fleste nok vil kende fra mockumentaries som f.eks. tv-serien The Office. Her bruger man ofte et seriøst univers som f.eks. en arbejdsplads for at give komedien en følelse af virkelighed og identifikation. Når de forskellige roller så optræder normafvigende og ekstremt overfor hinanden, bliver det så ulideligt pinligt, at man krummer tæer og griner.
To minutters berømmelse
Nuvel. Mette Frederiksen startede pressemødet, som hun plejer, med at komme ind og se meget alvorlig ud. Omkring sig havde hun et backingband i form af de fire raske svende erhvervsminister Simon Kollerup, sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Mattias Tesfaye og fødevareminister Rasmus Prehn. Især sidstnævnte, fornemmede man hurtigt, var meget høj på sig selv og af situationen i øvrigt. Som om my time to shine bare lyste ud af øjnene på ham.
“Kære alle sammen,” indledte statsministeren, mens hun ikke engang kiggede på publikum. Så gik hun igang med en slags hvad-sagde-jeg, der hovedsageligt gik på, at kommissionen var enig med Mette Frederiksen i, at hun ikke havde vidst, at det var ulovligt at beordre alle mink slået ned. Og så ville hun i øvrigt gerne understrege, at regeringen har taget kritikken fra kommissionen “til efterretning”, som er et udtryk, der ikke betyder noget som helst, men som politikere gerne siger, hvis de har fået en ordentlig begmand, som er svær at sluge.
Som tilskuer havde man lige nået at sidde og spekulere over, hvad alle de mænd i jakkesæt omkring hende dog skulle til et pressemøde, som de fleste dybest set troede skulle handle om Frederiksens eget ansvar for at udstede en ulovlig ordre, men så var det, at hun åbenbarede sin geniale kommunikationsplan og præsenterede sine fire medbragte ministre.
De ville få to minutter hver, forklarede hun, til at spole situationen tilbage til november 2020 “og den situation, vi stod i dengang”. Det stod altså meget hurtigt klart, at Mette Frederiksen ville forsøge at storytelle sig ud af et af de groveste statsovergreb på borgerne i nyere tid.
Som nævnt sætter jeg altså stor pris på ufrivillig satire, og derfor sad jeg også fuld af forventning ved udsigten til, at Rasmus Prehn skulle slippes løs på den store scene. Først skulle sundhedsminister Magnus Heunicke dog lige optræde med nogle åbenlyse og irrelevante fakta, såsom at vi i november 2020 ikke havde vacciner endnu, og at der var stigende smitte. Det eneste, Captain Obvious glemte at få med, var måske, at vejret i november 2020 altså var markant dårligere, end det er nu her i juli 2022.
Prehn og de bange nordjyder
Ordet blev herefter givet videre til fødevareminister Rasmus Prehn, der enten ikke havde fået memoet om, at han kun måtte tale to minutter, eller også var så beruset over den store oplevelse, at han bare blev ved og ved med at tale. Han havde printet to store kort, sådan så han kunne vise, hvor hurtigt smitten på minkfarmene dengang i efteråret 2020 spredte sig. Jeg gætter på, at han fik idéen til plancherne, mens han gennem coronapandemien har siddet derhjemme og set misundeligt til, når Magnus Heunicke på tidligere pressemøder har fyret den af med den ene coronakurve efter den anden. Danskerne forstår det nemlig ikke, hvis man bare fortæller dem, at smitten blandt mink spredte sig hurtigt. De skal se det – på to kort!
Rasmus Prehn fortsatte med at fortælle, at han selv er bosiddende i Nordjylland, og at han husker, hvor skræmte han og de andre nordjyder var i november 2020, og hvor mange der dengang tog kontakt til ham for at fortælle ham, hvor bange de var. Lige her kunne man faktisk godt have ønsket sig, at en af de fremmødte journalister havde afbrudt ministerens tale ved at råbe: “Spurgt!”
Hvis vi antager, at det, Rasmus Prehn fortalte, var et eventyr, kræver det ikke en kandidatgrad i dansk at gennemskue, at helten i den fortælling er Mette Frederiksen, og at skurken er minkene. Som Prehns talestrøm skred frem, aftog den satiriske effekt sig langsomt, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at sidde og tænke på alt muligt andet, lige indtil erhvervsminister Simon Kollerup fik ordet:
“Og nu er vi så tilbage i november 2020,” indledte han og understregede dermed de fem ministres fælles storytelling-koncept endnu engang, for sådan en god idé skal selvfølgelig gentages igen og igen.
Justitsministerens fem cent
Til sidst skulle landets justitsminister, murersvenden fra Albertslund, Mattias Tesfaye, have ordet. Modsat Rasmus Prehn lignede han ikke en, der havde set synderligt frem til dagens forestilling. Som han stod der, klædt ud som voksen, mindede han faktisk mere om en konfirmand, der havde glemt, at hans mor havde bedt ham om at skrive en tale, og helt i panik fem minutter inden showtime havde printet en ud, som han havde fundet på nettet.
Har man i øvrigt set Mattias Tesfaye gøre sig i interviews og debatter, har man oplevet en skarp og reflekteret mand, der er godt skåret for tungebåndet, og måske derfor var kontrasten så voldsom. Faktisk virkede Mattias Tesfaye så ubekvem ved situationen, at jeg føler mig helt overbevist om, at han i løbet af de 2 timer og 20 minutter, som pressemødet varede, på et tidspunkt har stået og dagdrømt om, hvorvidt Nick Hækkerup måske kunne bruge en souschef ovre i Bryggeriforeningen.
Det blev ikke bedre for Mattias Tesfaye, da pressen fik lov at stille spørgsmål, og Mette Frederiksen valgte at bruge sin justitsminister som lynafleder. På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke mente, at hun havde handlet groft uagtsomt, som er et vigtigt spørgsmål, da det er noget, man kan dømmes for i en eventuel rigsretssag, skyndte hun sig at sende bolden videre til sin justitsminister.
At sige, at klappen herefter gik ned for ham, er nok en underdrivelse. Han virkede som en, der befandt sig til en fysik- og kemieksamen og havde trukket det eneste grundstof i det periodiske system, som han ikke havde forberedt sig på. Pinligt er ikke et dækkende ord, og igen sad man efterladt med indtrykket af, at Tesfaye blev holdt bag pulten i Statsministeriet mod sin vilje.
Som cringe comedy betragtet var spørgsmålene fra pressen ellers det absolutte højdepunkt. Mette Frederiksen kunne eller ville simpelthen ikke svare fyldestgørende på, hvorfor der ikke skal laves en advokatundersøgelse af, om der er grundlag for at stille hende for en rigsret, og brugte hele tiden sin mere og mere usammenhængende justitsminister som missilskjold, når argumenterne slap op.
Et gråt apparat ved navn Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Frihedsbrevets journalist Mikkel Jensen borede i, om det var rigtigt forstået, at statsministeren ikke behøver en uafhængig advokatvurdering for at finde ud af, om hun har brudt loven, men at hun skal bruge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for at finde ud af, om hun vil beholde sin egen departementschef Barbara Bertelsen. Til det svarede hun noget med, at sådan kunne man ikke stille det op, men hvordan man så kunne stille det op, gav hun ikke rigtigt noget bud på.
Efter en længere udveksling med vores journalist stod det dog klart, at statsministeren stadigvæk har tillid til sin departementschef, hvilket må være det endegyldige bevis på, at Mette Frederiksen ikke har lært noget som helst af hele denne misere, og man fik igen fornemmelsen af, at der svæver nogle slettede sms’er mellem de to rundt i skyen et sted, som kunne slutte begges karriere meget brat.
En anden ting, som måske heller ikke var den store overraskelse, men som alligevel stod mere klart end nogensinde efter fredagens pressemøde, var, at Danmark har en statsminister, som er helt igennem uforlignelig, når det kommer til at undvige de mest ubekvemme spørgsmål. Alle de spørgsmål, som er så svære at forklare, sendes fluks videre til en hjælpeløs justitsminister eller et gråt apparat ved navn Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Da Mette Frederiksen og de fire kordrenge havde afsluttet, herskede der ingen tvivl om, at det narrativ, som både pressen, vælgerne og politiske med- og modstandere var blevet forsøgt spist af med, var, at nok har regeringen brudt loven, men alle havde altså hjertet på rette sted i hele processen.
“Vi stod altså lige midt i en meget slem pandemi, hallo, og er I egentlig klar over, hvor tidspressede vi var, hva?”
Det er åbenbart sådan, politikere i det her land forklarer og forsvarer sig selv, når de har misbrugt deres magt. Har man ulovligt beordret asylansøgere tvangsadskilt, fordi det passer ind i sit politiske program, så har man jo kun gjort det, fordi man er en sand ildsjæl, der er modstander af barnebrude. Har man uden lovhjemmel nedlukket et helt erhverv, har man jo gjort det, fordi man var meget ansvarlig og passede på både Danmarks omdømme og beboerne ude på plejehjemmene. Snip, snap, snude, og så er der ikke længere noget galt med, at magtfuldkomne ministre ulovligt udsteder ordrer, der har voldsomme konsekvenser for borgerne.
Selvom Mette Frederiksen sagde, at hun beklagede, kunne hun stadig ikke tage i sin mund, at hun personligt havde begået nogen fejl, og selvom hun sagde, at hun tog kritikken fra kommissionen alvorligt, sagde hendes kropssprog og den kalkulerede spinstrategi det præcis modsatte.
Selv ikke BBB – altså Brutale Barbara Bertelsen – ville statsministeren skille sig af med, og det til trods for, at Minkkommissionen ellers skriver, at departementschefen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.
Det smukke demokrati
Radikales respons på denne triste forestilling i Spejlsalen var at udskrive folketingsvalg. Ikke lige nu, måtte man forstå, bare inden den 4. oktober. Til gengæld ville de ikke kræve en advokatundersøgelse af, om sagen skal føre til en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Det kunne måske godt lugte lidt af, at retsstatsprincipperne i Radikales øjne kun er uden partifarve, hvis de altså skal bruges til at retsforfølge Inger Støjberg.
På Frihedsbrevet har vi faktisk hele tiden planlagt efter et septembervalg, fordi det kom os for øre, at det var noget, man i Socialdemokratiets egen kampagneafdeling talte om, så set i det lys er det svært ikke at tænke, at de retskafne Radikale er ude i en god gammeldags gratis omgang. Som jeg skrev på Twitter lørdag, så virker det som om, at Radikale gerne vil vise, at de tager minksagen så alvorligt, at de vil have have et folketingsvalg, men dog ikke så alvorligt, at det skal gå ud over sommerferien.
Det fik et hovedbestyrelsesmedlem fra de Radikale ved navn Mads Bay til at skrive, at “det jo handler om, at det er uhyre vigtigt, at vi som samfund får en demokratisk drøftelse af, hvad vi vil”, og spurgte mig så, om jeg syntes, at man bedst får det, når en stor del af befolkningen er udenlands?
En demokratisk drøftelse. Smag lige på det engang. Det må godt nok være en vigtig drøftelse, siden den ligefrem er demokratisk. For sådan er det jo med ord, som man sætter “demokratisk” foran, så bliver de bare så fandens vigtige, altså. Lidt ligesom hvis man spørger nogen, om noget ikke er et demokratisk problem. Dvs. ikke bare et problem, men et demokratisk problem. Av, så er den straks værre.
Eller hvis man skal vise, at man virkelig har lært noget af at udstede en ulovlig ordre, så kan man oprette et demokratiudvalg, og så er alle glade, for hvis det er et udvalg, hvor ordet demokrati indgår i, så må det i sagens natur være meget fint og godt, og så skal det hele nok gå, så længe vi bare får gang i sådan et udvalg. Også selvom vi faktisk allerede har et demokratiudvalg. Det hedder mig bekendt Folketinget.
I øvrigt…
I øvrigt mener jeg 1: At der er noget deprimerende i, at man til det kommende folketingsvalg har valget mellem at støtte en blok med Mette Frederiksen i og en blok med Inger Støjberg i, og af den grund alene virker det mere fristende end nogensinde at stemme blankt efter sommerferien.
I øvrigt mener jeg 2: At man sommetider skal passe på, hvad man ønsker sig. F.eks. en advokatundersøgelse, der, hvis man skal tro flere juraeksperter, formentlig ville ende med at konkludere, at der ikke er et sikkert grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Hvis jeg sad i oppositionen, ville jeg derfor være ganske tilfreds med et hurtigt valg, hvor man kan spille forarget over, at der ikke er blevet lavet en advokatundersøgelse, og dermed insinuere, at rød bloks statsministerkandidat ikke har rent mel i posen.
I øvrigt mener jeg 3: At jeg, set i lyset af alt det her, rigtig godt kunne tænke mig at høre den tidligere pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe uddybe, hvad hun præcis mente dengang i 2020, hvor hun fratrådte sin stilling frivilligt med ordene: “Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat.”
Hvad mon den afgående embedskvinde mente med det – og kan der mon trækkes en lige linje fra Mette Frederiksens socialdemokratiske omkalfatring af centraladministrationen til den ulovlige ordre, som hun gav på pressemødet d. 4. november 2020?
En useriøs og doven dokumentarist
Nå, jeg kunne sikkert blive ved i en uendelighed med at skrive om mink-løjerne i fredags, men det forholder sig jo faktisk sådan, at jeg er på en meget vigtig, og meget nødvendig mission her, imens Mads Brügger er på sommerferie. Jeg vil simpelthen frelse hans sjæl ved at tilbyde nogle af de personer genmæle, som han i nærværende nyhedsbrev har givet en ordentlig tur i vridemaskinen.
I sidste uge forsøgte jeg ihærdigt at overbevise den tidligere V‑minister Kristian Jensen om, at han skulle tage bladet fra munden, men ak, han var kommet videre, lod han mig vide, og havde i øvrigt ikke tid til den slags. Mads Brügger havde ellers virkelig givet Jensen tørt på og argumenteret stenhårdt for, hvorfor det var inde for skiven at kalde Kristian Jensen for et blålys, ved især at redegøre for, hvordan den tidligere skatteminister havde hovedansvaret for flere af de skandaler, der har været i SKAT de senere år.
Derfor var min begejstring stor, da jeg efter mit seneste nyhedsbrev fik en besked i min indbakke fra Kristian Jensens tidligere spindoktor Christopher Arzrouni, som lod mig vide, at han gladeligt ville tage til genmæle på Kristian Jensens vegne. Det er ellers ved at være nogle år siden, at Christopher Arzrouni fik penge for den slags, så man kan sige, at det, Arzrouni reelt tilbyder, er en omgang på husets regning til skatteborgerne. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, så jeg ringede ham op:
Hej Christopher, det er Kristoffer. Jeg er virkelig glad for, at du vil hjælpe.
“Haha, ja når nu Kristian ikke vil.”
Man siger jo, at spindoktoren er menneskets bedste ven. Eller det ved jeg faktisk ikke, om man siger, men man kan måske godt argumentere for, at det er sådan, nu hvor du går i brechen for din tidligere chef, selvom det er mange år siden, at du var spindoktor for ham.
“Ja, det er det. Men han er stadigvæk en ven, og vi talte da også om Brüggers noget misforståede karaktermord. Det var et meget misforstået karaktermord. Og det er ikke, fordi jeg har noget imod karaktermord, hvis de er korrekte, men man skulle ikke tro, at Brügger var dokumentarist, når man ser, hvad han skriver.”
Men lad mig starte med at spørge så – hvad vil du gerne sige som genmæle for Kristian Jensen?
“Brügger tager fejl. Simpelthen. Slet og ret. Han tager faktuelt fejl. Én ting er, at han måske ikke kan lide Kristian Jensen eller synes, at han er kedelig. Det er vi andre, der har gjort i tidens løb, men han tager jo simpelthen faktuelt fejl. Og det, synes jeg, er det vigtigste at sige i den sag.”
Mads Brügger skyder jo virkelig med skarpt efter Kristian Jensen. Han når i sit nyhedsbrev både at kalde ham voksennørd, blålys… og springgymnast.
“Springgymnast? Men det er jo sandt. Han er stadig en habil springgymnast. Jeg har set ham slå en saltomortale til et grundlovsmøde.”
Okay?
“Han var iført jakkesæt. Der var vi to særlige rådgivere, og den ene sagde “nej nej nej, det må du ikke” og den anden – det var mig – sagde, at det skulle han bare gøre.”
Springgymnast er måske heller ikke et direkte skældsord, jeg ville bare ikke selv kunne lide at blive kaldt den slags. Hvis du skulle sætte tre ord på Mads Brügger, hvad skulle det så være?
“Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg jo ikke gøre. Jeg har det sådan, at jeg forsøger at holde mig til fakta, så jeg er ikke ude i at skulle karakterisere et menneske, jeg ikke kender. Og der synes jeg også, at dokumentaristen Brügger måske lige skulle have taget sig lidt sammen, for hans hovedkritik af Kristian Jensen er jo, at Kristian Jensen var skyld i skattevæsenets problemer. Og det er simpelthen forkert.”
Det har han ingen aktier i?
“Det har han aktier i. Og det har han også taget ansvar for. Og det er det andet sted, hvor Mads Brügger går galt i byen, fordi han påstår, at Kristian Jensen ikke har taget noget ansvar. Brügger skriver, at han har googlet. Ja, det kan da godt være, at han har googlet. Men i så fald er han en ufatteligt doven dokumentarist. For han kunne jo bare have gået ind på Infomedia, og der kunne han have set, at Kristian Jensen er den eneste af de tidligere skatteministre, der gang på gang har stillet op til interviews om de problemer, der har været i skattesystemet.”
Mmm…
“F.eks. tog han et interview med Martin Krasnik i Weekendavisen, efter Krasnik havde rettet en lignende kritik, som det Brügger fyrede af. Så sagde han til Martin Krasnik: ‘Kom og besøg mig i Finansministeriet! Du stiller lige præcis de spørgsmål, du vil, og jeg svarer efter fattig evne’. Og det kom der en artikel ud af. Den var ikke specielt opsigtsvækkende, for Krasnik fik jo på den måde researchet sin historie ihjel.”
Mmm…
“Og det er måske der, hvor Brügger valgte at være satiriker frem for dokumentarist i sin karakteristik af Kristian Jensen.”
Jeg faldt faktisk også over et gammelt tweet (fra Mads Brügger, red.), hvor han har kaldt dig for en humorforladt og selvhøjtidelig mediefrikadelle. Er der noget, du vil sige tilbage på egne vegne også?
“Det har han sådan set ret i. Jeg er ret humorforladt, når det gælder fakta.”
Okay. Jeg kan ikke få dig til at skrue en tand op for kritikken af Mads Brügger?
“Hmm… Han er jo useriøs.”
Ja, hvad mere?
“Hvis han vil tages alvorligt som dokumentarist, så synes jeg, at han skulle tage at oppe sig en smule.”
En useriøs fusentast?
“Nej. Jeg ved ikke, om han er en fusentast eller ej. Bare useriøs.”
Jeg tror bare virkelig, at han ville have godt af at få nogen på sinkadusen.
“Men jeg er ikke sådan en, der uddeler kritik af folk, jeg ikke kender. For karakteregenskaber, jeg ikke ved, om de har. Altså han er… for hurtig på aftrækkeren! Hvis du leder efter sådan noget dér…”
Mmm… Jamen jeg leder jo også lidt efter en god overskrift, ikk’.
“Jaaaa okay… Men så vil jeg sige, at det er Mads Brügger, der er et blålys.”
Ja!
“Mads Brügger kan selv være et blålys!”
Det er godt!
“Noget af det mindst blålys-agtige, jeg kender, det er Kristian Jensen. Han er jo født bankmand. Altså af den gamle skole. Derfor kaldte vi ham jo også Kristian Kedelig i Venstres Ungdom, så det der med at kalde ham et blålys, det er godt nok misforstået. Det er verdens mindste blålys så.”
Her til sidst, var der så noget i den kritik af Kristian Jensen, du godt kunne genkende som tidligere rådgiver. Det kunne f.eks. være det her med, at Kristian Jensen, da han havde haft den her skæbnedag i Brejning, sætter Volbeats “For Evigt” på, da han kører hjem. Altså… Kan du følge, at det var sådan lidt uværdigt?
“(Arzrouni puster ud, red.) Han brugte Volbeat til at komme op i gear, når han f.eks. skulle ind og præsentere finanslov. Altså jeg har en video, hvor han står og spiller Volbeat for fulde drøn, og en af hans sekretærer danser til det på finansministerkontoret, så når man kender sammenhængen med den sang, så giver det faktisk ret god mening, at han sætter Volbeat på.”
Men kan du ikke også godt se, at der skal siges fra over for den slags?
“Ja, jeg ville da sætte noget andet på, men… Han er jo fra Jylland.”
En doven dokumentarist
Efter min samtale med Christopher Arzrouni gik der tilsyneladende en prås op for ham. I hvert fald har han sendt mig en besked, som jeg har lovet at bringe her, hvor han skriver:
“Nu ved jeg, hvad jeg vil kalde ham. En doven dokumentarist!”
Jeg har selvfølgelig spurgt Mads Brügger på sms, om han har nogen kommentarer til Christopher Arzrounis kritik. Til det har han bare sendt mig denne selfie fra Mozambique:
Det var, hvad jeg havde til dig denne mandag. Vi ses i næste uge!
Bedste hilsner,
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet