Fri Mads #59 – Da Ras­mus Pre­hn våg­ne­de op i baro­nens seng


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Jeg kan godt sav­ne de som­re, hvor den stør­ste nyheds­hi­sto­rie var, at Dansk Fol­ke­par­ti (igen) vil­le for­by­de halal-kød i offent­li­ge insti­tu­tio­ner. Det er på man­ge måder, som om ver­den bare var et mere ube­kym­ret og sim­pelt sted den­gang sam­men­lig­net med den for­gang­ne uge, hvor Japans tid­li­ge­re pre­mi­er­mi­ni­ster Shin­zo Abe blev skudt og dræbt på åben gade, mens Stor­bri­tan­ni­ens pre­mi­er­mi­ni­ster efter utal­li­ge for­søg ende­lig lyk­ke­des med at begå poli­tisk haraki­ri. Der­til kom­mer pilot­strej­ken i SAS og selv­føl­ge­lig efter­døn­nin­ger­ne af det tragi­ske mas­se­sky­de­ri i butiks­cen­te­ret Field’s. Det er til at bli­ve helt for­pu­stet af. 

En anden, der i øje­blik­ket giver mig ånde­nød, er vores føde­va­re­mi­ni­ster Ras­mus Pre­hn, og ham vil jeg skri­ve lidt om i dag. I det hele taget er det her end­nu et nyheds­brev, der hand­ler meget om rege­rin­gen, og det er jo i grun­den helt for­kert, for hele idéen med mit vika­ri­at på Fri Mads var egent­lig, at du og alle andre skul­le have et til­trængt bre­ak fra alle Mads Brüg­gers neder­dræg­ti­ge skri­ve­ri­er om Met­te Fre­de­rik­sen og co. Tro mig, jeg for­står vir­ke­lig godt, hvis du ikke orker mere fra sam­me skuf­fe, og hvis det er til­fæl­det, så kan du over­ve­je bare at læse det, jeg lige om lidt skri­ver om den jour­na­li­stik, som vi i øje­blik­ket udkom­mer med på Fri­heds­bre­vet, og så efter­føl­gen­de scrol­le ned til bun­den for at læse, hvor­dan det gik, da jeg for­søg­te at få tid­li­ge­re trans­port­mi­ni­ster Ben­ny Engel­bre­cht til at give Mads Brüg­ger tørt på. 

Ulven fra Aalborg

I dag så end­nu en podcast­se­rie fra Fri­heds­bre­vet dagens lys. Den hed­der Ulven fra Aal­borg og hand­ler om den kon­tro­ver­si­el­le ejen­doms­ma­ta­dor Jes­per Sko­vs­gaard, som i løbet af de sene­re år har været en af Soci­al­de­mo­kra­tiets stør­ste øko­no­mi­ske bidrag­sy­de­re. Podcast­se­ri­en rul­ler en mørk histo­rie op om en nord­jysk rig­mand, der i offent­lig­he­den har slå­et sig op på ordent­lig­hed og rede­lig­hed, men i vir­ke­lig­he­den er det, man på godt jysk kal­der en rig­tig skidt karl.

I før­ste afsnit for­tæl­ler vi for eksem­pel, hvor­dan den på over­fla­den pæne erhvervs­mand i 2016 blev dømt for vold mod en tid­li­ge­re ansat og ved sam­me lej­lig­hed tæve­de en 70-årig mand. Sidst­nævn­te fik to knyt­næ­ve­slag og blev efter­ladt på asfal­ten, mens Sko­vs­gaard tril­le­de vide­re i sin hvi­de Audi. Fri­heds­bre­vet har tid­li­ge­re afdæk­ket, hvor­dan byg­ge­ma­ta­doren sam­ar­bej­der med en præ­si­dent fra Hells Angels, og hvor­dan han syste­ma­tisk stik­ker af fra reg­nin­gen og efter­la­der unde­ren­tre­pre­nø­rer med skæg­get i post­kas­sen. I det hele taget er Jes­per Sko­vs­gaard og hans for­ret­ning lidt af en page tur­ner, så skynd dig at fin­de de to før­ste afsnit i Fri­heds­bre­vets app. Jeg synes, at den slags jour­na­li­stik er noget af det bed­ste og vig­tig­ste, som vi har lavet, så jeg håber, du vil give seri­en en chance. 

Mas­se­sky­de­ri­et i Field’s

Som jeg bebu­de­de i mit sene­ste nyheds­brev, så har vi haft en stor del af redak­tio­nen til at gran­ske det for­fær­de­li­ge sky­de­ri i Field’s for­ri­ge søn­dag. Vi beslut­te­de at for­sø­ge at fin­de ud af så meget, vi over­ho­ve­det kun­ne om den for­mode­de ger­nings­mand. Når tragi­ske hæn­del­ser som Field’s‑skyderiet ram­mer, så har dan­ske medi­er vidt for­skel­li­ge rol­ler. Nog­le er i kon­stant bre­aking og kom­mer med små opda­te­rin­ger hvert fem­te minut på tra­ge­di­ens omfang, ofre­nes til­stand og poli­tiets arbej­de, mens andre taler med øjen­vid­ner og laver rekon­struk­tio­ner af, hvad der præ­cis ske­te inde i butikscenteret.

Her på Fri­heds­bre­vet beslut­te­de vi hur­tigt, at vores vig­tig­ste opga­ve var at kom­me så tæt på den 22-åri­ge vare­tægts­fængs­le­de mand, som er sig­tet for at sky­de og dræ­be tre og såre fle­re. Soci­a­le medi­er har nem­lig lige siden sky­de­ri­et flydt over med spe­ku­la­tio­ner om ger­nings­man­dens moti­ver. Det har været gan­ske trist at føl­ge, hvor­dan folk har for­søgt at spæn­de ger­nings­man­den for deres egen ide­o­lo­gi­ske vogn. Kun med klar kom­mu­ni­ka­tion fra myn­dig­he­der­ne, fulgt op af god under­sø­gen­de jour­na­li­stik, kan man kom­me den slags mis­in­for­ma­tion til livs, så det sid­ste har vi bedre­vet på Frihedsbrevet. 

Først tal­te vi med nog­le af den sig­te­des tid­li­ge­re ven­ner fra et sko­le­til­bud for udsat­te unge, som han for­lod for fire år siden. Kil­der­ne teg­ne­de et bil­le­de af en stil­le, indad­vendt, rigidt tæn­ken­de, stæ­dig og ja… sød enspæn­der. Selv­om fle­re for­tal­te, at han den­gang var meget fasci­ne­ret af og inter­es­se­ret i våben, vil­le ingen af de tid­li­ge­re sko­le­kam­me­ra­ter kate­go­ri­se­re ham som hver­ken fare­tru­en­de, ond eller util­reg­ne­lig. Ingen af kil­der­ne, vi i før­ste omgang tal­te med, hav­de dog beva­ret kon­tak­ten med ham, og det efter­lod de sene­ste fire år som et stort spørgsmålstegn. 

Sidst på ugen lyk­ke­des det dog at opspo­re den for­mode­de ger­nings­mands til­sy­ne­la­den­de ene­ste og tæt­te­ste ven, som vi har lavet et langt inter­view med. Ven­ner­ne tal­te sid­ste gang sam­men for to uger siden, og man kan roligt sige, at det kom bag på “Anders”, som vi kal­der ham, at hans ven plud­se­lig var kendt som mas­se­mor­de­ren fra Field’s. Fak­tisk tro­e­de Anders i lang tid, at de fire poli­ti­mænd, der kom og besøg­te ham efter sky­de­ri­et, vil­le vide alt om hans ven, for­di ven­nen var ble­vet dræbt i skyderiet. 

Jeg synes i al ube­ske­den­hed, at Fri­heds­bre­vets jour­na­li­ster har lavet frem­ra­gen­de jour­na­li­stik om det for­fær­de­li­ge Field’s‑skyderi, og ingen andre medi­er er lyk­ke­des med at kom­me så tæt på den 22-åri­ge for­mode­de ger­nings­mand, som vi er. Det er vig­tigt, for hvis vi med tiden kan for­stå, hvad det var, der gik så galt inde i hove­d­et på det men­ne­ske, som beslut­te­de sig for at gå ind og sky­de løs i et shop­ping­cen­ter, så bli­ver vi som sam­fund også bed­re rustet til at for­hin­dre, at det sker igen. 

Tour de France

Her på redak­tio­nen er vi gene­relt meget opta­ge­de af, hvad vores alle­sam­mens skat­te­kro­ner bli­ver brugt på, men det afhol­der os ikke fra også at inter­es­se­re os lidt for, hvad fag­for­e­nin­gen Dansk Metal bru­ger sine med­lem­mers pen­ge på. Vores Fri Finans-redak­tion rin­ge­de der­for til Dansk Metals næst­for­mand og lave­de et – synes jeg – enormt vel­lyk­ket og mor­somt inter­view om, hvor­for Dansk Metal har valgt at beta­le et stør­re mil­li­onbe­løb til Tour de Fran­ce i Dan­mark. Og vig­ti­ge­re: Hvor­for Dansk Metal ikke vil for­tæl­le præ­cis hvor man­ge mil­li­o­ner, de har betalt for Tour de France. 

Det inter­view skal du bestemt ikke sny­de dig selv for.

Hvis du synes, at den slags jour­na­li­stik, som jeg har opli­stet her, er vig­tig og inter­es­sant, så skul­le du alt­så til at prø­ve et med­lem­skab her hos Fri­heds­bre­vet. Du kan få de før­ste 14 dage for 0 kro­ner, så hvis det, der sker bag beta­lings­mu­ren, ikke sma­ger af mere, kan du jo bare mel­de dig fra igen. 

På Fri­heds­bre­vet mod­ta­ger vi i mod­sæt­ning til alle vores kon­kur­ren­ter ikke en rød reje fra sta­ten, og det føles jo skønt, men vi kan kun bli­ve ved med at udgi­ve Fri­heds­bre­vet på sigt, hvis folk som dig bak­ker op om det, og det gør du bedst ved at bli­ve medlem. 

Nu jeg alli­ge­vel er i gang med at rek­la­me­re for et med­lem­skab hos Fri­heds­bre­vet, vil jeg også min­de dig om, at vi til­by­der abon­ne­ment­er til virk­som­he­der. Så hvis du ejer sådan en, eller hvis du på anden vis bestem­mer over pri­o­ri­te­rin­gen af medie-abon­ne­ment­er på din arbejds­plads, så kon­takt os på hej@frihedsbrevet.dk.

En fik­tiv middagsgæst

Og nu er vi så nået der­til, hvor jeg ger­ne vil have dig med på et tankeeksperiment: 

Prøv at fore­stil­le dig, at du har været ude at spi­se en dyr mid­dag på en restau­rant og har brugt dit fir­ma­kort til at beta­le for gil­det. Du afle­ve­rer bila­get, note­rer ned, at du har spist med Klov­nen Allan­do fra Cir­kus Bal­do­ni, og så sen­der du det ind. Kort efter får du 1500 kro­ner ind på din kon­to, og du og din ledsa­ger har der­med spist og druk­ket på din arbejds­plads’ regning. 

Fore­stil dig så, at Ekstra Bla­det to år sene­re rin­ger til Klov­nen Allan­do og fin­der ud af, at det over­ho­ve­det ikke pas­ser. Allan­do for­tæl­ler nem­lig, at han ikke har været med til den mid­dag, og at han fak­tisk aldrig har været på restau­rant med dig, og det har Ekstra Bla­det nu kon­tak­tet din chef og spurgt til. 

Ret mig ende­lig, hvis jeg tager fejl, men jeg er ret sik­ker på, at både du og jeg vil­le være i geval­di­ge pro­ble­mer, hvis oven­stå­en­de sce­na­rie udspil­le­de sig. Nu er min chef som bekendt Mads Brüg­ger, og man ved jo aldrig rig­tigt med ham, men jeg tror fak­tisk, at han vil­le fyre mig på ste­det, hvis jeg ikke hav­de en rig­tig god for­kla­ring på, hvor­for jeg hav­de ind­le­ve­ret et bilag med en falsk middagsgæst. 

Hvis du lige­som jeg har den guilty plea­su­re at føl­ge sla­visk med i føde­va­re­mi­ni­ster Ras­mus Pre­hns liv og lev­ned, så har du alle­re­de reg­net ud, hvor jeg vil hen med mit tankeeksperiment. 

For det er lige nøj­ag­tigt, hvad Ras­mus Pre­hn har gjort, den­gang han var udvik­lings­mi­ni­ster. Han gik ud og svin­ge­de sit mini­ste­ri­el­le Mastercard, og afle­ve­re­de et falsk navn på sin med­spi­ser, da reg­nin­gen skul­le tør­res af på Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et. De ene­ste for­skel­le fra oven­stå­en­de eksem­pel og vir­ke­lig­he­den er egent­lig, at nav­net på bila­get ikke er klov­nen Allan­do fra Cir­kus Bal­do­ni, men en nord­jysk jour­na­list, at che­fen ikke er fra et pri­vat fir­ma, men hed­der Met­te Fre­de­rik­sen, og den, der beta­ler reg­nin­gen, ikke er en pri­vat virk­som­hed, det er dig og mig. Og det håber jeg, at jeg kan få dig til at bli­ve for­ar­get over. 

Præ­cis hvor­for, jeg synes, at du skal bli­ve for­ar­get, skal jeg nok kom­me til­ba­ge til sene­re, men først bli­ver jeg nødt til at star­te vores rej­se et andet sted, nem­lig hos fæno­me­net Ras­mus Prehn. 

Fra trans­port­ord­fø­rer til stor kanon

Ras­mus Pre­hn er en fyr, der i åre­vis har sid­det og sam­let støv som den evi­ge trans­port­ord­fø­rer på bager­ste ræk­ke i Soci­al­de­mo­kra­ti­et og aldrig rig­tigt har brændt igen­nem med noget som helst. Hans ene­ste rig­ti­ge claim to fame i de man­ge år, han har sid­det i Fol­ke­tin­get, var, da han i 2014 var offent­ligt mistænkt for at stå bag bogen Den Hem­me­li­ge Soci­al­de­mo­krat, som var fuld af saf­tig intern slad­der fra Soci­al­de­mo­kra­ti­et. Den alle­steds­nær­væ­ren­de over­so­ci­al­de­mo­krat Mar­tin Ros­sen er efter­si­gen­de ble­vet set råbe: “Der går den hem­me­li­ge soci­al­de­mo­krat” efter Ras­mus Prehn. 

Jeg vil ger­ne star­te med at sige, at hvis det vir­ke­lig var Pre­hn, der stod bag den bog, er alting her­med til­gi­vet, for den var vir­ke­lig under­hol­den­de, men selv­om jeg ikke er et sekund i tvivl om, at Pre­hn besid­der den nød­ven­di­ge mang­len­de moral til at begå sådan en bog, så tror jeg sim­pelt­hen ikke, at han har evner­ne eller humoren til at skri­ve den. For­u­den spe­ku­la­tio­ner­ne om, hvor­vidt han hav­de skre­vet Den Hem­me­li­ge Soci­al­de­mo­krat, mar­ke­re­de Ras­mus Pre­hn sig også i slut-00’erne i for­bin­del­se med Lars Løk­ke Ras­mus­sens man­ge bilags­sa­ger, hvor Pre­hn var enormt opta­get af, hvad Lars Løk­ke Ras­mus­sen hav­de brugt skat­te­bor­ger­nes pen­ge på, når Løk­ke hav­de brugt sit kre­dit­kort til tvivls­om­me ting. Pre­hn kræ­ve­de den­gang, at alle mini­stres repræ­sen­ta­tions­ud­gif­ter pga. Løk­ke skul­le offent­lig­gø­res på mini­ste­ri­ets hjem­mesi­de og udtryk­te sig i det hele taget meget bom­ba­stisk, hvil­ket bør udlø­se en slags pris for sær­de­les udsøgt hyk­le­ri i nutiden. 

Efter at have fri­stet en rela­tivt ano­nym til­væ­rel­se over fle­re valg­pe­ri­o­der i Soci­al­de­mo­kra­ti­et tror jeg ikke, der var man­ge, der hav­de reg­net med, at den­ne bei­ge poli­ti­ker efter val­get i 2019 skul­le til­by­des en mini­ster­post, men Ras­mus Pre­hn som udvik­lings­mi­ni­ster er nok, hvad der sker, når man beslut­ter sig for at dan­ne en et-par­ti-rege­ring og skal fin­de 20 mini­stre ud af en begræn­set talent­mas­se – og når Rane Wil­ler­s­lev ikke tager tele­fo­nen. Der­for er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Ras­mus Pre­hn har haft det meget vildt over sig selv med en god por­tion impo­ster syn­dro­me i bag­ho­ve­det, da han stod der på Ama­li­en­borg Slots­plads side om side med kæm­pe poli­ti­ske talen­ter som Peter Hum­mel­gaard, Mat­ti­as Tes­faye og vete­ra­ner som Nico­lai Wam­men og Mor­ten Bødskov. Nå ja, og så selv­føl­ge­lig Jep­pe Kofod og Tri­ne Bram­sen også. 

Baro­nens-seng-syn­drom

Den slags kan man rea­ge­re meget for­skel­ligt på, men mit helt kla­re ind­tryk er, at det sim­pelt­hen steg Ras­mus Pre­hn totalt til hove­d­et. Lige­som man har begre­bet “nyrig” om per­so­ner, der meget plud­se­ligt bli­ver stin­ken­de rige og begyn­der at opfø­re sig lat­ter­ligt ved at smi­de om sig med pen­ge på nat­klub­ber, ifø­re sig dyre ure og Sham­bal­la-arm­bånd og købe grim­me t‑shirts med simi­li­sten på til 10.000 kro­ner styk­ket, så bur­de man også have et udtryk for folk, der plud­se­ligt kom­mer til magt og hånd­te­rer det på en vir­ke­lig uklæ­de­lig måde. Lidt lige­som Hol­bergs Jep­pe på Bjer­get, om den enfol­di­ge bon­de Jep­pe, der efter at have været san­se­løs af druk våg­ner op i baro­nens seng og lige så lang­somt lever sig ind i rol­len og begyn­der at ændre karak­ter til det værre. 

Jeg vil kal­de det, der ram­te Ras­mus Pre­hn, den­gang han blev udnævnt som mini­ster, for baro­nens-seng-syn­dro­met. Og det før­ste, Ras­mus Pre­hn skul­le have, da han våg­ne­de i baro­nens seng, var et Mastercard fra mini­ste­ri­et, som han kun­ne gøre Køben­havn usik­ker med ved at købe drinks til jour­na­li­ster på Sørens Værts­hus og invi­te­re dem på tren­dy restau­ran­ter. Jour­na­li­ster er jo seje, for­di de er kendt fra tv, og hvil­ken mini­ster med respekt for sig selv har ikke lige en hånd­fuld cool jour­na­li­ster på spe­ed dial?

I det hele taget var Pre­hn rig­tig stor i sla­get, når han var ude med sit Mastercard, og han lag­de også gode drik­ke­pen­ge til tje­ner­ne, når han var ude med jour­na­li­ster­ne, for det skul­le ikke hed­de sig, at han var en nærig­prås. Godt nok var det i vir­ke­lig­he­den skat­te­bor­ger­ne, der gav drik­ke­pen­ge, men når man som Pre­hn har en vold­somt for­stær­ket ople­vel­se af sig selv, er den slags jo ikke vig­tigt. Jeg tror også, at det var sam­me baro­nens-seng-syn­drom, der gjor­de, at Ras­mus Pre­hn, som Fri­heds­bre­vet for nylig afslø­re­de, under et besøg til Kenya til­ba­ge i marts leje­de et pri­vat­fly for at kom­me ud og besø­ge erhvervs­man­den Kar­sten Rees safa­ri­park. Lige den­ne safa­ri­park i Kenya er ellers kendt i offent­lig­he­den for at dan­ne ram­me om en skan­da­le i dansk poli­ti, hvor to betjen­te blev dømt for at mod­ta­ge bestik­kel­se til en vær­di af 26.000 kro­ner, da de blev opvar­tet på Kar­sten Rees reg­ning i Kenya og Zan­zi­bar. Men den slags er man ikke så opta­get af, når man er mini­ster og lider af baro­nens-seng-syn­drom og bare ger­ne vil se giraffen. 

Til mid­dag om bære­dyg­tigt fiskeri

Især B.T.’s deba­tre­dak­tør San­ne Fah­nøe nød godt af Pre­hns opmærk­som­hed, og hun blev invi­te­ret ud at spi­se fint hele to gan­ge. Beg­ge gan­ge blev der druk­ket godt med vin til, og måske er det af den grund, at mid­da­ge­ne for­to­ner sig så meget, at de to ikke kan bli­ve eni­ge om, hvad for­må­let med at mødes var. Iføl­ge Fah­nøe skul­le de dis­ku­te­re, hvor­vidt Pre­hn skul­le have en klum­me i B.T., og iføl­ge Pre­hn skul­le de “drøf­te debat­mil­jø­et om bl.a. den grøn­ne omstil­ling i land­bru­get, bio­di­ver­si­tet og bære­dyg­tigt fiskeri”. 

Jeg har godt nok ikke belæg for at skri­ve, at det sid­ste er løgn, men jeg må bare sige, at mens jeg ken­der San­ne Fah­nøe som en sjov og på man­ge måder dyg­tig jour­na­list, slår hun mig på ingen måde som én, der gider at træk­ke en aften ud af kalen­de­ren for at tale om bære­dyg­tigt fiske­ri og biodiversitet. 

Nej, sand­he­den er, tror jeg, at Ras­mus Pre­hn vil­le spi­se med B.T.’s deba­tre­dak­tør af andre grun­de. Mulig­vis var det for at få en klum­me i B.T., som Fah­nøe har for­talt, men hvor­for skal man ud at spi­se to gan­ge for det? Uan­set hvad, har jeg svært ved at se, hvor­for det er et anlig­gen­de for skat­te­bor­ger­ne at beta­le de mid­da­ge, men det er fak­tisk ikke engang der­for, at jeg ger­ne vil have, at du bli­ver for­ar­get. Jeg for­sø­ger hel­ler ikke at få dig op i det røde felt ved at for­tæl­le dig, at den ene mid­dag med B.T.’s deba­tre­dak­tør gik så lystigt for sig, at reg­nin­gen lød på 2.233 kro­ner, selv­om mini­ste­ri­ets inter­ne ret­nings­linjer dik­te­rer en kuvert­pris på maks 600 kro­ner, og at Ras­mus Pre­hn der­for måt­te til­ba­ge­be­ta­le pen­ge til mini­ste­ri­et efter­føl­gen­de. Nej, grun­den til, at jeg ger­ne vil have, at du får pul­sen en smu­le i vej­ret, kom­mer her: 

I sid­ste uge afslø­re­de Ekstra Bla­det, som tid­li­ge­re nævnt, at en af de jour­na­li­ster, som Ras­mus Pre­hn hav­de note­ret ned som ledsa­ger på en af sine man­ge restau­rant­be­søg på hoved­sta­dens lækre spi­se­ste­der, ikke har været ude at spi­se med Ras­mus Pre­hn. Ras­mus Pre­hn hav­de sim­pelt­hen skre­vet en jour­na­lists navn ned på et bilag, som han aldrig har været ude at spi­se med. Hvor­dan kan det over­ho­ve­det lade sig gøre, spør­ger jeg. Ras­mus Pre­hn kal­der det til Ekstra Bla­det for “en hjer­ne­p­rut”, og selv­om det for­kla­rer en del, hvis Pre­hn inde i hove­d­et ren­der rundt med et røv­hul, er fore­stil­lin­gen om, at man kan kom­me til at skri­ve nav­net på én, man ikke har spist mid­dag med før, alt­så sta­dig totalt absurd. 

Face­book-opsla­get fra helvede

Afslø­ret i sådan en brø­ler skul­le man tro, at Ras­mus Pre­hn vil­le rul­le rundt og udvi­se max ydmyg­hed, som Stats­mi­ni­ste­ri­ets depar­te­ments­chef vil­le sige, men nej. Pre­hn gik på Face­book for at kom­me Ekstra Bla­det i for­kø­bet og gik i gang med at for­kla­re og for­sva­re sig, inden histo­ri­en var udkom­met. Et desvær­re mere og mere anvendt tri­ck af pres­se­de poli­ti­ke­re, der for­sø­ger at luk­ke luf­ten ud af medi­er­nes kiosk­ba­ske­re ved at udkom­me med deres egen ver­sion til pro­se­lyt­ter­ne på Face­book først. 

Resul­ta­tet var den mest uvær­di­ge tekst, siden Vibe­ke Man­ni­che udgav sin sene­ste krimiroman. 

“Kære Face­book­ven­ner og føl­ge­re. Jeg er lige nu i som­mer­hus med mine børn for at slap­pe af efter en helt utro­lig hek­tisk og travl tid. Det giver tid til eftertan­ke,” begynd­te Ras­mus Pre­hn, og her kan jeg ikke kom­me i tan­ke om, at jeg nogen­sin­de har læst en mere for­stil­let ind­led­ning. Bør­ne­ne næv­nes, sådan så han får vist, at her er alt­så tale om et rig­tigt men­ne­ske med børn, og når man har børn, er man jo som udgangs­punkt god og rar og har et hjer­te af guld. Her­ef­ter bru­ger han min nye hade­sæt­ning “tid til eftertan­ke”, hvil­ket vel er det mest præten­tiø­se, man over­ho­ve­det kan skri­ve. Som om det at være sam­men med sine børn er lige­som at være på et medi­ta­tions­kur­sus, hvor man bare sid­der og kig­ger ud over van­det, mens livets sto­re spørgs­mål cir­ku­le­rer i hove­d­et og plud­se­lig vel­sig­ner dig med en helt sær­lig indsigt. 

Pre­hn træk­ker her på en nyklas­si­ker fra kom­mu­ni­ka­tions­hånd­bo­gen: “(..) de sene­ste ugers kri­tik i Ekstra Bla­det og efter­føl­gen­de i offent­lig­he­den har ikke været sjove. Jeg skul­le aldrig have bragt mig selv i den­ne situ­a­tion, men udvist stør­re omhyg­ge­lig­hed,” skri­ver han og beder om sym­pa­ti, for­di det har været så hårdt, så hårdt at få blot­lagt, hvad han som mini­ster ren­der og bru­ger skat­te­bor­ger­nes pen­ge på. Sam­ti­dig får han redu­ce­ret nar­re­stre­ger­ne til at hand­le om mang­len­de omhyg­ge­lig­hed, og her vil jeg bare ger­ne ind­ven­de, at mang­len­de omhyg­ge­lig­hed er noget, man kan und­skyl­de sig med, hvis man sen­der en e‑mail for­kert eller glem­mer Met­te Fre­de­rik­sens fød­sels­dag, men ikke rig­tigt når man har angi­vet, at man har brugt andres pen­ge på at være ude at spi­se med en per­son, som man aldrig har været på restau­rant med. 

“Jeg kan ikke skrue tiden til­ba­ge,” skri­ver Pre­hn og skuf­fer der­med det sto­re publi­kum på Face­book, der tro­e­de, at de fulg­te en tids­ma­ski­ne, inden han fortsætter: 

“Jeg har hand­let i god tro og ikke haft nogen vin­ding ud af det. Og jeg har også for­søgt at for­kla­re mig,” skri­ver han. 

At mini­ste­ren ikke har haft “nogen vin­ding” ud af sine man­ge dyre mid­da­ge med mere eller min­dre fik­ti­ve jour­na­li­ster, giver et instink­tivt deja vu til Mor­ten Mes­ser­s­ch­midts svin­del­sag, hvor net­op “ingen per­son­lig vinding”-argumentet blev frem­ført igen og igen af Mes­ser­s­ch­midts forsvarer. 

“To jour­na­li­ster har nu i EB bekræf­tet, at de har spist med mig og givet deres for­kla­ring. Jeg er ked af, at de skal eks­po­ne­res på den måde i offent­lig­he­den. Hav­de jeg vidst det, hav­de jeg betalt selv,” skri­ver Pre­hn vide­re og får vist omver­de­nen, at selv­om han lige nu står midt i sin alvor­lig­ste kri­se som mini­ster, så er han bare typen, der kon­stant tæn­ker på andre end sig selv, og i det her til­fæl­de er hans tan­ker hos nog­le stak­kels jour­na­li­ster, som han har haft med ude at guf­fe på mini­ste­ri­ets Mastercard. 

“I for­bin­del­se med aktind­sig­ter­ne er jeg desvær­re ble­vet gjort opmærk­som på, at en for­kert jour­na­list er regi­stre­ret på et bilag. Det har jeg talt med den pågæl­den­de jour­na­list om,” skri­ver Pre­hn og fortsætter: 

“For at ret­te op på fejl­en og for at und­gå at andre skal eks­po­ne­res sådan i offent­lig­he­den for at tale med mig over en mid­dag, afreg­ner jeg den pågæl­den­de reg­ning med Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et, så jeg beta­ler selv.” 

Wow, hvor usel­visk og her­oisk at mini­ste­ren beslut­ter sig for at til­ba­ge­be­ta­le sin mid­dag med fik­tiv ledsa­ger i ste­det for at tør­re udgif­ten af på dig og mig. Det er alt­så en fyr, der tager ansvar! 

Og så kom­mer en sæt­ning, som, hvis man tog den ud af kon­tekst, ikke fejl­er noget, men som ingen mening giver i sam­men­hæn­gen: “Jeg bekla­ger og und­skyl­der både for de fejl, jeg har begå­et og over for de pågæl­den­de journalister.” 

“Mine for­æl­dre har altid lært mig, at begår man en fejl, skal man indrøm­me den og ret­te op på den,” skri­ver Ras­mus Pre­hn så og får ufri­vil­ligt demon­stre­ret, at han ingen­ting har lært af sine for­æl­dre, inden han slut­ter af med ordene: 

“Det er også en vær­di, jeg for­sø­ger at give vide­re til mine børn. Lige­som det er de vær­di­er, jeg for­sø­ger at repræ­sen­te­re min valg­kreds i Hjør­ring med. Frem­over vil jeg være ekstra omhyg­ge­lig. Mvh Rasmus” 

Og der­med er årets fore­lø­bigt mest utro­vær­di­ge Face­book-opslag alt­så bragt til vejs ende, og hvis du ikke er for­ar­get nu over hele den her sag, så giver jeg op. Hvil­ket måske også er meget godt, for det Face­book-opslag har fyldt ufor­holds­mæs­sigt meget i mig, siden jeg læste det i ons­dags. Dels for­di så man­ge i kom­men­tar­spo­ret æder hans kri­se­hånd­te­ring råt, men også for­di jeg ikke har kun­net lade være med at gå og tæn­ke på, hvor Ras­mus Pre­hn som mini­ster ellers ikke er “omhyg­ge­lig” nok? 

Nå, nu er det ude af krop­pen, og hvis det har været en sej omgang for dig at kom­me igen­nem, så bekla­ger jeg, men jeg blev nødt til at skri­ve det, for jeg er i som­mer­hus med mine børn og har i øje­blik­ket vir­ke­lig tid til eftertanke. 

I øvrigt mener jeg

– At det er helt ube­gri­be­ligt, at man på Ekstra Bla­det fin­der sig i, at deres poli­ti­ske kom­men­ta­tor Hans Engell er en af de “jour­na­li­ster”, som har været ude spi­se med kniv og gaf­fel på Ras­mus Pre­hns reg­ning. Jeg kan i hvert fald ikke læn­ge­re læse en ana­ly­se fra Hans Engell, der omhand­ler Ras­mus Pre­hn og rege­rin­gen uden at tæn­ke på, hvor­dan de to har sid­det og mæsket sig i fire-ret­ters-mid­dag inklu­siv vin­me­nu, gri­net højt af hin­an­dens vit­ser og dun­ket hin­an­den i ryg­gen. End­nu mere ube­gri­be­ligt er det, at Hans Engell ikke selv kan se, at den er helt gal. Et kuriosum er, at jeg rent fak­tisk selv var che­fre­dak­tør på Ekstra Bla­det, da mid­da­gen fandt sted, og hav­de jeg bare vidst det, hav­de jeg som det abso­lut mind­ste stuk­ket Hans Engell en skrift­lig advar­sel, for arbej­der man på Ekstra Bla­det, kan man selv­føl­ge­lig ikke lade sig fodre af den hånd, man er sat i ver­den for at bide. 

– At bedst som man tror, at man med Ras­mus Pre­hns fal­ske mid­dags­gæst i den for­gang­ne uge nåe­de top­pen for, hvor dumt man egent­lig kan opfø­re sig og sam­ti­dig være mini­ster, så har Dan Jør­gen­sen sendt et atom­kraft-kri­tisk debat­ind­læg afsted til Poli­ti­ken med en ræk­ke med­af­sen­de­re, som ikke har sagt ja til at være med­af­sen­de­re. Mini­ste­ri­et har bekla­get fejl­en og for­kla­ret, at inten­tio­nen var, at man vil­le have spurgt de for­skel­li­ge poli­ti­ke­re og orga­ni­sa­tio­ner, om de vil­le være med til at mene det præ­cis sam­me som mini­ste­ren, men det fik man ikke lige gjort og vup­ti! Det gav mig instink­tivt lyst til at sen­de et debat­ind­læg ind til Poli­ti­ken med Dan Jør­gen­sens og mit navn på, hvor vi sam­men fore­slog noget vir­ke­lig fjol­let: Nem­lig at bru­ge en mil­li­on kro­ner på at gøre stegt flæsk med per­sil­lesovs til Dan­marks natio­nal­ret, men så gik det op for mig, at det har Dan Jør­gen­sen fak­tisk alle­re­de gjort, den­gang han var fødevareminister. 

– At Dan­mark i grun­den må være et af ver­dens mest til­gi­ven­de og gak­ke­de sam­fund, hvis man alt­så skal tro den sene­ste menings­må­ling fra Mega­fon, hvor rundt reg­net 400.000 dan­ske­re agter at stem­me på Inger Støj­bergs par­ti, hvis der var valg i mor­gen. Afhæn­gigt af hvor tid­ligt val­get bli­ver udskre­vet efter som­mer­fe­ri­en, og for­ud­sat at menings­må­lin­gen hol­der stik, at blå blok vin­der val­get, og at Støj­bergs par­ti bli­ver lige så stort som Ven­stre og Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti, står vi jo en situ­a­tion, hvor vi risi­ke­rer, at Inger Støj­berg kan for­lan­ge at bli­ve mini­ster igen, kun et halvt år efter hun fik fod­læn­ke på, for­di hun ikke kun­ne fin­de ud af at være minister. 

En poli­tisk rockstjerne

Nu skal det hand­le om en anden soci­al­de­mo­kra­tisk trans­portaf­fi­cio­na­do, nem­lig Ben­ny Engel­bre­cht, hvem om Mads Brüg­ger i sit nyheds­brev num­mer 37 skrev, at “han min­der om den super­krist­ne nabo Ned Flan­ders fra The Simp­sons”, hvil­ket jeg slet ikke kan se, hvor Mads Brüg­ger har fra: 

Der­u­d­over kri­ti­se­rer Mads Brüg­ger Ben­ny Engel­bre­cht for især Engel­bre­chts tid som skat­te­mi­ni­ster og peger på, hvor­dan stor­svind­le­ren Sanjay Shah før­te 12 mil­li­ar­der kro­ner ud af SKAT: 

“Mens det sker, går Ben­ny Engel­bre­cht i avi­sen B.T. og giver et inter­view om, at han er chef for ver­dens kede­lig­ste mini­ste­ri­um (“Jeg sid­der i ver­dens kede­lig­ste mini­ste­ri­um, hvor vi har mas­ser af sager, der rul­ler hele tiden,” siger han ordret. red.), og at han der­for, som et værn mod kedsom­he­den, har følt sig kal­det til at lave en musik­vi­deo med sit elen­di­ge band Ben­ny and The Bla­ck Ties. I video­en, som jeg engang imel­lem gen­ser, når jeg skal stres­ste­ste mit for­hold til demo­kra­ti­et, går Ben­ny rundt i et kæl­der­land­skab og spil­ler gui­tar, som gjaldt det livet, og syn­ger, at han bare ger­ne hel­le­re vil være en rock­stjer­ne. En rock­stjer­ne! I al sin idi­o­tisk­hed sådan set meget sødt, men når man sam­ti­dig ved, at det­te er ble­vet fil­met alt imens, at Sanjay Shah & Co var ved at stjæ­le mil­li­ar­der af skat­te­kro­ner fra selv­sam­me Ben­nys mini­ste­ri­um, ja så bli­ver man både for­stemt og slu­kø­ret. Det er blandt andet der­for, at jeg synes, at det er helt i orden at skri­ve, at Ben­ny Engel­bre­cht er selvg­lad, næve­nyt­tig og talent­løs. For det er han.” 

Mads Brüg­ger har et problem

Selvg­lad, næve­nyt­tig og talent­løs. Fy, for en ske­fuld! Af den grund hav­de jeg vir­ke­lig set frem til at rin­ge til Ben­ny Engel­bre­cht, for­di jeg tænk­te, at det da måt­te krib­le i ham for at sen­de et par ver­ba­le øre­fig­ner den anden vej. Jeg skul­le dog bli­ve klogere. 

“Det er Ben­ny Engelbrecht.” 

Hej Ben­ny, det er Kri­stof­fer Erik­sen fra Fri­heds­bre­vet, for­styr­rer jeg?

“Ja, det gør du. Men alt­så, jeg kan godt lige, hvis… alt­så jeg har to-tre minut­ter til, jeg skal være et sted.” 

Okay, men jeg kan bare lige sige, hvad det er, jeg vil. Det er, for­di jeg her over som­me­ren har over­ta­get Mads Brüg­gers nyheds­brev Fri Mads, mens Mads Brüg­ger er på som­mer­fe­rie. Og i den for­bin­del­se prø­ver jeg alt­så at råde bod på noget af al den bal­la­de, han har lavet det sene­ste år, og det gør jeg ved at rin­ge til nog­le af dem, som han har været efter, og så til­by­de dem et genmæle. 

“Jeg er fuld­stæn­dig ligeg­lad med Mads Brüg­ger, og hvad han gør og ikke gør.” 

Okay…

“Det må han selv om. Han er mig totalt lige­gyl­dig, så det kom­mer jeg ikke til at bru­ge min tid på. Beklager.” 

Du kan slet ikke overtales?

“Nej. Over­ho­ve­det ikke. På ingen som helst måde. Mads Brüg­ger har et pro­blem, og det må han have helt for sig selv.” 

Og der er ikke noget jeg kan gøre bare for at få dig til at sæt­te lidt fle­re ord på?

“Nej. Alt­så den mand er jo ikke kom­met vide­re i sit liv, og det gider jeg ikke at være en del af.” 

Det er bare, for­di han jo vir­ke­lig har været ude med riven efter dig, ikk’…? Og så tænk­te jeg, at jeg kun­ne få dig til at give lidt til­ba­ge med sam­me mønt. Det tror jeg, at han vil­le have rig­tig godt af.

“Det kan da godt være… Jeg tror, at han har mere brug for at hol­de noget ferie. Det skal han have lov til.” 

Nå, men tak for dét her så bare, Ben­ny. Det var…

“Ja, det var så lidt! Og god arbejds­lyst anyways, ikk’?” 

Og såle­des måt­te jeg nok engang kig­ge i vej­vi­se­ren efter min drøm om at få et af Mads Brüg­gers ofre til at give ham en ordent­lig omgang ordtortur. 

Det var alt fra mig den­ne man­dag. Hav en rig­tig dej­lig uge! 

Bed­ste hilsner 

Kri­stof­fer Erik­sen, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet 

PS. Vores teg­ner Malt­he Emil Kibs­gaard har den­ne uge portræt­te­ret mig som skur­ken Venom, der kører på segway og hol­der Mads Brüg­gers hoved i sin hånd. Og hvad du skal læg­ge i det, vil jeg over­la­de helt til dig selv at afgøre.