Fri Kristoffer #11: Det giftigste sted i dansk politik
Lad mig begynde årets første nyhedsbrev med at glædes over, at vi på Frihedsbrevet overtager mediet Den Uafhængige. Hvis du ikke har hørt om Den Uafhængige før nu, så er det nok, fordi du ikke har fulgt diverse politikeres pressemøder de seneste par år. Her har de altid været på plads blandt det mere etablerede pressekorps og har ofte formået at stille bedre og mere irriterende spørgsmål end kollegerne og ikke været bange for at ødelægge den gode stemning.
Måske har du allerede stiftet bekendtskab med Den Uafhængige fra deres interessante morgenprogram En Uafhængig Morgen, hvor det er sværere at slippe afsted med et indøvet udenomssvar, end det er hos de statsstøttede morgenprogrammer hos P1 og R4DIO, og måske er du allerede fast lytter.
Fra på mandag bliver En Uafhængig Morgen sendt fra Frihedsbrevets studier på Vandkunsten i København, og flere af folkene bag programmet kommer under vores faner. Det ser jeg virkelig frem til.
Foruden det åbenlyse, nemlig at vi begge har afsværget os statsstøtte, har Frihedsbrevet og Den Uafhængige meget til fælles. For eksempel forsøger vi begge at identificere de spørgsmål, som politikerne ikke vil svare på, og giver ikke op, før vi har fået stillet dem. Det er vigtigt, også selvom det ikke altid lykkes at få et brugbart svar, for befolkningen har krav på at vide, hvad de personer, som repræsenterer dem i Folketinget, ikke kan eller vil svare på.
Et friskt eksempel kommer fra Frihedsbrevets politiske journalist Henrik Jensen, der forleden ringede til Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, for at afæske ham et klart svar på, om vores nye regering arbejder videre med at sende asylansøgere til Rwanda.
“Det, jeg kan sige til dig, det er, at vi bakker op om det, der står i regeringsgrundlaget, og det er det, der er aftalt i forbindelse med en ny regering, og så kan jeg ikke komme ind på mere i den forbindelse.”
Sådan lød ordene igen og igen i forskellige tarvelige variationer fra Moderaternes gruppeformand, og hvis du tror, at du kan holde det ud, kan du læse hele interviewet her.
Du kan også se en bid af interviewet på Frihedsbrevets Twitter-profil.
Spørgsmålene er oplagte, især fordi Lars Løkke Rasmussen inden valget kaldte Rwanda-planen for “symbolpolitikkens overmand”, ligesom han har sagt til Berlingske, at vi får et internationalt syn på Danmark, der er “vand ved siden af” reaktionen på smykkeloven.
Er det internationale syn på Danmark ikke netop noget, som Lars Løkke skal varetage i sin nye rolle som udenrigsminister? Det må man næsten gå ud fra, for ellers har jeg ingen idé om, hvad manden, der stort set ikke talte om andet end sundhedspolitik i valgkampen, skal med Udenrigsministeriet, hvis man ser bort fra det indlysende, nemlig at han godt kan lide at rejse rundt i verden på business class og have det lidt lækkert.
Jeg skal ikke sidde her og bilde mig selv eller andre ind, at det, som Løkke og Ellemann sagde før valget i november, har nogen som helst betydning i dag. De to vælgermæssige narresutter har parkeret principper, værdighed og løfter uden for deres respektive ministerier, men derfor tænker man jo stadig, at det i det mindste må være muligt for dem at svare på, præcis hvilke ord man har tænkt sig at rende fra.
Det er vigtigt, at vi i Danmark har medier, der er befolket med journalister, som hver dag står op og går på arbejde for at kaste lys over det mørklagte. Som insisterer på at stille de ubehagelige spørgsmål, og som ikke anser journalistik som en popularitetskonkurrence.
Sådan et medie er Frihedsbrevet, og sådan et medie er Den Uafhængige, og derfor har jeg også svært ved at se et bedre og mere åbenlyst match end sammensmeltningen af de to medier. Jeg tør i hvert fald godt love, at både Frihedsbrevets og Den Uafhængiges medlemmer nu vil få endnu mere smæk for skillingen og endnu mere hårdtslående journalistik.
Hvad det i øvrigt betyder er, at vi har to morgenprogrammer, som nu skal blive til ét. På Frihedsbrevet lukker Fri Dag, der hidtil har haft Maya Tekeli som vært. Hun overgår til En Uafhængig Morgen, der som tidligere nævnt sendes fra Frihedsbrevet fra mandag morgen klokken 7.00.
Den Uafhængiges faste lyttere skal vænne sig til, at morgenprogrammet går fra en varighed af to timer til én time, ud fra en ambition om at højne niveauet og kvaliteten og skrue lidt ned for kvantiteten.
Altså kan du som abonnent på Frihedsbrevet se frem til at få et helt nyt morgenprogram, sendt live fra vores studier med interessante værter og et stærkt hold bag sig. I det følgende vil jeg skrive lidt om, hvad Den Uafhængiges medlemmer så til gengæld får.
Et eldorado af gode podcastserier
På Frihedsbrevet forsøger vi alle hverdage at bringe mindst én god, kritisk, velfortalt og også meget gerne afslørende historie, researchet fra bunden. Når der er højvande, bringer vi sommetider flere af denne slags historier hver dag. Vores udgangspunkt er dog, at vi kun vil forstyrre vores medlemmer med historier, som fortjener deres opmærksomhed.
Vi har nogle af landets bedste og mest talentfulde undersøgende journalister ansat, som virkelig formår at grave historier op, der trækker søm ud. Vi har allerede udgivet mange spektakulære podcastserier, som for eksempel Den Talentfulde Fru Hjorth om den nu detroniserede techiværksætter Sahra-Josephine Hjorth og Marathonmanden, hvor vi følger i sporet på en dansk storsvindler, der trækker et blodigt spor efter sig hele vejen over Atlanten.
Vi har også udgivet dokumentarserien Mærsks mørke hemmelighed, der afdækker nye opsigtsvækkende forhold om den hæderkronede danske virksomheds fortid som våbenhandler, ligesom vi har bragt en lang række afsløringer om skyderiet i shoppingcenteret Fields 3. juli – i en podcastserie af samme navn.
Kort før jul bragte vi desuden tre afsnit af vores nye serie Kvindefængslet, hvor en af vores journalister afdækker, hvad der sker bag murene i Danmarks første og eneste kvindefængsel – et stort politisk prestigeprojekt, som desværre synes at være endt meget langt fra hensigten.
Vi har flere podcastserier end de nævnte på hylderne, og vi har mange flere på vej. Så har du ikke lyttet endnu, har du virkelig noget til gode.
Den brutale Mia Nyegaard
Man får dagsordensættende journalistik som abonnent på Frihedsbrevet, og ugens bedste eksempel på det er vores historie om Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard fra Radikale Venstre, som vi forleden kunne afsløre i at bedrive en form for ledelse, som hendes medarbejdere fortæller involverer chikane, overfusninger og frygt.
Som den tidligere direktionskonsulent Mads Larsen beskriver det:
“Det har været en rigtig god arbejdsplads og et velfungerende sekretariat igennem mange år. Efter Mia Nyegaard kom ind som borgmester, er der opstået et forrået og utrygt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne sygemelder sig og skifter job. Hun overfuser, udskammer og nedgør medarbejderne, og det påvirker alle, uanset hvor tæt en rolle man har på hende.”
Hans oplevelse bakkes i øvrigt op af mere end 10 nuværende og tidligere medarbejdere fra forvaltningen, der samstemmende tegner et billede af et brutalt arbejdsmiljø.
Historierne om Mia Nyegaard har rejst videre fra Frihedsbrevet til de fleste andre medier og har allerede resulteret i, at der er indkaldt til krisemøde på rådhuset, ligesom forskellige temmeligt bemærkelsesværdige initiativer er blevet iværksat.
Et eksempel er, at det fremover kun er udvalgte faglige ledere og chefer, som må deltage i møder med borgmesteren, ligesom det udelukkende er de samme udvalgte ledere, som må tage kontakt til Mia Nyegaard på e‑mail eller sms.
I går gjorde Mia Nyegaard så det, som politikere gør, når de er mest pressede: Hun gik på Facebook og skrev et undskyldende opslag akkompagneret med et foto af sig selv. I det skriver hun:
Man spørger efterhånden sig selv, hvad det er, der foregår på rådhuset i landets største kommune? Hvorfor er det mon, at den ene borgmester efter den anden ender i voldsomt uføre? Det er mindre end et år siden, at daværende integrations- og beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard måtte trække sig fra sin post efter at have lagt arbejdsmiljøet i sin forvaltning i ruiner. Før det var det overborgmester Frank Jensen, der måtte gå, fordi han ikke kunne holde fingrene (og tungen) fra sine kvindelige medarbejdere.
Som vores politiske redaktion skrev i deres ugentlige nyhedsbrev Fri Politik i går, så var der måske noget om snakken, dengang Søren Pind, der tidligere har været teknik- og miljøborgmester i København, kaldte Københavns Rådhus for “det giftigste sted”, han nogensinde har opholdt sig i dansk politik.
Det kommer altså fra en mand, der har tjent under Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens delte formandskab i Venstre.
Kulturelitens hemmelige forbindelser
Fra kulturverdenen bragte vi forleden historien om et stort, hemmeligt kulturnetværk, som er faciliteret af netværksvirksomheden Samuelsen. Medlemmerne af kulturnetværket tæller alt fra en højtstående chef i Danmarks Radio til en kontorchef i Kulturministeriet, ligesom flere store forlag er repræsenteret. Rektoren for Det Kongelige Musikkonservatorium, Uffe Savery, der måske mest er kendt i den brede offentlighed fra sin fortid som den ene halvdel i trommeduoen Safri Duo, sidder også med i netværket.
Netværkets facilitator er Weekendavisens kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, og hverken hende eller chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik ser noget problem i, at hun tjener penge på at facilitere møder med en lang række personer den ene dag, som hun risikerer at skulle anmelde eller på anden vis kommentere den næste dag.
Problemer ser til gengæld Christoph Ellersgaard, der er professor ved CBS og formand for Foreningen for Elite- og Magtstudier. Som han siger:
“Netværket er problematisk af flere årsager. Først og fremmest har man ikke mulighed for at vurdere, om folk er inhabile i andre sammenhænge. Vi kan simpelthen ikke se de her forbindelser, hvis de ude i offentligheden behandler hinandens ansøgninger eller kommenterer hinanden i pressen.”
Et gensyn med Ulven fra Aalborg
Hvis du har lyttet til Frihedsbrevets podcastserie Ulven fra Aalborg, så ved du, at rigmanden Jesper Skovsgaard er en kontroversiel skikkelse med alternative forretningsmetoder, som opererer efter en noget-for-noget-tankegang.
I morges kunne vores finansredaktion så føje endnu et kapitel til fortællingen om Jesper Skovsgaard – og som mange andre gange handler historien om hans samarbejde med Aalborg Kommune.
Denne gang handler det om et pres, som Jesper Skovsgaard lagde på en kommunal forvaltning og en centralt placeret embedsmand.
Vi begynder et andet sted:
Aalborg Kommune er martret af en regulær skandale, der i november fik National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til at ransage flere forvaltninger i Danmarks tredjestørste kommune – samt flere privatadresser.
Det handler om, at kommunen i en periode på 10 år simpelthen har taget røven på en række entreprenører, fordi de har presset dem til at være med til at finansiere infrastruktur som lyskryds og rundkørsler i forbindelse med entreprenørernes byggerier.
En ekstern advokatundersøgelse fra advokatfirmaet Horten har konkluderet, at kommunen har opereret ulovligt, når man har entreprenører til det. Det har fået flere til at stævne kommunen.
Og det er her, vi kommer tilbage til Jesper Skovsgaard. Ejendomsmatadoren, der har doneret skjulte penge til borgmester Thomas Kastrup-Larsen og Socialdemokratiet og i øvrigt har et noget blakket ry.
Han har nemlig indgået en af de aftaler, hvor kommunen – ifølge advokatundersøgelsen – har handlet ulovligt. Umiddelbart skulle man jo så mene, at Skovsgaard står med gode, juridiske kort på hånden og så småt gik og tyggede på, hvor stort et erstatningskrav han skulle sende kommunens vej.
Men nej – i stedet gik han meget storsindet ud i et forsvar for kommunen, og den praksis, der i dag er stemplet som ulovlig, betegnede han som “sund fornuft”.
“Det er noget for noget. Vil man have noget, skal man også give noget. Man kan ikke bare sidde og kræve,” sagde den kontroversielle byggematador, som endda fremhævede Aalborg som en forbilledlig kommune.
Efter han havde leveret det glade budskab til lokalpressen, skyndte han sig at dele det med borgmester Thomas Kastrup-Larsen i en mail. Og så burde der jo ikke være mere i det.
Men sagens dokumenter viser, at Jesper Skovsgaard også videresendte den glade mail til borgmesteren til kommunens stadsarkitekt, Peder Baltzer Nielsen, der har det administrative ansvar for udbygningsskandalen og som i dag er fritstillet på grund af sagen.
Jesper Skovsgaard havde også et andet ærinde, for han havde en verserende sag om en byggetilladelse på et ejendomsprojekt i Aalborg, som han gerne lige ville have stadsarkitekten til at kigge på. 14 dage senere lykkedes det pludselig – efter at projektet blev tilrettet – og Jesper Skovsgaard fik sin byggetilladelse.
På genhør
Jeg håber, at du – om du er abonnent på Frihedsbrevet eller Den Uafhængige eller overvejer at blive det – er enig med mig i, at det giver mening at samle kræfterne og gøre fælles front.
I hvert fald glæder jeg mig meget til at lytte til En Uafhængig Morgen – sendt fra Frihedsbrevet – på mandag klokken 7.00. Du kan lytte med i Den Uafhængiges app, som er gratis at downloade. Du kan som sædvanlig også følge med på Den Uafhængiges Facebook-side.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet