Fri Kristoffer #16: Råd i det radikale fundament
Husker du nissehaderen Jon Knudsen fra Aftenshowet? Jeg kom til at tænke på ham forleden og gik ind og genså klippet med ham på YouTube, hvor han sidder og fortæller en anekdote om, hvordan han går rundt i sin vens hus og bliver forarget over, at der er pyntet op med nisser. Han afskyr nemlig nisser, fortæller han, for nisser er dæmoner, og Jon Knudsen er frikirkepræst af den mest gakkede slags. Vennen fortæller Nissehaderen, at det er konen, der har pyntet op med nisser, hvilket får Nissehaderen til at stille det helt oplagte spørgsmål:
“Men hvis din kone havde pyntet op med børneporno, hvad ville du så sige til det?”
Ud over at Nissehaderen er 24 karats Comedy Gold, som jeg under enhver at se, så fik det mig også til at tænke på Søren Pind. For hvis man skal finde en person, der hader den kritiske presse cirka lige så meget, som Nissehaderen hader nisser, så tror jeg faktisk, at det er Søren Pind, der kommer tættest på.
Han har tidligere tilkendegivet, at han mener, at danske medier er “undergravende for folkestyret og det almene vel”, og at “den symbiose, der er mellem de tilbageværende og skruppelløse medier, er en fare for demokratiet. Den genopliver det fascistiske spøgelse”.
I samme indlæg skriver han videre:
”Jeg angriber medier under ét for ikke at være deres opgave voksen, for at dække over hinanden, for at tie, for at være drevet af kynisme og demagogi.”
Faktisk synes det fysisk umuligt for formanden for regeringens medieansvarsudvalg at ytre sig om de danske medier uden at emme af mishag. Dét at sætte Søren Pind i spidsen for regeringens medieansvarsudvalg svarer altså til at sætte en glutenallergiker til at drive Lagkagehuset.
Hvisken i øret af Papes spindoktor
Regeringens medieansvarsudvalg skal blandt andet “undersøge, hvordan det kan blive muligt at styrke mediernes ansvar i en digital tid” og “tænke over, hvordan Pressenævnets rolle skal være i fremtiden”. Det står ikke skrevet direkte i opdraget til dette medieansvarsudvalg, men man fornemmer, at det i virkeligheden handler om, hvordan pressen på en eller anden måde skal begrænses og stækkes og kunne straffes hårdere, når den begår fejl. I hvert fald skal ingen forvente, at der kommer noget godt ud af det, når Pind rigtigt har haft sine mediehadende fingre godt nede i bolledejen.
I sidste uge kunne vi på Frihedsbrevet afsløre, hvor det blandt andet er, at Søren Pind får sine fede idéer til den store medie-brainstorm fra. Vores politiske redaktion havde fået aktindsigt i en henvendelse til Pind fra Søren Pape Poulsens spindoktor, Simon Gosvig, der gerne ville lufte sin frustration over Ekstra Bladets artikler om sin chef. Han var blandt andet træt af et forløb, hvor Ekstra Bladet havde lavet en “præcisering” i en historie – et ord, som ifølge rådgiveren nærmere burde hedde en undskyldning.
“Udgives en artikel på net med en fejl, bør der udgives en selvstændig artikel, hvor mediet undskylder, og artiklen bør på eksempelvis EB.dk have samme placering på forsiden i dobbelt så lang tid, som artiklen oprindeligt lå. Og mediet bør ikke kunne vælge at publicere artiklen på et tidspunkt, hvor de har færrest læsere,” skrev Papes spindoktor blandt andet i mailen.
Søren Pind kvitterede for mailen:
“Tak! Vi grubler! Kan du ikke sende mig fejlene og rettelserne?” skrev han.
Hvem Pind får sine påfund fra, må ikke se dagens lys, mente Pind, og da han sendte henvendelsen videre til en medarbejder i Kulturministeriet, betonede han vigtigheden af dette:
“Som sagt lægger jeg til grund, at der ikke er aktindsigt i disse – vil du notere denne og få kommentarer på de forskellige ideer?,” skrev han, hvilket vi på Frihedsbrevet fik at vide via aktindsigt.
Slut med aktindsigt
Nu har Søren Pind imidlertid fået sin vilje. Ekstra Bladet kunne dagen efter Frihedsbrevets historie berette, at regeringens medieansvarsudvalg er blevet omdannet til en decideret myndighed, og så kan man med offentlighedsloven i hånden lettere afvise aktindsigt i de henvendelser, der tilgår Søren Pind fra fellow mediehadere.
Det har en pragtfuld indbygget ironi, at det udvalg – eller undskyld, den myndighed – der skal sidde og arbejde med at forbedre medierne, skal gøre det i al hemmelighed. Mediers fineste opgave er jo at få det frem i lyset, som magten ikke vil have frem, og derfor bliver det helt barokt, når Søren Pind vil sidde i mørket og lave nye benspænd for den frie presse.
Lovgivere, der ikke overholder loven
Et eksempel på at fortælle noget, som andre ikke vil have frem, fandt sted i oktober, i de sidste dage af valgkampen, da vi på Frihedsbrevet bragte en historie om, at Radikales daværende formand Sofie Carsten Nielsen og Socialdemokratiets Ida Auken har bijobbet i netværksvirksomheden Samuelsen og så fået kanaliseret pengene videre til deres respektive kampagnekasser uden at betale skat af beløbene.
Hvordan kan man slippe afsted med det, spørger du, for det lyder da i grunden lidt for smart. Og det er det selvfølgelig også. I går kunne vi nemlig fortælle, at Skatteministeriet nu slår endeligt fast, at politikere i lighed med andre erhvervsgrupper skal betale skat af de penge, de tjener, når de går på arbejde. Chok.
Det er i grunden utroligt, hvis to af landets absolutte toppolitikere, to tidligere ministre, i ramme alvor troede, at de ikke behøvede at svare skat af deres bijobs, så længe de bare brugte pengene på at føre valgkamp for. Kontorchef i Skat gennem mere end to årtier, Michael Bjørn Hansen, der i dag arbejder som skatteadvokat, mener desuden, at Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken bør straffes:
“Med de oplysninger, som foreligger, så bør de som det mindste straffes for uagtsom skattesvig. Det vil kræve en strafferetlig efterforskning at afklare, om der foreligger et forsætligt skattesvig,” sagde Michael Bjørn Hansen i går til Frihedsbrevet.
Historien handler selvfølgelig først og fremmest om, at lovgiverne ikke overholder de regler, som de selv får løn for at udforme og vedtage. Men måske siger historien også noget om, hvorfor Radikale Venstre befinder sig i en afgrundsdyb krise, som partiet har svært ved at komme ud af.
Radikales skattefidus
Lad os spole tiden tilbage til den sidste uge af valgkampen. Frihedsbrevets journalister kontakter Radikale og Sofie Carsten Nielsen med oplysningen om, at vi er på vej med en historie, der handler om, at hun i sin personlige forening til valgkampen har modtaget 47.000 kroner fra virksomheden Samuelsen.
Sofie Carsten Nielsen havde indgået en kontrakt med virksomheden om, at hun i stedet for at få udbetalt løn for sit arbejde i stedet fik Samuelsen til at donere penge til foreningen “Den Socialliberale Støtteforening v/Sofie Carsten Nielsen”.
I en af kontrakterne var det endda omtalt som Sofie Carsten Nielsens kampagnekonto. Det var selvfølgelig en fejl, lød forsvaret fra den radikale spinmaskine.
Da jeg hører, at journalisterne er på vej ind for at konfrontere Radikale, er jeg helt sikker på, at Sofie Carsten Nielsen vil lægge sig fladt ned, undskylde, gøre alt for at få betalt de kroner, som hun skylder statskassen, og måske endda stille op til et længere interview, hvor hun forklarer, hvordan hun kunne begå sådan en fejl.
Men nej. Først gør partiets sekretariatschef, Lars Beer Nielsen, alt for at så tvivl om Frihedsbrevets historie ved at sende et såkaldt “bindende svar” fra Skat, som partiet havde fået skattemyndigheden til at lave i 2015. Prøv for sjov skyld at læse det:
Hvad der er indlysende for enhver med folkeskolens afgangseksamen i hånden, så forholder Skat sig overhovedet ikke til Radikales påtænkte skattefidus, hvor man går ud og yder et stykke arbejde for en virksomhed og så får virksomheden til at donere til en forening, som betaling for det arbejde, som politikeren har lavet. Skat forholder sig alene til, om der skal betales skat af donationer til frivillige foreninger, hvilket der ikke skal.
Sofie Carsten Nielsens papegøjesvar
For at være helt sikre på, at det ikke er os på Frihedsbrevet, som har fået bukserne helt forkert på, præsenterer vi Radikales forsvar for de tre skatteeksperter. Det ændrer ikke på noget som helst. Der er ingenting at misforstå.
“Så,” tænker jeg, “nu er der ingen vej uden om, at Sofie Carsten Nielsen må rulle rundt,” som Barbara Bertelsen ville sige det.
Men nej. Da Frihedsbrevets journalist endelig får Sofie Carsten Nielsen i røret, lyder papegøjesvaret igen og igen, at hun – hold nu fast – slet ikke har arbejdet for virksomheden, men bare modtaget en donation.
“Men der står jo åbenlyst i kontrakten, at du endda får løn for tre timer + forberedelse. Er det ikke arbejde?” spørger journalisten den daværende partileder.
“Det har været min fuldstændige overbevisning, at der var tale om en donation,” gentager Sofie Carsten Nielsen.
Det er ikke forbrydelsen, men forklaringen
Hvad der først lignede en nok så alvorlig sag om mulig skatteunddragelse hos flere radikale topfolk, begynder nu at bevæge sig ned ad et decideret satirisk spor.
Selvom Frihedsbrevets journalister har fået en kontrakt mellem Sofie Carsten Nielsen og virksomheden Samuelsen, hvor det er udpenslet, præcis hvilket arbejde hun skulle udføre for et meget præcist beløb, så nægter hun nu, at hun overhovedet skulle have arbejdet. Jeg gentager: Det var ikke et arbejde, da hun aftalte med en virksomhed, at hun ville løse nogle meget konkrete opgaver for samme virksomhed og modtage betaling i form af kontante donationer til “Den Socialliberale Støtteforening v/Sofie Carsten Nielsen”.
Den presserådgiver, der fik den nu tidligere radikale partileder til at prøve den forklaring af, fortjener at blive tvangsansat resten af livet som kommunikationsmedarbejder for Mai Manniche. Til en dårlig løn.
Radikale får en tur i den radikale spinmaskine
Inden historien breaker hos Frihedsbrevet, bliver en mail meget hurtigt sendt ud internt i partiet, hvor man igen præsenterer søforklaringen om, at man tidligere har indhentet et “bindende svar fra Skat” uden dog at nævne, at det spørgsmål, man har indhentet svar på, handler om noget helt andet end det, de har gjort. Intet er tilsyneladende helligt hos Radikale, her spinner man også sine egne.
Sekretariatschefen forsøger videre at lægge sagen død ved at melde ud, at man nu, efter Frihedsbrevets historie, vil kontakte skattemyndighederne på ny og bede dem om at vurdere det hele, hvilket jo ingen mening giver overhovedet, al den stund at samme sekretariatschef forsvar er, “at man har et bindende svar fra Skat”.
Umiddelbart en meget mærkelig taktik, men til min store overraskelse lykkes det faktisk til dels at kvæle sagen. Ikke ret mange andre medier følger op på historien, og at Radikale bliver rundbarberet til det efterfølgende folketingsvalg, kan ikke tilskrives Frihedsbrevets historie, men nok nærmere den helt uforståelige manøvre med at vælte statsministeren i slowmotion på grund af Minkkommissionens beretning og så efterfølgende pege på selvsamme statsminister.
Råd i det radikale fundament
I går kunne vi så fortælle, at Skatteministeriet selvfølgelig har fuldstændig samme opfattelse af skattelovgivningen som de tre skatteeksperter, Frihedsbrevet interviewede i fjor: Den radikale skattefidus går ikke – man er skattepligtig af de penge, man tjener, også selvom man vælger at få dem udbetalt til en forening efter eget valg.
Der er sket meget siden folketingsvalget. For eksempel er Sofie Carsten Nielsen som bekendt ikke længere politisk leder, da hun for længst er blevet erstattet af Martin Lidegaard. Det er i øvrigt samme Martin Lidegaard, som i 2015 kritiserede den borgerlige regering for ikke at gøre nok for at bekæmpe sort arbejde. Til Berlingske sagde han dengang, at sort arbejde var et kæmpe samfundsproblem, og svingede sig helt op til dette næsten poetisk smukke citat:
“Vi er alle sammen med til at betale den regning, som de, der udfører og betaler sort arbejde, påfører samfundet.”
Frit oversat fra Lidegaard, er vi altså alle sammen med til at betale regningen for, at i forvejen højtlønnede folketingsmedlemmer som Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen kan rende rundt og bijobbe uden at betale skat af det efterfølgende. De to skulle jo nødigt hjælpe med at betale lidt tilbage til den statskasse, som i mindst et årti har betalt deres løn.
Om Martin Lidegaard stadig går op i den slags, nu hvor han har overtaget roret i den synkende radikale skude, melder historien ikke noget om. Ida Auken, som for tiden er socialdemokrat, erkender nu, at hun ikke har betalt den skat, som hun burde, og har som konsekvens valgt at betale sit honorar tilbage til Samuelsen.
Sofie Carsten Nielsen? Hun afventer stadig svar fra skattemyndighederne, og heri består min teori om, at sagen meget godt indikerer, at der er gået råd i det radikale fundament.
Larmende tavshed
For én ting er, at Auken og Carsten Nielsen ifølge eksperter har gjort sig skyldige i skattesvig. Noget andet er, at sidstnævnte gør alt, hvad hun kan, for at signalere, at hun ikke kunne være mere ligeglad. Og at ingen i partiet – ikke engang Martin Lidegaard, der angiveligt går rundt og mener, at sort arbejde er et kæmpe samfundsproblem – gør noget som helst for at få ryddet op, betalt tilbage og undskyldt dybt.
Hvordan kan det mon foregå i et parti, som mange stemmer på, fordi partiets ansigter opleves som ordentlige, redelige og faktabaserede? Med slogans, der fortæller vælgerne, at de altså lytter til eksperter. Og et parti, som føler sig lidt mere rigtige i holdningerne end andre, og hvor man stolt lægger hånden på brystet, stikker næsen lidt i sky og prædiker, at ingen er hævet over loven. Det hele begynder at klinge noget hult.
Kom med bag betalingsmuren
Indrømmet, det føles lidt som at prygle en død hest at skrive om Radikale.
Jeg lover dog, at vi på Frihedsbrevet vil følge sagen til dørs, for det skal selvfølgelig ikke kunne betale sig for magthaverne at trække dårlige sager i langdrag.
Det fører mig elegant videre til mit næstsidste ærinde i ugens nyhedsbrev, nemlig at jeg lige vil slå et slag for, at du prøver at abonnement på Frihedsbrevet, hvis du synes, at det er vigtigt med et medie, der ikke modtager penge fra den hånd, som det er sat i verden for at bide. Et medie, der ser det som sin fineste opgave at holde øje med, om lovgiverne overholder loven, og at måle afstanden mellem det, magthaverne siger, og det, magthaverne gør.
Med et abonnement på Frihedsbrevet får du også adgang til et sandt eldorado af spændende podcastserier, ugentlige magasinprogrammer i podcastformat, og du er med til at støtte, at vi fortsat kan udkomme med vores morgenprogram En Uafhængig Morgen, som kan lyttes live alle hverdage mellem klokken 7.00 og klokken 8.00 i Frihedsbrevets app.
Et museum i provinsen
Her på falderebet må jeg hellere lige fremhæve en sidste historie, som vi bragte i denne uge, og som har taget en uventet drejning i dag. Onsdag kunne vores kulturredaktion nemlig afsløre, at museumschefen på Museum Sydøstdanmark driver en privat kunsthandel, hvor han sælger Jim Lyngvild-kunst. Det var da en mærkelig idé, kunne du måske tænke, men smag og behag er jo forskellig.
Der er dog også et principielt problem her, nemlig at museumschefen Thorbjørn Kolbo sælger kunstværker af de samme kunstnere, som museet samarbejder med. Jim Lyngvild, for eksempel, har gennem flere år samarbejdet tæt med museet, blandt andet om et nyt kæmpe vikingecenter til 50 millioner kroner – og ved siden af ser museumschefen sit snit til at tjene en skilling på at sælge Lyngvilds værker i det private.
Samme dobbeltrolle var på spil med Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, som både udstiller på museet og har kunst på hylderne i museumschefens private shop.
Det var de eksperter, Frihedsbrevet talte med, ikke imponerede over. En problematisk dobbeltrolle og mulig inhabilitet, sagde de. Men hverken museets direktør Keld Møller Hansen eller museumschef og kunsthandler Thorbjørn Kolbo kunne se noget som helst problem i det.
Måske de lige skulle sove på det, for her i formiddags modtog kulturredaktionen så en mail fra museumsdirektøren, der nu kunne fortælle, at museumschefen havde fjernet kunsten fra hylderne. Chefens kunsthandel sælger fra i dag “ikke længere kunst fra kunstnere, der udstiller eller skal udstille på Museum Sydøstdanmark,” skriver direktøren.
Her må man bare sige, at det er nye toner fra den person, der for tre dage siden sagde sådan her, da Frihedsbrevet fortalte, at eksperterne havde kritiseret museumschefens dobbeltrolle:
“Jamen som man siger i Jylland: Og hva’ så?”
Tak, fordi du har læst med så langt. Jeg holder vinterferie i næste uge, men er stærkt tilbage igen ugen efter.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet