Fri Kristoffer #24: De klamme voyeurister i det danske sundhedssystem
På denne plads skriver jeg normalt om de historier, vi udkommer med på Frihedsbrevet. Jeg skriver sjældent om de historier, som vi researcher og ikke udkommer med. I dag vil jeg gøre en undtagelse. God fornøjelse.
Snageri og superspin
Hvad er det mon for en drivkraft, der får voksne mennesker til at kaste deres karriere i det danske sundhedsvæsen overbord for at sidde og snage i en 13-årig kidnappet piges patientjournal?
Det spørgsmål har jeg gået og mediteret lidt på, siden vi på Frihedsbrevet for nogle dage siden fik et troværdigt og – skulle det vise sig – pålideligt tip om, at et større antal ansatte fra Region Sjælland og Region Hovedstaden var blevet sendt hjem fra arbejde for uberettiget at have åbnet patientjournalen på den pige, der i weekenden blev bortført og reddet, og som hele Danmark pludselig var på fornavn med.
Vi fik aldrig lavet historien, for da vi onsdag klokken 17.00 ringede til de to regioners presseafdelinger for at forelægge historien, spillede de dumme og sagde, at det havde de overhovedet ikke hørt om. Det gjorde os selvfølgelig i tvivl – havde vores kilde taget fejl? Det var heller ikke muligt at få en kommentar fra hverken den ene eller den anden regionsrådsformand, Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S).
Heller ikke formanden for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt, der – apropos ingenting – på sin hjemmeside beskriver sig selv som en fyr, der godt kan lide at gå ture i skoven og spille brætspil, ville sige noget som helst til os.
Klokken 20.34 kom der så en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden, hvor hospitalsdirektøren på Rigshospitalet fortalte, at en række medarbejdere var blevet hjemsendt, mistænkt for at kigge uberettiget i det 13-årige offers patientjournal. Omfanget stod der ikke noget om, men man forstod, at hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang var “dybt berørt” over kidnapningssagen, og at han var “rystet og ulykkelig”, hvis nogen af hans medarbejdere “ikke har kunnet styre deres nysgerrighed”.
Lækkert spin, og en vigtig påmindelse til os journalister om aldrig at stole på det, som en kommunikationsafdeling eller en politiker fortæller os, når vi ringer med en dårlig sag.
De klamme voyeurister
Det har ellers ikke været svært at holde sig opdateret på sagen i de danske medier. Kidnapningssagen fra Vestsjælland, som nu også er blevet til en voldtægtssag, har været nærmest umulig at undgå. Med rette, skal jeg huske at sige, for det er heldigvis sjældent, at den slags sker i Danmark.
Men den enormt detaljerede mediedækning har tilsyneladende ikke været nok for en række medarbejdere på hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som lige skulle ind og se, om de kunne finde noget saftigt bonusmateriale om den unge teenagepige, der heldigvis blev fundet i live søndag eftermiddag.
Det er langt fra første gang, at klamme voyeurister i det danske sundhedssystem bliver afsløret. Alene i Region Hovedstaden har der de sidste fem år været dokumenteret 105 tilfælde af ulovlige opslag i patientjournaler med fyringer og politianmeldelser til følge, skrev TV 2 Lorry sidste år. To år tidligere blev en sygeplejerske i samme region bortvist for ulovligt at have kigget i ikke mindre end 215 borgeres patientjournaler, og ja, så var det selvfølgelig også i Region Hovedstaden, at en nu tidligere it-medarbejder havde foretaget 17.556 opslag i personoplysninger, som han ikke havde ret til.
Åh, hvilken fryd at vide, at der måske vil sidde nogle kittelklædte stalker-typer og gokke sig igennem de slibrige detaljer i min patientjournal, hvis jeg nogensinde skulle ende som offeret i en meget spektakulær kriminalsag.
Heldigvis forsikrer formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, på Twitter, at det skam ikke er normalen, men når jeg forholder hende ovennævnte eksempler og spørger hende, hvorfor man egentlig skal tro på, at ens sundhedsoplysninger kan holdes private, hvis man bor i Region Hovedstaden, svarer hun selvfølgelig ikke. Måske fordi der ikke findes noget godt svar.
Et af de klassiske drab
Den ubændige trang til at svælge i andres ulykke og lige få en god saftig historie med hjem til middagsbordet er måske også det, der har skabt et af det moderne samfunds mest ucharmerende fænomener, nemlig kiggekø; den kø, der opstår på motorvejen, når folk sænker hastigheden for at stirre på eller tage billeder af et trafikuheld.
Jeg er sikker på, at voldtægts- og kidnapningssagen fra weekenden uden sammenligning er den mest klikkende “begivenhed” hos tabloidmedierne i år, så det er jo svært at fortænke dem i bare at blive ved med at køre på med nye vinkler og nye detaljer. Intet har den sidste uge været for småt til en stor overskrift. Således kunne man søndag eftermiddag læse hos Ekstra Bladet, at den pensionerede drabsefterforsker Bent Isager-Nielsen vurderede, at man højst sandsynligt stod med en drabssag. To timer senere blev det meldt ud, at pigen var fundet.
På B.T. nåede man lige at citere en anden pensioneret politimand, Kurt Kragh, for følgende:
“Det kan også være et færdselsuheld: At der er en, der har kørt hende ned og så har fået dårlig samvittighed og smidt cyklen derind og så kørt et eller andet sted hen og smidt hende. Det er også en mulighed. Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, at det er et af de klassiske drab, hvor der er en, der har samlet hende op på landevejen, smidt cyklen og så har kørt hende et eller andet sted hen.”
Kurt Kragh fik da i det mindste ret i, at det ikke var et færdselsuheld.
Borgernes fascination af drabsforbrydelser og andre menneskers ulykke er måske også grunden til, at true crime-podcasten Mørkeland er Danmarks mest lyttede podcast målt på de enkelte afsnit. I Mørkeland sidder to kvinder og fniser og hygger sig med at fortælle hinanden om et rigtigt spændende drab. Mørkeland er i øvrigt tydeligt inspireret af en populær amerikansk podcast af samme koncept med den mindre subtile, men mere dækkende, titel My Favorite Murder. Den amerikanske podcast er blevet så populær, at dens fans kalder sig “Murderinos” og får lavet My Favorite Murder-tatoveringer.
Et afsnit fra danske Mørkeland lyttes typisk mere end et afsnit af Genstart, men mens man sjældent kan sidde i et selskab, uden at nogen skal prale med, at de altså lytter til Genstart hver morgen, så er der aldrig nogen, der har anbefalet mig at lytte til det seneste afsnit af Mørkeland. Det undrer mig egentlig ikke, for hvornår har dine venner sidst anbefalet dig en rigtig god pornofilm?
Informative murder porn
Jeg forstår godt, at mennesket altid har været dybt fascineret af forbrydelser, fordi normbrud selvfølgelig er interessante. Som samfund har vi et sæt spilleregler, og når nogen overtræder dem og bryder med Guds femte bud, så tiltrækkes vi automatisk af det. Men da Edgar Allan Poe i 1841 udgav novellen Mordene i Rue Morgue, der regnes for at være alle krimiers fader, kan han næppe have vidst, at det ville ende med, at nogle af de mest populære værker knap 200 år senere ville være to kvinder, der gik ind i et radiostudie for at fortælle hinanden om et zuper zpændende drab.
I et afsnit af satire-tegneserien South Park, som altid er god at vende sig imod, hvis man har brug for at se tåbelige samfundstendenser blive spiddet, får de glubske true crime-forbrugere en på sinkadusen. I afsnittet, som bærer titlen “Informative murder porn”, er de voksnes fascination af drab nået så langt ud på et overdrev, at deres sexliv simpelthen går i stå uden drabsporno i tv’et. Forældrene bliver endda så opslugte af true crime, at de begynder at slå hinanden ihjel, og børnene i South Park må gå sammen for at få sat en stopper for det hele, hvilket først lykkes, da kabel-tv-selskabet smider mordpornoen om bag en betalingsmur.
Kan man mon tillade sig at håbe på, at artikler, fotos, beskrivelser af en stakkels 13-årig pige fra Vestsjælland og hendes familie snart kryber ind bag en slags betalingsmur meget langt væk, sådan så pigen får mulighed for selv at vælge sig en identitet i fremtiden, der ikke bare er den forbrydelse, hun er blevet udsat for?
Spændende nyt i sigte
I næste uge udkommer vi heldigvis med et væld af gode historier på Frihedsbrevet, som det ikke er lykkedes nogen kommunikationsafdeling at sabotere. Glæd dig for eksempel til spændende nyt om tech-kometen MeeW, der under ledelse af Dr. Armin Kavousi på 24 dage gik fra en lovende optagelse på børsen til konkurs. Vi vil i den kommende tid føje opsigtsvækkende nyt til den sag, mens vi også har nyt i sigte om Novo Nordisks arbejde i kulisserne med at fremme guldkalven Wegowy. Og mange andre historier, som du selvfølgelig kun får adgang til, hvis du hopper ind bag vores betalingsmur.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet