Året der gik – Fri Finans
Kære læser
Tillad mig at præsentere mig selv: Jeg er ny chefredaktør på Frihedsbrevet med ansvar for de tre journalistiske nyhedsbreve Fri Finans, Fri Kultur og Fri Politik. Jeg startede den 1. december, og jeg har tænkt, at det er på tide, at du og jeg hilser på hinanden. Jeg vil fortælle lidt om tankerne bag den journalistik, du abonnerer på, og så vil jeg samtidig forsøge at gøre status. Juledagene er nemlig et helt oplagt tidspunkt til at reflektere lidt over, hvordan det egentlig går med journalistikken herinde på Frihedsbrevet – hvor langt er vi nået, og hvor skal vi hen?
I den forbindelse vil jeg gerne tage dig en tur med rundt i bagkataloget for det første halve år på Fri Finans. Man kan kalde det en Tour de Greatest Hits over de finanshistorier, som har været blandt de mest læste hos os samt noget af det, som jeg personligt har været gladest for. Historierne skulle gerne give dig et godt pejlemærke om, hvad det er for en journalistisk vision, som du abonnerer på hos Frihedsbrevet.
Alkymisten Handwerk
De første historier, som jeg håber du vil læse eller genlæse, er vores kritiske blik på en af de virksomheder, der har lukreret mest på coronakrisen. Her tænker jeg selvfølgelig på Copenhagen Medical, der er ejet af kronprinsens nære ven Jeppe Handwerk. Handwerk er vel at betragte som en slags alkymist, der har formået at forvandle vatpinde i næsen til det pureste guld. Nu hvor statsministeren har kaldt coronakrisen for den værste krise siden anden verdenskrig, kunne man lidt friskt kalde Handwerk for en coronabaron.
Staten har over det seneste halvandet år i coronaens navn brugt hundredvis af milliarder, hurtigere end Lars Seier kan skaffe en fadøl i Parken, og dermed har en af de vigtigste opgaver for landets journalister helt givet sig selv: Nemlig at undersøge om skatteborgernes penge bliver brugt ansvarligt i en tid, hvor de sidder ekstra løst.
Det er selvfølgelig ingen skam at være en driftig forretningsmand, og man skal også spørge sig selv, hvordan testsituationen i landet havde set ud, hvis det ikke havde været for den entreprenante Jeppe Handwerk, men tager man imod store milliardordrer fra staten, følger journalisternes kritiske blik med. Kun sådan sikrer vi os, at vi som skatteborgere får det, vi betaler for, og at ingen misbruger og skamløst udnytter en krisesituation.
For at forstå hvor mange penge der er i vatpinde, kan du starte med at læse denne kortlægning, som vi lavede i juni måned, der viser, hvordan testmilliarderne er blevet fordelt. Senere fulgte vi op med den interessante historie om, hvordan det lykkedes Jeppe Handwerk at vinde udbuddet over en sammenslutning af natklubejere og læger, selvom hans tilbud umiddelbart scorede en lavere placering. Den kan du læse her.
Dernæst har vi på Fri Finans selvfølgelig interesseret os for de vilkår, som Handwerks podere i Copenhagen Medical er ansat under. Det lykkedes os at grave en række ansættelseskontrakter frem, og dermed kunne vi lave historien om, at de ansættelsesvilkår, som Handwerk tilbyder, giver mindelser til daglejertilværelsen i starten af 1900-tallet, hvor håbefulde arbejdstagere hver dag måtte møde op et sted og håbe, at de kunne blive udpeget til at tjene en dagsløn. Ja, faktisk tøvede fagforeningen HK ikke med at kalde ansættelsesvilkårene for social dumping.
Historien er åbenlyst vigtig blandt andet, fordi den manglende løn under sygdom kan anspore medarbejdere til at møde op, selvom de er syge. Det virker jo en anelse absurd, hvis den person, der skal stikke en vatpind op i næsen på dig, selv har coronasymptomer. Vi har for øvrigt også for nyligt afsløret, at Copenhagen Medicals evne til at passe på sine egne ansatte lader lidt tilbage at ønske.
Det viser sig, at Arbejdstilsynet i april måned udstedte et strakspåbud til Copenhagen Medical, fordi coronaretningslinjerne ikke blev overholdt. Dermed udsatte man sine egne medarbejdere for øget smitterisiko.
Mit juleløfte til dig er, at vi på Fri Finans i det nye år vil blive ved med at holde øje med Copenhagen Medical og andre, der omsætter for store summer på coronasituationen.
En Mette på Instagram – en anden i Socialdemokratiets pengeklub
Fra regeringens brug af skatteborgernes penge skal vi til Socialdemokratiets egen evne til at tjene dem. Hvis man kun kendte Mette Frederiksen fra Instagram, ville man fejlagtigt tro, at landet blev styret af en nede-på-jorden-gennemsnitsdansker, der iklædt en vamset sweater vasker op i hånden, pudser vinduer med Ajax og mæsker sig i makrel i tomat. En rigtig kvinde af folket, som slet ikke forstår sig på eliten og kun tænker på, hvordan Arne i Sønderjylland mon egentlig går og har det, og hvordan håndboldlandsholdet M/K klarer sig.
Men én ting er, hvordan Mette Frederiksen konsekvent iscenesætter sig selv – noget andet er, hvordan hun faktisk agerer. Journalistikkens opgave er at afsløre det sidste, og derfor har jeg nydt Fri Finans’ artikler om, hvordan valget meget ofte falder på tidligere socialdemokratiske ministre, når der skal findes bestyrelsesformænd til landets statslige selskaber.
Det er ikke småpenge, man tjener på sådan en tjans, og fx Mogens Lykketoft skraber 477.000 kroner sammen årligt som bestyrelsesformand for Energinet ved siden af sin fyrstelige pension fra Folketinget. Det er langt mere, end hvad gennemsnitsdanskeren, som Mette Frederiksen ynder at portrættere, tjener på at have et rigtigt arbejde. Men gode socialdemokrater sørger man selvfølgelig for.
Er du ikke professionel socialdemokrat, og drømmer du om at sætte tænderne i en saftig bestyrelsespost i en af statens virksomheder, skal du dog ikke fortvivle. For hvis du bare melder dig ind i Socialdemokratiets pengeklub, ser det også ud til at kunne hjælpe lidt på det hele.
Hvis du betaler tusindvis af kroner, giver Socialdemokratiets pengeklub ikke bare eksklusiv adgang til regeringens ministre. Nej, det ser grangiveligt også ud til, at vejen til en bestyrelsespost i statens selskaber bliver kortere. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis du har råd til at betale 20.000 kroner årligt for et S‑abonnement, og hvem har lige det, ud over selvfølgelig samfundets rigeste og mest magtfulde mennesker. Næ, S‑pengeklubben er ikke ligefrem noget, som harmonerer supergodt med statsministerens selviscenesættelse som den anti-elitære, almindelige Mette Makrel. Måske er det derfor, hun helst undgår at tale om den.
Apropos Socialdemokratiets pengeklub
Når der er noget landets statsminister ikke vil tale om, så skal det være Frihedsbrevets store fornøjelse hele tiden at nævne det. Derfor vil jeg i min gennemgang af årets bedste historier fra Fri Finans også minde om en anden artikel om Socialdemokratiets pengeklub, som i sensommeren fik mig til at spærre øjnene op.
Den handler om den tidligere socialdemokratiske overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen, der er formand for klubben. Fri Finans kunne afsløre, at selvsamme Jens Kramer Mikkelsen var ansat som lobbyist af Hvidovre Kommune til at påvirke… regeringen. Hvidovre Kommune drømmer nemlig om at realisere det store anlægsprojekt “Holmene”, og i den forbindelse er man afhængig af regeringens velvilje. I denne historie kan du læse, hvor utrolig godt den tidligere overborgmester har taget sig betalt for det. Man kan retfærdighedsvis sige, at Jens Kramer Mikkelsen som formand for Socialdemokratiets pengeklub jo også har en temmelig unik adgang til de mennesker, som kunden har ansat ham til at påvirke.
Desuden ser det ud til at Kramer Mikkelsen virkelig har leveret varen for sin knap halve million kroner. Fri Finans har nemlig også afdækket et hemmeligt møde hos boligminister Kaare Dybvad med Kramer Mikkelsens og Hvidovres socialdemokratiske borgmester, hvor der ikke blev taget referat. Nuvel. Som Bismarck sagde: “Jo mindre befolkningen ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de,” og det er nok meget rigtigt. Heldigvis er Frihedsbrevet ikke sat i verden for, at du skal sove godt om natten. Vi skal tværtimod forsyne dig med kritisk og underholdende journalistik, som lærer dig noget, du ikke vidste i forvejen, og som er svært at konsumere med hvilepuls.
C’est ne pas un kopistel
En sidste historie, jeg vil nævne for dig fra året, der gik, var Fri Finans’ dækning af den meget omdiskuterede kopisag mellem sundhedsguruen Christian Bitz og keramikeren Kasper Würtz, der formentlig ikke er gået din næse forbi.
Vi bragte historien om den dobbeltrolle, som landets største erhvervsorganisation Dansk Industri havde, da organisationen forsøgte at få kopisagen prøvet ved Højesteret, efter at Kasper Würtz havde fået medhold i både by- og landsret.
Senere vendte to uvildige skønspersoner, som Bitz’ forsvarsadvokat selv havde indkaldt i retten, sig mod sundhedsguruen. Eksperterne mente ikke, at der kunne herske tvivl om, at Christian Bitz var mere end blot inspireret af Kasper Würtz’ stel.
Og til sidst satte den store detailkæde Imerco Bitz i skammekrogen, da kæden stoppede med at forhandle en lang række af de produkter, Bitz havde produceret, efter vi på Frihedsbrevet spurgte dem til miseren.Kasper Würtz og Christian Bitz spillede rollerne som David mod Goliath til perfektion, og det “at lave en Bitz” er i den brede offentlighed endt med at blive synonym med at plagiere. Selvom sagen altså blev dækket massivt i andre medier også, er jeg glad for den dækning, vi selv havde. Når en historie fra dansk erhvervsliv på den måde går land og rige rundt, synes jeg at det er vigtigt, at vi på Fri Finans kan give dig vores egne originale vinkler og perspektiver.
Her til sidst
Vi har på Fri Finans også skrevet om meget andet interessant det forgangne år, og jeg kunne have valgt at fremhæve en masse andre historier. Når valget faldt på de ovenstående, skyldes det, at jeg synes, at de fint indkapsler visionen for dette nyhedsbrev. Vi skal holde øje med, om vores skattekroner bliver brugt fornuftigt. Vi skal afsløre, hvis erhvervsfolk eller politikere ikke praktiserer det, de prædiker. Og vi skal turde stille de ubehagelige spørgsmål, som går imod konsensus.
Når alt dette nu er skrevet, så vil jeg gerne indrømme, at du som læser eller lytter af Fri Finans slet ikke har set det bedste, vi kan, endnu. Der er rigtig meget, som vi skal blive bedre til, og som jeg håber, vi kan løfte markant i løbet af det kommende år. Jeg synes, at vi skal blive bedre til at dække de store C25-virksomheder og de store finanspolitiske interesseorganisationer. I den forbindelse håber jeg på, at vi tidligt i det nye år kan tilknytte en skarp, kritisk og underholdende finanskommentator til vores nyhedsbrev, som kan tage os med ind bag de lukkede døre. Derudover er der flere store projekter på vej, som vi har arbejdet stenhårdt på de seneste mange måneder, og som jeg virkelig glæder mig til at præsentere for dig.
Én ting, som jeg gerne vil løfte lidt af sløret for allerede nu, er en podcastserie, der afslører de mørkeste af de mørkeste hemmeligheder hos en af Danmarks største, og mest hæderkronede virksomheder. Den serie forventer jeg mig meget af, og jeg regner med, at du vil kunne lytte til serien i løbet af første kvartal i det nye år. Download vores app, og glæd dig.
Det var alt, hvad jeg havde til dig i denne omgang. Jeg håber, at du blev lidt klogere på, hvad min journalistiske ambition er med dette nyhedsbrev, og at du føler, at du har fået noget for pengene i den tid, du har abonneret. På torsdag får du mit tilbageblik på året der gik i kulturens verden, hvis du altså er den glade modtager af nyhedsbrevet Fri Kultur. Nytårsaften kigger jeg tilbage på Fri Politik.
Jeg håber du kommer rigtig godt ind i det nye år, og jeg takker dig for din støtte til Frihedsbrevet i det forgangne. Har du tips til historier, som vi burde kaste os over, så skriv endelig til mig på kristoffer@frihedsbrevet.dk. Her hører jeg selvfølgelig også gerne, hvis du har konkrete forslag til, hvad der kunne gøre Fri Finans til en bedre oplevelse for dig.
Godt nytår!
Venlig hilsen
Kristoffer Eriksen, chefredaktør