Fri Mads #59 – Da Rasmus Prehn vågnede op i baronens seng
Jeg kan godt savne de somre, hvor den største nyhedshistorie var, at Dansk Folkeparti (igen) ville forbyde halal-kød i offentlige institutioner. Det er på mange måder, som om verden bare var et mere ubekymret og simpelt sted dengang sammenlignet med den forgangne uge, hvor Japans tidligere premierminister Shinzo Abe blev skudt og dræbt på åben gade, mens Storbritanniens premierminister efter utallige forsøg endelig lykkedes med at begå politisk harakiri. Dertil kommer pilotstrejken i SAS og selvfølgelig efterdønningerne af det tragiske masseskyderi i butikscenteret Field’s. Det er til at blive helt forpustet af.
En anden, der i øjeblikket giver mig åndenød, er vores fødevareminister Rasmus Prehn, og ham vil jeg skrive lidt om i dag. I det hele taget er det her endnu et nyhedsbrev, der handler meget om regeringen, og det er jo i grunden helt forkert, for hele idéen med mit vikariat på Fri Mads var egentlig, at du og alle andre skulle have et tiltrængt break fra alle Mads Brüggers nederdrægtige skriverier om Mette Frederiksen og co. Tro mig, jeg forstår virkelig godt, hvis du ikke orker mere fra samme skuffe, og hvis det er tilfældet, så kan du overveje bare at læse det, jeg lige om lidt skriver om den journalistik, som vi i øjeblikket udkommer med på Frihedsbrevet, og så efterfølgende scrolle ned til bunden for at læse, hvordan det gik, da jeg forsøgte at få tidligere transportminister Benny Engelbrecht til at give Mads Brügger tørt på.
Ulven fra Aalborg
I dag så endnu en podcastserie fra Frihedsbrevet dagens lys. Den hedder Ulven fra Aalborg og handler om den kontroversielle ejendomsmatador Jesper Skovsgaard, som i løbet af de senere år har været en af Socialdemokratiets største økonomiske bidragsydere. Podcastserien ruller en mørk historie op om en nordjysk rigmand, der i offentligheden har slået sig op på ordentlighed og redelighed, men i virkeligheden er det, man på godt jysk kalder en rigtig skidt karl.
I første afsnit fortæller vi for eksempel, hvordan den på overfladen pæne erhvervsmand i 2016 blev dømt for vold mod en tidligere ansat og ved samme lejlighed tævede en 70-årig mand. Sidstnævnte fik to knytnæveslag og blev efterladt på asfalten, mens Skovsgaard trillede videre i sin hvide Audi. Frihedsbrevet har tidligere afdækket, hvordan byggematadoren samarbejder med en præsident fra Hells Angels, og hvordan han systematisk stikker af fra regningen og efterlader underentreprenører med skægget i postkassen. I det hele taget er Jesper Skovsgaard og hans forretning lidt af en page turner, så skynd dig at finde de to første afsnit i Frihedsbrevets app. Jeg synes, at den slags journalistik er noget af det bedste og vigtigste, som vi har lavet, så jeg håber, du vil give serien en chance.
Masseskyderiet i Field’s
Som jeg bebudede i mit seneste nyhedsbrev, så har vi haft en stor del af redaktionen til at granske det forfærdelige skyderi i Field’s forrige søndag. Vi besluttede at forsøge at finde ud af så meget, vi overhovedet kunne om den formodede gerningsmand. Når tragiske hændelser som Field’s‑skyderiet rammer, så har danske medier vidt forskellige roller. Nogle er i konstant breaking og kommer med små opdateringer hvert femte minut på tragediens omfang, ofrenes tilstand og politiets arbejde, mens andre taler med øjenvidner og laver rekonstruktioner af, hvad der præcis skete inde i butikscenteret.
Her på Frihedsbrevet besluttede vi hurtigt, at vores vigtigste opgave var at komme så tæt på den 22-årige varetægtsfængslede mand, som er sigtet for at skyde og dræbe tre og såre flere. Sociale medier har nemlig lige siden skyderiet flydt over med spekulationer om gerningsmandens motiver. Det har været ganske trist at følge, hvordan folk har forsøgt at spænde gerningsmanden for deres egen ideologiske vogn. Kun med klar kommunikation fra myndighederne, fulgt op af god undersøgende journalistik, kan man komme den slags misinformation til livs, så det sidste har vi bedrevet på Frihedsbrevet.
Først talte vi med nogle af den sigtedes tidligere venner fra et skoletilbud for udsatte unge, som han forlod for fire år siden. Kilderne tegnede et billede af en stille, indadvendt, rigidt tænkende, stædig og ja… sød enspænder. Selvom flere fortalte, at han dengang var meget fascineret af og interesseret i våben, ville ingen af de tidligere skolekammerater kategorisere ham som hverken faretruende, ond eller utilregnelig. Ingen af kilderne, vi i første omgang talte med, havde dog bevaret kontakten med ham, og det efterlod de seneste fire år som et stort spørgsmålstegn.
Sidst på ugen lykkedes det dog at opspore den formodede gerningsmands tilsyneladende eneste og tætteste ven, som vi har lavet et langt interview med. Vennerne talte sidste gang sammen for to uger siden, og man kan roligt sige, at det kom bag på “Anders”, som vi kalder ham, at hans ven pludselig var kendt som massemorderen fra Field’s. Faktisk troede Anders i lang tid, at de fire politimænd, der kom og besøgte ham efter skyderiet, ville vide alt om hans ven, fordi vennen var blevet dræbt i skyderiet.
Jeg synes i al ubeskedenhed, at Frihedsbrevets journalister har lavet fremragende journalistik om det forfærdelige Field’s‑skyderi, og ingen andre medier er lykkedes med at komme så tæt på den 22-årige formodede gerningsmand, som vi er. Det er vigtigt, for hvis vi med tiden kan forstå, hvad det var, der gik så galt inde i hovedet på det menneske, som besluttede sig for at gå ind og skyde løs i et shoppingcenter, så bliver vi som samfund også bedre rustet til at forhindre, at det sker igen.
Tour de France
Her på redaktionen er vi generelt meget optagede af, hvad vores allesammens skattekroner bliver brugt på, men det afholder os ikke fra også at interessere os lidt for, hvad fagforeningen Dansk Metal bruger sine medlemmers penge på. Vores Fri Finans-redaktion ringede derfor til Dansk Metals næstformand og lavede et – synes jeg – enormt vellykket og morsomt interview om, hvorfor Dansk Metal har valgt at betale et større millionbeløb til Tour de France i Danmark. Og vigtigere: Hvorfor Dansk Metal ikke vil fortælle præcis hvor mange millioner, de har betalt for Tour de France.
Det interview skal du bestemt ikke snyde dig selv for.
Hvis du synes, at den slags journalistik, som jeg har oplistet her, er vigtig og interessant, så skulle du altså til at prøve et medlemskab her hos Frihedsbrevet. Du kan få de første 14 dage for 0 kroner, så hvis det, der sker bag betalingsmuren, ikke smager af mere, kan du jo bare melde dig fra igen.
På Frihedsbrevet modtager vi i modsætning til alle vores konkurrenter ikke en rød reje fra staten, og det føles jo skønt, men vi kan kun blive ved med at udgive Frihedsbrevet på sigt, hvis folk som dig bakker op om det, og det gør du bedst ved at blive medlem.
Nu jeg alligevel er i gang med at reklamere for et medlemskab hos Frihedsbrevet, vil jeg også minde dig om, at vi tilbyder abonnementer til virksomheder. Så hvis du ejer sådan en, eller hvis du på anden vis bestemmer over prioriteringen af medie-abonnementer på din arbejdsplads, så kontakt os på hej@frihedsbrevet.dk.
En fiktiv middagsgæst
Og nu er vi så nået dertil, hvor jeg gerne vil have dig med på et tankeeksperiment:
Prøv at forestille dig, at du har været ude at spise en dyr middag på en restaurant og har brugt dit firmakort til at betale for gildet. Du afleverer bilaget, noterer ned, at du har spist med Klovnen Allando fra Cirkus Baldoni, og så sender du det ind. Kort efter får du 1500 kroner ind på din konto, og du og din ledsager har dermed spist og drukket på din arbejdsplads’ regning.
Forestil dig så, at Ekstra Bladet to år senere ringer til Klovnen Allando og finder ud af, at det overhovedet ikke passer. Allando fortæller nemlig, at han ikke har været med til den middag, og at han faktisk aldrig har været på restaurant med dig, og det har Ekstra Bladet nu kontaktet din chef og spurgt til.
Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl, men jeg er ret sikker på, at både du og jeg ville være i gevaldige problemer, hvis ovenstående scenarie udspillede sig. Nu er min chef som bekendt Mads Brügger, og man ved jo aldrig rigtigt med ham, men jeg tror faktisk, at han ville fyre mig på stedet, hvis jeg ikke havde en rigtig god forklaring på, hvorfor jeg havde indleveret et bilag med en falsk middagsgæst.
Hvis du ligesom jeg har den guilty pleasure at følge slavisk med i fødevareminister Rasmus Prehns liv og levned, så har du allerede regnet ud, hvor jeg vil hen med mit tankeeksperiment.
For det er lige nøjagtigt, hvad Rasmus Prehn har gjort, dengang han var udviklingsminister. Han gik ud og svingede sit ministerielle Mastercard, og afleverede et falsk navn på sin medspiser, da regningen skulle tørres af på Udenrigsministeriet. De eneste forskelle fra ovenstående eksempel og virkeligheden er egentlig, at navnet på bilaget ikke er klovnen Allando fra Cirkus Baldoni, men en nordjysk journalist, at chefen ikke er fra et privat firma, men hedder Mette Frederiksen, og den, der betaler regningen, ikke er en privat virksomhed, det er dig og mig. Og det håber jeg, at jeg kan få dig til at blive forarget over.
Præcis hvorfor, jeg synes, at du skal blive forarget, skal jeg nok komme tilbage til senere, men først bliver jeg nødt til at starte vores rejse et andet sted, nemlig hos fænomenet Rasmus Prehn.
Fra transportordfører til stor kanon
Rasmus Prehn er en fyr, der i årevis har siddet og samlet støv som den evige transportordfører på bagerste række i Socialdemokratiet og aldrig rigtigt har brændt igennem med noget som helst. Hans eneste rigtige claim to fame i de mange år, han har siddet i Folketinget, var, da han i 2014 var offentligt mistænkt for at stå bag bogen Den Hemmelige Socialdemokrat, som var fuld af saftig intern sladder fra Socialdemokratiet. Den allestedsnærværende oversocialdemokrat Martin Rossen er eftersigende blevet set råbe: “Der går den hemmelige socialdemokrat” efter Rasmus Prehn.
Jeg vil gerne starte med at sige, at hvis det virkelig var Prehn, der stod bag den bog, er alting hermed tilgivet, for den var virkelig underholdende, men selvom jeg ikke er et sekund i tvivl om, at Prehn besidder den nødvendige manglende moral til at begå sådan en bog, så tror jeg simpelthen ikke, at han har evnerne eller humoren til at skrive den. Foruden spekulationerne om, hvorvidt han havde skrevet Den Hemmelige Socialdemokrat, markerede Rasmus Prehn sig også i slut-00’erne i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens mange bilagssager, hvor Prehn var enormt optaget af, hvad Lars Løkke Rasmussen havde brugt skatteborgernes penge på, når Løkke havde brugt sit kreditkort til tvivlsomme ting. Prehn krævede dengang, at alle ministres repræsentationsudgifter pga. Løkke skulle offentliggøres på ministeriets hjemmeside og udtrykte sig i det hele taget meget bombastisk, hvilket bør udløse en slags pris for særdeles udsøgt hykleri i nutiden.
Efter at have fristet en relativt anonym tilværelse over flere valgperioder i Socialdemokratiet tror jeg ikke, der var mange, der havde regnet med, at denne beige politiker efter valget i 2019 skulle tilbydes en ministerpost, men Rasmus Prehn som udviklingsminister er nok, hvad der sker, når man beslutter sig for at danne en et-parti-regering og skal finde 20 ministre ud af en begrænset talentmasse – og når Rane Willerslev ikke tager telefonen. Derfor er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Rasmus Prehn har haft det meget vildt over sig selv med en god portion imposter syndrome i baghovedet, da han stod der på Amalienborg Slotsplads side om side med kæmpe politiske talenter som Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye og veteraner som Nicolai Wammen og Morten Bødskov. Nå ja, og så selvfølgelig Jeppe Kofod og Trine Bramsen også.
Baronens-seng-syndrom
Den slags kan man reagere meget forskelligt på, men mit helt klare indtryk er, at det simpelthen steg Rasmus Prehn totalt til hovedet. Ligesom man har begrebet “nyrig” om personer, der meget pludseligt bliver stinkende rige og begynder at opføre sig latterligt ved at smide om sig med penge på natklubber, iføre sig dyre ure og Shamballa-armbånd og købe grimme t‑shirts med similisten på til 10.000 kroner stykket, så burde man også have et udtryk for folk, der pludseligt kommer til magt og håndterer det på en virkelig uklædelig måde. Lidt ligesom Holbergs Jeppe på Bjerget, om den enfoldige bonde Jeppe, der efter at have været sanseløs af druk vågner op i baronens seng og lige så langsomt lever sig ind i rollen og begynder at ændre karakter til det værre.
Jeg vil kalde det, der ramte Rasmus Prehn, dengang han blev udnævnt som minister, for baronens-seng-syndromet. Og det første, Rasmus Prehn skulle have, da han vågnede i baronens seng, var et Mastercard fra ministeriet, som han kunne gøre København usikker med ved at købe drinks til journalister på Sørens Værtshus og invitere dem på trendy restauranter. Journalister er jo seje, fordi de er kendt fra tv, og hvilken minister med respekt for sig selv har ikke lige en håndfuld cool journalister på speed dial?
I det hele taget var Prehn rigtig stor i slaget, når han var ude med sit Mastercard, og han lagde også gode drikkepenge til tjenerne, når han var ude med journalisterne, for det skulle ikke hedde sig, at han var en nærigprås. Godt nok var det i virkeligheden skatteborgerne, der gav drikkepenge, men når man som Prehn har en voldsomt forstærket oplevelse af sig selv, er den slags jo ikke vigtigt. Jeg tror også, at det var samme baronens-seng-syndrom, der gjorde, at Rasmus Prehn, som Frihedsbrevet for nylig afslørede, under et besøg til Kenya tilbage i marts lejede et privatfly for at komme ud og besøge erhvervsmanden Karsten Rees safaripark. Lige denne safaripark i Kenya er ellers kendt i offentligheden for at danne ramme om en skandale i dansk politi, hvor to betjente blev dømt for at modtage bestikkelse til en værdi af 26.000 kroner, da de blev opvartet på Karsten Rees regning i Kenya og Zanzibar. Men den slags er man ikke så optaget af, når man er minister og lider af baronens-seng-syndrom og bare gerne vil se giraffen.
Til middag om bæredygtigt fiskeri
Især B.T.’s debatredaktør Sanne Fahnøe nød godt af Prehns opmærksomhed, og hun blev inviteret ud at spise fint hele to gange. Begge gange blev der drukket godt med vin til, og måske er det af den grund, at middagene fortoner sig så meget, at de to ikke kan blive enige om, hvad formålet med at mødes var. Ifølge Fahnøe skulle de diskutere, hvorvidt Prehn skulle have en klumme i B.T., og ifølge Prehn skulle de “drøfte debatmiljøet om bl.a. den grønne omstilling i landbruget, biodiversitet og bæredygtigt fiskeri”.
Jeg har godt nok ikke belæg for at skrive, at det sidste er løgn, men jeg må bare sige, at mens jeg kender Sanne Fahnøe som en sjov og på mange måder dygtig journalist, slår hun mig på ingen måde som én, der gider at trække en aften ud af kalenderen for at tale om bæredygtigt fiskeri og biodiversitet.
Nej, sandheden er, tror jeg, at Rasmus Prehn ville spise med B.T.’s debatredaktør af andre grunde. Muligvis var det for at få en klumme i B.T., som Fahnøe har fortalt, men hvorfor skal man ud at spise to gange for det? Uanset hvad, har jeg svært ved at se, hvorfor det er et anliggende for skatteborgerne at betale de middage, men det er faktisk ikke engang derfor, at jeg gerne vil have, at du bliver forarget. Jeg forsøger heller ikke at få dig op i det røde felt ved at fortælle dig, at den ene middag med B.T.’s debatredaktør gik så lystigt for sig, at regningen lød på 2.233 kroner, selvom ministeriets interne retningslinjer dikterer en kuvertpris på maks 600 kroner, og at Rasmus Prehn derfor måtte tilbagebetale penge til ministeriet efterfølgende. Nej, grunden til, at jeg gerne vil have, at du får pulsen en smule i vejret, kommer her:
I sidste uge afslørede Ekstra Bladet, som tidligere nævnt, at en af de journalister, som Rasmus Prehn havde noteret ned som ledsager på en af sine mange restaurantbesøg på hovedstadens lækre spisesteder, ikke har været ude at spise med Rasmus Prehn. Rasmus Prehn havde simpelthen skrevet en journalists navn ned på et bilag, som han aldrig har været ude at spise med. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, spørger jeg. Rasmus Prehn kalder det til Ekstra Bladet for “en hjerneprut”, og selvom det forklarer en del, hvis Prehn inde i hovedet render rundt med et røvhul, er forestillingen om, at man kan komme til at skrive navnet på én, man ikke har spist middag med før, altså stadig totalt absurd.
Facebook-opslaget fra helvede
Afsløret i sådan en brøler skulle man tro, at Rasmus Prehn ville rulle rundt og udvise max ydmyghed, som Statsministeriets departementschef ville sige, men nej. Prehn gik på Facebook for at komme Ekstra Bladet i forkøbet og gik i gang med at forklare og forsvare sig, inden historien var udkommet. Et desværre mere og mere anvendt trick af pressede politikere, der forsøger at lukke luften ud af mediernes kioskbaskere ved at udkomme med deres egen version til proselytterne på Facebook først.
Resultatet var den mest uværdige tekst, siden Vibeke Manniche udgav sin seneste krimiroman.
“Kære Facebookvenner og følgere. Jeg er lige nu i sommerhus med mine børn for at slappe af efter en helt utrolig hektisk og travl tid. Det giver tid til eftertanke,” begyndte Rasmus Prehn, og her kan jeg ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde har læst en mere forstillet indledning. Børnene nævnes, sådan så han får vist, at her er altså tale om et rigtigt menneske med børn, og når man har børn, er man jo som udgangspunkt god og rar og har et hjerte af guld. Herefter bruger han min nye hadesætning “tid til eftertanke”, hvilket vel er det mest prætentiøse, man overhovedet kan skrive. Som om det at være sammen med sine børn er ligesom at være på et meditationskursus, hvor man bare sidder og kigger ud over vandet, mens livets store spørgsmål cirkulerer i hovedet og pludselig velsigner dig med en helt særlig indsigt.
Prehn trækker her på en nyklassiker fra kommunikationshåndbogen: “(..) de seneste ugers kritik i Ekstra Bladet og efterfølgende i offentligheden har ikke været sjove. Jeg skulle aldrig have bragt mig selv i denne situation, men udvist større omhyggelighed,” skriver han og beder om sympati, fordi det har været så hårdt, så hårdt at få blotlagt, hvad han som minister render og bruger skatteborgernes penge på. Samtidig får han reduceret narrestregerne til at handle om manglende omhyggelighed, og her vil jeg bare gerne indvende, at manglende omhyggelighed er noget, man kan undskylde sig med, hvis man sender en e‑mail forkert eller glemmer Mette Frederiksens fødselsdag, men ikke rigtigt når man har angivet, at man har brugt andres penge på at være ude at spise med en person, som man aldrig har været på restaurant med.
“Jeg kan ikke skrue tiden tilbage,” skriver Prehn og skuffer dermed det store publikum på Facebook, der troede, at de fulgte en tidsmaskine, inden han fortsætter:
“Jeg har handlet i god tro og ikke haft nogen vinding ud af det. Og jeg har også forsøgt at forklare mig,” skriver han.
At ministeren ikke har haft “nogen vinding” ud af sine mange dyre middage med mere eller mindre fiktive journalister, giver et instinktivt deja vu til Morten Messerschmidts svindelsag, hvor netop “ingen personlig vinding”-argumentet blev fremført igen og igen af Messerschmidts forsvarer.
“To journalister har nu i EB bekræftet, at de har spist med mig og givet deres forklaring. Jeg er ked af, at de skal eksponeres på den måde i offentligheden. Havde jeg vidst det, havde jeg betalt selv,” skriver Prehn videre og får vist omverdenen, at selvom han lige nu står midt i sin alvorligste krise som minister, så er han bare typen, der konstant tænker på andre end sig selv, og i det her tilfælde er hans tanker hos nogle stakkels journalister, som han har haft med ude at guffe på ministeriets Mastercard.
“I forbindelse med aktindsigterne er jeg desværre blevet gjort opmærksom på, at en forkert journalist er registreret på et bilag. Det har jeg talt med den pågældende journalist om,” skriver Prehn og fortsætter:
“For at rette op på fejlen og for at undgå at andre skal eksponeres sådan i offentligheden for at tale med mig over en middag, afregner jeg den pågældende regning med Udenrigsministeriet, så jeg betaler selv.”
Wow, hvor uselvisk og heroisk at ministeren beslutter sig for at tilbagebetale sin middag med fiktiv ledsager i stedet for at tørre udgiften af på dig og mig. Det er altså en fyr, der tager ansvar!
Og så kommer en sætning, som, hvis man tog den ud af kontekst, ikke fejler noget, men som ingen mening giver i sammenhængen: “Jeg beklager og undskylder både for de fejl, jeg har begået og over for de pågældende journalister.”
“Mine forældre har altid lært mig, at begår man en fejl, skal man indrømme den og rette op på den,” skriver Rasmus Prehn så og får ufrivilligt demonstreret, at han ingenting har lært af sine forældre, inden han slutter af med ordene:
“Det er også en værdi, jeg forsøger at give videre til mine børn. Ligesom det er de værdier, jeg forsøger at repræsentere min valgkreds i Hjørring med. Fremover vil jeg være ekstra omhyggelig. Mvh Rasmus”
Og dermed er årets foreløbigt mest utroværdige Facebook-opslag altså bragt til vejs ende, og hvis du ikke er forarget nu over hele den her sag, så giver jeg op. Hvilket måske også er meget godt, for det Facebook-opslag har fyldt uforholdsmæssigt meget i mig, siden jeg læste det i onsdags. Dels fordi så mange i kommentarsporet æder hans krisehåndtering råt, men også fordi jeg ikke har kunnet lade være med at gå og tænke på, hvor Rasmus Prehn som minister ellers ikke er “omhyggelig” nok?
Nå, nu er det ude af kroppen, og hvis det har været en sej omgang for dig at komme igennem, så beklager jeg, men jeg blev nødt til at skrive det, for jeg er i sommerhus med mine børn og har i øjeblikket virkelig tid til eftertanke.
I øvrigt mener jeg
– At det er helt ubegribeligt, at man på Ekstra Bladet finder sig i, at deres politiske kommentator Hans Engell er en af de “journalister”, som har været ude spise med kniv og gaffel på Rasmus Prehns regning. Jeg kan i hvert fald ikke længere læse en analyse fra Hans Engell, der omhandler Rasmus Prehn og regeringen uden at tænke på, hvordan de to har siddet og mæsket sig i fire-retters-middag inklusiv vinmenu, grinet højt af hinandens vitser og dunket hinanden i ryggen. Endnu mere ubegribeligt er det, at Hans Engell ikke selv kan se, at den er helt gal. Et kuriosum er, at jeg rent faktisk selv var chefredaktør på Ekstra Bladet, da middagen fandt sted, og havde jeg bare vidst det, havde jeg som det absolut mindste stukket Hans Engell en skriftlig advarsel, for arbejder man på Ekstra Bladet, kan man selvfølgelig ikke lade sig fodre af den hånd, man er sat i verden for at bide.
– At bedst som man tror, at man med Rasmus Prehns falske middagsgæst i den forgangne uge nåede toppen for, hvor dumt man egentlig kan opføre sig og samtidig være minister, så har Dan Jørgensen sendt et atomkraft-kritisk debatindlæg afsted til Politiken med en række medafsendere, som ikke har sagt ja til at være medafsendere. Ministeriet har beklaget fejlen og forklaret, at intentionen var, at man ville have spurgt de forskellige politikere og organisationer, om de ville være med til at mene det præcis samme som ministeren, men det fik man ikke lige gjort og vupti! Det gav mig instinktivt lyst til at sende et debatindlæg ind til Politiken med Dan Jørgensens og mit navn på, hvor vi sammen foreslog noget virkelig fjollet: Nemlig at bruge en million kroner på at gøre stegt flæsk med persillesovs til Danmarks nationalret, men så gik det op for mig, at det har Dan Jørgensen faktisk allerede gjort, dengang han var fødevareminister.
– At Danmark i grunden må være et af verdens mest tilgivende og gakkede samfund, hvis man altså skal tro den seneste meningsmåling fra Megafon, hvor rundt regnet 400.000 danskere agter at stemme på Inger Støjbergs parti, hvis der var valg i morgen. Afhængigt af hvor tidligt valget bliver udskrevet efter sommerferien, og forudsat at meningsmålingen holder stik, at blå blok vinder valget, og at Støjbergs parti bliver lige så stort som Venstre og Det Konservative Folkeparti, står vi jo en situation, hvor vi risikerer, at Inger Støjberg kan forlange at blive minister igen, kun et halvt år efter hun fik fodlænke på, fordi hun ikke kunne finde ud af at være minister.
En politisk rockstjerne
Nu skal det handle om en anden socialdemokratisk transportafficionado, nemlig Benny Engelbrecht, hvem om Mads Brügger i sit nyhedsbrev nummer 37 skrev, at “han minder om den superkristne nabo Ned Flanders fra The Simpsons”, hvilket jeg slet ikke kan se, hvor Mads Brügger har fra:
Derudover kritiserer Mads Brügger Benny Engelbrecht for især Engelbrechts tid som skatteminister og peger på, hvordan storsvindleren Sanjay Shah førte 12 milliarder kroner ud af SKAT:
“Mens det sker, går Benny Engelbrecht i avisen B.T. og giver et interview om, at han er chef for verdens kedeligste ministerium (“Jeg sidder i verdens kedeligste ministerium, hvor vi har masser af sager, der ruller hele tiden,” siger han ordret. red.), og at han derfor, som et værn mod kedsomheden, har følt sig kaldet til at lave en musikvideo med sit elendige band Benny and The Black Ties. I videoen, som jeg engang imellem genser, når jeg skal stressteste mit forhold til demokratiet, går Benny rundt i et kælderlandskab og spiller guitar, som gjaldt det livet, og synger, at han bare gerne hellere vil være en rockstjerne. En rockstjerne! I al sin idiotiskhed sådan set meget sødt, men når man samtidig ved, at dette er blevet filmet alt imens, at Sanjay Shah & Co var ved at stjæle milliarder af skattekroner fra selvsamme Bennys ministerium, ja så bliver man både forstemt og slukøret. Det er blandt andet derfor, at jeg synes, at det er helt i orden at skrive, at Benny Engelbrecht er selvglad, nævenyttig og talentløs. For det er han.”
Mads Brügger har et problem
Selvglad, nævenyttig og talentløs. Fy, for en skefuld! Af den grund havde jeg virkelig set frem til at ringe til Benny Engelbrecht, fordi jeg tænkte, at det da måtte krible i ham for at sende et par verbale ørefigner den anden vej. Jeg skulle dog blive klogere.
“Det er Benny Engelbrecht.”
Hej Benny, det er Kristoffer Eriksen fra Frihedsbrevet, forstyrrer jeg?
“Ja, det gør du. Men altså, jeg kan godt lige, hvis… altså jeg har to-tre minutter til, jeg skal være et sted.”
Okay, men jeg kan bare lige sige, hvad det er, jeg vil. Det er, fordi jeg her over sommeren har overtaget Mads Brüggers nyhedsbrev Fri Mads, mens Mads Brügger er på sommerferie. Og i den forbindelse prøver jeg altså at råde bod på noget af al den ballade, han har lavet det seneste år, og det gør jeg ved at ringe til nogle af dem, som han har været efter, og så tilbyde dem et genmæle.
“Jeg er fuldstændig ligeglad med Mads Brügger, og hvad han gør og ikke gør.”
Okay…
“Det må han selv om. Han er mig totalt ligegyldig, så det kommer jeg ikke til at bruge min tid på. Beklager.”
Du kan slet ikke overtales?
“Nej. Overhovedet ikke. På ingen som helst måde. Mads Brügger har et problem, og det må han have helt for sig selv.”
Og der er ikke noget jeg kan gøre bare for at få dig til at sætte lidt flere ord på?
“Nej. Altså den mand er jo ikke kommet videre i sit liv, og det gider jeg ikke at være en del af.”
Det er bare, fordi han jo virkelig har været ude med riven efter dig, ikk’…? Og så tænkte jeg, at jeg kunne få dig til at give lidt tilbage med samme mønt. Det tror jeg, at han ville have rigtig godt af.
“Det kan da godt være… Jeg tror, at han har mere brug for at holde noget ferie. Det skal han have lov til.”
Nå, men tak for dét her så bare, Benny. Det var…
“Ja, det var så lidt! Og god arbejdslyst anyways, ikk’?”
Og således måtte jeg nok engang kigge i vejviseren efter min drøm om at få et af Mads Brüggers ofre til at give ham en ordentlig omgang ordtortur.
Det var alt fra mig denne mandag. Hav en rigtig dejlig uge!
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
PS. Vores tegner Malthe Emil Kibsgaard har denne uge portrætteret mig som skurken Venom, der kører på segway og holder Mads Brüggers hoved i sin hånd. Og hvad du skal lægge i det, vil jeg overlade helt til dig selv at afgøre.