Fri Kristoffer #23: Gad vide om Peter Hummelgaard lytter til podcastserier?
Jeg håber, at du har haft en god påske. Jeg brugte mine fridage på at søge lidt inspiration og læse og lytte til en masse journalistik uden for egen andedam. Derfor vil jeg i denne uge ikke skrive en masse om alt det gode, som vi har udgivet i ugens løb på Frihedsbrevet, som jeg ellers plejer, men i stedet anbefale en podcastserie ude fra Dødsstjernen på Amager. Podcastserien vender jeg tilbage til senere i mit nyhedsbrev.
Verdens farligste sangskriver
Som mange andre har jeg derudover brugt påsken på at lege med chatrobotten ChatGPT, der kommer fra selskabet OpenAI, stiftet af blandt andre tech-mogulerne Elon Musk, Sam Altman og Peter Thiel.
I november, da ChatGPT så småt var begyndt at blive den store nyhed herhjemme, var jeg helt i knæ på grund af sygdom, og jeg forsøgte derfor at få den kunstige intelligens til at skrive mit ugentlige nyhedsbrev for mig.
Robottens hjælp var overraskende kvalificeret, og siden er der kommet nye og stærkere versioner af den kunstige intelligens, hvilket selvfølgelig tvinger alle virksomhedsledere, mig selv inklusive, til at gå og overveje, hvordan man kan bruge kunstig intelligens til at styrke ens produkt og forretning.
På sociale medier hygger folk sig i mellemtiden med at få ChatGPT til at skrive festsange, digte, noveller eller få den til at finde på 10 icebreakere til en Tinder-date, mens andre AI-robotter bliver brugt til at animere imponerende – og manipulerende – portrætter og billeder. Bevæger vi os væk fra det muntre hjørne, er der dog også grund til en dybere bekymring. Her tænker jeg ikke på den sædvanlige “robotterne kommer og tager vores jobs”-traver, men på noget, der umiddelbart lyder langt mere alvorligt.
I går delte chefredaktøren på Illustreret Videnskab, Jonas Kuld Rathje, et opråb fra Eliezer Yudkowsky i Time Magazine. Yudkowsky har i mere end 20 år arbejdet med at sikre, at arbejdet med kunstig intelligens udvikler sig i en tilsigtet, hensigtsmæssig retning, og at AI-udviklingen ikke løber løbsk. Yudkowskys indlæg kommer i kølvandet på, at hundredvis af fremtrædende branchefolk – inklusiv Elon Musk – i midten af marts gik ud i et åbent brev og opfordrede til, at man satte udviklingen af kunstig intelligens på pause i et halvt år, imens man sørger for at få nogle bedre sikkerhedsprotokoller. I det åbne brev spørger underskriverne for eksempel:
“Skal vi lade maskiner oversvømme vores informationskanaler med propaganda og løgne? Skal vi automatisere alle job, inklusive dem, der er meningsfulde? Skal vi udvikle ikke-menneskelige sind, der på et tidspunkt kan overgå, overliste, gøre os forældede og erstatte os? Skal vi risikere at miste kontrollen over vores civilisation?,” og konkluderer så:
“Sådanne beslutninger må ikke overlades til ikke-folkevalgte tech-chefer.”
Eliezer Yudkowsky, der har skrevet flere bøger om præcis de dilemmaer, valgte ikke at underskrive det åbne brev. Selvom han sympatiserer med dagsordenen, synes han, at det, brevet skitserer, er en underdrivelse af problemet, som vi står overfor med den hastige og ukontrollerede udvikling af kunstig intelligens. Hvis vi fortsætter nedad samme vej, forudser han, at den kunstige intelligens vil få sin egen vilje og samtidig være menneskers hjerner så suverænt overlegen, at den på et tidspunkt vil udslette hele menneskeheden.
Han skriver blandt andet:
“Mange forskere, herunder mig selv, der beskæftiger sig med disse spørgsmål, forventer, at det mest sandsynlige resultat af at bygge en superintelligent AI under omstændigheder, der minder om de nuværende, er, at bogstaveligt talt alle på Jorden vil dø.”
Ja, jeg ved det godt: James Cameron har ringet og vil have sit plot til Terminator-filmene tilbage.
Spørgsmålet er bare, om det egentlig er så langt ude at forestille sig? Det er jeg personligt i tvivl om efter at have læst Yudkowskys overbevisende indlæg. Måske er det helt gak-gak i gågaden, men hvad nu hvis dilemmaet om kunstig intelligens ikke længere kan isoleres til at handle om jobs, der bliver overflødiggjort, men en menneskehed, der bliver overflødiggjort?
Hvad nu hvis man i fremtiden får bygget en supercomputer – vi kunne for sjovs skyld kalde den SkyNet – der er os mennesker voldsomt overlegen, og man samtidig ikke har taget de nødvendige forholdsregler. Og leg så med tanken om, at den vurderer, at den eneste måde at løse klimaudfordringen på er at udslette alle mennesker og derefter går i gang med at eksekvere det?
Igen: Det lyder selvfølgelig totalt usandsynligt og som noget, der alene hører hjemme i et Hollywood-manuskript, men det mener Eliezer Yudkowski altså ikke, at det gør længere. Han argumenterer (min oversættelse, red.):
“For at visualisere en fjendtlig, superintelligent AI-robot, skal du ikke forestille dig en livløs, bogsmart tænker, der bor inde i internettet og sender tarvelige e‑mails. Forestil dig en helt fremmed civilisation, der tænker millioner af gange hurtigere end mennesker, og som i starten er begrænset til computere – i en verden af skabninger, der fra dens perspektiv er meget dumme og meget langsomme. En tilstrækkeligt intelligent AI vil ikke forblive begrænset til computere i lang tid. I dagens verden kan du sende DNA-strenge via e‑mail til laboratorier, der vil producere proteiner på efterspørgsel, hvilket gør det muligt for en AI, der i starten er begrænset til internettet, at opbygge kunstige livsformer eller starte direkte på postbiologisk molekylærproduktion.”
Jeg er så langt fra at være ekspert i kunstig intelligens, som man kan komme, og min fantasi er generelt til den konservative side. Men når nogle af verdens førende eksperter i kunstig intelligens kalder på en pause, ja, sågar et stop for udviklingen af kunstig intelligens, fordi man er bange for, at det hele kører af sporet, så er det da enormt tankevækkende.
Derfor kunne jeg også godt tænke mig et nyhedsbrev på dansk, der kun handlede om kunstig intelligens, og jeg tænker, at det er Frihedsbrevets opgave at sætte det bedste af slagsen i verden. Så hurtigt som udviklingen går lige nu, burde der være rigeligt at fortælle om. Har du idéer eller input til dette, hører jeg meget gerne fra dig.
Det levende bevis
Siden januar har jeg tænkt, at jeg blev nødt til at lytte til Cavling-vinderen Det Levende Bevis, der handler om et somalisk ægtepar, der blev dømt for at få deres to døtre omskåret på en rejse til Kenya.
Som journalist er det jo nærmest en pligt, at man får læst, set eller lyttet til den journalistiske produktion, der ved den årlige Cavling-uddeling tager den gyldne blotter med sig hjem.
Efter et år med krig i Ukraine, et afholdt folketingsvalg med dertilhørende afsløringer, det blodige angreb i shoppingcenteret Field’s, den skandaløse FE-sag og meget mere skal jeg være ærlig at sige, at det overraskede mig, at en fagjury kunne komme frem til, at det bedste og vigtigste journalistik fra året, der gik, handlede om en ulden omkskæringssag fra Fredericia. Det overrasker mig ikke længere, efter at jeg har lyttet til seriens syv afsnit.
Indrømmet: At anbefale DR’s Det Levende Bevis ni måneder efter den blev sendt, og tre måneder efter den vandt landets fineste journalistiske pris, føles lige så originalt som at rende rundt og anbefale HBO-serien Game of Thrones på en fantasy-messe. Ikke desto mindre har de syv episoder fået mig til at ligge om aftenen i min seng, som var jeg Top Gear-værten Jeremy Clarkson, der tænker på Meghan Markle, og skære tænder i raseri over det åbenlyse vanvid, der har udspillet sig i det danske retssystem.
Lad mig starte fra begyndelsen med et slags resumé af sagen, som du med fordel kan skippe, hvis du allerede har hørt podcastserien:
En somalisk familie fra Fredericia tager i 2015 på en ekstraordinært lang sommerferie til Kenya. Da de kommer hjem, fortæller den yngste datter til sin klasselærer, at hun er blevet omskåret på ferien. Eller også gør hun ikke, for da hun bliver afhørt af en efterforsker fra politiet kort efter, nægter hun 18 gange i løbet af afhøringen, at det skulle være sket. Hun nægter også, at hun skulle have sagt det – ja, hun ved faktisk slet ikke, hvad omskæring er for noget, kan man høre på optagelsen fra afhøringen.
Herefter bliver der foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af de to søstre – i podcasten kaldet Amira og Yasmin – og en børnelæge konstaterer, at de to piger ganske rigtigt er blevet omskåret.
Og så bliver det ellers mere og mere bizart. Familien får selv en gynækolog til at undersøge pigerne, og han vurderer det modsatte: Pigerne er ikke omskåret. Det er selvfølgelig ord mod ord, og det hører med til historien, at Per Lundorff, som Forsvarets gynækolog hedder, ikke udtaler sig med 100 procent sikkerhed, da han bliver ført som vidne i retten.
I DR’s podcast fortæller han dog, at det kan skyldes, at politiet inden retssagen kontaktede ham på en måde, som han opfattede som “intimiderende” og med det ærinde at overbevise ham om, at de to piger altså var blevet omskåret.
Anklagemyndigheden præsenterer Retslægerådet, bestående af to overlæger i gynækologi og en professor i retsmedicin, for en video af den retsmedicinske undersøgelse, og de titler lyder jo fine, men ingen af dem har ifølge DR speciale i noget, der har med omskæring at gøre. Ud fra hvad jeg selv kan google mig frem til, har den ene tilsyneladende speciale i gynækologisk cancer, den anden har i graviditet, og den sidste har med egne ord haft et “bredt interessefelt” som retsmediciner med særligt fokus på skud- og eksplosionsskader.
Hvad der imidlertid ikke optræder på nogen af de tre eksperters cv, er noget med omskæring, hvilket DR i podcasten undrer sig over.
Efter at have set videoen fra den retsmedicinske undersøgelse af pigernes underliv, vurderer Retslægerådets tre eksperter, som altså ikke er eksperter i omskæring, at pigerne er omskårede.
Det vil tage for lang tid at genfortælle her, hvor mange problemer og uregelmæssigheder som DR afdækker i sagen, men tilbage står, at det, der naturligvis taler stærkest for at dømme forældrene, er den retsmedicinske undersøgelse, der konkluderer, at pigerne er blevet omskåret, og Retslægerådets opbakning til denne.
Forældrene bliver dømt ved tre retsinstanser, og forældrene får halvandet års fængsel hver. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvor indgribende og ødelæggende den langvarige sag og fængselsstraffen er for forældreparret og familiens syv børn. Og især den ældre søster, sagens påståede offer, kan her, otte år efter det hele tog sin begyndelse, ikke slippe sagen. I podcasten fortæller hun, at hun vil lade alle, der har forstand på omskæring, undersøge sit underliv.
Familien tager selv initiativ til at få hende undersøgt i Tyskland, hvor en gynækolog der rent faktisk har stor erfaring med at undersøge omskårne kvinder, vurderer, at storesøsteren ikke er omskåret. Det samme konkluderer en af verdens førende eksperter i kvindeomskæring, Birgitta Essen, der sidder på Uppsala Universitet i Sverige. Efter at have undersøgt Amira er hun helt sikker på, at hun ikke er omskåret.
I Danmark sidder så den seneste ekspert, der har undersøgt døtrene. Hun hedder Charlotte Wilken-Jensen og er ledende overlæge på landets største gynækologiske afdeling på Hvidovre Hospital. Hun har i årtier arbejdet mod kvindeomskæring og undersøgte søstrene sidste år. Hun har også set den video, der blev optaget i forbindelse med børnelægens undersøgelse af søstrene i 2015. Charlotte Wilken-Jensen fortæller i podcastserien, at hun er helt sikker på, at døtrene ikke er blevet omskåret.
Men som man lytter til podcastserien, afsnit for afsnit, står det mere og mere klart, at uanset hvor mange kvindeomskæringseksperter i verden, som ikke kan finde noget som helst tegn på omskæring hos de påståede ofre, så er det fuldstændig ligemeget.
Den Særlige Klageret afviser at tage sagen op på ny. Man har nemlig spurgt de tre første eksperter, hvad de siger til de nye vurderinger, og det giver dem ikke anledning til at ændre på deres egen vurdering, hvilket gør, at sagen ikke genoptages. Også selvom den anklager, der førte sagen for staten, i dag siger til DR, at hun er i tvivl om, hvorvidt forældrene er blevet udsat for et justitsmord.
I tvivl er man til gengæld ikke efter at have lyttet til hele podcastserien. Medmindre de førende eksperter i verden tager fejl, medmindre ofrene i otte år har løjet, medmindre at alle de fejl, som politiet og anklagemyndigheden har begået i processen, er helt tilfældige og sædvanlige, så har vi at gøre med et vaskeægte justitsmord.
Jeg bor få kilometer fra justitsminister Peter Hummelgaard, og da jeg gik rundt i min påskeferie og lyttede til Det Levende Bevis, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om han mon også har gået og klippet hæk, mens han lyttede til serien.
Har han ligesom mig ligget i kasmarokken og skåret tænder over den indlysende uretfærdighed, som det system, han er ansvarlig for, har budt en familie fra Fredericia?
Har han, imens han parkerede bilen ulovligt, som han plejer foran sine børns børnehave, tænkt over, om noget lignende mon kunne ske for ham eller en, der står ham nær?
Det kan han næsten ikke have, for i så fald havde man nok ikke kunnet læse en artikel på DR.dk fra den 16. marts med overskriften: “Justitsministeren betvivler ikke Retslægerådet efter halvanden time langt møde om omskæringssag”.
Retslægerne undersøger sig selv
Det uudholdelige ved DR’s podcastserie er, at den nærmest ingen konsekvenser har haft. Jojo, journalisten bag, Frederik Hugo Ledegaard Thiim, har yderst velfortjent høstet en Cavling-pris, men hvad hjælper det egentlig Amira og Yasmin i Fredericia, som af det danske retssystem har fået papir på, at de er omskårede, selvom de selv ved, at de ikke er det?
Nogle partier på Christiansborg har også taget initiativ til at få lavet om på den groteske praksis i systemet, som foreskriver, at den samme retslæge kan blive bedt om at tage stilling til nye lægefaglige beviser i en straffesag, som han eller hun allerede har udtalt sig om én gang. At man i dag har indrettet systemet sådan, at man som lægefaglig ekspert selv får til opgave at udfordre sin egen oprindelige vurdering, er jo absurd.
Familien fra Fredericia er ikke bare levende beviser, men en omvandrende uretfærdighed og en påmindelse til alle os andre om, at det danske retssystem er skrøbeligt. Det er uforsvarligt at opfordre alle til at lytte til DR’s podcastserie Det Levende Bevis, for har man svagt hjerte, skal man i hvert fald sørge for, at pacemakeren er indstillet rigtigt, inden man går i gang.
Se girafferne, før de smutter
Her til sidst vil jeg lige minde om, at det er ved at være sidste udkald, hvis man vil besøge Magtens Voksmuseum i København. Udstillingen har sidste åbningsdag på søndag.
Selv brugte jeg lidt af sidste weekend som museumskustode, og det var altså en kæmpe stor fornøjelse at hilse på og diskutere med nye og gamle medlemmer af Frihedsbrevet og andre interesserede, som kom ind for at se de 10 giraffer fra minkskandalen foreviget i voks.
Åbningstiderne for de sidste dage med Magtens Voksmuseum ser sådan her ud:
Fredag den 14. april: kl. 11:00 — 17:30
Lørdag den 15. april: kl. 11:00 — 16:00
Søndag den 16. april: kl. 11:00 — 16:00
Politisk journalist søges
Nå ja, og så leder vi på Frihedsbrevet i øvrigt efter den næste store stjerne til at skrive om dansk politik på vores nyhedsbrev Fri Politik. Hvis du kender en oplagt kandidat, så send endelig jobopslaget videre, som du kan finde her.
Hasta la vista, baby.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet.