Fri Kristoffer #12: Jeg er sådan lidt kosmopolit
En sjælden gang imellem modtager man en pressemeddelelse, som er så langt ude, at den enten lugter af at være satire eller et resultat af, at afsenderen er blevet hacket.
Sådan havde jeg det, da jeg læste pressemeddelelsen om, at TV 2 Lorry ville skifte navn til TV 2 Kosmopol. Jeg tænkte simpelthen, at det måtte være fiktion, at man har brugt skattekroner på at udskifte et tåbeligt navn med et nyt endnu mere tåbeligt navn. Men desværre er det ikke satire. Den regionale TV 2‑kanal, der i runde tal modtager 70 millioner kroner fra staten om året for at bringe lokalnyheder fra hovedstaden og omegn, vil fremover kaldes for TV 2 Kosmopol.
Samlet set bruger vi mere end en halv milliard kroner på TV 2‑regionerne, og for de penge får vi altså blandt andet nu en lokalkanal, der vil til at emme af globalt udsyn og verdensborger-vibes. Eller som det hedder i pressemeddelelsen:
“Der bliver samtidig indvarslet et farvel til lokaljournalistikken og goddag til ny journalistik, der går på tværs af områdets 34 kommuner og har udsyn til storbyerne i landene omkring os – Stockholm, Malmø, Berlin, Hamburg. Dem har vi mere til fælles med end Hirtshals, Holstebro og Herning.”
Jeg mistænker, at direktøren på Lorry har fået nok af at føle sig ubetydelig og provinsiel og derfor forsøger at lykkes med det, der aldrig lykkedes for Nik og Jay, nemlig at slå igennem i udlandet. Måske har han haft en drøm om at kunne stå op om morgenen, kigge sig i spejlet og udbryde:
“Jeg hedder Morten Kjær Petersen, og jeg er ikke direktør for et medie, der bedriver lokaljournalistik. Nej, jeg er en verdensmand, der lige så godt kunne have bestyret CNN, men nu sidder jeg tilfældigvis her i Lorry-bygningen på Allégade, Frederiksberg og kigger ud på Europas andre smeltedigler og tænker store tanker om, hvordan verden hænger sammen”.
Desværre bliver Lorry bare ikke mere international af at skifte navn. TV 2 Kosmopol er nemlig Jonna Petersen, som er 48 år og fra Køge, der står og bakser med vasketøjet, mens hun ringer ind til Træfpunkt og beskriver sig selv som værende “sådan lidt latino”.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad reklamebureauet, der ifølge fagmediet Markedsføring har brugt halvandet år på at udtænke denne bizarre idé, har taget sig betalt for ulejligheden. Det er således svært ikke at associere til dengang, hvor Aarhus Kommune brugte en million kroner på sloganet “Aarhus – Danish for progress”, hvilket er i skarp konkurrence om prisen for største spild af offentlige kroner med Randers Kommune, som brugte tre millioner på at lære Randers-borgerne det nye fede slogan “Randerledes” at kende.
På TV 2 Kosmopol har man ikke kun fået et åndssvagt navn for skattekronerne. Man har selvfølgelig også fået et nyt logo, som ser sådan her ud:
Jeg tror, det er meningen, at det skal symbolisere to jordkloder, det globale, der møder det lokale, men det eneste, jeg kan tænke på, når jeg ser det, er en røv. En stor røv, der skider på skatteborgerne.
Nu jeg har dig
På Frihedsbrevet har vi ikke nogen rebranding-kampagne liggende klar på affyringsrampen. Tværtimod så tænker jeg, at folk, der kender os, er ved at have en idé om, hvad man får i vores butik; nemlig kritisk journalistik, der svirper magthaverne bagi.
Som den opmærksomme læser vil vide, har vi netop taget radioen Den Uafhængige med ombord, der ligesom os er grundlagt på baggrund af tanken om, at det er sundt ikke at være afhængig af statsstøtte, hvilket har resulteret i, at vi nu også kan tilbyde vores medlemmer et dagligt live morgenprogram mellem klokken 7.00 og 8.00.
Jeg skal hilse og sige, at det lige nu er hårde tider ikke at få kunstigt åndedræt fra staten, så hvis du i noget tid har gået og fattet sympati for vores medie, men endnu ikke har fået taget dig sammen til at tegne et abonnement, så er lige nu altså et rigtig godt tidspunkt. Hvis vi på Frihedsbrevet skal kunne blive ved med at sætte dagsorden og gøre os gældende i den offentlige debat, har vi brug for flere medlemmer.
Vi bliver i medie-andedammen lidt endnu
På Frihedsbrevet gør vi en dyd ud af ikke at være venner med nogen, og derfor var det en fornøjelse at bringe historien om, at Folketinget i 2019 betalte 132.000 kroner for, at mediernes Christiansborg-journalister kunne feste løs sammen med politikere. Egentlig var festen budgetteret til at skulle koste 172.000 kroner, men en kunstner meldte afbud, og dermed landede kuvertprisen for deltagerne på lidt over 1.000 kroner.
Til festerne er der referatforbud, så hvis en politiker står stangstiv og fortæller en journalist, at han i sit allerdybeste indre er glødende nazist, så kan journalisten ikke fortælle om det til sine læsere.
Personligt har jeg meget svært ved at se, hvad skatteborgerne får ud af det, og det er lige før, at jeg hellere ville sende 132.000 kroner ned til Sanjay Shah, end jeg vil finansiere, at politikere og journalister kan gå på druk sammen.
Til Frihedsbrevet indrømmer Folketingets formand, Søren Gade, at kuvertprisen for arrangementet var for høj, og når en mand, der er så dygtig til at rage til sig, siger det, så ved man altså godt, at den er helt gal.
Strandløven Kurt
Vi bliver i medieverdenen, for i den forgangne uge stillede Frihedsbrevet skarpt på medie-oraklet Kurt Strand, der med sine +40 år i dansk journalistik har sat så kraftigt et aftryk, at Journalisthøjskolens fredagsbar er opkaldt efter ham. Kurt Strand, der også er tidligere formand for Cavling-komitéen, er måske mest kendt for sine år som vært på det legendariske DR2-program Deadline og har i den senere del af sin karriere især beflittet sig med at bedrive mediekritik på programmer som det hedengangne Mennesker og Medier på P1 og Presselogen på TV 2 News.
Efter DR valgte at lukke Mennesker og Medier i 2021, forlod Kurt Strand DR, hvilket man længe har fornemmet en vis bitterhed over hos manden selv. Han giver den nu i rollen som mediekommentator, hvor han meget ofte beskæftiger sig med sin gamle arbejdsplads på Amager. I den senere tid har han især botaniseret i den digitale strategiomlægning i DR, der har betydet, at P1-programmet Orientering er blevet ændret.
Både i Politiken, i Kristeligt Dagblad og hos DR selv har Kurt Strand kritiseret DR’s digitale strategi for at være dårlig, ligesom han eksplicit kritiserer beslutningen om at ændre på Orientering, som han kalder en “delvis lukning”. I sidste uge anmeldte han så programmet i Kristeligt Dagblad, hvor den ikke fik for lidt: Det nye Orientering er en radiofonisk rodebutik og et program, som kun er blevet værre, og som en “udygtig ledelse” har smadret i sin iver efter at forandre, lod Kurt Strand læserne forstå.
Om Kurt Strand har ret i det, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har hverken dyrket programmet før eller efter, det fik en make-over, men det er også irrelevant, for problemet her er, at Kurt Strand i sine kritiske kommentarer har undladt at nævne, at en af konsekvenserne ved, at man har valgt at ændre på Orientering, er, at Kurt Strands kone, Karen Hjulmand, blev flyttet væk fra programmet.
Derfor ringede Frihedsbrevets kulturjournalist Emil Findalen til Kurt Strand og spurgte ham, om det ikke havde været smart nok lige at nævne habilitetsproblemet for læserne. Det mente den journalistiske alfader overhovedet ikke, for som han sagde:
“Man kan også deklarere sig selv ihjel, ikk’?”
Frihedsbrevets journalist kontaktede så Kristeligt Dagblad, og de så noget anderledes på sagen – Kurt Strand havde aldrig fået lov til at anmelde det program, hvis de havde kendt til habilitetsproblemet, slog den ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå fast.
Hvad der stadig er svært at forstå, er selvfølgelig, at en så erfaren journalist som Kurt Strand med autodidakt speciale i medieetik ikke selv har tænkt, at den måske ikke var så god, da han satte sig for at spidse pennen og sable det program ned, som lige havde sagt farvel og tobak til hans kone. Men for at citere Frihedsbrevets Emil Findalen så er det måske bare sådan med inhabilitet, at den sidste, det typisk går op for, er én selv.
Joakim fra Forsvarets Efterretningstjeneste på slap line
Når jeg nu alligevel er så godt i gang med at pille i medienavlen, har jeg også lyst til lige at reklamere for det seneste afsnit af vores podcast Fri Ukraine med Sofie Frøkjær og Flemming Rose, hvor de har fået besøg af Hans Engell, der tidligere har været forsvars- og justitsminister. Det er voldsomt interessant. Programmet handler (igen) om et dybt mærkværdigt interview, som en anonym chef for Ruslandsanalyse i Forsvarets Efterretningstjeneste gav til Berlingske.
Berlingske kalder den anonyme FE-chef for Joakim, og interviewet er sket på baggrund af initiativ fra Forsvarets Efterretningstjeneste selv. I sig selv er det lidt specielt, at en myndighed inviterer sig selv til interview hos et medie og samtidig stiller med en anonym repræsentant, men det bliver helt syret, da denne “Joakim” begynder at spekulere i, at Putin har fået storhedsvanvid som en bivirkning af den hormonbehandling, som Putin skulle have fået mod kræft i skjoldbruskkirtlen, hvilket i sidste ende skal have været medvirkende til at han invaderede Ukraine.
Da Hans Engell læser Berlingskes interview med FE, tænker han straks, at noget må være fuldkommen galt. Men hvad er det, der er galt? Og hvorfor bryder FE pludselig tavsheden på den måde? Lyt til ugens afsnit af Fri Ukraine her.
Her til sidst
For at slutte mit denne uges nyhedsbrev, hvor jeg startede det, så er her et screendump fra den første og sidste gang, jeg har medvirket i TV 2 Lorry:
Hvis du undrer dig over, at jeg ser så øretæveindbydende ud med en tophue på indenfor og et rødt halstørklæde, så skyldes det, at jeg er i forklædning som den fiktive natklubejer Morten Olsen, der ejer den fiktive natklub Eye Candy – en natklub, hvor kun smukke mennesker bliver lukket ind. Navnet Morten Olsen valgte jeg, fordi jeg syntes, det var sjovt at hedde det samme som den tidligere landstræner i fodbold.
Optrinnet fandt sted for 10 år siden, da jeg sammen med komikeren Jesper Juhl lavede tv-programmet Absurdistan. I programmet satte vi os for at teste, hvor let det var at plante falske historier i medierne via pressemeddelelser, og en af de pressemeddelelser, vi sendte ud, handlede altså om natklubben Eye Candy, hvor der kun var adgang for smukke mennesker. Pressemeddelelsen spredte sig til flere medier, og der indløb en invitation fra TV 2 Lorry til at komme og fortælle om det spændende koncept.
Der er ingen tvivl om, at det altså er mit eget bedste minde om TV 2 Lorry – hvad er dit mon?
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet