Fri Kristoffer #32: Mener Etisk Råd mon, at danskerne har retten til deres egne postkasser?
”Velkommen til pressemøde her på Rigshospitalet. Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen.”
Ambitionerne fejlede ikke noget, da statsminister Mette Frederiksen i slutningen af maj sammen med sundhedsminister Sophie Løhde og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede en pakke til det danske sundhedsvæsen på fem milliarder kroner.
Pressemøder er – sammen med Instagram og Facebook – Mette Frederiksens foretrukne kommunikationsplatform. Måske fordi hun netop kan sige eller skrive ting som, at “Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen” uden dernæst at konkretisere, hvordan man præcis skal nå dertil.
Undrende sad jeg da også tilbage, da pressemødet var slut. Dels gav det ikke den store mening, hvad landets udenrigsminister dog lavede til et arrangement omhandlende udelukkende nationale forhold. Jeg er med på, at Løkke ikke forpassede en eneste mulighed i valgkampen for at lire sin yndlingsparole af med, at “det danske sundhedsvæsen er sandet til”, men bare fordi han har en særlig interesse for området, sætter det alligevel en mærkelig præcedens, hvis ministre bare kan checke ind og ud af hinandens ressortområder alt efter personlig interesse. Man ser jo heller ikke justitsministeren indvie skateboardparker, bare fordi han bor på Amager og går og føler sig lidt street og desuden er lidt af en crimerider.
Noget andet, der virkede underligt, var, at nærmest hele pressemødet handlede om kræft. Ordet “kræft” blev sagt 90 gange i løbet af pressemødet. Til sammenligning blev “hjertesygdomme” nævnt én gang som led i en opremsning af sygdomme, som Mette Frederiksen anerkendte, “at vi ikke snakker så meget om”. Det stod da også hurtigt klart, at de fem milliarder kroner, som årligt skulle genoprette sundhedsvæsenet, i meget høj grad var målrettet kræftområdet.
Efter kræftskandalen i Region Midtjylland, hvor 313 patienter havde ventet for længe på en operation på Aarhus Universitetshospital, kan man godt forstå behovet for at få sendt et stærkt signal, men er der virkelig ikke behandlinger af andre dødelige sygdomme, som trænger til et røngteneftersyn?
Spørgsmålet er retorisk, for det er der naturligvis. Noget, der heller ikke blev nævnt på pressemødet, er hele spørgsmålet om organdonation. Som vi på Frihedsbrevet kunne fortælle to uger efter præsentationen af regeringens sundhedspakke, så er 57 patienter døde de sidste fem år, mens de har gået og ventet på at modtage en nyre – bare i Region Hovedstaden.
Danmark halter bagefter
Tidligere i dag skrev vi så, at det heller ikke forholder sig videre opløftende, når man kigger ud over landets grænser. Her halter Danmark langt bagefter flere af de lande, vi normalt sammenligner os med, når det kommer til donation og transplantation af organer, som eksempelvis nyre, lever, hjerte og lunger. Den seneste opgørelse fra Dansk Center for Organdonation fra 2021 viser, at Danmark ligger efter både Norge, Sverige, Finland – ja selv Italien, hvis sundhedssystem bukkede under for corona – på antallet af gennemførte organtransplantationer per million indbyggere. Helt i front er Spanien, der i årevis har indtaget en global førerposition inden for feltet.
Internt i vores sundhedsvæsen herhjemme er der desuden en markant forskel på, hvor lang tid man som patient skal vente på at få en ny nyre i forhold til, hvor man bor. De 57 dødsfald i Region Hovedstaden over fem år svarer til dobbelt så mange dødsfald blandt nyrepatienter på venteliste som i hele resten af landet i den samme periode.
Det kan altså godt være, at kræftpatienterne har trukket nitten ved at havne på Aarhus Universitetshospital, men til gengæld har samme hospitals nyrepatienter ramt jackpot. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at ventetiden i 2020 for en nyrepatient på Aarhus Universitetshospital var cirka 15 måneder, mens den på Rigshospitalet var hele 24,5 måneder.
At en nyrepatient i Region Hovedstaden i gennemsnit skal gå og vente i mere end to år på en rask nyre er indlysende kritisk. At ventetiden varierer med mere end ni måneder, alt efter om man bor på den ene eller den anden side af Storebæltsbroen, er decideret absurd. Sundhedsminister Sophie Løhde kunne heller ikke få det til at give mening, da Frihedsbrevet kontaktede hende for en kommentar:
“Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt,” sagde hun. Men det er rigtigt. Og at hun undrer sig sådan, undrer mig.
Tallene hænger dårligt sammen
Det er godt syv år siden, at Sophie Løhde sidst sad på sundhedsministerposten. Dengang kunne man læse denne overskrift på regeringen.dk: “Løhde: Vi bør overveje nye regler for organdonation”. Brødteksten blev indledt med følgende ord:
”Jeg mener, at tiden er moden til at overveje, om det også i Danmark vil være rigtigt at indføre formodet samtykke til organdonation.”
Citatet var fra et brev, som Sophie Løhde havde sendt til formanden for Etisk Råd, og hendes argumentation var overbevisende:
“Danskerne har generelt et positivt syn på organdonation, og en helt ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at langt de fleste også er positive over for, at borgerne automatisk bliver tilmeldt Donorregistret som potentielle organdonorer. Alligevel er der mangel på organdonorer, og hvert eneste år er der patienter, som dør, mens de venter på et nyt hjerte, en ny nyre eller et andet livsvigtigt organ.”
Ved at tilmelde alle danskere donorregistret automatisk – og gøre det til et aktivt fravalg i stedet for et aktivt tilvalg – ville man med meget stor sandsynlighed kunne øge antallet af organdonorer hurtigt og massivt. Mange europæiske lande har haft succes med samme model samt andre tiltag for at få antallet af organdonorer i vejret, og faktisk er Danmark et af få EU-lande, hvor borgerne automatisk siger nej til at donere sine organer ved pludselig død, medmindre de forinden har været inde og melde sig til.
Spørger man danskerne, har 84 procent en positiv holdning til organdonation, mens kun cirka 25 procent har tilmeldt sig donorregistret, hvilket er to tal, der hænger meget dårligt sammen.
Så selvfølgelig er der noget galt med systemet, som man ikke bare lige kan klare med en eddersmart “giv os dine organer”-kampagne på TikTok. Sophie Løhde havde altså i den grad fat i den lange ende, da hun i oktober 2016 bød Etisk Råd op til dans, som altid har været mod at ændre på ordningen.
Men ak. Godt halvanden måned senere skiftede Sophie Løhde sin titel som sundheds- og ældreminister ud med en abstrakt post som minister for offentlig innovation, og så kunne landets dødssyge patienter ellers kigge i vejviseren efter en løsning på problemet med mangel på organdonorer.
Nej tak til reklamer, ja tak til organer
I december sidste år fik Sophie Løhde så en tur mere i Sundhedsministeriet, og hun serverede straks et kollektivt deja vu for landets patienter, da hun til DR igen åbnede døren for automatisk organdonation:
“Vi er fra regeringens side åbne for at drøfte hele området. Dermed er vi åbne for at fortsætte med informeret samtykke som i dag, og åbne for at drøfte en blød variant af aktivt fravalg.”
Når Sophie Løhde siger “en blød variant af aktivt fravalg”, betyder det, at alle danskere automatisk er organdonor, når de fylder 18 år, men at pårørende har det sidste ord, hvis man ikke aktivt har givet sin stilling til kende, før man ånder ud. Hvis man ser bort fra, at vi har hørt det hele før fra Sophie Løhde, så har hun en god sag. Ikke mindst fordi den argeste modstander i Etisk Råd ikke formår at argumentere for det modsatte synspunkt på et særlig højt niveau. Fra Etisk Råds nuværende formand lyder det sådan her:
“Retten til at bestemme over sig selv og sin egen krop er et vigtigt princip for sundhedsvæsenet. Derfor er vores anbefaling, at vi holder fast i de principper, der er i dag.”
Et helt igennem imponerende tåbeligt citat, al den stund at retten til at bestemme over sig selv og sin egen krop stadig er fuldt ud intakt, idet man bare kan gå ind og melde sig fra, hvis man ikke vil risikere, at ens organer en dag havner inde i en AK81’er fra Ikast, der hedder Dennis.
Samtidig fristes man til at spørge formanden for Etisk Råd, om han også mener, at danskerne i dag ikke har retten til deres egne postkasser, nu hvor man skal sætte et klistermærke med “nej tak” på, hvis man ikke vil have dem fyldt med reklamer?
En god lang offentlig debat
Det er svært ikke at tænke på, hvor mange menneskeliv der kunne være reddet, hvis vi for mange år siden havde taget et opgør med de grundlæggende principper for organdonation. Det værste er dog, at noget tyder på, at der heller ikke kommer til at ske særlig meget her i Sophie Løhdes anden periode som sundhedsminister – denne gang i SMV-regeringen. I hvert fald gav Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin forrige uge et interview til Frihedsbrevet, hvor hun hverken ville sige, om hun gik ind for det ene eller det andet. Mest af alt betonede hun vigtigheden af, at vi fik en god lang offentlig debat om emnet:
“Problemet er, hvis vi bare indfører det uden at have en stor offentlig debat om det først, så risikerer vi, at der kommer mere modstand mod det. Det kan gøre mere skade end gavn for sagen, så det er svært for mig at svare på, om det er der, vi ender,” sagde hun.
Hvordan Monika Rubin ville sikre denne store offentlige debat om emnet, meldte historien ikke så meget om, men det er da bestemt et glædeligt nybrud, hvis SMV-regeringen vil til at debattere dens politik, inden den bliver ført ud i verden. Hvad bliver det næste – at statsministeren stiller op til et kritisk interview? Ej, så god er verden nok desværre ikke.
Vi venter stadig
Hvis Sophie Løhde igen svigter sit ansvar og render af pladsen som sundhedsminister, inden hun har fået taget det opgør, som hun bebudede for snart syv år siden, så ender vi med at sidde fast i den samme sørgelige situation, som vi gør i dag, hvor man som borger automatisk er frameldt organdonation, men automatisk er tilmeldt reklamer i sin postkasse. Jeg har skrevet det før på denne plads, men det burde selvfølgelig være omvendt.
Tre hurtige fra Frihedsbrevet
Inden jeg selv render af pladsen, vil jeg som sædvanlig nævne et par historier, som du måske har overset fra Frihedsbrevets dygtige journalister i denne uge.
Svindelsag i Forsvaret tager uventet drejning: Mandag udkom Christian Stemann og Lars Fogt med endnu en historie, der understreger, hvor skørt det er at pumpe kæmpe milliardbeløb bevidstløst ind i det danske forsvar. Sagen handler om en 37-årig kvindelig chefs millionsvindel i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), der nu tager en overraskende drejning. Kammeradvokaten har indledt en stor undersøgelse af tre andre chefer for at have snydt med en kontrakt med det Esbjerg-baserede transportfirma Blue Water Shipping. Omdrejningspunktet er en kontrakt på hele 300 millioner kroner, og anklagerne kommer fra den 37-årige chef, der i forvejen sidder på anklagebænken for netop bedrageri. En af sagens hovedpersoner, daværende oberst Kim Nielsen, kalder det “fuldstændig bizart at skulle igennem sådan en undersøgelse efter 42 år i statens tjeneste”. Ikke desto mindre lader det altså til, at Kammeradvokaten tager sagen alvorligt. Læs eller lyt til hele historien hele historien i Frihedsbrevets app eller på Frihedsbrevet.dk.
Kendt lobbyist i kasketforvirring: I øjeblikket kigger vores finansredaktion nærmere på, hvad der foregår i det gedulgte krydsfelt mellem lobbyister og myndigheder. Sidste uge bragte vi historien om Halsnæs Kommune, der efter krigen brød ud i Ukraine har brugt 150.000 kroner på at købe en PR-kampagne hos den kendte lobbyist Jens Worning Sørensen. Jens Wornings opgave var groft sagt at tegne et pænere billede af at det lokale stålværk, som var ejet af den russiske rigmand Vladimir Lisin. Næste kapitel i den sag kom i går, da det nu viser sig, at Jens Worning samtidig har givet den som ekspert i flere medier, og talt dunder mod sanktionerne over for netop russiske oligarker. “Vores sanktionspolitik har været uklog,” har han blandt andet sagt i DR’s podcast Følg pengene. Men hos DR vidste man ikke, at Jens Worning netop var blevet betalt for at dreje fokus væk fra en af de oligarker, der risikerede at blive ramt af økonomiske sanktioner. En lignende dobbeltrolle finder man på Kristeligt Dagblad, hvor Worning er udenrigskommentator og har en fast analyse om emner som sikkerhedspolitik og Rusland. Læs eller lyt til hele historien på Frihedsbrevet.dk eller i vores app.
En gave til Putin og Kreml: I vores økonomiske nyhedsbrev Fri Værdi mener Andreas Steno i denne uge, at Europa er verdensmestre i selvmål. Han fortæller om, at man i den forgangne uge har besluttet at lukke Europas største naturgasfelt ved Groningen i Holland ved udgangen af året. Steno påpeger det mærkværdige i, at lukningen sker, mens vi netop kæmper i Europa med at få energiregnskabet til at gå op. Desuden fortæller han om baggrunden for lukningen og konstaterer så tørt, at “lukningen af Groningen-feltet er et kærkomment oplæg serveret på et sølvfad for Putin og Kreml”. Læs eller lyt til ugens udgave af Fri Værdi på Frihedsbrevet.dk eller i Frihedsbrevets app.
Ugens ledige standpunkt
Og apropos selvmål, så kan jeg ikke nære mig for at slutte mit denne uges nyhedsbrev med et citat fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som nu har indtaget formandsstolen i Dansk Boldspil Unions “Governance- og Udviklingskomité”. I den egenskab er hun i DBU’s halvårlige nyhedsbrev citeret for disse ord:
At man kan betale Helle Thorning-Schmidt for at mene eller sige stort set hvad som helst må efterhånden overraske de færreste. Men at DBU har gjort et godt stykke arbejde frem mod VM i Qatar, er alligevel et… interessant synspunkt. Måske tænker hun på den bragende succes med “One Love”-anførerbindet, som virkelig tog kegler på den store internationale scene?
Det var alt fra min hånd i denne uge. Rigtig god weekend – og husk nu at Holde Fri!
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet