Fri Mads #63 – Jeg holder af hverdagen og Rasmus Prehns hykleri
Velkommen til den sidste udgave af Fri Mads fra min hånd, som på grund af nogle praktiske udfordringer lige blev en dag forsinket. Det beklager jeg!
På mandag er Mads Brügger tilbage, og det er nu altså dejligt, for som Dan Turèll så smukt skrev: Mest af alt holder jeg af hverdagen.
Det har ellers været en stor fornøjelse at udkomme fra denne platform hele sommeren, men jeg tror også, at det er meget fint, at vikariatet stopper, inden det for alvor begynder at stige mig til hovedet. Personligt er jeg positivt overrasket over, at kun en håndfuld abonnenter har opsagt deres abonnementer i ren frustration og ærgrelse over mine skriverier, og jeg glæder mig samtidig over, at det kun er blevet til én advokatskrivelse i indbakken.
I denne uge tager jeg udelukkende udgangspunkt i den journalistik, som udkommer på Frihedsbrevet i øjeblikket, og det betyder, at vi blandt andet skal forbi Kræftens Bekæmpelse, danske børn i Syrien, et cykeltyveri og en af de personer, der er mest uegnet til at være minister i dette land; nemlig fødevareminister Rasmus Prehn.
Kræftkasino powered by Bandidos
Hvert efterår sender TV 2‑indsamlingsshowet Knæk Cancer, som er blevet så stort, at det næppe behøver nærmere introduktion. Som den store kulmination på en lang indsamlingsuge sidder danske A‑kendisser og politikere og tager telefoner, mens nogle veloplagte tv-værter springer rundt og uddeler biler til heldige vindere og taler om, hvor fantastisk det hele er.
Flere år har showet dog involveret et aparte indslag. I bunden af skærmen kører et bånd med de største støttebeløb fra fx Mærsk, Lego og Bestseller og alle mulige andre større eller mindre virksomheder og foreninger. Og lige pludselig, lige der mellem en tilfældig spejderforening og Kirk Kristiansen-familien, fremgår det så, at Bandidos MC har doneret 30, 40 eller 50.000 kroner – alt efter hvor godt et regnskabsår rockerklubben har haft, formoder jeg.
Det smager altså lidt underligt. Politikerne lancerer den ene bandepakke efter den anden for at komme rockere- og bandegrupperinger til livs, og man taler i perioder om dem, som samfundets fjende nummer ét. Vi kender Bandidos for vold, afpresning, narkohandel og drab, ja trippeldrab sågar – men altså også for deres blødende hjerte for landets kræftsyge.
Det er svært at tænke andet, end at pengene fra Bandidos, der ruller ind på Kræftens Bekæmpelses konto, på en eller anden måde er tilvejebragt via kriminalitet. Enten direkte eller indirekte. Det er også svært ikke at undre sig over, hvorfor Kræftens Bekæmpelse dog tager imod pengene i stedet for at sende dem tilbage i det øjeblik, at donationen kommer ind, sådan så rockergruppen ikke får mulighed for at vaske sig ren i kræft i bedste sendetid. Jeg er med på, at det nok er de færreste familier, der sidder hjemme foran flimmerkassen og ser, at Bandidos har doneret 50.000 kroner og så dermed tænker, at de da i grunden også bare er nogle tiptop oki doki fyre, men det er alligevel bizart, at man lader rockerne gøre forsøget.
Kræftens Bekæmpelse har tidligere følt sig nødsaget til at sende en pressemeddelelse ud for at forklare og forsvare, hvorfor de tager imod rockerpenge, men det er det hele nu ikke blevet mere forståeligt af. Kræftens Bekæmpelse modtager penge fra alle lovlige organisationer, lyder det. Altså lige på nær tobaksindustrien, for dem kan Kræftens Bekæmpelse nemlig ikke lide, fordi tobak er den største risikofaktor i forhold til at udvikle kræft. Nej tak til Augustinus-fonden – ja tak til Bandidos MC.
Forestil dig lige, at Bandidos pludselig havde lyst til at støtte en satsning i undersøgende journalistik, og havde overført 100.000 kroner til vores konto mod, at vi lige lod dem figurere med små bogstaver i bunden af frihedsbrevet.dk. Jeg ved ikke, om journalisterne herinde ville opsige deres stillinger, før du ville opsige dit abonnement, men det er i hvert fald stensikkert, at begge ting ville ske meget hurtigt, og at Frihedsbrevet ville lukke og slukke.
Eller forestil dig, at Bandidos støttede kræftforskningen mere direkte og sendte penge afsted til et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, der skulle undersøge, hvad der egentlig slår flest ihjel; e‑cigaretter eller oversavede jagtgeværer. “Dette forskningsprojekt er støttet af Bandidos,” ville der så stå i bunden af pressemeddelelsen, når rapporten udkom, og man ville ikke kunne tro sine egne øjne.
Når jeg skriver alt det, er det, fordi jeg fornemmer, at der er begyndt at herske en vis fartblindhed hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg betvivler ikke, at foreningen er bygget på gode hensigter og høj moral, men jeg tror, at man på Strandboulevarden i København er ved at indhylle sig selv i en både voldsom og skadelig kynisme. At indtjening og vækst er begyndt at gå forud for at ville gøre noget godt i verden.
Min teori understøttes i hvert fald af den historie, som vi på Frihedsbrevet bragte i forrige uge om, at Kræftens Bekæmpelse har tabt mere end 5 millioner kroner på et mislykket kasinoeventyr.
At Kræftens Bekæmpelse måtte droppe idéen om at drive et online-kasino med det latterlige navn “WIN WIN”, var sådan set ikke nogen nyhed – det meldte Kræftens Bekæmpelse selv ud i en brødebetynget pressemeddelelse i april. Det nye er, at den gakkede idé har stået foreningen i mere end fem millioner kroner, som det har kostet at udvikle “WIN WIN”. Det skrev Kræftens Bekæmpelse nemlig ikke noget om i pressemeddelelsen til at starte med.
Tilbage står spørgsmålet og blafrer i vinden: Hvad er der galt inde i en velgørende forening, siden man spilder fem millioner kroner af medlemmernes penge, fordi man får den langt ude idé, at man skal spinde guld på at uddanne ludomaner? For at tegne det endnu skarpere op, så er jeg sådan set ikke i tvivl om, at der et eller andet sted i verden findes et kasino, som er blevet etableret ved hjælp af rockerpenge, men jeg havde trods alt ikke forestillet mig, at kasinoets ejermand ville være Kræftens Bekæmpelse.
Det kan selvfølgelig også være, at det slet ikke handler om, at man i kræftforeningen er blevet fartblinde, men at man i sin egen logik simpelthen er blevet too big to fail. At landets største patientforening er blevet så store, at de har glemt, at der følger en tung etisk forpligtigelse med, når man er sat i verden for at bekæmpe det onde. Eller endnu værre; at man godt inderst inde ved det internt, men simpelthen er blevet magtfuldkomne og arrogante. Med 478.000 danskere der har et spilleproblem, og 29.500 deciderede ludomaner i Danmark, så må der i hvert fald være noget grundlæggende galt inde i Kræftens Bekæmpelse, siden man i et svagt øjeblik tænkte, at man vil bekæmpe ét alvorligt samfundsproblem ved at bidrage til et andet.
Uanset hvad kunne vi i den forgangne uge bringe den interessante historie om, at foreningen nu har værdier for 2,3 milliarder kroner, samtidig med at professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra VIVE kalder det “et demokratisk problem”, at Kræftens Bekæmpelse er blevet så store, for som han siger: “Nok er kræft en vigtig og farlig sygdom, men det er der mange sygdomme, der er, og Kræftens Bekæmpelse overskygger mange af de andre sygdomme.”
Eksempelvis er Kræftens Bekæmpelse over 100 gange større end SIND, der er patientorganisation for de anslået 580.000 danskere, der ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en psykisk sygdom.
Her føler jeg mig nødsaget til at understrege, at det bestemt ikke er for at bagatellisere, hvor forfærdelig en sygdom kræft er, og at jeg godt ved, hvordan den dagligt traumatiserer og smadrer familier. Jeg er også godt klar over, at Kræftens Bekæmpelse gør et stort, flot og vigtigt arbejde for at komme sygdommen til livs, men det er alligevel tankevækkende, at lige Kræftens Bekæmpelse er blevet så voldsomt store.
Og at jeg med alt ovenstående in mente, i hvert fald godt vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt.
På Frihedsbrevet fortsætter journalisterne Lars Fogt og Magnus Mio i den kommende tid med at sætte fokus på landets absolut største patientforening, og hvis du synes, det er vigtigt og interessant, at nogen gør det, så skal du ikke støtte os ved at sende os et større kontantbeløb – du skal bare tegne et abonnement eller anbefale din ven at gøre det samme. Det er sådan Frihedsbrevet løber rundt.
En forloren fødevareminister
Nå, nu er det vist også tid til, at vi skal have det lidt sjovt og hyggeligt. Og en sikker vinder i den forbindelse er altså at zoome ind på landets fødevareminister Rasmus Prehn.
Hvis du har læst med denne sommer, så er du ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg synes, at Rasmus Prehn er en af de skøreste opfindelser i dansk politik lige nu. En minister, som bruger sit kreditkort på både at wine og dine journalister, og som tilmed skriver et falskt navn, når han indleverer bilaget.
Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvor forargeligt ringe Rasmus Prehns forsvar for sig selv på sociale medier var, og nu kan Frihedsbrevets journalister så løfte sløret for endnu en dybt forloren og hyklerisk side af denne mandsperson, der bare viser sig mere og mere uegnet som minister, for hver historie der kommer frem om ham.
Tidligere i dag kunne vi således afsløre, at Rasmus Prehn, alene i sin tid som udviklingsminister, har fløjet frem og tilbage mellem Aalborg og København for et samlet beløb på 114.000 kroner på skatteborgernes regning. Et hav af flyture er det samlet set blevet til, og én enkelt gang syntes han også, at det var skatteborgernes opgave at betale for, at han tog sin daværende hustru med, fordi de skulle til taffel hos dronningen.
Hvis du ikke umiddelbart synes, at der er noget forkert i, at Prehn belemrer skatteborgerne med så voldsom en ekstraudgift, fordi han har valgt at bosætte sig i Nordjylland og ikke gider at køre frem og tilbage i sin ministerbil, som ministre ellers som udgangspunkt opfordres til, så bare vent til du ser, hvordan han har ført sig frem på Facebook i årevis – som noget så sjældent som en klimabevidst socialdemokrat. Hvordan han har lagt fotos af vegetarmad op, fordi vi har en “forpligtelse til at overlevere en jordklode, der er i mindst lige så god stand som i dag til vores børn og børnebørn”, som han sagde til TV 2. Eller hans foto fra et DSB-tog, hvor han skriver, hvor meget han bare elsker at køre med tog. Eller hans foto af hans kuffert i cykelkurven, da han cykler til Aalborg Lufthavn, inden han sætter sig op i flyet, fordi han skal til et vigtigt møde i Bruxelles. Det værste eksempel er måske, da han lagde et foto op af sin ministerchauffør og den plug-in-hybrid-bil, han netop havde fået som ministerbil, og skrev: “Bilen skulle skiftes alligevel, så vi benyttede bare chancen for at tænke grønt og miljø- og klimavenligt”, og så var der ikke et øje tørt på ministerens Facebook-side den dag, selvom hybridbiler overhovedet ikke er særligt grønne, hvilket hiver idiotien op i anden potens.
Det, man til gengæld ikke kan finde på Rasmus Prehns sociale medier, er fotos fra hans endeløse række af indenrigsflyvninger. Og det forstår man jo godt, for det hænger jo slet ikke sammen, at han forsøger at brande sig som en rigtig klimadreng, mens han tager flyveren på arbejde.
For nu at bruge et livløst og kommunalt udtryk, så er en af journalistikkens “kerneopgaver” at beskrive afstanden mellem dét, magthaverne prædiker, og dét, de gør. I en moderne verden betyder det blandt andet at afsløre den diskrepans mellem, hvem Rasmus Prehn fortæller han er på sociale medier, og hvem han i virkeligheden er.
Rasmus Prehn er en bjergsom klimasynder, og det kan godt være, at det i sig selv ikke diskvalificerer ham til at være minister, men dét, at han grundlæggende iscenesætter sig selv som den diametrale modsætning, er meget svært at leve med. Derfor er jeg efterhånden enig med lokalmediet Nordjyske fra Rasmus Prehns hjemegn i, at Prehn er gået fra moral til dobbeltmoral og ikke fortjener genvalg ved det kommende folketingsvalg.
Læs Frihedsbrevets historie her, og følg med i den kommende tid, hvor vi bringer flere historier om Rasmus Prehns hykleri.
Hvornår nosser Martin Lidegaard sig mon tilbage fra ferie?
En anden, der har været flyvende, men i en mere positiv forstand end Rasmus Prehn, er Frihedsbrevets nye journalistpraktikant Lasse Sandborg. Han debuterede med en historie, der meget godt understreger, hvor forpjusket et parti Radikale Venstre er gået hen og blevet i slutningen af denne valgperiode.
Først lidt forhistorie: For lidt mere end et år siden satte regeringens støttepartier skruetvingerne på Mette Frederiksen og co. og tvang regeringen til at hjemtage tre mødre og 14 danske børn fra syriske fangelejre. Fem danske børn og deres tre mødre fik lov at blive dernede, fordi de tre mødre havde fået frataget deres statsborgerskab administrativt.
I sidste uge kunne vi så fortælle, at det amerikanske militær og en række eksperter nu advarer om, at den skrøbelige sikkerhedssituation i det nordøstlige Syrien potentielt set kan medføre, at lejrene, der huser over 60.000 mennesker, kan bryde sammen.
Både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste har tidligere advaret regeringen om, at der kan være en sikkerhedsrisiko i at lade børnene og mødrene blive i fangelejrene.
Det rejser selvfølgelig det penible spørgsmål, om det ikke er på tide, at støttepartierne igen tvinger børnenes statsminister til at få de resterende børn hjem. Vores nye journalistpraktikant fik hurtigt fat på Enhedslistens Søren Søndergaard, der vanen tro talte med store bogstaver:
“Man bliver bare nødt til at sige, at der er i dag er et flertal i Folketinget, der udgør en sikkerhedsrisiko mod Danmark, og det kan vi med 13 mandater ikke gøre noget ved.”
Anderledes svært var det at komme igennem til Radikale, som ellers har haft hjemtagelsen af de danske børn i Syrien som en oplagt mærkesag. Lasse Sandborg blev sendt rundt i den vildeste karrusel af radikale folketingsmedlemmer, som syntes, det var vigtigere at holde sommerferie end at komme børnene til undsætning. Det gjaldt først og fremmest Martin Lidegaard, som ellers er Radikales ordfører for området. Den ferieramte udenrigsordfører henviste til retsordfører Samira Nawa, som heller ikke svarede på hverken opkald eller sms.
Det virkede umiddelbart lidt underligt at Lidegaard ikke havde tid til at forholde sig til de fem danske børn, der sidder og rådner op i en fangelejr i Syrien. Især set i lyset af at den radikale politiker samme uge, var her, der og alle vegne i interviews om projektet “Det Politiske Akademi”, hvor Lidegaard er forperson og som handler om, at en masse æggehoveder med kandidatgrader skal finde ud af, hvordan man får flere forskellige mennesker engageret og repræsenteret i dansk politik.
Du ved, lidt ligesom når gamle mennesker sætter sig rundt om et bord for at finde ud af, hvordan man laver nyheder til unge.
Martin Lidegaards manglende interesse for de danske børn i Syrien slog dog ikke Frihedsbrevets journalist ud, som gik videre til Radikale Venstres pressetjeneste, men heller ikke der var der den store hjælp at hente. Andreas Steenberg, som er næstformand for partiet på Christiansborg, havde heller ikke meget lyst til at svare på ubehagelige spørgsmål og sendte stafetten tilbage til Martin Lidegaard, hvorefter Frihedsbrevet oplyste Steenberg om, at udenrigsordfører Lidegaard altså insisterede på at holde ferie. Herefter sendte næstformanden os videre til Kathrine Olldag, som er udlændingeordfører, og hun indvilligede først i at give interview, da hun blev fortalt om den ørkenvandring, som Frihedsbrevets udsendte havde været på i jagten på at afæske et svar fra partiet.
Meget klogere blev man dog ikke på Radikale Venstres holdning til spørgsmålet, for hvis udlændingeordføreren skulle gøre hjemtagelsen af de fem børn og tre kvinder fra fangelejrene i Syrien til et ultimativt krav, skulle hun først lige have det op på et gruppemøde, lod hun Frihedsbrevets reporter forstå. Og så sluttede hun øvrigt af med dette pragtfulde citat på spørgsmålet om, hvorvidt journalisten kunne ringe til hende i denne uge og få at vide, om det er et ultimativt krav, at børnene skal hjem:
“Jeg håber, det er Martin (Lidegaard red.), der kan, for det er hans ressort. Så prøv lige at tage fat i ham igen, når han lige får nosset sig tilbage fra ferie.”
Og således vil jeg også sørge for at få nosset mig videre i ugens nyhedsbrev.
Sommer-true crime fra Frihedsbrevet
“Men laver I ikke noget på Frihedsbrevet, som er lidt mere til den lette side?,” hører jeg dig spørge og jo, sjovt du spørger, for det gør vi faktisk.
I en erkendelse af, at alt bare ikke kan være hårde, kritiske historier om dem, der sidder på flæsket, når alle er på sommerferie, kastede vores journalist Per Lysholt sig over at gå gonzojournalistisk til værks, da han fik stjålet sin elskede cykel ude foran Frihedsbrevet og fandt den igen på Den Blå Avis.
Resultatet blev en morsom true crime-fortælling, som de fleste storbyboere nok kan relatere til, da der forsvinder næsten lige så mange cykler i København, som der forsvinder Meld og Feld-kuglepenne i Dansk Folkeparti.
Du kan læse eller lytte til den forrygende reportage her.
Tak for denne gang
Mere får du ikke for den 25-øre. Tak for ordet. Mads Brügger er tilbage i næste uge, i hvad jeg forventer bliver en ny og endnu bedre version af sig selv.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
PS. Ugens illustration fra vores uovertrufne tegner Malthe Emil Kibsgaard forestiller mig som Frodo i Ringenes Herre – og så er der selvfølgelig også blevet plads til Gollum.