Fri Mads #63 – Jeg hol­der af hver­da­gen og Ras­mus Pre­hns hykleri


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Vel­kom­men til den sid­ste udga­ve af Fri Mads fra min hånd, som på grund af nog­le prak­ti­ske udfor­drin­ger lige blev en dag for­sin­ket. Det bekla­ger jeg! 

På man­dag er Mads Brüg­ger til­ba­ge, og det er nu alt­så dej­ligt, for som Dan Turèll så smukt skrev: Mest af alt hol­der jeg af hverdagen. 

Det har ellers været en stor for­nø­jel­se at udkom­me fra den­ne plat­form hele som­me­ren, men jeg tror også, at det er meget fint, at vika­ri­a­tet stop­per, inden det for alvor begyn­der at sti­ge mig til hove­d­et. Per­son­ligt er jeg posi­tivt over­ra­sket over, at kun en hånd­fuld abon­nen­ter har opsagt deres abon­ne­ment­er i ren fru­stra­tion og ærg­rel­se over mine skri­ve­ri­er, og jeg glæ­der mig sam­ti­dig over, at det kun er ble­vet til én advo­katskri­vel­se i indbakken. 

I den­ne uge tager jeg ude­luk­ken­de udgangs­punkt i den jour­na­li­stik, som udkom­mer på Fri­heds­bre­vet i øje­blik­ket, og det bety­der, at vi blandt andet skal for­bi Kræf­tens Bekæm­pel­se, dan­ske børn i Syri­en, et cykelty­ve­ri og en af de per­so­ner, der er mest ueg­net til at være mini­ster i det­te land; nem­lig føde­va­re­mi­ni­ster Ras­mus Prehn. 

Kræft­ka­si­no powe­red by Bandidos

Hvert efter­år sen­der TV 2‑indsamlingsshowet Knæk Can­cer, som er ble­vet så stort, at det næp­pe behø­ver nær­me­re intro­duk­tion. Som den sto­re kul­mi­na­tion på en lang ind­sam­lings­u­ge sid­der dan­ske A‑kendisser og poli­ti­ke­re og tager tele­fo­ner, mens nog­le vel­o­p­lag­te tv-vær­ter sprin­ger rundt og udde­ler biler til hel­di­ge vin­de­re og taler om, hvor fan­ta­stisk det hele er. 

Fle­re år har showet dog invol­ve­ret et apar­te indslag. I bun­den af skær­men kører et bånd med de stør­ste støt­te­be­løb fra fx Mær­sk, Lego og Best­sel­ler og alle muli­ge andre stør­re eller min­dre virk­som­he­der og for­e­nin­ger. Og lige plud­se­lig, lige der mel­lem en til­fæl­dig spej­der­for­e­ning og Kirk Kri­sti­an­sen-fami­li­en, frem­går det så, at Ban­di­dos MC har done­ret 30, 40 eller 50.000 kro­ner – alt efter hvor godt et regn­skabsår rock­er­klub­ben har haft, for­moder jeg. 

Det sma­ger alt­så lidt under­ligt. Poli­ti­ker­ne lan­ce­rer den ene ban­de­pak­ke efter den anden for at kom­me rock­e­re- og ban­de­grup­pe­rin­ger til livs, og man taler i peri­o­der om dem, som sam­fun­dets fjen­de num­mer ét. Vi ken­der Ban­di­dos for vold, afpres­ning, narko­han­del og drab, ja trip­pel­drab sågar – men alt­så også for deres blø­de­n­de hjer­te for lan­dets kræftsyge. 

Det er svært at tæn­ke andet, end at pen­ge­ne fra Ban­di­dos, der rul­ler ind på Kræf­tens Bekæm­pel­ses kon­to, på en eller anden måde er til­ve­je­bragt via kri­mi­na­li­tet. Enten direk­te eller indi­rek­te. Det er også svært ikke at undre sig over, hvor­for Kræf­tens Bekæm­pel­se dog tager imod pen­ge­ne i ste­det for at sen­de dem til­ba­ge i det øje­blik, at dona­tio­nen kom­mer ind, sådan så rock­er­grup­pen ikke får mulig­hed for at vaske sig ren i kræft i bed­ste sen­de­tid. Jeg er med på, at det nok er de fær­re­ste fami­li­er, der sid­der hjem­me for­an flim­mer­kas­sen og ser, at Ban­di­dos har done­ret 50.000 kro­ner og så der­med tæn­ker, at de da i grun­den også bare er nog­le tip­top oki doki fyre, men det er alli­ge­vel bizart, at man lader rock­er­ne gøre forsøget. 

Kræf­tens Bekæm­pel­se har tid­li­ge­re følt sig nødsa­get til at sen­de en pres­se­med­del­el­se ud for at for­kla­re og for­sva­re, hvor­for de tager imod rock­er­pen­ge, men det er det hele nu ikke ble­vet mere for­stå­e­ligt af. Kræf­tens Bekæm­pel­se mod­ta­ger pen­ge fra alle lov­li­ge orga­ni­sa­tio­ner, lyder det. Alt­så lige på nær tobak­sin­du­stri­en, for dem kan Kræf­tens Bekæm­pel­se nem­lig ikke lide, for­di tobak er den stør­ste risi­ko­fak­tor i for­hold til at udvik­le kræft. Nej tak til Augusti­nus-fon­den – ja tak til Ban­di­dos MC. 

Fore­stil dig lige, at Ban­di­dos plud­se­lig hav­de lyst til at støt­te en sats­ning i under­sø­gen­de jour­na­li­stik, og hav­de over­ført 100.000 kro­ner til vores kon­to mod, at vi lige lod dem figu­re­re med små bog­sta­ver i bun­den af frihedsbrevet.dk. Jeg ved ikke, om jour­na­li­ster­ne her­in­de vil­le opsi­ge deres stil­lin­ger, før du vil­le opsi­ge dit abon­ne­ment, men det er i hvert fald sten­sik­kert, at beg­ge ting vil­le ske meget hur­tigt, og at Fri­heds­bre­vet vil­le luk­ke og slukke. 

Eller fore­stil dig, at Ban­di­dos støt­te­de kræft­forsk­nin­gen mere direk­te og send­te pen­ge afsted til et forsk­nings­pro­jekt på Aar­hus Uni­ver­si­tet, der skul­le under­sø­ge, hvad der egent­lig slår flest ihjel; e‑cigaretter eller over­sa­ve­de jagt­ge­væ­rer. “Det­te forsk­nings­pro­jekt er støt­tet af Ban­di­dos,” vil­le der så stå i bun­den af pres­se­med­del­el­sen, når rap­por­ten udkom, og man vil­le ikke kun­ne tro sine egne øjne. 

Når jeg skri­ver alt det, er det, for­di jeg for­nem­mer, at der er begyndt at her­ske en vis fartblind­hed hos Kræf­tens Bekæm­pel­se. Jeg betviv­ler ikke, at for­e­nin­gen er byg­get på gode hen­sig­ter og høj moral, men jeg tror, at man på Strand­bou­le­var­den i Køben­havn er ved at ind­hyl­le sig selv i en både vold­som og ska­de­lig kynis­me. At ind­tje­ning og vækst er begyndt at gå for­ud for at vil­le gøre noget godt i verden. 

Min teo­ri under­støt­tes i hvert fald af den histo­rie, som vi på Fri­heds­bre­vet brag­te i for­ri­ge uge om, at Kræf­tens Bekæm­pel­se har tabt mere end 5 mil­li­o­ner kro­ner på et mis­lyk­ket kasi­no­e­ven­tyr.

At Kræf­tens Bekæm­pel­se måt­te drop­pe idéen om at dri­ve et onli­ne-kasi­no med det lat­ter­li­ge navn “WIN WIN”, var sådan set ikke nogen nyhed – det meld­te Kræf­tens Bekæm­pel­se selv ud i en brø­d­e­be­tyn­get pres­se­med­del­el­se i april. Det nye er, at den gak­ke­de idé har stå­et for­e­nin­gen i mere end fem mil­li­o­ner kro­ner, som det har kostet at udvik­le “WIN WIN”. Det skrev Kræf­tens Bekæm­pel­se nem­lig ikke noget om i pres­se­med­del­el­sen til at star­te med. 

Til­ba­ge står spørgs­må­let og blaf­rer i vin­den: Hvad er der galt inde i en vel­gø­ren­de for­e­ning, siden man spil­der fem mil­li­o­ner kro­ner af med­lem­mer­nes pen­ge, for­di man får den langt ude idé, at man skal spin­de guld på at uddan­ne ludo­ma­ner? For at teg­ne det end­nu skar­pe­re op, så er jeg sådan set ikke i tvivl om, at der et eller andet sted i ver­den fin­des et kasi­no, som er ble­vet etab­le­ret ved hjælp af rock­er­pen­ge, men jeg hav­de trods alt ikke fore­stil­let mig, at kasi­no­ets ejer­mand vil­le være Kræf­tens Bekæmpelse. 

Det kan selv­føl­ge­lig også være, at det slet ikke hand­ler om, at man i kræft­for­e­nin­gen er ble­vet fartblin­de, men at man i sin egen logik sim­pelt­hen er ble­vet too big to fail. At lan­dets stør­ste patient­for­e­ning er ble­vet så sto­re, at de har glemt, at der føl­ger en tung etisk for­plig­ti­gel­se med, når man er sat i ver­den for at bekæm­pe det onde. Eller end­nu vær­re; at man godt inderst inde ved det inter­nt, men sim­pelt­hen er ble­vet magt­fuld­kom­ne og arro­gan­te. Med 478.000 dan­ske­re der har et spil­le­pro­blem, og 29.500 deci­de­re­de ludo­ma­ner i Dan­mark, så må der i hvert fald være noget grund­læg­gen­de galt inde i Kræf­tens Bekæm­pel­se, siden man i et svagt øje­blik tænk­te, at man vil bekæm­pe ét alvor­ligt sam­fund­spro­blem ved at bidra­ge til et andet. 

Uan­set hvad kun­ne vi i den for­gang­ne uge brin­ge den inter­es­san­te histo­rie om, at for­e­nin­gen nu har vær­di­er for 2,3 mil­li­ar­der kro­ner, sam­ti­dig med at pro­fes­sor i sund­hed­s­ø­ko­no­mi Jakob Kjel­l­berg fra VIVE kal­der det “et demo­kra­tisk pro­blem”, at Kræf­tens Bekæm­pel­se er ble­vet så sto­re, for som han siger: “Nok er kræft en vig­tig og far­lig syg­dom, men det er der man­ge syg­dom­me, der er, og Kræf­tens Bekæm­pel­se over­skyg­ger man­ge af de andre sygdomme.” 

Eksem­pel­vis er Kræf­tens Bekæm­pel­se over 100 gan­ge stør­re end SIND, der er patien­tor­ga­ni­sa­tion for de anslå­et 580.000 dan­ske­re, der iføl­ge Sund­heds­sty­rel­sen lider af en psy­kisk sygdom. 

Her føler jeg mig nødsa­get til at under­stre­ge, at det bestemt ikke er for at baga­tel­li­se­re, hvor for­fær­de­lig en syg­dom kræft er, og at jeg godt ved, hvor­dan den dag­ligt trau­ma­ti­se­rer og smadrer fami­li­er. Jeg er også godt klar over, at Kræf­tens Bekæm­pel­se gør et stort, flot og vig­tigt arbej­de for at kom­me syg­dom­men til livs, men det er alli­ge­vel tan­ke­væk­ken­de, at lige Kræf­tens Bekæm­pel­se er ble­vet så vold­somt store. 

Og at jeg med alt oven­stå­en­de in men­te, i hvert fald godt vil sæt­te spørgs­måls­tegn ved, om det er hensigtsmæssigt. 

På Fri­heds­bre­vet fort­sæt­ter jour­na­li­ster­ne Lars Fogt og Magnus Mio i den kom­men­de tid med at sæt­te fokus på lan­dets abso­lut stør­ste patient­for­e­ning, og hvis du synes, det er vig­tigt og inter­es­sant, at nogen gør det, så skal du ikke støt­te os ved at sen­de os et stør­re kon­tant­be­løb – du skal bare teg­ne et abon­ne­ment eller anbe­fa­le din ven at gøre det sam­me. Det er sådan Fri­heds­bre­vet løber rundt. 

En forl­oren fødevareminister

Nå, nu er det vist også tid til, at vi skal have det lidt sjovt og hyg­ge­ligt. Og en sik­ker vin­der i den for­bin­del­se er alt­så at zoo­me ind på lan­dets føde­va­re­mi­ni­ster Ras­mus Prehn. 

Hvis du har læst med den­ne som­mer, så er du ikke et øje­blik i tvivl om, at jeg synes, at Ras­mus Pre­hn er en af de skø­re­ste opfin­del­ser i dansk poli­tik lige nu. En mini­ster, som bru­ger sit kre­dit­kort på både at wine og dine jour­na­li­ster, og som til­med skri­ver et falskt navn, når han ind­le­ve­rer bilaget. 

Jeg har tid­li­ge­re skre­vet lidt om, hvor for­ar­ge­ligt rin­ge Ras­mus Pre­hns for­svar for sig selv på soci­a­le medi­er var, og nu kan Fri­heds­bre­vets jour­na­li­ster så løf­te slø­ret for end­nu en dybt forl­oren og hyk­le­risk side af den­ne mand­s­per­son, der bare viser sig mere og mere ueg­net som mini­ster, for hver histo­rie der kom­mer frem om ham. 

Tid­li­ge­re i dag kun­ne vi såle­des afslø­re, at Ras­mus Pre­hn, ale­ne i sin tid som udvik­lings­mi­ni­ster, har flø­jet frem og til­ba­ge mel­lem Aal­borg og Køben­havn for et sam­let beløb på 114.000 kro­ner på skat­te­bor­ger­nes reg­ning. Et hav af fly­tu­re er det sam­let set ble­vet til, og én enkelt gang syn­tes han også, at det var skat­te­bor­ger­nes opga­ve at beta­le for, at han tog sin davæ­ren­de hustru med, for­di de skul­le til taf­fel hos dronningen. 

Hvis du ikke umid­del­bart synes, at der er noget for­kert i, at Pre­hn belem­rer skat­te­bor­ger­ne med så vold­som en ekstraud­gift, for­di han har valgt at bosæt­te sig i Nord­jyl­land og ikke gider at køre frem og til­ba­ge i sin mini­ster­bil, som mini­stre ellers som udgangs­punkt opfor­dres til, så bare vent til du ser, hvor­dan han har ført sig frem på Face­book i åre­vis – som noget så sjæl­dent som en kli­ma­be­vidst soci­al­de­mo­krat. Hvor­dan han har lagt fotos af vege­tar­mad op, for­di vi har en “for­plig­tel­se til at over­le­ve­re en jord­klo­de, der er i mindst lige så god stand som i dag til vores børn og bør­ne­børn”, som han sag­de til TV 2. Eller hans foto fra et DSB-tog, hvor han skri­ver, hvor meget han bare elsker at køre med tog. Eller hans foto af hans kuf­fert i cykel­kur­ven, da han cyk­ler til Aal­borg Luft­havn, inden han sæt­ter sig op i fly­et, for­di han skal til et vig­tigt møde i Bruxel­les. Det vær­ste eksem­pel er måske, da han lag­de et foto op af sin mini­ster­chauf­før og den plug-in-hybrid-bil, han net­op hav­de fået som mini­ster­bil, og skrev: “Bilen skul­le skif­tes alli­ge­vel, så vi benyt­te­de bare chan­cen for at tæn­ke grønt og mil­jø- og kli­ma­ven­ligt”, og så var der ikke et øje tørt på mini­ste­rens Face­book-side den dag, selv­om hybrid­bi­ler over­ho­ve­det ikke er sær­ligt grøn­ne, hvil­ket hiver idi­o­tien op i anden potens. 

Det, man til gen­gæld ikke kan fin­de på Ras­mus Pre­hns soci­a­le medi­er, er fotos fra hans ende­lø­se ræk­ke af inden­rigs­flyv­nin­ger. Og det for­står man jo godt, for det hæn­ger jo slet ikke sam­men, at han for­sø­ger at bran­de sig som en rig­tig kli­madreng, mens han tager fly­ve­ren på arbejde. 

For nu at bru­ge et liv­løst og kom­mu­nalt udtryk, så er en af jour­na­li­stik­kens “ker­ne­op­ga­ver” at beskri­ve afstan­den mel­lem dét, magt­ha­ver­ne præ­di­ker, og dét, de gør. I en moder­ne ver­den bety­der det blandt andet at afslø­re den diskre­pans mel­lem, hvem Ras­mus Pre­hn for­tæl­ler han er på soci­a­le medi­er, og hvem han i vir­ke­lig­he­den er. 

Ras­mus Pre­hn er en bjerg­som kli­ma­syn­der, og det kan godt være, at det i sig selv ikke diskva­li­fi­ce­rer ham til at være mini­ster, men dét, at han grund­læg­gen­de isce­ne­sæt­ter sig selv som den dia­me­tra­le mod­sæt­ning, er meget svært at leve med. Der­for er jeg efter­hån­den enig med lokal­me­di­et Nord­jy­ske fra Ras­mus Pre­hns hje­megn i, at Pre­hn er gået fra moral til dob­belt­moral og ikke fortje­ner gen­valg ved det kom­men­de folketingsvalg. 

Læs Fri­heds­bre­vets histo­rie her, og følg med i den kom­men­de tid, hvor vi brin­ger fle­re histo­ri­er om Ras­mus Pre­hns hykleri. 

Hvor­når nos­ser Mar­tin Lide­gaard sig mon til­ba­ge fra ferie?

En anden, der har været fly­ven­de, men i en mere posi­tiv for­stand end Ras­mus Pre­hn, er Fri­heds­bre­vets nye jour­na­list­prak­ti­kant Las­se Sand­borg. Han debu­te­re­de med en histo­rie, der meget godt under­stre­ger, hvor for­pju­sket et par­ti Radi­ka­le Ven­stre er gået hen og ble­vet i slut­nin­gen af den­ne valgperiode. 

Først lidt for­hi­sto­rie: For lidt mere end et år siden sat­te rege­rin­gens støt­te­par­ti­er skru­et­vin­ger­ne på Met­te Fre­de­rik­sen og co. og tvang rege­rin­gen til at hjem­ta­ge tre mødre og 14 dan­ske børn fra syri­ske fan­ge­lej­re. Fem dan­ske børn og deres tre mødre fik lov at bli­ve der­ne­de, for­di de tre mødre hav­de fået fra­ta­get deres stats­bor­ger­skab administrativt. 

I sid­ste uge kun­ne vi så for­tæl­le, at det ame­ri­kan­ske mili­tær og en ræk­ke eks­per­ter nu adva­rer om, at den skrø­be­li­ge sik­ker­heds­si­tu­a­tion i det nor­døst­li­ge Syri­en poten­ti­elt set kan med­fø­re, at lej­re­ne, der huser over 60.000 men­ne­sker, kan bry­de sammen. 

Både PET og For­sva­rets Efter­ret­ning­s­tje­ne­ste har tid­li­ge­re adva­ret rege­rin­gen om, at der kan være en sik­ker­heds­ri­si­ko i at lade bør­ne­ne og mødre­ne bli­ve i fangelejrene. 

Det rej­ser selv­føl­ge­lig det penib­le spørgs­mål, om det ikke er på tide, at støt­te­par­ti­er­ne igen tvin­ger bør­ne­nes stats­mi­ni­ster til at få de reste­ren­de børn hjem. Vores nye jour­na­list­prak­ti­kant fik hur­tigt fat på Enheds­li­stens Søren Søn­der­gaard, der vanen tro tal­te med sto­re bogstaver:

“Man bli­ver bare nødt til at sige, at der er i dag er et fler­tal i Fol­ke­tin­get, der udgør en sik­ker­heds­ri­si­ko mod Dan­mark, og det kan vi med 13 man­da­ter ikke gøre noget ved.” 

Ander­le­des svært var det at kom­me igen­nem til Radi­ka­le, som ellers har haft hjem­ta­gel­sen af de dan­ske børn i Syri­en som en oplagt mær­kesag. Las­se Sand­borg blev sendt rundt i den vil­de­ste kar­ru­sel af radi­ka­le fol­ke­tings­med­lem­mer, som syn­tes, det var vig­ti­ge­re at hol­de som­mer­fe­rie end at kom­me bør­ne­ne til und­sæt­ning. Det gjaldt først og frem­mest Mar­tin Lide­gaard, som ellers er Radi­ka­les ord­fø­rer for områ­det. Den feri­e­ram­te uden­rigs­ord­fø­rer hen­vi­ste til retsord­fø­rer Samira Nawa, som hel­ler ikke sva­re­de på hver­ken opkald eller sms. 

Det vir­ke­de umid­del­bart lidt under­ligt at Lide­gaard ikke hav­de tid til at for­hol­de sig til de fem dan­ske børn, der sid­der og råd­ner op i en fan­ge­lejr i Syri­en. Især set i lyset af at den radi­ka­le poli­ti­ker sam­me uge, var her, der og alle veg­ne i inter­views om pro­jek­tet “Det Poli­ti­ske Aka­de­mi”, hvor Lide­gaard er for­per­son og som hand­ler om, at en mas­se ægge­ho­ve­der med kan­di­dat­gra­der skal fin­de ud af, hvor­dan man får fle­re for­skel­li­ge men­ne­sker enga­ge­ret og repræ­sen­te­ret i dansk politik. 

Du ved, lidt lige­som når gam­le men­ne­sker sæt­ter sig rundt om et bord for at fin­de ud af, hvor­dan man laver nyhe­der til unge. 

Mar­tin Lide­gaards mang­len­de inter­es­se for de dan­ske børn i Syri­en slog dog ikke Fri­heds­bre­vets jour­na­list ud, som gik vide­re til Radi­ka­le Ven­stres pres­se­tje­ne­ste, men hel­ler ikke der var der den sto­re hjælp at hen­te. Andreas Ste­en­berg, som er næst­for­mand for par­ti­et på Chri­sti­ans­borg, hav­de hel­ler ikke meget lyst til at sva­re på ube­ha­ge­li­ge spørgs­mål og send­te sta­fet­ten til­ba­ge til Mar­tin Lide­gaard, hvor­ef­ter Fri­heds­bre­vet oply­ste Ste­en­berg om, at uden­rigs­ord­fø­rer Lide­gaard alt­så insi­ste­re­de på at hol­de ferie. Her­ef­ter send­te næst­for­man­den os vide­re til Kat­hri­ne Oll­dag, som er udlæn­din­ge­ord­fø­rer, og hun ind­vil­li­ge­de først i at give inter­view, da hun blev for­talt om den ørken­van­dring, som Fri­heds­bre­vets udsend­te hav­de været på i jag­ten på at afæ­ske et svar fra partiet. 

Meget klo­ge­re blev man dog ikke på Radi­ka­le Ven­stres hold­ning til spørgs­må­let, for hvis udlæn­din­ge­ord­fø­re­ren skul­le gøre hjem­ta­gel­sen af de fem børn og tre kvin­der fra fan­ge­lej­re­ne i Syri­en til et ulti­ma­tivt krav, skul­le hun først lige have det op på et grup­pe­mø­de, lod hun Fri­heds­bre­vets repor­ter for­stå. Og så slut­te­de hun øvrigt af med det­te pragt­ful­de citat på spørgs­må­let om, hvor­vidt jour­na­li­sten kun­ne rin­ge til hen­de i den­ne uge og få at vide, om det er et ulti­ma­tivt krav, at bør­ne­ne skal hjem: 

“Jeg håber, det er Mar­tin (Lide­gaard red.), der kan, for det er hans res­sort. Så prøv lige at tage fat i ham igen, når han lige får nos­set sig til­ba­ge fra ferie.” 

Og såle­des vil jeg også sør­ge for at få nos­set mig vide­re i ugens nyhedsbrev. 

Som­mer-true cri­me fra Frihedsbrevet

“Men laver I ikke noget på Fri­heds­bre­vet, som er lidt mere til den let­te side?,” hører jeg dig spør­ge og jo, sjovt du spør­ger, for det gør vi faktisk. 

I en erken­del­se af, at alt bare ikke kan være hår­de, kri­ti­ske histo­ri­er om dem, der sid­der på flæ­sket, når alle er på som­mer­fe­rie, kaste­de vores jour­na­list Per Lys­holt sig over at gå gon­zo­jour­na­li­stisk til værks, da han fik stjå­let sin elske­de cykel ude for­an Fri­heds­bre­vet og fandt den igen på Den Blå Avis. 

Resul­ta­tet blev en mor­som true cri­me-for­tæl­ling, som de fle­ste stor­by­bo­e­re nok kan rela­te­re til, da der for­svin­der næsten lige så man­ge cyk­ler i Køben­havn, som der for­svin­der Meld og Feld-kug­le­pen­ne i Dansk Folkeparti. 

Du kan læse eller lyt­te til den for­ry­gen­de repor­ta­ge her.

Tak for den­ne gang

Mere får du ikke for den 25-øre. Tak for ordet. Mads Brüg­ger er til­ba­ge i næste uge, i hvad jeg for­ven­ter bli­ver en ny og end­nu bed­re ver­sion af sig selv. 

Bed­ste hilsner 

Kri­stof­fer Erik­sen, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet 

PS. Ugens illu­stra­tion fra vores uover­truf­ne teg­ner Malt­he Emil Kibs­gaard fore­stil­ler mig som Fro­do i Rin­ge­nes Her­re – og så er der selv­føl­ge­lig også ble­vet plads til Gollum.