Fri Kristoffer #18: In vino veritas
Hvem er folkene fra Dansk Folkeparti i virkeligheden? Det spørgsmål har jeg puslet med den seneste uge.
Jeg har altid tænkt, at det er rendyrket forstillelse, når Mette Frederiksen fremstiller sig selv på Instagram som en flûtebagende, makrel-i-tomat-gnaskende, vinduespudsende og håndbolddyrkende hyggemoster, der klarer opvasken i hånden iført en vamset sweater.
Omvendt har jeg haft det med Dansk Folkeparti. Jeg har tænkt, at kærligheden til det jævne folk var ægte, og at hadet til det elitære var helt autentisk.
Når den tidligere partileder Kristian Thulesen Dahl portrætteres, handler det typisk om, hvor meget han elsker flæskesteg, Matador og Liverpool. Det er de simple ting, der står bedemands-stilikonet fra Nørre Snede nær, giver han udtryk for.
I et portræt fra Euroman fra 2012 fortæller han om, at han måske burde bruge færre timer på sit arbejde på Christiansborg og flere på at opbygge et netværk, som han kunne trække på efter politik, men det, fortæller han, er han ikke begyndt på endnu. Underforstået, at den simple mand Thulesen Dahl bare knoklede løs i dansk politik af et rent hjerte og altså ikke var sådan en, der hyppede egne kartofler ved at rende og gnubbe skuldre med folk, der senere kunne gøre ham en solid tjeneste.
Thulesen Dahls forgænger, Dansk Folkepartis dronning Pia Kjærsgaard, har siden partistiftelsen i 1995 raffineret og forfinet dét at være i øjenhøjde med den lille mand. DF’s antagonist er eliten, som er dem, der går i designertøj, bor i arkitekttegnede huse og sender børnene på privatskole og drikker café latte. De har fine stillinger i den offentlige administration eller gør sig som journalister eller meningsdannere. Sådan coinede Pia Kjærsgaard i hvert fald eliten i en tale til partiet i 2013. Den eneste fejl, som Pia Kjærsgaard konsekvent har lavet i årevis, er naturligvis, at hun medregner café latte som noget, der bliver drukket hos etablissementet. Men den fejl har omvendt betydet, at jeg faktisk har troet på Pia Kjærsgaard, når hun siger, at hun ikke er elitær.
In vino veritas
Og hvorfor skriver jeg så alt det? Jo, det gør jeg, fordi det i løbet af den seneste uge er blevet nødvendigt at omskrive historien om Dansk Folkeparti. Det er den selvfølgelig allerede blevet mange gange de senere år. For eksempel i bogen Kong Kristian – mennesket, magten, faldet hvor Thulesen Dahl blev afsløret som den kyniske levebrødspolitiker, som han var, med en gennemsnitlig årsløn på en million kroner i sine 30 år i dansk politik.
Hvad der ikke har været fremme før er til gengæld, at man i Dansk Folkeparti under Kristian Thulesen Dahls ledelse på halvandet år (fra 2020 til 2022) har brugt ikke mindre end 216.000 kroner af de partistøttemidler, som mestendels kommer fra statskassen, til at købe paller med italiensk vin. Heldigvis kunne Frihedsbrevet tidligere på ugen lægge fakturaerne frem og samtidig fortælle, at der lige nu foregår et større efterforskningsarbejde i Dansk Folkeparti, fordi ingen ved, hvor al den vin er blevet af, og hvorfor den er blevet købt.
Samtidig kunne vi på Frihedsbrevet afsløre, at man hos elitefornægterne hos Dansk Folkeparti har haft et medlemskab af Tivolis Erhvervsklub, som i 2022 stod partiet i ikke mindre end 111.000 kroner. Dansk Folkeparti har været medlem af den fine loge siden i hvert fald 2014, men på Frihedsbrevet ved vi ikke, hvor meget medlemskabet har kostet de andre år, da vi kun er i besiddelse af fakturaen fra 2022. Hvis det årlige kontingent har ligget nogenlunde fast, så har Dansk Folkeparti over en periode på ni år altså brugt næsten en million kroner fra skatteborgerne på at være medlem af en fin netværksklub i indre København.
For pengene har man i toppen af Dansk Folkeparti modtaget hundredvis af fribilletter til Tivoli, spandevis af turpas og lækre netværksarrangementer og middage på restauranten Nimb. Det paradoksale er imidlertid, at alle folketingsmedlemmer kommer gratis ind i Tivoli i forvejen. At bruge sin partistøtte på den slags dispositioner rimer ikke rigtigt på at være i øjenhøjde med den almindelige dansker og at være et parti af folket og for folket.
Kontaktpersonen på den fine Tivoli-salon og de voldsomme vinindkøb hedder Jeanie Nørhave og er tidligere sekretariatschef i Dansk Folkeparti, som for nylig er skiftet over til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Og så er hun helt sikkert ikke på julekort med den nuværende ledelse i DF.
Jeanie Nørhave blev første gang kendt i den brede offentlighed under den netop afsluttede retssag mod nuværende formand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt. Det var hende, der skrev under på en kontrakt mellem EU-partiet Meld og Color Hotel Skagen, hvor Dansk Folkepartis sommergruppemøde fandt sted i 2015. En kontrakt, som ifølge anklagemyndigheden var falsk, og en kontrakt, som Jeanie Nørhave var blevet bedt om at skrive under af den medarbejder, der ligesom Messerschmidt var tiltalt i sagen.
Fra vidneskranken forklarede Jeanie Nørhave, at hun ikke anede, hvad hun skrev under på, fordi hun ikke forstod engelsk. Af alle bizarre indslag i sagen mod Morten Messerschmidt tog det virkelig prisen som det mest syrede.
Et møgsvin af en Amarone
Al den italienske vin, som Jeanie Nørhave har bestilt, er fra vinhandleren med det meget oplagte, men dog idiotiske navn Ciao Vino. Med sloganet: “Den Lille Importør Med De Store Vine”. Onsdag eftermiddag kunne vi på Frihedsbrevet så fortælle, at ejeren af Ciao Vino “Den Lille Importør Med De Store Vine” er Jeanie Nørhaves bror. Altså er en ikke uanseelig del af Dansk Folkepartis partistøttemidler gået til Dansk Folkepartis sekretariatschefs brors vinhandel. “Kan det blive dummere?” spørger du, og nej, det tror jeg faktisk ikke, at det kan.
Jeanie Nørhave, der nu har titel af HR- og administrationschef i Danmarksdemokraterne, vil ikke forklare Frihedsbrevet, hvorfor hun har købt vin hos sin bror for flere hundrede tusinde kroner. Man kan desværre ikke tale direkte med Jeanie Nørhave – hun kommunikerer via sin advokat, at hun ingen kommentarer har, hvilket unægteligt får det til at lyde lidt, som om en syg grævling har tømt mavesækken ned i Nørhaves pose med mel.
Den nuværende ledelse i Dansk Folkeparti undrer sig selvfølgelig over den mærkelige brug af partipenge, men har samtidig været med til at drikke noget af vinen, måtte man forstå, da B.T. torsdag lykkedes med noget, der ikke er lykkedes for os, og fik Morten Messerschmidt til at stille op til interview om sagen. Her fortalte han, at han havde været med til at drikke noget af den omtalte vin, men at han derudover mest var til franske vine.
I vores morgenprogram En Uafhængig Morgen prøvesmagte Berlingskes legendariske vinanmelder Søren Frank fredag tre af vinene. Det er et forrygende indslag, som du skal gøre dig selv den tjeneste at gå ind og lytte til. Udover at Søren Frank finder en af vinene decideret modbydelig, kalder han også Amaronen for “et møgsvin af en Amarone” og en “ordentlig motherfucker”.
Hvis man ser bort fra prisen, mener han, at vinen flugter fint med noget, som Dansk Folkepartis kernevælger ville drikke, men han forstår slet ikke, at Dansk Folkeparti har betalt så meget for flaskerne, og at der ikke er opnået en større mængderabat. Kort fortalt dumper vinene med et brag, når det kommer til value for money.
Nyt, nyt, nyt
I denne uge har vi på Frihedsbrevets redaktion budt velkommen til to nye ansigter. Det første ansigt tilhører journalist Nicolai Dandanell, der allerede i morges havde sin debut som morgenvært på vores daglige morgenprogram En Uafhængig Morgen. Hvis du ikke er blevet lytter af vores morgenprogram endnu, så synes jeg helt klart, at du skal give programmet et skud. Ambitionen er at udgive et program, som adskiller sig markant fra de skattebetalte morgenflader på P1 og R4dio, der i min optik lader meget tilbage at ønske.
Vi forsøger hver morgen at udgive et uforudsigeligt og levende program, som behandler emner, der ikke i lige så høj grad bliver dækket på de andre stationer. En Uafhængig Morgens DNA er de gode kritiske spørgsmål til kilderne, og i den forbindelse er vores nye journalist Nicolai Dandanell en perfekt tilføjelse, da han bestemt ikke stiller sig tilfreds med et uldent udenomssvar.
Det andet nye ansigt på Frihedsbrevet tilhører Carsten Norton, der igennem flere årtier har været journalist og chef på Ekstra Bladet. De seneste mange år har han slået sine folder inden for krimjournalistikken, indtil i onsdags som chef for Ekstra Bladets kriminalredaktion. Carsten Norton er forfatter til flere bøger om bandemiljøet, herunder to bind om Hells Angels’ historie. Jeg kender selv Carsten Norton fra min egen fortid på Ekstra Bladet, hvor vi lancerede Bandeland-universet med dertilhørende podcastserie.
Norton kommer til Frihedsbrevet blandt andet for at genoplive vores nyhedsbrev Fri Bandit, der handler om den kriminelle underverden. Samtidig skal han sammen med undertegnede lave en ugentlig podcast om organiseret kriminalitet, som vi er igang med at udvikle. Podcasten får premiere i indeværende måned.
Helgenkåring af Djøf’ernes konge
Jeg er ved at være ved vejs ende i ugens nyhedsbrev og vil lige huske at ønske dig en god weekend. Jeg håber, du går lige så glad og tilfreds ind i den, som den tidligere finansminister, og (meget kort efter) McKinsey-konsulent, Bjarne Corydon, må gøre.
Den nuværende ansvarshavende chefredaktør på Børsen fylder nemlig 50 år, hvilket naturligvis har udløst omfattende navnenyt i landets medier, herunder i Bjarne Corydons egen avis.
Til at skrive fødselsdagsportræt af Corydon har Børsen valgt topchefens højre hånd, nyhedsdirektør Nikolaj Sommer, til at føre pennen, og der er nærmest ingen grænser for Corydons fortræffeligheder, viser det sig nu.
Helgenkåringen af Børsens egen chefredaktør indledes med disse ord:
“For mange vil det nok komme som en overraskelse, at Bjarne Corydon – Børsens ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør – 1. marts kun fylder 50 år. Han er den type menneske, som siden ungdommen har haft en særlig udstråling af vid, indsigt og tyngde, som har gjort ham let forvekslelig med en mand af betydeligt højere alder.”
Hvis man ikke havde fattet det af indledningen, slår Nikolaj Sommer fast i en efterfølgende sætning, at: “Corydons analytiske evner, intellektuelle formåen og hukommelse er i særklasse”.
Corydons næstkommanderende fortæller videre, at Corydon bliver ved med at imponere, selvom de to har kendt hinanden i mere end 10 år. Oden fortsætter med at fremhæve, hvor “humoristisk” og “usnobbet” Corydon bare er, og hans “retoriske evner” og “psykiske styrke” bliver nævnt som egenskaber, der gør, at Børsens chefredaktør kan blive stående på benene i en orkan.
Som om det ikke var nok, bliver Bjarne Corydon beskrevet som “Djøf’ernes ukronede konge, men også meget mere end det”, og nu tænker du måske, om der ikke kommer et “men” på et tidspunkt – det gør der ikke.
Corydons to mest kontroversielle handlinger, salget af DONG til Goldman Sachs og folkeskolereformen, bliver kort berørt, men selvfølgelig på positiv vis, hvor det elegant understreges, hvor fornuftige begge ting var.
Heller ikke privat er der en finger at sætte på Bjarne Corydon, som, Nikolaj Sommer fortæller, er “et generøst menneske, der vil gå langt for at hjælpe venner og bekendte, og som bedre kan lide at give end at få”.
I dette tilfælde må man dog undtagelsesvis konkludere, at det er Bjarne Corydon, der får i pose og i sæk, mens Nikolaj Sommer giver.
U2-fanen Corydon
Hverken kollegerne hos Politiken (eller andre medier i øvrigt) kan lige umiddelbart hamle op med Børsens heltekvad i forbindelse med øverstechefens store dag. Hos Politiken har man valgt at interviewe Bjarne Corydon, og her indrømmer den tidligere finansminister for eksempel, at han i sin tid ved magten ikke fik gjort nok for den grønne omstilling, hvor han erkender, at han kom for sent til fremtiden. Om sin tid i politik fortæller han også, at han har givet sine børn skideballer, som de ikke har fortjent, når Socialdemokratiet havde fået en dårlig meningsmåling, hvilket han er flov over. Mest belastende for Bjarne Corydon er imidlertid, at han frivilligt indrømmer over for dagbladet, at han er i gang med at læse U2-forsangeren Bonos selvbiografi, og at han synes, at den er fantastisk.
Den slags tidsler fandt ikke vej til Børsens portræt, men det er nok bare en tilfældighed. Jeg er ikke fast læser af avisen, så jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er standard, at landets erhvervsledere M/K bliver badet i ubetinget ros, når de fylder rundt. I sommer fyldte min egen nærmeste chef, Mads Brügger, 50 år, og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at han må være inderligt skuffet over, at han ikke fik en lignende form for massage i dette nyhedsbrev. Samtidig er jeg selvfølgelig bekymret over, hvordan det stiller mig før min næste MUS.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet