Fri Kristoffer #2: At arbejde eller ikke at arbejde, det er sagen
Om bare fire døgn er der folketingsvalg, og jeg skulle lige til at skrive, at når du hører fra mig igen næste fredag, så har Danmark fået en ny regering.
Men det kommer nok ikke til at ske. I stedet befinder vi os, når den tid kommer, formentlig midt i en eller anden grad af parlamentarisk kaos, hvor politikerne sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan forme en regering sammen, selvom de lige har sagt, at de ikke kan lide hinanden, og selvom de har lovet vælgerne noget vidt forskelligt. Er demokratiet ikke bare smukt?
Er det ikke en herlig tanke, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen lige nu er favoritter til at fortsætte deres vilde ridt inde i Statsministeriet, hvor de sammen i løbet af de seneste tre år har smedet den ene skandale efter den anden, og hvor den ene lyver hurtigere, end den anden kan nå at instruere i hvordan man sletter sms’er?
Og er det ikke pragtfuldt, at et blåt alternativ til ovenstående er et firspand med de trætte, forvirrede og udmagrede krikker Søren Pape, Jakob Ellemann, Pernille Vermund og Morten Messerschmidt, mens hende, der svinger pisken, stadig har blodansamlinger efter sin fodlænke? Og så har jeg ikke engang nævnt Alex Vanopslagh, men han kommer sikkert også bare til at opholde sig inde på TikTok.
At skulle vælge mellem, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, eller at de blå kommer til, svarer lidt til at skulle vælge imellem at have diarré eller menstruationssmerter hver dag de næste fire år.
I midten står Lars Løkke så og forsøger at bilde alle ind, at han kan vise os en tredje vej ud af denne elendighed, men ikke hvilken. Han siger, at han peger på “noget” og ikke “nogen”, og så er det jo svært ikke at tænke, at “noget” betyder den person, der kan garantere ham en international toppost.
Med andre ord er det fortsat ingen sag at drive et medie, der hverken er blåt, rødt, gult eller lilla. Der kommer til at være rigeligt at skrive om den kommende regering, uanset hvem der kommer til at sidde for bordenden, og det er måske det eneste gode, der er at sige om situationen.
Således opmuntret er vi i gang med mit andet nyhedsbrev, som i denne uge især handler om Frihedsbrevets store historie fra onsdag om Sofie Carsten Nielsens skattefinte.
Folkelig som en podcast om naturvin 🍷🍇
Siden Metoo kom og tog Morten Østergaard, har der ikke været meget at råbe hurra for hos Radikale Venstre. Den nuværende leder af den radikale flok på Christiansborg, Sofie Carsten Nielsen, er simpelthen ikke særlig god på en scene, og hun er sådan cirka lige så folkelig som en podcast om naturvin. Læg dertil, at ingen overhovedet forstår den måde, hun tvang Mette Frederiksen til at udskrive valg på, og at hun nu peger på selvsamme Mette Frederiksen som statsminister, og så har man, hvad en politisk krise er gjort af.
At se Sofie Carsten Nielsen i valgkampens begyndelse tage til Rema 1000 i Nakskov for at sidde bag kassen og senere sælge hotdogs i en pølsevogn i Rødby var mere tåkrummende at overvære end selv de værste scener fra filmen Borat. Sofie Carsten Nielsen i provinsen er virkelig fish out of water, og det blev selvfølgelig heller ikke bedre af, at hun fik sagt til pressen, at grunden til, at hun skulle til Lolland, var, at hun ville overtale lollikerne til at droppe gasfyret, hvorefter DR kort efter kunne fortælle, at der ikke er nogen huse på Lolland, der opvarmes med gas. Det var bare en rigtig øv-dag.
På sin vis er den radikale partileder negationen af Inger Støjberg, som jo nærmest ikke kan træde et skridt forkert, jo længere vi kommer ud på landet.
Selv har jeg efterhånden en stor veneration for det elitære og ufolkelige, efter der på Christiansborg er gået konkurrence i, hvem der kan snobbe mest nedad for at vinde den lille mands gunst. Derfor har jeg faktisk beundret de radikale for stædigt at insistere på, at det er en god ting at være højtuddannet, inde i sagerne, velorienteret og ordentlig. At upopulær politik kan være nødvendig, og at tingene skal gå rigtigt til.
Derfor var det lidt, som om den sidste bastion faldt, da vi onsdag kunne bringe historien om, at Sofie Carsten Nielsen har haft et bijob for en netværksvirksomhed, der hedder Samuelsen, og at hun har valgt ikke at betale skat af sin indtjening. 47.000 kroner har hun tjent for opgaver i 2018 og i 2019, men ved aftalens indgåelse skrev Sofie Carsten Nielsen under på, at pengene ikke skulle afregnes som b‑indkomst, hvilket ellers ville være det normale. Nej, det fulde beløb skulle overføres til Sofie Carsten Nielsens egen støtteforening beliggende på hendes hjemmeadresse.
For pengene har Sofie Carsten Nielsen været facilitator af nogle møder for Samuelsen og har blandt andet lavet følgende, fremgår det af kontrakten:
— Dialog med Samuelsen inden møderækkens start
- Dialog med oplægsholder inden mødet, for at afstemme længde og form på oplægget
- Facilitering af mødet med fokus på deltagerinvolvering, variation og dynamik på mødet
- Løbende dialog med Samuelsen om netværkets trivsel og indhold af kommende møder
Finten betyder groft sagt, at Skat er blevet snydt, fordi hver en krone er gået til Sofie Carsten Nielsens valgkamp. Hvis en tømrer eller en murer havde gjort det samme, havde man kaldt det sort arbejde, for selvom Sofie Carsten Nielsen ikke har kunnet betale hverken sit årskort på Louisiana eller abonnement på Årstiderne med pengene, så har hun alligevel haft gavn af dem i forbindelse med kampen for at blive valgt til Folketinget.
Det kan selvfølgelig undre, at en politiker, der har været fyrsteligt lønnet af skatteborgerne gennem de seneste 11 år, ikke tænkte, at sådan et bijob i det private erhvervsliv var en god mulighed for endelig at komme til at bidrage lidt til velfærdsstaten. Men nej, op i røven med den, så længe Sofie Carsten Nielsen har nok penge til at føre valgkamp for.
At arbejde eller ikke at arbejde, det er sagen
Det værste ved denne misere er dog i min optik ikke selve sagen, men nærmere den forklaring, som Sofie Carsten Nielsen har strikket sammen til Frihedsbrevet. Den går simpelthen på, at hun slet ikke har lavet noget arbejde:
“Det er ikke min opfattelse, at jeg har bedrevet noget arbejde. Jeg har fået en donation,” siger hun ordret i interviewet.
Det svar efterlader vel egentlig kun to muligheder: Enten er det så lang tid siden, at Sofie Carsten Nielsen har haft et rigtigt arbejde, at hun har glemt, hvad det er. Eller også lyver hun over for Frihedsbrevet. Svært umiddelbart at vurdere, hvad der er værst.
Går man ind på Samuelsens hjemmeside, kan man se en lang række andre politiske figurer, som faciliterer møder for virksomheden. Frihedsbrevet har talt med Venstre-politikerne Eva Kjer Hansen og Kristian Pihl Lorentzen, som begge har haft et lignende bijob. Begge to har fået afregnet som almindelig lønindkomst og har betalt skat af det. Jeg må bare sige, at man altså er virkelig skidt ude, når de, der har mere styr på sagerne end en selv, er en kvinde, der blev afsat som minister på grund af en sag ved navn “gyllegate”, og en mand, der startede ti brande under sidste valgkamp, fordi han bragede rundt i et lokomotiv i Jylland.
Forsøg på skattesvig
En skatteadvokat, som Frihedsbrevet har talt med, kalder Sofie Carsten Nielsens skattefinte for et “forsøg på skattesvig”, og nu vil partiet så undersøge, om alt er gået efter bogen.
At denne sag ikke har fået mere opmærksomhed, undrer mig faktisk, men måske skyldes det, at Radikale i de seneste meningsmålinger ligger og skvulper rundt på 3–4 procent af stemmerne, hvilket gør, at folk alligevel har afskrevet dem. Også S‑profilen Ida Auken gjorde i øvrigt brug af finten, dengang hun var radikal.
I dag kom desuden svar fra Skattestyrelsen. Frihedsbrevet havde spurgt, hvordan det forholdt sig med beskatning til personer, der har lavet opgaver for et firma, men i stedet for honorar har fået udbetalt pengene i form af donationer til foreninger, som de selv har stiftet. Skattestyrelsen vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men deres svar efterlader alligevel ikke megen tvivl:
“Generelt kan Skattestyrelsen dog oplyse, hvis en person allerede har erhvervet ret til et skattepligtigt honorar, inden det gives videre til en forening, skal indtægten som hovedregel beskattes hos personen.”
“Hvis det – før personen har erhvervet ret til honoraret – er aftalt, at honoreringen skal ske i form af en donation til en forening, vil honoraret også skulle beskattes. Dette skyldes, at personen har disponeret over honoraret. Det vil sige, at personen har givet et såkaldt dispositivt afkald. Det er alene, hvis der er givet et såkaldt blankt afkald, hvor man ikke disponerer over beløbet, at der kan være skattefrihed.”
Det får dog hverken Sofie Carsten Nielsen eller Ida Auken til at indrømme, at der er sket uregelmæssigheder med deres skattebetalinger her kort før valget. Radikale henholder sig til et tidligere svar til Frihedsbrevet, hvor de skriver, at de var af den opfattelse, at der var tale om en skattefri donation, og at de nu har bedt deres revisionsfirma om at gå ind i sagen og drøfte den med skattemyndighederne.
Ida Auken lægger sig heller ikke fladt ned:
“Jeg vil gerne gøre det rigtige, og vi får derfor lavet en konkret vurdering af en skatteadvokat. Som Skattestyrelsen skriver, kan de ikke kan udtale sig om konkrete personer, så vi bliver nødt til at få en konkret vurdering. Skulle det være tilfældet, at jeg har udestående skat, betaler jeg selvfølgelig det samt sikrer mig, at det fremadrettet bliver gjort i henhold til gældende regler.”
Hvis du ikke har læst Mathias Blædel og Lars Fogts historie om Sofie Carsten Nielsen, så se at komme i gang her. Ligesom du også bør læse opfølgningen, der handler om Socialdemokratiets Ida Auken, som heller ikke synes, at hun skal betale skat af sine jobs ved siden af politik.
Ekstra Bladets gigantos brøler
Jeg skal ærligt indrømme, at vi læste artiklerne om Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken igennem et par gange mere, end vi plejer, før vi udkom med dem. Det skyldes helt åbenlyst, at vi står mindre end en uge før valget, og det at anklage to fremtrædende politikere for noget, der lugter af skattesvig, er en meget alvorlig sag. Men sagen var krystalklar ifølge de tre skatteeksperter, som vi har interviewet og forelagt al vores dokumentation, og der var end ikke en flig af tvivl i deres vurdering.
Jeg var naturligvis også påvirket af, at min tidligere arbejdsplads Ekstra Bladet i tirsdags måtte gå bodsgang efter at have bragt en historie på forsiden om Søren Pape, der skulle have handlet imod coronaanbefalingerne, da han i 2021 rejste til Den Dominikanske Republik sammen med Den Dominikanske Republiks præsidents forhenværende nevø.
Historien holdt ikke, for Søren Pape Poulsen var immun, og derfor var det ikke imod anbefalingerne, da K‑formanden rejste. “Ny ferieafsløring: Pape i coronabrøler”, havde Ekstra Bladet ellers skreget ud til læserne, men nu måtte der trækkes i land. Det skete i første omgang med denne meget subtile undskyldning på eb.dk:
Når man tænker på, hvordan andre mediers fejl typisk bliver solgt på eb.dk, hvor der nærmest ikke er nogen grænse for, hvor lille en fejl man kan begå, før det bliver til en “kæmpe brøler”, så må man sige, at Ekstra Bladet selv fik en meget nådig behandling af Ekstra Bladet.
Den diskrepans undrede Frihedsbrevets kulturjournalist Emil Findalen sig selvfølgelig over, og derfor ringede han til ansvarshavende chefredaktør Knud Brix for at opklare, hvad den pludselig meget afdæmpede tone på forsiden af eb.dk skyldtes. Læs det her.
Konservatives Twitter-junta
Hvis der er nogen i denne verden, man ikke skal have ondt af, så er det Ekstra Bladet, men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at føle med dem. Når man læser gennemgangen af forløbet op til den fejlagtige artikels publicering, står det meget hurtigt klart, at det vitterligt er den slags fejl, som alle journalister kunne have begået. Selv Søren Pape Poulsen opdagede ikke fejlen, da han blev foreholdt kritikken fra Ekstra Bladet – han sagde derimod, at han godt vidste, at rejsen var på kanten, og at han beklagede.
Ekstra Bladets øvrige historier om Søren Pape dette efterår har været fremragende og har uden tvivl været hovedårsagen til, at Konservatives håb om statsministerposten er bristet.
At gå fra 16 procent til seks procent i meningsmålingerne på bare et par måneder er en seriøst vild deroute, og jeg tror ikke engang, at Søren Pape havde kunnet smide så mange vælgere ved at gå ind for dødsstraf, eller ved at foreslå, at vi skulle til at arbejde igen om lørdagen.
Ekstra Bladet har ikke afsløret Søren Pape i at gøre noget ulovligt, men jeg tror faktisk, at vælgerne havde været mere tilgivende overfor den slags; bare se på Inger Støjberg. Nej, historierne – de mest markante af dem i hvert fald – handler jo egentlig bare om, at Søren Pape har gået og fortalt en masse forkerte ting om sin mand til offentligheden, som fx at han er jøde. Og bang! Tre uger før valgudskrivelsen måtte Pape så forsøge at redde, hvad reddes kunne, og melde ud, at han nu skulle skilles.
Afsløringerne har fået Pape til at se både dum, naiv, men også lidt mærkelig ud. Og den kombination tænder borgerlige vælgere altså åbenbart virkelig meget af på.
“Det er sgu for mærkeligt, det der,” forestiller jeg mig, at de siger til hinanden, og så stemmer de i stedet på noget, der virker en anelse mere relaterbart.
Blandt Konservatives folketingskandidater bander man også manden, der angiveligt hedder Josue Medina Vazquez, langt væk. I hvert fald er det ham, der bliver klandret for modvinden, når man taler med K‑folk til baggrund. Papes skudsmål er heller ikke videre pænt. Kritikken går især på den dårlige håndtering, og den manglende forklaring.
“Jeg kommer ikke til at kommentere mit privatliv,” har Pape sagt igen og igen, hvilket har skabt endnu bedre levevilkår for mystik og rygtedannelse. Derudover er det i øvrigt en fuldkommen absurd undvigemanøvre, for det er jo Pape selv der har trukket Josue væk fra privatlivets fred og ud på den store scene, da han fx fortalte offentligheden om Josues jødiske baggrund til en konference om antisemitisme.
Med det i baghovedet er det altså rigtig god lir at se, hvordan den konservative folketingsgruppe har brugt Ekstra Bladets seneste bommert til at så tvivl om troværdigheden af Ekstra Bladets øvrige artikler om Pape. En konservativ Twitter-junta bestående af Mette Abildgaard, Britt Bager og Rasmus Jarlov har virkelig givet den fuld pedal de sidste mange dage og endda krævet chefredaktør Knud Brix’ afgang. Alt imens ligger den konservative statsministerdrøm uden for Søren Papes bofælleskab i Viborg og dødsraller.
In other news
Kender du vores podcast Fri Ukraine med Flemming Rose og Sofie Frøkjær? Hvis du interesserer dig bare det mindste for krigen i Ukraine, så er det simpelthen en must-listen i mangel af bedre ord. I podcasten interviewer Sofie Frøkjær min chefredaktørkollega Flemming Rose, som muligvis er det mest vidende menneske i dette land, når det kommer til russiske forhold. Det skyldes blandt andet, at han har en fortid som Moskva-korrespondent, og det skader selvfølgelig heller ikke, at han også kan sproget.
Personligt får jeg ikke så meget ud af at gå og læse løsrevne nyhedsartikler om krigens udvikling i Ukraine – det stoppede jeg faktisk med engang i foråret – så jeg følger stort set kun med i krigen i vores egen podcast. Ugens afsnit, der udkom i går, handler om, hvad der skal til, før Putin trykker på atomknappen. Rose og Frøkjær har lektor og forfatter Casper Andersen med i studiet, og det er et meget anbefalelsesværdigt afsnit. Du finder Fri Ukraine i vores app.
Grinebidderne Kåre og Mette
Hvad du til gengæld ikke behøver at gøre, er at gå ind at se det sidste afsnit af DR’s Mød Partierne med Kåre Quist og Mette Frederiksen. Det er virkelig kvalmefremkaldende. Jeg kom for skade at gøre det, fordi jeg tænkte, at det var spændende her få dage før valget at se et langt veludført kritisk interview med landets statsminister, som jeg jo ved, at Kåre Quist virkelig er i stand til at lave. Men det måtte jeg kigge i vejviseren efter, for i stedet skulle der virkelig grines og fjolles. Det mindede på en eller anden måde lidt om stemningen fra filmen Don’t Look Up, hvor jorden er ved at gå under, mens tv-værterne sidder og gør alt for at bevare den gode, hyggelige stemning.
Jeg forstår ikke, hvorfor en redaktør på DR ikke stoppede Kåre Quist, da han på redaktionsmødet inden programmet foreslog, at han tog sin ulidelige onkelhumor fra Twitter med ind til det, der skulle have været et vigtigt, kritisk interview, for selv på DR må man da have bemærket, hvor høj på sig selv Quist efterhånden virker.
Mette Frederiksen har selv proklameret, at hun i valgkampen vil forsøge at smile meget mere, og man må godt nok sige, at Kåre Quist gik ind til interviewet for at understøtte den ambition. På de blot 35 minutter fik de to snakket om, hvor godt planlagt valget var, for nu kunne Kåre Quist komme til Torino og se Juventus spille med sin søn den 6. november, høhø, og der blev både som det første og som det sidste i interviewet vist gamle klip med Mette Frederiksen, hvor hun har grineflip, for så var præmissen ligesom slået helt fast: Her er to grineren mennesker, der skal have det skidesjovt sammen, og du er inviteret med til at se dem fjolle løs.
Der var mange slemme øjeblikke at vælge imellem, men det mest smertefulde kom, da interviewet havde bevæget sig ind i en ellers interessant fase, der handlede om, hvorvidt danskerne skulle betale mere for oksekød. Det spørgsmål er selvfølgelig vigtigt til især Mette Frederiksen, da hun hævder, at hun er grøn, før hun er rød, og samtidig ved vi, at noget af det mest klimabelastende, vi har, er oksekød. Et umiddelbart penibelt spørgsmål for statsministeren, for Arne er jo ikke interesseret i at betale mere for en pakke hakket oksekød. Kåre Quist kunne selvfølgelig ikke lade være med at afspore debatten med et tåkrummende ordspil. Jeg har transskriberet dialogen:
Mette Frederiksen: “Hvis du er en enlig mor med tre drenge, der alle interesserer sig for fodbold ligesom din søn…”
Kåre Quist: “Altid godt!”
Mette Frederiksen: “…og går ned med sin indkøbskurv og skal fylde den op, så er det jo blevet meget dyrere at købe ind til en omgang spaghetti kødsovs, og det er der rigtig mange… det har jeg også gjort til mine egne børn…
Kåre Quist afbryder Mettes talestrøm: “SÅ SKAL MAN HAVE FARS TIL FIRE!!”
Herefter udspiller der sig et nærmest utroligt øjeblik, hvor Mette Frederiksen overhovedet ikke fanger Kåre Quists ellers meget lidt subtile ordspil:
“Bruger du fars?! Nej, da ikke til spaghetti kødsovs! Der bruger du oksekød. Farsen bruger du til noget andet! Ej, nu vågner nordjyden! Du bruger farsen til noget andet” udbryder Mette Frederiksen, mens Kåre Quist griner akavet og tydeligvis overvejer, om han skal sige, at det med fars til fire jo bare var et ordspil på den gamle børnefilm med Lille Per, samtidig med at han måske godt ved, at det vil gøre situationen meget værre, hvis han begynder at forklare den forfærdelige vittighed til både publikum, seere og den humorforladte statsminister foran ham.
Som sagt: Det er meget pinefuldt at se, og nu behøver du ikke gøre det, for jeg tog én for holdet.
Jeg lover i øvrigt, at vi på Frihedsbrevet aldrig kommer til at invitere magten til teselskab og blød bolle, som DR gjorde i går, og det er jo alene nok til, at du bør give os en chance, hvis du endnu ikke er medlem. Du kan få de første 14 dage for 0 kroner, så derfor er der ikke rigtigt noget at miste ved lige at give os en chance.
Jeg tror på, at folk gerne vil have et medie, der sørger for at afsløre det, som politikerne ikke vil have frem, og som stiller dem de spørgsmål, som de ikke kan lide at svare på, uden at det skal omgærdes af hygge og gusten jovialitet.
Og i den forbindelse: Se bare, hvordan Frihedsbrevets Maya Tekelis hårdtslående interview med Søren Pape er blevet fortolket af instagramkontoen “birdswillbebirds”.
Tænk, at den dialog rent faktisk har fundet sted mellem en journalist og en mand, der indtil for nylig var favorit til at blive Danmarks næste statsminister. Vidunderligt!
Ugens tegning til mit nyhedsbrev fra Malthe Emil Kibsgaard taler næsten for sig selv. Tag den ind og nyd den, og tag den eventuelt frem igen en dag, hvis du hænger lidt med næbbet.
Rigtig god weekend!
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet