Fri Kri­stof­fer #2: At arbej­de eller ikke at arbej­de, det er sagen


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Om bare fire døgn er der fol­ke­tings­valg, og jeg skul­le lige til at skri­ve, at når du hører fra mig igen næste fre­dag, så har Dan­mark fået en ny regering. 

Men det kom­mer nok ikke til at ske. I ste­det befin­der vi os, når den tid kom­mer, for­ment­lig midt i en eller anden grad af par­la­men­ta­risk kaos, hvor poli­ti­ker­ne sid­der bag luk­ke­de døre og dis­ku­te­rer, hvor­dan de kan for­me en rege­ring sam­men, selv­om de lige har sagt, at de ikke kan lide hin­an­den, og selv­om de har lovet væl­ger­ne noget vidt for­skel­ligt. Er demo­kra­ti­et ikke bare smukt? 

Er det ikke en her­lig tan­ke, at Met­te Fre­de­rik­sen og Bar­ba­ra Ber­tel­sen lige nu er favo­rit­ter til at fort­sæt­te deres vil­de ridt inde i Stats­mi­ni­ste­ri­et, hvor de sam­men i løbet af de sene­ste tre år har sme­det den ene skan­da­le efter den anden, og hvor den ene lyver hur­ti­ge­re, end den anden kan nå at instru­e­re i hvor­dan man slet­ter sms’er?

Og er det ikke pragt­fuldt, at et blåt alter­na­tiv til oven­stå­en­de er et fir­s­pand med de træt­te, for­vir­re­de og udma­gre­de krik­ker Søren Pape, Jakob Elle­mann, Per­nil­le Ver­mund og Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, mens hen­de, der svin­ger pisken, sta­dig har blo­dan­sam­lin­ger efter sin fod­læn­ke? Og så har jeg ikke engang nævnt Alex Vanop­slagh, men han kom­mer sik­kert også bare til at ophol­de sig inde på TikTok. 

At skul­le væl­ge mel­lem, at Met­te Fre­de­rik­sen fort­sæt­ter som stats­mi­ni­ster, eller at de blå kom­mer til, sva­rer lidt til at skul­le væl­ge imel­lem at have diar­ré eller men­stru­a­tions­smer­ter hver dag de næste fire år. 

I mid­ten står Lars Løk­ke så og for­sø­ger at bil­de alle ind, at han kan vise os en tred­je vej ud af den­ne elen­dig­hed, men ikke hvil­ken. Han siger, at han peger på “noget” og ikke “nogen”, og så er det jo svært ikke at tæn­ke, at “noget” bety­der den per­son, der kan garan­te­re ham en inter­na­tio­nal toppost. 

Med andre ord er det fort­sat ingen sag at dri­ve et medie, der hver­ken er blåt, rødt, gult eller lil­la. Der kom­mer til at være rige­ligt at skri­ve om den kom­men­de rege­ring, uan­set hvem der kom­mer til at sid­de for bor­den­den, og det er måske det ene­ste gode, der er at sige om situationen. 

Såle­des opmun­tret er vi i gang med mit andet nyheds­brev, som i den­ne uge især hand­ler om Fri­heds­bre­vets sto­re histo­rie fra ons­dag om Sofie Car­sten Niel­sens skattefinte. 

Fol­ke­lig som en podcast om naturvin 🍷🍇

Siden Metoo kom og tog Mor­ten Øster­gaard, har der ikke været meget at råbe hur­ra for hos Radi­ka­le Ven­stre. Den nuvæ­ren­de leder af den radi­ka­le flok på Chri­sti­ans­borg, Sofie Car­sten Niel­sen, er sim­pelt­hen ikke sær­lig god på en sce­ne, og hun er sådan cir­ka lige så fol­ke­lig som en podcast om natur­vin. Læg der­til, at ingen over­ho­ve­det for­står den måde, hun tvang Met­te Fre­de­rik­sen til at udskri­ve valg på, og at hun nu peger på selv­sam­me Met­te Fre­de­rik­sen som stats­mi­ni­ster, og så har man, hvad en poli­tisk kri­se er gjort af. 

At se Sofie Car­sten Niel­sen i valg­kam­pens begyn­del­se tage til Rema 1000 i Naks­kov for at sid­de bag kas­sen og sene­re sæl­ge hot­dogs i en pøl­se­vogn i Rød­by var mere tåkrum­men­de at over­væ­re end selv de vær­ste sce­ner fra fil­men Borat. Sofie Car­sten Niel­sen i provin­sen er vir­ke­lig fish out of water, og det blev selv­føl­ge­lig hel­ler ikke bed­re af, at hun fik sagt til pres­sen, at grun­den til, at hun skul­le til Lol­land, var, at hun vil­le over­ta­le lol­li­ker­ne til at drop­pe gas­fy­ret, hvor­ef­ter DR kort efter kun­ne for­tæl­le, at der ikke er nogen huse på Lol­land, der opvar­mes med gas. Det var bare en rig­tig øv-dag. 

På sin vis er den radi­ka­le par­ti­le­der nega­tio­nen af Inger Støj­berg, som jo nær­mest ikke kan træ­de et skridt for­kert, jo læn­ge­re vi kom­mer ud på landet. 

Selv har jeg efter­hån­den en stor vene­ra­tion for det eli­tæ­re og ufol­ke­li­ge, efter der på Chri­sti­ans­borg er gået kon­kur­ren­ce i, hvem der kan snob­be mest nedad for at vin­de den lil­le mands gun­st. Der­for har jeg fak­tisk beun­dret de radi­ka­le for stæ­digt at insi­ste­re på, at det er en god ting at være højtud­dan­net, inde i sager­ne, vel­o­ri­en­te­ret og ordent­lig. At upo­pu­lær poli­tik kan være nød­ven­dig, og at tin­ge­ne skal gå rig­tigt til. 

Der­for var det lidt, som om den sid­ste bastion faldt, da vi ons­dag kun­ne brin­ge histo­ri­en om, at Sofie Car­sten Niel­sen har haft et bijob for en net­værks­virk­som­hed, der hed­der Samu­el­sen, og at hun har valgt ikke at beta­le skat af sin ind­tje­ning. 47.000 kro­ner har hun tjent for opga­ver i 2018 og i 2019, men ved afta­lens ind­gå­el­se skrev Sofie Car­sten Niel­sen under på, at pen­ge­ne ikke skul­le afreg­nes som b‑indkomst, hvil­ket ellers vil­le være det nor­ma­le. Nej, det ful­de beløb skul­le over­fø­res til Sofie Car­sten Niel­sens egen støt­te­for­e­ning belig­gen­de på hen­des hjemmeadresse. 

For pen­ge­ne har Sofie Car­sten Niel­sen været faci­li­ta­tor af nog­le møder for Samu­el­sen og har blandt andet lavet føl­gen­de, frem­går det af kontrakten: 

— Dia­log med Samu­el­sen inden møde­ræk­kens start

- Dia­log med oplægs­hol­der inden mødet, for at afstem­me læng­de og form på oplægget

- Faci­li­te­ring af mødet med fokus på del­ta­ge­r­in­vol­ve­ring, vari­a­tion og dyna­mik på mødet

- Løben­de dia­log med Samu­el­sen om net­vær­kets triv­sel og ind­hold af kom­men­de møder

Fin­ten bety­der groft sagt, at Skat er ble­vet snydt, for­di hver en kro­ne er gået til Sofie Car­sten Niel­sens valg­kamp. Hvis en tøm­rer eller en murer hav­de gjort det sam­me, hav­de man kaldt det sort arbej­de, for selv­om Sofie Car­sten Niel­sen ikke har kun­net beta­le hver­ken sit års­kort på Lou­i­si­a­na eller abon­ne­ment på Års­ti­der­ne med pen­ge­ne, så har hun alli­ge­vel haft gavn af dem i for­bin­del­se med kam­pen for at bli­ve valgt til Folketinget. 

Det kan selv­føl­ge­lig undre, at en poli­ti­ker, der har været fyr­ste­ligt løn­net af skat­te­bor­ger­ne gen­nem de sene­ste 11 år, ikke tænk­te, at sådan et bijob i det pri­va­te erhvervs­liv var en god mulig­hed for ende­lig at kom­me til at bidra­ge lidt til vel­færds­sta­ten. Men nej, op i røven med den, så læn­ge Sofie Car­sten Niel­sen har nok pen­ge til at føre valg­kamp for. 

At arbej­de eller ikke at arbej­de, det er sagen

Det vær­ste ved den­ne mise­re er dog i min optik ikke sel­ve sagen, men nær­me­re den for­kla­ring, som Sofie Car­sten Niel­sen har strik­ket sam­men til Fri­heds­bre­vet. Den går sim­pelt­hen på, at hun slet ikke har lavet noget arbejde: 

“Det er ikke min opfat­tel­se, at jeg har bedre­vet noget arbej­de. Jeg har fået en dona­tion,” siger hun ordret i interviewet. 

Det svar efter­la­der vel egent­lig kun to mulig­he­der: Enten er det så lang tid siden, at Sofie Car­sten Niel­sen har haft et rig­tigt arbej­de, at hun har glemt, hvad det er. Eller også lyver hun over for Fri­heds­bre­vet. Svært umid­del­bart at vur­de­re, hvad der er værst. 

Går man ind på Samu­el­sens hjem­mesi­de, kan man se en lang ræk­ke andre poli­ti­ske figu­rer, som faci­li­te­rer møder for virk­som­he­den. Fri­heds­bre­vet har talt med Ven­stre-poli­ti­ker­ne Eva Kjer Han­sen og Kri­sti­an Pihl Lorentzen, som beg­ge har haft et lig­nen­de bijob. Beg­ge to har fået afreg­net som almin­de­lig lønind­komst og har betalt skat af det. Jeg må bare sige, at man alt­så er vir­ke­lig skidt ude, når de, der har mere styr på sager­ne end en selv, er en kvin­de, der blev afsat som mini­ster på grund af en sag ved navn “gyl­le­ga­te”, og en mand, der star­te­de ti bran­de under sid­ste valg­kamp, for­di han bra­ge­de rundt i et loko­mo­tiv i Jylland. 

For­søg på skattesvig

En skat­te­ad­vo­kat, som Fri­heds­bre­vet har talt med, kal­der Sofie Car­sten Niel­sens skat­te­fin­te for et “for­søg på skat­tesvig”, og nu vil par­ti­et så under­sø­ge, om alt er gået efter bogen. 

At den­ne sag ikke har fået mere opmærk­som­hed, undrer mig fak­tisk, men måske skyl­des det, at Radi­ka­le i de sene­ste menings­må­lin­ger lig­ger og skvul­per rundt på 3–4 pro­cent af stem­mer­ne, hvil­ket gør, at folk alli­ge­vel har afskre­vet dem. Også S‑profilen Ida Auken gjor­de i øvrigt brug af fin­ten, den­gang hun var radikal. 

I dag kom des­u­den svar fra Skat­testy­rel­sen. Fri­heds­bre­vet hav­de spurgt, hvor­dan det for­holdt sig med beskat­ning til per­so­ner, der har lavet opga­ver for et fir­ma, men i ste­det for honorar har fået udbe­talt pen­ge­ne i form af dona­tio­ner til for­e­nin­ger, som de selv har stif­tet. Skat­testy­rel­sen vil ikke for­hol­de sig til den kon­kre­te sag, men deres svar efter­la­der alli­ge­vel ikke megen tvivl: 

“Gene­relt kan Skat­testy­rel­sen dog oply­se, hvis en per­son alle­re­de har erhver­vet ret til et skat­teplig­tigt honorar, inden det gives vide­re til en for­e­ning, skal ind­tæg­ten som hoved­re­gel beskat­tes hos personen.” 

“Hvis det – før per­so­nen har erhver­vet ret til honora­ret – er aftalt, at hono­re­rin­gen skal ske i form af en dona­tion til en for­e­ning, vil honora­ret også skul­le beskat­tes. Det­te skyl­des, at per­so­nen har dis­po­ne­ret over honora­ret. Det vil sige, at per­so­nen har givet et såkaldt dis­po­si­tivt afkald. Det er ale­ne, hvis der er givet et såkaldt blankt afkald, hvor man ikke dis­po­ne­rer over belø­bet, at der kan være skattefrihed.” 

Det får dog hver­ken Sofie Car­sten Niel­sen eller Ida Auken til at indrøm­me, at der er sket ure­gel­mæs­sig­he­der med deres skat­te­be­ta­lin­ger her kort før val­get. Radi­ka­le hen­hol­der sig til et tid­li­ge­re svar til Fri­heds­bre­vet, hvor de skri­ver, at de var af den opfat­tel­se, at der var tale om en skat­te­fri dona­tion, og at de nu har bedt deres revi­sions­fir­ma om at gå ind i sagen og drøf­te den med skattemyndighederne. 

Ida Auken læg­ger sig hel­ler ikke fladt ned: 

“Jeg vil ger­ne gøre det rig­ti­ge, og vi får der­for lavet en kon­kret vur­de­ring af en skat­te­ad­vo­kat. Som Skat­testy­rel­sen skri­ver, kan de ikke kan udta­le sig om kon­kre­te per­so­ner, så vi bli­ver nødt til at få en kon­kret vur­de­ring. Skul­le det være til­fæl­det, at jeg har ude­stå­en­de skat, beta­ler jeg selv­føl­ge­lig det samt sik­rer mig, at det fremad­ret­tet bli­ver gjort i hen­hold til gæl­den­de regler.” 

Hvis du ikke har læst Mat­hi­as Blæ­del og Lars Fogts histo­rie om Sofie Car­sten Niel­sen, så se at kom­me i gang her. Lige­som du også bør læse opfølg­nin­gen, der hand­ler om Soci­al­de­mo­kra­tiets Ida Auken, som hel­ler ikke synes, at hun skal beta­le skat af sine jobs ved siden af politik. 

Ekstra Bla­dets gigan­tos brøler

Jeg skal ærligt indrøm­me, at vi læste artik­ler­ne om Sofie Car­sten Niel­sen og Ida Auken igen­nem et par gan­ge mere, end vi ple­jer, før vi udkom med dem. Det skyl­des helt åben­lyst, at vi står min­dre end en uge før val­get, og det at ankla­ge to frem­træ­den­de poli­ti­ke­re for noget, der lug­ter af skat­tesvig, er en meget alvor­lig sag. Men sagen var krystal­klar iføl­ge de tre skat­te­eks­per­ter, som vi har inter­viewet og fore­lagt al vores doku­men­ta­tion, og der var end ikke en flig af tvivl i deres vurdering. 

Jeg var natur­lig­vis også påvir­ket af, at min tid­li­ge­re arbejds­plads Ekstra Bla­det i tirs­dags måt­te gå bod­s­gang efter at have bragt en histo­rie på for­si­den om Søren Pape, der skul­le have hand­let imod cor­o­naan­be­fa­lin­ger­ne, da han i 2021 rej­ste til Den Domi­ni­kan­ske Repu­blik sam­men med Den Domi­ni­kan­ske Repu­bliks præ­si­dents for­hen­væ­ren­de nevø. 

Histo­ri­en holdt ikke, for Søren Pape Poul­sen var immun, og der­for var det ikke imod anbe­fa­lin­ger­ne, da K‑formanden rej­ste. “Ny feri­e­af­slø­ring: Pape i cor­o­na­brø­ler”, hav­de Ekstra Bla­det ellers skre­get ud til læser­ne, men nu måt­te der træk­kes i land. Det ske­te i før­ste omgang med den­ne meget sub­ti­le und­skyld­ning på eb.dk:

Når man tæn­ker på, hvor­dan andre medi­ers fejl typisk bli­ver solgt på eb.dk, hvor der nær­mest ikke er nogen græn­se for, hvor lil­le en fejl man kan begå, før det bli­ver til en “kæm­pe brø­ler”, så må man sige, at Ekstra Bla­det selv fik en meget nådig behand­ling af Ekstra Bladet. 

Den diskre­pans undre­de Fri­heds­bre­vets kul­turjour­na­list Emil Fin­da­len sig selv­føl­ge­lig over, og der­for rin­ge­de han til ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Knud Brix for at opkla­re, hvad den plud­se­lig meget afdæm­pe­de tone på for­si­den af eb.dk skyld­tes. Læs det her.

Kon­ser­va­ti­ves Twitter-junta

Hvis der er nogen i den­ne ver­den, man ikke skal have ondt af, så er det Ekstra Bla­det, men jeg kun­ne nu alli­ge­vel ikke lade være med at føle med dem. Når man læser gen­nem­gan­gen af for­lø­bet op til den fejl­ag­ti­ge arti­kels publi­ce­ring, står det meget hur­tigt klart, at det vit­ter­ligt er den slags fejl, som alle jour­na­li­ster kun­ne have begå­et. Selv Søren Pape Poul­sen opda­ge­de ikke fejl­en, da han blev fore­holdt kri­tik­ken fra Ekstra Bla­det – han sag­de der­i­mod, at han godt vid­ste, at rej­sen var på kan­ten, og at han beklagede. 

Ekstra Bla­dets øvri­ge histo­ri­er om Søren Pape det­te efter­år har været frem­ra­gen­de og har uden tvivl været hoved­år­sa­gen til, at Kon­ser­va­ti­ves håb om stats­mi­ni­ster­po­sten er bristet. 

At gå fra 16 pro­cent til seks pro­cent i menings­må­lin­ger­ne på bare et par måne­der er en seri­øst vild derou­te, og jeg tror ikke engang, at Søren Pape hav­de kun­net smi­de så man­ge væl­ge­re ved at gå ind for døds­straf, eller ved at fore­slå, at vi skul­le til at arbej­de igen om lørdagen. 

Ekstra Bla­det har ikke afslø­ret Søren Pape i at gøre noget ulov­ligt, men jeg tror fak­tisk, at væl­ger­ne hav­de været mere til­gi­ven­de over­for den slags; bare se på Inger Støj­berg. Nej, histo­ri­er­ne – de mest mar­kan­te af dem i hvert fald – hand­ler jo egent­lig bare om, at Søren Pape har gået og for­talt en mas­se for­ker­te ting om sin mand til offent­lig­he­den, som fx at han er jøde. Og bang! Tre uger før valg­ud­skri­vel­sen måt­te Pape så for­sø­ge at red­de, hvad red­des kun­ne, og mel­de ud, at han nu skul­le skilles. 

Afslø­rin­ger­ne har fået Pape til at se både dum, naiv, men også lidt mær­ke­lig ud. Og den kom­bi­na­tion tæn­der bor­ger­li­ge væl­ge­re alt­så åben­bart vir­ke­lig meget af på. 

“Det er sgu for mær­ke­ligt, det der,” fore­stil­ler jeg mig, at de siger til hin­an­den, og så stem­mer de i ste­det på noget, der vir­ker en anel­se mere relaterbart. 

Blandt Kon­ser­va­ti­ves fol­ke­tings­kan­di­da­ter ban­der man også man­den, der angi­ve­ligt hed­der Josue Medi­na Vazquez, langt væk. I hvert fald er det ham, der bli­ver klan­dret for mod­vin­den, når man taler med K‑folk til bag­grund. Papes skuds­mål er hel­ler ikke vide­re pænt. Kri­tik­ken går især på den dår­li­ge hånd­te­ring, og den mang­len­de forklaring. 

“Jeg kom­mer ikke til at kom­men­te­re mit pri­vat­liv,” har Pape sagt igen og igen, hvil­ket har skabt end­nu bed­re leve­vil­kår for mystik og ryg­te­dan­nel­se. Der­u­d­over er det i øvrigt en fuld­kom­men absurd und­vi­ge­ma­nøv­re, for det er jo Pape selv der har truk­ket Josue væk fra pri­vat­li­vets fred og ud på den sto­re sce­ne, da han fx for­tal­te offent­lig­he­den om Josu­es jødi­ske bag­grund til en kon­fe­ren­ce om antisemitisme. 

Med det i bag­ho­ve­det er det alt­så rig­tig god lir at se, hvor­dan den kon­ser­va­ti­ve fol­ke­tings­grup­pe har brugt Ekstra Bla­dets sene­ste bom­mert til at så tvivl om tro­vær­dig­he­den af Ekstra Bla­dets øvri­ge artik­ler om Pape. En kon­ser­va­tiv Twit­ter-jun­ta bestå­en­de af Met­te Abild­gaard, Britt Bager og Ras­mus Jar­lov har vir­ke­lig givet den fuld pedal de sid­ste man­ge dage og end­da kræ­vet che­fre­dak­tør Knud Brix’ afgang. Alt imens lig­ger den kon­ser­va­ti­ve stats­mi­ni­ster­drøm uden for Søren Papes bofæl­leskab i Viborg og dødsraller. 

In other news

Ken­der du vores podcast Fri Ukrai­ne med Flem­m­ing Rose og Sofie Frøkjær? Hvis du inter­es­se­rer dig bare det mind­ste for kri­gen i Ukrai­ne, så er det sim­pelt­hen en must-listen i man­gel af bed­re ord. I podca­sten inter­viewer Sofie Frøkjær min che­fre­dak­tørkol­le­ga Flem­m­ing Rose, som mulig­vis er det mest viden­de men­ne­ske i det­te land, når det kom­mer til rus­si­ske for­hold. Det skyl­des blandt andet, at han har en for­tid som Moskva-kor­re­spon­dent, og det ska­der selv­føl­ge­lig hel­ler ikke, at han også kan sproget. 

Per­son­ligt får jeg ikke så meget ud af at gå og læse løs­rev­ne nyheds­ar­tik­ler om kri­gens udvik­ling i Ukrai­ne – det stop­pe­de jeg fak­tisk med engang i for­å­ret – så jeg føl­ger stort set kun med i kri­gen i vores egen podcast. Ugens afsnit, der udkom i går, hand­ler om, hvad der skal til, før Putin tryk­ker på atom­k­nap­pen. Rose og Frøkjær har lek­tor og for­fat­ter Cas­per Ander­sen med i stu­di­et, og det er et meget anbe­fa­lel­ses­vær­digt afsnit. Du fin­der Fri Ukrai­ne i vores app. 

Gri­ne­bid­der­ne Kåre og Mette

Hvad du til gen­gæld ikke behø­ver at gøre, er at gå ind at se det sid­ste afsnit af DR’s Mød Par­ti­er­ne med Kåre Quist og Met­te Fre­de­rik­sen. Det er vir­ke­lig kval­me­frem­kal­den­de. Jeg kom for ska­de at gøre det, for­di jeg tænk­te, at det var spæn­den­de her få dage før val­get at se et langt velud­ført kri­tisk inter­view med lan­dets stats­mi­ni­ster, som jeg jo ved, at Kåre Quist vir­ke­lig er i stand til at lave. Men det måt­te jeg kig­ge i vej­vi­se­ren efter, for i ste­det skul­le der vir­ke­lig gri­nes og fjol­les. Det min­de­de på en eller anden måde lidt om stem­nin­gen fra fil­men Don’t Look Up, hvor jor­den er ved at gå under, mens tv-vær­ter­ne sid­der og gør alt for at beva­re den gode, hyg­ge­li­ge stemning. 

Jeg for­står ikke, hvor­for en redak­tør på DR ikke stop­pe­de Kåre Quist, da han på redak­tions­mø­det inden pro­gram­met fore­slog, at han tog sin uli­de­li­ge onkel­hu­mor fra Twit­ter med ind til det, der skul­le have været et vig­tigt, kri­tisk inter­view, for selv på DR må man da have bemær­ket, hvor høj på sig selv Quist efter­hån­den virker. 

Met­te Fre­de­rik­sen har selv prok­la­me­ret, at hun i valg­kam­pen vil for­sø­ge at smi­le meget mere, og man må godt nok sige, at Kåre Quist gik ind til inter­viewet for at under­støt­te den ambi­tion. På de blot 35 minut­ter fik de to snak­ket om, hvor godt plan­lagt val­get var, for nu kun­ne Kåre Quist kom­me til Tor­i­no og se Juven­tus spil­le med sin søn den 6. novem­ber, høhø, og der blev både som det før­ste og som det sid­ste i inter­viewet vist gam­le klip med Met­te Fre­de­rik­sen, hvor hun har gri­ne­flip, for så var præ­mis­sen lige­som slå­et helt fast: Her er to gri­ne­ren men­ne­sker, der skal have det ski­desjovt sam­men, og du er invi­te­ret med til at se dem fjol­le løs. 

Der var man­ge slem­me øje­blik­ke at væl­ge imel­lem, men det mest smer­te­ful­de kom, da inter­viewet hav­de bevæ­get sig ind i en ellers inter­es­sant fase, der hand­le­de om, hvor­vidt dan­sker­ne skul­le beta­le mere for okse­kød. Det spørgs­mål er selv­føl­ge­lig vig­tigt til især Met­te Fre­de­rik­sen, da hun hæv­der, at hun er grøn, før hun er rød, og sam­ti­dig ved vi, at noget af det mest kli­ma­be­la­sten­de, vi har, er okse­kød. Et umid­del­bart peni­belt spørgs­mål for stats­mi­ni­ste­ren, for Arne er jo ikke inter­es­se­ret i at beta­le mere for en pak­ke hak­ket okse­kød. Kåre Quist kun­ne selv­føl­ge­lig ikke lade være med at afspo­re debat­ten med et tåkrum­men­de ord­spil. Jeg har trans­skri­be­ret dialogen: 

Met­te Fre­de­rik­sen: “Hvis du er en enlig mor med tre dren­ge, der alle inter­es­se­rer sig for fod­bold lige­som din søn…” 

Kåre Quist: “Altid godt!” 

Met­te Fre­de­rik­sen: “…og går ned med sin ind­købs­kurv og skal fyl­de den op, så er det jo ble­vet meget dyre­re at købe ind til en omgang spa­ghet­ti kødsovs, og det er der rig­tig man­ge… det har jeg også gjort til mine egne børn… 

Kåre Quist afbry­der Met­tes tale­strøm: “SÅ SKAL MAN HAVE FARS TIL FIRE!!” 

Her­ef­ter udspil­ler der sig et nær­mest utro­ligt øje­blik, hvor Met­te Fre­de­rik­sen over­ho­ve­det ikke fan­ger Kåre Quists ellers meget lidt sub­ti­le ordspil: 

“Bru­ger du fars?! Nej, da ikke til spa­ghet­ti kødsovs! Der bru­ger du okse­kød. Far­sen bru­ger du til noget andet! Ej, nu våg­ner nord­jy­den! Du bru­ger far­sen til noget andet” udbry­der Met­te Fre­de­rik­sen, mens Kåre Quist gri­ner aka­vet og tyde­lig­vis over­ve­jer, om han skal sige, at det med fars til fire jo bare var et ord­spil på den gam­le bør­ne­film med Lil­le Per, sam­ti­dig med at han måske godt ved, at det vil gøre situ­a­tio­nen meget vær­re, hvis han begyn­der at for­kla­re den for­fær­de­li­ge vit­tig­hed til både publi­kum, see­re og den humor­for­lad­te stats­mi­ni­ster for­an ham. 

Som sagt: Det er meget pine­fuldt at se, og nu behø­ver du ikke gøre det, for jeg tog én for holdet. 

Jeg lover i øvrigt, at vi på Fri­heds­bre­vet aldrig kom­mer til at invi­te­re mag­ten til tesel­skab og blød bol­le, som DR gjor­de i går, og det er jo ale­ne nok til, at du bør give os en chan­ce, hvis du end­nu ikke er med­lem. Du kan få de før­ste 14 dage for 0 kro­ner, så der­for er der ikke rig­tigt noget at miste ved lige at give os en chance. 

Jeg tror på, at folk ger­ne vil have et medie, der sør­ger for at afslø­re det, som poli­ti­ker­ne ikke vil have frem, og som stil­ler dem de spørgs­mål, som de ikke kan lide at sva­re på, uden at det skal omgær­des af hyg­ge og gusten jovialitet. 

Og i den for­bin­del­se: Se bare, hvor­dan Fri­heds­bre­vets Maya Teke­lis hårdt­slå­en­de inter­view med Søren Pape er ble­vet for­tol­ket af ins­ta­gram­kon­to­en “birds­wil­l­be­birds”.

Tænk, at den dia­log rent fak­tisk har fun­det sted mel­lem en jour­na­list og en mand, der ind­til for nylig var favo­rit til at bli­ve Dan­marks næste stats­mi­ni­ster. Vidunderligt! 

Ugens teg­ning til mit nyheds­brev fra Malt­he Emil Kibs­gaard taler næsten for sig selv. Tag den ind og nyd den, og tag den even­tu­elt frem igen en dag, hvis du hæn­ger lidt med næbbet. 

Rig­tig god weekend! 

Bed­ste hilsner
Kri­stof­fer Erik­sen, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet