Fri Kristoffer #15: Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve
Jeg vil gerne begynde mit nyhedsbrev fra denne uge lidt utraditionelt. Faren ved at skrive og mene noget ugentligt er jo, at det hele til sidst bliver lidt forudsigeligt og ensformigt, og det er der ingen, der gider.
Af den grund vil jeg gøre noget for første gang nogensinde: Jeg vil rose den nye SVM-regering. Uironisk og oprigtigt.
Jeg har længe været forarget over, hvordan diverse ministre, som fx Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde, pludselig ikke mener det, de sagde, før de gik i regering med Socialdemokratiet.
På det punkt overraskede sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde positivt, da hun meldte ud, at hun ville indkalde til forhandlinger om at få ændret reglerne for organdonation.
I dag er det sådan, at du aktivt skal melde dig, hvis man skal kunne høste dine raske organer ved døden, så andre kan få gavn af dem. Det har Løhde længe været fortaler for at ændre på, og så sent som i midten af november sagde hun til mediet Altinget, at hun mente, tiden var moden til at indføre aktivt fravalg til organdonation fra det fyldte 18. år.
Aktivt tilvalg i forbindelse med organdonation har længe været en kontroversiel sag, ikke mindst fordi Etisk Råd er imod en ændring, og derfor er det også modigt af den nye sundhedsminister at tage livtag med problemstillingen.
Sælger Mette Frederiksen organer?
Jeg har altid tænkt, at man i grunden har konstrueret et mærkeligt samfund, når man aktivt skal sige ja tak til staten for at donere sine organer efter døden og nej tak, hvis man vil slippe for at modtage reklamer i postkassen, mens man er i live. Det er på tide, at der bliver byttet om på de to ting.
Argumentet imod, at man som borger aktivt skal vælge fra, hvis man hellere ser, at ens organer rådner eller brænder op, end at de gør nytte i et levende menneske, er typisk princippet om retten til at bestemme over egen krop. Modstandere mener blandt andet, at en lovændring til aktivt fravalg betyder, at staten får retten til din krop.
Hvis man skal følge det argument lidt længere ned ad vejen, så må man deraf konkludere, at det i dag forholder sig sådan, at Føtex – og ikke mig selv – har retten til min postkasse.
Og det giver jo ikke rigtigt nogen mening al den stund, at der sidder et “Reklamer – nej tak”-skilt på den, som gør, at jeg altid går glip af, når en vandpumpet ribbensteg kan erhverves for 6 kroner halvkiloet.
Men ikke alle diskussioner i denne verden kan føres logisk og rationelt. Slet ikke når Etisk Råd blander sig. Derfor er det godt, at landets nye sundhedsminister står vagt om fornuften i denne diskussion og indkalder til politiske forhandlinger om det.
Organdonation er noget af det fineste, vi har, og kan man med et pennestrøg redde mange flere menneskeliv ved at sørge for, at alle de mennesker, der enten af uvidenhed eller dovenskab ikke får givet samtykke til, at organerne kan få et nyt liv efter døden, så bør man selvfølgelig gøre det.
En lille krølle på sagen er desuden, at det for en gangs skyld viser sig, at Venstre også har fået andet end ministerposter ud af at gå i regering med Mette Frederiksen. Ja, faktisk ser det ud til, at Socialdemokratiet også har været nødt til at sluge en kamel.
I juni 2022 lød det nemlig sådan her fra Rasmus Horn Langhoff, der dengang var sundhedsordfører for Socialdemokratiet, da DR bad ham forholde sig til et borgerforslag om at indføre automatisk organdonation.
“Forslaget går for langt. Det skulle nødig være sådan, at vi tager organer fra folk mod deres vilje. Jeg mener, at folk hellere selv aktivt skal tage stilling til om, de vil være organdonorer.”
Hvis jeg var i mit negative og kritiske hjørne, kunne jeg sikkert gætte løs på, hvordan det er foregået på Marienborg. Har Mette Frederiksen mon solgt danskernes organer for at få droppet den store undersøgelse af FE-sagen, som vi ellers blev lovet af Venstre før valget? Men det må blive en anden dag.
En ulv i præstekjole
Nu skal det heller ikke handle mere om døden og positive takter hos regeringen. Tværtimod skal det handle om det indre liv i den danske folkekirke.
I Matthæusevangeliet kan man læse, hvordan der advares om ulven i fåreklæder. Helt præcis lyder det:
“Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.”
Det er umiddelbart svært at finde et bedre billede på den beskrivelse end den nu skandaliserede præst og socialdemokrat Flemming Pless. I morges bragte vi nemlig et brag af en historie om kendispræsten, der i mange år har været kendt i den brede offentlighed – blandt andet på grund af sin hang til at søge grænser og sine forbindelser til Socialdemokratiet.
Som en glubsk ulv i fåreklæder har Pless haft en modus operandi, hvor han i årtier har udnyttet sin fremtrædende rolle som erfaren præst til at få sex med kvinder, der kommer til ham med hjertet i hænderne, fordi de står et svært sted i livet. Sjælesorg hedder konceptet, når en præst lægger øre og skulder til personer, der har ondt i livet, men i tilfældet Flemming Pless har han så også lagt soveværelse til.
Det giver næsten sig selv, at man er et let offer – for ikke at sige Det Perfekte Offer – når man befinder sig et meget sårbart sted og søger efter råd og vejledning hos én, man tror, er en erfaren præst med hjertet på rette sted.
Præstens flugt over plankeværket
For snart to år siden kom den mørke side af Flemming Pless omsider for en dag.
B.T.‘s podcast Det, vi taler om kunne i 2021 afsløre, at fem kvinder havde klaget over ham. Han havde udnyttet præstekraven til at snige sig ind på sårbare kvinder i kirken og indledt relationer af seksuel karakter med dem, lød beskyldningerne. En undersøgelse blev påbegyndt, og ofrene og offentligheden ventede i mellemtiden på en afgørelse. Forgæves, for den snu hr. Pless sagde nemlig selv op, før Kirkeministeriet havde færdigbehandlet sagen.
Sådan fik han sneget sig uden om den sanktion, der kunne have ventet ham.
De højere magter holdt på en måde også hånden over ham. For som en ganske unik ting for lige præcis præster, så er alle informationer undtaget aktindsigt, og vupti, siden har Pless kunnet møde verden som privatpraktiserende præst, uden nogen har vidst, hvad der egentlig kom ud af den store undersøgelse, som blev lavet af ham. Indtil nu.
Advokatrapporten, hvor forløbet er nedfældet, har været mørklagt, men i denne uge har Frihedsbrevet kunnet beskrive dele af indholdet fra den, og det er mildt sagt voldsom læsning.
Der var langt flere klager over Flemming Pless, end de fem kvinder, som oprindeligt klagede. I alt modtog Kirkeministeriet 18 henvendelser fra personer, som blandt andet beskrev præstens adfærd som upassende, og berettede om hændelser, der havde påvirket dem negativt i årevis. 14 af personerne, der havde henvendt sig, deltog endda i et interview om Pless med advokatfirmaet Kromann Reumert. Slutteligt endte undersøgelsen med at konkludere, at udsagnene først og fremmest var troværdige, dernæst at anbefale en “alvorlig sanktionering”, fordi der var begrundet mistanke om “alvorlige tjenesteforseelser”.
Læs artiklen fra Frihedsbrevet her.
Vi fortsætter selvfølgelig med at grave videre i sagen om Flemming Pless. Hvis du sidder inde med oplysninger om Flemming Pless, som du mener, vi burde tage os af, så tøv ikke med at skrive til frihedsbrevet@protonmail.com. Alle henvendelser bliver behandlet med fortrolighed.
Hånden på røven
Apropos krænkelser, så kunne B.T. onsdag afsløre, at den kendte journalist Anders Langballe havde formået at gramse på – jeg ved ikke hvor mange af – hans tidligere kvindelige kolleger, da han i efteråret havde et kort visit som radiovært på Berlingskes ungdomsradio – the radio formerly known as Radio Loud.
I artiklen bliver det blandt andet beskrevet, hvordan en kollega til Langballe har sin kæreste med til en fredagsbar hos Berlingske Media, og denne kæreste bliver så udsat for Langballes gramseri på bagdelen. Ikke en super fed stil at lægge for dagen.
Det bliver også beskrevet, hvordan Langballe ganske bizart gramser på en såkaldt ildkunstner, der er hyret til at komme og underholde til fredagsbaren, og faktisk sidder man tilbage efter endt læsning af B.T.’s artikel med et indtryk af, at kvinder til den pågældende fredagsbar skal føle sig overordentligt heldige, hvis de er sluppet for Langballes hånd på røven den aften.
Langballe har til B.T. beklaget adfærden, som han ikke kan huske.
Historien er interessant af flere grunde. For det første har Anders Langballe selv været en af bannerførerne for et opgør med det usunde arbejdsmiljø i mediebranchen, som fx demonstreret med dette tweet omhandlende den roste tv-dokumentar om metoo på TV 2:
Ministerens wingman
Det ser selvfølgelig en anelse underligt ud i dag, at Langballe selv opfører sig så skørt til en fredagsbar, men mere interessant er måske, at Langballe netop har fået et højtlønnet job i staten som spindoktor for forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M), der ligeledes har markeret sig i metoo-debatten.
B.T. har naturligvis kontaktet Egelund for at få en reaktion på afsløringen om hendes nye wingman, men til trods for mange dages forgæves ventetid lykkedes det i første omgang ikke at få en kommentar fra ministeren.
Her står hykleriet i fuldt flor. Se bare, hvordan Egelund storhittede på Twitter ved at skose det, der senere skulle blive hendes øverste chef, dengang metoo for alvor begyndte at tage fat i efteråret 2020:
Men er det ikke netop passivitet, Christina Egelund udviser, når hun ikke vil forholde sig til, at en lang række kvinder står frem i B.T. og fortæller om, hvordan ministerens tætteste, og måske vigtigste, medarbejder har krænket løs kort inden ansættelsen?
Selvfølgelig er det det, og så er det en kærkommen påmindelse om, at det er enormt let at sige, at man går ind for alt det rigtige, men ikke altid lige så let at følge op med handling, når man først får magt og mulighed for det.
I det hele taget er Christina Egelunds twitterfeed altså bare bevismateriale A, hvis man skulle stille hende for en domstol tiltalt for hykleri.
Anything goes
En dybfølt tak til kvinderne, der er stået frem mod spindoktoren, blev det ikke lige til, da Egelund endelig nossede sig sammen til at stille op til et interview med B.T., efter historien onsdag var blevet bragt.
I interviewet forklarer ministeren, at grunden til, at hun ikke stillede op i første omgang, var, at hun skulle bruge flere dage på at tænke. Tænke, tænke, tænke.
Hvad Christina Egelund havde at tænke over, gad jeg godt at vide. Det er jo ikke et ekstremt kompliceret paragraf 20-spørgsmål om universitetsloven, som B.T. har stillet hende. Det var anderledes lettere for Egelund dengang på Twitter, hvor hun kunne virke god og rigtig ved at kræve øjeblikkelig handling fra magthaverne, når det kommer til metoo.
I forhold til hvor længe Christina Egelund har brugt på at tænke, var det ikke enormt imponerende, hvad hun så var nået frem til på spørgsmålet om, hvorvidt hendes særlige spindoktor havde udvist god dømmekraft ved at drikke sig sanseløst beruset og overgramse kvinder på arbejdspladsen:
“Jeg synes, det er en rigtig dømmekraft at beklage sine fejl,” lød svaret fra den tidligere danmarksmester i virtue signalling. Herfra må man jo så udlede, at der bare kan gramses løs, så længe man bagefter siger, at det var en fejl, der skete, fordi man var fuld. Det er vel også en slags dømmekraft fra ministeren, der samtidig bekræfter hendes tidligere pointe om, at anything goes – så længe man altså er passiv og undgår at forholde sig til, hvad der egentlig bliver spurgt om.
Må Gud være med jer
Det er faktisk lige før, man får lyst til at åbne biblen igen. Jeg mener, at Jesus engang frarådede at pege fingre ad splinterne i andres øjne uden selv at erkende den bjælke, der sidder i ens eget. Her må man bare konstatere, at Christina Egelund står tilbage med den årlige produktion fra et canadisk savværk solidt plantet i hornhinden.
Et så undvigende ikke-svar ville næppe udløse sjælefrelse hos en eneste præst i Danmark.
Rigtig god weekend, og må du gå med Gud ind i den.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet